Latteren, larmen og ikke mindst den gode stemning fyldte kroen, og folk blev indhyllet i stemningen så snart døren til det halve svin blev åbnet op og de gik det første skridt ind i den fyldte kro. Det mest fremtrædende denne aften var latter og store drikkekonkurrencer. Sådan var det som regel, når det var lønningsdag! Dagen hvor selv de lidt mere fattige kunne være med i hyggen med god øl, glad stemning og ikke mindst sladderen og gamblingen i hjørnerne.
Alle kendte til dette sted, og alle kendte kroens ejer, Telma. Lidt færre kendte dog til den rødhårede halvelver, som nærmest dansede elegant rundt mellem borderne med bakken, fyldt til randen med ølkrus, madtallerkner og diverse andre ting, som andet alkohol. Jolene var som altid i fantastisk godt humør, og tog sig ikke så meget af diverse hænder som nogle gange klappede hende bag i, som hun gik forbi. Hun var vant til det, og dette var hendes hverdagsliv. Som altid stod hendes mor og talte oppe i baren med diverse mænd og kvinder som kom ind. Jolene selv, var en af kroens servitricer og med sit unge udseende og mange års erfaring, var hun også en af de bedste.
”Værsgo, mine herrer. Tre store fadøl og dagens ret. Velbekomme.” et kækt og naturligt flirterende blik var i hendes øjne, og det varme og indbydende smil, prydrede som altid hendes læber. Det var en festlig stemning, som hun gik tilbage til baren, for at hente næste læs. På vejen derop, var der dog en lidt mere beruset kunde, der tog fat om hendes hofter og løftede hende op på sit skød. ”Hør smukke, du burde da tage med mig hjem en tur.” det var tydeligt at høre den fordrukne stemme og endnu nemmere at se det. Jolene grinede blot af ham og satte sig kort lidt bedre til rette, så hun nemmere kunne komme op af stå igen. ”Det er meget smigrende, unge herre. Men jeg er på arbejde, og du er vidst alt for ung til at lede efter den slags morskab.” svarede hun drillende igen, inden hun fik rejst sig og slap ud af hans ellers intense greb i hende. Som sagt, hverdag for Jolene, selvom der var mere gang i kroen i dag end mange andre dage.

Dørene blev smækket op, så det gav noget af et brag. Døren har uden tvivl gennem tiden, skulle kunne tage imod nogle skavanker, og det skulle den også kunne netop idag.
Et par større støvler gav genlyd henover trægulvet, og den større skikkelse vendte sig halv om, og lod den smække i igen.

Samson skulede rundt. De tætteste havde nænnet at flytte på hovedet, fordi de sad så tæt, mens de andre var blevet alt for snaldrede, og lystigt var igang med - ja, måske flere samtaler på én gang.

De hvide øjne søgte mod bardisken, men valgte derimod at finde sig et sted, og slå sig ned.
Der var dog lidt for fyldt på kroen i dag, så det ikke så ud til at der var nogle nemme ledige pladser.
Hans kurs var sat over mod en spinkel mand, der sad og hyggede sig over en øl - dog ikke sin første. Bordet var placeret i hjørnet af kroen, og var den mest atraktive.
En ru hånd greb fat i kraven på manden, og fik løftet ham op.

"Du har vidst taget min plads...!" Brummede Samson truende, hvorefter han smed ham ned på gulvet, som resulterede i, at manden faldt.
Den spinkle mand skulle til at brokke sig, men tog sig i det, og kravlede blot bagud, og fandt en plads hos en anden, som kunne gå med til, at han sad der.

Samson fortrak ikke en mine. Han satte sig til rette, og stirrede blot køligt tilbage på folket, som han havde fået tiltrukket sin opmærksomhed.
Hans blik søgte omsider hen mod en tjener - den rødhårede, og ventede på, at hun skulle komme og betjene ham.

Grundet den høje larm og generelle stemning i kroen, opdagede Jolene ikke lige umildbart at døren blev smækket ret kraftigt op og faldet i igen. Det var først den genlydende lyd fra store støvler hen over trægulvet, der fik hende til at vende sig. Det var selvfølgelig bare en ny kunde, men det var ikke hvilken som helst kunde, og Jolene havde hørt om ham før. Hun var også klog nok til at vide, at han var en, som ikke skulle modsættes! Specielt ikke, selvom han bragte lidt påstyr ind i kroen ved at flytte den spinkle mand, som faldte til jorden og kravlede let fordrukken væk med en sur mine. Klogt valg, bare at gå. Egentlig plejede det at være sådan, at dem som bragte påstyr, hurtigt blev smidt ud. Men manden startede jo ikke slåskamp, da det var tydeligt at ingen turde modsætte sig ham. Hvilket Jolene egentlig godt kunne forstå. Han var ikke ligefrem nogen lille mand!

Jolene fik sat det sidste på sit nye fad af, som hun for ganske nyligt havde hentet, inden hun holdte bakken under den ene arm og tørste sin hånd af i forklædet, som hun smilede til ham. Hun smilede altid til kunderne, om de fremkom faretruende, voldsomme eller andet som denne mand i hvert fald godt kunne betegnes som. Da hun kom tæt nok på ham, til at kunne overdøve mængden af de stadig larmende mennesker, begyndte hun at tale. ”Goddag, min herre. Er der noget jeg kan behjælpe dem med?” spurgte hun venligt, som hun stod lidt mere lænet til det ene ben, og derved havde hoftet lidt ud til siden, og man slet ikke var i tvivl om hendes feminine side. Ikke at hun bevidst forsøgte at fremprovokere det, med andet end selvfølgelig de nedringede tøj. Det kom helt automatisk.

Det havde været en allerhelvedes lang og meget våd dag. Jagten der ellers sædvanligvis var god og spændende for hende, om det så var et menneske eller ej, syntes at have gået fuldstændigt i vasken for den unge kvinde, der en smule halvknottent havde besluttet sig for at så måtte hun nok hellere punge ud, nu hun ikke kunne få fingrene i det kronvildt hun havde set udenfor den stinkende by.
Skræntende rundt i mudder til op over begge ankler gik hun gennem byens gader indtil hun fandt det værtshus som hun havde besøgt et par gange før.
Det halve svin.
Det var ikke så tit hun befandt sig i menneskebyerne, men når hun gjorde det var det oftest for at finde ly og arbejde. I dag skulle vise sig at være en der krævede begge dele. Ikke at hun var ludfattig, men hun kunne ikke fordrage at vægten fra hendes pung gennem vinterens regn var blevet lettere, og hun kunne ikke få sig selv til at tage op til sine forældre i bjergene. Hun var trods alt en voksen kvinde. Hvert fald set på det fra hendes fars side af racen, for elvere var hun nok stadig ikke meget mere end en teenager.

Hun havde stået og banket det værste mudder af støvlerne imod kroens væg, inden en stor, i flere meninger, mand kom skrævende hen og log døren op. Hun tog muligheden og fulgte hurtigt efter ham ind, inden døren blev smækket i igen. Det ragede hende en høstblomst om han havde set hende eller ej, trods alt var deres destination den samme. Krostuens lune varme.

Det mørkebrune øje skævede rundt i den næsten overbefolkede stue, det syntes nærmest som om hele den nærmeste omegn havde bestemt sig for at lige i dag ville være den bedste dag at tage ind i kroen. Hun rystede kort på hovedet, inden hun gik over mod pejsen, hendes lange mørke hår kunne godt nyde godt af at blive varmet op af ilden. Så hun lænede sig simpelt op af den varme mur ved siden af den, stillede sin hellebard ved sin side og lagde armene over kors mens hun betragtede livet i stuen. Forhåbentligt ville en eller anden mandsling snart vælge at fjerne sig fra bænken herhenne, så kunne hun også få indtaget et måltid mad og et varmt krus mjød.

De lidt tykke øjenbryn hævedes en anelse ved at se adfærden fra manden som hun havde fulgt i skyggen af da hun gik ind, men hun kommenterede det ikke. Det var ikke hendes arbejde, og desuden havde han intet med hende at gøre. Hun skuttede sig kort i de tykke lag af mandeklæder som øjet fortsatte med at glo rundt og endte med at falde på den rødhårede tøs der næsten kun kunne være en af tjenestepigerne i kroen, hvis det altså gik efter hendes beklædning og bakken i hendes hænder af dømme.

Der sad en lille dreng et par borde væk fra ham, som havde siddet og stirret på ham med store øjne, lige siden han var trådt ind af døren.
Samson havde først ignoreret den lille, men de hårde øjne plantede sig da på den lille dreng, da han havde stirret længe nok.

Dog havde det ingen effekt med sig, andet end at øjnene på drengen blot blev endnu større.

Børn.

Fingrene begyndte at tromme henover bordet, stadig med øjnene hvilende på knægten.
Tjeneren havde set ham, det var han ikke i tvivl om. Da kunne han godt tillade sig, at få rettet på denne lille knægt.

Moderen som sad ved knægtens side, fandt om sider ud af, hvad hendes søn lavede.
Hun mumlede et eller andet til ham, og knægten vendte hurtigt blikket væk for en kort stund, men skulede så langsomt over mod ham igen.
Et par rynker skar hen over næseryggen...

Omsider kom tjeneren hen, og var klar til ordre.
Blikket blev rettet stift mod den større barm, og han frydede sig ved synet.

"Der er så meget du kan hjælpe med, snut. Men mon ikke, at du kan starte med at hente mig en omgang mjød!?" Brummede han, med sin dybe stemme, der passede til den usædvanlige store krop.
Han fremtvang et lille smil, og kiggede endelig ind i den rødhåredes øjne. Han tog skam ikke sine ord til sig, og det havde han heller ikke tænkt sig at gøre.

Jolene tog ikke ilde op at hans blik var rettet et bestemt sted, men fik bare et skævt smil på læben, som om hun morede sig over det, eller generelt bare nød opmærksomheden. Det var nok mest den sidste, som prægede hende. Jolene elskede opmærksomhed, specielt mænds opmærksomhed, og det havde hun alle dage gjort. Hun havde altid søgt den og ment at den var vigtig. Hun gjorde skam heller ikke noget for at hindre deres blik mod hende. Der var også andre mænd i lokalet som havde rettet deres blik mod enten hele hendes figur, bagparti eller barm. Hun fandt det i mange tilfælde opfriskende.

Jolene lyste derfor også op i et lidt større smil og kom næsten med et lille grin som han talte til hende. Hun havde absolut intet imod det. ”Så gerne, jeg kommer med den så hurtigt, så muligt. Ellers skal De skam bare sige til, hvis jeg kan gøre mere.” svarede hun, som hun helt automatisk havde hovedet lidt på skrå, på en nærmest legesyg facon. Hun morede sig altid gevaldigt når hun var på arbejde. Hun gik tilbage af op mod baren, som hun kiggede sig lidt over skulderen. Både for at kigge på herren igen, men også for at se efter om der var kommet andre ind samtidigmed, hun ikke lige umildbart havde bemærket. Der var kommet en kvinde også, som stod nede ved ildstedet. Jolene gik ud fra at det var grundet de manglende siddepladser. Hun aflagde bestillingen ved baren, inden hun hurtigt og ganske elegant, sneg sig igennem mængden af mennesker, indtil hun nåede kvinden. ”Goddag Frk. Kan jeg hente noget til Dem, mens De varmer Dem ved ilden?” spurgte hun høfligt og meget venligt. Hun kunne lige så godt få en bestilling inden hun skulle stræbe sig tilbage af mod baren og give mjøden til Herren, da han ikke var typen der umildbart så ud til at ville vente længe. Dog ventede hun alligevel høfligt på svar, som hun energisk skiftede fra den ene fod til den anden, mens kjolen svajede let, for at holde sine fødder i gang.

Hun pustede kort til en våd hårlok der var faldet ned i hendes øjne i mellemtiden. Hvor typisk. Et kort suk forlod hende, som det ikke lod til at der var nogen der valgte at forlade Kroen, faktisk tvært imod. Et overvejende blik blev sendt hen imod baren før hun dæmpet mumlede på dværgenes hårdmundede sprog. Hva pokker, hvis hun kunne få sig lidt arbejde her i aften så kunne det ikke gå helt galt, ellers måtte hun slagte lidt mere end bare noget kronvildt i morgen.

Hun rystede kort på hovedet, hvilket gjorde at hun først slet ikke opdagede at den rødhårede havde begivet sig væk, udenfor hendes synsfelt. Først da kvindens stemme lød lige ved siden af hende så hun til siden sådan at klappen ikke var i vejen for at hun kunne møde kvindens blik. For en kort stund havde hendes hånd rakt ud efter hellebarden, men gled nu væk igen, det var jo kun et tøsepigebarn, tilmed en halvelver som hende selv, hvertfald at dømme efter ørerne. Det var dog tvivlsomt om det var menneske eller dværg der var gemt bag kvindens ypperlige former, og hun gad egentligt ikke spørge.

'' Dagens måltid.. Så længe det ikke er suppe. Hvis dagens ret er suppe kan du stikke mig et brød, stegt fugl istedet. Et krus varmt mjød kunne også varme. ''

Lød det med hendes stemme der var overraskende dyb for en kvinde.
Dialekten ville for de fleste være underlig og ubestemmelig, det var da medmindre man havde mødt både dværge og bjergelvere. En sær blanding mellem syngende og rå. Det var dog ikke noget Ragna tog sig af, det var trods alt den måde hun snakkede og resultatet af at være født og opvokset delvis blandt dværge og delvis blandt de vilde bjergelvere.

Et kort smil spillede sig på hendes læber. '' Og et værelse for i nat. Tror sku ikke vejret bliver meget bedre end det er lige nu. '' Lo hun tørt.

Den hårde vintervind rev godt i den lille skikkelse der stædigt krydsede himlen med en urolig fart, til tider blev hun trukket til en af siderne, takket være en kastevind, men det var ikke noget der slog hende ud af kurs.
Ikke længe efter landede hun uden foran kroen, meget bevidst om det foruroligende lag mudder der prydede hele byen, havde hun nøje udvalgt sig et landingspunkt der så en kende mere tørt ud.
I en irriteret bevægelse trak hun kappen af der afslørede et par løse grønne posebukser og en sort trøje, der lod det meste af ryggen være nøgen, kiggede man på de store brune vinger ville man nok også vide hvorfor.
Elveren var ikke længe om at træde indenfor i kroen, næppe overrasket over menneskemængden, hun havde vidst det allerede hun landede på jorden, den mentale summen der rakte ud fra kroen var ikke til at tage fejl af.

De honningbrune øjne scannede hurtigt kroen til hun fandt hvad hun ledte efter, Samson så stor og bred som han var, var ikke svær at finde og et mægtigt smil bredte sig hurtigt på de lyse læber.

"Samson!"

Stemmen brølede gennem kroen og på trods af, at den var ganske mild og blød var der overraskende mange der vendte sig mod den rødhårede elver, nok fordi de var overraskede over, at så meget lyd kunne komme fra så spinkelt et væsen.
Let distræt rettede hun kort på lokkerne, der var filtret og rodet i blæsten, takket være hætten, var det dog ikke komplet gennemblødt. Det var heller ikke sat op som en typisk elver ville gøre det, det var ganske vidst langt, så langt, at det slog mod hendes skinneben når hun gik, men kun to fletninger var til at holde styr på frisuren.
Langsomt men sikkert fik hun møvet sig imellem mængden på kroen, én skabning fangede hurtigt hendes opmærksomhed, ikke fordi hun stod så meget ud, men hendes race var ret underlig, Tara kunne ikke selv sætte fingeren på, hvad der var med hende, det var som en lav elver, med for mange muskler, det var.. underligt.

Samson så efter Jolene, da hun havde taget imod ordrenen. Hans blik var fæstnet på hendes røv. Et lille gustent smil bredte sig på hans læber mens hun gik der og vrikkede med hofterne.
Ikke værst, ikke værst.

Han fulgte tjeneren rundt, og fik øje på den underlige blanding af dværgracen, og... en eller anden elver race. Han hævede øjenbrynet. Krystallandet havde sine mange overraskelser. Han kunne både grine og græde på samme tid - eller.. han græd ikke, og grinte heller ikke med folk, mere ad folk.

Hans tanker blev forstyrret, da en velkendt stemme kaldte på ham. Han drejede hovedet, og ganske rigtigt kom den velkendte rød/orangehårede til syne i mængden af krobesøgende.
Han lænede sig tilbage, og stirrede over mod hende.
Med en gestikulerende bevægelse, gjorde han tegn til, at hun kunne sætte sig overfor ham.
Samson havde bestilt sin mjød, så hvis der var sket noget, kunne det måske godt lige vente til en mjøds-tid.
Hvis ikke Borgen var sat i flammer - hvilket var usansynligt når den var lavet af sten, ja så var der vidst ikke de helt store problemer. Selvfølgelig havde Tara evnen til at kunne overraske ham.

(Når nu det er en tråd for flere personer, tænker jeg bare, at holde længden af tråde nogle lunde nede? :D Medmindre at der skal meget tekst til at beskrive :) )

Jolene tog mentalt noter, af hvad kvinden bestilte og nikkede for at vise hun havde forstået, mens et varmt og glad smil stadig prydede hendes læber. Der skulle mere til at overaske Jolene, som efterhånden havde set lidt af vært. Dog var det ikke så tit man stødte på et væsen, som Jolene godt kunne se var halvelver, der samtidigmed var robust og havde en dyb stemme for en kvinde. Men det var det bedste ved arbejde, hun mødte altid nye ansigter. Hun var begyndt kort at bakke væk, indtil kvinden tilføjede at hun ønskede et værelse. ”Desværre, tror jeg heller ikke at vejret letter i den nærmeste fremtid. Jeg får nogen til at gøre et værelse klar til dem.” svarede hun med et smil, som blev lidt bredere af at kvinden lo lidt.

Jolene fik sendt nogle af sine søskende op for at klargøre et værelse, og noget mad, mens hun tog pakken og gik tilbage mod den robuste mand, som havde fået selskab af en kvinde, der ligeledes så ud til at være elver, men ingen halvelver, som andre på kroen. Hun stilte det store krus med mjød på bordet, foran manden og kunne ikke undgå at kigge på ham med lidt skjult interesse. Han var anderledes end de andre der plejede at komme herind. Og Jolene var kendt for at finde alt der var anderledes, mere interessant. Dog vente hun hurtigt blikket mod kvinden, som hun gav et varmt og velkommende smil. ”Jeg ser, der er kommet selskab til bordet. Kan jeg være behjælpelig med noget frk.?” spurgte hun som hun holdte bakken ind til sig.

De ufenimine øjenbryn røg endnu engang en smule op idet en rødhåret kvinde, en elver, trådte ind i kroen. Blikket rettet imod den kraftige mand som hun selv havde fulgt efter ind i kroen, det lod til de to kendte hinanden.
Samson... Navnet genlød kort i hendes hoved som hun forsøgte at genkalde sig hvor hun havde hørt navnet før. Noget hvisken om en bandeleder ved navn Samson, mon han kunne være denne..+ Hun skævede imod kadaveret inden hun lod opmærksomheden hen på kvinden foran sig igen.
Ragna nikkede med et lille, om end forbløffende varmt, smil.
''Mange tak. ''

Med et let dovent øje betragtede hun som den rødhårede halvelver fimsede elegant tilbage til droget. Med overarme så store som disse, overvejede Ragna hvad pokker han var for en, hvad han arbejdede med for at have så store arme. Hun tvivlede stærkt på at det var minearbejde, han virkede ikke som en der ville kunne holde en enkelt uge ud i dværgenes miner, overhovedet. Hun rystede mentalt på hovedet og lod istedet blikket hvile på den rødhårede elver foran ham, mødte hendes lyse brune øjne, med hendes eget mørkere brune. Hun var ikke lige i humør til at ville tage øjeklappen af lige nu, det var der for mange rundt omkring dem til, og hun hadede den opmærksomhed hendes forskelligt-farvede øjne gav, hvilket var grunden til hun gik med klap for øjet, selvom det til tider kunne være upraktisk. Hun gav en kort nikken, som en tavs hilsen til kvinden inden hun afbrød blikket og istedet gloede over imod baren, mod den travlt optagede vært.

Damia skubber forsigtigt døren op til kroen. Hun kaster ét hurtigt blik over skulderen på den mørklagte gade udenfor, uden at få øjet på noget og lister stille indenfor. Da hun er inden for stopper hun op og lader hendes hænder glide op til kappen og hiver hætten ned, så hun blotter en sky af grønt hår, der indrammer de smaragdgrønne øjne, der stirrer mistroisk rundt under de lange, mørke øjenvipper. Hendes blik fanger et ledigt bord, placeret i et hjørne af kroen. Med ret ryg og et overlegent attitude krydser hun rummet, uden at værdige mange et eneste blik. Damia trækker stolen ud og spænder spændet til kappen op, som hun ligger skødesløst over stole ryggen. Kappen har skjult en lang kjole, i svagt lysende silke i samme nuance som frosne blåbær. Hun sætter sig på stolen og læner sig afslappet tilbage, med blikket ud mod resten af krostuen. Konturerne af Damias ben kan anes gennem den svagt lysende blåbær blå silke kjole, der omfavner tæt hendes ben, da hun ligger dem over kors.

Damia skæver hen mod Jolene, som zik zakker rundt mellem gæsterne. Damia bemærker også Ragna som Jolene er i gang med at betjene. Der var alligevel et par stykker herinde som fangede hendes opærksomhed… Nok er hun ikke det eneste menneske herinde, men hun ligger mærke til at der er en del elvere. Hun beslutter sig at vente tålmodigt på, at kvinden får tid til at betjene hende, for hun trængte virkelig til et glas vin. Hendes fingre leger med den varme voks fra det ene stearinlys, der er placeret på bordet.
Pludselig fanger hendes blik Samson i selskab med en flammende, rødhåret kvinde. Hendes kæbe bliver spændt, ved synet af Samson. Det var langt tid efterhånden siden hun sidste havde set ham, men hun havde aldrig glemt deres første og hvad hun også havde håbet var deres sidste møde. Alligevel, brændte hendes frygt for ham inderligt, som kun blev styrket af vreden over den måde han havde ydmyget hende på. Med en kraftanstrengelse tvinger hun sig til at blive siddende i stedet for at forlade stedet, som om hun ikke har én bekymring i verden. Der er heldigvis andre i kroen, tænker hun stille.

Som den spinkle elver fik møvet sig igennem krostuen sank de store brune vinger langsomt ind mellem de udstikkende skulderblade, der var absolut ingen plads til dem i den trange krostue og folk havde det også med at glo absurd meget. den mentale summen blev væsentligt højere som hun bevægede sig tættere på Samson, en enkelt albue på afveje fra en af de fulde gæster fik kort elveren til at vakle en smule, der skulle ikke så meget til at flå hende ud af kurs.
Endeligt nåede hun sit mål og fik kantet sig ned på plads foran den store mand, der fik elveren til at se ualmindeligt lille ud, på trods af hendes ellers vældige højde.

"Nejnej, borgen er ikke ved at brænde ned, tror du nu ikke jeg kan komme vadende uden der er problemer, hm?"

Tara sendte ham et stort djævelsk smil, det var ikke så svært at finde vej til de mest overfladiske tanker hos manden, hun havde trods alt haft sin del kontakt med hans sind.
Af samme årsag var det ikke svært for hende at opfange interessen for tjenerens gyngende barm og dansende hofter. Tara pustede en lok væk, inden hun vendte smilet mod den rødhårede tjener.

"Det kan du tro Jolene, jeg tager også gerne et krus varm mjød, tak!"

Elveren studerede kort kvinden, intet under, at Samson fandt hende interessant, hun var noget pænere formet end Tara selv, der efter at have smidt de få kilo hun nu engang havde, ligeledes havde mistet mange af de kvindelige former der fulgte med, af samme årsag var hun ikke længe om at vende de honningbrune øjne tilbage mod Samson

Mørket var for længst faldet på over byen, som Caitlin åbnede døren ind til 'Det Halve Svin' og så sig omkring efter alt og ingenting. Det så ud til at være en af de mere velbesøgte aftener og det passede hende fint. Hun havde haft en god uge og havde krystaller på lommen - eller rettere velplaceret rundt om på kroppen og til dels i pungen - som hun bare brændte efter at bruge på noget sjov. Et godt sted at gøre det var på Svinet og helst med Jolene. Var hun lidt heldig havde den anden fri i aften eller lidt mindre, så i det mindste senere på aftenen.

At finde den anden pige var ikke svært. Følg blikkene mod en røv eller en barm og du havde Jolene som den glade modtager. Caitlin var ikke helt så heldigt udstyret, men hvad ikke stod frem af sig selv, kunne jo komme med finesse. Hendes høje støvler sammen med de stramme bukser, skjorten og det tilpas snørede korset gjorde i hvert fald intet dårligt for hendes figur. Slet ikke som hun med en doven kats elegante og vuggende bevægelser afslappet slentrede gennem krostuen mod baren, undvigende hænder, fødder og berusede mennesker på sin vej.

Der oppe stillede hun sig henslængt med ryggen til baren og lod atter blikket glide ud over mængden, mens hun ventede på Jolenes tilsynekomst. Der var en del hun ikke havde bemærket før blandt gæster. En lille finurlig kvinde, der så ud til at have trukket et af de mere blandede kort i slægtskaber, en kvinde med grønt hår der holdt Caitlins nysgerrighed en del længere end den lille blanding, en kvinde der tydeligt var ren elver - hvad end en sådan lavede på en kro, og så en usædvanlig stor mand der på ingen måde var til at overse i mængden. resten var hovedsageligt mere eller mindre faste gæster eller siddende så de ikke helt var til at se.

At Jolene var kendt på kroen, var intet nyt og hun var heller ikke overrasket over at folk kendte hendes navn og til hende generelt. Hun besad dog ikke helt samme evne som sin mor, til at kunne huske alle navne, så hun skulle lige tænke lidt over hvad elveren foran hende hed. Det tog dog ikke lang tid, og man kunne ikke umildbart se i hendes ansigtstræk at hun spekulerede over emnet. ”Så gerne, frk. Tara. Det tager lige et øjeblik. Det er som et galehus herinde i aften!” grinede hun, som hun hoppede afsted igen, som hun kiggede over kundeflokken. Hun var ikke den eneste på arbejde som servitrice i aften, men helt klart den med mest erfaring. Så derfor opdagede hun også flere nye kunder og ikke mindst, nogen der ventede på hendes opmærksomhed. Hun smilede og gik ned mod den grønhårede kvinde, som hun syntes at havde set før, men der var selvfølgelig mange forskellige mennesker og væsner i krystallandet, og selv bare her i hovedstaden. Chancen for hun havde mødt alle var ikke ligefrem stor. ”Kan jeg hjælpe dem frk.?” spurte hun livligt, inden hun igen ville vende tilbage til baren for at hente det bestilte til kunderne.

Som Jolene havde taget imod bestillingen, vandrede hun tilbage til baren, hvor hun fik fyldt sin bakke op rimelig hurtigt og hun hurtigt lige bevægede sig om bag disken, for at hente noget mad til Ragna. Da hun kom ud igen, ramte hendes øjne en velkendt og kær veninde hendes blik. ”Caitlin!” Udbrød hun, som hun kantede sig ud af baren igen og hurtigt gav veninden en krammer. ”Lige om to sekunder, er jeg tilbage igen! Vi er simpelthen ikke unger nok, til denne forsamling!” jokede hun hjerteligt, som hun bevægede sig ned mod Ragna igen, med dennes bestilling og nøgle til værelset.

Den grønhårede kvinde tiltrak en del blikke, et af de blikke var et enøjet, brunt et. Betragtende den spinkle kvinde som hun trådte ind i krostuens varme tørvejr, lignende en der næsten havde set djævlen selv. Et kort grynt forlod Ragna som hun bøjede sig fremover, mod en slap krop der hang hen over bordet. Hun prikkede kort, undersøgende til mandslingen, bare for at se om han var død eller døddrukken. Det lod til at være sidstnævnte, hvilket gjorde at hun ikke havde de større problemer med at få ham lingret ned fra pladsen ved bordet og ned på gulvet foran pejsen hvor et eller andet drog nær havde faldt over ham. Til Ragnas moro. Hellebarden blev vippet hen så den var indenfor håndsrækning, for hende var det tungt våben nærmest blevet en del af hende selv, og derfor noget hun nødigt ville alt for langt væk fra.

En knurrende mave afbrød kort hendes tankegang som hun kunne lugte lugten af maden ude fra køkkenet, kort før Jolene, som den rødhårede tjenestepige tilsyneladende hed, kom fimsende ud med fadet og den varme mjød. Det var nærmest et under at kvinden havde så mange former, for hvis Ragna vidste hvad der var fedtforbrændende, så var det motion i et hektisk tempo, måske hun blot var vandt til det. Et varmt smil forlod hende da maden blev serveret samt nøglen til værelset, hun tog sig til læderpungen der var gemt godt inde under den tykke kofte. '' Betaling nu eller senere..+ '' Spurgte hun, hævende et øjenbryn, som hun betragtede kvinden, anede en anden med en meget selvtilfreds holdning komme stavrende ind på hæle som for halvdværgen var et under, hun kunne ikke forestille sig sig selv nogensinde skulle bære et sådant tortur instrument, men det så da nu meget godt ud på tøsen, men det var så en helt anden sag.
Opmærksomheden blev igen rettet mod den rødhårede. Det var trods alt med at holde sig på god fod med dem der var i de større og bedre beværtninger, dem i de mindre og mere sjuskede kunne rage hende et langt stykke.

Samsons øjne fulgte Tara, men var samtidig distraheret da han til og med også holdte øje med Jolenes bevægelser, og ikke mindst hans forhåbentlig meget snart kommende mjød.
Han spredte sine ben lidt, bevægede dem lidt, som skulle tingeltanglet lige rette sig selv på plads.

Et humoristisk smil, sneg sig frem på hans læber, da Taras kommentar om fredfyldte dage, meldte sig.

" Hvad kan jeg forvente, Tara? Siden du er fulgt efter mig hertil, så har du noget på hjertet." Hans ord var vidende, og alligevel så uvidende omkring, hvad hun egentlig ville ham.

Hans robuste hånd tog et hård greb i mjødkoppen, da den endelig blev serveret foran ham. Han nikkede til Jolene, og kiggede efter hende da hun gik med vrikkende hofter, over mod de andre gæster.

" Eller du ville måske drikke om kap i disse dage?" Han hævede øjennbrynene, satte koppens kant op til munden og tog en ordentlig slurk, så der røg nogle dråber ned og gled ned langs hagen.

Med sin højre overarm, lod han sig tørre dråberne væk - som egentlig var lidt mere end bare dråber.
Med et ordentligt "DUNK" satte han koppen ned igen på træbordet. Han brummede halvdovent, og lænede sig tilbage, som om han ejede hele kroen.
Han betragtede diverse gæster. Nogle havde han set før, andre havde han ikke - eller bare generelt ikke lagt mærke til dem, da han jo var så højrøvet at det gjorde ondt - ligesom på en af de der dårlige dage, på lokummet.

En bøvs lå og lurede i struben, og der gik ikke længe før den undslap ham.
Han øjne faldt på Damia.
Der var noget bekendt over hende. Han var til og med sikker på, at han på en eller anden måde, havde haft med hende at gøre for længe siden. Var hun en af de voldtægtsofre? Han sendte hende et gustent smil, samt et dybdegående blik. Han kunne ikke huske alle sine voldtægtsofre, men han kunne godt huske ansigter. En ting han heller ikke som sådan kunne huske - eller vidste, det var når voldtægtsofrene blev gravide med hans afkom; i hvert fald ikke altid. Han vidste ikke, at der faktisk var én tilstede, som var af hans afkom fra et tidligere møde.

Han hævede kruset, mens han så over mod Damia, som om han ville "skåle" med hende, endnu mens han havde sit gustne smil på læben.

Han vendte blikket over mod Tara igen.

"Fans.." En klukkende brummende lyd, kom fra struben. Han nød det.


(Fuuuuck... Der var for mange ting at svare på efterhånden, at jeg ikke kunne skrive det kortere. SRY!)

Damia ser på Jolene med sine store grønne øjne, indrammet af lange, tætte sorte øjenvipper, der næsten flyder over af hengivenhed, ”Et glas vin, det de finder mest velsmagende. Stoler på de har en god smag. Det synes alle andre at mene du har,, svarer Damia drilsk, og hentyder til de mange stjålne blikke Jolene får i hendes runde i kroen. Damia ligger betalingen på bordet, ”Tak,, skynder hun sig at sige og vender atter sit nysgerrige, dog tillukket blik mod krostuen. Trods hendes åbenlyse venlighed, er det som om det ligger sig som en facade over hende, der skjuler en lidt dyster skikkelse, med uklare intentioner.

Da Caitlin træder ind ad døren ser Damia stjålent over på hende, og hendes modtagelse af veninden. I det samme nu opdager hun Ragna, som hun betragter, i det Ragna flytter endnu en drukkenbolt fra bordet. Damia er alligevel ret imponeret over Ragnas styrke og dristighed. Aldrig om hun ville eller kunne komme i nærheden af de fulde mænd i kroen. De blev ofte mødt med et falsk smil og et dødbringende nej. Da Ragna ser over på Damia, nikker hun høfligt, samtidig med at hun skubber en vildtfaren grøn lok væk fra ansigtet. Der er fyldt i kroen i aften.

Damia bliver svagt rosa over kindbenene da hun fanger Samsons blik. I forsøget på at skjule de næsten blottede nerver, gengælder hun hans ligefremme blik, der åbenlyst ikke lagde skjul på de tanker han gjorde sig om kvinder, med et lige så imødekommende og gransende blik. Hun læner sig nonchalant tilbage samtidig med, at hun vipper lidt med det ene ben som hun har krydset. De grønne øjne betragter ham med en falsk interesse. I hvert fald ikke med den samme interesse, som han udviste over for de kvindelige gæster, for ikke mindst at nævne Jolene. Hun drister sig tilmed til et smil, da Samson hæver sit krus og igen kaster et blik mod hende.

Endelig vender hun blikket væk fra Samson, da han begynder at konversere med Tara og Damia ser tilsyneladende afslappet ud. Som havde hun lige overlevet at krydse glødende ild, og endda med stil. Eller rettere, hun er reddet af Taras tilstedeværelse.

(Puha, man skal vist lige holde styr på en hel del xD)

Tara skar en grimasse, det var svært at ikke at lade sig distrahere af de mange tankestrømme der flød i lokalet, en af dem bragede hårdt igennem ved Damias gensynsglade med Samson, hvilket blot fik elveren til at skutte sig en kende, hun vidste godt at Samson havde mange af -den slags- bekendtskaber, men det var ikke noget hun havde behov for at blive opmærksom på.
Med en let anstrengelse skubbede hun kroens tanker væk så de udelukkende blev en baggrundssummen. Så blev de honningbrune øjne vendt mod den store mand foran hende, og det kække smil var tilbage på plads.

"Hah, drikke om kap? Du ville ikke have en ærlig chance for at følge med Samson, og jeg er for spinkel til at bære dig hjem i seng!"

Lo hun så, inden hun igen blev distraheret af en nyankommen til kroen, det var godt nok længe siden hun havde begivet sig på kro, men det var måske på tide, men sandt at sige, var der faktisk noget hun havde på hjerte.

"Kravenoh bliver et problem Samson, jeg ved godt at du siger jeg skal forholde mig neutral, men jeg har fået en rigtig grim fornemmelse omkring ham på det sidste!"

Knurrede hun så lavt, og ved kortvarigt tænderne sammen til en skærende lyd fi hende til at stoppe og vende sig mod Jolene der fårhåbentligt snart ville komme med hendes mjød. Halvelveren fik også tilsendt et kort undrende blik, men det blev hurtigt slået væk, halvelveren var bevæbnet og ville sikkert føle sig provokeret af en renracet der sad og gloede alt for meget, sådan var det i hvert fald oftest.

Caitlin fulgte afslappet Jolene med blikket, som denne kom op til baren, satte bakken til at blive fyldt på ny med hvad hun bad om og så forsvandt ud bagved. Det var altid en fornøjelse at se den anden arbejde, men nok mest af alt at se hvordan hun kunne holde blikket fanget uden at mændene var sig selv bevidst om det. Det gav dem det pudsigste udtryk i ansigtet når den vrikkende røv forsvandt fra syne. Caitlin så det også nu og gjorde intet for at skjule sin morskab.

Heller ikke da Jolene kom tilbage og gav hende et varmt kram hun gengældte lige så hjerteligt. Så lo hun dæmpet. "Jolene! Jeg troede aldrig jeg skulle høre dig mangle søskende! Er nogen da gået i dækning for arbejde i aften?" Det ville slet ikke undre hende med det galehus af folk der var forsamlet i krostuen, men på den anden side så havde Telma mere end styr på sine unger og på at de lavede noget for føden. Helt kunne det dog ikke undgås at nogle stykker eller flere forsvandt fra tid til anden. Hun havde nok gjort det, men nu var hendes familiefølelse heller ikke ligefrem så loyal som ungerne her's var. Det havde hun aldrig haft grund til at få den, og, ja - så havde hun jo heller ingen familie hvad hun vidste af, så det var vel naturligt nok ikke at være loyal overfor den.

Hendes blik fulgte Jolene gennem rummet til den finurlige størrelse, der i så ud til at holde sit våben nær, selv da maden nåede frem. Ikke underligt trods alt. Hovedstaden kunne næppe kaldes det blideste sted at færdes for en fremmed. Så blev hun prikket på skulderen og som hun så tilbage fik hun stukket en bakke imod sig. "Gør dig nyttig, vil du?" Hun sendte ham et blik, der hurtigt blev fulgt af et opgivende smil og et lille nik. "Du ved jeg ikke kan sige nej til dig, Sweetheart, men hvem er det til?" Til svar fik hun en rækker sigende bevægelser fra krus og glas til borde i den ene del af krostuen. "Riight men du skylder mig en." Hun fik en brummen til svar før hun gav sig af sted med så vuggende en gang som Jolene, men langt fra den samme opmærksomhed.

Første stop var bordet med den imponerende store mand og elveren. Hun smilede til dem, som hun satte kruset med mjød foran elverkvinder der intet krus havde endnu, mens hun ikke lod sig mærke med at have hørt den sidste bemærkning. Et navn hang dog fast. "Deres mjød, fr. Er der andet I mangler?" Hun så fra den ene til den anden, før fortsatte. "For så vil jeg ønske jer en fortsat god aften." Hun bakkede et skridt og gik videre mod næste bord med en bestilling, stjælende et skjult blik af den store mand. En stor mand ved navn Samson. Interessant....