Det var godt og vel to uger siden, at Tarrim var kommet tilbage til Krystalpaladset, ved hjælp af Skumring. Han havde haft tid til at hele sårene, primært grundet Skumring healerevner. Men han havde også givet sig god tid til, at få gennemgået sine egne evner efter at have siddet i en celle i to år og heldigvis var de ikke blevet helt rustne, for ellers ville det sværd der nu hang i hans bælte ikke være blevet så pænt og han ville sikkert have langt flere skrammer end før. Han var lærenem.
Men det var stadigvæk ikke nok. Tarrim var nødt til at få mere luft og dette fortalte han inden han kort efter drog af sted påny.

Han var dog ikke i sin uniform, for til trods for at han udmærket vidste, at Lyset var vendt tilbage, så var han stadig rædselslagen for de mørkets krigere der stadig rendte rundt omkring i landet. Og selvom inkvisitionen var nedlagt, så kunne der stadig være levende medlemmer tilbage.
Nej, Tarrim ville være i stand til at overraske dem, når alt kom til alt, og derfor var han tilbage i sin hvide skjorte, brune bukser, lange støvler og lange ruskindsjakke. Den eneste forskel var sværdet, der var pyntet med et fint logo og ellers var ganske godt smedet.
Solen var lige gået ned og Tarrim var på vej forbi en tætvokset skov, da han tænkte, at det måske kunne være en ganske god idé at slå lejr for natten. Det gjorde det lidt skræmmende at være alene om natten ude i ingenting, men han havde da fælder med, til uinbudte gæster. Nu var det bare om at finde et passende sted.

Xenix havde brugt de seneste uger for sig selv og prøvet ikke at gå Lorgath så meget på, han havde tilsyneladende meget at tænke på og hun ville ikke risikere at ende med at blive en irritationsfaktor for ham. Dette havde dog ligeledes resulteret i, at hun havde været nødsaget til at finde sin egen føde. skulle hun selv sige det var hun blevet en del bedre henover de sidste måneder, men af og til kneb det dog med menneskene og hun havde af den grund været tvunget til at leve af dyreblod. Nu hungrede hun efter noget ordentligt.

Hendes rolige skridt førte hende langsomt igennem skoven med et opmærksomt blik, hun ville aldrig opnå halvt så gode sanser som Lorgath, men efter hendes forvandling havde det hjulpet en hel del og både hendes syn og hørelse havde forbedret sig meget, som et ægte rovdyr.
som altid havde hun en lang kropsnær kjole på og udover en stor sort rejsekappe med en pelskant, hun behøvede den ikke, teknisk set var hun død, men ingen mennesker rendte på denne årstid rundt i bare skuldre og arme, ikke med mindre de var godt vanvittige. Det slanke sværd var godt gemt under kappen, og hang på hendes ryg i nødstilfælde.
Pludselig fangede skridt hendes opmærksomhed, hvilket fik hende til at stoppe op, selv på afstand var det let at se at det var en ung mand, et svagt smil bredte sig på de røde læber, inden hun gned sig omkring øjnene hvilket gav hende et mere fortumlet udtryk. så satte hun i roligt løb imod manden mens hun spejdede ind mellem træerne.
"Keetah? Keeeeetah?"
Kaldet var desperat men tydeligt som prøvede man at holde en vis panik under kontrol. Så vendte hun blikket imod manden længere fremme inden hun viftede med den ene arm og et hulk undslap hendes læber, inden hun vendte blikket mod ham og kom helt tæt på.
"Undskyld Hr. Ser De, min datter er blevet væk i skoven, jeg var ude for at samle svampe da hun pludselig forsvandt. Og... nu kan jeg ikke finde hende.." Xenix vendte blikket imod ham med et bedende blik der næsten blev helt blankt og håbløst at kigge på inden hun fortsatte.
"Hun er kun 6 år gammel, ca. så høj og med sort hår ligesom jeg, De har vel ikke set hende?" Xenix anviste en ca. højde med den ene nøgne hånd og snøftede så helt unødvendigt. Hun kunne på nuværrende tidspunkt allerede dufte ham, det fik hendes tænder til at løbe i vand, eller det ville det have gjort, hvis hun endnu dannede spyt. Lige nu gnavede sulten sig bare endnu længere ind på livet af hende.

Tarrims sanser alarmerede ham, da han hørte en råben længere fremme i mørket. Han lagde en hånd på sværdskæftet, men da han hørte at det lød desperat og at det var en kvinde faldt han en smule ned. Hun viftede med armen, og virkede ikke som nogen fare, selvom hans hjerte bankede hurtigt af forskrækkelse. Han lyttede til hende, mens hans greb løsnedes og han til sidst slap. Han troede på hende, til trods for sin voldsomme paranoia, for hun virkede oprigtigt desperat. Og hvordan kunne han ikke hjælpe hende? Han var en af lysets krigere, han stod for hjælp og ikke for at afslå en person i nød.

Derfor sendte han hende et forsikrende smil. "Det er jeg ked af at høre, men jeg har ikke set hende. Men hvis du vil have hjælp til at finde hende, så har jeg ikke særlig travlt," svarede han mens han forsigtigt lagde en hånd på hendes skulder og gav den et klem. Det var i disse, sjældne stunder, at han gik tilbage i sit gamle, fuldstændigt ubekymrede gamle jeg.
"Lad os bare starte med at gå den her vej," sagde han så, mens han lige så roligt begyndte at gå. Der var da intet at bekymre sig om, selvom et eller andet gnavede i ham og sagde til ham, at der var noget galt.

Xenix gav nogle små gibbende gisp fra sig, overraskende nok lød hendes hulken ganske oprigtig, da det med at trække vejeret som var en menneskelig vane, overraskende hurtigt havde forladt hende, hvilket gjorde hendes gispen og mulen endnu mere anstrengt end først antaget.
"Oh, jeg skulle bare have holdt bedre øje med hende, men .. hun er bare blevet så eventyrslysten på det sidste!"
Hulkede hun fortsat og prøvede så at fremtvinge et smil til Tarrim foran hende, inden hun tørrede en usynlig tåre væk og nikkede så til ham, et øjeblik studsede hun kort over tanken, hvis hun faktisk havde haft en 6 årig datter på nuværende tidspunkt ville hun have født i en alder af hvad? 16-17?
Tanken fik hende tik at give et lille sæt fra sig, men begyndte så at gå efter Tarrim.
"Tusind tak Hr. Det er ikke alle der er så venlig som Dem!"
Sagde hun så og blinkede en enkelt gang med øjnene, som de kølige isblå pupiller langsomt blev slørede og roligt men sikkert begyndte at forsvinde. I tilfælde af at Tarrim ville kigge på hende slog hun blikket ned i jorden og af og til spejdede ind mellem træerne, en grådig sult havde efterhånden indfundet sig, men hun måtte vente lidt endnu, bare få øjeblikke så ville han ikke være andet end serveret på sølvfad.

Mens Tarrim gik, og kvinden talte til ham, forsøgte han at lægge en dæmper på de nerver der trådte ind. Han brød sig ikke om at gå ind i en mørk skov, men det var bare nødvendigt, når hun havde brug for hans hjælp.
"De må ikke beskylde Dem selv, det er svært at holde øje med nogen som helst i mørket. Jeg er sikker på vi nok skal finde Deres datter," forklarede han forsikrende, overraskende roligt i forhold til hvor paranoid han egentlig så småt begyndte at føle sig.
"Nej, det kan De have ret i. I det mindste er det da begyndt at ændre sig lidt, her i den sidste stykke tid," svarede han kvinden, på hendes kompliment.

"Mit navn er forresten Tarrim. Hvad med Dem?"
Han vidste godt, at det var høfligst at præsentere sig før man bad en anden om hendes eller hans navn. Desuden holdt det andre fra at blive småparanoide. Det var nok bedst lige i aften at det bare var ham der rendte rundt og følte sig forfulgt, ikke hende. Hun havde sgu nok at tænke på.
De gik længere og længere ind i skoven og Tarrim så sig grundigt omkring efter nogle små, mørkhårede piger, men det var ikke så let i mørket og hans lys ville ikke sprede sig nok til at det ville gøre det en pind bedre. Det ville sikkert tage ret lang tid, før de fandt pigen og derfor forberedte Tarrim sig på en nat uden søvn.

Vampyren stirrede stift ind i skoven, hun var ved at være så sulten, at hele hendes krop dirrede efter føde, til sidst lyttede hun dårligt til hvad han sagde, men huskede så sig selv på, at det ville være latterligt at blive afsløret så tæt på. "Det er en skrækkelig alder, jeg ved slet ikke hvad jeg skal stile op med hende når hun bliver ældre!"
Sukkede hun så, i en trist opgivende tone, hun kunne langsomt mærke hvordan de lange spidse tænder begyndte at presse sig på og lavede små forhøjninger i hendes overlæbe hvis man kiggede godt efter. Hans duft berusede hende, og kort efter lod hun forsigtigt to fingre strejfe hans skulder, så han vendte sig mod hende.
den forvredne bekymrede mine var forsvundet som dug for solen mens et lille smil havde fundet vej i stedet. Den magiske effekt fra hendes blik var ikke længe om at indfinde sig inden hun trak på skuldrene.
"Mit navn er ligegyldigt!"
Mumlede hun så, inden hun kastede sig imod han og pressede læberne imod hans hals, hvor de fire spidse hjørnetænder borrede sig igennem den fine hud og det søde blod ivrigt strømmede ind på hendes tunge. Hendes hænder var dybt begravet i hans tøj i et solidt tag mens hun ivrigt sugede føde til sig

Tarrim smilte for sig selv. Han valgte ikke, at kommentere på det, for han havde ikke selv nogle børn. Måske ville han engang få nogen, men ikke nu. Det ville bare ende galt, for hans paranoia ville bare skræmme al familie væk og hans egen tilstand ville blot forværres.
Da kvinden lagde en hånd på hans skulder, vendte han sig selvfølgelig med et spørgende blik, som ikke nåede at ændre sig meget, da hun smilende forklarede at hendes navn var lige meget. Kort efter dukkede ubeskrivelige, krampeagtig smerter op i hans krop og han var hjælpeløs mod hende, da hun kastede sig mod ham og satte tænderne i ham.
Hans ben knækkede sammen under ham og han faldt bagover mens han kom med et lavt udbrud.

Mere kom der ikke, for selvom det gjorde forfærdelig ondt, så var han mere eller mindre vant til smerte. Han skulle bare lige vænne sig til den, så han lå et kort øjeblik i de forfærdelige kramper, for han, rasende, tog fat i kvindens overarme. Der fik samtidig ild i hans hænder.
"Forsvind! Monster!" Snerrede han hæst og hidsigt, mens han, både ved hjælp af råstyrke, samt kramperne, strammede grebet om hendes skuldre. Hun skulle futtes af!
Men hans defensive side fortalte ham, at det her ikke var godt og derfor slap han, mens han næsten ubevidst dannede sin lysbarriere. Samtidig forsvandt den krampagtige smerte, efterladende udmattelse. Men han lod hende ikke få tid til så meget andet, da han, med en god del mere af sin energi sendte hende væk fra sig med en eksplosion af lysmagi.
Kort efter kom han på benene og trak sit sværd.

Xenix var mere eller mindre beruset af det søde blod som hun grådigt drak, det var flere dage siden hun havde fået menneskeblod og dét havde været på kande, ikke den varme pulserende fornemmelse det havde når man drak direkte fra offeret.
Et ryk i Tarrim fangede dog hendes opmærksomhed, hvordan var han overhovedet i stand til at bevæge sig? Hun havde kun mødt én før der havde formået at kringle sig ud af smerterne, mere nåede hun dog ikke at tænke før hun mærkede en brændende smerte på hendes overarme, hvilket fik hende til at slippe sit offer med et sæt og se overrasket på ham, inden hun gav et halvkvalt hvæs fra sig. Et par enkle bloddråber løb endnu fra hendes underlæbe, som et skinnende lys slyngede hende væk. Hun gav et gisp fra sig, på trods af at det ligeledes var unødvendigt for hende sad den menneskelige reaktion endnu så dybt i hende, at hun ikke kunne lade være. Det skarpe lys brændte sig ind på hendes nethinde som når man kiggede op imod solen. Solen, det var allerede flere måneder siden hun havde sagt farvel til den. Hun vidste dog ligeledes at hun måtte kommer over det og fokusere, ellers var hunligepludseligt sat i offerrollen, og det skulle ikke ske. Med den store kappe var hun ikke længe om at kvæle ilden der ellers havde haget sig fast til stoffet på hendes kjole, derefter trak hun den slanke klinge hun bar på ryggen, hvis han havde lyst til at lege nu, skulle han have lov til det.
Kort efter ændrede hun dog mening, tunge hovslag var ikke til at tage fejl af, hvilket fik vampyren til at vende sig rundt og løbe igennem den mørke skov, hun vidste godt hvad der ellers boede i skoven. Det eneste spor der var efter vampyren var én slank daggert der lå tilbage hvor hun havde landet.

Tarrim var mere end klar, på trods af sine let rystende ben og han lavede en mindre lyskugle i venstre hånd mens hans sværd var rettet mod hende. Hun trak også sit. Pis. Det var en rigtig dårlig tilstand, at kæmpe i, men nu var der ikke så meget at gøre. Han så blot stædigt på hende, mens hun selv så ud som om at hun var i tvivl. Kort efter løb hun, men han var alt for udmattet til at høre hvad hun løb fra. I stedet slukkede han lyskuglen og gik frem mod noget der glimtede i skovbunden. Da han var derhenne, faldt han på knæ med et træt suk og samlede en kniv op. Hendes kniv? Sikkert. Den skulle hun nok få tilbage engang..

Kort efter kunne han mærke barrieren slukke af sig for at reservere på hans energi. Smerten fra før kom tilbage og han kneb øjnene i, mens han faldt helt ned at ligge. Med en anstrengt mumlen, tog han kniven og satte den i bæltet, før han blot påbegyndte den sædvanlige tranceagtige tilstand, som han altid havde været i, når de torterede ham i inkvisitionens kvarter.
Den holdt smerten ude, mens han bare lå og stirrede op i trækronerne som en død.

Toorah havde brugt det meste af dagen hjemme på fortet, hun havde haft nogle enkle møder hun skulle tage sig af, men havde ellers ikke haft synderligt travlt. Sent om aftenen havde hun trådt ud af fortet og lagt en hånd imod et af de største træer der fandtes i hele skoven, det var ikke mange ting der gik uset hen i Elverly uden at Toorah kendte til det og det var af samme grund, at hun rynkede let på brynene til hvad træerne sladrede om.
I løbet af få minutter havde hun fået sadlet sin [url=http://www.stallfrieser.se/assets/images/DSC_2844-b-400.jpg]majestæriske sorte hingst[/url] og red så afsted imod hendes destination i lindeskoven. Da hun nærmede sig trak hun blidt i tøjlerne og lod hestens rolige gang blive afslappet og langsomt, den store hest fik let den ellers høje kvinde til at virke lille, selvom der ikke var nogen tvivl om hendes status. Hun var iført en lang rød kjole med syede guldkanter, mens håret var sat op med fletninger og i en meget avanceret frisure. Over ryggen bar hun et langt let krumt sværd der gik i ét med sit skæfte, der ligeledes var omviklet rødt skind og guldtråd.
Idét hun fik øje på Tarrim steg hun langsomt af hesten, inden hun trådte hen til ham mens stirrede mistroisk ned på ham, man kunne aldrig vide sig for sikker.
"Hvem er du?"
De mørkerøde rolige øjne stirrede autoritært ned på ham, mens hun så hans skader an, det var i det mindste ham der var blevet overfaldet, men i så fald, hvor var hans overfaldsmand?
Tanken fik hende til at kigge op og kort afsøge området med blikket, inden hun igen vendte ansigtet imod manden for hendes fødder.

Tarrim forblev i en trance i forholdsvist lang tid, til nogle lyde længere væk afbrød ham fra sin koncentration. Han kunne stadig mærke smerterne, men de var til at styre nu, mens en kvindelig skikkelse stirrede mistroisk ned på ham og spurgte om hvem han var. Hvem hun var havde han ingen anelse om, og han var lidt for omtåget til, at lægge mærke til andet end hendes meget pæne påklædning. Forhåbentlig var hun ikke endnu en der ønskede at myrde ham. Han kom med lidt besvær op at sidde og tog sig til halsen, hvor den anden kvinde havde bidt. Det blødte stadig lidt, men det var ikke så forfærdeligt som man skulle tro.

Det eneste der lige nu holdt ham markeret af overfaldet, var det lette blodtab og så overbrug af magi. Han tog sig kort til hovedet, sukkede så, før han lige så stille og roligt kom op at stå, med sit sværd som støtte.
"Tarrim. Er Deres navn også ligegyldigt?" Spurgte han, mens han langsomt puttede sværdet tilbage i sit holder. Det gik ikke at kvinden troede han ville angribe hende. Forhåbentlig ville hun heller ikke gøre ham noget så, for lige nu så hun meget mistroisk ud. Uvilkårligt trådte han et enkelt skridt bagud, både for at respektere hende og for at komme på afstand. Nu hvor den anden angribende var væk, så følte han angsten krybe frem og han havde mest af alt lyst til at stikke af og finde sig et hul han kunne gemme sig i. Hans ben rystede stadig let, han undgik øjenkontakt og mest af alt lignede han lidt én der lige havde set et spøgelse.

Toorah satte sig roligt på hug ved siden af den omtågede herre, heldigvis var hendes udsmykkede lædertøjler til hesten lange nok til, at den kunne tå lidt væk og ikke virke alt for intimiderende for den faldende herre, da hesten trods alt havde rigeligt med størrelse.
Så rynkede hun kortvarrigt de røde bryn, inden hun inspicerede hans bid fra vampyren og var ikke et øjeblik i tvivl om hvad der havde ramt ham.
"Du var heldig, de sataner giver ellers ikke slip!"
Mumlede hun så, inden hun rejste sig samtidigt med ham og rakte ham den feminine slanke hånd "Og med mindre du finder mit navn ligegyldigt hedder jeg Toorah, leder af Elverly!"
De røde øjne betragtede ham bestemt som han stak sværdet i skeden, efter hende en uacceptabel måde at behandle et sværd, sådan at bruge det som stok, da det senere hen kunne risikere at skulle redde ens liv.
Hun rømmede sig kort da hun opdagede at sværdet tilsyneladende tilhørte emn af lysets krigere og smilede så skævt til ham.
"Du burde komme med tilbage til fortet og så varmen, lægehjælpe, lidt mad og noget at drikke!"
Hun så indbydende på ham, inden hun rettede lidt på det ene vidde ærme der hang fra den røde kjole med guldkanterne, enhver kriger af lyset var velkommen i hendes hjem, så længe de udviste respekt og opførte sig ordentligt.

Tarrim rømmede sig let ved elverens kommentar om sataner der normalt ikke slap. Han tog hendes hånd, da hun rakte ham den og kiggede lidt forvirret på hende. Hans hænder var barkede som kun en smeds hænder kunne være det. I et forsøg på at være høflig, smilte han forsigtigt.
"åh, nej nej, Jeg finder ikke nogens navne ligegyldige.. Men den.. Øhm, satan dér, hun mente hendes navn var irrelevant," mumlede han lidt usikkert, mens han kløede sig lidt i nakken.
Han lagde godt mærke til hendes bestemte blik, men undlod at sende noget blik eller nogen kommentar imod det. Hun virkede som én af høj status, især nu hvor han rigtig kunne se hende.

Med det sagt, var hendes tilbud mere end bare belejligt. Han følte sig ret så drænet, grundet sit trick med barrieren, men igen, så forvirrede det ham stadig. Fort? Elverly? Han kom tydeligvis ikke særlig meget ud.
"Øhm.. Tilgiv mig for at være uvidende, men.. Jeg kender ikke rigtig til det her sted," sagde han med et lidt undskyldende blik. Hendes tøj fremviste også meget høj status, og for én som Tarrim, en tidligere gemen smedeknægt, som senere var så heldig at blive en del af lysets krigere, for derefter at spendere to år i fangenskab, så var dette overvældende og han følte sig pludselig meget lille igen.

Toorah hævede øjenbrynet, ikke synderligt imponeret og kunne så ikke lade være med at smile lidt. "Hvad havde du regnet med? At en vampyr der få øjeblikke efter havde i sinde at springe på dig og bruge dig som delikat frokost ville præsentere sig først?"
Hun lod kortvarrigt fingrene løbe op til det store hår der sad i en voldsom pompøs frisure, inden hun rettede på nogle af de smalle fletninger der nåede hende helt til lænden. Så vendte hun igen blikket imod herren og så så ganske overbærende på ham, der var mange mennesker der ikke kendte til Elverly, eller havde været der for den sags skyld. Af og til var man heldig at støde på en der havde hørt historier om stedet som barn, men det var så også det. Af og til kom der en tosse der var helt opsat på at finde elverene og andre gange skræmte de spidse ører folk langt væk, grundet de blandede rygter der gik om elverfolket, nogle sagde at de var venlige og imødekommende væsner, andre sagde at den slags folk ikke tøvede med at slæbe dig med til elverbal, så Tarrims neutrale indstilling tog hun helt roligt.

"Der er mange der ikke kender til Elverly Tarrim. Der er ikke så meget at sige andet end det er skovelverenes primære opholdssted." Hun fugtede kort læberne og klappede så den store hest på halsen, inden hun vendte sig imod Tarrim.
"Her, du kan sidde på min hest til fortet, jeg kan bare trække ham, det er intet problem og jeg insisterer!"
De røde øjne betragtede ham indgående og fortalte klart og tydeligt, at hun ikke ville bøje sig i en eventuel situation, manden trængte tydeligvis til forplejning og lægehjælp og hvilket skarn ville ikke gøre det for en Lysets Kriger?

"Jeg havde forventet alt andet. Hun var ikke sådan da hun kontaktede mig. Hun snød mig vel," svarede Tarrim med let bøjet hoved. Han skammede sig over sin uvidenhed, men hvordan skulle han kunne ignorere det? At en kvinde manglede sit barn og oprigtigt virkede desperat? Godt nok var Tarrim god til at lære folk at kende, men den sidste tid havde været lettere svært for ham.
Da Toorah forklarede at han ikke var den eneste der ikke rigtig kendte til Elverly, og at det var et sted for elvere, sneg hans blik sig til hendes ører. Spidse, præcist som en af de der elvere. Han havde skam set dem før, men de virkede så gådefulde, at han ikke havde fundet ud af hvordan de egentlig var generelt.

Idet Toorah insisterede på at han skulle sætte sig på hendes hest, gik Tarrims indre fuldstændig i panik. Enten var hun oprigtig i at han skulle have hjælp - Eller også fraterniserede hun med fjenden! Hans puls steg mens han stivnede let og stirrede på hesten, som var den et stort monster der skulle til at sluge ham.
Til sidst blev han enig med sig selv om, at det var for det bedste, at han bare holdt kæft og fulgte med. Hvis hun løj, kunne han altid skabe en ildregn og stikke af mens de var forvirrede, hvis ikke... Ja, så havde han en chance for at falde ned i det mindste. Han mumlede utydeligt for sig selv mens han regnede dette ud, fuldstændig ubevidst, og gik derefter hen til hesten og rørte forsigtigt ved dens hoved.

Hesten måtte kunne mærke hans urolighed, for den skubbede kort til hans hånd, som om alt var okay. Ellers måtte det have været hans paranoide tanker der spillede ham et puds.
"Åh, ja... Tak," svarede han usikkert, før han steg op på den meget store hest. Det var ikke helt det samme som med Skumring, for den aften havde han både været fuld, halvdruknet og lettere såret. Lige nu var han bare udmattet og det gik op for ham, da han sad oppe på hesten, at han ikke rigtig havde siddet på én i årevis.
"Der er en god sandsynlighed for risikoen for, at jeg falder af. Jeg har ikke siddet på en hest i over to år," undskyldte han for Toorah. Han vidste ikke helt hvad han ellers skulle sige. Det her var lidt akavet..

Toorah nikkede blot til hans udsagn, det kom som sådan ikke bag på hende, på trods af at vampyrer ofte var stærke og atletiske var de ligeledes dygtige til at snyde folk. Man kunne vel også forestille sig at det blev anstrengende at skule jagte et menneske hver gang man skulle have føde, så hvis man kunne lokke godtroende folk var det vel at foretrække for sådan en blodsuger.
Godt nok virkede Tarrim lettere nervøs over den store hingst, men på trods af det kom han overraskende let op i [url=http://www.discountsaddleshop.com/files/1562052/uploaded/1730SphinxArabianShow.jpg]sadlen[/url] på trods af at hesten målte over 180 cm over ryggen.
Så smilede hun til ham og grinede let.
"Bare rolig, du skal nok hurtigt komme til at huske hvordan det er, desuden kan man stort set falde i søvn i den sadel uden at ryge af!"
Det var sandt, takket være formen på sadlen sad man utroligt godt, men nu var den også beregnet til krig hvor man ikke bare skulle kunne stryge af hesten ved et slag eller en pil.
Idét Toorah havde sikret sig at han sad til rette begyndte hun langsomt at gå og trække i de lange sorte tøjler som ligesom sadlen var dekoreret med sølv og mønstre i det rå læder. Den store hest satte opmærksomt igang og gik så med rolige skridt efter elveren, hendes lange røde kjole slæbte en beter bag hende, men det så ikke ud til at genere hende at skulle gå alligevel på trods af at der var et godt stykke til fortet.
"Hvad laver du overhovedet i skoven på det her tidspunkt? Godt nok er sandsynligheden for at rende ind i en vampyr ikke den største, men der er meget andet i disse skove der udgør mindst den samme fare. Det er lige før at jeg vil kalde dig heldig!"
Hun vendte kort blikket imod ham mens hun gik og spejdede så opmærksomt ind mellem træerne, var der én der kendte skoven ud og ind, så var det hende. Vampyrer, varulve, nymfer, elementaler, der var efterhånden ikke det man ikke kunne rende ind i og for den slags væsener var skoven oplagt, da det var let at gemme sig og finde føde.

Kort efter at Toorah havde forsikret ham om, at det nok skulle gå og at man kunne falde i søvn i sadlen uden at falde af, blev Tarrim enig med sig selv, at så slemt var det i hvert fald ikke. Han satte sig bedre til rette i sadlen med et lille skævt smil rettet mod Toorah.
Han huskede sine få læretimer med ridning og pludselig dukkede mindet op om, at han bare skulle slappe af og følge med på hvad end det var for nogle bevægelser hesten lavede. Nu stod de stille, men da Toorah begyndte at føre hesten frem kunne han mærke det omgående. Han brugte det meste af sin koncentration på at slappe af og ikke gøre noget dumt.

Tilsyneladende var udmattelsen en god del af hans held med netop at komme helskindet gennem dette og da Toorah talte til ham igen, faldt han det let nok at svare på hendes spørgsmål til trods for at han kort forinden havde fokuseret meget på det andet.
"Jeg var uden for skoven. Så kom.. Ehm, vampyren og ledte mig derind. Resten er ikke helt så stærkt et minde for mig lige nu," forklarede han. Hans psyke mente at det skulle presses væk, så det var det blevet og det hele virkede lidt blurry for ham. Han vidste godt hvad vampyren havde gjort, men han undgik med vilje at tænke over det.
"Mig, heldig? Det skulle da lige begynde nu.." mumlede han en smule sarkastisk mens de red/gik videre.

//Out