Pompeia havde forladt deres sovegemak og havde sat kurs mod paladshaverne. Det var ved at blive et af de steder, hun opholdt sig mest. Hun havde vandret forbi en tjener, og bedt denne om at komme ud med noget drikkelse af en juice-art og noget at spise. Den friske duft hjalp Pompeia med at få renset tankerne. For noget var i gære i kroppen.
Men det var kun et godt tegn. Et glædeligt tegn.
Hun fik placeret sig halvt i skyggen, og ventede troligt på tjeneren ville vende retur til hende med lidt af det hele. Den fredfyldte morgen var ideel for hende. Dette vil dog næppe vare evigt.
"Den næsten en skam, at vi ikke når at komme ud og se de nærliggende byer," sagde hun stille for sig selv og eftergav et selvtilfredssuk.