Morgentågen lå stadig over Lindeskovens træer, hvis mørke blade glinsede af dug. Det første lys varslede dagens komme her på grænsen af Elverriget, hvor en træbro over Sølvflodens strøm adskilte Elverly fra landet udenfor.
En gruppe af elverkrigere stod på broen iført lette rustninger og med deres våben klargjort til kamp. Deres årvågne øjne så ud mod horisonten, og snart kunne lyden af hestehove høres på vejen, der førte til Elverly: en gruppe af Lysets Krigere kom ridende for at slutte sig til skovelverne.

De to grupper udvekslede et par ord, hvorefter de i al hast tog af sted. Nogle af elverne var til fods, andre red på slanke, hurtige heste. Planen for dagen var at få ram på en gruppe af Mørkelvere, der efter sigende skulle befinde sig nordpå - ikke langt fra Elverlys grænser.
Efter nederlaget ved Dragorn, var det vigtigt for Lyset at bevare alliancen til Elverriget: deres eneste håb i kampen mod Mørket. Toorah Nattefrost, Elverlys ledere, krævede imidlertid en omfattende jagt på mørkelvere, hvis disse alliancer skulle bevares, og derfor var en gruppe fra Lyset ankommet til Elverly denne tidlige morgen for at deltage i jagten på Elverlys fjender.


Dette er en åben plottråd, som alle kan deltage i. Man er velkommen til at træde ind i rollerne som nogle af elverkrigerne eller Lysets styrker - eller mørkelverne, har man sådanne karakter. Ellers vil disse fungere som NPC'er.
Andre karakterer kan dog også tilfældigt støde på jagtgruppen, så alle kan være med. Kommer der flere end to deltagere i tråden, er man velkommen til at springe folk over, der ikke har svaret i 4 dage.

De færreste ville nok sjældent huske at have set Toorah i så godt humør, et stort lidt for veltilfredst smil spillede på de rosa læber som elverlederen gik ud mod sin hest der stod klar. en prægtig rustning i rød og guld prægede elverkvindens torso og flanker, mens det lange hår for en gangs skyld var sat i en simpel men praktisk frisure. Ikke længere efter svang hun sig op på den høje men slanke sorte hest, ved hendes side hang et sort skjold, mens hun ved siden bar et find udsmykket sværd som hun til sensommerfesten havde modtaget af Marcus, en smed hvis evner overgik de fleste menneskers, og nok det eneste menneske Toorah nærede respekt for, i hvert fald respekt nok til, ikke at myrde ham på stedet, hvilket var meget i Toorahs verden. Det kunne nok sammenlignes med at have en kælerotte, som man ikke slog ihjel fordi den morede en midlertidigt.
Idét den rødhårede elver nåede Elverlys grænser modtog en håndfuld af hendes soldater hende med et dybt nik, mange af dem glædede sig nok lige så meget som hende selv, det var en stor dag, dagen hvor mord i offentligheden på mørkelvere var blevet lovligt.
En håndfuld af Lysets krigere skulle deltage i jagten, det var udmærket, jo flere hænder der kunne aflive de misdannede væsener, desto bedre, mennesker kunne hun altid tage sig af senere. Angrebet på Dragorn havde virkelig fået sat skub i tingene og Toorah vidste nu, at hun efterhånden sad med en uundværlig magt for Lyset, en magt de ikke havde råd til at tabe.
Kort efter gik jagten ind, gruppen havde ikke redet længe inden et bål dukkede op i horisonten, smilet bredte sig yderligere et par milimeter, inden Toorah trak sit sværd og lagde benene til den stærke slanke hest, der øgede tempoet mod gruppen.

Klædt i lysets fine armor bestående af både bendele, en tyk, men stadig let del som beskyttede hans bryst og arme og til sidst en stor hjelm, befandt Nao sig på vej til udkanten af Elverly hvor han skulle møde en gruppe elvere med Toorah i spidsen. Det der skulle vise sig at være en decideret nedslagtning af en af landets mange fjender, mørk elverne, skulle til at tage form. Efter angrebet på Dværgenes hjemsted, Dragorn var det hele taget til og inden mørk elverne ville komme alt for tæt på mere deres fjendskhed måtte der gøres noget ved dem. Fra hans ene side hang hans store skjold i samme lys farve som hans armor og på den anden hang hans store sværd, parat til kamp for hans liv og landets bedste.

Da han nåede udkanten af Elverly og Lindeskoven stod morgentågen skarp og tyk omkring Lindeskovens træer og morgensolen kæmpede en kamp om at tringe igennem de tykke trætoppe og tågen, men solens stråler kunne anes. I fuld gallop gik der ikke længe for at han ankom til møde stedet, en gammel træbro som delte skoven og Elverly. En stor flok var allerede ankommet og der gik ikke længe før at Toorah ankom til stedet med resten af krigerne og derefter gik det stærkt og flokken blandet af lyset og elvere kriger red samlet afsted mod deres mål.

At mærke hævnes overtag i kroppen, var en udsædvanlighed hos havmanden, som koncentreret og skræmmende stille, gjorde sin hest, udstyr og våben parat. Cyran var generelt en stille og lukket mand, men denne dag var ekstrem. Han sagde intet, højest et nik til sine medkrigere som heste stod på stribe med rustninger der larmede over pladsen og generel larm fra andre krigere der gjorde sig klar. Han behøvede det her. Han behøvede at slå igen, efter Dragorns fald. En anden mission havde været i vejen for ham at deltage i kampen om dværgenes frihed, og det gnavede stadig i hans krop og sjæl. Noget der ville få en smule frihed og aflastning, ved at få tilfangetaget de mølædte hunde til mørkelvere som forpestede samfundet. Generaliseringen var stærk at mærke blandt alle der gjorde sig klar, og desværre også havde sat sit præg på havmanden selv, der normaltvis var ganske overvejende omkring situationer. Hele krystallandets situation førte mange ud i blindhed.

Som nok den mest letpåklædte hvad armor angik, steg Cyraneus på den brun brogede hest og stilte sig klar til at vente på sine medkrigere. Cyran bar intet over bryst eller arme. Kun hans ben bar beskyttelse af forskellig art, og det var der en god grund til. For som Cyran ventede, voksede der nærmest ubemærkelig blågrøn skæl frem ved hans bryst og overarme, som et beskyttende ekstra lag. Dermed også grunden til at store mængder af lysets fine armor ikke dækkede hans krop.

Det var alt for tidlig morgen til overhovedet at få ideer om at begive sig på morgenvandring, men så snart krigerne fra Elverly var dukket op, gik det hele stærkt. Jagten på mørkelverne var for alvor begyndt, og det startede med at se deres lejr i det sparsomme morgenlys. Nogen delte sig op i mindre grupper, for at give bedre overraskelse moment og for at mindske chancen for at blive mødt af baghold, midt i eget baghold. Cyran selv holdte sig længere ude til siden for at lede efter udkigsposter, sammen med en af sine medkrigere, Moana.

Det var ganske tidlig morgen og solen havde endnu ikke brændt dugen af græsset eller fået den sidste rest af morgendis til at lette. Et fænomen der stadig fascinerede den unge havkvinde usigeligt. Det var hendes første besøg i Lindeskoven og til nu havde den ikke skuffet. Nok havde hun nået at opleve andre skove, men denne adskilte sig markant allerede før elverne sluttede sig til lysets lille gruppe.
Moanas blik gled over de slanke væsner, som der blev udvekslet høflige hilsner og delt planer for dagens jagt. Det var elvernes område, så de ville naturligt lede jagten, mens lysets krigere og de enkelte riddere der var med ville danne den solide, larmende kerne. Eller det var hvad hun udlagde det til ude at kunne høre hvad der blev sagt.

Hun så til siden som der blev givet tegn til afgang og smilede let til havmanden hun fandt der. Hans panserskæl var fremme og dækkende, som den tillukkede facade var det over hans træk. Hun kendte det udtryk, skønt det var mere udtalt nu end tidligere. Tavst satte hun hesten i bevægelse og lukkede selv ned i koncentration. Hun havde stadig ikke vænnet sig planteæderens vuggende bevægelser der adskilte sig så meget fra hvad de red på under vandet. Så var at gå næsten at fortrække - hvis det havde været et valg.
Moana flyttede let på sig, så hun sad bedre og lod så opmærksomheden glide fuldt mod omgivelserne. Var mørkelverne halvt så farlige som de blev beskrevet som var det bedst at vente det værste. Var de værre... Hun så over på Cyraan endnu engang og fulgte ham, som han forlod hovedgruppen med et andet formål. Hvilket så hun snart efter som de søgte mod et højdedrag ikke langt fra den lejr mørkelverne havde.

Derfra kunne de se ned over lejren, se de små hytter der var forsøgt skjult mellem buske og træer som en del af naturen, men med et mørkt alter synligt i den ene side af lejren der bestemt ikke kunne være til en af lysets guddomme. Moana holdt hesten an, svang sig så af den og bandt den til et træ, før hun stille samlede sin kappe om sig og skjulte den skinnede ringbrynje fra solens stigende stråler, mens hun bevægede sig frem mod åbningen mod lejren. "Så fredeligt det ser ud... så fredfyldt..." Hendes stemme var en blød hvisken der ikke ville bære længere end til manden nær hende. Det sidste nogen af dem ønskede var at advare mørkelverne om hvad der var dem i vente.

Havmanden var fuldt koncentreret og med ørerne på spidser. Enhver lyd der nåede frem blev registreret og de fleste var morgenfriske fugle, eller lyden af græs, grene og andet som blev ramt af omkringgående vilddyrs skridt. Enkelte kom måske endda også fra krigerne. Cyran tvivlede stærkt på at elverne gav nogle lyd fra sig som de bevægede sig lydløst gennem vante omgivelser. Cyran havde ikke brugt uanede mængder i skovene, men han endte dem godt nok til at kunne liste sig omkring. Dertil hjalp det en del, at han ikke var betynget med brynjer som forminskede ens smidighed og hurtighed. Hans evne kom ham altid til gode der.

Havmanden satte sig på hug ved højen og kravlede hurtigt højere op for at kunne se ud igennem græsset og ned på lejren uden at vække opsigt. Ingen reaktion andet end et blik der hurtigt kigget til siden, kom over ham som Moana nåede hans side og hviskede. Han kom med en lavmeld brummende lyd og et undrende ansigtsudtryk som så meget eftertænktsomt ud samtidigmed. "Og stille.. lidt for stille.." hviskede han tilbage, som han forsøgte af al magt at lede efter en udkigspost. Hvis ikke mørkelverne havde sat en ud, så forseglede de deres egen skæbne meget voldsomt.

Let forsøgende løftede Cyran sig mere op fra jorden og op over græsset for at kigge bedre. Ikke mange sekunder gik før et høj lyd gik igennem skoven, skræmte fugle fra træerne og fik Cyran til at kaste sig mod jorden igen. Det var en tromme. Og en jævn rytme gik igennem lejren. En meget lavmælt banden nåede over Cyrans læber, som han troede at han havde alermeret nogen. Men der skete intet vildt. Ingen hujen, skrigen eller start på kamp. Det var en messe af stemmer der fylgte rummet, og Cyran løftede sit hovede fra jorden igen for at kigge.

Mørkelverne kom ud i samlet flok. Med ansigtsmaling, messe i samlet flok og vanding mod midten. "Hvad fanden har de gang i?" hviskede Cyran forvirret med rynkede bryn, som han holdte blikket på scenariet.

Moana lod sig synke ned bag højen hvor hun havde et frit udsyn til mørkelvernes lejr og blev der. Hendes ringbrynje var ikke skabt til at stilhed så jo mindre hun bevægede sig des bedre. Cyran havde det en del nemmere af naturlige grunde. "Stille er ikke godt..." Hun sagde ikke mere, som hendes blik gled over omgivelserne efter antydninger på bevægelser fra noget der ikke hørte skoven til. En umulig opgave for hende der kendte så godt som intet til skove og stadig havde svært ved at vænne sig dens lyde og dens folk.

En tromme brød stilheden og fik hende til at stivne. Dens rytmiske slag kaldte tydeligt til noget, men som roen fortsatte i lejren under dem kunne det ikke være til angreb. Slet ikke som en messen sluttede sig til slagene. Moana forblev ubevægelig i sin skygge og tavs. At blive opdaget nu ville være katastrofalt, men også hvis de ikke fandt vagtposterne. Der måtte være nogen. Det glemte hun dog, som flokken af mørkelvere stoppede ved alteret og sluttede ring omkring dem. Deres stemmer fortsatte monotont deres messen til trommen slog et enkelt hårdere slag og blev stille.

Kun for at starte igen et slag af gangen.

Fra en af hytterne kom to mørkelvere frem med en skikkelse imellem sig. En lys skikkelse selv afstanden ikke kunne skjule var af elverfolket også, men som så alt andet end forhåbningsfuld ud. Modstand blev dog ignoreret, som de to slæbte deres fange ind mellem de tavse skikkelser til rytmen af trommens slag.
Moana tvang blikket fra sceneriet og til Cyran. "Kan vi starte angrebet? Før vi ser hvad de vil?" Hun havde ikke den mindste lyst til at se hvad de ville gøre eller hvilken form for samling det var. Alt for mange muligheder var for noget mere end skidt og kun ganske få for noget halvt acceptabelt.

Cyran sad i lang tid og stirrede frem mod forsamlingen af mørkelvere der messede. Han huskede at havde set det før, men ikke blandt mørkelverne. Det varslede ikke godt og virkede som et primitivt ritual af en art. Som en fange blev slæbt afsted mistede Cyran næsten alt luft i lungerne, men stadig ubevægelig. Han tænkte så det knagede, og han var for lang tid om det.
Det var først ved lyden af Moanas stemme at han kom ordentlig til fatningen og tog en direkte beslutning. Nok ville det være fordelagtigt at vide hvad de havde gang i, men fangens modstand blev ignoreret som var det ingenting. "Pas på udkigsposterne, såfremt der er nogen. De ser os før vi når derhen." imens han talte bevægede han to fingre hen over hovedet, der gav et par lysglimpt fra sig, hvorefter han var afsted hen over bakken.

Som forudset gik der ikke lang tid før de var opdaget, men fordelen ved at have elvere med sig, var at selvom der fløj pile mod krigerne, fløj jeg også pile op imod træerne hvor mørkelvere havde siddet og gemt sig. Messen i midten af flokken, samt trommens rytme døde ud som kaoset i udkanten af lejren begyndte at melde sig.
Cyrans mål var at nå frem til fangen. En uskyldig, som ikke kunne forsvare sig i denne situation og havde behov for at blive sluppet fri og komme væk. Men der var en kæmpe forsamling af Mørkelvere der blokerede alle mulige veje og selvom de var i fine klæder som så mere eller mindre religiøse ud, var de stadig tungt bevæbnede under klæderne. En svirpende lyd gik igennem luften og ramte hårdt ind i Cyrans skulderblad, men parrerede af igen med et knæk og krigeren tog sig til brystet med en grimasse af ubehag som hans skæl var blevet slået af ved ryggen, men langsomt begyndte at vokse frem igen. Forhåbentlig fortsatte de ikke med at flække hans skæl af, for så kunne det godt gå hen og blive en ubehagelig kamp.