Taktløse skridt rungede langsomt igennem de store tomme haller på borgen, en mørk kvindestemme gav genlyd i en nynnen der stammede fra gamle sagn og tider i elververdenen. Det var ikke lyst, eller gode ideer der havde jagtet den slanke elver mod borgens forråd, det var ren og skær kedsomhed.
En blev hånd strøg over stenens rug overflade, som hun trippede ned af den snoede trappe, inden hun med let besvær åbnede en mørk jernbeslået dør, og bag den bredte sig de store jagtmarker, af borgens spiritusforråd.

"Uuuh, og en til den rødhårede elver!"

I en glidende bevægelse lænede elveren sig over en stor trækasse og stak hånden ned i en åben kasse der allerede var hamstret godt fra. Så trak hun en flaske op med en mærkat der deklarerede væsken som 'mjød'.
En hovedrysten var alt det blev til inden flasken dumpede på plads og en ny kasse blev udforsket, 'rom' var væsentligt mere lovende for elverens planer og i en ihærdig bevægelse trak hun proppen ud og satte flaskens hals for læberne. Hun skar en grimasse inden den bløde nynnen fortsatte og langsomt blev mere af den stærke alkohol fortæret, inden hun en halv flaske senere trippede op ad trappen i et væsentligt mere lovende humør.
Det lange røde hår hang løst og flagrede ihærdigt da hun skubbede den store dør op til hallen, hvor Tara fik øje på en stor velkendt mandsperson.
Et stort smil lyste op, inden hun tog et par lange skridt imod Rafixul, mens en snedig plan udspillede sig i hendes blik.

"Ooh, Rafixul. Jeg er så evigt kedet. Skal vi ikke finde på noget spændende?"

Et rødt øjenbryn blev hævet i en kæk attitude inden hun igen tog en stor slurk af det stærke alkohol, allerede beruset, derefter blev den rakt over til den blonde kæmpe, i en bydende bevægelse.

Så meget som Tara kedede sig, var Rafixul også efterhånden helt ved at gå til. Det eneste han havde lavet de sidste par dage havde været at drikke, æde, træne lidt, sove lidt, og så start forfra. Han kedede sig bravt og havde i denne dags anledning valgt at han skulle træne lidt først. Da det var gjort var det tid til en tur med en af kvindetrællene der arbejdede på borgen. Inde i hans kammer. Og det var bestemt ingen stille tur, for den store mand var ikke kendt for at være særlig blid når han havde ture med kvindetrællene.

Og nu var han godt og grundigt sulten. Så hans vej var mod den store hal, med en stor flaske meget stærk mjød i hånden.
Han havde skidt hul i påklædning og havde derfor nøjes med at tage sine bukser og støvler på, samt våbenbæltet med den enorme økse. Den store, muskoløse overkrop var bar, og der var flere forskellige tatoveringer på den, samt ar.

Han sad henslængt på en stol, med fødderne på en anden, da Tara dukkede op. Det store stykke kød var fortæret og mjødflasken tom, men Taras tilbud, tog han ikke ilde op. Det lugtede stærkt, men han tog imod romflasken og tylrede et par solide slurke ned, for han rakte den tilbage til hende.

"Hva' vil du lave, Tara? Skal vi tage ud at dræbe nogen?"

Spurgte han afslappet, mens han så op på den kønne elver med et lille skævt smil. De blå øjne så ind i hendes.

Den nu 16 årige unge mand trådte ind på paladset, det var lidt med blandet følelser. Han havde ikke været på borgen i godt og vel halvandet år. Gad vide hvordan hans far så ud? Og så igen... Han kunne bare se ned ad sig selv så havde han jo svaret. Han lignede jo sin far på en prik.
Han havde ikke ændret sig det mindste, han var godt nok blevet lidt højere og lidt mere bredskuldret men det var nu også alt. Han lagde hovedet lidt på skrå og knækkede nakken engang.

Det var på sin vis lidt mærkeligt at komme tilbage på Borgen, men samtidig kunne han godt lide det. Det havde en særlig lugt af... Ja han kunne ikke lige sætte en finger på det.
Han rettede lidt på pandehåret så det sad ned over øjet igen. Kunne de ikke have lavet bare en lille smule om her inde? Det var da så skide ensformigt at kigge på det samme og det samme. Men Samson var vel bare gammeldags, og han red vel stadig på den hæslige tyr.
Et mindre fnys kom frem på hans læber og han bevægede sig imod nogle stemmer.

Den ene stemme var nem at genkende. Tara... Hun havde jo lært ham hvordan han skulle håndtere hans evner og sådan lidt. Men det havde nu ikke været noget hun ville. Samson havde bare tvunget hende til det. Typisk Samson ligge ansvaret væk fra sig, som om man var en pudseklud eller noget i den stil! Et mindre fnys kom frem på hans læber igen.
Hans skridt var tunge da han bevægede sig imod salen. Han stoppede op midt i døren og lænede sig op af dørkarmen.
"Jeg synes halsen er lidt tør. stik mig noget af det der" henvendte han sig til tara og studerede bare den anden skikkelse han ikke anede om han havde set før.

For en vandrer var Denaro blevet meget stillestående. Han havde rejst over det meste af kontinentet. Vandret gennem de hede ørkener, jaget i de mørke skove, vasket sig i lagunerne og søgt tilflugt i det kolde nord. Alligevel blev han på borgen nu. Han havde ikke bevæget sig meget derfra siden hans tilfangetagen. Hvorvidt det var fordi han havde følt en trang til det, eller fordi der var blevet lagt mentale lænker om hans sind, vidste han ikke. Alt han vidste var blot at han var begyndt at blive rastløs.

Siden hans spyd var knækket havde han båret de to dele rundt i sit bælte. I stedet for et langt våben besad han nu to små. Den nederste del var blevet et langt jernrør, god til at slå folk ud med, hvis man ønskede dem skadesfri, også med en rimelig længde. Med en hvis optimisme kunne man sågar kalde det en lille stav. En vandrestok ville også være en fin fortolkning. Den øverstedel af spydet var mere stabby. Den skarpe ende udgjorde stadig et våben, til trods for rækkeviden var blevet meget kortere.

Denaro havde vandrer rundt i borgens gange, da hans blik fangede en skikkelse glide gennem døren til den store sal. Det røde hår havde flagret efter hende og fik et smil til at spille over den rødhårede mands læber. Der var dagens underholdning. Med raske skridt satte han efter og trådte ind af døren til at høre en korte ordveksling mellem Tara og en mand de vist kaldte Rafixul.
Den tredje person fik Denaro til at træde storsmilende gennem døren. En mini-Samson.

"Hvem skal dræbes i dag?"
Stemmen virkede forhåbningsfuld. Denne mulighed skulle ikke løbe ham forbi. Selv om det var underholdende nok at lege med folk i kælderen, så var det intet i forhold til glæden ved at dræbe en fri mand. Deres øjne lyste med en hel anden frygt end en, der allerede havde givet op på livet.

Dette hus, disse mennesker, var ikke bundet af nogle former for regler. De var lovløse, ude af stand til at ville tage kontrol, og sætte nogen form for kontrol. Fandtes der ingen autoritet i dette selskab? Jo, og i stor grad. Man ville være stupid hvis man påstod andet. De fleste ville have beskrevet Rutilus Taurus som anarkister; fuldblods anarkister, virkelig. De levede i troen på den fulde frihed - man kunne og ville gøre hvad man lystede, uden at nogen ordensmagt ville sætte stopper for dette orgie af en livsstil. Helt igennem anarkister var disse bandemedlemmer dog alligevel ikke. De var tro imod deres leder (eller, så ud til at have været det hidtil) og betragtede næsten hans ord som lov. Men så på den anden side, han var lige så komplet gal som dem. Hvis han ikke var en tand mere gal?
De var ejere natten, og alligevel var det dem som bragte lyset.
Morgoth følte sig, som bandemedlemmerne, ikke længere bundet af regler og love. Igennem ugerne efter attentatet imod hans regering, havde han oplevet mangt og meget. Han vidste ikke længere hvor han stod, udover han - for første gang i hans levetid - var hans egen herre. Han var næsten så fri, som han kunne være det. Han var ikke så fri som han ønskede det; som han vidste han kunne blive det, men han var på grænsen til det. Fandt han sig selv bundet? En anelse, men ikke nok til at han irritation ved dette faktum. Han stod ved han og Samsons aftale, og ville fortsat gøre dette. Så længe han blot vidste at han kunne holde sig selv og hans nære i live, så blev der ikke brudt nogle løfter. Men også kun derfor.

En dråbe af sved trillede ned fra hans hårgrænse. Hans blik var fæsnet imod grunden under ham, imens han vandrede fra Borgens træningslokaler. Sværdet hvilede imod Morgoths ribben, presset derimod af hans overarm, imens han fumlede med klædet der skulle forestille en trøje. Det ibenholtsfarvede hår var opsat i en rodet knold i hans nakke, og blottede derfor for den muskuløse, men glinsende ryg af hans. Hans brystkasse hævede sig i regelmæssige stød, fortællende at den tidligere regent var en anelse anstrengt af dagens træning. Han kunne ikke huske sidst han havde taget sig tid til denne slags. Dagligt, for måneder siden, trænede han selvfølgelig på dagligt basis - hvis man da kunne kalde patruljerne rundt omkring i landet daglige. Som mørkets general var der visse dele af jobbet der forlangte at man var dygtig af sig. Ikke kun som bære af våben, af enhver slags, men selvfølgelig også som magiker. Morgoth var heldig at have modtaget træning siden han var helt ung, og besad der derfor også et par evner der kvalificerede ham som værende 'dygtig'. Hans træning havde da også været nødvendig, virkelig. Som medlem af mørkets hær, gjorde man brug af sine evner næsten hver dag, og dette gjaldt ikke kun når man fandt det nødvendigt at skulle forsvare sig. Der var bare også visse scenarier, hvor man fandt sig selv kastet ind i et direkte angreb. Angrebet skulle selvfølgelig være effektivt og hurtigt. Pludselig fandt han sig selv på gårdspladser, mærkende varmen fra bålene imod hans hud, og lugten af nedbrændt kadaver i hans næsebord. Lugten var modbydelig, og alligevel - hvor morbidt eller bizart dette så end var - utrolig norstalgisk.

Som regenten rundede et af borgens mange hjørner, i de uendelige gange, hørte han stemmer fra et lokale han netop havde passeret. Han trådte et par skridt tilbage, lukkende øjnene for at lytte til stemmerne derfra. Han smilte vagt, åbnede øjnene for at se sig selv sætte hånden for dørens håndtag. Da han trak døren op, lagde han hovedet ganske let til den ene side. Med et var han i selskab med borgens beboere, få af bandens medlemmer. Det var tydeligt, at blodtørsten langsomt spredte sig imellem dem.
Stiltiende vandrede han personerne nærmere, placerende langsværdet i den enkelte af hans hænder, imens han bredte trøjen ud. Han trak den over hovedet, for en tid blottende hans trænede overkrop.
"Der lægges planer, hm? Plejer det ikke at være Samsons job?"

Elveren skævede tænksomt til Rafixul, inden hun satte sig på det store runde bord i salen og tog endnu en slurk af rommen, hun skulle til at svare på hans spørgsmål, men blev pludseligt afbrudt af et væld af billeder der brød ind i hendes bevidsthed.

Træning, Samson, Medianen

Elveren kneb øjnene sammen med et let suk, så stirrede hun imod døren hun selv var kommet ind ad for ikke så længe siden, allerede før de store tunge døre blev skubbet op vidste hun godt hvad der var på den anden side: Ompries!
Tara pressede håndfladerne imod øjnene og blinkede krampagtigt, kort efter kom den unge knøs vadende, med den altid flabede attitude, der efter Taras mening på ingen måde klædte ham.
"Jamen dog, den fortabte søn vender hjem!"
Elveren satte det kække smil op inden hun rakte rommen til den unge knægt, han skulle vel lære det før eller siden og hvis det kunne lukke munden på ham ville hun ikke brokke sig.

Sand, artifakt, sand, vinger ... Denaro

Elveren rejuste sig fra bordet, noget var helt galt og alt andet end normalt, under normale omstændigheder havde hun ikke styr på sine evner, men det her var da helt galt .
"Åh drab. Det er bare så.. ukreativt. Fok dør hver dag!"
Sukkede hun så opgivende mens hun vippede skuldrene frem og tilbage i en utålmodig mine. Elveren tog den usædvanelige samling i øjesyn, inden hun bed sig kækt i underlæben og en idé blussede op i de store brune øjne.
"Vi kunne aflægge medianen et lille bes..."

Formationer, krig, fængsel

Tara gned sig gidsigt i tendingerne, inden hun stirrede imod døren, hvad gik galt? Og hvad i alverden forårsagede Morgoth havde møvet sig ud, og endda til resten af banden. Det var et skældent syn.
Elveren rystede det af sig, det var ligemeget, det var et uheld. Hun fokuserede så på de tilstedeværrende, inden hun vendte opmærksomheden mod den halvnøgne halvdæmon der fik lidt mere opmærksomhed end nødvendigt, inden hun bøjede hovedet bagover så den hvide hals stod i en rank bue op mod loftet, inden en dyb knurren begyndte hendes sætning.
"Jovist, før Samson blev kedelig..."
Elveren tiltede igen hovedet fremad inden hun stirrede sigende hen mod den nu påklædte Morgoth. Så daskede hun til Rafixul med benet.
"Hvad siger du ulv? Skal vi sætte gang i byen?"
Taras smil bredte sig til noget der let kunne se manisk ud. Så fik hun styr på sig selv og rynkede brynene i det rigtige alvorlige udtryk

Rafixul lagde godt mærke til Taras heftige reaktion. Kort efter hun havde siddet og blinket, dukkede en ungknøs op i hallen. Rafixul så med det samme ligheden mellem knægten og Samson, men han havde ikke talt med drengen endnu. Han havde faktisk ikke rigtig bidt mærke i ham. Ikke før nu i hvert fald, hvor Tara virkede noget negativ over det. Men nu var hun også en mentalist. Det kunne være, knægten havde forstyrrende tanker? Rafixul bekymrede sig ikke rigtig, det var ikke hans problem, hvad Tara gik og tænkte på. Faktisk ville han helst ikke høre, hvad hun tænkte på.

Derfor trak den muskoløse mand på skuldrene med en ligeglad attitude, da Tara efterkom drengens ønske efter den stærke drik. Hvis han kunne holde det nede, så var han fin nok. Ellers måtte man se. Æblet kunne sagtens falde langt fra stammen.

Kort efter dukkede en ny mandsperson op. Denaro, kaldte de ham vidst. Rafixul havde ikke spurgt ind til denne person, og kendte derfor ikke rigtig til vedkommende, ud over hans navn, naturligvis.

"Én eller anden, så længe nogen dør er det vel fint? Hm?"

Denaros idé var en velkommen én af slagsen i Rafixuls hoved, men for Tara var det tilsyneladende for ukreativt, men før hun kunne nå at komme med sin idé, dukkede en til op.

Morgoth. En mand, Rafixul ind til videre ikke havde den helt store respekt for. Men nu kendte han heller ikke manden, der kom ind i hallen, overkroppen glinsende af sved, sikkert fra træning eller noget andet, Rafixul ikke havde interessen for at vide. Tara virkede i hvert fald en kende forstyrret, da manden dukkede op og kom med spørgsmålet, der fik et grumt smil frem på den store mands læber.

"Samson leder. Planer bliver kun mindre kreative, når der kun er én til lægge dem. Jeg kan sagtens lægge en plan,"

Svarede Rafixul, mens han kiggede Morgoth direkte i øjnene. Han var ikke bange af sig. Dagene for at værre bange, var væk, borte for længst, erstattet med en vildskab uden lige. Rafixul havde ikke den store frygt for andet end den næste fuldmåne, for han hadede sine forvandlinger, selvom de gjorde ham meget stærkere.

Rafixuls koncentration blev afbrudt af et spark mod hans ben. Det føltes ikke af meget, men hendes ord, fik ham til at komme med en knurren langt nede fra struben, mens hans isblå øjne lagde sig på elveren.

"Hvis du mener brænde, voldtage, dræbe og skabe kaos, så lyder det meget godt, elverpige,"

Lød det tørt fra den store vildmand. Ulv. Det var ikke mange der kom levende fra at kalde ham det. Han brød sig ikke om den anden side af sig selv. Han kunne bedre lide den kontrollerede vildskab han besad i menneskeskikkelse, end det komplette raseri der dukkede op når han blev en ulv.

"Hvad siger I? Vil I med? Det skal blive en glorværdig dag, med masser af mad, mjød, kællinger og ildebrande!"

Rafixuls blik lagde sig skiftevis på de andre. Han ville gerne se, hvad denne Ompries var lavet af, om Denaro levede op til det ry han havde på borgen, og så skulle det nok være spændende at se hvordan Morgoth var bag den facade han havde haft som regent. For Rafixul gik ud fra det havde været en facade.

Ompries kiggede lidt rundt og tog fat i rommen. Han tog en ordentliigt slurk og lod sine øjne flakke lidt rundt. Der var sandlig sket noget siden han forlod stedet. Han havde faktisk taget sig lidt sammen og begyndte at se nogle ting på andre synspunkter end hvad Samson gjorde. Men samtidig vidste han at han altid ville komme til at træde i sin fars fodspor, lige meget hvad han end gjorde.
Et mindre hik kom fra ham da han fjernede flaske halsen fra hans læber. Der var intet i det hik som vær særlig maskulint, men langt mere feminint.
Han rømmede sig kort og kiggede lidt rundt. *Det må man sige selv Morgoth bevæger sig ind på borgen... Hvad har ham den gamle efterhånden tænkt sig?* tænte han og kløede sig lidt i håret så hans pandehår røg væk fra øjet. straks kunne man se det skæve modermærke køre ned over øjet. Ompries lod plot pandehåret være i et stykke tid inden han satte det ind over øjet igen.

*Gad vide hvor Zidiac er henne? Hun er altid god at lave sjov med.* egentlig hørte han slet ikke efter hvad alle de andre snakkede om, men han var egentlig bare i sine egne tanker. Da han endelig hørte hvad der blev snakkede om kunne han ikke lade vær med at himle ed øjne. *Tiderne har tydligtvis ikke forandret sig. Hor, druk, ødelæg og hor lidt mere...* hvad havde han set det gode i det her på borgen? Bortset fra det der med at horre og ødelægge. Men kunne de ikke finde på noget andet. Det var vel snart det eneste de gjorde? Men så igen han havde jo heller ikke lavet andet det sidste års tid. Så hvorfor ikke bare blive ved?

"Hmm..." han kløede sig lidt på hagen og kunne ikke lade vær med at komme med et mindre grumt smil. "Hvilken by skulle det så gå ud over denne her gang?" kom det skarpt fra ham, han satte flasken til læberne igen og lod det rene sprit flyde ned i halsen på ham inden han fjernede flasken fra læberne igen.

Denaro kastede et blik over skulderen da Morgoth trådte ind. De var ved at have noget af en forsamling nu. Hvis de virkelig ville kunne de sikkert nedlægge en by af en større styrke uden tab. En sjov tanke, som hurtigt begyndte sig at vokse i takt med folk snakkede. Drab, brand og hvad de andre ellers havde lyst til. Jo der skulle vist en ordenlig mundfuld til at slukke den blodtørst, som var ved at blive samlet i salen.

Det var dog ikke alle han kendte lige godt. Tara var han efterhånden godt bekendt med. Ikke at sige de var perlevenner, men han vidste hvem hun var, hvad hun kunne og at selv om han kunne brække hver knogle i hendes krop, så skulle man ikke spøge med hende. På den anden side stod en som Ompries. Alt han vidste var at det var Samsons unge, hvilket automatisk medførte en fordom om at knægten var uduelig og blot overlevede på borgen ved hjælp af sin fars styrke. Ikke noget godt omdømme at have i Denaros hovede, det kunne hurtigt få dig sendt gennem en mur. Måsk blot for at provokere Samson. Faktisk ville provokationen være en god nok grund til at gøre det.

Blikket faldt mellem Tara og Rafixul.
"Hvis i har tænkt jer at aflægge Medanien et visit, hvorfor så ikke lave en konkurrence ud af det?"
Blikket gled videre på de andre for at se hvorvidt de hørte efter.
"Vi er jo lidt af en flok, så hvorfor ikke se hvem der kan bringe det største kaos med os?"
Han fugede let læberne med tungen idet blikket kort blev fastholdt på Morgoth. Han havde ikke set denne mand kæmpe ofte. Faktisk huskede han ikke tydeligt nogen kamp, hvor han havde været indblandet, men alligevel vidste han at det var en deres skulle tages i agt for. Hans instinkter sagde det, og Denaro vidste bedre end at trodse sine instinkter.
"Ingen begrænsninger på metoden, dræb, brænd, hor eller hvad end man får trang til, den der frembringer den største reaktion vinder."
Blikket gled fra Morgoth og videre på de andre.
Reglerne for bedømmelse var måske ikke så faste, men når alt kom til alt, så var Denaro egentlig ikke interesseret i at bære vinderkronen, blot muligheden for at bringe kaoset.

Hans blik gled legende frem og tilbage imellem personerne. Ikke et eneste øje går forbi hans blik, det forsikrede han sig i hvert fald. Smilet var til at ane i de isende øjne, hvilket gav en overordentlig stor kontrast til udtrykket i hans ansigt, da det ikke var til at finde på hans læber. Men han morede sig skam, ganske meget endda. Han kunne mærke, ja næsten lugte, hvordan stemningen gejlede sig op til det ustyrlige. Blodrusen var ikke til at misforstå, aj tilbagekaste, for den havde i sandhed bredt sig. Selv blandt de yngste medlemmer, hvis ankomst fandt sted for blot få minutter siden. Han selv mærkede den tydeligt, det ville han og kunne aldrig benægte ham selv. Den glædede ham for meget til, at han nogensinde ville være i stand til at takke nej til dens rus.
”Ukreativ? Næppe. Ved at falde tilbage, er nærmere det rette for hvad Samson er ved,”
Han vendte langsomt blikket imod Ompries, fortsat uden smilet hvilende på hans læber. Det var ikke svært at udpege hvilke gener af hans stammede fra – hvis man altså blot så rigtigt efter.
”Jeg tror ikke din far tænker så meget mere, Ompries. Faktisk tror jeg slet ikke han tænker længere,” sagde han henkastet, uprovokeret af hans manglende manere. Sjældent lod han sig selv ind i fremmedes tanker, men hans nysgerrighed forbød ham til tider ikke at gøre dette. Det var derfor ikke så mærkeligt, at han kendte til den unge krystallianers navn og oprindelse. Faktisk slet ikke.
Morgoths øjne forlod en stund Ompries, og satte sig herefter på den rødhårede elver. Han havde udmærket lagt mærke til hendes blikke, og det var derfor med et sammenknebent blik han så tilbage imod hende. Hans øjne prøvede at fange hendes, med uden held på daværende tidspunkt. Det var ikke så mærkeligt hvis hun ikke nød af direkte øjenkontakt med ham, efter de seneste hændelser. Faktisk synes de ikke at have set utrolig meget til hinanden, trods de havde levet under samme tag i en længere periode. Det irriterede ham; pirrede ham. Mon hun havde det på samme måde? Måske – måske ikke.
”Voldtægt? Virkelig Tara? Jeg troede ikke det var din stil – hvorfor skulle du ellers have holdt dig fra mine gemakker så længe, hm?”
Han lagde et hårdt svang i hans håndled, da han afstødte sværdet imod gulvet under sig. Sammen med telepatien, evnen han nu engang besad, formåede han at afstøde sværdets klinge så hårdt imod stengulvet, at det borede sig centimeter ned deri. Han vandrede hende nærmere, placerede sig foran hende, med hænderne på stolens – som hun selv sad på – armlæn. Ganske let lænede han sig fremover imod hende, med ansigtet ikke alt for nært hendes. Han vidste hvordan hun kunne slå fra sig, og lige så velvidende var han om, hvor lidt der skulle til for at denne reaktion skulle frembringes.
”Også på den anden side – jeg ved hvordan du handler for du spørger,”
Han rettede sig op, langsomt, imens hans blik ikke viede fra hendes. Han ville have vedligeholdt det, hvis det ikke havde været for den prikkende fornemmelse han følte i nakken. Han mærkede atter øjnene hvilende på ham.
Denaros tanker var underligt vildrede. Direkte kaotiske faktisk. Den tidligere konge lod ikke opholde længe inde i krystallianeres tanker, da virvaret næsten gjorde ham direkte utilpas. Hvad end af tanker der var plantet i hans hoved, frembar det ikke noget godt. Hans besøgen deri var derfor også ganske kort – tomhændet gik han selvfølgelig ikke. Gud forbyde dette.
Det var med et underligt skævt smil på læben, han lagde armene overkors. Hans hævede det enkelte af sine bryn, i en underlig forundret grimasse da han talte til Denaro:
”Og hvad får dig til at tro, at jeg deltager i det her, Denaro? Hm? Synes du ikke jeg har problemer nok? Eller gør det mig nu kedelig?” Barbarisk er nok nærmere ordet.

Elverpige. De lyse brune øjne betragtede kort Rafixul, han havde jo ret, på trods af at man ikke rigtigt skelnede mellem racer på borgen havde hver enkelte alligevel sit præg. Om syvhundrede år ville den nuværrende RT-bande være opløst og Tara ville sidde som en aldrende elver med udelukkende tilgroede gravsten til at minde hende om tidlige tider. Tanken fik bare blodtørsten til at vokse yderligere, elveren havde faktisk aldrig været hverken voldeligt anlagt, eller krigshungrene, det var alt sammen noget der var vokset frem indenfor de sidste år.
Hun lod sig dumpe ned i en af salens store stole, mens hun endnu engang tog flokken i øjesyn, ganske rigtigt undgik hun bevidst Morgoths isnende blik, det var ikke tilfældigt, at det eneste han havde set til elveren havde været røde lokker forsvinde bag de mange hjørner på borgen, eller et vildtfarende blik som hun passerede ham på de brede gange i alt hast. At synke ind i Morgoths sind var fascinerende, det var spændende og smukt men mest af alt var det farligt. Han var kilden til en ustillet sult, et benægtet behov.
Et bredt smil voksede frem, den tidligere Mørkets Herres kommentar fik elveren til at hæve brynene i en tænksom mine.
"Jeg mindes ikke at have nævnt voldtægt på noget tidspunkt, men hvis det er dén slags du venter på modtager jeg da gerne en invitation Morgoth!"
Tara lænede hovedet en kende tilbage, som han kom tættere på, hun kæmpede en indre kamp for at holde sig ude af hans hoved, det var som at vifte herion for en junkie. "Du skulle jo nødig have det for let!" Blikket var trodsigt, inden hun slog det ned og over på Denaro, lettet over, at Morgoth gjorde det samme. Hun vidste hvad Morgoth tænkte, og hun var stolt. Denaro var et af hendes fineste projekter, han var fascinerende og ikke længere i kontrol.
"Medianen er fint, men hvad forslår du? Hvis du vil have en konkurrence er det kun retfærdigt hvis vi deler os i hold!"
Nogle af os har ikke samme fordele som andre
Den voksende blodrus i salen fik det hele til at summe, folks tanker dirrede i hele salen fik igen smilet frem på mentalistens læber, det kunnne være hun skulle kede sig lidt oftere, det virkede i hvert fald til at give pote.

En uslukkelig trang til alkohol og vold havde præget Samsons hoved den sidste måned. Han havde ikke været på Borgen i længere end 10 minutter af gangen typisk. I går var han dog vendt tilbage, fra et sted længere derfra. Han havde faret ud på andre kanter alene, for at gå en smule undercover. Træningen havde haft hans fulde tilstedeværelse. Træningen havde til og med bestået af diverse mord.
Inden i ham, havde han følt noget stikken. En stikken han ikke før havde mærket på samme måde - en af slagsen, som havde gjort ham konstant ystyrlig vred. Det føltes som om at han var lettet en smule igen, og kunne kontrollere sig. Derfor, var han vendt hjem for en dag siden.

Taras tanker, havde trængt igennem til Samson. Han havde fået en masse billeder op for øjnene pga. hende. Ind i mellem havde det været lettere forvirrende, men gennem få øjeblikke af samtalen som lige nu skete i salen, havde han omsider fundet en grund til billederne.

Den muskuløse bandeleder, som mest af alt lignte en gorilla i sin gågang, gik med faste skridt, lettere vræltende, mod den store dør til salen. Magnetismen tog sit tag i den store tunge egetræsdør, og lod dem glide op.
Han trådte ind, stoppede sin gang, og så skiftevis rundt på medlemmerne med et gennemtrængende blik, som hver nok varede noget i stil med 4 sekunder.
I hånden havde Samson en flaske rom. Han lignte en der ikke var blevet vasket i et stykke tid. Det eneste der var bare plejet nogle lunder, var hans hår. Diverse smålige rifter var til at spore i ansigtet og på armene af ham, og hans hud havde været i nær kontakt med jord. Blodet havde han trods alt vasket af sig dagen for inden, men han havde ikke gået i dybden.

Blikket var hårdt. Rafixul, Ompries, Denaro, Tara og Morgoth. Hans blik stoppede et stykke tid på Morgoth.. Dette måtte være første gang han så Morgoth med bar overkrop. Hans stirren tog lidt længere tid, da det var et uvandt syn. Et smil skulle til at tone sig frem, men det nåede ikke at blive til et smil, før ansigtsudtrykket gik hen og blev mere hårdt.
Der var gået flere sekunder nu..

"Er I så sløve, at I ikke selv kan finde ud af at flå krystalisianernes hjerter ud på egen hånd?" Samson fnøs.

"og... JEG ER FALDET BAG PÅ DEN!??!?! HVAD FANDEN I HELVEDE ER DET FOR EN BEBREJDELSE!!!!" Samsons øjne blev næsten røde af vrede. Hans blik var specielt faldet på Tara og Morgoth skiftevis.

Han tog proppen af rom-flasken, som gav en efterlyd af noget der var "halv-hult". Han kiggede rundt en enkelt gang, og tog flaskehalsen til munden og lod bunden kigge op mod loftet mens han tog sig en ordentlig slurk. Efter et par store slurke, lod han flaskehalsen falde væk fra munden igen, og han satte proppen på.
Han stirrede frem for sig, mens rester af rom løb ned fra mundvigerne og ned i skægget, som havde fået noget fylde her den seneste tid, hvor han ikke lige havde barberet sig som normalt - eller rettere, få Zidiac til at barbere ham in case, at han nu ikke selv gad.

"Så I vil nedlægge Medianen.. Brilliant." Han slog sine arme ud, som om at han skulle agere overrasket, dog uden helt at være det.

Han begyndte atter at bevæge sig. Armene der var spredt ud, svigede nu let, og døren bag ham lukkede sig med et brag.
Han kunne nu godt lide at være lidt dramatisk, det var ingen hemmelighed.

Han gik roligt frem mod bordet, trak stolen ud så den skrab tungt mod gulvet, og lod sig dumpe ned i den. Han lod sin arm falde tæt ind mod stolen, ud over armlænet, hvor han i sin hånd holdt sin flaske med rom.
Det ene ben blev smækket op på bordet.

"Og hvad...." Han stoppede et øjeblik, hvorefter et kort øjeblik lød en bøvs fra den langt fra så charmerende Samson.

"... Har I så i tankerne, at I vil have udført i Medanien?" fortsatte Samson, mens han kærtegnede romflaskens hals med sine fingre.

Rafixul fik et nysgerrigt udtryk, som Denaro kom med en idé. Konkurrence? Den store vildmand var ikke sikker på, om det var noget, han lige havde lyst til, især ikke hvis nogen af de folk han sad med lige nu var i stand til at lave et kæmpe ildinferno. Jo, Rafixul var i stand til at smide med heste og nebryde de fleste vægge uden problemer, men det var stadig ikke lige så kaosindbringende som visse andre var. Desuden havde Morgoth et omdømme han kunne bruge til egen fordel i en sådan konkurrence. Derfor var han omgående med på Taras idé om at de skulle splitte sig i grupper. Han trak let på skuldrene, som folk kom med forskellige idéer og skævede olmt mod Morgoth da han begyndte at prikke til Taras knapper. Det var ikke vildt pænt gjort.

"Hvis vi deler os i hold vil jeg gerne vide, hvad folk kan?"

Svarede Rafixul med et nyt spørgsmål.

Hans spørgsmål blev der dog endnu ikke svaret på, da Samson dukkede op i hallen med sin romflaske. Mandens ord fik blot Rafixul til at trække på skuldrene. Han var ligeglad. Han fandt det bare kedeligt at dræbe folk uden at have nogen, at tale med om det samtidig, så Samsons ord var ikke synderligt provokerende. Faktisk var han ligeglad. Så måtte lederen vel kalde ham sløv, hvis det var det, han mente, varulven med sin unaturlige styrke var.

At Samson blev hidsig var ingen overraskelse, men eftersom Rafixul ikke havde sagt noget grimt om sin leder, var han ikke selv det mindste nervøs over det. Han lagde også sagtens mærke til, at det var Tara om Morgoth der var målene for Samsons arrigskab.

Samsons spørgsmål fik et mindre smil frem på Rafixuls læber.

"Rødtoppen vil gøre det hele til en konkurrence, men jeg tror bare det handler om at dræbe og skabe masser af kaos,"

Svarede Rafixul som den første, uden tøven. Han havde fået mere og mere blod på tanden som samtalen havde forløbet sig. Han lavede en håndsgestus mod Denaro, hvis navn han ikke kendte.

Hans skuldre er atter sunket i, og med et var han fattet; vægten derpå tyngede ikke længere. Borgen var ikke just et af de mest nydelige hjem, men det var trygt. Man kunne vide med sikkerhed, at her var hjælp at finde; der var sikkert, for hvad end en fare der lurede ude for borgens mure. Faren derinde i var selvfølgelig en helt anden sag.
Som lejemorderen bevægede sig igennem borgens mange gange, havde han op til flere gange vendt ansigtet over hans højre skuldre (venstre med også, aj at forglemme den venstre). Hans øjne havde hvilet, helt uden den mindste diskretion, på kvinden bag ham. Ethelihn og hans møde ville for mange betragtes som vildt; ude af kontrol i sandhed, og måske også en kende akavet. Han anede ikke hvad det i krostuen ville have ledt til, hvis det ikke var fordi at en ordentlig omgang af kroens gæster havde valgt at gå til angreb på dem begge. Trods hans uvidenhed omkring mødets oprindelige udvikling, havde han faktisk foretrukket det, frem for hvad det havde ført til. Han havde ikke blødende sår på hans krop, eller ømme muskler efter slag, men han følte sig jagtet. Han anede ikke hvordan hun måtte føle det, men han havde en fornemmelse. Hendes udseende fortalte ham næsten alt hvad han måtte vide, og hun var virkelig jagtet. De ønskede hende død.
”Ethelihn?”
Han standsede udenfor døren, der førte indtil lokalet hvor de andre rt-medlemmer befandt sig. Med en hånd liggende imod håndtaget, prøvede hans øjne at fange hendes.
”Jeg tvivler på at de tager imod dig med åbne arme, men det er én nat,” han smilede skævt, jokende nærmest, ”- lad os holde våbenhvile, ja? Så kan du få din længeønsket søvn,”
Da han åbnede døren, åbnede han op for noget der mindede om en fest. Alkoholen antydede det i hvert fald, men stemningen derinde var underligt anspændt. Noget var under opsejling, og han anede ikke om det var et skænderi, eller en genial plan.
”Hej .. alle sammen,”

(Hvorfor danner jeg et billede af Loke der medbringer hans kæreste (Ethelihn (de er ikke i et forhold, for resten)) til en middag med hans sindssyge familie? (resten af banden))

Ethelihn gik nogle få meter efter Loke nu. Afstanden var blevet større efterhånden, som de nåede længere ind i fæstningen. I starten havde hun forsøgt at følge med - delvist så hun kunne bruge Loke som skjold i tilfælde af et bagholdsangreb - men selv det krævede lidt for meget energi af hendes udmattede korpus. Og siden der ikke lod til at være nogen fare på færre, noget hendes ugidelige hoved besluttede efter kun at være nået få skridt rundt om det første hjørne, havde hun opgivet at holde trit.
Men hun holdt stadig en smule mod sin vilje både øjne og ører åbne; al lyd, lugt og lys var overvældende for de overbrugte sanser, som hun ikke havde mentaliteten til at fokusere med. De opfangede alt. Faktisk havde hun en udmærket fornemmelse af, hvordan Tara havde det lige nu, hvor hendes telepatiske evner ikke helt fulgte mentalistens egen vilje.

Ridderen så med blodsprængte øjne op på Loke, da hun blev tiltalt: "Våbenhvile... Ligner jeg måske en, der kunne finde på at løfte en lillefinger?" Svaret var irritabelt, men i forhold til, hvad rt'eren havde været udsat for de sidste par dage, var det intet. Desuden havde det ellers så krigeriske kvindemenneske, virkelig ikke tænkt sig at løfte en finger. Hun havde været på flugt i næsten i måned nu, og den sidste uge havde kun givet hende et par timers søvn. Hver gang hun forsøgte at vende tilbage mod borgen, hvor hun heller ikke længere følte sig velkommen, blev hun fanget på halvvejen og jaget nordpå igen. Sådan som tingene havde udspillet sig, var det et held, at Loke havde været villig til at hjælpe hende - også selvom hun stadig mente, optrinnet på kroen var hans skyld. Åh jo, hun vidste så udmærket, at hun havde brug for hjælp, men det huede hende ikke det mindste.

Lyset fra opholdstuen, hvor bandemedlemmerne befandt sig, væltede ud på gangen gennem de nu åbne døre og sved et øjeblik i Ethelihns ravgule øjne. Det tog lidt tid før, hun fik synet igen, og endnu længere før hun kunne genkende personerne, der enten var blev helt stille eller talte i munden på hinanden i et lavt toneleje. Hvilket tilfælde det var, kunne hun ikke høre, da dørhængslernes hvinen stadig summede i hendes øregange.
Hun genkendte langt fra dem alle sammen. Morgoth stod i hendes blinde vinkel, så hun ikke kunne få øje ham. Ellers var det kun Denaro og Samson, hun havde set. Denaro havde angrebet borgmuren for et stykke tid siden, uden hun havde fået hans navn, og Samson var bare svær at tage fejl af, når man først havde hørt ham beskrevet. Ompries, kunne hun kun gætte, måtte være en af Samsons skøgeunger - ikke at der var noget galt med den profession, faktisk havde hun kun ondt af kvinderne... eller mændene, havde hun hørt, der blev sat til at servicere det bæst. Ved den tanke krøb hendes venstre mundvig næsten op i et skævt, hånligt smil, men det sørgede hun hurtigt for at fjerne igen. Hun manglede søvn, og hun manglede en plan. Det sidste hun havde brug for at provokere, de eneste væsner i nærheden, der måske var villige til at .. hjælpe. Ordet smagte stadig rådendt i munden på hende.

Hun blev en meter bag Loke, og som han bevægede sig, fulgte hun med og forsøgte, så godt hun kunne, at skjule, hvor træt hun i virkeligheden var. Ridderens skader var temmeligt tydelige selv i dette lokales flakkende belysning. Gule, blå og sågar blodsprængte, lilla plamager plettede hendes blege hud og blandede sig med snitsår fra de våben, hun ikke havde kunnet afværge. Hendes plan, hvis man da kunne kalde den det, var at lade Loke føre ordet, så for nu holdt hun munden lukket.

(og 'kæresten' føler sig officielt utilpas hos den sindssyge familie x3)

Ompries kiggede lidt rundt fra den ene til den anden og satte flasken for læberne igen. Da Morgoth tydeligtvis havde været inde i hans tanker var han lige ved at få rommen galt i halsen. Dog satte han hurtigt flasken ned på bordet så der kom et ordentligt DONK. Han tog en finger op og pegede på Morgoth. "Hvor VOVER du at snakke sådan om min fader! Det har du på ingen måder ret til! Ikke mindst hvor VOVER du at..." han stoppede sin sætning da Samson trådte ind i rummet og med et smøret smil fjernede han sin finger fra Morgoth. *Så nu bliver der ballade. Sikke jeg ser frem til det.* tænkte han og holdte sit smørret grin.

Da der ikke skete det store fik Ompries mere eller mindre store øjne. Var det virkelig alt? Kunne man nu bare tage og svine Samson til på sådan en grov måde ved at sige han ingen ting kunne? Hvis det var sådan det var kommet til hvorfor var han så overhovedet kommet tilbage?! Så kunne han lige så godt have blevet væk og klaret sine ærner selv! Godt nok var han kun 16 men på de få år han havde begået sig som et menneske der kunne tænke selv og ikke have behøvet hjælp til noget som helst. Så havde han lært en hel del. Han følte ikke engang han skulle begå sig blandt sin fars fodspor mere. Men at Samson lige frem var gået hen og blevet.. Tja.. lidt blød måske? Han fattede virkelig ikke at Samson tog så stille på det. Sikke en nar han var gået hen og blevet!

Mest af alt havde Ompries lyst til at gå hen og give Samson og Morgoth den største flad han kunne give. Men han holdte igen. Istedet bevægede han sig over til bordet og satte sig på det så han stadig kunne holde øje med de andre.
Da Loke og Ethelihn kom ind af døren kom et kort fnys fra ham. Hvad skulle sådan et 'hej' til for? Det var da for latterligt. Var der virkelig ikke nogen af de som havde noget som helst mellem benene?! Okey Tara er jo undskyldt, men det her var virkelig sløvt. Hvad havde RT banden lavet i de år Ompries havde været væk? Siddet på deres flade og bare føle sig tryg og hård? Efter ompries's mening så var ingen af dem værdig nok til at være her! Tara havde været her i en del hård og Denaro havde vidst nok også et vidst ry så de levede da op til navnet. Men resten? Sikke et sølle samfund!

Hans blik bevægede sig rundt omkring befolkningen igen og landede på Samson. Sikke en far at have efterhånden. Han kunne virkelig ikke komme over at det så sådan her ud.
Med en enkelt håndbevægelse lod han sit pandehår komme væk fra hans højre øje så hans skæve modemærke kom til syne. Det var en sjældenthed at det kom frem. Men han var så småt begyndt at være lige glad. Han håbede virkelig ikke at han ville blive lige som Samson når alt kom til alt.

Morgoth fangede øjeblikkeligt hans blik, da den faldne konge rettede blikket imod ørkenbarnet. Var det en udfordring han kom med? Øjenbrynet, grimassen, ordene. Det hele virkede til at indbyde en konfrontation, som Denaro kun alt for gladeligt ville tage imod. Det virkede dog ikke som en fysisk kamp der blev fremlagt, mere end lille dyst i ord. Ikke noget uvant, men langt fra lige så interessant.
Denaro trådte imod den sort-hvide person.
"Hvis du alligevel ikke har bedre at lave, så kan du da i det mindste agere dommer"
Denaro rakte let frem for at give ham et klap på skulderen samtidig med Samson brasede ind i rummet.
Man behøvede ikke engang vende blikket for at vide den enorme krystallianer kom valtrende imens han rappede op om noget, som formodentlig ikke betød andet end, se mig og frygt mig. Overdøvet af Samsons raseri afgav Denaro et suk og vendte sig imod bandens leder imens han halv tålmodigt og halvt fordi han ikke gad råbe højere end kæmpen, ventede på der faldt ro over ham. Rommen syntes at hjælpe, det måtte Denaro huske.

"Borgen er rastløs og Medanien er kedelig, tænkte vi kunne slå to fluer med et smæk og holde en lille fest, måske male byen rød. Vi mangler bare at blive enige om reglerne, så vi kan nok stadig nå at smide en ekstra deltager ind."
Denaro ænsede ikke rigtig to sidst ankomne, de var næppe lige så vigtige som Samson, så der var vel intet krav om at han skulle spilde tid på at identificere dem. Det værste der kunne ske var vel et angreb, og så kunne resten af banden vel klare sig uden ham.
Ud over Samson og Morgoth var Denaro egentlig ved at være ret ligeglad med resten af flokken. Kunne de ikke bare have sagt okay som en god lille skoleklasse og fulgt med ham på udflugt? Nej der skulle selvfølgelig opstilles handikap-baner for de, som ikke lige havde haft tid til at skabe sig et omdømme. Inddeling i hold? Blev det ikke for meget besvær for en simpel lille by? Og dog.
Denaros blik gled fra Samson og på Tara. En mentalist kunne vel være sjov at arbejde med. Hans læber skilte sig i et smil. Måske prøve at knække hende i stedet? Der kunne vel ske mange ting midt i alt det kaos og elveren lignede vel enhver anden kvinde, en uskyldig forvekslings kunne man vel ikke bebrejde ham?

Han måtte tilbageholde en latter, da han hørte Denaros talen. Det var hverken hån eller kølighed at finde i hans ansigt, eller i det kvalte grin der brød gennem, for han mores virkelig. Han morede sig over Denaros foreslag, og deri lå der intet andet. Der var faktisk direkte mildhed at finde, hvis ikke ligefrem venskabelighed. Og det var måske næsten det mest skræmmende ved det hele.
”Det ville næsten være synd at sætte mig på den post,” han vendte øjnene imod den rødhårede elver, seende hende direkte i øjnene, ”Jeg har for mange relationer, synes du ikke?”
Spørgsmålet var fortsat henrettet til den mandlige krystallianer, men blikket i hans øjne var for hende. De var underligt varme, men spiddende som syle; intensiteten var gennemborende. Han vedligeholdte blikket et par sekunder efter han mærkede en hånd hvilende på hans skuldre. Han så til sidst imod Denaro, smilende på fortsat samme måde som før. Hans blik var fuldkommen forandret, da de isblå synsorganer atter hvilede på manden foran ham. Hans egen hånd greb omkring den andens overarm, trykkende ham derpå i en respektfuld hilsen.
”Lad os være ærlige, ikke? Jeg elsker ærlighed,”
Samson var ikke just en der forstod sig på ærlighed – eller høflighed for den sags skyld. Generelt var der ikke meget denne lod sig, eller ville lade sig forstå, måtte halv dæmonen erkende, ved at have dannet et nærmere bekendtskab med bandelederen. Et par ting havde Samson dog ladet sig lære i livet (et Morgoth ofte håbede på ville blive ganske kort, for den muskuløse krystallianer) og det var druk. Druk, og selviscenesættelse. Det var praktisk talt umuligt ikke at se på ham, taget alt i betragtning. Det var derfor heller ikke så mærkeligt, at Morgoths blik havde bevæget sig fra Denaro til kæmpen der vraltede ind af døren til lokalet. Han rynkede brynene i undren, imens et umærkeligt – ja næsten moret – smil satte sig på hans læber.
”Det er næppe en bebrejdelse, Samson, når det trods alt er sandheden?” han løsnede grebet omkring Denaros arm, men afgav et klap imod dennes overarm inden han rigtig slap. ”Din søn er virkelig et godt eksempel,” han bredte ud i et tandsmil, hvori hans tandkød fremhævede sig. Det var morbidt, bizart virkelig – ondskabsfuldt og foragteligt: ”Han har haft krig lidt for langt fra sig,”
Han selv var opdraget af en general, et objekt af krig virkelig. Det var ikke så underligt at han selv havde oprettet et militærstyre, virkelig. Hans barndom havde sat sine sår, på så mange måder. Et hungrende ønske om kontrol var en af dem; han selv var dog et flammende kaos, hvor ironisk dette så end måtte være. Men det var, som så meget andet, blot den bitre sandhed. Og den var bitter.
Morgoth rystede svagt på hovedet, holdende armene ud og trækkende på skuldrene: ”Jeg tror det ville være godt for ham, er vidst hvad jeg prøver at sige?”
Han vandrede atter tilbage, søgende den rødhårede elvers plads. Han placerede sig bag hende, liggende hænderne på hendes skuldre. Ganske let, knugede han dem, trækkende hovedet nærmere hende. Han satte næsten, og kun næsten, læberne for hendes ene øre, da han talte: ”Synes du ikke alkohol er en yderst upassende, taget i betragtning hvad vi skal senere?”
Han hævede det ene øjenbryn spørgende, ville have ventet på svar, hvis det ikke havde været for personerne der indtrådte i de let oplyste lokaler. Hans øjnene åbnede sig på hvidt gab ved synet af den kvindelige skikkelse – hendes ansigt var ikke et, han havde regnet med at se. Faktisk, havde han mere eller mindre forberedt sig på, at det ville blive en umulighed at se hende igen. Ethelihn var virkelig ikke forventet.
Han slap med et taget omkring Taras skuldre, rettende sig op i en ret stilling. Med en let bevægelse trådte han fremad, udenom stolen foran ham, og bevægede sig imod Loke og den sorthårede kvinde. Han rynkede brynene sammen, og skar en tydeligere og tydeligere grimasse, jo nærmere han kom hende. Han foragtes – ikke ved hende, med ved synet af hvad der var hændt hende.
”Ethelihn – hvad laver du her?”
Hans stemme var koldere end den burde have lydt. Bekymring var til at ane deri, men vreden var langt mere fremtrædende. Han prøvede at nedtone den i blikket, da han så på hende; da han så hende i øjnene.
”Her din herre sendt dig hertil? Til Toropolis Isla?”

De honningbrune øjne gled med det samme over på døren, længe inden Samson trådte ind af den, hun vidste godt, at han var på vej, det undrede hende heller ikke hvorfor, det efterhånden velvoksne slæng larmede en del med deres mundhuggeri, råben på hinanden og Morgoths tendens til at ødelægge store stenfliser i salen. Samsons humør kom dog bag på hende, hun kunne godt have fundet ud af det på forhånd, men der var ingen grund til at ødsle kræfterne væk inden det planlagte besøg i Medianen. Elveren rykkede uroligt på sig i stolen, da det pludselig gik op for hende, hvor det var gået galt, kunne det være, at det var gennem hende, at Samson havde fået smugkigget inden han allerede ankom? Hans blik mindede lidt om noget der kunne flå kød fra knogler, da det faldt på hende og i stedet for at bære brænde til bålet, som Morgoth pludselig fik travlt med, smilede hun bare som en uopdragen skarnsunge. Bevidst undgående at prikke mere til den store bandeleders temperament. Man skulle ikke glemme, at stort set hver eneste tilstedeværelse kunne flå mentalisten fra hinanden så let som at blinke med øjnene. Måske på nær Ompreis som vældigt bevidst blev ignoreret med en overvældende ligegyldighed.

Igen blev blikket rettet imod døren, der var flere på vej, men hvem kunne hun ikke rigtigt placere, hun vidste, at hun havde set den ene personlighed før, men den anden var for hende ganske fremmed. Elveren nåede ikke at tænke mere over det, inden et par kølige hænder landede på hendes nøgne skuldre, det gippede kort i elveren, berøringen kom tydeligvis ganske uventet. Et eller andet sted havde hun nok forventet, at Morgoth vidste bedre. På få sekunder var den solide barriere mellem dem, som Tara havde kæmpet indædt for at bygge op, brudt ned til ingenting. Mindet om Taras omrokering i Denaros hoved glippede kort, elveren bøjet over den rødhårede fysisk kvæstede mand og Samson som tavs tilskuer, inden elveren fik situationen under kontrol og lukket de nødvendige minder ind i en sort box, hvor de havde hørt hjemme til at starte med. Sindet var som et tårn i klodsmajor, sat sammen af en masse brikker, sat i mere eller mindre stærke konstuktioner, Tara havde ganske simpelt bare fjernet den stærkeste brik i Denaros tårn og ladet resten kollapse, det var en hemmelighed forbeholdt Samson og Tara.

Halvdæmonens ord kom overraskende nok bag på elveren, hun stivnede kort, inden hun langsomt vendte ansigtet imod ham, blikket var faretruende udfordrende og deres næser ikke mere end få milimeter fra hinanden, så gled hendes lyse læber fra hinanden, men ingen ord kom ud, for få øjeblikke kom Loke og Ethelihn vadende ind i salen, hvilket lod til at fange alles opmærksomhed, også elverens. Kvinden havde hun ikke set før, men hun lignede lidt en der var blevet trukket adskillige mil bag en karret, Loke lignede en der skulle til at forklare sin mor, hvorfor alle kagerne manglede i kagedåsen.
Tara lod alle fingrene løbe gennem håret, udefra lignede det at hun rettede frisuren, i virkeligheden prøvede hun at overkomme alle de forskellige tilstedeværelser. Så rettede hun de ravfarvede øjne mod Ethelihn. Denaro var overraskende nok det første der dukkede op, elveren kneb øjnene sammen, ham og Ethelihn havde tilsyneladende været i kamp mod hinanden. Kunne det passe? Mørkets kriger?

”Det var da tidligt at medbringe... gæster, Loke?”

Mentalisten rejste sig i et sæt fra stolen, så tog hun et par skridt imod de nyankomne, endnu et minde. Denne gang Morgoth, et bal, ikke underligt at den gamle Lord reagerede som han gjorde, kvinden havde tilsyneladende kontakter til flere af de tilstedeværende, selvom Denaro måske ikke kunne huske det.

”Nej, han har ej. Hun er kommet helt frivilligt!”

Tara kunne ikke lade være, af en eller anden grund virkede kvinden for hende tiltalende, måske fordi de eneste kvinder Tara efterhånden kendte til var borgens trælle, og de var ikke meget værd, de fleste frygtede mentalisten.

”Måske med lidt hjælp fra Loke!”

De ravfarvede øjne gled over på borgens lejemorder, så hævede hun brynene i det kække blik hun nu engang havde mestret til perfektion, tydeligt indikerende, at det nok ikke bare var for at være venlig.

”Under alle omstændigheder kommer vi ingen vegne ved bare at sidde her. Lad os dele os to og to, hvis nogle har ting der skal hentes skal det være nu!”

Blikket gled kort over personerne i rummet, det var ulideligt, tankespindet var for overvældende. Sidst faldt øjnene på Morgoth, det skæve smil var ikke til at tage fejl af, så dristede hun sig til at lukke sig ind i hans sind, i hvert fald kortvarigt, en enkelt gang skadede ikke, vel?

Og du må hellere passe på ikke at overanstrenge dig, hvis du skal du til noget

Store sorte vinger var spredt ud over himlen, mens de af og til baskede for at opretholde flyvehøjden, mens de ellers sørgede for at fange vindstrømmene, så de kunne komme til at glide længst muligt. Ude i det fjerne kunne målet ses. En stor borg, der var tilholdssted for en berygtet bande, som en gammel engel var blevet et medlem af for ikke alt for lang tid siden, og på den korte tid havde han været op og diskutere med bandens leder to gange. Følelserne mellem dem var nok meget splittede, fordi englen elskede deres små møder, selvom at bandelederen nok ikke helt var af samme holdning, da han ellers nok ikke havde brændt englen af efter deres første møde. Englens sorte klæder og fjer, samt den blege hud og snehvide hår dryppede endnu af friskt, rødt blod. I den højre hånd bar han en le, hvor det sølvfarvede blad var sølet ind i blod. Englen, Kamatayan, havde haft en fantastisk dag. Han smilede over hele hovedet, som om han var et lille barn der lige havde pakket den bedste gave op nogensinde. Egentlig så han stort set altid sådan ud. Han virkede altid til at være i godt humør.

Borgen nærmede sig med hvert vingeslag, og han besluttede sig for at tage en lidt alternativ rute. Han gad ikke til at gå gennem porten og igennem alle de snævre gange. Der var ikke rigtig plads til at flyve, så i stedet for ville han bare tage en tur gennem en af de store vinduer. Med høj fart brast han ind gennem ruden, og glasskår fløj ind i rummet og regnede over de tilstedeværende. For at undgå at brase ind i en lysekrone eller noget lignende, var han stoppet op da han var kommet gennem ruden, og de mægtige vinger baskede lidt kraftigere, så kraftige vindstød blev hvirvlet rundt i rummet. Efter at glasskårene omsider havde lagt sig, tog han sig sammen og så sig omkring, og mon ikke der var en stor forsamling af bandemedlemmer. Han smålo da han så dem og sagde: "Nej, er der familiemøde? Hvor hyggeligt." Han havde ikke kigget nærmere på hvem der egentlig var. Han ville lige se sig om efter et sted at sidde, og hvorfor ikke sidde der hvor vinduet en gang havde været. Ved skaftet fra leen slog han lige de sidste splinter ned, så han kunne sætte sig, uden at skulle gå derfra med en blodig røv. Det ville han gerne slippe for.

Da han havde fået ryttet sig en plads satte han sig ned og kiggede ud over forsamlingen. Han kendte dem endnu ikke helt ved navn. Han kunne måske gætte på hvad de hed, men det var nok forkert. Blikket faldt dog hurtigt på Samson, da han fyldte ganske meget i billedet. "Og se, farmand er her også. Det skal nok være underholdende," sagde han med en munter stemme og smilede fjoget over hele ansigtet. Han fortsatte så med at lade blikket glide over mængden, men kort efter faldt hans blik på en der lignede Samson forbandet meget. Han stirrede først med forbløffelse på den mindre version af Samson, inden han begyndte at le utrolig højlydt. Mens han lo holdt han sig for maven, og hele hans krop blev gennemrystet af latterkramper, og tårerne begyndte at trille. "En... haha... en lille... haha... Det er simpelthen for morsomt!", udbrød han og lo blot endnu højere. Han kunne ikke styre sig. Det var nok det morsomste han havde set. Mens han lo kastede han sig også tilbage, blot med sådan en kraft at han faldt ud af vinduet, og et forskrækket udbrud undslap hans læber, for kort efter at man kunne høre de store vingers basken igen. Han dukkede hurtigt op i vinduet, stadigvæk leende, men nu knap så hysterisk og langt mere kontrolleret, mens han tørrede en tåre ud af øjenkrogen. Han fik sat sig igen på sin plads, mens han fik leet den sidste smule. Han vendte dog blikket mod drengen igen, og kiggede hurtigt væk, mens han prøvede at klemme et grin ned bag ved en hånd, hvilket blot fik det til at lyde en smule gryntene, inden han begyndte at le igen. Det var noget mere afdæmpet, da han stadigvæk holdt sin bandagebeklædte hånd foran munden. Den gang tog det også knap så lang tid til at begyndte at slappe lidt af igen. "Du morer mig altså utrolig meget, Samson," sagde han og trak vejret dybt, mens han stadigvæk havde et dumt grin på. Han kiggede så videre på de andre, men ikke lige nogen der fik en klokke til at ringe. Han tog sin le og lagde den op i skødet på sig selv. Han kiggede kort rundt på dem og sagde: "Fortsæt bare med det i snakkede om."