Oktober havde listet sig ind på landet med lynets hast. Det var få dage væk, men han havde været fra Dianthos det meste af september uden varsel til mange. De som virkelig kendte ham, vidste at han havde til tider arbejde udenbys og eftersom han havde en klient i Tusmørkely, var det ikke ulig ham at forsvinde i tide og utide for at svinge forbi der. I sig selv, havde det været et stort arbejde at komme igennem, årtiers papir arbejde og han havde ordnet en god del i første omgang da han begyndte Greven i bjergene, men mindst en dobbelt størrelse af papir havde han fået slæbt med hjem og fået under kontrol. 

Men han var atter hjemvendt og efteråret havde lagt sig over hovedstaden, gjort nætterne længere og køligere. Det blev mere og mere en sæson for ham at kunne tilbringe flere timer ude end at være fanget i indendørs i mørket. Gemt væk fra lyset der blev så kærligt modtaget af så mange andre. 

Finneas var som fornyet med ny energi, stærkt beriget på næring. Han var i godt humør. Næsten lidt for godt humør. En time forinden havde han lige svunget forbi en af de vante stamsteder for at samle noget op at drikke og elveren han havde taget fra af sig, havde blod med en sød smag. Beriget med alkohol og noget mere, men hvad kunne han mærke var blot at han blev en anelse mere... løssluppen i det hele. Opmuntrende og ikke så træt af livet. 
Hvad end den elver havde taget, så havde det så sandelig også en effekt på Finneas nu. 

I sit muntre yes, vandret han ned ad bygaden, som en lille melodi spillede i hovedet på ham, bevægede han skuldrene og armene let fra side til side som han dansede i sin gang. 

" Endnu en tur ned ad vestsiden... en fyr med rosensvand blød hud, mhmhm.. Lad mig smage venerne ved din hals.. ngnhn " nynnede han for sig selv. 

Hvad skulle man overhoved med en jurist, når de aldrig var hjemme?

Enzel havde heldigvis ikke haft problemer med hverken kunder eller byvagten, siden episoden med Eskild Havasi, men han havde endelig fået beskrevet alle sine urimelige krav ned på et på et stykke pergament, som han kunne aflevere til Finneas. Fordi truslerne og kritikken var hans åh så magtfulde kunde lidt var stilnet af, havde han ikke haft så travlt med at få formaliteterne på plads, men det havde jo været en god undskyldning til at opsøge Finneas. Og så var manden ikke engang hjemme? End ikke da han dukkede op dagen efter, i dagstimerne, hvor han vidste, at Finneas ikke kunne være ude. Der var noget grueligt galt.

Enzel havde det ambivalent med at Finneas ikke havde vist sit dumme ansigt i næsten en måned. Naturligvis kunne han ikke lade være med at tage det personligt. Ovenpå al den tid de havde brugt sammen, burde Finneas så ikke have skrevet? Var det mon fordi han brugte tid sammen med denne Valdemar? Eller var det fordi byens nye jæger fra Tolliver & Willoughby havde slået ham ihjel? Eller havde det monstro noget at gøre med Enzel, og deres sidste møde, hvor de havde kysset, fuld af inderlighed og længsel?

Enzel fortrød det noget så grusomt... Han nærede ikke den slags følelser for vampyren! Han kunne umuligt give det som Finneas havde krævet af ham, uanset hvad. Måske var det det, der havde skræmt ham bort, og efterladt sit hjem, mørkt og rodet.

Nu, denne nat, 3 uger efter han fandt ud af hans forsvinden, befandt han sig foran hjemmet. Ingen havde svaret, når han havde banket hårdt på døren og diverse ruder, så nu havde vreden bygget sig op i ham. Han tog sig selv i at grave en løs brosten op fra gaden, viklede et stykke pergament om den, hvori der stod; Hvis dine forpligtelser her skræmmer, så bliv dog væk. En besked han beslutsomt havde skrevet hjemmefra... Brostenen med beskeden, blev kylet ind igennem ruden, ind til Finneas' soveværelse, og efterlod sig lidt af et rabalder og glasskår alle vegne.

Han stod og kiggede på det sølle hul i vinduet. Der var ingen reaktioner derindefra, og det havde altså ikke været nok til at give Enzel den trøst eller tilfredsstillelse, som han havde håbet på. Så efter lidt tid, trak han sig væk fra bygningen for sidste gang, og han slentrede ned ad gaden i retning mod den nærmeste kro. Han kunne høre en munter nynnen i det fjerne, men det lukkede han ude.

Slentrende den på sin egen dansende måde kom Finneas ned ad gaden. 

Fortsat nynnede han og lod sig ikke rigtig bemærke af de han nu engang passeret kiggede lidt undrende på ham. Skulende blikke, som de dømte ham for at være påvirket af et eller andet, og helt uvidende var han det egentlig også. Men hans næse begyndte at kilde og han blev pludselig opmærksom på noget genkendelig. " Enzeeeel! " kaldte han, ganske blind for hvor han skulle hen. En blind muldvarp ville kunne finde bedre vej end Finneas på stående fod. 

Støjen af kroen kom tættere og tættere på, og det samme gjorde duften af halvkat. Men han stoppede op der og kiggede væggen ved siden af døren, som han læste et menu kort der ikke engang gang der. Pludselig glemt alt om at han kunne dufte den velkendte bordelejer i nærheden. 

Det var ikke engang til lyden af hans eget navn der blev kaldt, men lyden til de slingrende skridt fra hans jurist han hørte komme nærmere. Han drejede sig om ved rædsel, da han opdagede hvem det var, der hilste på ham. Som et spøgelse, stået op fra de døde! Enzel sugede luft ind og holdt vejret, men ligesom da Finneas kom nærmere, kunne han ikke holde sig selv fra at gispe op. ”Hvor har du været!?” Enzel havde jo netop konkluderet at Finneas var ude over alle bjerge, og havde netop begået hærværk i hans hjem for få minutter siden.

Han havde taget i krostuens hoveddør, men klyngede sig nu op i et hjørne, som om han var bange for om han mon allerede vidste hvad han havde gjort. Han kunne ikke helt tyde Finneas lige nu, han virkede så festlig og glad for at se ham, men kunne det ikke velsagtens være et tegn på sindssyge?

Vampyrer kunne ikke være påvirkede, vel? Han ville da kaste op?

“ Mig? “ og pegende på sig selv, men ganske vidst trak han blot på skuldrene og smilte blødt op så øjnene lukkede smilende i. 

Finneas var over alle bjerge. Anderledes kunne det ikke skrives. 

Men han vendte sig rundt, den forkerte vej rundt i første omgang, men han endte med front mod Enzel i sidste ende. “ Jeg var i Tusmørkely vedrørende et job, forfærdelig meget papir arbejde “ og fingrene der på begge hænder blev spredt og kørt fra hinanden som indikation på mængden af papir. “ Jeg er ikke engang færdig, mangler endnu de sidste to.. tre hundrede år at gå igennem.. måske fire “ og hånden til hagen i en ærlig tænken. 

Men han trådte lidt nærmere halvkatten og lod skulderen støde op mod muren og han så ned på ham. Pupillerne var udvidet, men ikke som ved blodrus eller ved den seksuellerus, men noget som blot kunne ses på folk der var påvirket på en måde som kun de kendte. “ Har du savnet mig da? For jeg har savnet dig.. “ sætningen stillede blidt ud til en hvisken. Som det ikke måtte vides af andre. 
Et skråsikkert og charmende smile blottede sig og han var dybt betaget af halvkattens næse. Så fin, som et lille skihop.

Stadig klynget op til sin krog betragtede han Finneas, og var ikke længere i tvivl. På en eller anden måde var denne her vampyr blevet påvirket. Men hvordan? Var det igennem… blod, måske? Enzel kunne ikke rigtig gætte sig til andet. Mon det her var normalt for ham? Altså Enzel skulle nødigt snakke. Han nød selv at lade sig påvirke, men foretrak at være hjemme, når det var, så han ikke gjorde sig selv til grin på gaden.

Enzels blik stivnede lidt ud i luften, som han fik fortalt, at Finneas havde arbejdet. Han havde været overbevist om at han hyggede sig med Valdemar eller en af sine andre muligheder. Pis også! Måske skulle han ikke lige have kastet den brosten alligevel. Finneas ville svinge ham en tur, når han fandt ud af det.

Han var mindre bange for Finneas nu, nu hvor det var tydeligt at han var påvirket, og ikke splitterravende gal på ham. Han blev i sit hjørne, men rørte ikke længere ved muren. ”Arbejde…” Lidt fraværende, og kort tid efter… ”Du… har savnet mig?” Hans hårde tone blev blødere, da sådanne erklæringer var nogle han så sjældent fik. Han vidste ikke om han kunne tage hans ord for gode varer, da han trods alt var ved siden af sig selv i nat, men… det kunne jo være at sandheden skulle frem fra børn og fulde vampyrer?

”Du… Det er ikke nogen undskyldning for at forsvinde uden en lyd! Hvad med dine kunder i Dianthos? Hvad hvis jeg var havnet i fængsel, hva!?” Det var svært at vide hvad han skulle føle. Han undveg bevidst ikke at svare på om han havde savnet ham.

Kroppen summede så småt, men han holdt den glædeligt i ro, for hans blik havde fundet noget smukt at betragte. Intet af hvad han faktisk så, kunne han helt samle sammen til et pulsespil, men det gjorde alligevel ikke noget. De talte jo tit om tingene og det de ikke forstod. Enzel ville uden tvivl gerne skære ting ud i sukkerknalder for ham. 

“ Mhmh. “ et smil i brummen. Det skulle da ikke være til nogens overraskelse, hverken arbejde eller han savnede Enzel. Men han lagde gerne flere ord på det, alt der skulle gøres, var at han spurgte. 
Finneas trådte alligevel et skridt tættere på hjørnet så han stod tættere på Enzel. 

Men Finneas måbede åbenlyst. “ Så havde byvagterne besked om hvor jeg var “ mumlet han små overvejede og tog endnu en gang hånden overvejende til hagen. 

Men den slap hurtigt hagen igen og flyttet hånden ned under hagen på bordelejeren, i sådan en rutine at det måtte ligne han ville kys ham, med hovedet bukket en anelse frem og stoppede det forholdsvis tæt på den andens. “ Skal vi ikke tage ud og danse under stjernerne? “ hviskede han indbydende. Håbende for at halvkatten ville.

"Ja, i tusmørkely!" Protesterede han. Han tog det tydeligvist ikke nær så afslappet som Finneas. Men det var jo også ham, der stod til at skulle fængsles, hvis det endte så galt, og i det tilfælde ville han blive nødt til at overnatte i arresten i flere dage, før Finneas vendte hjem. Heldigvis havde byvagten ikke generet ham siden, og forhåbentligt slikkede han sine sår endnu.

Det var uretfærdigt, at Finneas tog ham sådan i ansigtet og tvang ham til at se ham i øjnene på så tæt hold. Han var stadig vred, og ville ikke kysse ham, uanset hvor kælen og sød han opførte sig. Han stoppede ham i at komme alt for tæt på, og hviske ham i sit øre. Danse under stjernerne? Enzel virkede mere forvirret end overrasket over den invitation. "Hvad er det? Et eller andet kodesprog for at knalde?" Finneas var jo højere end han først havde antaget! "Jeg danser ikke. Jeg drikker."

Mens Finneas var så tæt på ham, forsøgte han at lugte, om han kunne lugte hvad i alverden han havde indtaget. Han kunne lugte blodet... Og hvad mere?

“ Hvorfor er du så højtråbende ? “ spurgte han og svøb sig kun tættere på. Han ville så tæt som muligt; men selvfølgelig blev han skubbet let væk, holdt på afstand. 

Aftensolen mødte det himmelblå. “ Vi kan godt knalde hvis det er hvad du vil, men jeg vil nu bare gerne danse med dig.. og kun dig “ han fangede slet ikke at halvkatten ville drikke, men det ville nok ikke komme bag på nogen. Han slap halvkatten og lænede sig tilbage og forlod murstens væggen og rakte i stedet hånden frem for de kunne gå hånd i hånd. Følges ad som intet andet var mere naturligt. 

Varmen forblev i ham, kroppen var som en anden. Midlet i blodet brusede og holdt ham varm, menneskelig varm, så selv hjertet syntes at slå helt normalt igen. 

"Fordi..." Enzels stemme blev pludselig lille, fordi Finneas gjorde ham opmærksom på at han råbte. Men også fordi han ignorerede hans vrede fuldstændigt. Han hørte det slet ikke? "Fordi du er ligeglad med hvad jeg prøver at fortælle dig," Enzel brugt unødigt mange kræfter på at holde Finneas på afstand. Hvis han nu en gang for alle kunne give ham et ordentligt skub, ville det sikkert virke, men det kunne han ikke få sig selv til. Han fandt sig bare i det, og lod Finneas komme så tæt på, som han nu kunne.

Enzels øjne spejlede sig følsomt tilbage i Finneas' varme øjne. Han kunne græde på stedet, hvis ikke det var fordi han havde selvrespekt. Han havde været bekymret, ligefrem bange, men i den grad også vred. Og nu kom Finneas bare her, og drillede ham, og ville... danse? Det havde åbenbart ikke været et kodesprog. Og han ville danse kun med ham? Under stjernerne? Men der var jo ingen musik... Og Enzel havde ikke danset i flere år, snart.

Enzel der ellers havde taget i krostuens dørhåndtag, slap nu tanken om at drikke, og rakte ham i stedet sin hånd. En smule slap og hjælpeløst. Og han lod sig trække med, selvom han var bange for hvilke pinligheder han skulle udsættes for. Han kunne jo ikke danse, hvad end Finneas dansede.

Hvad end man var vant til, var denne version af Finneas ikke noget man havde set før, den eksisteret ikke i hans personligheds register og var derfor en unik situation for sig selv. Mon han ville erindre det når blodet var ude af hans system igen, ville Enzel hænge ham op på det i det lange løb. Finneas skulle nok mere i sit inderste frygte for at han fortæller noget han ikke burde fortælle. 

" Ligeglad? Aldrig! Du er jo alt " og sætningen blev klippet kort der. Som noget manglede, den virkede ufærdig, men var ganske færdig der. Finneas var foruden hæmningen der. Enzel var alt for ham. Det virkede noget så forkert, at det kun kunne være sandt. 

Han lukkede sin hånd om Enzels og stille som de begyndte at gå ned ad gaden på ny svang han deres hænder let, en stille optakt til at han kunne få Enzel til at få en let spinden rundt om egen hæl. " Du dufter af... liljer " kommenteret han så ud af det blå og kunne ikke stoppe med at smil, hverken med mund eller øjne. Han var så glad. Så munter. Så .. påvirket. 

Finneas var ikke sig selv. Det var som om en anden havde taget over hans krop. Men Enzel var ikke i tvivl om, at det var hans Finneas. Han havde blot indtaget noget han ikke skulle. Enten var det et uheld, eller også en bevidst handling, for at kunne udholde det barske liv som forbandet? Det var i hvert fald noget halvkatten kunne relatere til, med sit eget misbrug af kattegræs, lidt for meget rødvin og nåmåneblad.

Som i en feberdrøm han ikke kunne slippe væk fra, lod han sig trække med, og guides afsted. Han var ikke sikker på hvor Finneas tog ham med. Under stjernerne et sted? Hvor var det?

Enzel rødmede forlegent. Han kunne ikke følge med, føltes det som om. "Jeg er alt?" Hans hjerte skippede et slag. Hvorfor sagde han dog det? Det passede jo ikke. Han var fristet til at nævne hans brunhårede menneskeven igen, men han lod være. Nysgerrigt måtte han se til, hvor det her førte dem hen.

Her? På gaden? Var det her Finneas ville danse med ham? De var stoppet op, og Finneas tog hans hånd. Førte ham, og styrede ham. Enzel lod sig kluntet svinge rundt. Stadig rødmende måtte han se at få stoppet det her galskab...

"Finneas, du er ikke dig selv lige nu. Og det er roser, du kan dufte." Han havde været i haven, som det første. Og han havde været i et varmt bad med hjemmelavet rosenbladsekstrakt. Liljer var dødens blomst, så han håbede ikke at der var noget symbolsk i, at Finneas i dag kunne dufte liljer.

Dette var en form af glæde der sjældent så dagens lys og at Enzel ville tage dette fra ham før eller siden, var på ingen måde fair. Finneas havde det godt, ikke længere spor ramt af sin opgivenhed eller magteløshed. Forpligtelser og manglende løst til at leve. Vampyrens evighedsliv syntes pludselig at have fået mening. 

" Alt ! " brød han med et kærligt grin som han fik svundet halvkatten rundt og klar til at gribe ham, men som han fik ført den kluntet dansepartner omkring, fik gangen atter lov at begynde, de var ikke i nærheden af deres mål. Om Enzel overhovedet ville nå at registere at de var på vej op mod det øvre distrikt for at ende i Den Hellige Bydel vidste Finneas ikke, men der kunne de se himlen klart og tydeligt. Nyde freden som den præcis skulle være. 

Hænderne fik lov at svinge let igen. " Er jeg ikke? Er det mig som dufter ? " spurgte han og løftede sin anden arm op til næsen og duftede let til den. 

" Det må være du som dufter " konkluderet han hurtigt efter og valgt kort at tage en let dufter over hovedet på Enzel. Nok ikke for sidste gang. 

Enzel prøvede virkelig at være den seriøse her, men han kunne ikke lade være med at grine lidt, og genfinde sit gamle, barnlige jeg, da han blev svinget sådan rundt. Det der med ikke at være i kontrol, var dog stadig uvant for ham, efterhånden. Han samlede sig om at få styringen af sin egen krop igen…!

”Du dufter ikke.” Forsikrede han, da Finneas stoppede op for at sniffe sig selv ”Du lugter ikke af meget, mener jeg.” Han skyndte at rette sig selv, da han ikke forsøgte at sige at han lugtede fælt eller noget. Finneas var vampyr, men han lugtede heldigvis ikke af død, som man ellers skulle tro. Han lugtede meget neutralt, og hvis Enzel koncentrerede sig, kunne han måske finde ud af, hvad han havde indtaget og hvilke omgivelser han havde været i.

Han puffede vampyren væk fra at snuse til hans hoved. Den mand kendte jo ikke til samtykke. Det gjorde Enzel dårligt nok heller, men hans valg virkede mere bevidste end Finneas. Han havde overhoved ikke nogen sans for hvad der foregik omkring ham.

”Lad mig høre hvad du mener med, at jeg er alt.” Krævede han at få at vide, og håbede på ikke at få et drømmende, lallet svar tilbage. Finneas burde vide bedre end at tage hvad end han havde taget. Enzel ville jo udnytte det.

Første lille flig i det perfekte spejlbillede kom som første forsikring kom, end ikke dens redning kunne redde det, men han lod sig ikke røre af det. Intet var revnet endnu og han var endnu intakt. Glad og lykkelig på sin egen måde. Men som de fortsætte gangen, fortsatte snakken, de små skub og alt hvad Finneas ville vurdere som værende flirt og kemi i mellem dem. 

De havde det godt sammen. De var gode sammen. 
Tænk på alt det han kunne give Enzel. Et evigt liv samen med ham. De kunne være sammen. 

" Jeg dufter ikke " gentog han som en forsinket reaktion. Hvor forsinket den var, anede han ikke. Men der var langt fra hjerne til mund lige nu. Han vendte dog sit fokus mod halvkatten, det smil som havde hængt så meget ved før, var stille famlet let, det var blevet småt og charmende, ægte Finneas smil. " Alt " svaret han på spørgsmålet om alt. 

Finneas kunne med nemhed sætte bordelejeren i bobleplast, fortælle at han var skøn, ideel og tvær. Men Finneas vendte blikket op i mod himlen, havde endnu det charmende udtryk på sig. " Jeg elsker din naturlige duft, dit naturlige udseende, men du kan lide dig selv med dufte og sminke, og det er okay, du ved hvad du vil, men også at du ikke kan bestemme alt, forvirret og faretruende, sød og lille " han talte lidt som om at Enzel ikke helt var der, men alligevel ganske bevidst om det i momentet. 

" Skal jeg dø for nogens hånd, må det godt være din " sagde han og vendte smilende hovedet mod Enzel, øjnene atter lukket i et smil og et let træk på skuldrene. 

Der var det igen. Finneas og hans snak om naturlig duft. Han burde vide hvor meget Enzel arbejdede på at dufte godt. Hvis ikke han vaskede sin krop grundigt, og vaskede sit hår og sin pels, så ville han stinke ligesom pøblen derude. Enzel havde kun én periode oplevet ikke at være ren, og det var flere år tilbage, under flugten. Han skulle aldrig undvære et bad med sæbe igen…

Forvirret? Hæftede han sig ved. Jo måske. Det var Finneas der forvirrede ham allermest, og gjorde ham frustreret og træt, vred og ked af det. Ikke lige nu, men sikkert senere, når Finneas fandt ud af hvad der var sket med ruden i hans hjem.

”Du er den eneste der kalder mig sød,” Lød det monotont fra Enzel, der ikke virkede synderligt begejstret over kærlighedserklæringen. Han forstod for det første ikke hvad han mente med halvdelen af det, og for det andet var det ikke særlig troværdigt. ”Måske kan jeg opfylde din drøm. Du skal bare kalde mig lille en gang til, så myrder jeg dig. Ingen tøven eller noget.” Han smilte. Betragtede ham, om han kunne tåle en spøg. Enzel havde absolut ikke lyst til at slå ham ihjel. Måske ville han blive tvunget til det en dag, men han ville ikke bryde sig om det.

”Men okay… Kan du så sige mig, hvem du har fået at spise i dag?” Det var heldigvis alene, for Enzel dæmpede ikke stemmen, da han spurgte om hvem. "Bemærkede du... noget anderledes ved ham eller hende? Opførslen eller... måske smagen?"

Skulle han havde forklaret sig selv, men havde han ikke lige gjort det? Det var han ellers noget så sikker på. Jah, Finneas var sikker på at Enzel forstod hvad han sagde og hvorfor han sagde det. Som vampyr, med den forstærkede næse, hang duften meget i blod for ham. 

Så hemmelighed nummer et var, at Enzels blod talte til ham. Duften lokkede ham fra det indereste og han kunne aldrig sætte sine tænder i de vener. En menneskelig uretfærdighed. Men fluks, tanken om duft og blod blev erstattet. " Du er sød.. kneppe sød, kysse sød, kramme sød.. beskytter sød " så mange måder at være sød, så mange af dem som Finneas ingen ide havde om, men tilsynelade havde gjort sig overvejelser om. 

Måbende som han hørte en hemmelighed, men alt var blot at Enzel ville dræbe ham, og hånd svang halvkatten omkring og han fik armen om ryggen på Enzel så de stod tæt op ad hinanden. " Så må du myrde mig, for du er petite ". Bidsk, der var et ord om Enzel! Men hvorfor havde han nu samlet på ord omkring ham? Åh, den korttidshukommelse ville kun huske det halve af det hele, og det hele af det halve. 

Blikket så ned, som han læste en bog. " Hvorfor vil du vide hvad jeg har drukket? Vil du da have jeg smager dig? " spurgte han og stemmen mildnede hen. " Elver af en art, han.. hun... den var lidt.. sjov smag, som mjød og nymåneblad eller... hvad hedder det stof nogen kan lide " spurgte han og regnede med at Enzel vidste hvad han tænkte på, ikke at han havde nogen bud selv. Uanset hvad Enzel ville sige, ville han sige jah!. " Han virkede.. hun? glad, og jeg er glad, så et lykketraf, for så fandt jeg dig! " 

Kneppesød? På trods af hvor uvenlig halvkatten var, og hvor skarptandet og spydig han var, kunne han ikke undgå at blive objektiviseret på grund af sit udseende og sin størrelse. Finneas fandt ham tilsyneladende så sød, at han ville kneppe ham, kysse ham, kramme ham og beskytte ham. Måske han endda ville gøre ham lidt fortræd, fordi han var så sød. Enzel vidste dårligt hvad han skulle sige til de selvopfundne ord, som Finneas kom med.

Og nu med armen på ryggen, blev han frataget sin ret til at forsvare sig. Han kæmpede imod, indtil Finneas kom helt tæt på. ”Stoop,” Hviskede han og sænkede sit hoved ydmygt. Han frygtede ikke for at Finneas ville gøre ham noget ondt, eller sætte tænderne i ham… selvom hans tilstand var tvivlsom lige nu. Men Enzel kunne jo hverken sige fra eller slå fra sig, så længe Finneas holdt ham i et jerngreb. Enzel var alt for vant til at blive fastholdt, og han følte sig mest som et mobbeoffer, frem for et byttedyr. ”Jeg tror… du har drukket fra en NOX-misbruger,” Funderede han åndeløst. Han kunne trods alt stadig tænke klart, selvom det var intenst at være under den andens magt lige nu ”NOX er et drømmemiddel, af en art. Det er ufarligt at indtage for krop og sind, men det gør dig ude af stand til at befærde dig sikkert, da farlige omgivelser pludselig kan virke sjove eller harmløse.” Enzel havde aldrig prøvet det… Han havde netop været bange for at midlet ville være så stærkt, at han ligesom Finneas, ville rende rundt og spytte hemmeligheder og gøre sig uvenner med alle. Eller gå i seng med alle.

Hvisken var, i hans verden, kælen og inviterende. Deres pulsespil ville snart kæde sammen og blive løst, omend kanterne skulle skæres en anelse til og presses i for at sidde fast. Gøre dem udadskillige igen. 

Men med hovedet bukket en god snert frem og søgen efter Enzels blik, løftede han hovedet uforstående og rystet på hovedet. " Narhj " svaret han først, men sank en anelse skuldrene. " Vil du have det ud af mig ? " som det var så nemt, men på en måde var det. Måske. Opkast var en forfærdelig fjende, men rensede ham næsten altid ud, dårligt blod og tanker. Men det ville efterlade ham pænt kvæstet, men han satte sin lid til Enzel, han vidste bedst, ville ham bedst. 

" Jeg har det bare så godt med dig lige nu " som det havde været et virkemiddel for dem, at de endelige kunne tale sammen, være sammen uden hemmeligheder. Enzel kunne få alt ud af ham, og Finneas ham. Ikke?

Finneas lod ikke til at være klar over, hvad fanden han havde indtaget, og han virkede egentlig heller ikke synderligt bekymret. Han havde det bare godt og rart, tilsyneladende. Enzel var den der led under uvisheden om, hvad det kunne have af betydning for dem. Ville han blive kysset, krammet og kneppet?

”Nej?” Finneas spurgte ham jo, som om han kunne trække NOX’en tilbage. Men Enzel huskede så, at Finneas nok bare ville kaste op, ligesom sidst. ”Det er spild af blod… Og vi kan ikke have at du bider mig.” Det var det sidste Enzel ønskede. Hans fine hals skulle ikke brydes op, af endnu en mand. Hans krop og sind var allerede brugt mere end rigeligt, til andre mænds lyster og formål. Han ville kun bruge sin krop til det han selv ønskede. Selv hvis Finneas lå som en grøntsag og tiggede og bad ham om en smule blod, ville han sige nej. Han vidste at Finneas ikke kunne dø. Han måtte nøjes med rotter og kryb, indtil han blev stærk nok til at føde fra menneskeblod igen, hvis det nogensinde skulle gå så vidt. Tænkte han og aftalte med sig selv.

”Måske… du bare skal prøve at nyde det? Jeg skal nok passe på dig, hvis altså du slipper mig løs?” Lovede Enzel og spændte lidt i armen, som Finneas hold ved, for at minde ham om at han stadig holdt i ham. Han kunne godt se fordelen i at Finneas var i godt humør. Selvom Enzel virkede stresset og vagtsom, så kunne han skam godt nyde at han ikke længere var sit sure gamle jeg. Bare lige for et par timer eller flere.