Familien Balzino var en af de velhavende adelsfamilier i byen, og de havde et større palæ med udsigt over byens lavere distrikter. Denne aften, var der dog udbrudt kaos, i det ellers så rolige bykvarter: Luften omkring huset knitrede af elektricitet og adskillige vinduer i det fine hus blev ødelagt, da knitrende, gule lyn skød ud igennem dem.
Den unge herre, som havde overtaget Balzino-familiens ejendom efter sin fars tidlige død, var en ganske dygtig magiker, som beherskede lyn-elementet fortræffeligt - altså lige ind til plagen havde ramt landet. Nu var hans magi fuldstændig ude af kontrol, og ingen vidste, om resten af husets beboere: hans yngre søskende og mor samt tjenestefolkene stadig var i live. Af gode grunde havde man ikke lyst til at gå for tæt på palæet.

En gruppe af byvagter var nået frem til stedet, og de stod i en lidt usikker flok ved indgangen til palæet. Det var deres opgave at bringe herren til arresten og sørge for, at han ikke gjorde yderligere skade med sin magi, men det krævede, at de var i stand til at komme i nærheden af ham i første omgang.
Endnu engang knitrede lyn i luften omkring huset, men så blev det helt mørkt. Og stille. De forsamlede holdt vejret, men magien syntes at være forsvundet fra luften .. var der fri adgang til huset nu, eller ville den dødensfarlige magi bryde løs igen om et øjeblik?



Alle kan deltage i tråden - både folk, der ønsker at udføre en heltegerning, forbipasserende eller dem, der i stedet vil udnytte situationen til at rapse nogle genstande fra huset. Det er helt op til deltagerne, hvad der videre skal ske - også med herren til huset og familien.

At blive påkaldt af sin herre var ikke Galavant uvant, faktisk skete det med jævnlige mellemrum når hans herre var for doven til at sende folk ud og finde ham, og det var da også hvad der var sket denne aften, hvor Hr. Shearrane havde bevidnet hvordan elektricitet var gået amok i en af nabobeboelserne. Med tanken på egen familie, men også sin pligt som Lysets Ridder, havde hr. Shearrane trukket sig til siden og diskret påkald Galavant der var blevet sat ind i situationen;
husets unge mands magi er gået amok, vides ikke om der er nogen levende, gå ind og se om du kan finde og hjælpe overlevende ud i sikkerhed, Hvis du støder på husets herre har du tilladelse til at anvende magi og sende ham med byvagten. Hold halen ude af syne.

Alt i alt en stor hovedpine hvis man spurgte Galavant der ikke ligefrem havde det bedste humør i forvejen. Redningsmand, hvor skønt.. Han bandede inderst mens has herre forsøgte at hjælpe ham ind i det farlige palæ, med sin lysmagi der dannede et skjold som hr. Shearrane holdt oppe for sig selv og Galavant, hvis magineutraliserende halsbånd i nødens stund var taget af ham. Knapt var de gået op på trapperne før et lyn kom ud af mørket og skød gennem Hr.Shearranes skjold. Noget Galavant reagerede instinktivt på ved at skubbe ham om bag en søjle. " Herre.. Bliv der, det er for farligt. Selv for Dem, jeg tvivler at De vil efterlade Deres børn. Og Quinn vil være for ung til at kunne overtage husholdningen fra dig. "
Shearrane sukkede opgivende, inden han vinkede sin dæmon ind i palæet, med hånden imod det sted lynet havde ramt ham.

Imens valgte Galvant at forsøge at bruge sine egne teleportations evner, bare en enkelt gang, hvis han var meget forsigtig. Med en lettet sukken fandt han snart sig selv inde i palæet på en af gangene. Heldigvis havde han da været der før, ellers ville han ikke have turdet tage chancen. På stille fødder gik han ind i det mørke og dødsensstille palæ, ned af gangen, opmærksomt lyttende efter lyde og skævende efter bevægelse af nogen art..

Det havde været voldsomme måneder. Så mange døde, så mange der havde været syge, og heldigvis også mange der var blevet raske igen. Cyraneus deriblandt. Hans hud var tilbage til den vante levende farve, fremfor det sortplettede blege der før havde dækket ham.
Cyraneus stædighed var kommet ham til gode, på mange punkter den sidste tid. Og nu var han på farten igen, trods den svage sidestik der prikkede i brystkassen, takket været de lange dagens stilstand og kroppen der ikke helt var færdig med at heale sammen.

Magien var gået amok. Knap var de kommet sig over pestens plage over landet, til at nye plager dukkede frem. Det kunne snart ikke blive værre.
Havmanden stoppede op for at få vejret, ikke langt fra huset, hvor folkesamlinger stod, snakkende og bange. "Hvordan er situationen?" byvagterne havde været fremme først, og gav en kort brifing, som en lysets ridder gik mod huset dækket bag et lysskjol. Han havde en med sig, som Cyraneus måtte antage var meningen skulle derhen. Cyraneus lukkede øjnene og pressede skæl frem over overkroppen, til hans hud var tydeligt skællet for sine omgivelser og hans overkrop var dækket i panserskæl. Han kunne ikke modstå lyn, langt fra, men det ville give ham en bedre chance.

Freden var nærmest forsvundet fra Krystallandet, eller måske ikke helt, men der var sket meget på det seneste i Hovedstaden og det var ikke til at overse. Flere måneder med pest var netop overstået, sygdommen var måske endnu ikke væk, men den var på vej ud af Hovedstanden, det var ved at være længe siden at et nyt offer var dukket op, så helbredelseshuset havde lidt mindre at lave i disse dage, men en ting manglede stadigvæk; Freden og det virkede ikke til at den ville komme endnu, for en ny plage havde set dagens lys.
Denne gang havde dæmonerne, det kunne næsten kun være dem, de var jo ikke særligt glade for Lyset, kastet en forbandelse over landet, som gjorde folks magier ville gå amok, folk havde ingen kontrol over deres styrke. Det var ikke noget der skræmte Azia, fordi at hun ingen kræfter havde selv, og det var ikke fordi at hun brugte så meget tid med folk som havde. Det ville måske blive et problem hvis en af hendes kunder, havde voldsomme kræfter og de pludselig ville gå af, så derfor måtte hun tage nogle sikkerheds foranstaltninger.

Rygterne havde spredt sig hurtigt hen ad aftenen, den første store episode at kaos havde udspillet sig og i og med at Azia brugte meget tid på Hovedstadens gader, så havde hun ikke langt over til den velhavende familie, hvor det hele skete. Der var stor forskel på de mere velhavende familier og så Azia; Azia tilhørte en af de laveste klasser i byen og det eneste som drog de to klasser, var når en velhavende familie far besøgte hende på bordellet, og selvom det ikke var noget de ville kendes ved hvis man gik op og spurgte dem, så skete det.

Uden for det mørklagte og mere rolige palæ, stod en stor skare af byens borgere. Snakken summede og teorier om hvad der foregik inde i huset blev vildere og vildere, nej fantasi var ikke noget borgerne manglede. Det virkede heller ikke til at vagterne helt vidste hvad de skulle gøre ved situationen, de var også bange for hvad der kunne ske dem hvis de nærmede sig palæet.
Bekymringerne var ikke så stærke hos Azia, hun var ikke taget derned for at deltage i sladderen og teroierne om hvad der var sket, nej dette var en oplagt chance for at få rapset lidt. Store forsamlinger af borgere ligger aldrig mærke til deres egne ting, de fokusere på palæet og deres snakken og derfor ville det være nemt for Azia, at få hægtet en pung fra nogle af de ældre borger og til sidst kunne man jo finde en vej ind i palæet, det var jo en velhavende familie som boede der.

Azia gik forbi den samlede skare, omkring en meter væk, bare lige for at se hvilke typer som kunne være oplagte og fandt så sit første offer, en ældre dame som stod og var nærmest væk i sin bekymring og stirrede blindt op på palæet, for at få et glimt, hvis der nu skulle komme mere lyn. Hun gik tættere på hende og der var kun et par centimeter i mellem dem og roligt fik Azia trukket sin kniv, skar snoren over og greb pungen da den farede imod jorden, og derefter var hun væk flere meter væk fra hendes bytte.

Kalitresh var vendt tilbage til Hovedstaden, så snart han havde fået besked om, at pesten var under kontrol. Hvor meget han end holdt af Aquarins dybder, var det her, hans pligter lå. Og der var nok at se til. Byvagterne var endnu mere underbemandede, end de havde været efter krigen, for pesten havde taget en stor del af dem. Kalitresh havde følt stor sorg ved at opdage, at mange af de kendte ansigter, ikke længere var i blandt dem, samt et stik af dårlig samvittighed over, at han ikke selv havde befundet sig i byen under pesten - ikke at det ville have bidraget til andet, end han selv kunne have sluttet sig til de dødes rækker.

Kaoset, der var udbrudt, efter at magien var begyndt at opføre sig ukontrollerbart, havde resulteret i, at Kalitresh arbejdede overtid de fleste dage - samtidigmed, at han også havde problemer med sine egne evner. Det forhindrede ham dog ikke i pligtopfyldende at dukke op ved palæet sammen med de andre byvagter. Her stod han og lyttede til sin overordnede sergent, der var ved at lægge en handlingsstrategi.
Da der havde været stille fra huset noget tid, begyndte gruppen af byvagter langsomt at bevæge sig op imod hovedindgangen. Kalitresh var iført fuld uniform, inklusive hjelm, der skjulte hans blålige ansigt. Han skævede mod den anden havmand, en Lysets Kriger, der var dukket op, og håbede, at den ekstra hjælp ville betyde, at de hurtigt kunne få situationen under kontrol.

Hvis ikke det var fordi tingene ikke var støvede, kunne stilheden han mødte i palæet godt minde om noget der tilhørte et efterladt hjem, den slags man hørte om i spøgelseshistorier. Det tegnede ikke ligefrem godt. Bevægelse fik ham til at stoppe op ved et vindue hvorfra han kunne se byvagterne og en Lysets kriger der var ved at bevæge sig ind. De jvide øjne gled søgene rundt til de fandt hans herre der stadig sad med hånden mod brystet mens en eller anden var i bevægelse hen imod ham. Endnu en bevægelse i mængden af tilseere, der irriterede ham mere end han ville indrømme, noget der umiskendeligt kunne ligne en tyv, hendes blik lod i al fald til ikke at være så meget på palæet som de andres, mens hun bevægede sig proffessionelt rundt.
Et billede gik forbi hans nethinde da han forestilede sig ofrenes reaktioner når de skulle bruge deres penge. Hah, morsomt!

Med en kort sukken begav dæmonen sig videre på gangen, lige til han nåede til en åben dør, hvor noget der lød som hviskende stemmer kom fra. Hvilket fik ham til brat at stoppe op og dreje om på foden for at gå ind a døren.. Megen gåen blev det dog ikke til, idet hans teleportions evne pludselig gjorde et udfald, der fik Galavant til at komme med et overrasket udbrud idet han det ene øjeblik fra det andet befandt sig bag flere tykke gardiner.. Eller det gik han ud fra det var som han, til dels perplekst, til dels irriteret, forsøgte at skubbe de tykke lag stof til side, bakkende bagud uden at vide hvad der var på den anden side.. Til hans store fortrydelse idet han kom til at vælte et vintrineskab forover så flere glas smadredes imod gulvet. "Fornemme mennesker og deres forbandede indretning af deres boliger!"

Det var ikke mere end et døgn siden at Moana var vendt tilbage til Hovedstaden efter hendes ærinde hos Glorias familie og det var en noget blandet fornemmelse. Byen var begyndt at føles som hjem, men det gjorde det voksende kaos bestemt ikke. Som del af havfolket var hun opvokset med orden på langt de fleste punkter og det gjorde det foruroligende hvor hurtigt kaos kunne sprede sig på overfladen.
Endnu være at det var magien der var blevet kaotisk.
Så mange havde den i forskellige former eller var magiske selv at det fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen ved den blotte tanke om hvad der kunne ske.
Og så skete det. Gang på gang brød ild ud og brændte boligere ned eller jorden revnede under dem. Ikke så mange endnu, men nok til at tegne et billede af fremtiden. Som i dag hvor lyn slå ud fra et af de fornemme palæ og med sin trussel mod de omkringboende sikrede et godt fremmøde af byvagter såvel som krigere af lyset.
Moana sluttede sig til de ventende byvagter, mens hendes blik fangede noget skællet på vej ind i bygningen. Et syn der trak i hendes bekymring, men som hun ikke viste udadtil. Slet ikke som hendes blik gled over byvagterne og et genkendelig ansigt fik hende til at nikke let til Kalitresh, før hun henvendte sig til byvagten i kontrol."Hvor kan jeg gøre mest nytte?" Det var næppe i bygningen for hun havde intet værn mod ild, skønt hun kunne slå en person bevidstløs med lyd på god afstand - hvis hendes magi vel at mærke virkede.

Lyn og vand lød ikke som nogen god kombination i nogens øre. Og det var også grunden til at havmanden havde et dårligt forhold til lige netop dette. Meget nærtliggende med hans syn på ild. Det var ikke noget han havde den store lyst til at komme i nærheden af, men som altid, gjorde han hvad der var forventet af ham. Det skællede ydre som var vokset frem, var imidlertid et godt værn mod det ukendte som bygningen ville byde på, såfremt magikeren havde mere energi af give af. Cyraneus håbede at han var sluppet op.

Huset var stille som graven, og bragte en ubehagelig stemning med sig. Hvordan noget kunne være så stille efter sådan et påstyr, bragte sjældent godt nyt. Cyraneus nåede midt ind i rummet, da lyden af glas der smadrede mod gulvet, fangede de sensitive øre og modtog hans fulde opmærksomhed. Cyraneus satte i løb mod lyden, muligvis med andre vagter efter sig, selvom der mest blev sørget for at splitte ud i hele huset for at maksimere søgningen.
Cyraneus stoppede op til synet af en velkendt mand stå i en akavet situation med tygge gardiner, der havde resulteret i væltning af et skab med glas. Det var samme mand, som tidligere var set løbe ind i huset. "Er De okay?" Havmanden kom nærmere, mens han kiggede rundt i lokalet, undersøgende efter andet liv.

Okay, det virkede til at der lige pludselig kom flere og flere mennesker til stedet, hvilket fik Azia til at trække sig lidt væk fra menneske mængden, så hun fandt et nærliggende hjørne som var mere fredfyldt end foran det store palæ, hvor vagterne, ført an af Kalitresh, som hun kendte en smule til, de havde før stødt ind i hinanden, nu, endelig, havde taget sig sammen til at gå ind i bygningen, hvor det meget uventede, ventede dem. Spændende. Men det gjorde også at Azia måtte vente noget tid før hun kunne tage et kig inden for. Det var jo ikke herude de store skatter lå, men indenfor og når huset vrimlede med vagter, ja så ville det være ret dumt at gå indenfor.

Hun hev pungen som hun havde taget fra en af tilskuerne frem og åbnede den, for lige at tage et kig på hvad den indeholdte. Det havde hun endnu ikke haft tid til, og det var et fint bytte hun havde fået sig, der burde være penge til mad og diverse fornødenheder længe. Hun smilte til sig selv og pakkede den tilfreds sammen igen.

At magien i landet var begyndt at drille de fleste mennesker, var ikke noget der rørte Ra på nogen måde men endnu en gang var det en pålagt mulighed for ham at vise sig frem på igen, så der gik ikke længe før Ra havde fået nyheden om denne unge herre der havde overtaget Balzino-familiens ejendoms kastning med lyn, og heller ikke efter der gik der længe inden Ra havde samlet sig, et par mand og begivet sig hen til Beboelseskvarteret, hvor dette lys show skulle finde sted.

Ra kom i ført hans mørke frakke med hætten trukket godt over hovedet sådan folk ikke kunne se det var ham, ikke fordi det gjord noget hvis de vidste det men jo mindre byvagter der var jo bedre var det, Ra kom frem til palæet og blev mødt af en folkemængde uden lige, Ra fik hurtigt dannede sig en formation af hans folk som beskyttede ham fra hver side af.

Ra bevægede sig hen til indgangen til palæet, og stod blot stille i nogle minutter og kiggede op på det stor palæ, Ra var ingen helt og havde ikke tænkt sig at redde nogen eller noget, men at se manden der kunne påføre dette Chaos var noget der havde fanget hans interesse mere, Ra tog hætten af og kiggede rundt og fik øje på de vigtigste personer som stadigvæk var til stede uden foran, og få sekunder efter gik Ra ind.

inde på palæet gik der ikke længe før et velkendt ansigt kom frem for Ra's øjne, vagten der havde holdt vagt ved helbredshuset var til stede, Ra overvejede igen mandens skæbne men hvis han ikke sagde eller gjord noget ved Ra ville der muligvis ikke ske ham noget.

Kalitresh nikkede genkendende i retning af Moana, før gruppen satte sig i bevægelse. Han havde håbet, at han ville møde havkvinden igen under lidt mere muntre omstændigheder - men situationens alvor gav ikke mulighed for at standse op og sniksnakke. Som gruppen af byvagter bevægede sig hen mod villaen, hørtes der et voldsomt brag et sted inde fra huset, og det gav et lille sæt i Kalitresh. Han forventede halvt om halvt at se lynmagien knitre fra husets smadrede vinduer igen, men bortset fra braget, var der stadig fuldstændig stille bag husets vægge.

Den anden havmand var allerede forsvundet ind i huset, og døren åbnedes nu knirkende, idet byvagtsergenten gav den et skub, og kort efter befandt Kalitresh sig i den mørke indgangshal. Han så sig søgende omkring - hvor var kilden til den lyd, de tidligere havde hørt?
Der var allerede alt for mange, der søgte ind i huset på må og få, tænkte Kalitresh, idet han bed sig let i læben under hjelmen. Det ville være svært at få sitationen under kontrol nu - men byvagternes vigtigste opgave måtte være at få lokaliseret den unge herremand, hvis magi i første omgang havde forårsaget problemerne.
Han tog et skridt hen mod den nærmeste døråbning, men i samme øjeblik mærkede han sin egen magi aktivere. Den nederste del af hans krop, som han var i stand til at ændre til et par menneskelignende ben med sin magi, var ikke længere menneskelig, og Kalitresh styrtede forover med og ramlede hovedet ned i gulvet, idet fiskehalen, som i løbet af få sekunder havde erstattet hans ben, slog vildt frem og tilbage.
En mængde bandeord på Aquarinsk, som man ellers sjældent hørte fra munden af den rolige havmand, lød inde bag hjelmen på den faldne skikkelse. Magi som Kalitresh' var fuldstændig kritisk for hans mulighed for at begå sig på landjorden, og han ville ikke være i stand til at gøre meget nytte i palæet i denne tilstand.

Som om halen ikke var nok begyndte små lyn at gnistre omkring havmanden - hans egen magi, vel og mærke, og ikke den, der var gået amok tidligere. Et par enkelte gnistrende lyn sprang rundt i rummet - farligt tæt på de andre byvagter, hvoraf et par stykker havde skyndt sig hen til Kalitresh for at forsøge at hjælpe ham op op fra gulvet. Ingen havde dog helt lyst til at røre ved ham, så længe hans magi var ude af kontrol.

"Er De okay?" Galavant stoppede brat i sit forsøg på at vikle sig ud af gardinet. For en stund havde han haft lyst til bare at rive det itu med sin hale, men ved lyden af en svagt velkendt stemme var han stoppet op i den tankegang og havde ladet sin hale ryge tilbage i skjulet, mens han fraværende pillede et par glasskår ud af armen. Han nikkede kort imod manden. " Jeg kan se at De nåede at få behandlingen i tide.. " Brummede han kort som han fik viklet sig ud af det sidste del af gardinet, vaklende en smule ud i rummet hvor han tog øjensyn af det ødelagt glas. " Lidt glas her og der, men bortset fra det er jeg i ganske glimrende stand. " Svarede han den panserede havmand, inden han begyndte at tage rummet i nærmere øjensyn. " De så vel ikke tilfældigvis nogen komme løbende herfra? Synes jeg hørte nogen hviske..?" Hvor meget det end var ham imod, vidste han at samarbejde på sådanne missioner kunne være skildringen mellem liv og død, og som han var blevet sat til at hjælpe næsten-naboen med sit lille magiproblem, var et samarbejde hvad der lod til at være bedst at gøre.. For nu..

En tung dump lyd af noget faldende, lød fulgt af en omgang pludder på Aquarinsk.. Et sprog Galavant aldrig havde lært, men let genkendte dialekten fra. De hvide øjne gled over på den havmand der lige var trådt ind med en mindre gruppe og nu lå sprællende i sin fiske-form på gulvet. Kort efter igen omfattende af små gnistrende lyn. Af ren vane lod han sin negative magi række ud så han kunne opsluge lidt af den negative virilitet fra den faldne fisk. Der var trods alt langt mellem næringen når dæmonens næring bestod af negativ energi og han samtidig havde magineutraliserende halsbånd på.. Noget han dog til dels var glad for ikke var om hans hals lige nu så han kunne udnytte den negativt ladede energi lidt og lagre den, som en bjørn der forsøgte at få meget sul på kroppen inden den skulle i sin vinterhi.

Han betragtede fiskefjæset og overvejede let om han skulle forsøge at bruge sit halsbånd mod havmanden for at se om det kunne hjælpe lidt så de kunne komme videre i dagens tekst. En skikkelse der bevægede sig henne nær døråbningen, fangede dog istedet kort hans interesse. Der var noget der havde virket bekendt, noget..!! Han hævede let øjenbrynene da det gik op for ham hvor han havde stødt på den aura før. " Ser ud til at alle fortidens spøgelser rumsterer her.. " Kommenterede han dæmpet og tørt, inden hans opmærksomhed gled tilbage til den lille gruppe og havmændene.

Moana nikkede samtykkende til byvagten, som han gav hende en instruks, før han selv fulgte resten af gruppen af byvagter ind i huset. For ham var tydeligt en ting mindre at tænke på at overlade den ydre kontrol til hende. Der var trods alt ingen grund til at alle og en hver blandede sig eller begav sig ind i huset til fare for beboerne, dem selv og alle andre.
Som byvagten forsvandt ind huset, drejede Moana sig og gik ud midt foran det. Hendes blik var på tilskuerne, der betragtede huset en del mere varsomt end hende. Det gjorde hende ikke så meget. Fik hun brug for det, skulle hun nok få deres fulde og udelte opmærksomhed.

En mand melodramatisk klædt i sort med hætten oppe for at virke ekstra mystisk og et følge klædt tilsvarende fik hende til mentalt at sukke opgivende. Han så dog hverken til højre eller venstre som han stilede direkte mod palæet.
Moana skiftede grebet på treforken og hævede stemmen let. "Holdt! Stedet er ikke sikkert for civilister!" Som hun talte bevægede hun sig hen mod gruppen kun for at mærke magien glide ud af hendes kontrol.

Det var den særeste fornemmelse og havde hende væltende forover øjeblikket efter, hvor ben blev til hale og den af gode grunde ikke tog det skridt hun havde været ved. En stribe af alt andet end pæne gloser på hendes modersmål gled fra hendes læber, som hun fik sig møjsommeligt og langsomt op i balance på halen så hun kunne se rundt. Det var der hun kunne se på de chokerede ansigter at hale så langt fra var det eneste hun havde fået tilbage ved tabet af kontrol. Finnerne på armene var der også, som svømmehuden mellem fingrene var at se. Det betød desværre også at de koral-agtige finner omkransende hendes ansigt var frit fremme med al deres pragt. Som da hun havde skræmt livet af alt og alle i badehuset.
I ført rustning og tøj måtte det se ekstremt komisk ud.
Den her dag blev da bare bedre og bedre.
Hun støttede sig til treforken for at holde balancen og skjule at hun ikke kunne flytte sig ud af stedet uden hjælp og betragtede stoisk mængden få samling på sig selv igen. Det ville ikke være længe hun kunne holde sig sådan, men forhåbentlig ville der komme hjælp før hun styrtede forover igen. Det var bare uværdigt at skulle ligge og baske fortabt med halen!

//4 for lyd... 6 for forvandling...

Den direkte bemærkning, som vist var meningen skulle være en fornemmelse, blev modtaget med et neutralt ansigtsudtryk, selvom havmanden sukkede dybt mentalt. Ja, der var vidst ingen tvivl om at det var den samme dæmon som havde været i helbredelseshuset. Det kunne dog imidlertid havde været værre. "Nej, men vi er sendt to hold ind allerede. Det kan være lyden.." ikke at nogen burde være nået så langt her, og Cyranues' i forvejen alvorlige træk blev ikke mindre. Måske var familien stadig i live.

Cyraneus vendte sig forskræket ved lyden af først noget der faldte til jorden med et bump, derefter hans modersmål. Der lå byvagten Kalitresh og sprallede på gulvet i sin havform. Det var vidst alle der kunne forstyrres af dette nye. I samme sekundt denne tanke ramte ham, pressede han ansigtet sammen i en smertefuld grimasse og tog sig til brystet. Skællene som normalvis lå fladt mod hans bryst, begyndte at glemme sig udad som pigge, hvilket ikke var nogen rar process for hans hud bag skællen. Med stædighed malet i øjnene rettede han sig op "Pas på.. vi er også oppe mod hinanden herinde" lynene som sprang med et lidt for ubehageligt smeld fra Kalitresh, var et tydeligt syn på det. Han gik tættere på i et forsøg at hjælpe ham op, selvom han var meget vagtsom omkring lynene, da en ny, dog langt mindre højlydt gennemgang af pæne mængde aquarinske bandeord nåede de finnede øre.

Og med det, mærkede Cyraneus en vant følelse, som kom på et helt og aldeles forkert tidspunkt. Desperat ragte han ud efter det første og det bedste, et mahogny skab, som han til sidst sad med ryggen op af, mens en lang skællet hale var dukket op og bevægede sig let på gulvet for en stund. "orh FEDT!" som de to andre af havfolkeslægten, var Cyraneus trætte udbrud ligeledes på hans modersmål.

//3 for skæl... 6 for forvandling.. er vi ikke bare heldige?

En lyd blev kastet efter Ra som han nærmest allerede var inde på palæet, så Ra tænke ikke mere over råbet af at han skulle stoppe, " gå ud og kig efter om den person ville noget " sagde han til to af vagterne sådan der nu kun var tre med Ra, de to vagter gik ud fra palæet og ud for at finde kvinder der havde råbt efter Ra, og til deres overraskelse, fik de øje på en kvinde der havde svært ved at stå op. den ene af vagterne stirrede blot på hende mens den anden var mere flabet " Har du tænkt dig at gøre noget ved det sådan der, " sagde han og grine lidt af hende.

Ra forsatte hans vandring igennem det store palæ, og der gik ikke før han ville danne sig et overblik over dette sted " scan området med lyden " sagde han til den ene af vagterne, men vagten kunne ikke på grund af Ra evne som åbenbart var meget mere kraftig ind den plejer, alt magien i dette område også uden foran var væk ingen kunne bruge magi.
Ra besluttede sig derfor at søge andre veje, og nærmest gik tilbage imod den vagt som han havde set ved helbredshuset, og da han gik tilbage fik ikke blot øje på en fiske mand men nærmere to, " er det ikke bare en heldig dag for mig, hvad siger i drenge " sagde han til de tre resterende folk han havde med sig, som gik frem fra Ra ryg, " og ser man lige der, er det ikke den unge dæmon fra helbredshuset " sagde han og så på Galavant med hans sorte øjen, " mine folk og jeg vil gerne hjælpe jer med at finde frem til den person i leder efter "

Ra ville på ingen måde hjælpe dem, men han ville blot lade dem tro at han ville hjælpe dem sådan de kunne fører ham frem til personen bag det hele, for at til sidst ende deres liv når de mindst ventede det. " har i brug for en hånd " sagde han og gik hen og placerede sig lige foran Cyraneus, og rakte hans hånd frem for at hjælpe ham op.

Et kort stykke tid fortsatte elektriciten med at gnistre i luften omkring havmanden på gulvet, men så blev der stille. Fra sin liggende stilling kunne Kalitresh se de trampende fødder fra de andre byvagter, der hastigt nærmede sig, og han nåede netop at dreje hovedet tids nok til at se Moana falde mod jorden. Han skammede sig over, at han et kort øjeblik følte en vis lettelse over ikke at være den eneste i den ydmygende situation det var at ligge hjælpeløs på palæets fornemme gulvtæppe med den skællede hale, der ingen nytte gjorde.
Forvandlingen fra fiskehale til menneskeben havde været umådeligt svær i starten, men Kalitresh' år blandt menneskene havde lært ham at bruge den ofte. Da han forsøgte at samle den velkendte magi for at forvandle hale til ben, skete der imidlertid ingenting. Ikke den mindste kriblen af magisk kraft føltes i hans krop, som før havde gnistret af magi. Endnu en lav mumlen på Aquarinsk lød fra havmanden, idet han fik kæmpet sig op siddende stilling.

Lyden af fiskeskæl mod gulvet, var efterhånden lidt for bekendt.. Kalitresh hævede blikket og så hen mod den anden havfolkskriger, som han ikke kendte navnet på. Det lod til at skæbnen havde bestemt sig for at lade dem alle miste deres menneskelige egenskaber på én gang ..
Han fik taget hjelmen af - den hjalp ham alligevel ikke meget - og han havde brug for sit udsyn, nu hvor han ikke lod til at være i stand til at gå. En panderynke viste sig i hans ansigt, da endnu en gruppe dukkede op i rummet: de var ikke byvagter, og han undrede sig en anelse over, hvor de var kommet fra. Opgaven var dog stadig, at finde husets unge herre så hurtigt som muligt - og siden de selv havde visse .. problemer .. tog han gerne imod al den hjælp, de kunne få. Afventende så han over mod havmanden, som fik tilbudt en hånd: positionen som Lysets Kriger gjorde på alle måder ham til Kalitresh' overordnede, og det måtte være hans beslutning, om de ville tage imod hjælpen.


/Ingen af Kali's magiske evner er aktiveret af sig selv denne gang. Slog en 1'er for hans forvandlingsevne, da han forsøgte at bruge den.

Galavants øjne hvilede stadig på byvagten der lå og sprællede på gulvet, spekulativt, mens han dog lyttede til hvad krigeren havde at sige. " Det er jeg godt klar over. Med evnerne som de er; i kaos kan man ikke forvente andet. " Kommenterede han, mens han dog ikke havde tænkt sig at nærme sig den gnistrede havmand på gulvet. Lyden af aquarinsk fra krigeren fik Galavant til straks at vende sin opmærksomhed imod krigeren. En krusning gled over hans læber, såskygge af et let muntert smil kort var at se på hans ellers så bistre ansigt. " Har de kun sendt havfolk herind...? I et hus med lyn... Og iført hjelme... Det har ikke ligefrem været praktisk tænkt.. Måske de trængte til lidt stegt fisk..?" Lød det en smule hoverende, mens han mistænkeligt betragtede den fremmede dæmon komme ind.
Han bemærkede dog hvordan lynene synes at forsvinde idet den fremmede passerede, så han nærmede sig byvagten på gulvet, som imidlertid havde fået sig op i en siddende stilling.
" Hjælpe med at finde ham? Tror jeg gerne.. " Lød det sammenbidt fra ham mens han krængede sin kappe bagud så den kunne dække bedre op om de små horn-pigge der skød ud langs hans rygsøjle. " Hvis du ikke kan komme ud af det stadie der så kravl op her, medmindre du nyder at ligge og tilfiske gulvet..? Bare pas på ryggen.." Brummede han dæmpet, mens han i knælende position vendte sin ryg mod byvagtsfisken, og forholdt sin hale skjult i kappens folder. Med en smule held ville han nok kunne finde ud af om der overhovedet var nogle overlevende i huset. Det krævede blot at hans negative magi ville kunne virke, men ikke virke for godt. Negative følelser var jo trods alt ikke kun indenfor vrede og frustration, men kunne også gå ind under noget så simpelt og humant som angst.
Blikket gled over imod den ældre dæmon hvis tilstedeværelse ærligt irriterede ham bare en kende. Med hans egen herre udenfor palæet var det med at forsøge at undgå at henlede Ras opmærksomhed mod denne, hvilket gjorde hans mission til to opgaver i en herligt..

(( heller ingen aktiverede evner her ))

For at understregen hvor dårlig en dag Moana havde sig ignorerede den sorteklædte mand hende som betød hun ingenting eller havde nogen som helst betydning til trods for den rang hun havde. Det i sig selv var nok til at tænde op i temperamentet. Tabet af kontrol over forvandlingen gjorde det så ikke ligefrem bedre eller de udbrud der kom fra tilskuerne som hun fik sig rettet op og i balance på halen.
Til hendes lettelse var det ikke kun latter hun hørte, men heller ikke kun udbrud af rædsel. Verden var blevet så kaotisk så begge dele var lige naturligt for folk, men også at ingen trådte frem til hjælp. Noget hun egentlig godt kunne forstå med de lyn der havde knitret om palæet tidligere og med de udbrud på aquarinsk der blev ved med at komme derinde fra nu. Ikke pæne gloser og det behøvede man ikke forstå ordene for at opfange.
Den sortklædte havde dog ikke ignoreret hende helt så meget som Moana først havde antaget for to af hans mænd skilte sig fra og kom tilbage mod hende. Deres udtryk af morskab fik hende til at skule, men før hun fik svaret gled magien tilbage ind over hende med fornyet kræft og stadig ingen kontrol. Denne gang dog tydeligt med den modsatte forvandling for øje for fra den ene vejrtrækning til den anden gik hun fra balancerende på halen til at kæle med hænderne låst om treforken.
Hendes udtryk var alt andet end behageligt for det gjorde ondt at skifte form så hurtigt og især så hurtigt efter hinanden. Det var da også let vaklende og tydeligt usikkert at hun kom op at stå igen med stumper af bukser og resterne af støvlerne liggende omkring hende på brostenene. Heldigt at ringbrynjen var så lang som den var, så den dækkede et stykke ned på lårene.
En dyb vejrtrækning og hun havde kraft til at smile til ham. "Det ser ud til at være sent at gøre noget ved ham, men jer to holder jeg gerne her til byvagten har tid til jer." Hun skiftede hold på sit våben, men gjorde ikke anstrøg til at angribe dem. Det var så nemt at være rapkæftet over for en havfrue på land, men når det kom til styrket var hun alt andet end alene mod dem på pladsen så det ville være dumt af dem at starte på noget voldeligt. "Har jeres herre altid så lidt respekt for andres enemærker?" Fortsatte hun konverserende. Måske kunne hun få lidt oplysninger ud af dem. Så som hvem de arbejdede for og hvad de lavede i hovedstaden.


//Ufrivilligt:
Forvandling - 6 - ja, det fortsætter!
Lyd - 1 - vi er stadig heldige her...

Cyran tog sig en dyb indånding der havde en ganske let hvæsen gemt. Ikke at den var synderlig tydelig, men hans blik afslørede ubehaget og irritationen over hele situationen. Både mod det faktum at hans forvandlingsevne ikke lystrede, men også dæmonens noget så provokerende udtalelse. Han blev sendt et stålkoldt blik, inden opmærksomheden blev grebbet af noget nyt.

irritation og træthed nåede nye højder. Bare at se den hoverende overodige skikkelse, bevæge sig ind i rummet var nok til at han rynkede næse i afsky.
Cyraneus bed tænderne sammen, inden han fik samlet sig sammen til ikke at hvæse af dæmonen, men derimod tale pænt. Det var en prøvelse. "Området er ikke for civile. Jeg må bede dem forsvinde ud af huset for deres egen sikkerhed og vor andres." svarede han bestemt og gjorde ingen antegn til at tage imod hånden.
Cyraneus ville normaltvis ikke havde afvist hjælp fra nogen der så ud til at kunne klare sig selv, men han vidste til gengæl godt at denne dæmon næppe havde gode intentioner. Det gennemgøende scenarie fra helbredelseshuset var ikke forsvundet fra hans hukommelse. Havmanden skubbede sig op af skabet han sad op ad, og balancerede på halen efter lidt tid og så direkte ind i de kuldsorte øjne. "Ellers tak" afsluttede han køligt. Kunne han få denne dæmon ud så hurtigt som muligt ville det være helt klart at foretrække.

En hjælpende hånd blev der rakt, men havmanden afviste Ra, og på en eller anden måde havde han heller ikke regnet med andet ind det, eller nærmere så ville han have blevet overrasket hvis han tog imod hjælp, dog var det en mere venlig tone ind normalt ikke at det betød noget for Ra for som han så det var det ham det var i kontrol, og på ingen måde dem. " det er helt op til dig selv, men blot for at være sikker vil mine mænd stå here til rådighed for jer, eller hvad de nu har lyst til imens jeg finde denne herre af huset " sagde han og gjorde tegn til at bevæge sig vidre ind i palæet for at finde denne mand af huset.

Inden han begynde at gå vende han blikket imod Galavant " og igen skuffer du " sagde han kort og vende blikket over på byvagten og smilte blot til ham og begynde at gå vidre ind.

De sidste tre vagter stod på helt sten agtigt og kiggede på de tre, og lige efter Ra ikke var til at se blev deres sværd hevet frem, Ra's vagter var ikke blot nogle amatør vagter de var meget højt uddannede kriger som vidste hvordan man kæmpede med våben, så hvis disse vagter skulle tages ud krævede det at man var fokuseret oppe i hovedet, og ikke var alt for træt.
" nu når i ikke vil tage imod hjælp fra vores herre, så må i jo lade livet på en anden måde " sagde den ene af vagterne og gik hen for at gør livet surt for byvagten, hvor efter de andre to gik hen imod Galavant og den anden havmand, dog gjorde de ikke tegn til at gøre noget imod dem, det ville blotte holde de andre to tilbage hvis de prøvede at hjælpe byvagten.

Ude ved den unge kvindelig lysets kriger stod to af Ra's vagter blot og kiggede på hende, hun havde fået energien tilbage og var tydeligt vis klar på kamp " vores herre har vigtigere ting st tage sig til ind af slukket lyset på dem, så derfor ville vi holde dem med selvskab " sagde den ene af de to hvor efter deres sværd blev trukket, de to vagter vidste ingen frygt, og ville heller dø i kamp ind at vende tilbage til Ra uden denne kvindes liv, som bevis på de ikke havde fejlet.
De to vagter gik med det samme lige på og hårdt imod den kvindelig kriger.