Stalden er rimelig stor, men der er god plads til at kunne have en tyr stående i en af båsene, og ellers, er der tomme pladser i resten af båsene. De skal på et tidspunkt blive fyldt op med heste, som medlemmerne skal kunne have til rådighed, for at kunne komme vidt omkring.

Samson kommer ind, godt udmattet. Ved sin side svæver Brutus, som har fået yderst slemme skræmmer pga. Rex.
Han lagde forsigtigt Brutus ind i dens bås. Den sagde intet, men lå bare og trak vejret tungt. Samson kunne mærke, at den beklagede sig, men det kunne han ikke gøre noget ved. Der var ikke andet at gøre, end at vente.
Han stod lidt der, og betragtede Brutus. Tyren havde halv åbne øjne, og lignede et dyr som havde lyst til at give op. Men Samson prøvede at få mod til sig, for også at overføre denne følelse til tyren, men helt nemt var det ikke.
Samson tog en dyb vejrtrækning, inden han atter vendte ud af stalden igen, og satte kurs op mod borgen, for at få en god omgang natsøvn.

//out

Naíshca blev en smule beroliget af lyden af hovene fra den hest hun kendte. Hun kunne ikke sige, at hun lå behageligt over ryggen på hesten, men bare tanken om hvor hun nu skulle hen var næsten værre. Hun havde nær mistet balancen da Taylor svang hende over skulderen og satte hende på det kolde gulv, og hun støttede sig ufrivilligt op af ham, i et kort øjeblik, før hun havde genvundet balancen. Hun skjulte et lettere taknemmeligt smil, da båndet for hendes øjne forsvandt og hun atter kunne mærke og se farverne vende tilbage. Hun lænte sig uvilkårligt op af en af staldens båse, for at blive stående på benene, mens hun kort fulgte Bianca med øjnene og et lettere trist blik, med tanken om at hoppen nu skulle arbejde for det modsatte hold. Hun svarede ikke Taylor, ignorerede ham blot og lod et betragtende blik glide rundt i stalden. Den så ikke meget anderledes ud end den i paladset, virkede måske en anelse mørkere?

Naíshca snerrede lavt af ham, da han atter kom ind på emnet om Lysets Krigere. Hvade han ikke fået svar nok? Samson vidste det, og han havde talt om det, som var det helt åbenlyst. Hun skulede irriteret til Taylor, før hun trak på skuldrene og sukkede lavt, over denne håbløse situation hun stod i.
,,Nej." Svarede hun yderst kort, og med sådan et tonefald, at der ikke skulle tales mere om det. Hun havde indrømmet det, han havde vundet og hun var ligeglad.
,,Gider du binde mig op? Jeg kan sagtens gå selv." Snerrede hun irriteret, idet hun let trippede og skævede til stalddrengen, da han kom tilbage fordi han tilsyneladende havde glemt et eller andet.

Naíshca himlede let med øjnene over hans overraskelse over, at hun nu endelig havde indrømmet hvilken person hun i virkeligheden var. Hun kunne næsten høre hans grin, som opløste stilheden, at hun ikke ville få fred fra ham i et stykke tid, nu.
,,Ja, det er jeg." Svarede hun ham kort, idet hun mærkede den ubehagelige stilling over hans skulder, og hun sukkede lavt, da hun skulle ud på endnu en rejse, dog kort, ned til krypten.
//out.

døren til stalden går op med en knirken- det gamle træ havde set bedre dage, men i det mindste var stalden intakt. Yang træder ind af døren, iført en lang, skjortelignende ting, en gadedrengskasket og brune lærredsbukser, ting hun havde stjålet fra en uvidende stalddreng. Håret er puttet op under hatten, og venstre arm er i en slynge.
Hendes øjne er dækket af hendes pjuskede pandehår, og vidste man ikke bedre, ville man tro hun er en stalddreng, der er kommet til skade med en af hestene. Klantøjet havde hun lagt uden for borgens port; hun skulle ikke nyde noget af at have de ubehagelige klæder på.
Yang ser sig om i stalden, og sætter kursen imod én speciel boks, nemlig den boks Brutus ligger i.

"Hey Brutus" hvisker hun, og tyren åbner den ene øje, og pruster svagt.

"hvordan går det gamle dreng?" selvom hun frygtede tyren, havde hun ikke holdt op med at tænke på den, da hun begik sig hjemad. Men den har det tydeligvis bedre nu, konkluderer hun, da den rejser sig op, og begynder at skrabe vredt i halmen i boksen. Yang bakker tilbage og væk fra boksen, og skynder sig derefter ud af stalden, med kasketten godt trukket ned over øjnene...

Samson kommer ind i stalden i en rask gang. Hans skridt var faste og ansigtet rettet frem for sig. Han vidste lige hvor han skulle hen. Inden længe stod han lige overfor båsen, hvor hans elskede tyr stod. Den var åbenbart kommet på benene.
Samson stod et øjeblik med halvåben mund. Hvor var de store sår henne? I hovedet, og ned langs skuldrene? Forsvundet? Alt han så, var noget grøn tråd som Rex havde syet med.
Var det mon magisk? Rex havde godt nok sagt, at det kunne tage mere en d en uge, hvis han sørgede for at holde tyrens sting ved lige.
Samson rystede let på hovedet. Det var vel ikke alt man skulle finde svar på. Så han valgte at sige, at tyren måtte have været stærk.

Straks åbnede han lågen til båsen, og lod sin tyr komme ud. Den havde fået nogle dages hvile i så fald, og tyren var åbenbart frisk igen, efter de voldsomme skader.
Samson satte sig op på Brutus, lykkelig over at den atter var på benene i god tilstand, inden de red væk fra borgen.


//out