Morgenen havde været rolig og med ikke så meget vind. inde i lysningen hoppede en flok hare rundt.  inde i en busk tæt på lysningen lå en los og svang med halen imens den betræktede harene. de var glade og nød græsset, samt  de unge legede.
Lossen var i virkeligheden Tasja. et halvdyr der var på jagt efter aftensmad. en hare rigtigt tilberedt smagte bare godt. Tasja så en lille flok hareunger hoppe tættere og tættere på hende og længere væk fra flokken. Tasja lagde sig tættere ned mod jorden og betragtede disse unger. 

himlen var skyfri, og Tasja kunne ikke vide at der var en anden jæger på jagt efter harene idag. en ørn som pludselig styrtdykkede ned og tog fat i en af ungerne for næsen af Tasja. Den skyndte sig op igen og de andre hare blev så bange at de skyndte sig at løbe væk og ud af lysningen.

Tasja forvandlede sig tilbage og slog i jorden. "pokkers" hun rejste sig op og børstede støvet af sig og gik ud i lysningen og så ørnen forsvinde ud af syne. hun tog sig til maven. hun var faktisk lidt sulten. måske hun kunne fange en fisk ved vandløbet og søen. hun lagde armende over nakken og begyndte at gå mod vandet. hun havde lige glædet sig til haresteg. når men man fik jo ikke altid hvad man ønskede sig tænkte hun imens hun gik mod vandet. hendes tøj var flænset i ærmerne, mest af alt for bedre at kunne bevæge sig frit. bukserne lige så.

Tasja satte sig ned på jorden og så ned i åen der førte til søen. hun kiggede på sit spejl billede. Tasja var ikke god til andre 2 benet racer ud over halvdyr, så hun var altid på vagt. hvad vis de ville fange hende og gøre hende til slave som for næsen 60 år siden selv om hun ikke vidste det var ulovligt nu. hendes øre lagde sig ned imens hun kiggede på sig selv. men hun kunne altid fornemme på jorden om der kom nogle mod hende. hendes evne til at mærke om det var 2 -3 -4 benet og hvor stort det var var altid aktivt.

På en skøn dag som i dag, var Brock ikke langsom til at få noget ud af morgen. Han havde siddet ved en å, og gjort noget af alt sit udstyr parat og rent, klar til at enten fange noget mad eller hjælpe folk i nød. Brocks blå øjne stirrede lidt på sine reb han havde gjort rene og rullet sammen, før han så stoppede det ned i hans taske igen og rejste sig op med et rask bevægelse. Han var fyldt med energi og så sig rundt, der var ingen andre i nærheden af hvad han kunne se, i hvert fald ikke af større dyr og folk. Kun små kaniner og fugle, hvad skoven nu normalt bød på. 
Han traskede lidt ned af søens bred, og så så at der var en å, der gik til søen. Han lod sig ikke engang tænke over det, men valgte at gå med å'en, for at se hvad den førte til. Hver dag var trods alt som et nyt eventyr der byggede på den forrige dag. Han brugte sit voldsomt gode syn til at holde øje med skovbunden, for at se om nogen af de små dyr enden var efterladt, eller faret vild fra resten af flokken. De var trods alt de nemmeste at fange, skønt harer aldrig var synderlig nemme, for man havde kun 1 forsøg, og efter det var de væk. Brock kunne i hvert fald ikke engang prøve på at drømme om at løbe dem op. Det var en komplet umulighed.
Men han fik så øje på nogle små harerunger, der var hoppet et stykke væk fra deres forældre, og så ud til at bare tumle rundt blandt dem selv, et perfekt mål til en lille snack til dagen. Han begyndte at snige sig tættere og tættere på, hans elver side tillod ham til at liste ganske godt, selvom hans dværgeside trak ham ret meget ned. Han håbede blot på han kunne komme tæt nok på til at fange dem før de kunne stikke af. Men blot et par 20 meter fra dem, kom et sus, og en stor fugl dykkede ned og greb de unger den kunne, imens de andre stak af og løb direkte tilbage til deres far og mor. Brock så det hele ske i et split sekundt og var efterladt med en åbenmund og var helt paf og skuffet over det forsøg han lige fejlede med.
Slukøret slæbede han sine fødder tilbage til å'en og satte sig ned på bagdelen foran å'en og lod blikket falde på hans spejlbillede. 
"Måske er det bare fisk i dag" mumlede han til sig selv, før han trak tasken af sig selv og satte den ned på græsset ved siden af ham selv, med et ordenligt bump! Han roede i en af sidelommerne og trak en snøre med en krog frem og en beholder der havde noget jord og regnorne i. Han gjorde krogen klar med en regnorn og smed den i vandet, og lod blot strømmen holde liv i ormen så den kunne lokke tilfældige fisk til at bide på den. Han kunne ikke direkte se nogle fisk i vandet, men han håbede på de bare gemte sig lige nu. Han sad i sine bukser og sko, men intet andet. Dagen var startet varm, så han følte at tøjet på overkroppen var unødvendigt og havde pakket det i tasken. Det lange hår var trukket lidt til siden så hans ansigt var helt synligt, og det her var en af de få dage, hvor han faktisk syntes at hans skæg sad helt som det skulle.
Han begyndte at humme en dværge melodi hans mor havde lært ham, som hans far havde hummet til hende i deres møde i hulen, og havde altid fundet den yderst tiltalende og gav ham et ro i sindet, den var dyb og mystisk, som et mystisk uudforsket bjerg.

Tasja sad lidt væk fra denne person og så pludselig vandet ryste. noget forstyrrede dens stilhed. en fisker måske. hun var dog ganske rolig og rejste sig og begyndte at så mod søen i den modsatte retning af hvor manden sad. hun var restløs og  ikke god til andre. hun kom til søen og satte sig ned på alle fire og så ned i vandet efter fisk. hun var ikke så god til at fiske med de bare poter eller hvad man skulle kalde det. hun så ned i vandet og begyndte at føle sulten igen. 

nede i vandet svømmede der små fisk. måske hun kunne fange en. tænkte hun og hoppede med et PLASK i vandet for at fange den med sine klør. men det eneste der skete var at hun blev blader våd. hun svømmede ind til breden og prøvede at komme op men kanten var højt oppe og hendes teknik var ikke så god til at komme op. hun tog fat i kanten og hev så meget hun kunne men breden knækkede og hun faldt igen i vandet. hun begyndte at træde vande for ikke at drykne. hun så rundt og kunne se længere nede var der enbred der førte ud til vandet så hun begyndte at svømme mod der. hendes lange hår vr falde ned i øjnene på hende så hun næsten ikke kunne se noget.

Tasja kom over til breden og tog fat i jorden langt inde og kom op til sidst. hun rystede hovedet lidt så det lange hår sprøjtede med vand. hun tog fat i sit hår og begyndte at presse vandet ud af det. hun tog om hendes sædvandlige fletning og løsnede den for at få mere vandt ud af håret. hun havde meget langt fint hår. lidt tykt men ikke så tyk som en løveman. hendes hår var lyst og sad næsten altid i en fletning for ikke at genere jagten. Tasja så rig forsigtigt om og da hun ikke spottede nogle eller mærkede noget i jorden tog hun sin trøje af så hun stod i en bh. hun vred tøjet så meget hun kunne og så på det ødelagte våde tøj.
*burde nok snart få købt nogle nye trøjer* tænkte hun i det hun ville over og hænge det op til tøre men gled i det vandt hun havde dryppet af sig. BANG!!! hun faldt ned på halen. hun bed sin stemme i sig for ikke at skrige af smerte. for det gjorde faktisk meget ondt. Tasja havde en meget følsom hale og at lande på den var ikke just det smarteste. "forbandet!" sagde hun højt idet hun tog og vendte sig om så hun lå på maven med ryggen op af. hun tog fat i græsset med sine poter og knugede det. smerten skulle lige gå væk.

Brock havde ikke lagt mærke til at en kattedame havde kommet frem lidt væk fra ham, og gået den modsatte vej af ham. Han opdagede faktisk ikke at der var nogen som helst i nærheden, indtil han pludseligt hørte et plask!? Det plask var bestemt ikke af et mindre dyr, det kunne man tydeligt høre, det var et større dyr end en fisk. Han så rundt men kunne ikke se nogen, ikke før hans gode øjne så et par poter der kom op på breden meget længere nede, men forsvandt så igen, sikkert fordi jorden gav efter? Han rejste sig hurtigt, trak fiskesnørren op og efterlod sin taske, mens han løb ned, hvor han havde set poterne komme op, og forsvinde igen. Han var ikke hurtig, så da han nåede hen til stedet, så var der ingen han kunne se. Han prøvede at se om der var nogen under vandoverfladen men kunne ikke se nogen som helst, og skulle til at se tilbage mod hans taske, før han hørte nogen komme op af vandet, og så mod steden han havde hørt lyden komme fra. Han skyndte sig afsted mod lyden på sine to halv korte ben og listede afsted, ret så hurtigt. 
Han trådte forbi et træ, hvor han pludselig stoppede helt op, og stod stille som en mus. Hans blå uskyldige øjne stod og stirrede stort på en, ganske pelset, men tydeligt formet pige der var i bh og bukser. Og som han havde trådt forbi træet, havde han set hende glide i pytten hun selv havde lavet, og slået sin hale noget så effektivt. Det gav et gisp i ham da hun bandede højt og hurtigt slugte han en klump, før han trådte længere frem mod hende, og hun lå på græsset med halen op.
"Er du okay?" kom det lidt højt, men også meget usikkert fra ham, da han ville være sikker på at hun hørte ham og forhåbentlig ikke blev alt for forskrækket over at en kort mand pludselig stod et par 20 meter fra hende, med bar mave og et par bukser og gode vandrestøvler. 
"Hvis du har brug for noget smertestillende creme så har jeg vist noget i min taske?" spurgte han hende med en lidt rystende stemme. Nu hvor han stod der og så ordenligt på hende, blev han meget betaget af at dames øre var virkelig store og pelsede, og hvordan hendes pels på kroppen komplementerede hendes slanke kropsform ret godt. I hvert fald i hans uskyldige øjne. Men hun så også ganske våd ud, og han tænkte at det sikkert var hende som havde været plaskeren fra før. Han trådte tættere på damen så han kun var 10 meter fra hende, og havde sine hænder op for at vise at han ikke havde noget i hænderne der kunne gøre hende skade på nogen måder, skønt hans dværgeside var rigtig stærk, men han udstålede nu heller ikke så meget dværg, ikke før han drak som et hul i jorden.

hun havde fornemmet med sin evne at nogle havde bevæget sig men fordi hun havde ondt havde hun hurtigt fået slukket for evnen. for ikke at tage for mange kræfter fra sig selv. hun hørte stemmen og fra at ligge med hovedet i armende løftede hun hovedet og så på manden med de grålige øjne. hendes blik var ikke just uskyldigt og venligt men advarene og faste. hun var mindre end ham. utroligt nok.  hun så ned på hans ben da han begyndte at gå tættere på hende. hun farede op på alle fire og gik tilbage på alle fire. hende krop var slank. fleksibel og fin pelset. hun holdte blikket stift på ham og rejste sig langsomt op da hun ramte et træ. 
"bliv!" sagde hun da hun kom op og stå. hun tog hånden klar ned ved en lomme i sine bukser. hun havde en dolk til nødstilfælde. hun så på ham og hvordan han forsigtigt havde armende i en position for at sige han intet gjorde. men hun stolede bare ikke på andre. det havde hun aldrig gjort.
Tasja lyttede halvt til hvad han sagde og var mere fokuseret på hans bevægelser end hans tale. hun fik kun hørt. noget med creme og taske. hun var altid på vagt men når hun slå det mest ømme punkt så var det svært at være fokuseret.

ville han bevæge sig tættere på hende? vis måtte hun jo trække dolken. i beskyttelse. også selv om hans øjne sagde han var en uskyldig person stolede hun ikke på ham.... han var ikke et halvdyr.

gud ja. hun stod kun i bh og bukser. hendes pels skinnede af vandet og hendes bukser sad tæt på hende i en denne tilstand hvor hun ikke havde fået vredet vandet ud af dem. Tasja glemte et øjeblik at hendes bh var lys. så hendes krop var mere synlig end hvad godt var. Tasja selv var måske ikke så blyfærdig men alle kunne ha sine stunder jo.

Brock havde forventet lidt at hun måske ikke havde været helt nemt, sådan havde hans mor forklaret ham at halvdyr var. Og som hun fik vendt sig til at kravle på alle 4, trådte han langsomt mod hende, som hun trak sig bagud før hun nåede til træet. Han trådte lidt nærmere pigen, indtil hun rejste sig op på 2 ben og havde ryggen mod træet bag hende, og med fronten mod ham. Det fik ham til at stoppe op som var han ramt af en paralyserende effekt. Brocks blå øjne blev meget store, mens hun stod i kun tætsidende våde bukser og den våde lyse bh gjorde det ikke meget bedre for Brocks uskyldighed da han kunne skimte farverne under og hans mund åbnede sig langsomt til at bare hænge løst og han havde et tydeligt overrasket udtryk i ansigtet. I hovedet bandede han, men også lovpriste sit sygt gode syn, og takkede guderne for synet af hende her halvdyr, der stod foran ham og efterlod ikke meget til hans fantasi. 
"Måske..." gispede han let, før han sank en klump, og hans øjne så tydeligvis ikke i hendes, men direkte på hendes brystparti. 
"Måske... skulle jeg... skaffe dig... en trøje?" fik han til sidst gispet ud og i et hurtigt ryk, vendte han sig om og stod med ryggen til pigen, mens han kunne mærke hans hjerte hamre hårdt i brystet. Hans øjne så rundt på jorden, og op på grenene for at lede efter trøjen han tænkte hun nok havde taget af, efter at havde fået en dypper i vandet. Han havde trods alt ikke selv en trøje han kunne give hende, siden han var bar på overkroppen. Han trak vejret dybt og bed sig i underlæben kort.
"J.j.j.jeg er tilbage om lidt" sagde han stammende før han løb afsted mellem træerne og stormede tilbage til hans taske, greb den med begge hænder og stormede tilbage så hurtigt som hans små halvdværge ben kunne klare. 
Han var lige ved at falde over sine egne ben da han nåede tilbage til området hvor pige havde været, og tasken halvt åbent og en hvid skjorte i hånden som hun sagtens ville kunne passe, han var trods alt lidt større men en del bredere end hende om skuldrene. Og hans hjælpsomme personlighed tillod ham ikke at efterlade hende så blottet som hun havde stået foran ham. Han gispede efter den korte tur, og man kunne se på ham at han havde løbet alt hvad han kunne klare.
"Skide.. Dværge..... Gen...." gispede han mens han satte tasken fra sig og tog sig til låret mens han hev lidt efter vejret.

hun havde ikke rigtigt bemærket at hendes bh havde været så våd at man næsten kunne fornemme hendes figur. hun så på hans blik der ikke var på hendes hoved mere nu hvor hun stod op af træet. hun havde virkelig ikke brudt sig om at han kom så tæt på hende. men da han vendte sig om og sagde en trøje så hun ned af sig selv og blev opmærksom på hvorfor han talte om en trøje. hun rødmede inde bag pelsen og tog en arm over brysterne.
hun så rundt da han løb, efter sin ejen trøje som måtte ligge i nærheden men da han lige pludselig løb mod hende igen og standsede med en taske pressede hun sig mere op mod træet for han var efter hendes mening meget tæt på. hun havde stadig armen om brystpartiet og så over på den våde pyt hvor hendes trøje lå.

Tasja så hvordan han gispede efter vejret. ja han havde nok korte ben men hun var mindre end ham og forbandede ikke sin kondi. for hun kunne løbe ret hurtigt af at være lille. hun så på tasken. hvad havde han der i. våben for at fange hende? hun måtte være på vagt. han spillede måske bare hjælpsom. hun pressede sig mere mod træet hvilket var dumt for hun ramte ind i træet med halen og hun skær en grimasse der sagde det gjorde virkelig ondt. hun faldt lidt ned i kroppen over smerten. det var virkelig ubehagelig smerte. måske den var forstuet?
Tasja kneb øjnene kort sammen i smerte og måtte virkelig beherske sig for ikke at falde sammen på jorden over hvor ondt det gjorde. og for ikke at vise smerte for meget. "for zaladin også" hviskede hun til sig selv da hun tog hovedet op i ret stilling og prøvede inderligt ikke at se forpint ud.

Brock gispede efter vejret, indtil han så hende i øjenkrogen falde lidt sammen i smerte, satte han sin taske ned og stak hånden uden tøven ned i den, trak en bøtte lavet af træ op af tasken og var trådt hen ved siden af hende, da hun bandede for zaladin. Han smed hurtigt den store skjorte om hendes skuldre, mens hans hænder håndterede bøtten, som var det helt naturligt for ham. Det der var i bøtten var lindrene salve, han tit brugte på enden sig selv eller på folk han mødte, hvis de havde skåret sig eller noget. Og han havde ALTID noget på sig. Han bukkede sig lidt ned, efter at havde løsnet låget og gravet en god klat op med en finger, før han lagde det på, lige hvor haleroden startede, og begyndte at smøre det rundt og grave det lidt ned i pelsen, så det var huden der kunne blive påvirket. Hans blå øjne så ikke på hende, men holde blikket stramt på halen, og det han gjorde. Når det galte sådan nogle situationer havde han heldigvis lært selvkontrol, for alt andet kunne ende med at gøre skaden værre. Det havde han i hvert fald lært efter et par gange hvor han havde endt med en lussing eller slag eller bid for ikke at koncentrere sig ordenligt og blive draget væk fra det han gjorde. 
"Er det her det gør ondt?" spurgte han hende dog for at være sikker på at det var ved roden, og ikke andre steder på halen. Han sørgede også samtidig for at holde tilbage med sin dværgestyrke, og var meget nænsom med hende, så han brugte kun sin pegefinger og tommelfinger til at gnuppe salven ind under pelsen, og sørgede for hele roden var smurt ind, før han stoppede og rejste sig op igen. Han var lidt klar på at hun kunne trække kløerne ud og hoppe på ham eller bruge tænderne, men han håbede lidt på at salven ikke kun havde lindret hendes smerter men også blødgjort hendes humør lidt. Hans øjne så for en gangs skyld ordenligt ned på hendes blågrå øjne og sendte hende et forsigtigt smil. Nu hvor han stod så tæt på hende, føltes hun så meget mindre end før da hun næsten havde hvæst af ham. Hendes top gik nogenlunde til hans hals, hvilket var underligt, for han plejede nu at være den mindste, med mindre det var børn, men selv de voksede ham over hovedet på ingen tid. 
Brock satte låget på igen og lagde den ned i tasken igen, før han vendte opmærksomheden til hende. Taskens top var åbnet helt op, og ca. fra hvor hun stod ville hun kunne se bøtten med cremen, en fiskeline, et stærkt reb og fladt bræt med håndtag på. Fisker kniven sad i siden af tasken og var helt synlig for hendes side, mens den anden side af tasken bar på en trækop, til hvis han fandt en kilde eller lignene.

ja hun var meget forpint med halen og da han pludselig lavede en bevægelse hun ikke havde forventet trak hun sin dolk fra bukselommen. hun holdte den med ham da han pludselig gik forrbi hende og om til hendes hale og kastede en skjorte over hendes skuldre. hun holdte godt fast i dolken. og hendes faste blik holdte sig fast på hver en bevægelse han lavede. da han trukkede på haleroden kunne man fornemme at hendes hår rejste sig i smerte. hun bed sig i underløben med sine skarpe los tænder.
hun så mod ham som han smurte hendes hale ind. hvorfor hjalp han hende efter hun sagde han skulle blive?
Tasja nikkede og så på skjorten og mod sin blader våde tshirt og vest som lå på jorden lidt der fra.
hun lagde dolken ned så man ikke kunne høre hun gjorde det. hun tog skjorten han havde lagt over hendes skuldre af skuldrene og tog den på. de blågrålige øjne fulgte hver en bevægelse han gjorde da hun havde fået skjorten på. Tasja var lille pga hendes halvdyrs gen så hun var ikke høj. da han stoppede og gik over til tasken opdagede hun rebet og man kunne se hvordan hun nedstirrede rebet. ja det var et stærkt reb.... lige til at fange et halvdyr med!!!

Tasja så op på ham og så ned på rebet igen. hun burde nok være taknemmelig men hun var for forsigtig. "hvad skal det reb til for" spurgte hun halv bidt. hun havde aldrig brugt sig om ting der kunne fange hende. for halvdyr var jo slaver?! Tasja tog fat i dolken og rejste sig op. hendes øre var stivt rettet mod ham. hendes øjne på rebet og hun så på ham ud af øjenkrogen. for at vide hvad han lavede.

hun svømmede lidt i skjorten men det var bedre end en gennemsigtig bh. hun tg fat i skjorten og så mod ham, man kunne fornemme et lille suk sænkede hendes skuldre. som i at hun slap lidt mere af. hun havde det stadig ikke godt med rebet men hvorfor skulle han hjælpe hende vis han ville fange hende? det var der ingen mening i.

Hans blik var ikke helt overrasket da hun trak dolken for anden gang, men løftede et øjenbryn da hun nævnte rebet i hans taske. Selv slog han blikket ned på rebet, og dernæst tilbage på hende. 
"Rebet?.." gentog han hende og så ned på rebet igen mens han trak på skuldrene.
"Rebet bruger jeg til at lave små hytter når jeg skal overnatte udenfor, eller jeg bruger det til hvis jeg skal guide nogen gennem en snestorm, så det godt at binde sig sammen, og ellers så bruger jeg det til at fange større dyr, hvis jeg ikke har spist i nogle dage, det er stærkt, så jeg kan godt fange en hjort med det." sagde han og tog rebet op af tasken, vejede det kort i sin hånd, før han rakte hende rebet. 
"Du kan selv undersøge det, jeg lover dig det er første klasses reb, det er endda lige før jeg kan binde andre ind uden at det gir brændmærker fra dårligt behandlet reb." sagde han med sit uskyldige smil og lod hende undersøge rebet om hun ville. Han trak så brættet med håndtaget frem og lod også det veje lidt i hånden.
"Det her er så et bræt jeg bruger til både at gøre det af med fisk, og som underlag til når de skal klargøres" sagde han og svingede det lidt rundt. Der var en god lyd i battet.
"Og nogle gange kan man få gang i folk hvis de går i stå, ved at klaske dem i bagdelen, så rykker de sig." sagde han med en klukken før han lagde battet tilbage. Han så roligt på hende og stillede sig foran hende og lod sit hoved vippe let ned og så ned på hende.
"Hvis du er super sulten kan jeg vise dig hvordan man bruger sådan et reb til at fange et større dyr, det er endda nemmere et at skulle jagte en hare" sagde han med et smil og mindede sig om sit fejlagtige forsøg på at fange nogle hare unger som kunne bruges som snack. Plus hans mave begyndte at rumle imens han stod foran hende med sin bare muskuløse overkrop og de bløde kinder og blå øjne der så ned på hende. Han trådte et skridt væk fra hende mens han rømmede sig lidt, det var lidt pinligt at hans mave havde lavet sådan en høj rumlen, som havde det været et halvdyr på hendes størrelse der havde knurret gennem maven.

Tasja løftede skuldrene i et lille forsøg på at virke større end hun var da han tog rebet op. og især da han nævnte at fange større dyr. hun var et større dyr! ihvertfald i mange øjne. Tasja så hvordan han kom nærmere og rakte hende rebet. så hun meget mistroisk ud. hun var i tvivl om hvad hun skulle med det. men tænkte så at vis hun holdte det. kunne han ikke fange hende.! hun tog det med den frie pote og tog det ind mod sig for nærmest at sige. du kan ikke bruge det mod mig.
Tasja så han tog noget andet op og sagde noget med fisk. hun sank en klumb. hun var i denne situation pga fisken ikke blev fanget og så var hun sulten.
hun så på ham da han pludselig talte om at fange et stort dyr. "tror du ikke jeg kan fange et stort dyr selv?" spurgte hun med hovedet på skrå. hun kunne jo godt  finde ud af at nedlægge en hjort. men en bjørn var et større problem det havde hun prøvet og kommet tilskade på.

hun tog dolken på da han igen trådte nærmere hende. hun havde dolken lige mod hans hjerte da han stod tæt på hende. hun havde ikke just glade øjne. meget mere mistroiske. han stod for tæt på hende efter hendes mening. måske hun bare skulle dolke ham og så stikke af? nej han havde jo hjulpet men hun brød sig stadig ikke om at han var så tæt.  pludselig gik han tilbage og hun kunne tydelig høre hans knurrene mave. de var vidst i samme båd. begge sultne.

Tasja lukkede hurtigt øjnene i og tændte for sin evne for at se om hun kunne fornemme et større dyr i nærheden. men det var som om de hare der havde været havde været de eneste dyr i nærheden. hun åbnede øjnene og så ned i søen hvor fiskene svømmede rundt. hun overvejede at prøve at fange en fisk men hun ente nok bare i vandet igen.
Tasjas opmærksomhed blev pludselig vakt. noget nærmede sig. 4 ben. let på føderne. det kunne være en hjort eller hest. noget var ihvertfald på vej mod lysningen.

Et løftet øjenbryn kom frem da hun spurgte om han ikke troede på at hun kunne fange et større dyr selv, hvor et lille fnis kom fra ham. Hun var jo så lille, og selv en stor hjort kan gøre både skade og være hurtigt væk, så meget vidste han da. 
"Jeg vil ikke sige du ikke kan... men du er jo kun.. 140 høj? Og den er, 180?" sagde han med en lidt drillende tone i stemmen, mens han lod hende trykke hendes kniv mod ham. Han var lidt vant til at folk kunne være på vagt, selv over for ham. Men han havde en følelse af at hun ikke ville stikke ham ned uden at han lavede en forkert bevægelse.
Han så dog lidt undrende på hende da hun lukkede øjnene som om hun skulle koncentrere sig om et eller andet, måske havde hun nogle dybe tanker? Han var ikke helt sikker på hvad hun havde gang i, og da hun åbnede øjnene uden at sige noget blev det bare endnu mere underligt for ham. Han skulle lige til at sige noget før hans blik fangede bevægelse et stykke væk fra dem, langt nok væk til at dyret ikke havde lagt mærke til dem, men heller ikke så langt væk at hans blik ikke kunne fange den. Han lænede sig forover så han havde sit ansigt ud foran hendes og smilede.
"Men hvis du vil overbevise mig, så kan vi da se om du kan tage et større dyr ned" hviskede han til hende og pegede mod dyret han havde set. Han rettede sig op igen og så smilende mod dyret, som så ud til at græsse fredeligt og uden nogen form for bekymringer. 
Blikket blev dog ændret fra selvsikkert til overrasket, til han lignede en som var skræmt fra sand og samling. Han så på afstand, hvordan en kæmpe stor grizzly bjørn stormede ud fra siden og flåede det stakkels dyr ned, uden en trævl af barmhjertighed. Den så ud til at være på den gode side af 300 kilo og dyret havde ramt dens territorie. Bjørnen flåede i dyret, før den løftede hovedet, sniffede hårdt ind, og vente så hovedet direkte mod Brock. Dens ene øje var kradset ud, og det så ud til at være friskt, så måske var den blevet ekstra adrenalin-søgende efter at havde vundet en kamp? I hvert fald sank Brock en dyb klump og trådte helt tæt op af pigen med sin brede krop og forsøgte at gemme sig bag træet med hende for ikke at blive bjørneføde.
"En.. bjørn... den er... helt væk i hovedet.. lugtede os muligvis" fremstammede han hviskende til hende og hans blik udstrålede tydeligt frygt for dette store dyr, han vidste kunne gøre det af med ham uden de store problemer. Især hvis han var alene om det. 
"Jeg har en.. særlig evne.. til at paralysere med blikket, hvis du stikker af, kan du godt nå langt nok væk" sagde han med en rystende stemme, mens man næsten kunne mærke i jorden hvordan den rystede under bjørnens løben mod dem, og dens brølen gennem skoven.

Tasja blev lidt fornærmet da han nævnte at hun KUN var de 140 cm. hun var nok 145 cm men hun var stærk. hun mærkede også pludselig der kom noget tungt mod dem. Tasja var sikker. stor, stærk og tung ja en bjørn sikker. men hun nåede ikke nævne det da han så den. Tasja så mod den og lagde dolken ned i sin lomme. hun lyttede varsomt. da han pludselig trykkede sig mod hende sank hun en klumb. hvad skete der hvorfor kom han tæt på?
da han nævnte bjørnen nikkede hun og drejede hovedet langsomt mod bjørnen. da han så nævnte en evne så hun forskrækket på ham. ville han ofre sig for hende. hun rystede på hovedet. "det er da dumt... så dør du enten af udmattelse eller af bjørnens klo." hun tog fat i rebet med munden og tog skjorten af. den ville sinke hende vis hun skulle hjælpe ham med at nedlægge bjørnen.
"vi må få væltet den" vis en bjørn væltede var det et tungt faldt. hun tænkte over hvordan hun skulle vælte den vis han nu paralyserede den. måske binde dens ben. imens den ikke kunne bevæge sig.

Tasja var så uheldig af et halvdyr at være at hun ikke havde en "flok" som kunne komme til undsætning. hun var eneboer levede væk fra flokker af dyr og mennesker. hun tog fat i rebet og strækte det ud. "du siger du kan paralyser. gør det på den. imens binder jeg den med dit ret og for den ned" sagde hun og så mod bjørnen der kom stadig tættere.

Brock så mod bjørnen og var klar til at springe frem og se den i øjnene. Det var trods alt ikke første gang han skulle se noget i øjnene der kunne potentielt myrde ham, det var jo en del af hans job som guide, hvis de blev angrebet. Derfor blev han noget overrasket over pigens forslag og så meget overrasket på hende, som om han absolut ikke havde regnet med at hun ville hjælpe ham og ville havde taget benene på nakken og stukket af. 
Men da hun så trak skjorten af, kunne han se hun var beslutsom og skønt de stod meget tæt sammen og hun var stadigvæk våd, var Brocks hoved i overlevelses tilstand, og skummede de slemme tanker til siden. Han nikkede roligt til hende. 
"Det er svært, fordi den er så stor, så du må være meget hurtig. Jeg kan nok højest give dig et halvt minut før han kan bevæge sig en smule igen.." sagde han og knuede sin hånd, jo større de var eller mentalt stærke, jo sværre var det for ham at holde dem. 
Han pustede stille ud og smilede til hende.
"3...2...1..." talte han ned mens bjørnen nærmede dem mere og mere til den kom op på begge bagben ved siden af dem, hævede forpoter og klar til at sende dens dødsens skarpe klør mod dem. Brock vente sig mod bjørnen og hans øjne begyndte at lyse svagt op, og han stillede sig med let spredte ben og havde hænderne klar hvis en af poterne skulle nå at komme fri. Bjørnen stod død stille, det eneste var at man kunne høre dens bidende knurren. Øjnene på den så ikke mere på begge to, men var fæstnet på Brocks øjne der holde bjørnen fast i næsten en svag trance. Brock bed tænderne hårdt sammen, det var en hård mental og magisk kamp for at holde dyret fast, og Brock var ikke i nærheden af at være ekspert i hverken hans evne eller i magi i det hele taget. 
"Bind ham op nu" bed Brock med sammenknebne tænder og lidt blodsprængte øjne, og blodåre der pumpede gennem hans pande. Hele hans muskuløse krop var også spændt helt op, og det lignede næsten at hans overarme var vokset med et par gode centimeter efter han havde spændt op. 

Tasja kunne se han var lidt forbavset over hendes beslutsomhed. hun havde ikke været jæger hele sit liv for at stikke halen mellem benene og overlade en anden til døden. nej.... hun var en kæmper. nok var hun stadig våd men hun var helt ligeglad med det. Tasja gjorde rebet klar til at bruge så hurtigt hun kunne og da han talte ned hoppede hun ud og skyndte sig at få rebet om forpoterne uden at komme imellem brock og bjørnens blik. hun tog hurtigt og strammede rebet. meget hårdt. nok var hun en lille skikkelse men hurtig og stærk var hun. hun skyndte sig om til bagbenene og bandt den sammen og var klar til når hans blik gik ud  til at hive rebet sammen så bjørnen ville ligge bundet. 
Tasjas lille krop var nok ikke så stærk som brock men hun kunne godt finde ud af at nedlægge dyr, og mennesker om nødvendigt. faktisk så havde Tasja altid jaget alene. så selv vis brock løb sin væk havde hun jaget bjørnen ud til et område hvor den var svag. Tasja var jo også i forvandlings tilstand hurtigere end som halvdyrs tilstand. Tasja havde faktisk aldrig prøvet at jage med en makker. det var specielt.

"slip ham på 3 så hivet jeg rebene helt sammen så han er helt bundet." sagde Tasja højt og gjorde sig klar til at hive "1...2....3!!!!" skreg hun op og hev med hele sin kræft rebene sammen så han ville ligge svinebundet. Tasja selv var faktisk godt udmattet af at skulle binde hurtigt men hun var grundig så det ikke gik op.

Brock kunne kun fornemme hvordan hun sprang rundt med rebet hun havde beholdt efter han havde rakt hende det. Det ærgede ham lidt at han var nød til at stå og glo bjørnen i øjnene, for han ville virkelig gerne havde set hvordan hun hurtigt var over det hele på bjørnen og bandt ham ganske godt ind. Hun var langt hurtigere end hvad han troede, og havde frygtet at han skulle til at bryde med bjørnen mens hun fortsat bandt ham ind, men sådan blev det slet ikke. Pludselig hørte han hendes høje stemme og da hun talte op og ramte 3, slap han paralyserings blikket og med et udmattet suk landede bagdelen på græsset mens han gispende så bjørnen der meget hurtigt var blevet svinebundet over det hele og ikke havde en chance for at komme ud. Han klukkede først, før han brød ud i høj latter. Det var første gang han havde prøvet at samarbejde med en til at nedlægge sådan et stort dyr og oven i købet havde det lykkeds. Kort gned han øjnene før han kom op og stå igen og gik roligt over og stod stille mens han gloede ned på dyret der lavede mange lyde, men måden hun havde bundet ham på, gjorde at han ikke kunne bruge noget som helst af hans styrke, så intet skete uanset hvor meget bjørnen kæmpede. Han så lidt på dyret, og havde nu set pigens kniv op tæt, og kunne lidt regne ud, at hvis de skulle dræbe den, ville kniven tage noget tid at komme igennem alt det fedt og muskler, derfor satte han sig i stedet på knæ, og stille klemte hårdt sammen om dens mund og klemte sammen om dens næsebor. Straks begyndte bjørnen at kæmpe imod, men Brocks arme spændede hårdt op og bjørnen havde ingen chance for at kæmpe ordenligt imod, så efter nogle sekunder lå den helt stille, og først der slap Brock bjørnen igen. 
"Sov stille ind min ven, og må dit skind holde mig varm om vinteren, og må dit kød holde sulten borte, og må dine knogler blive mine redskaber i vildmarken" sagde han og klappede den døde bjørns kind roligt. Han så på pigen og trak på skuldrene.
"Det sådan noget min mor sagde, hun var en ret heftig elver" sagde han smilede lidt stolt. Han var ikke sikker på om ordet elver ville undre pigen, siden Brock langt fra lignede en, og hans øre var ikke i nærheden af at være spidse. Men sådan var hans situation nu engang. 
"Og flot reb kunst, du kunne godt blive professionel" sagde han og så studerende på rebet.
"Hvor mange gange har du prøvet at binde folk eller dyr op?" spurgte han hende så undrende men med et lille smil på læberne.
"Og hvad er dit navn egentligt? selv hedder jeg Brock" sagde han så og lod hovedet ligge sig lidt på skrå. Øjnene var stadigvæk lidt blodsprængte så havde det ikke været for hans umådelige rolige sjæl og væsen, så havde han lidt lignet en psykopat med blikket.

Tasja hev da han slap og måtte da to gange hive sig ned til rebet fordi bjørnen strittede imod. ikke noget hun var bange for bare hun havde styr på dyret var alt godt
Tasja havde aldrig været særlig god til at takke de døde som han nu gjorde hun var dog lidt forbavset over at den skulle kvæles for at dø. hun så på brock da han talte om sin mor. hun havde ikke kontakt til sin familie. mest af alt fordi de fleste var døde. Tasja var dog ikke ked af det var sådan. hun var en enspænder. hun så hvordan han klappede bjørnen. "din mor må ha været en hellig kvinde?" sagde Tasja roligt og så på de bunde reb. der gik lidt med at stirre på det døde dyr. da han snakkede igen så hun op og lagde hovedet på skrå. "som jæger skal man kunne fange lidt af hvert dyr." sagde hun ganske roligt. men hvor tit hun havde bundet dyr op vidste hun ikke. folk... aldrig, for hun holdte sig for sig selv jo. hun slap rebet da hun var sikker på han havde styr på bjørnen. hun gik over til skjorten og trak den over sig. 
" navnet er Tasja." sagde hun og så på ham. hun smilede ikke engang selv om hun lige havde nedlagt et tungt dyr. hun burde være stolt men hun var ikke stolt af at dyret skulle angribe dem for så at lide kvælnings død. men hendes metode havde ikke været meget bedre. hun ville ha skåret halsen op eller dolke den i hovedet. hun var nok lidt brutal.
Tasja gik over til din ejen trøje og kastede den over en gren på et træ hvor solen stod ned på. den skulle nok tørre.
"jeg har også evner men mine er mere jagt præget end dine, vis man kan sige det sådan." fortalte hun roligt og så ikke just smilene ud. men inden i kunne hun godt smile. det var mere uden på hun ikke smilte så tit.

Brock så undrende på pigen og fnes let.
"Mor? Hellig? Ikke på et langskud, hun sked de fleste guder et stykke, hun kunne bare godt lide naturen og dem som var i dem." sagde han og strakte sig lidt. Han så forundret på hende da hun endeligt fortalte ham hendes navn, han var lidt overrasket at hun faktisk fortalte sit navn, han havde fået lidt følelsen at hun var meget for sig selv, og sikkert sjældent snakkede med andre? Han gik selv tilbage til sin taske, og trak skindings kniven frem fra den, før han gik tilbage til bjørnen. 
"Tasja.. det er pænt" sagde han og så tilbage på hende, før han gik på knæ ved bjørnen og begyndte at binde den fri, smide rebet bag sig, før han så stak kniven i bjørnen, og begyndte at skære skindet fra dyret.
"Hvad er dine evner? Ud over at være ret hurtig selvfølgelig" sagde han og så kort tilbage på hende, opdagede at hun havde taget skjorten på igen, før han så tilbage på hans arbejde. 
"Og hey, kan du starte et bål op? Så vi kan grille noget af kødet? Så kan vi endeligt få noget at spise" sagde han og kunne mærke maven knurre højt igen. Han vidste godt hun var halvdyr, men han ville ikke bare ligge det på hende at hvis hun var dyr så åd hun sikkert også råt, for han havde set andre halvdyr spise mad der var blevet behandlet på en eller anden måde. Så de måtte vel have nogen lunde samme system som ham selv. Ja indtil det galte alkohol i hvert fald, der kunne de fleste bare komme and. Han fik skåret en god luns af sidekødet, og gik over til Tasja med det.
"Jeg tror det her kan dække start-behovet" sagde han med et smil og havde allerede fået revet hele skindet af og smidt det til siden, så der kun lå en bjørn helt nøgen for pels. Hans hænder var også ganske blodige nu, samt hans kniv han havde i den anden hånd som dryppede af blod. 
"Det er lidt specielt at skinde noget så stort, det plejer at være enden fisk eller små harer. Men jeg kunne ikke havde gjort det uden dig, og uden dig havde jeg nok ikke kommet væk uden en klo i ballen som minimum, så..." startede han ellers så selvsikkert, men rømmede sig lidt.
"Tak for at have min ryg da du ellers nemt kunne havde stukket af" sagde han og smilede til hende. 
"Det er lidt vildt at sætte sin lid til en komplet fremmet" sagde han og lo varmt.

så hun var et natur elver hans mor. det var da godt så behandlede hun jo nok naturen mere med respekt end de fleste. hun var nok lidt mere natur troende end de fleste. Tasja nikkede til at han talte om sin mor sådan. Tasja kunne jo ikke vide om hans mor var til natur guder. da han sagde hendes navn var pænt træk hun på skuldrene. var det det? det var da bare et helt normalt navn.
ja hendes evner var jo nu ikke hurtighed.  "jeg kan fornemme ting i jorden, om hvad der kommer mod mig eller er omkring mig. om det er 2 benet eller 4 benet og sådan. og for det meste også hvor stort det er.... og så kan jeg blive en los." sagde hun og det sidste var nok det hun brugte mest til jagt. for de fleste dyr var bange for menneskelignene skabninger.

da han så spurgte om et bål nikkede hun og gik rundt og fandt små kviste og grene. selv om hun aldrig rigtigt spiste kød tilberedt. nok mest fisk. men hun ville gerne ha varmen i tøjet så et bål var en god ide. hun så han kom over mod hende da hun var ved at samle bålet, noget med at dække start behovet. hun tog roligt poten frem og tog det fra ham og tog det i munden og vendte hovedet mod bålet imens. hun havde et eller andet med rådt kød. det smagte hende bare bedre.

da han snakkede om at skinde dyret nikkede hun anderkendeligt. hun gjorde det jo selv når hun fangede dyr. hun så ned på jorden efter sten der ikke var våde da han så sagde tak så hun op og lagde hovedet på skrå. "en jager kan ikke altid jage alene. nogle gange må de jo arbejde sammen med andre.... ik?" selv om hun var en enspænder kunne hun fornemme på ham at han også var en jager som hende selv. noget hun lige nu var ret glad for. med mindre han ændrede sin personlighed pludselig og angreb hende. så ville hun ikke tøve med at dræbe ham vis nødvendigt. hun ville ikke blive en slave for noget i verden.

Brock kunne ikke lade være med at smile med en lille klukken bag, da han så hun tog kødet i munden med det samme, han havde nu tænkt at hun skulle grille det, men hvis hun virkelig gerne ville have råt kød, så skulle hun bare gå til den. Hans blik blev dog letter forbløffet da hun snakkede om hendes evner, især med delen om at hun kunne blive til en los, var hun da ikke allerede det? Eller kunne hun gå helt i dyre-form?? Han trak på skuldrene og skar mere af bjørnen som han samlede sammen til en god bunke af kød, og knoglerne samlede han sammen på skindet. Der var lidt arbejde med det, men det var ikke nødvændigt med det samme vidste han. Brock nikkede anerkende til hendes ord.
"Du har ret, det bare sjældent syntes jeg at man finder andre som faktisk kan finde ud af at samarbejde" sagde han og smilede roligt til hende.
"Især de sidste par jeg hjalp igennem skoven her, hver gang vi kom ud for et eller andet, blev jeg med det samme proppet foran og de stak halen mellem benene, indtil situationen var overstået, også kom de krybende tilbage" sagde han og gav et træt suk fra sig. 
"Bogstavligt talt. Det var vist en harerkvinde og en menneskemand, og menneskemanden var den mest bange af de to" sagde han og lo varmt.
"Men det vist noget de aldrig ændre sig med, mennesker er og bliver de svageste i fødekæden" sagde han og rejste sig for at gå over til Tasja igen. Han satte sig roligt ned ved siden af hende og havde en luns kød med han havde, med besvær, fået tvunget ned over en pind, som han så lod hænge over bålet Tasja havde fået lavet. Han så lidt undrende på Tasja.
"Siden du kan blive til en los, betyder det så du også er halvt los med din dyrer side?" spurgte han hende undrende, og havde aldrig helt forstået hvordan man holde styr på hvad for nogle racer, de forskellige halvdyr var, og om de så holde sig til hinanden, eller kun sin sub-race hvis man kunne kalde det det. Selv vidste han ikke om der var andre halv elver halv dværge som ham, og med hans dværge forme, samt manglende elver forme. Han havde i hvert fald ikke mødt nogen endnu, men måske en dag?
Brock lænede sig lidt tilbage og så ned på Tasja's bagdel med et undrende blik.
"Og hvordan har halen det?" spurgte han hende, før hans blå øjne, nu uden den blodsprængte del, så ned på hendes gråblå øjne. Hendes øjne var store i forhold til hans, eller sådan så det i hvert fald ud, men som hun sad der, så hun også meget mere lille ud end før da de havde stået op af træet sammen.