James havde lagt vejen forbi sumplandet, eller det ville sige han havde ikke det havde hans vinger! DE levede totalt deres eget liv og han vidste ikke hvordan det hele blev bedre. Han vidste ikke engang hvordan han fik vingerne ind i kroppen som alle de andre seje engle. Nogen gange kom det bare som en overraskelse når hans vinger forsvandt ind i kroppen på ham, også selvom han var i dyb koncentration. Han håbede lidt at han en dag ville få et nemt liv, men indtil videre havde helldet ikke været med ham.

Han var landet midt i sumpen som hans vinger tilfældigvis havde mast ham ned ad som om de havde deres eget liv. Han havde råbt og skreget inden han var landet i sumpen med hovedet først. Det der med at lande ordentligt havde han altså heller ikke været heldig med. Så han rejste sig op og tørrede sumpsøsvandet af ansigtet og kiggede noget skeptisk på sine vinger der straks follede sig rundt om ham. Han prikkede til de helt hvide vinger. Der var ingen af se i miles omkreds så hans vinger reagerede kun på hans egen vrede og fik en lidt rødlig farve langs kanten af vingerne. "Åndssvage  vinger, så gør dog som jeg vil!" lød det arrigt fra ham og prøvede at prikke vingerne væk der nærmest gemte hele hans ansigt. Han fortrød virkelig at Isari ikke bare kunne have ladet ham dø på stedet den gang han døde for et par år siden!

Hvor uheldig havde man lige lov til at være? Ikke nok med at vingerne levede sit eget liv så skulle en eller anden engel lige vise sig frem om hvor god han var til at styre SINE vinger! Det var slet ikke fair! Så han skubbede på ny til vingerne der mere eller mindre havde dækket hans ansigt til. "NEJ!" lød det arrigt fra ham og kiggede lidt på vingerne og skubbede til dem på ny som de blev ved med at gå op i ansigtet på ham. "Det var lige godt satans! Så hold dog op!" lød det irriteret fra ham og prøvede så vidt muligt at få vingerne væk fra hans ansigt som om det hjalp!

Han var en elendig engel, og han havde været endnu mere elendig da han var menneske, og den gang han var varulv var det MEGET værre. Han hadet @[Miranda Silver] for at have omvendt ham den gang. Han kunne slet ikke forlige sig med en forbandelse han ikke kunen gøre noget ved, og dette her var mindst lige så slemt. Bortset fra at han faktisk godt kunne lide Miranda nu. MEn de her vinger kunne han bare ikke arbejde med! Han trådte ud af sumpen og op på tørt land og kiggede ned ad sine sorte bukser der havde været pæne, nu var de mudret til og hans ellers så pæne skjorte havde en sær brun farve af det mudder han netop havde stået i.

Finde roen?! Hvad skulle det dog hjælpe på noget som helst?! Han var altid rolig, men dette her var simpelthen for meget, som om hans vinger havde valgt at han skulle dale ned i en klam ulækker sump med hovedet først! Det kan man da kalde et mirakel eller noget! Så han kiggede lidt arrigt på denne engel der svævede få centimeter over sumpen. "Du tror du er så klog var?" kom det frustreret fra ham og kiggede lidt på sin vinge der endnu engang dækkede hans ansigt så det kun var toppen af hans røde hår der kunne ses.

Straks begyndte han at puffe til sin højre vinge da han fik fjer i munden. "Kan du så holde op din uduelige vinge!" han var sket ikke tilfreds og alligevel følte han den rolig fornemmelse der kom fra den anden engel. Hvordan kunne han være så rolig med sådan nogle udulige vinger?! Hvad skulle de overhovedet gøre godt for? Kunne de ikke bare blive skåret af?! JAmes vinger fortalte jo altid følelser som han mærkede og hvad andre havde af følelser. Så hvad var meningen med disse unikke englevinger?!

Han sukkede irriteret over sine egne vinger. Han havde nær opgivet håbet om nogen sinde at de ville lystre. Han håbede en dag at de ville gøre som han ville og at det ikke føles som om at de levede deres eget liv. Hvis nu han kunne finde Nianna Snow så ville alt blive godt, og han kunne endelig slappe af i at finde lidt mere ro i sit liv. Forhåbentlig kunne det give ham så meget ro at han ALDRIG behøvede at se andet end den lille lund Nianna havde lavet i alt hendes tid uden menneske kontakt.

"Hvis du nu ikke var så klog så kunne du måske hjælpe mig med at få de forbistret vinger væk fra mit ansigt!" lød det irriteret fra ham som han ihærdigt prøvede at være rolig men fandt ikke nogen ro som han stod der og dryppede af sumpvand fra tøjet og ned på den tørre jord. Godt nok var det Januar og han hunde frøs nu fordi vandet havde været koldt, men det skulle ikke forhindre ham i at de vinger skulle lystre HAM og ikke omvendt!

James var virkelig irriteret! Han kunne slet ikke styre de her vinger lige meget hvordan han så prøvede på at gøre tingene anderledes. Ved alle guderne han havde nær væltet Aqi Unqi med hans vinger, og den stakkels mand var blind og gik med stok som han slog med på dukker. Det var virkelig mærkeligt og alligevel kunne han ikke kontrollere sin evne eller sine vinger!

"Finde roen?! Hvordan skal jeg finde en ro når jeg er dækket af fjer i hele hovedet og bliver slået af en dum vinge?! Mine vinger lever sit eget liv og det har de altid gjort! Hvordan skal jeg finde en forbindelse der ikke er der?! Den er ikke eksisterende!" han lød mere og mere ophidset som han snakkede og han kunne slet ikke finde ud af at slappe af som han blev ved med at skubbe til sin ene vinger der blev ved med at puffe ham i ansigtet.