En hånd skød hurtigt om og greb spydet, der blev flået frem foran kroppen. Hele den kamphærdede skikkelse faldt i forsvarsstilling, klar til at afværge det første angreb.

Denaro havde fulgt gruppen. Skønt han ikke var et officielt medlem fandt han flere af deres ideer ganske interessant og ideen med et angreb på mørkets lord virkede som en mulighed han ikke kunne lade slippe forbi. Han hadede egentlig ikke mørkets hær, de havde deres metoder og lyset havde nogle andre, men problemet var at mørket var for stærkt. Balancen var forsvundet, og nu ville han, Denaro Kilz, prøve at genoprette den. Missionen havde dog været for stor for ham alene, så han priste sig lykkelig for at have flere med sig. Hans sidst infiltrationsforsøg havde trodsalt været en fiasko.
Han brød sig dog ikke om deres omgivelser. De smalle gange forhindrede ham i at forvandle sig, da vingerne hurtigt ville blive et problem. Derudover var de indendørs og den mængde sand han bar på sig var begrænset. Om nødvendigt kunne han hente mere til, men de ville blive for åbenlys en handling (ske deres position stadig var ukendt) og ville kræve meget af hans magiske kraft.

Angående Vidor havde Denaro ikke meget at sige. Han var ukendt, men Samson lod til at have tillid til ham, og for det måtte han have sine grunde. Særligt når det omhandlede så stor en ting, som et angreb på Mørkets borg. Af den grund stolede Denaro også på ham.

Om maven bar han et bælte, med et utal af små tasker. Den venstre hånd slap spydet og åbnede en af taskerne, men trak intet ud. Den greb hurtigt spydet igen, klar til kamp.
Han kendte ikke sin modstanders styrke, men mørkets krigere var veltrænede og var kendt for ikke at vige tilbage for selv de værste midler, så han måtte passe på. Han kunne ikke tillade selv det mindste angreb at slippe ind. Hvertfald ikke før han forstod sin modstanders tankegang og teknik.

______________________

Navn: Clayton

Magisk evne 1: Vand-element
Magisk evne 2: Teleportering
Magisk evne 3: Mørkets Kriger kraften

Særlig(e) kendetegn: Hvidt halvlangt pjusket hår, med sorte striber ind i mellem. Lav fyr, men med tydlige muskel-markeringer. Kindbenene er tydeligt markerede. Hav-blå øjne med sort omrids.
______________________

De havde indvarderet og ridderne var straks på vej ud til alle de indtrængende og her var Clayton. Hans næseryg var præget af smårynker og han kiggede ud af to små sprækker. Han var klar til kamp. Hans tempo var rask. De dunkle gange havde meget fugt, så han følte sig godt tilpas. Han forsvandt i en røgsky, lige så snart han så en ukendt skikkelse. Et øjeblik efter var han lige bag Denaro. Tågen fra stedet hvorpå han forsvandt havde bevæget sig mod Denaro og stoppede der også. Clayton åndede mod Denaros nakke.

"Yn-keligt.." En sort kugle blev skabt og hang nu i luften lige der hvor stemmen var kommet fra. Clayton var forsvundet og befandt sig nu nogle meter bag Denaro. Omkring 7 meter.

Et skridt frem imod stedet hvor Clayton forsvandt og en hurtig håndbevægelse fik spydet til at skære en skarp linje imod det punkt, hvor den fremmede stemme var kommet fra. Fyren var dog allerede væk igen, men Denaro vendte straks front imod ham.
Han analyserede sin modstander. Og nogle ting vidste han allerede. For det første var fyren mørkets kriger og besad derved deres særlige evne. Mørket. Dernæst fremførte han en provokerende attitude, der formodentlig forsøgte at slå modstanderen psykisk af pinden, men samtidig gjorde ham sårbar overfor modtræk af samme skuffe. Sidst var personen i stand til at skifte lokalisation ufattelig hurtigt. Ganske som Kravenoh havde gjort det i deres sidste kamp.

Spyddet faldt igen klar til forsvar. En gang til. Han skulle vide mere. Han slap dog med den venstre hånd og lagde den på den åbne bæltetaske. Denne gang ville han agere anderledes og forhåbentlig afslutte kampen før den nåede at starte. Han måtte videre og kunne ikke spilde alt sin tid på en lavere rangeret tåbe.
Hans læber hang klæbrigt sammen, mens hans øjne var skarpt rettet imod hans modstander og de sorte streger understregede blot alvoren i hans blik. Forsøgte Clayton samme træk igen ville resultatet blive et spyd gennem maven og en afsluttet kamp.

Den sorte kugle satte sig pludselig i bevægelse, lige så snart Denaro vendte sig om. Den blev dog delt i to på grund af spydhugget og farede nu i høj hasigthed mod Denaros overkrop. Clayton smilede et helt hvidt smil, hvor tandsættet var meget spidst at se på.

"Kan du overhovedet tale, dreng?" Clayton begyndte at grine et lille lettere grumt smil. Han gned sig lidt i hænderne og sorte kugler blev produceret. Kuglen blev større og større men lidt efter lidt splittedes den og de andre den der blev til en ny kugle, "forsvandt" hurtigt. Han lod nu kuglen vokse. Tre andre kugler var forsvundet på, indtil videre, mystisk vis. Den store kugle blev sendt direkte fra Claytons hænder og mod Denaro i en S formet bevægelse. Da den kom tæt på, slyngede den sig omkring og gik nu mod ham bagfra, mod ryggen.

Spydet havde splittet kuglen og derved skabt to angreb i stedet for et. Kuren var dog simpel nok.
Hurtigt hævede han spydet i en horisontal vinkel. Han skød vægten frem og slog spydet direkte imod kuglerne. Spydet rykkede sig ikke så meget som en milimeter, holdt oppe af både Denaros fysiske styrke og hans magiske kraft.
Endnu engang måtte Denaro analysere kampen.
Fyren fremkaldte kugler til at angribe med, han kunne skifte position og holdt afstand. Øjensynligt ville han prøve at holde afstanden mellem dem og hvis man kom for tæt på ville han teleportere sig væk. Ganske simpel teknik, som dog havde en svaghed. Kunne modstanderen forudse positionen for hans teleporteringer var han færdig.
De forsvindende kugler var formodentlig som at lægge patroner i et magasin. Han klargjorde til at kunne bruge flere angreb og gerne som en overraskelse. 3 kugler havde han gemt væk. Blev disse opbrugt var han sårbar, men indtil da måtte Denaro passe på når han angreb.

Da Clayton angreb satte Denaro i kontra. Han kastede med voldsom kraft sit spyd direkte imod hans modstander. Fyren ville formodentlig forsvinde eller blokere. Hans træk ville indgå i resten af vurderingen.
Nu stod han kun med et problem. Angrebet var stadig på vej imod ham, men uden spydet til at blokere måtte han anvende en anden teknik.
Hånden på tasken blev hængende, men da kuglen skød omkring ham skød magien fra hånden og ind i tasken. Straks reagere indholdet og fløj op i luften og blokerede kuglen få centimeter fra hans rygsøjle. Han ville dog ikke lade den hænge. Magien skød igennem sandet, der straks blev skudt tilbage for at sende kuglen imod væggen, så enten kugle eller væk ville blive knust.

Hurtigt åbnede Denaro den næste taske, klar til at reagere på Claytons handling angående spydet.

Spyddet gjorde, at de to mørke kugler blev helt opløst. De falmede helt ud i en sort slags tåge, og bredte sig mere og mere og opslugte nu nærmest gangen i ét mørke. Clayton vred nakken let fra side til side og knækkede fingrene da han foldede dem sammen. Denne fyr kunne være en god lille godbid at lege lidt rundt med. De små øjne stirrede lige frem for ham, direkte på Denaro. Han kunne godt lide den afstand han holdt sig på nu.
Denaro var hurtig til at slå fra forsvar over til angreb, men Clayton var også hurtig på dupperne. Et felt skabt af det purre mørke skød frem fra hans hænder der blev strakt ud fra kroppen, som resulterede i at spyddet faldt til jorden. En sitrende lyd kom fra feltet, da spydspids og kraftfelt mødtes.
Clayton fik et grumt smil over læberne. Han trådte ned på skaftet i et forsøg på at få det til at knække.
Der var dog ikke tid til nogen pauser, hvilket han egentlig begyndt at kunne lide ved Denaro, selvom han trods alt var modstanderen.
Clayton blinkede en enkelt gang, og pludselig var der noget.. sand? På spil? Den hurtigste reaktion på dette var teleport, der fik ham over på den anden side af Denaro, tre meter fra ham.
Clayton kiggede efter sandet der forsvandt igennem væggen og efterlod sig et stort hul. Hans blik flyttedes tilbage på Denaro, men begyndte så at le hånligt.
”Ser man det, ser man det… Du ødelægger jo Midnatsborgen! ” Sand kunne kun være aldeles morsomt at lege med. Man skulle da næsten lige se, hvor godt han kunne komme ud af det med sand. Det var ikke just noget som Clayton havde prøvet før.
Vanddråber blev samlet sammen fra luften i en hurtig fart. Klatter blev slået sammen med klatter på et stort areal i rummet. Både foran Denaro, men også bag ham. Til sidst, samledes to store klatter sig på hver sin side, og samlede sig i en høj hastighed oppe over Denaro for at slå pladask ned mod ham. Clayton havde simpelthen givet slip på vandet og tyngdekraften havde hevet i den store mængde vand som rummede op til 40 L.

I det øjeblik Clayton forsvandt sprang Denaro hurtigt frem og greb spydet inden han igen skød front imod sin modstander. Spydet var hans udgangspunkt i denne kamp så han måtte passe på det.
Spydet var et helstøbt metalobjekt, der bestod af et stof, der var hårdere end titanium, men stadig let nok til at svinge rundt. Det var ikke lige så let som et almindeligt jernvåben, og meget tungere end et almindeligt spyd, men takket være den magiske kraft var dette ikke noget stort problem.

"Jeg ødelægger ikke borgen." Lød det pludselig fra Denaro idet vandmasserne samlede sig. De to klumper virkede faretruende og den højre hånd skød hurtigt ned og åbnede to tasker mere. Hvilket gav ham 5 tasker, som endnu var uåbnede.
"Jeg river den ned!"
Vandet faldt og Denaro reagerede hurtigt. Indholdet fra de tre tasker skød op over hans hovede og bygge en skrå plade. På undersiden placerede han hånden og da vandet slog imod skød et voldsomt slag gennem pladen og videre ned i Denaro. Han sank et øjeblik i knæ, før vandet sprøjtede til side, i modsatte retning af Clayton.
Skøn vandet havde ramt sandpladen var det meste blot blevet skubbet til siden og hoveddelen af hans sand var stadig tørt. Han slog blikket imod Clayton og straks reagerede hans magi.
Sandet samlede sig i 5 små kugler på hver 1 cm i diameter. resten hang stadig over hovedet på Denaro.
Som skudt ud af en kanon skød kugler afsted, deres fart var voldsom og deres slagmasse lille. En teknik der kunne slå igennem murene på almindelige stenhuse, så de ville uden problemer sende en person som Clayton flyvende. Hvis de ramte.
Allerede inden teknikken var nået helt frem havde Denaro klargjort 3 nye kugler. Fyren burde teleportere og disse kugler blev hurtigt sendt i modsatte retning af den Clayton stod i. Gangen var trodsalt smal, så stederne fyren kunne springe var stærkt begrænsede.

Clayton stod lettere uforbløffet og så til på sandbetvingeren. Umiddelbart så Denaro ikke ud til at more sig, men det måtte han virkelig gøre.
Claytons hoved lagde sig let på skrå, dog ikke på nogen forbløffende måde, nærmere kritiserende, hånligt. Som om, at han havde forventet at der havde sket mere.

Dog gik der ikke længe før der netop skete noget mere.
Clayton smilede et syrligt smil, men gik så hen i den kølige udstråling. Kampen her var helt bestemt ikke ovre. Han havde ikke afsløret sig selv helt.

Clayton rakte sin hånd frem, som om at sandkuglerne skulle stoppe. Dog stoppede han dem ikke, men han selv forsvandt i stedet. Han var væk i et stykke tid. Der hvor han var, var dog et sted på Midnatsborgen hvor han indtog en hel del vand, så meget han nu kunne rumme uden at han ville trille. Han dukkede op efter 10 sek op i gangen igen, dog umiddelbart ikke til stede. Der hvor han var, var faktisk oppe. Oppe på en af væggene som var gået "indad" i sin struktur, og her sugede han mere vand til sig, som om det han havde drukket ikke var nok. Vandet havde spredt sig meget hurtigt udover den ene væg og løb nu ned som et slags vandfald så der blev skabt strøm nede hvor Denaro stod. Clayton selv, var blevet til det rene vandmonster. Dog ville denne form ikke holde i lang tid, så han måtte bruge den fornuftig.
Clayton hoppede ned mod Denaro med maven nedad. Hvis han ramte ville han efterlade Denaro liggende på gulvet og helt gennemblødt. Flyttede han sig, sagde det blot plask og det hele ville være den rene strøm. Vandet opholdte sig kun inde for et vidst område. Så det virkede som om at der netop var fire vægge i stedet for to. Rummet, var i gang med at blive fyldt op.
Sandkuglerne havde ikke haft nogen effekt på Clayton, for de var blot blevet våde af at ramme ham. Helt igennem våde, og så var det pludselig også til hans eget forsvar at styre. De blev netop slynget tilbage mod Denaro.

Denaro sprang hurtigt væk fra det sted vandfaldet startede og blikket faldt øjeblikkeligt på Clayton. Fyren så større ud en før og det var ikke svært at se hvorfor.
Blikket faldt kort på vandfaldet igen inden hans resterende sand lagde sig over huden på ham. Det så ud til at denne form ikke ville kunne klare det. og dog.
Clayton angreb og Denaro reagerede hurtigt.
Angrebet var for simpelt at masse Denaro med sin vægt ville ikke hjælpe ham. For det første havde Denaro et spyd og for det andet var hans magidepoter stadig fyldte.

Hurtigt smækkede han den flade ende af spydet i gulvet så den borede sig et par centimeter ned. Spidsen var rettet direkte op og med Clayton på vej ned ville han blot bore spydet direkte gennem sin mave. Denaro tog dog ingen chancer og sprang hurtigt væk fra stedet, mens sandet begyndte at rotere om hænderne på ham. Hastigheden steg konstant og dannede to ringe af hurtigt roterende sand om hans hænder. Disse ville kort fortalt fungere som en rundsav hvis nogle var dumme nok til at sætte kroppen imod. De skulle være hans forsvar hvis modstanderen havde et es mere oppe i ærmet.
Han måtte dog afslutte kampen inden vandet steg for højt.

Med magi blev spydet holdt på plads, han så nødigt at det skulle bøje sig væk når fyren landede på det, eller blive skubbet ud af kurs inden han slog ned. Nej han ville holde det fast med sin magiske kraft.

Claytons vandfjæs smilede stort da han kom styrtende ned mod Denaro, og det forsvandt ikke idét spyddet blev sendt i gulvet og Denaro flyttede sig. Det der skete, var blot et plask ned mod det andet vand. Ingen organer kunne blive skadet. Det måtte dog se at gå hurtigt. For han ville ikke kunne holde denne form meget længere endnu.
Ned fra væggene løb der fortsat vand, ligesom et mildt vandfald. Det kunne lige så godt have været en udsmykning, dog skulle der så blot have været en slags opsamler for neden for at det hele ville virke en anelse mere som en udsmykning i stedet for en udrydning af Denaro.

"Hey Sandfjæs! Dur du virkelig ikke til mere med det sand!?" Claytons stemme var pludselig meget fremmed at høre på og det gad også ekko i det skabte vandrum. Stemmen lød som et monster, hvilket han jo også på nuværende tidspunkt var.
En vandmasse samlede sig i det eksisterende vand der rodede rundt på gangens udvalgte gulv. Vandmassen formede sig som en større udgave af Claytons egen skikkelse.

"Du glemte noget.. dit spyd!" Vandmonsteret slikkede sig om tungen et kort øjeblik, men åbnede så munden og ud af den fossede vand, som netop var det vand som monsteret ellers var udformet som. Dette resulterede i at monsteret fjernede sig delvist fra sin samlede skikkelse og farede mod Denaro i henblik på at gøre ham drivvåd så han ville være let som ingenting at "koste rundt med" gennem vandelementet.

Så det trick virkede ikke. Det havde også været for let, nej han måtte finde en anden metode. Han åbnede en taske mere, men denne gang fløj indholdet øjeblikkeligt ud og spredte sig i lokalet.
Han havde en plan, men den krævede en smule forberedelse.

Claytons angreb fik to tasker mere til at åbne sig. Hvilket gav 3 uåbnede tasker. Han var ved at nå sin begrænsning for hvor meget sand han kunne anvende. Heldigvis havde han dog stadigvæk dele af sandet fra sidste blokade til at flyve omkring hans hænder.
Hurtigt og uden tøven foldede han sig sammen til en kugle og lod sandet danne en kupel omkring hans krop. Den skulle nok kunne holde det første vand væk, men han kunne ikke blive siddende.
Begge hænder blev sat på gulvet under ham og med et tryk skød magien ned i gulvet og hele vejen igennem til etagen nedenunder. Sten blev nedbrudt og hakket i små stykker inden sandet blev skilt fra. Uden videre overvejelser lod han sig selv falde gennem hullet og videre ned på etagen nedenunder. Det ville ikke tage mange sekunder herfra før sandet blev gennembrudt ovenpå og hullet ville blive afsløret. Han ville dog ikke vente. Modstanderen var altid mest sårbar lige efter et angreb.

I muren på Claytons ene side (den uden vandfaldet) var sandet allerede trængt godt ind og havde fordelt sig mellem stenene. Enkelte af murstenene var blevet skåret fri fra muren og sad nu som patroner i et gevær, klar til at blive skudt afsted imod deres intetanende ofrer. Sådan en sad nu med sigte direkte imod Claytons hovede og kun med den svirpende lyd af mursten i luften skød den frem fra muren med retning imod Claytons tinding. Kraften ville kunne knuse et almindeligt hovede.

Selv om fyren bestod af en hovedpart vand, så formodede Denaro stadig at hvis han smadrede hjernen, måtte fyren dø. Sådan var logikken hvis det ikke passede var det muligvis slet ikke en ægte modstander, men blot en illusion sat op til at holde dem tilbage indtil mørkets lord kunne samle sin rigtige hær og angribe.

Claytons ansigt vendte nedad, idét det hele buldrede sammen under Denaros tidligere ståsted. Vandet fulgte nu med ned hvor Denaro forsvandt som et større vandfald. Der var blevet samlet rigeligt vand inden for de antal kubik meter, som havde været "rummet" hvor kampen ellers havde foregået. Clayton kunne mærke at han var tvunget til at forvandle sig tilbage til sin krystalisianske form nu og nu med Denaros hidtidige forsvinden, måtte det være tidspunktet. Dette skulle jo selvfølgelig gå stærkt. Tiden var uden tvivl knap og han så ikke ud til at tage nogen pauser inden for kamp. Han havde ikke engang tid til at lukke et ord ud.
Clayton grinte let, men så nu hvordan sandet skilte sig ad og bevægede sig væk fra stenene. Han kneb øjnene let sammen. Ikke just noget han havde ventet, lige indtil han mindede sig selv om at fyren beherskede sandet.

"åh åh" Hans øjne blev store da den ene begyndte at rykke på sig, men dukkede sig idét de var blevet skudt af og fulgte dem med øjnene, hvor de slog mod den anden væg og blev flækket over i to-tre stykker.

Vanddriverne der endnu lå på gangens gulv, samledes. Vandmassen blev udformet som en slange og snoede sig nu hen ad gulvet og videre op af væggen hvoraf der var kommet sand ud af. Slangen lagde sig øverst oppe langs væggen og strakte sig nu over et større stykke på denne væg. Da slangen havde strukket sig tilstrækkeligt begyndte den at "bløde". Vandet sivede ud af slangen og nedover væggen for at samle sig inde i sprækkerne mellem murstenene. Dette kunne måske holde murstenene tilbage.
Hvor blev fyren af?
Clayton teleporterede sig op til det tidligere sted hvor han havde siddet, på væggen bag ham. Fra denne vinkel var han mere sikker end hvis han stod dernede uden at vide hvor fyren var blevet af.

Denaro huggede hånden videre ned i laget under sig og skabte endnu et hul ned til etagen under dem. Han flyttede sig derefter fra hullet så vandet kunne falde en ekstra etage ned. Han havde altså sikret sig et sted at være, mens Clayton stadig fiskede rundt i etagen ovenover.
Hans murstensteknik var dog fejlet, men det havde fået hans modstander til at anvende yderligere magisk kraft. Nu var han dog næsten klar.
Med et par rolige skridt gik han hen til muren og lagde hånden på. Han førte straks magien gennem væggen og videre rundt. Sandet i slottets mure, den naturlige sand i sten, gav ham et overblik over omgivelserne og trykket på etagen over ham. Han lukkede øjnene i og førte mere magi ind, mens han fokusere og etagen over ham og den etage han stod på.
Fik han nok til ville han kunne forbinde sig selv til sandet i begge etager og derigennem danne et system, hvor han kunne føle hvad der skete. Så længe det da påvirkede sandet. Med andre ord, når folk tog et skridt kunne han mærke trykket på sandet og han kunne derved spore sin modstander.

Det tog lidt tid, men han fandt sit offer.
Denaro åbnede to af de resterende poser og sendte dem ind i murene, hvor de gravede sig frem.
Han ville snart have færdiggjort sin fælde.
Et smil gled over Denaros læber. Nu var rollerne byttet rundt. Denaro var i offensiven.

Clayton følte sig som trængt op i en krog på stående fod. Han var ikke glad for den nye rolle han var blevet tildelt i denne kamp. Han sad nede på hug med en hånd støttende mod væggens mursten. Han kiggede ned. Der var da også sand over det hele, når nu han tænkte over det. Han så mod det nydannede hul og det beroligede ham just ikke. Denaro måtte være et sted nedenunder, for det var trods alt dér hvor han var forsvundet hen. Dog havde murstenene forvirret ham lidt, for hvordan kunne de bevæge sig heroppe, når han befandt sig dernede? Han var vidst lidt ud over det normale.
Clayton smilede et lille stift smil. Så kunne han da få noget konkurrence. Han lukkede sine øjne en enkelt gang. Han måtte finde ham, han måtte få et overblik over situationen. Denaro kunne frasortere vandet med sit sand, så han måtte jo bare finde ud af hvor vandet stoppede og hvis der var nogen der kendte gangene på Midnatsborgen, var det Clayton.
Vandet nedenunder bredte sig yderligere. Vandet var kommet på et par etager derned ad, og det krævede en del koncentration at have fat i alle disse vandmasser for at styre dem rundt i rummene.

Denaro smilte pludselig for sig selv. Det var fuldbragt.
Det var ikke uden grund jeg sagde jeg ville rive borgen ned
Tanken skød kort gennem Denaros hovede inden en gnist af magi skød igennem sandet.
Som en ladning dynamit satte det af. Sandet var i væggene, i gulvet, i loften. Overalt omkring Clayton havde Denaro klargjort sin fælde og Clayton stod midt i den. Ved at sætte sin magi i gang nedbrød han sandet i en eksplosion og når sandet sprang så sprang væggene, gulvet og loftet med. Og med dem håbede han at Clayton også ville blive pulveriseret.

Teknikken var dog krævende. Den havde taget tid at klargjorde. Den havde taget alt for meget af hans sand at aktivere og endnu mere af hans magiske kraft end han ønskede at indrømme. Men tilgengæld skulle den nok kunne få den del af gangen til at ligne en ruin.
Det ville dog alarmere enhver anden, som endnu ikke havde set deres indtog, men på nuværende tidspunkt var det ikke længere en nødvendighed at holde sig skjult. Det var for længst for sent for dem. Nu gjald det bare om at få samlet tropperne igen og finde Samson. Han måtte stadig være i nærheden.

Clayton fandt frem til Denaro. Hans væsen begyndte nu at blive urolig. Han slog øjnene op og blev mødt af en eksplosion af sand og mursten. Han fik sten i hovedet og blev slået bevidstløs. Clayton faldt ned fra den lille afsats han havde været på og faldt nu ned gennem hullerne i etagernes gulv og loft. Hans øjne var halvt åbne. Han forsøgte at teleportere sig på sikker grund, men det resulterede kun i et glimt fra hans krop da han prøvede, men han skulle bestemt ikke ryge ned uden at give Denaro et eller andet.
Vandet der allerede var på etagen som Denaro stod i kastede nu mod hans ansigt i et forsøg på at få ham til at drukne. Dog ville det ikke holde længe, for Clayton ramte et sted neden under og kroppen blev knust og ribben brækket. Han kunne ikke få luft længere og blot et øjeblik efter var hans sjæl drevet bort fra kroppen.

Ved eksplosionen trak Denaro hurtigt hånden til sig. Nu gjaldt det bare om selv at overleve eksplosionen!
Hurtigt skød hånden ned og åbnede den sidste taske med sand og han sprang hurtigt imod muren så han kunne komme så godt af vejen som muligt.
Ovenfra sprøjtede vandet ned. Det vand der før havde været på etagen over ham havde nu ikke længere noget gulv og slog i stedet imod underetagen med voldsom kraft. Sandet skød over ham og dannede en form for paraply, som slog rødder i væggen, men han kunne ikke dække sig helt. Vandet slog imod ham og han blev flået væk fra muren.
Et øjeblik kunne han mærke hvordan panikken greb ham og i vilde bevægelser greb han ud efter noget at holde sig fast i, men der var intet og vandet steg stadig. Der nåede ikke at gå mange splitsekunder før hans fødder ikke længere kunne nå bunden og ude af stand til at kunne holde sig selv ovenvande slog han armen imod den nærmeste væg. En mindre eksplosion sprang hul i væggen og straks fandt vandet et sted at strømme hen og ud på den anden isde af mørkets borg.

Da vandet var ved at være strømmet væk fik Denaro rejst sig. Han gispede efter vejret mens han hostede vand ud af lungerne. Han hadede vand!
I et forsøg på at genfinde overblikket kastede han et blik rundt. omkring ham lå ruinerne af overetagen, men hvis han skulle finde de andre måtte han videre af samme etage som før, så iført gennemblødt tøj og en frisure der fik ham til at ligne en fordruknet mus, klatrede han op på den gamle etage. Han rakte kort hånden frem og hans spyd, som var begravet i ruinerne, sprang pludselig frem fra sit skjul og endte i hans hånd.
Han vred kort sig kåbe inden han vandrede videre ned af gangen.