Dagene havde passeret som regnen havde sivet igennem de mange jordlag indtil det var filteret til det reneste de kunne være. Finneas havde undveget al form af kontakt med bordelejeren, men ikke undveget sine forpligtelser eller arbejde der lå forude. Det var endnu at være dybt gravet med flere dokumenter fra Jeungdo greven. 

Mængden af dokumenter havde dog været passende, holdt ham beskæftiget på måder som man aldrig havde forventet ville være så tiltrængt. Dokument for dokument blev vendt, gennemlæst og han tog notater undervejs, streget ting over med blæk for at indikere en fejl eller noget der skulle vendes med Hyun på et senere tidspunkt. 
"Alle de små ansatte der har været.. overvej en elver Hyun" mumlet han ærligt for sig selv og samlede stakken af papir for en runde. Der flød med papir i massevis omkring ham og på bordet. Det var pludseligt ikke stort nok til mængden af dokumenter, men det var kendsgerningerne af en godt og vel 700 år gammel mand. 

De lå pænt i bunker. Bunker der flød udover det hele som snedriver der forlod bjergets top. 

Men som han rejste sig fra stolen, skævede han mod gardinet. Lyden af folks herreløse hunde og katte, såvel halvdyr, rumsteret og han valgte at træde væk fra kontoret for at vandre op ad trappen. Valdemar var ikke til stede, men det lignede mere et værelse end tidligere. 
Hånden blev lagt mod maven som var næsten som ny. Der kunne kun anes den sidste del af lægen der forekom. Det var altid noget som fangede ham selv, at se sin krop genopstå på ny. Nu var det blot at se en kropsdel gro ud han manglede at opleve. Men som han stod med hånden placeret der, skænkede han Enzel en større tanke end tidligere. 

Deres samarbejde måtte have været ophørt. Finneas havde leveret og Enzel havde betalt. 
Alligevel var de store øjne og den lille næse noget han savnede. Trods for, at man ikke kunne savne noget, man aldrig havde haft. 

Der var gået otte dage, siden bordelejerens hjemkomst fra sin to-ugers forretningsrejse til Tusmørkely. Ingen i bordellet havde savnet ham, men heldigvis for de ansatte skulle de ikke høre meget brok eller skæld ud fra ham, for han havde været meget syg de første to døgn, hvor han en gang imellem havde givet lyd fra sig i form af kommandoer til hvad der skulle gøres. På tredjedagen var han allerede på benene igen, og gik i gang med at bogføre alle regnskaberne fra de sidste to uger. Hans humør havde været ækelt, og ingen turde sige ham imod eller opholde sig i samme rum som ham i mere end højest nødvendigt. Nogle dage senere, hvor arbejdsbyrden var tilbage til normalen igen, og Enzel havde haft overskud til at se til rosenhaven, der jo gjorde ham lidt glæde her i sit usle liv, begyndte han faktisk at blive sit kærlige jeg igen. Pigerne, Monty, Lukas eller Nicola vidste aldrig hvor de præcist havde ham... Men alle ventede på, at han snart skulle iklæde sig sin rejsekappe og drage ud i natten efter alkohol og selskab igen... For det var en vane Enzel altid kom tilbage til.

Enzel havde ikke glemt Finneas. Hvordan kunne han dog det? Alt for ofte i løbet af søvnen blev han afbrudt, og den første vågne tanke der strejfede ham, faldt på noget der mindede ham om den rædselsfulde nat... Enzel gøs ved tanken om det der var sket imellem dem. Huskede lugten alt for godt, og kulden fra hans krop... Huskede følelsen af svaghed og desperation. Han havde villet have at Finneas skulle lade sig føde fra ham... at han skulle tage ham, selvom han absolut ingen kræfter havde tilbage. Alting snørede sig sammen indeni Enzel, når han lod sig mindes ved mindet om, at selv Finneas havde været uimponeret af hans manglende indsats i den seksuelle omgang, som Enzel havde presset ham til.

Det slog ham, at der nu var gået otte dage, uden at han havde hørt fra ham. Finneas var nok træt af ham. Han havde fået hvad han ville have, og nu var han videre i sit liv. Enzel hamrede sin hånd ned i sit skrivebord, der fik Luna til at gispe højlydt og fare ud af lokalet. Upåvirket af sine omgivelser, blev Enzel i tankerne og skumlede for sig selv. Hvorfor var Finneas ikke kommet til bordellet, for at tjekke op på ham? Måske var han død? Solen havde nået at indhente ham og alt hans hud havde smeltet af ham... Måske ville han ikke ses af ham sådan...

"Luna?" Enzel rejste sig op og gik hen og fandt rejsekappen frem. "Ja?" Fremstammede hun nervøst, som hun trådte op i døren ude fra køkkenet af. Hun tørrede et vinglas af med et viskestykke og hendes hundeører lå fladt tilbage. "Jeg tager ud og drikker, så send bud efter Monty." Og således var der styr på det hele. Og Enzel tog en pung med sig og spadserede ud af bordellet for første gang siden... ja... bidet...

Finneas hjem virkede mørklagt som altid. Da han kiggede ind ad ruden, var Finneas allerede gået ovenpå, så det var ikke til at sige om han var hjemme eller ude i blæsevejret. Så måtte man vel bare lukke sig selv ind og vente på han kom tilbage, jo. Så Enzel gik hen og tjekkede om døren var åben, og lukkede sig selv ind, da den minsandten stod ulåst. Enzel så sig rundt i lejligheden og begyndte at afklæde sig rejsekappen og hatten han havde på, og afleverede det til stumtjeneren ved døren. Enzel var løbet tør for silker, så nu var han iført et helt sæt dianthosiansk tøjsæt i helt sort. Hans juveler på fingrene og den farvestrålende daggert var det eneste der skilte ham ud.

Afslørende, langsomme støvlebeklædte skridt kunne høres gå igennem køkkenet og stuen nedenunder.

En blid indbildsk tanke, et strejf af besynderlighed ramte vampyren i hans solidare ensomhed. En mere menneskelig og naturlig duft var tiltrængt, manglede at brede sig i hjemmet og rosenvand og sexstank var ikke i hans interesse. Stille stod han, rødderne slog langsomt igennem på værelset for oven. 

I egne tanker. Reageret han alligevel. Brynene mødtes kort i en lille tætning, der foregik noget nedenunder og han genkendte lugten. Er virvar af tanker og følelser strømmede i gennem dem udhulede krop. Men han tav forinden han valgte at rive rødderne op fra gulvbrædderne og bevægede sig ned ad trappen. At man selv i sin ensomhed klædte sig præsentabel var naturligt. Mørkebukser hvor vesten matchede og en skjorte inden under. Han lignede hvad han i sandheden var. En jurist. 
Som Finneas kom ned, smallede øjnene let. Han se på nakken af halvkatten som, inviteret, bød sig selv velkommen og ind i hans hjem. Igen. Om et sådan igen ville ske, kunne man jo undre sig selv. 

"Vi har talt om det der med at bryde ind, Enzel " brød han stilheden lige så stille og lod hænderne lægge sig halvt i lommerne, og studeret nøje den simple beklædning. 

Da Finneas skridt kunne høres, og dermed tilkendegav sin tilstedeværelse, gik Enzel hen og åbnede op for hans skab og tog nogle flasker ud, og undersøgte nøje om indholdet virkede tyndt eller tykt. Var det vin eller var det blod? Han var ikke uhøflig. Det var Finneas der var den uhøflige, ikke at komme og se til ham, og ikke at skrive til ham i alle de dage. Uanset hvor dårlig sex de havde, behøvede han ikke at være ukærlig.

Enzel besluttede sig for en flaske rødvin, holdt den i sin favn med begge arme, som var det et spædbarn og stillede den anden flaske tilbage i skabet. Han skævede om bag sig, hvor Finneas nu stod. Blikket i Finneas øjne studerede ham - Det var sikkert tøjet der forvirrede ham, men han ville ikke være den første til at spørge ind til den nye garderobe, hvis han valgte at spørge. Men Finneas var jo selv skyld i at hans kusk var løbet bort, og tøjkisten fra kareten bestjålet. Hvis ikke det var fordi Enzel havde ligget syg af blodmangel, havde han gjort noget ved det selv.

"Måske, men jeg lytter ikke til nonsens. Det troede jeg du vidste," Svarede han, smallede selv sine øjne kritisk og drejede rundt. Enzel ville komme uanmeldt så længe døren stod ulåst, eller så længe der var en rude der kunne smadres. Finneas skulle ikke slippe godt fra at lukke ham ude... "Jeg bliver her som minimum til i morgen... Du kan lige prøve på at smide mig ud." Han styrede udenom ham og gik hen til sin vante plads i stolen og vred proppen op med tænderne. Kunne ikke vente med at få nogle procenter indenbords, så han faktisk kunne tåle at være i Finneas' fordømmende blikke.

Meget kunne ses i en verden som denne. Den var skør på alle tænkelige måder, forskellige arter der parret sig. Halvdyr med kentaurer, dæmoner med feer, mennesker med dragefødte. Men intet kunne slå faktummet af, at halvkatten bar på en vinflaske som det var et spædbarn. Hans spædbarn. 
Finneas slog kort op med brynene så pande rynkede, og sukkede lidt for sig selv. De kunne stå i gangen, køkkenet, hvor som helst, men halvkatten fandt vej til hvor han altid sad og surmulet. “Er jeg blevet dit personlige værtshus?” Spurgte han små opgivende og lod Enzel vandre som han ville. Han var et spøgelse i hjemmet, mere end Finneas selv. 

“Jeg har ikke tid til at smide dig ud, så gør som du vil” og han tog sit snit, til at vandre ind på kontoret. Listede uden om sine bunker på gulvet og løftede op i stakken på bordet han seneste havde arbejdet med. Han kunne lige så godt få pakket dem ned i en kasse. Hvis Enzel ville ham noget, foruden drikke hans vin og surmule i stuen som det var et værtshus, måtte han opsøge værten, omend han ikke ønskede hans forstyrrelse.

Succes! Proppen blev åbnet let som ingenting, og Enzel tog benene op i stolen og lænede sig til rette som var stolen en sofa. Hans øjne fulgte dovent værten igennem lokalet, mens han tog for sig, og drak af flasken, der altid var tungest i starten. Finneas kunne godt lige have budt ham et glas. Men ind på kontoret forsvandt han. Så Enzel var jo selvfølgelig ved at dø af nysgerrighed. Hvorfor havde en vampyr travlt, når han aldrig sov, og dermed kunne arbejde mere end et almindeligt menneske? Det var uden tvivl fordi han undgik ham. Surmulende blev han siddende i stolen og nippede konstant til flasken, mens hans ører, der stod frit oprejst, opfangede alle lyde der kom inde fra kontoret. Hold nu op med det der... Kom ud. Hvor længe mon Finneas kunne holde til at spille travl? Selv en vampyr måtte bukke under for at høre hvorfor Enzel var kommet?

Det var dog Enzel der følte sig ældre for hvert sekund der gik. Han rettede sig op i stolen og stillede flasken på bordet foran sig, så han kunne rejse sig og selv gå ind og se det meget vigtige arbejde, som åbenbart optog Finneas fuldkomment fra at være til stede. Døren knirkede da den blev åbnet mere, og Enzel lænede sig dovent mod dørkammen - på en måde ret lig med en kat.

"Hvornår er du færdig med det der? Jeg har drukket alene i et kvarter nu..." Et kvarter for meget... Finneas burde kaste sig for hans fødder så snart han så ham... At Enzel overhoved gad ham, efter at blive frosset ude i næsten 8 dage...

I minutternes velfortjente stilhed, skønt han aldrig fik kaffen over, var tiltrængt. Han havde fundet et nyt år at læse igennem og stod med den ene hånd til hagen og læste de skræve kragetæer. Det var et år der var skrevet en del mere tæt og småt, så det var lige at huske hvor man var kommet til. 

Ilden som var lyset for at holde styr på det hele, trods for dets nødvendighed, satte en stemning, men stemningen blev revet fra hinanden som Enzel valgte at melde sin, endnu en gang, uønskede ankomst. Men Finneas reageret ikke som det første, han læste videre til et punktum, slap hagen og satte fingeren ned på dokumentet hvor han var nået til. "Du har drukket alene de sidste ti år, Enzel" kommenteret han og så forbi sine dokumenter og mod den tvære skikkelse. 

"Jeg er færdighed med det her i år, hvis det er hvad du vil vide" end ikke næste år. Det var blevet en del tungere end først forventet. Papirerne var rodet sammen, årstallene manglede i nogen og det fortsatte sådan. Så han havde et arbejde for sig som tog tid, hvis det skulle gøres ordenligt - og han havde selvfølglig alverdens tid til det. "Er det fordi der problemer med dine kontrakter" spurgte han så efter lidt og alligevel valgte han at lade blikket glide ned på dokumentet, som han læste videre. 

Sikke en spids kommentar. Og tilmed unødvendig… Det fik Enzel til at spænde læberne sammen og være stille, selvom han havde mange protester der ville ud. For det første havde han ikke drukket siden han var 13, men siden… 4-5 år siden måske, der hvor hans forhold til Llyon begyndte at krakelere. For det andet… skulle Finneas nødigt snakke. Det var ham der drak fra nox-påvirkede folk, og ikke længere kunne huske hvad han havde lavet i sin rus…

”Nej…” Svarede han til spørgsmålet om, om det skulle have noget med kontrakterne af gøre. Enzel følte at hans forsøg på at bore sit blik igennem Finneas ryg, bare prellede af på ham. Så han opgav at lokke ham med ind i stuen og sukkede højlydt. Han gik hen til en af bunkerne ved bordet ved siden af Finneas og flået et papir til sig og kastede et blik ned på det. Øjnene skimmede og skimmede, men selvom han selv havde med regnskaber at gøre, var hans egen model hjemmestrikket til hans behov, og var let at læse. Men de her papirer forstod han ikke meget af. Så meget læsning, og så lidt mening… Det var ret svært at se hvorfor det skulle være et spændende job at være jurist, hvis størstedelen af arbejdet var stakke af kedelig læsning og slåfejl her og der, som åbenbart havde betydning i menneskenes umulige samfund.

”Kors hvor er det dog kedeligt,” Udbrød han og slap papiret, så det svævede ned og landede på bunken igen. Overraskende perfekt, skønt sløsetheden ”Så det er hvad du har foretaget dig i hele 8 dage, eller hvad?”

Blikket løftet sig let i undren. Var det et nej til kontrakterne, eller et nej til at det var hvad han ville vide. Men han måtte vente med at få Finneas opmærksomhed, det var ikke hans problem (eller det var det jo faktisk) at Enzel havde valgt at mase sig på og invadere hans hjem. 

Men blikket løftet sig igen og holdt øje med hvad Enzel rørte ved og hvordan han behandlede det. For nok var det en forretningsmand, var han noget så brutal med ting, som ikke var hans. "Det er vidst lige så kedeligt for dig, som dit bordelledelse er for mig" at skulle være tovholder og efter folk på den måde, blande sig i hvem der havde sex med hvem, og hvordan, det var ikke noget, som han selv kunne se for sig. 

Alligevel, for at i mødekomme halvkatten lidt, lagde han dokumenterne på skrivebordet og anviste lidt til, at de (Enzel) skulle ud derfra. "Ja, men jeg har haft opgaven for mig i snart nogen måneder, dine kontakter kom bare foran" men nu var de jo ude af verden, så kunne han sætte mere tid af til evighedsstakken af papir. 

"Hvorfor er du her, hvis det ikke er fordi kontrakterne ikke passer dit humør" 

Enzel var ikke den nemmeste at ignorere, for Enzel svarede bare igen med at være irriterende og påtrængende, pille ved ting og sværme om den person han gerne ville have opmærksomhed fra, indtil han fik den. ”Kedeligt? Det er da absolut ikke kedeligt at være alfons. Ingen dage er ens,” Svarede han lidt chokeret over at få igen. Han følte at Finneas kun sagde det for at være ond og skubbe ham væk fra sig, men han forstod ikke hans opførsel.

Lidt legende pillede han ved glasset til et blækhus, mens lysten til at komme til at tabe det ud over Finneas arbejde, printede tanker i hovedet på ham. Vrede ville måske kunne få Finneas til at spytte nogle sandheder ud, men det ville nok bare være svært at få ham kølet ned igen.

Enzel lod blækhuset værre for nu og svansede tilbage til dørkarmen hvor han stod før og kælede sin krop kedsommeligt op ad den. ”Hvorfor skulle der være noget galt med kontrakterne? Jeg stoler da på at du har gjort dit bedste, så jeg har allerede fået dem underskrevet. Er du måske ikke den bedste jurist i byen?” Ja, nu fedtede han lidt for ham, men det var nu ikke noget han bare havde fundet på. Dengang han undersøgte Finneas’ navn, hørte han til en del rekommandationer. Han rakte sin hånd ud efter ham og fik fat i kanten af han vest og hev blidt til, for at få ham til at træde ham nærmere.

”Finneas. Min nattens engel,” Flirtede han kælent med sin stemme, villig til at lægge Finneas’ ubehøvlede opførsel bag sig, hvis bare han var der for ham nu ”Kom med ind i stuen.”

"Hvis man gerne vil nedværdige folk og tjene på deres ofringer, så har du så sandelige ret" det skulle selvfølgelig ikke skille dem ad. Enzel havde vidst sine egne erfaringer med at lave ofringer som var nedværdigende og den seneste var vidst for lidt over en uge siden. 
Men han havde et halvt skarp øje på hvad halvkatten lavede og kunne finde på, han ville nødig blive nødt til at lære den om at respektere andres ting. Det burde han af alle snart have taget ved lærer af, specielt hvordan han værnet som sit menneske foruden sin ægtefælle. De legede katten efter musen, men når musen ikke længere gad, gad katten heller ikke. De var færdige med den leg, var de ikke. 

Men som han skulle til at kommentere på den snarrige kommentar, bed han lidt sammen og skulede blot til halvkatten for det. Tvivlsomheden rejste sig som tidevandet under fuldmånen. 

"Mgmm" lød det brummende fra ham, som han blev trukket i ved vesten, men han fik trådt over sine bakker af dokumenter på gulvet og stod, modvilligt, foran halvkatten. Han løftede hovedet og åndede vrissent ud igennem næsen for så at give op. Han ville ikke få fred alligevel. "Fint" og han løftede begge underarme op og viste, at han gik med. Ofrede sig. 

Finneas dårlige humør havde været bekymrende. Men det lod til at Finneas bare skulle varmes op med flirten og måske lidt kærlig berøring. Og så var Enzels ører frie endda. Frie til at lokke ham endnu mere. De strittede opmærksomt endnu, og mindede ham konstant om hvilket kært og uskyldigt kæledyrsvæsen han i virkeligheden var, under alfonsfacaden. Det var faktisk en fordel at Finneas kendte til den side af ham.

”Mmh jah,” Sukkede Enzel tilpas, da den pæntklædte, blonde vampyr kom imod ham, præcis som han ville have. Og han sugede opmærksomheden til sig, som en vampyr sugede blod til sig. Det her var hvad Enzel var kommet efter. Han trak ham tættere ind til sig i tøjet, indtil han kunne få fat om hofterne på ham og få ham helt tæt nok på, indtil han kunne snitte sin egen krop mod ham, præcis ligesom han havde kælet sig mod dørkarmen. Hans hånd søgte Finneas’ hånd og flettede sine fingre ind mellem hans, og trak ham så med ud af kontoret.

Han ledte ham hen til møbelgruppen og slangede sig forbi sofabordet med ham, og puffede blidt Finneas ned at sidde i den stol Enzel ellers havde gjort krav på. Den blødeste stol i rummet, hvor der kun var plads til en. Og så Enzel, naturligvis, som tog plads på hans skød med det samme. Armene var viklet om ham, nu mindre silkeagtige end normalt, fordi materialet i hans sorte dragt var af uld. Han lænede sig helt tæt på ham med lukkede øjne og dykkede hen mod hans læber for at kysse ham lige så sødt han kunne.

Som et stykke stjålet fra det lokale teatre, følte han at deres hungrende opmærksomhed pludselig havde byttet roller. Men det hele kom kun til udtryk igennem den manglende hovedbeklædning af bordelejeren hvis øre var frigjorte som aldrig før. Det var blot halen som manglede at være tilgængelig. Noget at trække i. 

Hovedet faldt let frem, og han så ned på den kælende figur for sig, mærkede hvordan han krøb sig tættere ind til en. Klæbede sin krop mod den andens. En opførsel der kun tilhørte elskende eller prostitueret. Men med et nemt lille snup, havde halvkattens varme fingre snoet sig ind i de kølige fingre og trak ham med sig. Kastede sig omkring med ham, til han sad i stolen. 

En smule misfornøjet og uforstående så han frem for sig, på Enzel. Det var ikke for at lege med, men benene spredte sig lidt for at få en bedre fatning og før han kunne nå at gøre mere, sad halvkatten på ham og slyngede sine arm om ham og uden videre kælede sig til tyvegods. 
Finneas ville normalt ikke belønne en sådan adfærd, men samtidig vidste han, hvis han nu begyndte at vise og stoppe Enzel i at få sin vilje, blev han ganske tvær at have med at gøre, så med en tyngende skepticisme, valgte han at gå med på det. En hånd lagde sig let om lænden, mens en anden lagde sig ind i mellem dem, et bomuldsfint tag på Enzels underkæbe, så håndfladen fra millimeter til næsten en halvanden centimeter fra halsen.  

Enzels krop frydede sig af spænding over endelig at mærke noget interaktion fra Finneas, om så det blot var fløjlsbløde tag om hans lænd og under kæben på ham. Han sugede ham til sig, Inhalerede hans duft, skønt den var sparsom. Han mærkede efter hans varme, men der var ingen… Det skræmte ham ikke så meget mere, nu hvor han allerede var blevet gjort til hans i kareten.

Halvkatten tog for sig af hans læber. Kyssede ham først blidt, og indledte ret hurtigt i et dybere, mere meningsfuldt kys, der afslørede hans afsavn – enten til Finneas eller også fysisk kontakt generelt. Alt efter hvilke motiver man mistænkte Enzel for at have.

Kysset varede ikke forfærdeligt længe. Han trak hovedet tilbage, lod det hvile i Finneas hånd, mens øjnene forblev lukkede, som han nød at være hos ham, og sidde på ham på denne her måde. De havde delt det kys, der burde have været delt for otte dage siden. Det var som om alt var godt igen.

”..Slut med at være vred og fortørnet på mig?” Hviskede Enzel spørgende og åbnede sine øjne, hvis pupiller var udvidede, men smalledes fine og tynde, da de fikserede ind i det gyldne, misfornøjede blik på Finneas. Enzel lod sin hånd kæle igennem det blonde, korte hår og kørte hånden ned ad hans kind, så fingrene lå omfavnende om hans ene piercede øre.

Læberne blev delt, kyssene blev gengivet og smeltet let sammen. 
De kunne være så korte som de ville være, for det var en evighedsfølelse i mellem dem. De havde i virkeligheden ikke delte så mange kys igen, og når de endelige havde, havde det været en skuffelse i sig selv. Afslag og afvigelser, hvis ikke en total opgivelse. Men dette her, det var noget andet. 

Og Finneas kunne ikke lure hvad der lå til grunde for dette. Hvad der årsagen til opførslen eller den underdanige adfærd, konstante søgen på opmærksomhed og formenligt også accept. 

Hånen spændt lidt om kæben, og han drejet hovedet en smule fra side til side, men lod det i sidste ende være klods over for ham. Øjnene havde endnu ingen tillid til kæledæggen for an ham. "Hvad er det du vil have?" han gad ikke julelegene, og han gad så sandelige ikke bruge flere af sine vågne timer på at være smålig og bære nah. 
Det tog alligevel lige så hårdt på en vampyr som på alle andre. 

Enzels hånd daskede endelig Finneas’ væk, ovenpå den abeagtige behandling han fik fra Finneas. Hvad skulle den undersøgelse mon gå ud på? Hvad var det han kiggede efter. Han tog sig selv til kæben og ømmede den, da Finneas afslørede at han antog at Enzel ville have noget fra ham. Ikke så underligt endda, da Enzel selv havde proklameret meget med, at sex var noget han brugte til at handle med.

”Stop. Jeg er kommet til dig, når nu du ikke vil komme til mig, fordi dit arbejde åbenbart er vigtigere,” Han lænede sig frem og kyssede ham på panden, for dernæst at se på ham igen, ganske tæt på. ”Hvis altså ikke det er et dække for en eller anden hemmelighed, du skjuler for mig?” Enzel mistænkte ham nu ikke for noget. Men hvis Finneas blev bare den mindste smule nervøs, så ville han kunne spotte det med det samme.

Selvtilfredsheden over at legen endelige måtte ophøre, viste sig ikke på hans ansigt. Enhver anden havde formenligt smilt selvtilfreds og fejret det på den ene eller anden måde. Men Finneas, modsat som han var, rynkede blot stykket over næseryggen en kort fornøjelse. 

Begge hænder mødtes nu omme ved Enzels læn og folde sig i hinanden, mens han kiggede på. Lod halvkatten gøre som han ville for en gangs skyld. Ingen kommentar, ingen forhindringer. "Hvis det var et dække, ville mit kontor ikke flyde i omkring 200 års papir arbejde" for at tale om noget vigtigt. Men det forklarede alligevel ikke hvorfor halvkatten var der. "Er det her ..efterspillet af hvad der sker, når man har haft sex med dig?" 
Der var mange mulige ord at bruge til sætningen, men han valgte at være forsigtig med ordvalget, for ingen gad en sur kat. 

Ja, jo… Der var godt nok meget papirarbejde, men Enzel kendte fra sig selv, at man kunne gå længder, for at dække over noget. Men Finneas virkede som en travl mand- vampyr. Der var ingen grund til at gå detektiv på ham. Han måtte da gerne have hemmeligheder, for Enzel var sikkert ligeglad med det meste, så længe der ikke gemte sig mænd i alle skuffer og skabe. Men Finneas talte nok sandhed lige nu.

”Efter… spillet?” Nu efterlignede Enzels ansigtsudtryk Finneas’ ansigt ret hurtigt, da han så allermest misfornøjet ud. Hvad Zaladin betød det? Finneas ville hurtigt opdage, at der ikke var nogen pæn måde at sige det på. Det var måden spørgsmålet blev præsenteret på. ”Jeg var bare svag et øjeblik…” Nu ville han ned. Han vred sig insisterende ud af grebet om sig med Finneas flettelåste fingre, og nev ham gerne, hvis han skulle finde på at gribe ud efter ham, for at stoppe ham. Stemningen var ret hurtigt… endelig… ødelagt imellem dem.

”Er det så dit efterspil at være fraværende og led?”

Tungen gled op mod hjørnetanden, gled omkring den. Vaskede den ren. 
Hænderne løsnede sig så Enzel kunne komme fri, men de fjernet sig ikke, han måtte selv bryde det løse greb op ved at rykke sig. "Jeg ved bare ikke hvad du vil, du skælder mig ud for at arbejde, for at ville dig, for ikke at ville dig. Så fortæl mig, hvad vil du have af mig? Du har jo allerede din panter og dit menneske, du har ikke råd eller plads til flere" fortalte han ærligt. 
Gang på gang, havde Enzel afvist og fortalt han ikke skulle have mere, men alligevel kom han tilbage som de var ved at få noget de ikke havde haft. Deres snak ville ganske hurtig gå hen og blive billig. Meningsløs og spild af oxygen. 

Men i sidste ende ville han alligevel tage let om Enzels hånd, holde den fra at forsvinde helt væk. "Skal jeg flygte og frygte at du i sidste ende vil finde faklen fordi jeg ikke kan finde rundt i din labyrint?" 

Enzel var så klar til at tage sit tøj og forsvinde. Det var ydmygende at blive her hos Finneas, når han ignorerede ham sådan her og stak til hans alkoholsmisbrug, hans arbejde og hans intentioner med sine tilnærmelser. For en gangs skyld havde Enzel ingen dårlige undskyldninger for at komme forbi, og han havde ikke haft skjulte intentioner, modsat hvad han plejede. Han ville bare… drøfte nogle ting med ham.

”m…” Enzel lod sig dog stoppe, fordi han på en eller anden måde fornemmede hvad Finneas ville, ved at holde ham tilbage fra at gå. Så han stod med ryggen til ham, vendt mod hoveddøren, men skævede sig om skulderen for at se om på Finneas, som ham begyndte at forklare.

Nåh.. Så egoistisk var han ikke, at han ikke kunne sætte sig lidt ind i, hvor besværligt det måtte have været, at forsøge at charmere sig ind på den mest umulige halvkat på kloden. Enzel vidste godt at han frustrerede alt og alle på sin vej, men vigtigst af alt var jo også ham selv. ”Jeg synes ligesom jeg har advaret dig flere gange, om at forelske dig i mig… Jeg har gjort alt hvad jeg kunne, for at skubbe dig fra mig,” Lød det lidt hårdt fra Enzel, der ikke havde tænkt sig at vende sig om. Finneas havde nævnt noget, der stak i ham, og sveg noget så forfærdeligt.

Ørerne lagde sig ned, som var de tynget af noget fysisk. ”Men ting forandrer sig. Og jeg troede at jeg gjorde det klart for dig, hvad du betød for mig, da jeg lod dig drikke fra min hånd, som du selv ønskede at drikke fra,” Enzel tog sig til sin venstre hånd, der lige nu var dækket til af en fin, sort selskabshandske. Han havde selvfølgelig skjult bidet for alle. Men i alene stunder, havde han trukket handsken af og studeret de nænsomme huller med fascination. ”Vi havde sex, Finneas. Og lod du mig bare være efter det.”