De stegende stråler faldt gennem den tørre luft i et landskab, hvor kun et materiale bestod overlevelsestesten, sandet, så langt øjet rakte var der ubeskrivelige bakker og dale af brændende sand og kun enkelte steder viste livet sig gældende i form af et insekt, en skorpion eller en lille ørkenræv, der var gået på jagt. Lige nu var der dog ikke mange væsner i syne, solens hede gjorde det næsten umuligt at overleve, så de ventede til mørket faldt på og den kølige natteluft kunne omfavne dette vandløse område og atter gøre det beboligt for andet en småkryb.

Et par kilometer nord for pladsen, gemt bag sandetbakkerne, lå den lille ørkenby. Her stod et enligt telt i skyggen af en enorm statue. Denaros lille lejr. Her havde han klargjort sig. Drukket alt den væske hans krop kunne indtage uden at overbelaste sig selv, hvorefter resterne var hældt ud over kroppen for at køle den af. Han havde smidt sin almindelige vandredragt i en lille, hvorefter han havde sat afpåklædt med sin gamle rustning i armene. Det havde været længe siden den sidst havde været fremme. Hvor længe var det mon? Han havde engang svoret ikke at bære den igen, men alligevel tiltalte den ham.
Kun denne ene gang... Kun denne ene gang... Kun denne ene gang...
Sådan havde han messet for sig selv idet han spændte en kombination af læder om metal om kroppen. Dragten var simpel, men gav en god bevægelsesfrihed, mens den stadig beskyttede de mest væsentlige punkter. Der var heller ikke meget tøj i den, så heden ville ikke blive et problem, men solens stråler var stadig farlige.
Han så ud af åbningen. Der var ikke længe til det skulle starte.
Med et roligt sind smed han en kåbe omkring kroppen og slog hætten over hovedet. Nu ville solens stråler ikke nå ham og med vandet på kroppen ville han forblive kølig til kampens start. Gad vide om de andre kendte disse forholdsregler?

Nu stod han her så. Kastede blikke på sandbakkerne og ventede på sine udfordre. De to krigere, der gennem deres styrke og vilje var blevet udvalgt til at træde op imod ham, i en kamp hvis udgang end ikke spåmænd ville gisne om.
Der gik lidt. Han så dem stadig ikke. Han var tidligt på den. For at få ro i sindet spændte han det mægtige spyd af ryggen og stikkede det ned i sandet foran sig, inden han med langsomme bevægelser satte sig ned på hug. Tiden nærmede sig stadig og med spydet som solur kunne de dukke op hvert øjeblik det skulle være. Det pirrede ham dog stadig at han ikke kendte deres evner, mens Samson, gruppens leder, formodentlig allerede havde informeret dem om hvad han havde set Denaro bruge. Det var en ulempe, men han klagede ikke, for dette var hans domæne. Hver eneste bakke af sand, hver eneste håndfuld de samlede op, hvert eneste korn der lagde sig på deres sko, var i hans kontrol så længe han ønskede det.
En kogende vind skød gennem luften. Nu var det tid.

En tung lyd hørtes under Samson. Det var sandet der gav et tungt tilbageslag mod en tyrs klove. Der var ingen tvivl om, at det krævede mere af tyren at ride i sand, end på græs. Men sneen havde også været tung. Dog var det et helt andet klima at komme til. De havde godt kunne mærke, hvordan temperaturforskellen havde steget voldsomt jo tættere på ørkenen de kom, og der gik ikke længe, før træerne som Samson ellers var kommet fra, nå ja, træerne som var palmer, var forsvundet foran Samson og Brutus. Der var ganske vidst en statue, og det var ved den, de havde aftalt at skulle mødes og duellere.
Samson var godt spændt. Han var ikke helt glad for at skulle forholde sig på sidelinjen, specielt ikke når adrenalinen kom til at pumpe. Det var to af hans medlemmer som skulle gå ind i, ja, sandet var det jo. Denaro blev betragtet som sand, i så fald indtil videre.
Der gik ikke længe før han anede en rustning forude, og dette kom særdeles bag på ham. Han havde regnet med at de skulle troppe op i deres "jeg", men dér havde han tydeligvis glemt at slå ned.
Samson missede med øjnene, han var særdeles ikke glad for dette, og skar da også en grimasse på afstand, så den nok ikke lige ville kunne anes på den lange afstand.
Samson lod Brutus sætte farten ned for nu var der ikke langt igen.
Han var iført sin bandeleder kappe og sine lange sorte bukser. Varmen kunne han klare, temperaturen var ikke nogen stor ulempe for ham længere, da varme var hans "speciale". Det kunne blot være nemmere at få varmet op og udøve ild, nemmere end ellers.
På siden af Brutus var der et par tasker vedhængt. I den var der til diverse fornødenheder. For det første var der drikkelse, en hel del af den. I den anden var der forbindinger og små eliksirer, som han havde fået en alkymist til at lave for sig på Borgen. Det skulle lempe, eller fjerne småskader. Der var forskellige slags, men det var mest til det overordnede plan, og så noget lindrende. Ellers var der nål og tråd, men det skulle forhåbentlig ikke være nødvendigt. Samson håbede det i så fald.
Samson var tæt på Denaro nu, inden for få meter stod han. Samson sagde intet i første omgang, han kiggede blot op og ned af Denaro med et par hævede øjenbryn.

"Aha? Så dette finder du altså nødvendigt.. Så helt betvivler du alligevel dog ikke Rutilus Tarurus, gør du vel, Denaro?" Samson smilte et lille køligt og en smule overlegent smil, som dog hurtigt ændredes. Der var ingen tvivl om at han tog denne kamp alvorligt.
Brutus stod et par gange og trippede. Samson sad stadig på dens ryg. Efter at have trådt et par gange på samme sted, lagde den sig ned oven på alle fire ben. Den prustede, men så lige ud, skænkede ikke engang Denaro et blik - så det ud som om. Tyren sansede ham i fulde drag, og den var mere rettet mod Denaro, end på det punkt hvor dens blik hvilede.
Samson satte sig langs tyrens ryg, så han sad i front mod Denaro, og tyren vendt siden imod den kampudrustede mand. Tyren havde lagt sig tæt på statuen og dermed tæt på teltet. Det var jo netop ikke lige dér kampen kom til at udfolde sig, det var nogen meter derfra.
Det drejede sig kun om sekunder eller minutter før han kunne se skikkelserne fra begge sine medlemmer.

En stor skygge gled ind over ørkenens varme sandbakker, efterfulgt at luftens sus når den blev brudt af de store fuglevinger. Tara havde redet på sin enorme ørn Storm hele vejen til ørkenen og stift fulgt efter den store røde tyr af Samsons, der let kunne ses fra luften. Forsigtigt lagde hun benene til fuglen, som en rytter havde gjort til en hest, og det enorme dyr styrtdykkede mod det varme sand, hvor den landede, ikke mange meter bag Samson.
Tara havde som altid sin grønne rustning på, og alt hvad der tilhørte; armskinner, benskinner, lårplader, ja hun havde sågar spændt det sidste stykke af torsorustningen, som dækkede maven på, en ting hun ellers aldrig gjorde, da hendes smidighed for det meste beskyttede netop dét område, men efter at have snakket med Samson var vedkommende de skulle op imod ikke hvem som helst.
Over skuldrene havde hun en kort kappe der gik til midt på ryggen, og ellers var præget af bandens symbol, hætten havde hun trukket over hovedet for at skygge for solens hede stråler og ved hver side havde hun et kortsværd, tydeligvis et til hver hånd, det var sådan hun sloges bedst.
En let skulen blev sendt efter Samson, hun var slet ikke tilfreds med at være her, i ørkenen, og slet ikke sammen med den lede satan af en sortelver hun var blevet prakket på, Tara var på ingen måde bygget til den slags kamp, og det var Samson udemærket klar over, men havde alligevel sendt hende afsted. Hun fnøs og pustede en af de røde lokker, som havde revet sig løs fra den lange fletning, væk fra ansigtet, inden hun begyndte at tage Denaro i øjensyn. Dette gjorde hun ved at lægge hovedet en anelse på sned og knibe øjnene let sammen imod ham, dog uden at det blev til en stirren.
Hun vidste ikke rigtigt om man skulle hilse, eller om det bare ville være for latterligt når man skulle til at slå hinanden til plukfisk, hun endte med at drage det sidste som konklusion, og lod Samson føre ordet, det var nok oså bedst sådan, det var trods alt ham der var lederen, og hvor kunne det dog se kønt ud at kvaje sig på forhånd

en mørk form for røg skygge kommer stille og rolig forfølgene efter tara men bare nede fra jorden og da den er tætter på samson og tara dukker kravenoh op. han ser sig omkring og kan se denne modstander som de skulle kæmpe imod, han ser på samson med et lille smil på læben og ser så hen på tara irriteret men stadig smilene da han ved at hun hader ham og omvendt. han ser at samson og tara har kappe på hvilke han ikke har valgt at gøre selvom han ved at det symbolisere banden, men han tænker kun på sin egen måde at kæmpe på og hvad der er bedst for ham at ha på, han bøster sandet af hans rustning som han altid har på udenset hvad, for så ved han hvad han har og han ved hvad den kan tåle. hans blik føre direkte over på hans modstander, selvom han står nogle meter fra ham studere han ham stadigvæk og for det han skal bruge ud af det. " og så lige i en ørken " mumler han for sig selv og sparker lidt til sandet hvor efter han mumler vidre " det her sand er jo ikke til at bevæge sig rundt i " siger han irriteret men bevage stadigvæk overblikket og ser så på tara igen " hvem skal jeg regne med der dolker mig? dig eller ham " siger han smilene hvor efter han stille bevæger sig hen imod denaro imens hans blik viler på samson undrene. han vidste ikke rigtig hvor stærk denne modstander var men en ting er sikkert hvis det bekymre samson, så er det en person der helt klart er hver at kæmpe imod.
kravenoh tanke gik lidt på hvis denne person er så stærkt som kravenoh tror så kunne denne person muligvis være den person kravenoh skulle lide sit første nederlag til og vil sige dø til, men mindre tara fik lysten til at gøre det. han stopper op få meter fra denaro og vender sig så om og ser over på tara for at se om hun nu osse havde rørt lidt på sig og derefter på samson for at se hans måde at tag tingene på.

Han rettede sig roligt op da de tre krigere nærmede sig. Spydet blev dog siddende i sandet og han rørte det ikke. Han nikkede let som en hilsen til Samson, men lod indtil videre ikke til at værdige hans krigere den mindste form for opmærksomhed. Kampen var trodsalt ikke startet og han forventede en kamp med ære og respekt.
"Den der ikke forbereder sig forbereder sin egen undergang" Sagde han og slog kåben af så hele hans krop var synlig. hans hud var gyldenbrun og musklerne trådte elegant frem uden at virke pumpede. Væsken glitrede stadig og afslørrede hans forholdsregl for solen.
"Men jeg ser du fandt to krigere. Vil du præsentere os før vi starter?" Spurgte han uden så meget som at trække på smilebåndet. han mente det seriøst.
Han kastede først sit blik mod sortelveren, der talte i baggrunden, øjensynligt enten af mangel på respekt for deres leder, eller fordi han ikke anså situationen som Denaro gjorde. Der var dog en ting der undrede ham og det var at Samson havde valgt en sortelver til at kæmpe i ørkenen. Deres hud ville fange mere varme end andre og derved hurtigere opnå en dehydrering, samt at elverne var kendt for deres smidige og hurtige bevægelser, noget sandet hurtigt ville sætte en stopper for, for som sortelveren selv sagde, det her sand er jo ikke til at bevæge sig rundt i.

Den anden var også en elver, en skovelver hvis man skulle være præcis, hendes rustning og kropsbygning afslørrede det let, men hun lod til at have overvundet problemet med sandet. Hendes fugl ville gøre det let at bevæge sig rundt, og det ville blive svært at fange hende samtidig med at han skulle forsvare sig imod eventuelle angreb fra sortelveren. Det så dog ikke ud til hun ville angribe fra afstanden da hun hverken bar bue eller andet kasteskyts, tværimod bar hun sværd. Det lod til hans forsvar skulle sættes på en prøve, men igen forudså han solen kunne blive hendes værste fjende. Det røde hår og den blege hud ville snart mærke solens stikkende stråler og lære hvordan tørsten kunne dræne dig for energi.
"og hvis I er klar, vil jeg lade dig signalere kampens start" Sagde han i samme øjeblik at blikket vendte tilbage til Samson.

Samson mærkede sine to medlemmers tilstedeværelse højest et par minutter efter at han selv var ankommet. Først gav han Tara et lille nik som hilsen, og så derefter over sin anden skulder, og så Kravenoh. Han brød sig ikke om Kravenohs udtalelse, bestemt ikke når Denaro var i nærheden. Han sendte Kravenoh et meget bestemt og hårdt blik. Måske ville han ikke tage det til sig, men han måtte forstå at det var hans alvor.
Samson rejste sig, idét Denaro gav lyd fra sig. En præsentation måtte være på sin plads.

"Dette er ikke for sjov, mine herrer og kvinde." Begyndte han og vendte sig mod sine medlemmer først, og derefter mod Denaro.

"Som lovet, vil jeg holde mig ude af kampen. Men min hensigt med denne kamp er at det skal være en værdi kamp, men ikke en kamp til den selveste død. Vi er ikke på denne måde fjender. Denaro har udfordret os. Han ville se, hvad vi kunne.." Sagde Samson med sin hævede dybe stemme der stærkt var præget af alvor. Stemmen var brummende og lettere hæs. En stemme som man nemt kunne få respekt for, specielt når den dybe stemme tilhørte en sådan en overpumpet krop. Hans ord var henvendt til dem alle, for lige at gøre klart, hvorfor de var her og hvordan situationen skulle gribes an.
Han vendte sig mod Denaro med et iagttagende blik inden han fortsatte.

"Jeg har medbragt Tara og Kravenoh til at kæmpe mod dig, Denaro..." Sagde Samson stadig med en hævet stemme, så alle kunne høre ham.

Samson vendte ryggen mod Denaro og så på Tara og Kravenoh med et bestemt blik. Et blik der sagde, at han holdt godt øje med dem og at der dermed ikke skulle opstå nogen skænderier eller mordforsøg mellem dem. Hvis Denaro fandt ud af at de var sådan over for hinanden, ville han tvivle på Samson som deres leder, og dermed valget af medlemmer. Situationen i banden var bare lidt kaotisk. Især når man skulle finde krigere til en ørken som udfordringen lød på.

"Jeg vil bede jer, at stille jer som I ønsker...." Samson trådte nogen skridt til siden, for at komme over mod Brutus igen, som ikke havde rørt sig det mindste. En lille brise tog fat i Samsons lange sorte hår så det flagrede let, alt imens de alle havde en mulighed for at stå hvor de ønsker.
Samson stod nu ude på "sidelinjen", mellem medlemmerne og Denaro.
Han flyttede sit blik mellem hver og en langsomt, for at vurdere om alle var klar.
Han løftede sin vidtstrakte hånd op mod himlen i strakt arm. I et hug med armen satte han kampen i gang.

"I gang!" Samson trådte adskillige skridt tilbage, sådan så han kom ud fra kampens område, og satte sig endnu engang langs Brutus' ryg, med front mod kampen der skulle til at toppes.

((Her fra, svarer jeg kun hver anden gang efter Denaro, da der ikke er det store i at iagttage ^^ Kan være at der opstår steder hvor det bliver hver tredje, men skal nok give lyd fra mig!))

Denaro nikkede anerkendende af Samsons ord, dette var ikke ment som en kamp til døden, men samtidig vidste enhver at angreb man ikke for at såre, så ramte man ikke, særligt ikke en kamptrænet kriger. Denaro havde hvertfald denne erfaring og ville ikke stoppe sit slag før det var brudt igennem forsvaret og klingen hang for struben af hans modstander. At trække lidt blod ville ligeledes ikke være en afvist tanke.

Blikket blev vendt imod Tara og Kravenoh i takt med de blev præsenteret. Et respektfuldt nik fulgte navnene. Denaro ønskede ingen sure mimer, hverken før eller efter kampen, han var muligvis en kriger der ikke ville tøve med at trække blod, men samtidig en mand af ære, der ikke gik ind for ligegyldigt had. Kunne en kamp undgås, så var det den bedste sejr af dem alle.

Da Samson gjorde dem klar til at positionere sig blev Denaro stående. Spydet stod ca. 1 meter foran ham og var indenfor rækkevide af de hærdede næver, han behøvede blot at strække armen ud og straks ville det kølige metal strammes i hans greb og blodbadet kunne begynde, men han ventede. Han trak ikke våben før kampen startede.

Armen faldt.
Denaro reagerede med det samme, vægten skød baglæns og fødderne satte af i et kraftfuldt afsæt, der ikke lod sig mærke af det bløde underlag, tværtimod lignede sandet nærmeste en fjeder hvor han satte af. Han landede et par meter længere tilbage venstre for forrest og godt sunket ned i højre ben for at lægge vægten bagud. Venstre arm lettere udstrakt imod sine modstander, mens den højre lå ved hoften.
15 meter
Sådan lød bedømmelsen mellem ham og hans modstandere. Midt mellem dem stod spydet stadig, smukt og blodtørstigt ventede det på signal, og det skulle de snart få.
Den højre hånd skød frem, greb i den tomme lufte, men i samme øjeblik hånden knyttede sig sammen gik der et ryk gennem spydet. En hurtig opadgående armbevægelse og spydet han frit svævende i luften med klingen rettet mod de to modstander.
Målet var allerede sat. Skovelveren stod for skud. Højre hånd twistede rundt og venstre skød frem, så spydet svang sig frem i et kraftfuldt slag der gik fra højre mod venstre, med ven vinkel direkte imod Taras skulder.
Allerede inden slaget var svunget færdig skød armene i hver deres retning, inden de med voldsom kraft slog sammen foran kroppen. Spydet var sat i automatgear, indstillet til at hugge imod Tara i gentagende træk, fra højre, så fra venstre, spide, uppercut og så afslutte med den blunte ende inden hele serien blev gentaget. Det ville forhåbentlig tage et par omgange at regne mønsteret ud, og indtil da håbede han at møde sortelveren i en mod en.

Tara fulgte nøje med i Samsons og Denaros samtale, der var ikke en eneste detelje hendes spidse ører skulle misse, dog fandt hun tid til at sende Kravenoh et koldt blik, der tydeligvis indikerede: Frist mig ikke, sorte!
Dog blev disse ord ikke sagt højt da det ville afslørre, at hende og Kravenoh slet ikke var så gode venner, tværtimod fjender til det yderste, bare tvunget til at være sammen, uden at kunne skade hinanden.
Hun rømmede sig, og slog tanken ud af hovedet, inden hun lod sig glide ned fra ørnens brede ryg og klappede den blidt på siden, inden hun gjorde et diskret, næsten usynligt nik med hovedet, der fik fuglen til at lette, og forsvinde fra himles hvelving.
Da Samson beordrede at de skulle indtage deres pladser, gik hun et par enkle skridt bagud, bag ved Kravenoh, så han ikke stod direkte foran hende, men forskudt en smule. Hun tog roligt kappen af, og smed den et par meter fra hvor hun stod. Langsomt kom to spalter til syne på hendes ryg, og med en svag grimasse, masede to brune vinger sig ud af spalterne, og hun åndede lettet. Hendes sko, som var lavet af samme materiale som resten af hendes rustning, følte forsigtigt henover sandet, og dannede et fladt stykke, som hun stod på, hvorefter hun rystede så meget sand af skoene som hun overhovedet kunne, hun havde hørt om hans evner, og vidste at man skulle være varsom. Sand kunne knuse knogler hvis man sank det mindste i.

Et kort blik blev sendt over imod Samson, og da så hun armen falde. Et blodbad ville vente sig, hvis Denaro da havde evner inden for kamp, hvilket han havde, at dømme ud fra den måde han håndterede spydet på .. eller spydet håndterede sig selv? Tara måtte blinke en enkelt gang for at tro sine egne øjne, så nu skulle hun slås mod et levende spyd? Hun trak hurtigt begge kortsværd, og svingede dem en enkelt gang, for at få 100% føling med deres tyngdepunkter, det var tydeligvis hende, spydet havde udset sig for at angribe først. Hun trak vejret og pustede langsomt ud, hvad der varede ganske få sekundter føltes som minutter, takket være hendes træning inden for sværdkamp, og evner inden for psyke. Den kombination gjorde hende til en habil sværdkæmper, dygtigere end de fleste - så længe der ikke var evner indblandet, eller det for den sags skyld var en kamp uden våben, da kunne hun godt pakke sammen. Og i henhold til et våben der styrede sig selv, havde hun absolut ingen erfaring.
Spydet faldt først mod hendes skulder, det var tydeligt for enhver, hun hamrede sit ene sværd imod Denaros spyd i en elegant blokade, mens hun med det andet sværd huggede hårdt på spydets midte, for at få det til at gå midtover, men sådan skulle det altså ikke være.
Spydet gled langsomt men sikkert ud af hendes parade, hvilket resulterede i, at spydets skæfte slog hult imod Taras rustning, inden det skulle til at lave næste udfald. Hun gav et tungt gisp far sig, da spydets tryk imod hendes ribben var til at mærke, selv igennem rustningen, dog var tiden ikke til at dvæle nu. Hun satte hårdt af fra jorden og gav et slag med de store brune vinger, der sendte hende til vejrs på en himmelflugt hvor det forbandede spyd vel ikke kunne jagte hende, men kunne koncentrere sig lidt om at slå på Kravenoh, og hun fik et par minutter til at ømme sig ovenpå slaget.

kravenoh så bot over på samson og nikkede kort han vidste storset alt det samson synes angående det han havde mumlede. da hans modstander stortset har hjemmebane så vil det kun være fair at lade ham starte det første angreb, så han står helt afslappet og ser på ham lige indtil han bevæger på sig og begynder at angribe tara med sit spyd han står kort og ser tara som tog imod angrebet fra spydet. han vender blikket imod hans modstander og smiler en smule " nå lad os se hvad du kan " siger han blot ikke højt men bare lavt. han sætter foden lidt ned i sandet og mærker varmen strømme op i kroppem " skønt " hvor efter han træder af i sandet og løber lige hen imod denaro med en gode fart, og 6 meter fra ham folder han hænderne og danne en mørk skygge mur lige foran ham og danne i samme ryk en skyggeklon der tager over for den rigtige kravenoh løb, og den rigtige kravenoh olpløses i en skygge og forsvinder der fra. klonen løber hurtigt igennem skyggemuren og har retning lige imod denaro hvor klonen trækker en katana frem og i den anden hånd trækker klonen 4 kaste knive og kaster imod ham den ene har retning imod hans ben den anden imod maven og de to sidest imod skulderen og klonens angreb er rettet imod hans hovede. den rigtige kravenoh dukker op 5 meter bag denaro og venter blot på at hvis de 4 knive skulle misse vil han gribe dem og angribe ham bag fra hvis det kom til det. den rigtige kravenoh ser kort over imod tara da det er gået op for ham at de nok bliver nød til at arbejde sammen hvis de skal ha en chance for vinde over denne person som helt klart har hjemmebane fordelen på hans side selvom kravenoh havde et es i ærmet .





((sorry det korte indlæg kunne ikke lige nå at skrive mere ))

Han mærkede det, Kravenohs skridt slog impulser gennemsandet, der forbandt sig til Denaros nervesystem og advarede ham. Der var to. Han kunne dog ikke af gøre hvem der var den ægte og måtte derfor antage dem begge for ligeværdige.
Knivene kom imod ham, venstre arm blev løftet samtidig med at kroppen skred et halvt skridt baglæns for at undgå sandet der farede op foran ham. Knivene borede sig et par centimeter ned i sandet før de stoppede og blev ført videre med sandet, så kun Denaro og klonen var tilbage. Kroppen skød nu frem, stødte højre arm frem, som i et stød, men afstanden mellem dem var stadig for lang til at de kunne ramme hinanden, i stedet skød en voldsom bølge af sand op foran ham, den rejste sig et par meter op og truede med at sluge sit sorte offer med en knusende kraft.

Denaros blik var fokuseret, skarprettet imod fjenden foran sig, mens ørerne var stivnet i håb om at fange de lyde, som selv elverne måtte overhøre. Næsen vippede let, mens fødderne trykkede godt imod sandet, for at få føling med undergrunden og tungen lå lige i munden. Hans sanser var anspændte og klar.

Tara var blevet anden prioritet, men spydet gav ikke så let op. Et hug i luften afslørrede hun ikke længere stod foran den, så i stedet for at forsætte vendte det spidsen imod hende, sigtede og skød afsted som en pil fra en overspændt bue. Der lå masser af kraft bag skudet, præcisionen var god, men til gengæld ville det tage noget tid at få stoppet spydet, hvis hun skulle få fejet sig selv af vejen før spydet nåede sit mål.

Tara skulede ned mod jorden da hun var kommet et godt stykke op, hvor Denaro og Kravenoh blot var små pletter der dansede i sandet, mens Samson og hans tyr nok mindede mere om en klat. Hun hægtede hurtigt sværdene fast ved siderne hvor de hørte til, så hun lettere kunne bevæge sig rundt i luften, og ganske kort efter, fik hun øje på spydet, der som forudset havde fulgt efter hende. Dog havde det væsentligt mere fart på end forventet, så hun kun lige akkurat nåede at læne sig bagover, hvilket forårsagede en lang flænge i den ene benskinne, grundet spydets fart, som fortsatte forbi hende, og videre hvor det forsvandt fra hendes synsfelt.
Hun måtte tænke hurtigt, spydet kunne let gennembore hende hvis det kom tilbage med lige så meget fart og hun var uopmærksom, men på den anden side kunne hun heller ikke bruge hele dagen på at ligge og lege med et våben der kontrollerede sig selv.
Hun tog en hurtig beslutning og lod sig falde i en kontrolleret bue, der gav hende ualmindelig meget fart på, ned mod Kravenoh, og da hun var ca. 10 meter fra ham råbte hun; "Sorte, se om du kan få fat på en tot af hans hår, eller tøj til mig!" Dette var væsentlige ting i deres kamp, og i og med at Tara ikke havde muligheden for at gennemgå Denaros hoved ved et håndtryk, måtte det blive på den måde.
Herefter fløj hun et stykke om bag Denaro, og måtte holde sin position der, da hun var nødt til at se kampens næste udfald, og desuden holde øje med det morderiske spyd, før hun kunne tage sit næste træk.

kravenoh bliver lidt overrasket over at hans klons angreb ikke går igennem sand muren så denne modstander må virkelig have styr på sin sand evne men på den anden side hvad havde han så regnet med, da en sand mur rejste sig op i luften og så ud til at true kravenohs klon tog kravenoh sit næste træk og forsvandt kort for at dukke op 1 meter fra denaro, hvor efter han havde trukket hans sværd og havde placeret den ved hans nakke.
klonen forsatte imod sand muren med fuld fart selvom at i sidste ende ville muren nok opsluge klonen men det vil ikke gøre noget da det bare er en klon og at den ikke har nogen betydning lige nu men det vil nok komme på et tidpunkt. kravenoh står med sværdt ved denaro nakke hvor han hører tara råbe noget til ham, han mister fokuset for et kort øjeblik og ser så op på tara hvor efter han råber " pas nu på dig selv hvide du slår dig selv ihjel hvis du ikke snart tænker dig om. " råber han efter hende, og ser igen på denaro nakke hvor han har placeret hans sværd han smiler lidt " jeg ved du ikke er ligesom alle de andre jeg har kæmpet imod og jeg ved at hvis der var nogen der kunne slå mig ihjel ville det være dig, for jeg kan mærke din indre styrke selvom jeg ikke har evnen til at mærke andres evner men din styrke skinder ud af dig" visker han til ham sådan det kun er ham og kravenoh der kan hører det " det er slet ikke nødvendigt at holde dig tilbage overfor mig men være sød ved bleghuden for hvis hun skal komme til skade så er det kun mig der må gøre det " siger han osse lavt hvor efter han skære en lille tot af hans hår af (?)

Spydet forsatte, han skulle ikke bruge det længere, hvertfald ikke forløbigt. Han måtte kæmpe med sandet som han gjorde det bedst.
Klonen forsvandt og han måtte erkende, det var ikke den ægte. han havde ikke ofret sig selv så let, hvilket betød det blot var en afledning. En impuls skød gennem sandet, nr. 2 var i bevægelse. Højre fod lavede et vrid og sand fór straks op, så til den tid klingen nærmede sig nakken, var der flere kilo sand svævende omkring dem.
Lyden oppefra fik et smil over Denaros læber. Sortelverens fokus var fjernet et øjeblik, men mere behøvede han ikke for at angribe. Et blændende hvidt lys skød fra Denaros skikkelse og en voldsom kraft skød imod Kravenohs brystkasse for at slynge ham tilbage uden hår. Slaget ville komme fra to enorme hvide vinger, der var sprunget ud af Denaros ryg, men blot et splitsekund senere da lyset forsvandt, var Denaro som før. uforvandlet. Vinger var der intet af og kroppen var som den havde været under hele kampen.
Han tog en dyb indånding og lod ilten glide gennem kroppen inden han forsatte
"Bevar fokus" Sagde Denaro højlydt og drejede hurtigt rundt imod Tara og Kravenoh. Han lod dem tage det næste træk.

Tricket han havde brugt var forholdsvis simpelt, men mere energikrævende end han brød sig om. En dobbeltforvandling. Først en forvandling til hans andet stadie, vingerne der skulle slå Kravenoh væk, men straks efter vingerne var strukket ud gik anden forvandling igang og satte ham tilbage til første stadie. Han ville forsøge at holde sig så nær sandet som muligt, men hvis han besad vinger ville kampen automatisk trække sig op i luften og derved væk fra sandet. Dette hjalp dog samtidig til at skjule hans anden evne, da lyset formodenlig vil gøre det umuligt for elvernes skarpe blik at opfange vingerne. Der var dog et bevis på forvandlingen, i sandet lå et snehvidt fjer, der var fløjet af.

Tara holdt sig med vilje ca. en halv meter over sandet, da hun slet ikke brød sig om tanken, at Denaro havde styr på hele underlaget hun ellers ville bevæge sig rundt på. Små svedperler var så småt begyndt at pible frem på hendes pande, men det var heldigvis udholdeligt, da hendes bevægen i luften, ellers kølede en smule, det måtte se anderledes ud for Denaro og Kravenoh, for godt nok havde Denaro styr sand, men varmen var en anden faktor, og Kravenoh, tja, de sorte havde desværre en tendens til at overleve det meste, de var lige så svære at komme af med som rotter.
De honningbrune øjne flakkede henover de to nærkæmpende, eller det vil sige Kravenoh kæmpede virkelig for sin sag, mens Denaro, tja hvad lavede han egentligt? Tara måtte skærme sig for øjnene da det blændnde lys brød ud, men hun prøvede alligevel at finde ud af hvad der skete, selvom det virkede umuligt, kort efter kunne hun dog se igen, hvad var der sket? Hun gav et slag med vingerne, for bedre at kunne få et overblik, men der var tilsyneladene intet ændret, udover, at Kravenoh ikke havde fået hvad han kom efter. Dog var der noget andet der fangede hendes opmærksomhedn en fjer i sandet, ikke langt fra Denaro. Hun kiggede fra fjeren, og tilbage til de to kæmpende, der var ingen af de to der havde fjer, og den kom ikke fra Storm, da hans fjer var væsentligt grovere. Måske havde Denaro båret den på sig som pynt, og i så fald var den bedre end ingenting.
Hun trak det ene sværd, bare for en sikkerheds skyld, inden hun baskede med vingerne så hun kom yderligere op, inden hun igen styrtdykkede, denne gang med et væsentligt mere præcist mål; Fjeren.
Hurtigt strøg hun ned langs sandet, inden hun med to fingre snappede fjeren(?), og igen skød til vejrs for at undgår nærkamp med Denaro

ide kravenoh skan til at fjerne et hår fra denaro kommer der et hvidt skær op for øjne af ham og kravenoh for ikke ramt denaro's nakke og bliver i stedet for ramt i brystkassen af et eller andet han heller ikke ser, han bliver kyldet 4 meter bag ud, og i det øjeblik han bliver smidt bag ud forsvinder han op i en lille røg sky og frem kalder en klon mere som kunne tag sig af denaro imens den rigtige kravenoh dukker op bag ved denaro, så nu ser denaro på klonen kravenoh havde fremkladt.

klonen folder hænderne lidt og trækker 2 knive frem men holder dem i hånden og fremklader hans anden evne som var ild og laver dem til ildene knive. den rigtige kravenoh mumler noget som klonen siger " glas... ved du hvad sand bliver til når det for alt for meget varme?.." han smiler lidt og kaster de ildvarme knive imod begge denaro arme, selv en sandmur vil ikke stoppe de knive for ilden vil gør sandet til glas også vil knivene bare flyve igennem det og ha retning imod denaro.

den rigtige kravenoh gør det samme som klonen og kaster to imod denaro bag fra ham men de to han kaster har retning imod hans ben, ide kravenoh har kastet hans knive fra en afstand af 3 meter fra denaro ser han op på tara undrene, han ved godt nok ikke hvad hun har gang i det er som om hun ikke hjælper ham med noget her.

Endnu en impuls gennem sandet. Der var to igen. Hans blik blev skærpet, den sorte røgsky måtte være basis for hans evne, men hvad var den præcist? hvertfald noget der kunne materialisere sig selv, men meget mere vidste han ikke.
"Jeg tror du har undervurderet sand og glas" Lød det fra Denaro idet sand skød op omkring ham i en kupel. Knivene slog imod sandet, satte sig fast, hvorefter man kunne se sandet smelte og knivene falde til jorden. Kuplen forsvandt igen, men de to flyvende klumper glas blev liggende på overfladen.
"Sand smelter og bliver flydende ved over 1400 grader, det tager tid for dine flammer at varme sandet op og vi skal ikke glemme at selv hvis du varmer sandet op, så har glas en masse der er næsten lige så stor som sandet"
Denaro smilte stadig.
"Dine knive består formodentlig af jern, der smelter ved omkring 1500 grader, men for at smelte sandet hurtigt nok skal du langt over den temperatur, og så vil selv dine knive være væk før de når mig." Denaro lod flere kugler af sand flyve op i luften omkring ham.
Kravenoh var ikke den første der havde tænkt dette, hvilket var grunden til Denaros viden i området. Han havde dog i en periode testet grundlaget for at udforske hvad, der muligtvis kunne ende med at blive, hans svaghed. Det havde dog vist sig at være en unødvendig bekymring.
"Men jeg må dog give dig credits for ideen, den var ikke ringe, men nu er det min tur."
Han kastede et blik over skulderen på den anden Kravenoh.
Hvilken er den rigtige?
Tanken gled gennem hovedet, men det var umuligt at afgøre uden mere viden om hans evne.
Ligemeget
Venstre arm skød mod klonen, højre arm imod den ægte. Hånderne var åbne.
Sand skød øjeblikkeligt op omkring stedet de to fjender havde placeret sig i en hurtigt roterende spiral, der strakte sig flere meter op i luften.
Med et tryk knyttede han hænderne i og lod spiralen trække sig sammen og at klemme sig faste om fjenderne. Sandet, der skød rundt som i en tornado, ville dog skære en fin række flænger i huden hvis det fik kontakt.

Tara tog han sig ikke af, han vidste ikke hvad hun havde planer om, men siden hun ikke deltog i kampen måtte han udnytte dette til at svække sortelveren. Det bekymrede ham alligevel, for hvis det var vigtigt nok til at lade makkeren kæmpe alene, så måtte det være en farlig handling. Han måtte skynde sig.

Spydet havde nu ramt sandet, men sammenstødskraften havde været så stor at hele spydet var dykket ned under sandet, der næsten per automatik begyndte at trække våbenet tilbage til dets ejer.

((Jeg hopper lige lidt ind nu, for stadig "at være med" xD ... I spiller bare, og jeg hopper ind ind i mellem, når jeg synes at der er noget at skrive xD ))

Følelsen af at sidde på sidelinjen under kamp, var en meget fremmed følelse for Samson. Det var aldrig noget han havde prøvet før. Når der havde været kamp, selvom han fra start ikke var indvoldveret, havde han altid haft utrolig god succes ved at blande sig i andres sager. Men i denne omgang var det under al kritik.
Hele scenariet var utrolig blandet. Mon ikke at han alligevel kunne få noget ud af denne iagttagelse?

*Iagttagelse ville nok være den første del til at kunne forbedre deres svage sider* Det gav mening. Han skulle holde øje med Tara og Kravenoh. Han kendte til deres evner, eller i så fald de evner som er blevet fortalt eller vist.
Brutus sagde ikke en lyd. Han bevægede ikke engang hovedet. Det var som om at alle dens tanker var slået fra, eller også tænkte tyren bare som en gal, ligesom dens ejer. Denne kamp var uden tvivl vigtig. Så vidt Samson kan huske, havde han ikke fortalt en lille bagatel med hensyn til denne kamp. Samson havde spurgt Denaro ud, om han måske kunne være interesseret i at slutte sig til dem. Dét som Dena så ville have, var en kamp for at se, hvad medlemmerne kunne være i stand til at udrette i sammen. Nok havde Samson satset stort, men det er ganske vidst Tara og Kravenohs evner, der passer bedst med hensyn til evnerne.

Da det blændende lys kom, slog alle tanker helt ud. Brutus kneb sine øjne sammen, men vedte hovedet mod lyset idét han udstedte et højt brøl som aldrig før. Samson tog en hånd op foran sine øjne, for at beskytte for lyset, og prøvede at følge med i, hvad der foregik. Men intet var til at se. Brutus fór op, og Samson var tæt på at falde idét tyrens tunge krop løftede sig i et spjæt, så Samson nær havde skvattet og endt siddende på sin bagdel i sandet. Brutus' opmærksomhed var rettet mod Denaro da han kom "frem" igen, og lyset dermed havde fortaget sig helt. Den farede frem mod Denaro i galskab og ganske tæt kom den også på Denaro, omkring 5 meter tæt på var den, men Samson var allerede over den og "trak" i den. Sandet sivede op mellem klovenes revner, idét det mildest talt lignede at den blev hevet i halen og dermed slæbt tilbage igen.
Gadvide om Samsons underbevidsthed og tyrens tankegang havde haft noget tilfælles, for ærligt talt. Mon ikke det kunne give et forspring for Tara til at få fat i fjeren, hvis Denaro havde vendt sin opmærksomhed på et helt tredje punkt? I så fald, var Brutus tilbage på sin oprindelige plads, dog i stående position og med Samsons arm over ryggen på den.

Tara fløj omkring 50 meter væk fra de to kæmpende, med den kvide fjer tæt knuget i hånden, hun smilede triumferende, fjeren havde været så meget mere end hun havde håbet på. Den tiltalte hende allerede da den strejfede hendes fingerspidser. Hurtigt satte hun sig i skrædderstilling, endnu i luften, mens hun knugede fjeren imod brystet, kort lukkede hun øjnene for hun igen åbnede dem, denne gang, uden skyggen af pupiller eller iris, helt stille sad hun, kun med vingerne der baskede, og holdt hende på nøjagtigt det samme sted.
Minder, Denaros minder skyllede igennem hende, i denne tilstand kunne hun se ørkenen som værende blå, med sorte skygger, hun ænsede alting omkring hende, men var ikke i stand til at gøre noget, hvis hun ikke ville bryde trancen. Svedperler sprang frem på hendes krop, hvor huden var nøgen … Hans forvandling.. billeder skyllede ind over Tara, det forklarede fjeren, det var hvad der var sket med det blændende lys.
Hans barndom .. flere billeder, ørkenbyen, Recu og Debai.. Banden fra den lille by..
Tara gispede, men forblev endnu i trancen, hun kunne se hvordan Kravenoh kæmpede for sin sag, og hvordan Denaro svarede igen, bare Kravenoh kunne holde ham beskæftiget indtil hun fandt noget brugbart. Dér Episoden med Zacu og modet på ham .. og på Deiba. Taras krop begyndte langsomt at sitre, hver en muskel spændte til det yderste. Hun kneb kort øjnene sammen, inden hun kom til sig selv og begyndte at faldt mod jorden, flere meter faldt hun, inden vingerne igen tog fra og baskede småklodset, hendes evne tog hårdt på kroppen, men nu var det værste overstået, så var det bare at vende det mod Denaro selv

da han ser hvordan hans angreb ikke rigtig nytter noget kniber han øjne sammen, denne person havde virkelig læst på det hele og virkede meget svær at komme tæt på med angreb på grund af sandet klonen svar denaro via den rigtige kravenoh mumlen " jeg det havde jeg åbenbart" siger han blot hvor efter en spiral af omringede både ham og hans klon ide klonen bliver ramt forsvinder den op i røg, den rigtige kravenoh bilver ramt på armen og på benet han prøver at få øje på denaro men kan ikke rigtig se igennem sand tornadoen, kravenoh lukker sine øjne og folder hænderne og frem klade en kæmpe mænge ild ind i tornadoen.
det bliver varmer jo mere ild der kommer i tornadoen, kravenoh kan mærke varmen begynde at brænde lidt i hans rustning, men til sidst bliver tornadoen til glas og kravenoh smadre glasset imens han kort holder sig for øjne for ikke at få glas i øjne. han går stille over glasset der ligger fordelt i sandet, hans rustning har taget lidt skade på grund af den varme der havde været til stede, han ser på denaro og smiler " nåhh det var da et udemærket træk fra din side men der skal mere til at slå mig ud mere ind du tror " siger han selvsikkert selvom han ved at for at han skulle ha en chance imod denne fyr så måtte han tætter på ham, han blik vendes imod tara "gad vide hvad hun laver hun deltager ikke ret meget i denne kamp, men hvad kunne man osse regne med for den blege elver " mumlede han og rystede på hovedet.

han forsvinder igen der fra og en klon dukker op foran denaro og bag denaro og begge klonen skyder 2 ildkugler imod hans krop, den rigtige kravenoh dukker op oppe i luften 4 meter oppe over denaro, hvor han har retning ned imod denaro oppe fra luften han har trukket sit sværd og går efter skulderen på denaro hvis han rammer.

denne gang havde hans angreb en fin effekt, han havde ikke forventet mere end dette, men var alligevel ganske tilfreds med udfaldet af hans lille trick. Fyren kunne forsvare sig, han var godt til at skifte position og anvendte sin kloningsteknik ganske udmærket. Han afslørrede dog bid for bid mere om sine kræfter. Denaro kunne blandtandet uddrage at han kunne bevæge sig ganske hurtigt i skyggeskikkelse, han blev ikke brændt af sin egen ild, men kroppen gjorde og sidst men ikke mindst. Fyren kunne flyve.

han knyttede hænderne foran kroppen og stampede højre fod dybt ned i andet. I en voldsom piuette roterede han omkring sig selv og med sin magiske kraft trak han sandet op en en roterende mur, der nærmest fejede ildkuglerne videre i hver deres retning inden han hamrede højre fod ned og slog hænderne mod himlen, hvor Kravenoh hang sand skød øjeblikkeligt op omkring ham med en voldsom og øjensynligt ukontrolleret kraft der ville forsøge at gribe fat i fjenden og indhylde ham i en svævende klump af flere tons sand.
Af de tre muligheder var der en der skilte sig ud, dette var oftest originalen fordi en synkroniseret bevægelse blandt kloner var lettere end at foretage to forskellige bevægelser med dem på samme tid.
han kunne dog ikke vide sig sikker for om fyren skulle kende denne tankegang og derved bruge en anden taktik, så de to resterende sortelvere måtte også angribes.
hænderne, der før var straks over hovedet, skød hårdt og brutalt ned i sandet foran Denaros fødder, og en stor trykbølge skød genem sandet omkring ham, hvilket dannet en bølge, der sagtens kunne sluge en mand, som udvidede sig som en stor cirkel omkring Denaro og hen mod omgivelserne. Samson ville muligivs have behov for at flytte sig for dette angreb.

Han rettede sig op igen og tørrede sveden af kroppen. Han ønskede at holde sig på første stadie, men hans energi begyndte at dale. Blev han ved på denne måde meget længere ville han være ude af stand til at bruge sandet og derved tabe. På den anden side, nu længere han udsatte forvandlingen, des bedre udnyttede han formernes adskilte energidepoter. Han måtte holde ud lidt endnu.