Mørket var ved at falde på i byens gader og enkelte stjerner tittede frem på aftenhimlen. Lysene var efterhånden blevet tændt bag vinduerne, som Hecate Reier ikke ænsede et blik, men blot langsomt og stædigt med sin lettere haltende gang bevægede sig op ad en stejlere gade. Det var i sidste øjeblik gået op for hende, at der kun var sørgelige rester tilbage af de smertestillende urter, hun plejede at få i sin aftente, og hastigt havde hun slynget sin varme kappe over skuldrene og brugt de sene timer på at hamre og banke på urtemesterens dør, ind til han modvilligt lukkede op og gav hende, hvad hun bad om.

Nu var der bare hjemturen. Benet smertede mere, end det plejede, nu hvor hun ikke havde fået teen på det sædvanlige tidspunkt, og turen gennem gaderne virkede derfor noget længere, end den plejede. Hvad værre var: byens forskellige beværtninger var åbne på dette tidspunkt, og lyden at musik og grove stemmer kunne høres fra flere døråbninger.
Et par mænd væltede ud fra netop en af disse beværtninger, og det var lige før det var stødt ind i Hecate, hvis hun ikke havde været hurtig til at flytte sig. "Hvor vover I!" .. Begyndte hun, hjertet hamrende i halsen på hende over forskrækkelsen. De tydeligt påvirkede mænd standsede op og Hecate kunne se på den enes ansigtsudtryk, at han genkendte hende.
"Det er Hecate Reier! Hende den skøre gamle dame, der vil lukke beværtninger og horehuse ned.." Han puffede til sin sidemand, der tydeligvis blev provokeret og trådte helt tæt på Hecate. Hans ånde lugtede kraftigt af alkohol, og hun lukkede et kort øjeblik øjnene da lugten fik det til at vende sig i hende. "Hør her dame. Du lukker ikke noget som helst. Måske vi burde dumpe dig i rendestenen for at give dig en lærestreg.." 
Hecate kunne mærke vreden stige op i sig over mandens uforskammethed, men hans trussel skræmte hende også. Der var ikke meget, hun kunne gøre for at forsvare sig, hvis de prøvede på noget, og alt hvad hun sagde, ville sandsynligvis blot gøre dem endnu galere.. 

Mørket havde endnu en gang lagt sig over hovedstaden. Men helt mørkt var der aldrig, gader lyst op af vinduer og nogle steder udendørs fakler. Det kunne godt være svært at vænne sig til, når man var vant til landets høje nattehimmel og naturlige mørke. Ikke at det havde været den største omvæltning for Ezra, han havde været i byer før. Nej, hovedstaden havde bare vist sig ikke at være det, han havde regnet med. Langt fra. Til at starte med havde den været spændende, fyldt med nye ting, men efterhånden som dagene gik, måtte Ezra sande, at byen nok ikke var stedet for ham. Normalt tjente han til føden ved at være skjald, synge sange, spille fløjte og fortælle sine historier, men der var så mange af samme slags som ham selv, at ingen kroer havde lyst til at BETALE for at have ham til at optræde. Og det var heller ikke ligefrem fordi, at han fik mange krystaller, når han stillede sig på offentlige pladser og spillede en melodi. Hovedstaden var simpelthen overrendt med skjalde.

Så i de omkring to uger, han havde været her, havde han sultet og frosset og sovet på gaden og han havde endeligt taget beslutningen om, at han ville drage videre dagen efter. Han savnede de åbne vidder, vejen og de faktisk venlige mennesker, han mødte på sine rejser rundt i landet. Nu sad han i mørket ved siden af en kro, hvor han havde været inde og tilbyde sine evner men igen var blevet afvist. Han havde ikke noget sted at sove, han var voldsomt sulten og han havde egentligt givet op. Nu ville han prøve at lukke øjnene lidt og så tage af sted ved det første lys, når portene blev åbnet. Med sin rejsekappe over sig, forsøgte han at sove.

Dog var han hverken halvt eller helt faldet i søvn, da en skinger stemme skar igennem natten og to snøvlede fuldemandsstemmer svarede hende. Det lød ikke specielt godt, som samtalen tog en truende drejning. Normalt ville Ezra holde sig væk fra den slags, for den ville nok ty til vold, medmindre noget stoppede de to mænd. Og Ezra var ikke ligefrem fan af vold, mest fordi han var så lille, som han var. Han kunne godt forvare sig, kniven i hans bælte var ikke til pynt, han kunne sagtens finde ud af at bruge den, men som satyr var han ikke glad for at skulle slås. Det måtte kunne klares med ord.
Men i dag var han så elendig, han havde intet bedrevet i sin tid i hovedstaden, så et eller andet tog ved ham, og han rejste sig hurtigt fra sit skjul og trådte ud i lyset fra døren til kroen. Hvis han kunne redde en gammel dame fra tæv, så måtte han da prøve. Om det så kostede ham selv nogle slag, tingene kunne alligevel snart ikke blive værre.

"Sagde I Hecate?" Han lod demonstrativt blikket glide over kvinden. "Dét kan umuligt være Hecate!" Hans ord så ud til at bringe tvivl i de to mænd, hvor ham der havde truet kvinden, trådte tilbage.
"Hvorfor ikke?" Manden, der havde genkendt kvinden, så mistroisk på Ezra, der rettede sig lidt op.
"Jeg har hørt, at hun er en krumrygget kost med en tøndeformet krop og en kæmpe vorte på næsen." Løgnen flød fra ham uden tøven, selvom han ingen anelse havde om, hvem denne Hecate i det hele taget var. Et smil formedes på hans læber, som dét, der faldt ham så naturligt, var behøvet igen. De to mænd så tvivlende på hinanden og Ezra lod sin kreative hjerne få frit løb.
"Jeg hørte et digt på en af de andre kroer. Jeg må se, om jeg kan gengive det." Med en rømmen flyttede han lidt på den ene fod og åbnede så munden uden at ane, hvad der ville komme ud.

I gaderne af vores stolte by
søger hvermand ly
i barer og kroer
hos villige jomfruer

Lykken var stor
her hvor vi bor
indtil freden blev brudt
med brok blev den skudt

Heksen Hecate
den gamle stride kost
grim som en orne
med vorte og næsehår
Ildsprudende drage
lugtende af ost

Krigen brød ud
friheden stod for skud
øllet det flød
pigerne skreg i deres nød

Manden stod op
Svang sin fyldte kop
Krævede sin ret
kørte den gamle hejre træt

Heksen Hecate
den gamle stride kost
grim som en orne
med vorte og næsehår
Ildsprudende drage
lugtende af ost

Digtet blev sagt med en melodiøs undertone, så det næsten blev en sang. Det gjorde det for det første nemmere at huske og hjalp ham også med at få noget til at hænge sammen og lyde godt. Om noget af det ville få mændene til at ændre mening, dét var op til guderne at bestemme, men det var det bedste, Ezra kunne gøre. At overbevise dem om, at kvinden de stod ved siden af, ikke så ud som den hadede Hecate. Forhåbentligt var der nok øl i årerne på dem til, at Ezras kreative fremlægning af kvindens udseende fik dem til at ændre mening med at skade hende.
"Digtet siger, at Hecate har en vorte og lugter af ost. Er det noget, I kan genkende ved denne kvinde?"

Hecate trådte forsigtigt et skridt tilbage på de ujævne brosten, men den fulde mand var stadig lige oppe i hendes ansigt. Hun hadede drukmåse og fyldebøtter - de var en skændsel for samfundet, og hendes fingre kløede efter at sætte dem i rigtigt arbejde.. nu var dog ikke tidspunktet. Mændene var vrede, og lige om lidt, ville det gå ud over hende: en uskyldig ældre dame!

Hverken hende eller fyldebøtterne nåede dog et få et ord mere indført, før en fjerde blandede sig i skænderiet. Det gippede i hende, som den lille skabning trådte ud fra sit skjul - han måtte have befundet sig lige i nærheden, siden han kunne dukke så hurtigt op. Hecates blik gled op og ned ad skabningen, og hendes ansigt blev om muligt endnu strammere at se på. En satyr. Og en, der så ud til have været på gaden i et stykke tid, hvis man skulle dømme efter den mindre rene kappe. Hendes blik hvilede et øjeblik ved det bare bryst - alt for lidt påklædning - for derefter at fokuseres på gedebukkebenene. Det var første gang, at hun overhovedet havde set en af disse skovens skabninger så tæt på, og rygterne om dem var ikke gode. De lokkede unge frøkener i al mulig form for uanstændighed...

I dette øjeblik handlede det dog ikke om satyrens fremtoning eller dens evne til at lokke andre i udåd - den mandlige satyr var en nærmest en kærkommen afveksling til fyldebytterne, der havde truet hende. Hun samlede sin kappe om sig og benyttede lejligheden til at træde et skridt tilbage fra den fordrukne mand, hvis opmærksomhed nu var på satyren.
Hvad i Isaris navn..! Hecates øjenbryn fløj nærmest helt op i panden på hende, da hun hørte ordene, der kom fra satyrens mund. Tøndeformet! Vorte på næsen! Nu har jeg aldrig hørt mage... Hun vidste dog bedre, end at åbne munden for at proterestere, og måtte i stedet lytte til satyrens vise. Da hans melodiske stemme endelig ophørte, lignede Hecate mest af alt én, der var blevet ramt af et lynnedsalg. Hun stod ganske lammet og stirrede med store øjne på sin 'redningsmand' - aldrig havde hun hørt sådanne fornærmende ord blive sagt om sit væsen - og det endda på trods af, at der var adskillige i byen, der havde set sig gale på hende.

"Nej, nu har jeg aldrig!" Fik hun endelig fremstammet, genvindende noget af sin skarpe stemme. Fyldebøtterne gloede op og ned ad hende for så at se tilbage på satyren. "Næææh, det har du da egentlig ret i.." Sagde den ene tøvende, imens han kløede sig i nakken - tydeligvis i vildrede. For damen, der stod foran dem, havde jo ganske rigtigt ikke nogen vorte på næsten. Han snusede lidt ud i luften, men så heller ikke ud til at opfange lugten af ost noget sted fra...

Ezra sendte den gamle dame et skarpt blik, da hun begyndte at protestere. Han kunne som sådan godt forstå hende, han ville heller ikke have været specielt glad, hvis nogen digtede sådan om ham, men lige nu var det den eneste løsning han kunne finde på. Det kunne godt være, at han havde tænkt sig lidt mere om, inden han havde blandet sig, hvis han havde kendt til hendes holdning om satyrer. Hvis der var noget, Ezra var træt af, så var det de fordomme han mødte på sin rejsen rundt i landet. Men heldigvis for Hecate vidste han ikke, at hun havde sådan en ringeagt for hans race, for ellers var hun sikkert kommet til at sejle sin egen sø.

Hurtigt flyttede han blikket til de to fulde mænd igen og smilet, der kort var forsvundet, var tilbage igen, charmerende som altid. Uintelligensen strålede ud fra dem sammen med stanken af øl og Ezra kunne ikke andet end at krydse klove for, at de var dumme nok til at hoppe på hans lille trick. Det så sådan ud. Hans klove klakkede i mod brostenene som han trådte nærmere og stillede sig i mellem de to mænd og den ældre dame. Et modigt træk, for hvis de valgte at blive sure, ville de gribe ham først. Men det var som sådan også meningen, så kunne den ældre dame forhåbentligt nå væk. Og forhåbentligt finde en byvagt, der kunne redde Ezras pels.

”Jamen de herrer, så ser det ud til, at der er sket en stor fejltagelse. Hvis denne dame hverken har en vorte eller lugter af ost (indvendigt vred Ezra sig over den forfærdelige beskrivelse, den var så ukunstnerisk og fantasiløs, men han var træt og sulten og det skulle gå stærkt) kan vi konkludere, at hun ikke er Hecate og derfor ville vold i mod hende være vold i mod en uskyldig. Så hvis vi nu alle sammen går videre på vores vej og nyder denne smukke aften…” Han slog ud med armene for at gøre opmærksom på den behagelige aftenluft. Hans hjerte sad oppe i halsen, som han nu skulle finde ud af, om det blev vold eller ej.

De to mænd kiggede lidt på hinanden, indtil den ene lavede en hidkaldende bevægelse med den ene arm.
”Lad os gå ned til Den Tykke Gris og se, om Joule er der. Han har med garanti ikke hørt digtet om kosten Hecate.” Den anden mand, som tydeligvis bare var vant til at følge efter, nikkede og brummede noget utydeligt og de begyndte en smule usikkert at bevæge sig ned af gaden uden at se på hverken Ezra eller Hecate. Et lettelsen suk lød fra Ezra, inden han vendte sig om mod den gamle dame med et stort grin. Det var lykkedes uden problemer og han havde reddet hende. Selvtilfredsheden var tydelig i hans ellers glade, lyseblå øjne.

Hecate var stadig ved langsomt at fordøje ordene i rimet, der netop var blevet fremsagt. Hun var godt klar over, at der blev sagt mange grimme ting om hende i krogene på byens beværtninger, men det var første gang, hun havde fået sådan en omgang slynget i ansigtet! Hendes blik blev mere og mere strengt at se på, som hun tænkte over digtet..
Flere gange åbnede hun munden, som var hun en fisk, mens de to mænd  fik diskuteret færdig og derefter slingrede ned ad gaden. En del af hende havde lyst til at råbe efter dem og sætte dem på plads, men smerten i benet og trætheden i kroppen, fik hende til at opgive for denne omgang. Hun var trods alt netop sluppet fra en omgang tæsk..

Langsomt vendte hun sig mod satyren, der stod med et bredt, flabet grin. Tydeligvis voldsomt tilfreds med sig selv. Hecates tynde bryn trak sig sammen, hendes mund en smal streg i det fintformede, men rynkede ansigt. "I mine treogtreds år har jeg aldrig hørt magen!" Skændte hun. Hun gruede allerede for, hvordan digtet ville sprede sig som en løbeild rundt omkring i byens mindre velhavende distrikter .. det ville uden tvivl kun være et spørgsmål om tid før hendes ærkefjende, bestyren af byens bordelhus, fik det af vide! Et gys gik gennem hendes krop ved tanken.

Hvad man ikke kunne komme uden om var dog, at satyren havde ment det vel. Gedebukkeben og bart brystparti eller ej - mandsvæsnet der stod foran hende, havde netop reddet hende ud af en ganske ubehagelig situation. Hun knugede sin lille pose med urter i hånden, idet hun måtte rømme sig et par gange, for at få ordene frem: "Jeg går ud fra, at jeg egentlig skylder Dem tak... disse .. fyldebøtter .. var ganske ubehagelige." 

Ezra var virkeligt glad for sig selv og den vellykkede måde at snyde de to mænd til at lade kvinden være. Det var virket bedre end han havde regnet med, så de havde nok været noget dummere eller noget mere fulde end han havde troet. Dog så det ikke ud til, at den ældre dame værdsatte hans redning. Hun lignede en, der havde slugt noget ulækkert og nu havde lyst til at flå hornene af ham. Ezras smil falmede lidt, som hun åbnede munden og skældt ham ud. Nå ja, det var vel hvad man kunne forvente. Der var ingen taknemmelighed i denne verden.

Måske han bare skulle tage sine ting og finde et nyt sted at overnatte. Det var nok ikke smart at være til at finde for de to mænd, hvis de skulle beslutte sig for at blive vrede over at være blevet snydt. Som han åbnede munden for at sige farvel og godnat, kom den ældre dame i forkøbet og takkede ham. et så ud som om, at det krævede en del af hende at få sagt de få ord og et eller andet fik tændt for Ezras uendelige nysgerrighed. For første gang så han virkeligt på hende. Ikke at hun så anderledes ud end så mange andre kvinder i den alder. Den lille pose i hendes hænder måtte være vigtig, siden hun havde så godt fat i den. Gad vide, hvad der var i den? Ezras nysgerrighed var bare det, nysgerrighed. Selvom ryet for satyrer var mindre pænt, guderne måtte vide hvorfor, var han ikke en tyv, han bedrev ikke hor og han opførte sig normalt ganske pænt med høflig tale og venlighed. Og selvom hun ikke virkede som om, at hun kunne lide ham, måske forståeligt nok efter den svada, han havde fyret af, faldt han naturligt tilbage til sit høflige jeg.

"Det var det mindste jeg kunne gøre. At forme ord er trods alt det, jeg lever af." Han lavede et fornemt buk med overkroppen, det ene ben lidt tilbage og en underarm over maven og den anden arm ud til siden, som han introducerede sig. "Ezrael Lyntunge, poet og skjald til Deres tjeneste." Normalt brugte han den forkortede udgave af sit fornavn, men det var trods alt en person af alder og derfor brugte han hele sit navn. At han teknisk set stadig var en del år ældre end hende, betød ikke så meget for ham. Han var en ung satyr og sammenlignet med hende, var han kun lige kommet ind i sine tyvere.
Som han rettede sig op igen, smilede han venligt, et smil der lyste hans øjne op. Det var ikke svært at se livsglæden i ham, trods den knapt så gode situation lige nu.
"Jeg kunne ikke blot se til, mens disse grove, brutale fyldebøtter forulempede en kvinde, der ser ud til at være af den mere anstændige del af vores smukke hovedstad!" Nu smurte han måske lidt tykt på, men når først han var i gang, var han svær at stoppe.

Hecate, hvis hjerte stadig havde banket lidt hurtigere efter forskrækkelsen, var langsomt begyndt at slappe af. Den lille satyr så ganske vidst ikke ud til at kunne yde meget modstand, hvis de ubehagelige typer kom tilbage, men det var tydeligt, at han i det mindste havde talegaverne i orden. 
Hecate selv gik altid op i at sige, hvad der var korrekt - og hvis nogen opførte sig upassende, skulle de nok få det at vide. Det var dog ikke ligefrem noget, nogen brød sig om at høre, og hendes egen skarpe tunge havde utallige gange fået hende i problemer. På paladset og blandt dem, hun oftest omgik sig med, havde folk respekt nok for hende til at hoppe og springe, når hun skændte, men her i disse egne af byen .. der var ingen, der ville lytte til en ældre dame.

Hun knyttede igen hånden hårdt om posen med urter. Altid den samme mangel på respekt.. det gik op for hende, at hun et øjeblik havde været fordybet i sine egne tanker, og hendes blik gled igen op og ned af satyrens halvnøgne fremtoning. I det mindste havde han lært at bukke. Hecate nøjedes med et afmålt nik med hovedet igen, for det med at neje, havde hendes ben aldrig brudt sig særlig meget om, efter hun havde stoppet krigertilværelsen-
"Hecate Reier. Det var ikke med min gode vilje, at jeg bevægede mig ind i denne del af byen så sent.. men sådan var det nu engang. Jeg er glad for, at jeg ikke endte bestjålet i rendestenen.." Hun gyste lidt ved tanken. "Men lå De virkelig selv og sov her? Satyr eller ej! Det er simpelthen for farligt!" Hun begyndte igen at skænde på ham, men tonefaldet var lidt mildere denne gang, og der lod til at være ægte bekymring for ham i hendes stemme.

Ezra kunne ikke undgå at lægge mærke til kvindens knapt så positive blik, da det løb over hans halvbare krop, men det var ikke første gang, at det skete for ham. I det mindste havde han bukser på, det havde han ikke haft i starten, efter han forlod Lindeskovens tryghed. Hjemme var tøj ikke noget, man gik i, medmindre man frøs. Men disse mennesker og andre væsner tog det åbenbart meget tungt med bar hud. Og han forstod det ikke, men fulgte deres normer, så han havde bukser på. Og sin rejsekappe, der lige nu lå på jorden, hvor han havde efterladt den. Så selvom han kunne blive vred over at blive kigget på, på den måde, lod han det bare fare. Det betød ikke noget for ham.

Han smilede stadig let, som hun introducerede sig selv og endte ud i at skælde ud på ham for at sove på gaden. Hun var godt nok noget af en stivstikker, denne ældre dame. Men Ezra fandt det nu både kært og morsomt, at hun bekymrede sig for hans sikkerhed. Han trak let på skuldrene og samlede sin kappe og sin taske med den dyrebare fløjte op fra jorden.
"Jeg må med ærgrelse erkende, at Hovedstaden ikke har haft så mange muligheder for en omrejsende skjald som mig til at tjene til dagen og vejen. Mine muligheder for overnatning er desværre skåret ned til en tilfældig rendesten." Han så med et trist blik på den plads, han nu måtte forlade. Ikke at den havde været specielt god, men det ville have været hans lille skjul for natten.

Med et lidt for overdrevet suk så han på den ældre dame og et smil dukkede op på hans ansigt igen, som han hev taskens rem over sit hoved og lagde den til hvile på sin skulder.
"Dette er min sidste nat i byen. I morgen venter Krystallandets smukke åbne landskaber og høje himmel." Hans blik blev tomt et øjeblik, mens han så de smukke landskaber for sit indre blik. Til sidst så han på hende igen og fik et spørgende udtryk i ansigtet. "Hvilken vej skal De? Vi kunne eventuelt følges til mere trygge omgivelser." Han fik det udtalt sådan, at det ikke lød som om, at han spurgte, om hun havde brug for en babysitter, men mere som at han også ville føle sig mere tryg ved at være to på vej ud af Den Nedre By.

Det var en interessant oplevelse for Hecate, at rent faktisk tale med et af disse væsner. En satyr. Naturligvis var de til stede i rigeligt af de historiebøger, hun brugte sine hverdagstimer på at granske (bortset fra, når hun rendt rundt i byen og skældte ud på andre), og hun havde da også set satyrer på markedspladser og ved teatret. Men talt med en, havde hun endnu ikke gjort, og når hun tænkte nærmere over det, måtte hun indrømme, at det var fordommene, der især havde holdt hende tilbage.

Ikke at denne.. Ezrael.. ikke bekræftede nogle af hendes fordomme. Evnen til at lyve uden at så meget som blinke og den manglende påklædning .. joo, der skulle en del til, før han lignede en respektfuld mand i Hecates øjne. Men hun havde respekt for, at han lige havde reddet hendes skind.
"Perfekt. Følg De bare med mig .. jeg skal tilbage til Det Øvre Distrikt." Hun begyndte uden videre at stavre af sted, stadig knugende urteposen i hænderne. Hun kunne mærke, at hun stadig var lidt rystet oven på episoden, men tiden var inde til at komme videre. 

"Lad mig indlogere Dem på et værelse for natten. Jeg vil ikke tillade, at De lægger Dem i rendestenen igen." Sagde hun i et tonefald, der antydede, at hun ikke ville bryde sig om at blive sagt imod. "Og så skal vi naturligvis have gjort noget ved påklædningen.. De kan ikke bare gå halvnøgen rundt! En kofte eller en skjorte må være passende.." fortsatte hun, nærmest henvendt til sig selv, med et kort blik over skulderen for at se, om Satyren fulgte efter.
Det var tydeligt, at Hecate var vant til, at penge ikke var et problem. Det var en fordel ved at være født i en af landets adelige familier - man havde det meste af livet en guldske i munden, og det havde altid givet Hecate mange fordele. Naturligvis betød det, at man var adelig, ikke bare, at man kunne få lov til at drive den af.. hun havde adskillige gange været efter de unge, adelige knægte, der brugte deres tid og penge på at jagte unge damer og hælde alkohol indenbords... Nej, formuen skulle bruges fornuftigt. Og fornuft var i dette øjeblik at få satyren klædt anstændigt på og sikre, at han ikke sov i rendestenen. 

Ezra rettede lidt på rejsekappen og fulgte efter kvinden, da hun begyndte at stavre af sted op ad gaden. Hun gik ikke hurtigt og Ezra havde ingen problemer med at følge med på sine gedeben, hvor klovene dæmpet klakkede mod brostenene. Hans hjerte var ikke faldet helt til ro efter oplevelsen, men de så ud til at være ude af farezonen nu og hans nysgerrighed over kvinden havde skubbet nervøsiteten væk. Hun var tydeligvis ikke helt normal og åbenbart ret upopulær. Det dømte Ezra hende nu ikke på, så længe han ikke vidste mere om hende, var han åben og udømmende. Ind til videre virkede hun bare til at være en strid, ældre dame og det var der nu alligevel så mange, der var.

Hendes næste ord fik dog en blanding af følelser til at dukke op i ham. Hans ansigtsudtryk forblev dog venligt med et let smil, selvom han virkeligt havde lyst til at skære ansigt.
”Det er yderst venligt af Dem, Fru Reier, mere end jeg kan tage i mod.” Ikke at tanken om en nat indendørs gjorde ham noget, men tøjet?! Hvorfor? Han havde ikke brug for tøj. Tanken om at have noget mere end kappen på overkroppen var ulidelig, især når der ikke var koldere. Han kunne forstå det, når det var vinter og koldt, men på denne årstid var det ikke nødvendigt. Han var ved at overveje at sige mere, men valgt at lade være. Meget kunne man sige om Ezra, men han var opdraget godt og var en yderst høflig ung satyr.

Et eller andet sagde ham, at denne kvinde var vant til at blive adlydt og den måde, hun uden betænkning ville indlogere ham for natten og give ham tøj afslørede, at hun nok også var vant til at have krystaller. Var hun adelig? Ezra havde på en eller anden måde svært ved at forestille sig det, som hun rendte rundt efter mørkets frembrud i et område, der tydeligvis ikke ville hende noget godt. Men selvom hun ikke skulle være adelig, var hun tydeligvis vant til at have en høj position og dette respekterede Ezra. Han var i forvejen vant til at placere sig langt nede på rangstigen, som omrejsende skjald - at opføre sig som om alle var konger og dronninger åbnede mange døre og han havde ikke noget i mod det, så længe han blev behandlet ordentligt.

Hecates ben sendte små jag af smerte op gennem hendes krop for hvert skridt, hun tog, men hun bed blot tænderne indædt sammen. Hun var vant til smerten, men længdes efter teen, som skulle brygges af de urter, hun havde haft så meget besvær med at skaffe denne aften. Først skulle satyren dog indlogeres et passende sted - Hecate var klar over, at den tjeneste, han havde gjort hende, havde reddet hende ud af en meget grum, måske endda livstruende, situation, og hun var fast besluttet på at takke ham på en eller anden måde. Først og fremmest, naturligvis, skulle hun forhindre at han igen lagde sig til at sove i rendestenen.. et lille gys, gik gennem hendes krop, ved tanken om at tilbringe en nat i de kølige, uhumske gader blandt skidt og utøj.

"Visse vasse. " Afbrød hun ham. Hun kastede et blik over skulderen og så ham lidt an, nu hvor han gik ganske tæt på hende. Han skulle helt klart have noget mere anstændigt tøj på, og hvis det stod til hende, så skulle han også i baljen og skrubbes godt og grundigt med vand og sæbe. Gaden var trods alt ikke et rent sted at sove...

Som de bevægede sig gennem byens halvmørke gader, havde de i et langsomt tempo bevæget sig opad, gennem byen. Omkring dem begyndte husene at være større med pæne indgangsporte og enkelte steder var der posteret vagter ude foran. Bag murene flakkede skæret fra lys inde bag vinduerne, og Hecate gjorde endelig holdt ude foran et hus, der havde en lille brostensbelagt plads bag en lav stenmur. Døren var stor og af træ, og på den hang en stor dørhammer udsmykket med Azurs symbol. 
Hecate brugte et par øjeblikke på at hvile sig, før hun tog dørhammeren og bankede, et lyd der næsten øjeblikkeligt blev besvaret af lyden af døren, der åbnede. Bag den stod en kvinde iført en pæn, men simpel kjole og et hvidt forklæde. Hendes øjne blev noget større ved synet af satyren og hendes blik gled lidt forvirret fra Hecates ansigt til Ezraels bare overkrop.
"Frøken Reier.. Velkommen til. Hvad skyldes æren?" Overraskelsen lod især til at være, at se Hecate i selskab med den beklovede mand, men hun åbnede døren helt og trådte til side, idet Hecate strøg ind i rummet, stadig haltende en smule. "Tak Liliane, jeg har brug for, at De forbereder et værelse for natten til min .. ven .. her." Hun skævede til Ezrael, tydeligvis lidt usikker på, hvordan hun skulle beskrive relationen. "Og en ren kofte i hans størrelse, hvis De vil være så venlig. Og et bad!" Hun slog sig ned ved et lille bord i værelset, de var kommet ind i, efter at have hængt sin rejsekappe over stoleryggen. Det var meget tydeligt, at hun var vant til at give ordre - og at de blev adlydt med det samme. Liliane nejede for Hecate og vendte sig imod Ezrael for at tage mål af ham.

Ezra fulgte efter Hecate igennem gaderne, ud af Det Nedre Bydistrikt og ind i Det Øvre, hvor husende var noget større og mere fornemme. Han følte sig ikke helt tilpas blandt disse hjem, der husede en masse rige og højtstående væsner. Ikke at han ikke var vant til at færdes blandt adelige og andre med rang, han havde optrådt hos flere af disse på sin lange rejse igennem Krystallandet, men i dag var han træt, sulten og beskidt og efter den nedslående tid i Hovedstaden, heller ikke ligefrem i humør til mange adeliges behandling af dem, som levede fra hånden og til munden. Men uden at sige noget, fulgte han med kvinden, der virkede til at passe ind i omgivelserne uden eftertanke.

Endeligt drejede de ind til et stort hus og Ezra lod blikket glide over bygningen. Boede den ældre dame her? Det fik han svar på ret hurtigt. Nej, det gjorde hun ikke, for hun brugte dørhammeren. Med det samme blev døren åbnet af en dame, der så noget overrasket ud, som hun så fra damen til Ezra. Det var åbenbart ikke normalt, at den ældre dame slæbte rundt med tilfældige satyrer.
Lidt tøvende fulgte Ezra efter Hecate ind i huset og sendte et stort charmerende smil til kvinden, som Hecate kaldte for Liliane. Lidt usikkert trippede han ind og stillede sig midt i det hele, mens han så sig omkring og følte, at han ikke helt hørte til her. Som Hecate krævede både værelse, tøj og bad til ham så han på Liliane med et undskyldende blik. At noget kostede rundt med andre på hans vegne, var han ikke glad ved.

”Hvis De har en bunke hø i stalden, er jeg ganske tilfreds med det, der er ingen grund til at gøre et større arbejde ud af det.” Han vidste godt, at Frøken Reier ikke ville være tilfreds med at høre dette, men han følte, at han blev nødt til at understrege, at han ikke krævede noget. Det var ganske ubehageligt for ham, at kvinden pludseligt ville sætte alt muligt i sving, normalt havde han det bedst med at være rimeligt usynlig, undtagen når han sang, fortalte eller spillede. Som sagt var han høfligt opdraget og dertil hørte, at man ikke gjorde det store væsen ud af sig. Ikke at et bad lød som en god idé, men resten kunne han sagtens undvære. Han sov meget sjældent i en seng og fandt dem oftest blot for bløde, som han var vant til at sove på jorden. Og tøj… suk, hvis han dog bare kunne sno sig ud af den del.

Når Hecate først havde sat sig noget for hovedet, var hun vant til, at der ikke blev stillet spørgsmålstegn eller kommet med indvendinger imod det. Om det var hendes fortid som Lysets kriger, eller blot var den respekt, hun nød som pensioneret, der havde givet hende en kommanderende tone, var hun ikke selv klar over. Hun kunne dog ikke løbe fra, at hun nød at give ordrer og se dem blive udført..
Og nu havde hun endelig fået kløerne i en ung mand, i hvert fald nogenlunde ung efter satyrstandarder, så vidt hun kunne se. De fleste af den slags havde altid så travlt med al mulig uanstændighed, at der ikke var nogen tale om at stoppe op og lytte til Hecate. Tænk at en satyr skulle vise sig at have bedre manerer end adskillige af de unge hoveder i byen .. hvad verden ikke var kommet til.

Liliane kendte tilsyneladende Hecate godt og hun kom derfor ikke med kommentarer. Et målebånd var som ved magi dukket op i hendes hånd, og hun begyndte at tage mål af satyren, hvis protester om at sove i stalden ganske simpelt blev ignoreret. "Jeg kan sikkert finde en kofte, der passer nogenlunde.. Hvis Herren bliver i længere tid, kan jeg sy noget.." Lilianes blik blev ved med at skæve mod Hecate, når hun talte.
Hecate selv havde fået et strengt blik i øjnene, da hun hørte ordene en bunke hø! Nok kunne de unge holde til at sove nærmest hvor som helst, men det betød ikke, at hun ville tillade det: "Og pådrage Dem alt muligt utøj? De kan tro nej!" Indvendte hun. Hun rejste sig fra stolen og stavrede ind i det tilstødende rum, hvor døren stod åben og afslørede, at der var tale om et lille køkken. Hecate, der tydeligvis var hjemvandt, fik hurtigt sat en kedel over ilden. Det tydelige besvær og hendes lettere smertefortrukne ansigtsudtryk antydede, at det var på høje tid, at hun fik den te, hun havde risikeret liv og lemmer for..

Et målebånd var dukket op i Lilianes hænder og hun begyndte at bevæge sig rundt om ham, mens hun tog hans mål. Det havde Ezra ikke ligefrem prøvet før og han drejede sig lidt for at se, hvad hun lavede, hvilket bare fik hende til at skubbe lidt til ham med fingrene, for at rette ham ud igen.
”Jeg regner med at rejse videre i morgen.” Han kunne nok fornemme, at det ikke var ham hun spurgte, men det passede ham ikke rigtigt at blive ignoreret på den måde. Han kunne svare for sig selv.
Hele situationen var for ham absurd, men det virkede ikke lige til, at han kunne gøre noget ved det uden at være meget uhøflig og stikke af. Og det havde han heller ikke ligefrem lyst til. Sådan som det var nu, fik han en nat indendørs i sikkerhed og det kunne han ikke sige nej til. Hvis han bare kunne sige nej til noget af alt det, der fulgte med.

Ezra skævede ud mod den ældre kvinde, der haltende gik ud i noget, der så ud til at være et lille køkken. Hendes gang var blevet mere besværet siden han så hende første gang. Gad vide, hvad der var galt? I den alder kunne det være gigt, men det troede Ezra så alligevel ikke. Det måtte være noget andet. Men han var for høflig til at spørge, selvom han var vanvittigt nysgerrig. Endeligt blev kvinden færdig med at måle og Ezra slappede lidt mere af i kroppen, som hun var færdig med at røre ved ham. Han brød sig som regel ikke om at blive rørt ved, men fandt sig for det meste i det uden et ord. Han havde ikke en krigerisk personlighed og så længe det ikke var helt forfærdeligt, var han for det meste tavs.

Langsomt tog han taskens rem over hovedet uden at få den viklet ind i de imponerende store horn, der lå langs hans isse og krøllede op ved hans baghoved. Lidt usikker på, hvor han skulle gøre af den, lagde han den på en stol. Han havde ikke tænkt sig at slippe den af syne, den slidte stoftaske indeholdt alle hans ejendele, hvor især fløjten og de få resterende krystaller var det vigtigste.
Da han havde gjort det, gned han sine hænder mod hinanden og så rundt i rummet, stadig lidt utilpas. Han var god til at omstille sig til forskellige situationer, men at den ældre kvinde kostede rundt med den anden kvinde for hans skyld, det hylede ham lidt ud af det.

Liliane arbejdede med vante bevægelser med målebåndet, selv om hun næppe havde taget mål af en satyr før. Små tsk-lyde kom ud mellem hendes sammenpressede læber, da Ezrael tydeligvis havde svært ved at stå stille, og endelig foldede hun målebåndet sammen med et lille smæld.
Hun nejede kort og trak sig tilbage, hvor man kunne høre hende begyndte at rode ting og sager igennem i et tilstødende værelse. Hecate fortrak ikke en mine, men rejste sig i stedet for at tage kedlen af ilden. Hun dryssede nogle af urterne i et lille krus og hældte vand over, før hun omhyggeligt foldede posen sammen igen og placerede den i en inderlomme.

Før derefter hævede hun blikket mod satyren. Synet af ham her i det pæne, lille rum var så usædvanligt, at hun ikke vidste om hun skulle le eller skælde ud. Hun besluttede sig for ikke at gøre nogen af delene, men gjorde i stedet en håndbevægelse mod kedlen: "Du må selv lave te, hvis du vil have noget." På køkkenbordet stod der mindre krukker med urter, der så ud til at være til samme formål.

Hun fik stavret hen til bordet med sit eget tekrus, hvor hun sank ned på stolen. Satyrens nysgerrige øjne gik ikke hendes skarpe blik forbi, og da hun havde nippet den første mundfuld af den stadig skoldhede te, vendte hun sig mod ham i stolen med et lille suk:
"Jeg var en kriger i Lysets Hær" Forklarede hun med en vis stolthed i stemmen. Det var de bedrifter i hendes liv, der gjorde, at hun følte hun var noget. Ikke adelstitlen, men det, at hun havde tjent landet. "Under det sidste slag, jeg deltog i, blev mit ben gennemboret. Healerne gjorde, hvad de kunne, men det smerter mig stadig." Hun havde en nøgtern måde at forklare det på, men en lille snert i tonefaldet, da hun nævnte ordet healer afslørede, at hun ikke gav meget for deres såkaldte evner. Nu var det hele dog blevet til fortid, og hun var en gammel kone, der sad i sin stol og drak sin urtete. En bitter, gammel kone.

Ezra så efter kvinden med målebåndet og sank en klump. Gad vide, hvilket rædselsfulde klæder, hun ville tvinge ham i. Som om tanken om tøj fik hans hud til at gyse, kløede han sig fraværende på maven. Nå, hvis han gik herfra med tøj, måtte han enten smide det i tasken og slæbe rundt på det eller finde nogen, der havde mere brug for det end ham. Uden disse damer opdagede det, selvfølgelig, for det var ikke specielt høfligt. Men tøj var bare ikke lige ham.

Den ældre dames ord fik ham til at se på hende og derefter på kedlen. Te lød ikke helt ringe.
”Jo, mange tak.” Hans klove klikkede mod stengulvet, som han gik ud i det lille køkken og efter et par hurtige snif til indholdet i et par af krukkerne, hældte urter og kogende vand i et krus. Inden han var færdig, fortalte Hecate ham uopfordret, at hun havde været en Lysets Kriger. Ezra kunne ikke skjule det stik af både begejstring og overvældende nysgerrighed, der løb igennem ham og han skyndte sig tilbage til bordet i det første rum, hvor han satte sig på en stol, så han kunne være mere i øjenhøjde med kvinden. De blå øjne spillede af nysgerrighed.

”Lysets Kriger? Det er en ære at møde en, som har tjent lyset.” Han sænkede hovedet i et tegn på respekt, inden han ikke kunne lade være med at spørge ind til det. Det var alt, alt for spændende for en historiefortæller som ham.
”De må have set og oplevet mange ting. Har De ikke lyst til at fortælle lidt om Deres tid som kriger?” Man skulle næsten tro, at han var så ung, som han så ud, som han ønskede at høre om hændelser, der var sket i hans levetid, men som satyr havde han været lykkeligt afskåret fra det meste af det, der var sket i Krystallandet og han ville elske at få endnu en synsvinkel på alt, hvad der var sket. Jo mere han fik at vide, jo mere kunne han berette om. At være skjald gik ikke bare ud på at levere underholdning, men også at fortælle om virkelige hændelser og bringe nyheder rundt og nærmest undervise i landets historie.

Hecate indåndede med en dyb vejrtrækning dampen fra det varme tekrus. Urterne havde en skarp, syrlig lugt og smag, men hun havde vænnet sig til det. Selv om teen aldrig ville smage decideret godt, så hun altid frem til, at den dulmede hendes smerter. Forsigtigt nippede hun til krusets indhold og så atter op, da hun hørte lyden af klove på stengulvet.

Satyrens nysgerrige blik og iveren i hans stemme, fik et udtryk af mild overraskelse frem i hendes ansigt. Hun var oftest vant til, at når hun snakkede til byens unge, var det for døve ører. De ældre, højerestående borgere respekterede hende, og de kunne også af og til snakke om gamle dage, men det var længe siden, hun direkte var blevet opfordret til at snakke om sin ungdom.
Langsomt satte hun kruset fra sig på bordet og pillede ved en løs tråd i sit sjal med sine krogede fingre. Det var rart at ordene Lysets Kriger stadig afgav respekt - selv hos en så usædvanlig skabning som en satyr, og et øjeblik havde Hecate nærmest glemt smædevisen, der tidligere var blevet sunget på gaden. Hun rettede sig lidt op i stolen og nikkede.

"Jovel.." Begyndte hun, lidt tøvende, men hendes stemme blev hurtigt mere fast. Hun var ikke nogen underholder, som Ezrael var det, men fortalte i stedet begivenhederne, som var det noget, hun læste i en historiebog og ikke en del af hendes eget liv: "Det var i sommeren '73, jeg fik min titel som Kriger. For inden havde jeg tjent fem år som væbner, og det var stadig en smule usædvanligt, at unge kvinder tjente i hæren i stedet for at lade sig gifte. Men ikke desto mindre fik jeg mit sværd og min medalion overrakt af kong Aldemar." Hun gjorde et øjebliks pause, mens hun igen nippede til den varme te. "Kort efter blev jeg sendt nordpå. Mørkets Hær var for alvor aggresive, og havde plyndret flere landsbyer mellem Elverly og Nordlandet. Syv dagsrejser fra Hovedstaden kom vi kamp mod nogle af dem - Jeg husker især, at de havde mørkelvere blandt sig med lange, krumme sværd. De kæmpede på en vild og anderledes måde, end vi mennesker gør, og det var kun fordi en ældre og mere erfaren kriger trådte til min side, at jeg ikke endte mine dage dér." Et øjeblik blev hendes blik en anelse fjernt, mens hun så begivenhederne for sig. Så anderledes, åben og spændende verden havde set ud den gang.

Ezra kunne ikke undgå at se den milde overraskelse over hans iver i forhold til at høre om hendes liv. Måske det ikke var synderligt underligt, men det overraskede nu ham en smule. At forhøre ældre om deres historie burde være noget, alle gjorde, for der var ofte meget at lære. Både af gode og dårlige ting.
Kruset i mellem hans hænder var varmt og han drejede lidt på det, som han med spænding ventede på hendes ja eller nej til at fortælle. Endeligt sagde hun ja og begyndte på sin historie. Ikke den fødte fortæller, men det var ligetil og ikke svært at følge og for Ezra var det, det vigtigste.

Hans øjne glimtede af interesse som hun fortalte og man kunne ikke være i tvivl om, at han sugede hvert et ord til sig. Han ville huske det hele, tage historien til sig og måske fortælle den videre, historien om den unge kvindelige kriger af Lyset, som i en mandsdomineret verden klarede sig igennem og i sidste ende blev respekteret. Hvis det var det, der skete, hans fantasi var allerede ved at brygge videre på den smule, som hun fortalte. Hendes historie ville ikke være hendes, når han var færdig, men det var ikke af mangel på respekt. Det var mest fra en fortællers synspunkt, at de fleste lyttere fandt oftest historier med lidt pynt mere spændende og han havde også opdaget, at nogle historier var bedre anonyme.

Forsigtigt nippede han af den varme væske i kruset, mens han betragtede hende. Erindringens glimt i de gamle træk. Måske endda en smule længsel efter de yngre dage? Ezra havde stor respekt for ældre væsner, lige gyldigt hvor længe deres races levetid var. At han var mange år ældre end denne kvinde rørte ham ikke, for ham selv var han stadig ung og med masser at lære forude endnu.
”Det må have været en ganske uhyggelig og dog spændende oplevelse. Jeg har altid forestillet mig, at et liv som Lysets Kriger må være fyldt med eventyr og både lykkelige og forfærdelige historier.” Faktisk var denne kvinde, den første af Lysets Krigere, han havde snakket med. Det vrimlede ikke ligefrem med dem og Ezra havde kun været ude af Lindeskoven i omkring seks år.

Det var rart at tale om fortiden til en person, der rent faktisk var interesseret og lyttede. Mange havde det med at glemme, at hun ikke blot var en gammel dame - hun havde tjent i hæren, og hun var stolt af det. Hvis der bare ikke var blevet sat en stopper for hendes karriere for tidligt.. Hun nippede til teen, som langsomt dulmede smerten i benet, før hun fortsatte sin fortælling.

Der var mange historier fra tiden som Kriger, og hun fortalte ikke dem alle, men hun var glad for Ezraels tydelige interesse i hendes fortællinger. Mens hun talte blev teen langsomt drukket, og varmen vendte tilbage til hendes krop. Den ubehagelige episode i gaderne var kommet på afstand, selvom Hecate stadig var opsat på, at gå til byvagten og melde det den følgende dag.

Det var efterhånden blevet sent, og Liliane vendte tilbage efter den sidste te var blevet drukket. Hun havde en kofte og et par bukser over armen, og hun undskyldte, at tøjet muligvis ikke ville passe perfekt. "Herrens bad er klar. Der venter en varm seng efterfølgende." Sagde hun høfligt, tydeligvis stadig lidt usikker på, hvordan man egentlig skulle henvende sig til en satyr.
Hecate rejste sig, lidt besværet, fra stolen og nikkede til dem begge. "Så er det på plads. Jeg vil selv finde hjem.. tak for alt. Ezrael." Sagde hun til satyren, og det var tydeligt, at hun ikke blot hentydede til episoden i gaden. Det havde været rart at drømme sig lidt tilbage til de gamle dage.

Ezra lyttede og lyttede og sørgede for at huske. Lavede mentale noter og følte begejstring og sorg på den ældre kvindes vegne. Kom med udbrud de rigtige steder og brugte sin livlige fantasi til at gøre hendes ord til billeder og hendes historie til en film. Teen forsvandt ubemærket fra kruset, som han drak den uden at tænke over det, optaget af kvinden. Han faldt selv langsomt til ro, fik varmen og følte sig bedre tilpas end i de mange dage i hovedstadens gader. Det havde været hårdt og han var træt, men det glemte han alt om for en stund. Trætheden og sulten.

Historiefortællingen blev afbrudt, som den anden kvinde kom tilbage med tøj over armen. Tøj Ezra sendte et misfornøjet blik, men han sagde ikke noget. Lige nu var det nok bare bedre at sige ja tak og lave det om i morgen, når han forlod hovedstaden. Og misfornøjelsen blev glemt i samme øjeblik, som det varme bad og den varme seng blev nævnt. Et varmt bad. Det skete ikke så ofte, at han havde den fornøjelse, det var mest søer og kolde åer, der måtte gøre det ud for muligheder for at blive ren. Man kunne nok se glæden over et varmt bad på hans ansigt, som han så med et par begejstrede øje og et smil på Liliane.

Han blev dog afbrudt som den ældre kvinde rejste sig og han sprang selv på benene for at give hende et let og elegant buk.
”Jeg er den der takker, Frøken Reier, det har været mig en glæde at møde Dem.” Ezra sendte hende et venligt og åbent smil, et smil der understregede, at han i bund og grund var et positivt væsen med en masse livsglæde - hvilket fra om et par dage ville ændre sig, som hans liv ville tage en brat drejning til det værre, men det vidste han heldigvis ikke i det øjeblik.
Når Hecate var gået, ville han forsøge at forklare sin vært, at han absolut ikke skulle kaldes andet end Ezra og hun godt kunne holde op med at behandle ham som mere end det han var, en fattig skjald, der var blevet smidt af på hendes dørtrin. Og han ville nyde sit bad og natten i en tryg seng, inden han ville tage af sted dagen efter og nyde friheden uden for byens mure igen.