Det var ikke fordi man ligefrem følte sig velkommen i hovedstaden, sådan som skuttende, hadefulde eller direkte frygtsomme blikke  brændte sig fast i hendes blottede nakke Men hun behøvede bestemt heller ikke en velkomst, for at nyde at være her. De mørke læber krængedes opad i et mageligt, lidt for spindende smil.
Fordi Solari nød det skam... de tågehvide øjne betragtede mængden af liv der var til stede, selv slentrende igennem strædet med en noget nær stirrende intensitet i sit blik, som havde hun ikke set bedre live-underholdning længe. At se det gibbe i dem hun fik lidt for fast øjenkontakt med, var en finurlig bekræftelse, der vidnede om at det nok var tæt på første gang for mange af dem så andet end lyshudede variatoner af dem selv. 
Aftenens mere mørknede oprindelse havde uden tvivl lagt en dæmper på det meste af den energi som havde præget dagen, og hun forestillede sig at de yngste børnefamilier og natskræmte allerede var søgt ind bagved lukkede døre og varme stuer. Men byen som aldrig sov, skuffede heller ikke den her gang; med aftenen kom lidt mere farverige personligheder trods alt frem. Inklusiv hende selv. 
Hun havde ikke vandret uden forklædning i Dianthos, i hvad der i hvert fald måtte være årtier, efterhånden. Og i de årtier, var der sket meget med menneskenes avleplads. 

Når tilfældige tribunegæster oplevede hvem de var ved at bumpe ind i, var der også mange reaktioner. Alt fra banden og svovlen, til ufrivillige gisp af forfrædelse, eller hurtige 'lysets befrielse' remser mumlet på vej væk. Men det skete sjældent, da der virkede til at være usynlig bobbel omkring mørkelverpræstinden, der ubevidst fik folk til at trække sig fra hendes tilstedeværelse. 
De gode reaktioner var dog dem der- et bump, efterfulgt af et fnys rystede mørkelveres blik fri fra en larmende, leende gruppe ældre børn der legede, og hun stoppede automatisk op, da det gik op for hende at nogle - og ikke noget - var stødt ind i hende. En skikkelse, der med et højlydt udråb aggresivt skubbede hende tilbage, en bitter grimasse tegnet over det vejrhærdede fjæs. "Dig?! Din slags er-" spyttet med en dirrende pegefinger rettet imod den mørkhudede elver, hvis hånd hurtig som en slangede huggede ud, og lagde sig imod hans kind. "Vi er hvad?" hviskede hun, en falsk blidhed i stemmen og et glimt af lys, som mørkelverens måneøjne i et splitsekund lyste ildevarslende op. 
"I skal zalm-" og ordene stoppede, da han med en gurglende lyd pludselig tog sig til halsen, noget nær panisk i stedet for vrede i de grålige øjne. 

For alle andre som måske fulgte med, så det kun lidt dramatisk ud, da han virkede til at prøve at lukke for et eller andet på sin hals, og næsten rallende spærrede øjnene op. Mørkelveren havde knap nok rørt hans kind, og havde allerede sluppet inden at han begyndte at stavre baglæns fra hende. Men for ham, og for Solari selv, var illusionen af snitsåret langs halsen lidt for virkeligt, til at han kunne ignorerer det. 

Nej, han var slet ikke færdig med at lide. Den smerte der dansede igennem hans krop og nerver, var så sandelig en han fortjente, var den ikke? I et spørgsmål om retfærdighed indenfor byens menneske befærdede mure, kunne hun prøve alt det hun ville at argumentere for hvad der var sket - eller hvorfor det var sket. Hun ville stadigvæk tabe. Og selvom det ikke nødvendigvis var vigtigt at vinde - det kunne være ligeså morsomt at tabe - så spillede hun ikke på baner, hvor udfaldet var besluttet. Mørkelveren knap nok ænsede den ring der var standset op omkring hende, idet hun i stedet smilende gled ned på det ene knæ ved siden af mennesket, en kølig hånd imod hans brændende pande. Elveren brummede sagte, og følte hans krop stivne. Duftede færten af angstsved, kunne næsten smage hvordan den saltede hans hud - 

En stemme hev hende ud af den næsten sultne, ulmende mani der havde luret over elverens blik - menneskets overbebyrdede følelsesregister kælede for mørkelverens lyst efter mere - der nu i et ryk gled sidelæns, og op. 

Et nysgerrigt lille 'oh' formet med munden. Nu blev det kun spændende. Hånden blev trukket tilbage og i en ligeså glidende bevægelse spændte mørkelveren musklerne, for at komme op og stå igen, nu opmærksom på de hviskende omgivelser. Og hun vinkede afværgende med hånden, noget der fik de nærmeste tilskuer til hastigt at bakke væk. "Tsh, han har det fint" gled det 'beroligende' over de mørke læber - en stemme der til manges forfærdelse, var lidt for behagelig, blød og kontrolleret, trods det ildevarslende blik. Han var dog stadigvæk ikke færdig med at lide. De tågefarvede øjne, pupilløse som fuldmånen vendte tilbage til dæmonens svagt genkendelige ansigt, mundvigerne nu krøllet opad i et nysgerrigt, responderende smil. " - og et par måneder er mere end vi turde håbe på"
Og han var stadigvæk ikke færdig med at lide. Men mennesker var skrøbelige som bare pokker, og deres psyke helede langsomt. Tanken ekkoede i sin modvillige overvejelse, inden at hun uden varsel slap det usynlige tag på hans krop, og lod ham få fred. Selvom at der ikke ville være nogle fysiske tegn på mandens overfald, ville han huske det længe nok til at hade hende i mange år senere. En følelse hun nød at kultivere; måske hun kunne finde ham igen om nogle år. 
Solaris tænder glimtede i aftensolens sidste stråler og lyskilder, da hun hørte ham skramle på benene, en våd plet tilbage hvor han havde ligget da kroppen troede den i nogle lange sekunder var ved at dø. 

Det gav startskuddet til adskillige af de observerende mennesker som fik travlt med at komme videre. Deres forfærdede hvisken blev genoptaget længere væk, men selve situationen bekymrede ikke præstinden af Nalish'ra. Afventende krydsedes de tattoverede arme, og Solari lagde vægten afslappet på det ene ben. "Lucid, var det ikke?" det var lang tid siden hun havde mødt en af de andre ypperstepræster. Alt... for.. lang tid siden. 

Sikke en imponerende effekt, at Solari kunne få så mange mennesker til at bakke et skridt tilbage på én gang, hurtigere end en deling soldater. Kun Lucid blev stående provokerende urokkeligt på stedet. Ingen i denne rundkreds af dianthosianere havde dog i sinde at provokere denne kaotiske, onde ypperstepræstinde, og især heller ikke Lucid, hvis liv var alt for vigtigt til at ende som manden nede på fliserne. 

Lucid foldede sine hænder som den fromme og retmæssige præst han var og tillod sig selv at vende blikket ned på den tårefulde, traumatiserede skabning af et tortureret menneske, og bare lade ham ligge. Hun viste ham nåde, trods alt. Lucid havde aldrig angrebet en mand på baggrund af den uvidenhed og disrespekt. Men nu kunne man da godt mærke, at byens utæmmelige kriminelle og fattige hernede i bunden af hierakiet, var blevet opdraget hurtigt. Ingen sagde et kvæk.

“Ah, du genkender mig, trods vi aldrig rigtig har mødt hinanden, Solari?” Han vendte opmærksomheden tilbage til hende og tøvede ikke med at se hende ind i hendes kaotiske øjne. Hans egne øjne var ligeledes af en anden verden. De var dæmoniske og reptil-agtige, men deres blå og grønne farvespil gjorde dem behagelige at kigge ind i.
 
“Eller også har du set Zaladinteltene som står udenfor den nordlige port.” Han smilte. På trods af at han havde været ypperstepræst for Zaladin i over 3000 år, så var han ikke kendt af mange udover dæmoner. Men han ville ikke blive skuffet over at høre, at andre vigtige, helligheder havde studeret ham. Selv havde han været meget interesseret i Solaris, især fordi han havde rørt rygter om hendes nye tempel i bjergene. Sikke et held at hun stod foran ham netop nu.

Som en klippe af ro stod ypperstepræsten for Zaladin nu, i det eller kaotiske, ulmende selskab der så ofte kendetegnede mørkelverens sfærer. Hendes blik betragtede ham i sekunderne der fulgte med en tidligere krigers metodiske opmærksomhed, jah ledte, søgte og gravede med blikket efter de små sprækker, som vidnede om mere end den nysgerrighed og ophøjethed han lige nu mødte hende med - bare et stik af ubehag over blikkene omkring dem, eller irritation over den dramatiske introduktion af by og mørkelver, eller præst og borger. Men hun måtte tavst konstaterer - og dét med et indvendigt grin oveni - at der ikke var meget at grave frem. Endnu. 
I stedet stod han rank, jah passiv i mylderet af mennesker, og udstrålede en tålmodighed, som der sjældent var set i mørkelverens (både frivillige og ufrivillige) omgangskreds. På trods af sin rang og race, forekom han næsten ydmyg. Og trods det ikke var tilment hende, da han i det næste øjeblik fangede hendes blik igen, kunne Solari ikke komme udenom følelsen af at det klædte ham. 
Og ypperstepræstinden følte et smil trække i de mørke mundviger, og nikkede. Fordi jah, selvfølgelig genkendte hun ham. 

Han var ganske speciel, og én hun ifølge mange burde have arbejdet tættere med, de seneste par år. 
Lucids reptillignende øjne mødte måneskinshvidt, og Solari følte kortvarigt en magelig varme brede sig - noget der fik en lidt varmere latter til at boble frem, og hun vinkede affejende med hånden "Selvfølgelig genkender jeg dig" den dybe stemme var let, næsten opstemt til forveksling, og så langt fra det tidligere ildevarslende som muligt.
På trods af at de delte samme ringeagtede plads under de lyse kirkers forargede syn på verdenen, stod det dog tydeligt for både Solari (og nok også Lucid selv) at der var langt fra deres kirkers områder, og dermed også dem. Imellem præsterne, iblandt krigerne og særligt imellem ypperstepræsterne, var alt mørkt ikke kun mørkt, ligesom alt lys sikkert ikke kun var lys. Forbandende gråzoner. 
Hånden der før havde vinket hans undren væk, vinkede ham nu i stedet med sig og Solari gjorde et lille kast med hovedet. "... Egoismens stemme, Magthviskeren, Dæmonernes vejleder, Lysæderen..." der var mange titler, hun var stødt på mange farverige beskrivelser af ham igennem tiderne, men aldrig set ham selv. Solaris blik gled sidelæns til ham, og hovedet en smule på skrå. "Spørgsmålet er nok nærmere, hvordan du genekender mig?" sagt med en leende undertone, der ikke tog det ilde op - nok nærmere en smule beræet. Hun havde næppe været præstinde ligeså længe, og fyldte slet ikke ligeså meget som ypperstepræsten for Zaladin gjorde. 
Troede og mente hun i hvert fald. 

“Egoismens stemme. Den har jeg ikke hørt længe.” Kommenterede han overrasket over alle de øgenavne Solari havde samlet sammen og kunne udenad. Og det fik ham til kort at reflektere over, hvor mange navne han var blevet givet udover det. Mange af disse syntes han havde en negativ klang over sig. “Og magthviskeren, den… er vist ny.” Især magthviskeren var grim. Mon folk troede at han hviskede ind i mørkets fyrste og styrede ham? Han accepterede at folk bare var sådan. At de fandt ham lidt… klistrende og snu, og kaldte ham ting, i stedet for bare at kendes ved hans officielle titel.
 
Hans blik faldt på Solari. Hendes interesse virkede farlig. Som om hans svar kunne koste ham livet, hvis ikke han svarede det hun gerne ville høre. Men heldigvis for Lucid var han svar et svar, han tænkte at hun ville glæde sig over at høre. “Hvilken Zaladintjener kender ikke til ypperstepræstinden af Nalish’ra?”
 
Folk omkring dem blev mere stille end før. De to mest forhadte guder var kommet til Dianthos. Varslede der ulykke over dem alle sammen nu?
 
“Hvis jeg må være ærlig har jeg kun hørt om dig gennem fjendtlige bekendtskaber. Jeg har forsøgt at få dem til at vise dig, da jeg var nysgerrig på hvordan du praktiserer Nalish’ras guddom.” Han smilte bredere “Jeg har set dit tempel, men kun gennem andres øjne. Kan det passe at det er større end Isarikatedralen?”
 
Han gjorde en affejende gestus ud mod menneskegruppen, i en besked om at de skulle trække sig væk og give plads til at de to ypperstepræster kunne trække sig og finde et mere privat sted at samtale. Problemet var bare, og det var ikke noget Lucid lige havde tænkt over, at folk netop havde set en mand vride sig i svige og smerte, og frygtede at han kastede en magi over dem magen til. Folk kastede sig til siden for at føje ham.

Man skulle ikke tage helt fejl. Selvom Solari's blik virkede fjernt når de gik imellem menneskene, stadigvæk en smule missende imod solen og næsten søgende efter noget som hun ikke fandt i Dianthos kvægforsamling af mennesker, så var hendes fokus skarpt. Hvordan han reagerede, hvad han bed mærke i og hvordan han selv tog sig tiden til refleksioner hun vagt genkendte fra de mere funderende bekendtskaber i kapellet - selv imellem de fjendtlige øjne man kunne gætte sig til nedstirrede deres nakke. 
Hun fandt dog hans igen, da han svarede, og mørkelverens smil fik en smigret kant idet hun lo sagte. "Jeg værdsætter ærlighed" gled det med lusket tilfredshed over læberne - ærlighed og bedrag - og hun slog et blik imod vandene som deltes, da han pegede en retning. Der kunne man bare se... mørkelveren forsatte på de mere lette emner, imens de fandt et sted at sidde.

"Gudindens veje kræver skarpe ord, og endnu skarpere knive af og til" det overraskede hende ikke at de første der talte om hende, spyttede onde ord, men hun kunne ikke stoppe den kuldegysning som gled ned af nakken på hende. Hvem havde det været? Var det Seth? Var det den lille skovelver? Eller... det var ved denne tanke, at hun ikke vidste hvorvidt kuldegysningen kom af spænding eller frygt. Var det Arasné ? 
Et spørgsmål til en anden tid,  hun rystede det af sig med en lille hovedrysten. Dianthos nedre distrikt blev en smule pænere, og åbnede op for en lille plads med butikker eller beværtninger langs siderne. Aftensolen kastede nogle af de sidste (for hende skarpe) stråler henover en lidt hærget statue af et eller andet menneske. 

Lucid kendte ikke rigtig denne her del af Dianthos. Men de pænere omgivelser plejede at betyde, at de nærmede sig den øvre del af byen, hvor Lucid havde tilbragt det meste af tiden, når han ikke lige var hjemme i teltet for at spise brændnældesuppe eller sove i fred. Han tillod Solari at lede vejen. Han skulle ikke selv noget i dag, men havde netop vandret igennem byen, for at se hvordan disse små mennesker levede, når de ikke befandt sig i hellige omgivelser. At han lige skulle støde ind i en berømthed var en heldig tilfældighed.

Lucids lattermuskler var lidt støvede i disse tider, men han lod et kortvarigt fnys slippe ud. Det forekom ham lidt morsomt at selv hun, talsperson for løgnenes gudinde, værdsatte ærlighed. Nu var Lucid jo så heldig, at han var i en magtsituation, hvor han kunne slippe afsted med sandheden. For det meste. Men naturligvis løj han også meget i sit felt, eftersom at visse sandheder var skadelige.

"Så sandt. Men nu har du jo demonstreret overfor byen hvad du er i stand til, så du behøver vel ikke slibe dine våben." Lucids blik var gledet til siden for at studere hende for våben. Han kunne ikke se nogle knive, umiddelbart, men lagde godt mærke til knojernene, som hun havde på begge hænder. Han undrede sig lidt om, hvem hun var kommet her til Dianthos for? Var det for naivt at tro, at hun var ankommet i Dianthos af samme årsag som ham? Havde de en fælles fjende i Reina? Solari kunne umuligt være her, fordi hun var på ferie... Ypperstepræster tog aldrig på ferie fra deres position.

"Har du været i den Hellige bydel endnu?" Spurgte han så. Han var overbevist om, at det også plagede hende, at Nalish'ra ikke havde fået en plads i hovedstaden. Men måske var hun ligeglad, nu hvor hun selv havde et nyt, formidabet tempel til hendes praktiseringer af hendes gudinde. 

Det gik hende ikke helt forbi, hvordan at noget mere morende trak op i dæmonens holdning. Men han bar stadigvæk øjne der opmærksomt prøvede at regne hende ud, eller teste vandene. At spørgsmålet var hvorfor hun var her, dét kunne hun selvfølgelig ikke præcisere, men der var noget næsten... hvis hun selv skulle sige det - bekymrende - i den efterfølgende konstatering. Slibe sine våben? De hvide øjne mødte spøgefuldt hans, da Lucid endelig kiggede op igen. Nej, det var ikke dagen at starte optøjer på. Men hun svarede ham ikke åbent, da de i stedet forsatte ind på den mere åbne plads. Det var ikke dagen at starte optøjer. I hvert fald ikke umiddelbart; selvom det trods alt aldrig var helt til at garantere. 

Når Solari tog til Dianthos, førte hun ikke åbent krig imod dens befolkning. Det havde heller aldrig været hendes plads. Hun arbejdede i skyggerne, og havde i mange år gjort det uden hovedtemplet i sin nærhed. Jah de havde føltes nogle gange langt væk, låst inde bagved gammel, gammel magi og væk fra hovedlandet. Men ligesom at hun ikke bebrejdede dæmonerne for det hybris der havde fremavlet en race og person som hende, beskyldte hun ikke hovedtemplet for at have være svækket. Eller dæmonen foran hende for at have kunne gøre så meget ved det. Modsat så mange andre racer, arbejdede tiden trods alt for dem, ikke imod dem, og det vigtige var hvad han - nej de - gjorde nu. 
Alle de tanker vægtede i stilheden efter hans spørgsmål, og mørkelveren fnøs. "Et par gange" hun havde befærdet sig i byen relativt ofte, dog mest forklædt som et menneske. Men det var nu engang primært menneskerne deroppe, som var det interessante at holde fast i. "De andre præster færdes ofte deroppe, men det er ikke præsterne jeg i disse dage er interesseret i" mørkelveren havde brugt timer og dage på at observere i det skjulte, hvis det rigtigt havde grebet hende. Men det var ikke dem som vægtede tungt lige nu. 
Med ingen omkring dem, stoppede hun kortvarigt op, et næsten spændt blik vendt imod ypperstepræsten for Zaladin. "Jeg ser frem til at se dine planer, ypperstepræst Lucid. Kunne du have interessen, i at høre mine?" og hun forsatte frem i retning af en lidt pænere kro, igen. Det var sjældent mørkelveren følte hjertet banke, og hørte det hviske om forandring. De få pust af spænding, eller blot forandring i det dødvande der også var udødelighed, var tiltrangte. I mangel på bedre, var det ofte trangen til at der skete noget nyt som skubbede mørkelveren ud i mere farverige episoder. 

Med Lucid kunne hun male et vidunderligt kunstværk. 

Når hun kiggede på ham, virkede det altid som om hun var ude på noget. Men Lucid forventede intet andet fra en ypperstrepræstinde af Nalishra. Hvis hun allerede nu var begyndt at udtænke sig til hvordan hun kunne udnytte hans position, så var han ikke overrasket. Han gjorde jo netop det samme med hende. Alt andet ville jo være spild af en god mulighed.
Hun fnøs åbenbart til hans spørgsmål om hun havde været i den hellige bydel. Mon det betød at hun havde nok at se til med sit ene tempel? Lucid nikkede lyttende til hende, alt imens han fulgte hende og lidt sent opdagede, at hun styrede ham hen imod en kro. En af de pænere af slagsen, med fejede fliser og nyvandede blomster i vinduerne. De var i smukke menneskeomgivelser lige nu, og de to præster var de eneste der brød med det smukke, perfekte Dianthosbillede. 
 
Også han stoppede op. ”Der er ikke noget jeg hellere vil, end at udveksle planer med ypperstepræstinden,” For engangs skyld var det ikke Reina han mente. Han kendte jo hendes motiver, og vidste at hun ikke regnede ham for nogen trussel overhoved. Men hvad med Solari? Hvor havde han hende?

Det var Lucid der nåede først hen til kroens hoveddør og han åbnede den for hende, før han selv trådte ind. Normalt blev den åbnet for ham, hvis han havde sine præster med sig, eller hvis nogen så ham og regnede ud, at han ikke var helt almindelig. Han tog et kig rundt i stuen. Det var højlys dag, så der var endnu mange borde ledige. Enkelte stamkunder sad ved baren og fik sig dagens første eller muligvis anden øl, mens andre fik frokost ved bordene. Lyden af en gaffel der blev tabt og skramlede mod tallerkenen kunne høres, så snart en herre så hvem det var der havde bevæget sig indenfor.

”Hvem ejer dette etablissement?” Lucid kunne ikke helt forstå hvorfor ingen kom dem i møde for at tage imod dem. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde været på kro.

En kropige skulle til at reagere og gå dem i møde, men krofatteren holdt hende fysisk tilbage for at beskytte hende, og valgte selv at bevæge sig over til dem med et bekymret udtryk i ansigtet. ”Hvad kan jeg hjælpe med?” Kroværten havde sikkert ikke lyst til at have dem på besøg i sin fine stue, men frygten afholdt ham nok fra at genne dem ud derfra.

Mørkelveren følte en lille rus af fryd. Noget der fik smilet til i et lille ryk at blive en tand bredere, og samtidigt fik lovede godt - et lille løfte, som hun nok ville være den sidste til at glemme. Fryden var kærkommen i det dødvande af apati der nogle gange ellers holdt elveren fanget under sig. Følelsen var kærkommen. 

Med et lille nik af tak trådte præstinden derpå ind af døren som blev holdt åben for hende, øjnene en smule mere levende end almindeligvis. I menneskesyn, var det tilgengæld nok det modsatte af betryggende. Da det uhellige par blev opdaget, var det ikke just nysgerrige blikke der blev sendt i deres retning, og mørkelveren følte et enkelt af de hvide øjenbryn glide spørgende op da dæmonen henvendte sig til gæsterne, og ejeren. 
"Et bord i hjørnet, en flaske vin og..." overvejende studerede hun kortvarigt ypperstepræsten, overvejende om hvad dæmoner egentlig indtog af føde, førhen hun stilfærdigt fandt menneskets lavere skikkelse igen. "... oliven.." sagt med et mageligt lille smil. Der var noget med den underlige eftersmag, som hun så absolut elskede. Af alle de ting menneskerne havde gjort med mad, var oliven fra glas en af hendes favoritter. 
Lidt uden et svar stod manden dog stadigvæk tilbage, næsten afventende i sin rastløse vippen fra den ene fod til den anden, førhen at det endelig sivede ind; det var alt, og han nikkede hasteligt, bukkende førhen han vinkede dem med. 
Han var nok uden tvivl på jagt efter et mere afsidesliggende hjørne af kroen. Ikke at det gjorde hende noget. 

Med udsyn over rummet, men stadigvæk lidt mere krænget ind til siden, det var de pladser han endte med at finde frem. Inviterende gjorde Solari antræk til Lucid skulle få sat sig, et sidste sideglimt til manden der mumlende prøvede at haste videre efter vinen. Og oliven. Man kunne dog umærkeligt ane hvordan Solari med et lille puf på hans ryg, kiggede imod stolen som han burde trække ud for ypperstepræsten inden han forlod dem. 
Ikke at hun selv skulle have samme behandling. Hun havde aldrig været så langt oppe i formaliteter, og gled tavst ned på den aanden stol foran Lucid. 

Vin og oliven var såmænd et glimrende bud at byde en dæmon. Lucid var nok grå og havde et fjæs der lignede, at han levede af kødet fra sine kritikere, men sandheden var mindre nævneværdig end det. Derhjemme havde han nældesuppe i kedlen, te og brændevin. Det var en simpel kost til en ellers kompleks mand. Lucid lignede ikke en der havde noget imod ypperstepræstindens valg af forfriskninger for dem begge to.

Han fulgte medgørligt med hende og værten hen til bordet i hjørnet, hvor den gæstfrie krovært, lidt modvilligt trak stolen ud for Lucid, så han kunne tage plads overfor Solaris og havde rummets hyggelige omgivelser bag sig. Han takkede ham med et stille nik og tog plads, og ventede med at sige noget til værten var gået igen. De kunne ikke sidde mere privat end her.

"Dine øjne lyser op af spænding, Solaris. Jeg kan ikke vente med at høre hvad du har for," Startede Lucid ud. De var begge to oldtidsfund, og selvom man aldrig blev for gamle til småsnak, foretrak han alligevel ikke at forspilde den værdifulde tid med hende. Man skulle ikke tro det om ham, men det var faktisk sjældent at Lucid sad overfor folk af høj status på denne her måde. Man havde sjældent hørt om ypperstepræster der brød sig særlig meget om hinanden. De havde så meget til fælles, og alligevel var de grundlæggende uenige om netop hvilken gud, man skulle sætte sin lid til. Lucid var ikke ligefrem begrebet af moderne, men han så gerne at den gamle sang om de hellige hovedpersoners interne kampe blev skrevet om. Jeg kan næsten ikke tro, at jeg har levet tretusinde år, uden af møde hverken dig eller dine forgængere... Men nu har tilfældighederne bragt os på samme sti." Lucids ansigt var ikke et rig på mimik, men ligesom Solaris øjne, var der liv i dem. De lyste ikke op, men farvespillet i hans blik skiftede mellem blå og grøn. Pupillerne blev mere skarpe end før.

Tågeøjnene fulgte ham med blikket som han bevægede sig væk fra bordet, han skulle nok komme tilbage, men fokusset røg hurtigt tilbage på dæmonen foran hende. Ypperstepræsten. Bagved mørkelverens skæve smil, lurede der ganske rigtigt en gnist man sjældent så. Efter et årtusinde syntes verdenen at stoppe med at imponere en, og spænding blev et underligt begreb. Men siddende foran Lucid, kunne hun forholde sig til muligheden hans nærvær bragte med sig. 
Han fik et lille grin ved de flatterende ord, og mørkelveren lænede sig en anelse smigret frem, med albuerne sat på bordet. "Det er utroligt" medgav hun enigt, læberne skilt i et lydløst grin. "Tretusinde år er længe som ypperstepræst, Lucid... har du fået set nok, eller sigter du højere end det du har lige nu?" med ordene var der både en skjult anerkendelse, og en farlig nysgerrighed. 
Hun kunne godt fortælle sine planer, men noget sagde hende, at han måtte have sine. Var det tilfældigt, at han fandt hende nu, og hun fandt ham?

Tretusinde år var dog intet at kimse af. Traditionen for Nalish'ra præsteskabet, var en af blodige klinger og helligt forræderi. Men når præstinden studerede dæmonen foran hende, kendte hun faktisk ikke forfærdelig meget til Zaladins traditioner. Mon ikke han ville vise hende dem, med tiden. 
Hun havde altid gjort en dyd ud af at leve i nutiden, og ikke bekymrer sig alt for meget om fremtidens kvaler. Den tid, jah den sorg. Men når hun betragtede ypperstepræsten foran hende, var det fristende - jah nok også ligefrem nødvendigt - at få skabt nogle ringe i vandet. Noget forandring, der som østenvinden kunne ruske lidt op i landets ladfærdighed. 

”Ja, meget længe endda...” Erkendte han sig enig, og undrede sig om det var et indledende spørgsmål til det hun selv ønskede at dele med ham? For mon han lige om lidt ville blive stillet overfor en mesterplan, der kunne blive i deres favør? Lucid måtte indrømme, at mens Solari havde været på magten, var der sket mange storlslåede ting for hendes gudindes guddom. Det var desværre gået ned ad bakke for Zaladin uden for Kzar Mora i de mange år han og de fleste af hans præster havde været indespærret og lammet for handling.

”Jeg agter at blive på posten så længe herren ønsker det, men hvem ved, måske er hans tålmodighed med mig endelig ved at rende ud, hvis ikke jeg bruger min kødelige eksistens fornuftigt. Mit sidste ønske er at stå vidne til vokseværket af dæmonbyen Aztaroth, og…” Han foldede sine hænder og lænede sig frem mod Solari. Mon ikke hun havde fulgt med i hvad der var hændt det gamle Zaladintempel i Dianthos. Det blev brændt til grunden af Kiles Orden, på et tidspunkt hvor Zaladin ypperstepræsten ikke var til stede, for at kunne gøre til eller fra. ”Zaladintrosretningen er blevet gjort til skamme, da Lysets Råd vedtog at der ikke var behov for at rejse et nyt tempel her i Dianthos. Jeg mener at det er min pligt at få gjort noget ved det nu. Før det får alvorlige konsekvenser.”

Når man tænkte på hvor dårligt stillet han som ypperstepræst var blevet, ovenpå denne skandale, bevarede han trods alt sindsroen, som det blev sagt. Men der var heller ikke meget kraft i hans behagelige, drømmeagtige stemme, specielt her i tosomhedens private stund.

Han virkede træt. De lyse øjne betragtede ham fjerne mere og mere af sin facade foran hende, og et eller andet sted.. var det beærende at være vidne til. Omkring læberne spredte der sig et lyttende smil - et hvor læberne i et dæmpet lille 'oh' skiltes da han nævnte Lysets råd - og med minder af flammer dansende over det pupilløse blik. En grufuld aften, og uretfærdighed var et koncept hun kunne rase længe over med ham. Jah alene med tanke på hvor meget Lysets råd havde haft en finger med i udformningen af love imod mørkelverene som race... 
Solari nikkede, et spirende jah på hendes læber da hun hørte hans tanker. Alvorlige konsekvenser, kæreste Lucid? Og samtidigt med at hun ønskede at sige jah, kunne hun ikke undgå at overveje hvem konsekvenserne helt præcis faldt imod. Fordi ingen her ønskede gudens ord, hvilket var den største forhindring, og forskel, fra dæmonland. 
På en helt anden note burde hun se det en dag. 

De lange fingernegle tappede lidt overvejende imod bordet, og hun lænede sig lidt frem. "Tror du, at du kan overtale dem, Lucid?" det var et oprigtigt spørgsmål, men dog overraskende.. hvad kaldte man det, fattet? Hun overraskede joh næsten sig selv, men...
Intentionen var hævet over egoistisk iver, og Solaris blik virkede nær håbefuld for hans svar. Det ville aldrig have virket, at tage den samtale med ypperstepræsterne alene. Men nu hvor at de var to? Hvorfor ikke skifte pladen der spillede lige nu? 
Mørkelveren slap ikke sit blik over Lucid, på trods af at tjeneren endelig fik møvet sig tilbage, og hastigt fik sat de forskelige, bestilte varer fra sig. Med et lille gib lykkedes det ham at hælde vin op til dem begge, inden at han hastigt - og nok også meget forståeligt - forsøgte at få sin persona og lange ører udenfor rækkevidde. 
De skulle nødigt skæres af idag. 

"Det er jeg nødt til," Lucid var stålfast på den opgave han havde påtaget sig. Han troede ikke selv på, at nogen fra Lysets råd ville unde ham taletid, især ikke når ypperstepræstinden for Isari var så hård og stædig, som han havde hørt hun var. Lucid stoppede med at sige mere for en stund, da han mærkede hvordan krofatteren kom deres lille hjørne nærmere, mens han forsøgte at være så usynlig og lydløs som overhoved muligt.

Det var med et uvenligt blik rettet mod krofatteren, der begyndte at forsyne dem med vin og oliven. Han kunne mærke hans foragt for fremmede i kroen, skønt han alligevel følte sig forpligtet til at yde dem service. Enten det, eller også skyldte det ren og skær frygt. Lucid lænede sig tilbage i sin stol og forblev stille så længe det tog ham at anrette bordet. Hans blik flyttede sig over på Solari, mens han hævede sit glas til næsen, og nænsomt snurrede indholdet rundt. Det duftede af rødvin. Hvis det var forgiftet ville han ikke ane det, før det var for sent. Men mørkelvere var bekymringsfrit giftresistente...

"...Jeg må indrømme at kampen alene er en besværlig kamp. Også selvom jeg bevæger mig med forsigtighed og fattethed. Min guds følgere er vrede og støtter mig ikke i mit valg om at opsøge Reina. Forståeligt nok kræver de hævn og blodsudgydelser." Han drak en tår af den sikkert-ikke-forgiftede-vin, og stillede den på bordet igen med fingrene stadig lukket om halsen. Fingrene strammede grebet lidt ved tanken om den manglende retfærdighed overfor hans præster og hans guds tilbedere. De var efterhånden blevet få, men de havde jo også lidt under fraværet af deres ypperstepræst, som desværre var spærret inde i totusinde år. "Du er vel her af selv samme årsager. Der er blevet begået en uret mod dit folk, på baggrund af jeres farve." Det ville i hvert fald være en sag Lucid kunne støtte op om, siden han selv var mørkegrå over det hele. Men også fordi han nærede en form for kærlighed for underhunde. Hvis de to kunne blive et team, ville de stå endnu stærkere.

På mange måder, ville enhver der så dem udefra antage at de havde samme... indstilling til livet. I det store hele, og nok også ud af generel uvidenhed omkring hvor forskellige de to ypperstepræster var. Lucid, virkede næsten mild, og tog med ophøjet opmærksomhed rummet ind omkring ham, han krævede respekt, men ikke ud af frygt. 
Og Solari? De hvide øjne havde en kant af hensynsløshed til sig, når hun vægtede det hun så foran sig. Et menneske på hendes vej, krævede ikke samme behandling som en dæmon på hendes vej. Og ikke fordi sadisme var alt. 
Men hun var også... utrolig ligeglad med dem. Meget små fisk. Hendes tunnelsyn gjorde hende ensporet. Grådig og målrettet. Men mere som et vildt dyr man slap løs ned i rævehulerne, og ikke som jægeren der ventede udenfor med geværet, og talte ned.

Et menneske var en flue, i den sammenligning. Både krofatteren, ham der havde stået i vejen for hende, eller dem hun havde trådt på for at bibeholde sin plads. Loyalitet var dyrtkøbt, og hun satsede nok stort på Lucids intentioner med det. Med dem. Som håbede hun - nok ligesom mange af præstens andre følgere, at han ville pege det sted hun skulle rette Nalish'ras røde hånd hen, strubetag på de lyse følgeres guder. 
Reina? Navnet vækkede en genkendelig gnist i mørkelverens ellers fjerne blik, og Solaris læber deltes i et lille oh. En samtale, frem for et sammenstød, var det hvad hun hørte Lucid anbefale sin skygge? Han var ikke blevet blød efter indespærringen, var han? 
Som trak et eller andet i Solari, skubbede hun sig langsomt tilbage i stolen, så de lange fletninger ramte stoleryggen, noget undrende i hendes måneøjne. "Jeg opsøger hævnen, selvfølgelig. Men jeg gør det ikke for mørkelverne.." og hun smilede, noget nær... legende på spring imellem hendes øjne. "Du kan ikke få beskidte hænder?" 
Mange veje førte til Rom, og i sidste ende sigtede de efter en form for oprejsning, begge to. Men måden... den kunne nok skabe gnidninger, hvis de ikke fandt en form for fælles front, foruden at være... lidt frastødt. 
Eller i hvert fald skubbet ude af inder-ringene. 

Han fornemmede noget fra hende. Var det… kritik? Det kunne være svært at tyde hendes øjne, i et ansigt der udtrykkede sig så anderledes var andre ansigter. Lucid var vant til ktitik, både fra tilbedere af lysets guder, men også fra de præster og dæmoner i Aztaroth, der ønskede at Lucid skulle gøre mere end han allerede gjorde.

Måske var der noget om Solaris anelser. Måske var han blevet blød af sin indespærring. Måske var han blot blevet ældre og visere… I stand til at reflektere tilbage på gamle fejl, der havde svækket religionen.

”Målet er vigtigere end min selvrespekt,” Svarede han urokkeligt, som om han havde læst hendes tanker om ham lige der, og var forberedt på en diskussion om ære. Men Lucid kunne selvfølgelig ikke læse tanker. Han vidste nok hvad konfliktens gudindes tjenere mente om hans adfærd. ”Nogen har strippet mig for magt i hovedstaden i mit beklagelige fravær. Hvis jeg forsøger at føre mig frem med blodsudgydelser for at få et nyt tempel til min gud, så vil jeg unægteligt fejle. Hvis jeg dør i morgen, kender jeg en del uværdige kryb, der vil overtage min position på stedet, og ingen vil benægte dem rollen, eftersom guddommen ligger i ruiner nu.”

Lucid smilte ikke ligefrem tilbage. Han fandt situationen alt for alvorlig. Men han tog skam sin vin og førte den tænksomt til munden, inden han krævede at få noget igen for sine ærligste tanker. ”Hvordan vil du opsøge hævn? Du er alene… Omgivet af fjender.” Det var ikke for at vanære hende. De var trods alt i samme båd. Men hvis hun kendte til løsningen, var Lucid meget nysgerrig på at høre hvad hun ville stille op her. Og endnu vigtigere. Hvem var hendes fjende nummer 1?

Målet var vigtigere end selvrespekten. Ordene var korte, de havde en tør kant til sig og vidnede om gammel, gammel visdom. Med stålsatte øjne mødte han hendes hvide blik, og Solari følte et lille gys krybe ned af rygsøjlen, som en magelig påmindelse om hvem hun faktisk sad med. Selvom hun måske ikke var enig, var der ingen tvivl om, at hun stadigvæk ville lytte. 
Og der var velsagtens en form for sandhed i det som Lucid sagde. Hårdt imod hårdt vækkede ikke andet end modstand, og mørkelveren havde i sandhed også måtte luske omkring i skyggerne. Men det føltes som om at forandringens vinde blæste, og hun havde nok ikke forventet, at de blæste imod... Reina. 

Solaris fingre tappede en anelse imod armene, smilet frosset i sin stivnede mimik, inden at hun med et lille "Hmm" lukkede øjnene. Han måtte bygge op langsomt. At sigte efter hovedstaden som det første, var en dæmonisk arrogance, hun ikke kunne andet end at holde af. 
Men ville han danne fælles front, på dette emne? Præstinden følte modviljen der nev i hende; hun kunne ikke se et samarbejde med den lyse kirke, uden at vide dybt og inderst inde, det ville ende i et forræderi. 
Øjnene gled op igen, og hun brummede sagte, idet der blev grebet ud efter glasset igen. Kunne man til gengæld forvente andet? "I skyggerne, selvfølgelig.." og hun lænede sig en anelse frem, albuerne nede på bordet. Som om at de delte en lille hemmelighed. "Spillet har aldrig forandret sig så... forfærdeligt meget - vi har altid været alene. Men selv hvis de rev det sidste af vores templer ned, kunne de ikke holde os udenfor et sted som dette" 

Solari var måske konspiratorisk, men lige på det her punkt, også forfærdelig fanatisk. Og med et lille smil, glede de hvide pupiller sidelæns. Betragtede beværtningen de sad i, et næsten mildt grin om læberne. "Vores praksis har altid sat os i fjendelys. Hver en konfliktfyldt handling, nærer Nattens Gudinde - og de kan ikke lade være, de kære mennesker" og alt andet imellem. 
Men det var ikke pointen. 
Fordi hun kunne godt forstå at Lucid ikke burde være den der startede ildebrændende. Men ville han stoppe hende, hvis hun gjorde det for dem begge? 

Den ældgamle dæmon var ikke begejstret overfor hemmelighedskræmmeriet. Altså han var ikke i tvivl om, at når hun fortalte at hun ville opsøge hævn i skyggerne, for en kvinde som hende kunne umuligt gøre noget som helst i dagslys, uden at det ville blive berettiget til en eller anden Lysets spionmester, der straks ville handle på det. Det var sådan det var. Gudedyrkelse af visse guder var i strid mod loven her, også selvom det var gudernes uundgåelige vilje... Mon Dianthosianerne ville spærre dem inde hvis de kunne? Lucid var allerede godt træt af at være spærret inde, så han tog hellere den langsommelige, pinefulde vej mod popularitet. Og det krævede altså i første omgang accept...

Du tager fejl, Solaris, havde han nær sagt om, at de ikke kunne holdes udenfor, men han vidste godt at hun mente det på en anden måde end han. Byen kunne holde dem væk med deres love, traditioner og sammenhold. Og det var det, der gjorde dem stærke. Solari lod enten til at undervurdere deres evner, eller også overvurdere sine egne, men det kunne jo selvfølgelig være galskaben, der gjorde hende så selvsikker, konspirerede han for sig selv. "Åh, hvilken skam de fleste af dem gør det i det ubevidste," Sagde han, og bekymrede sig ikke meget om, at der befandt sig mennesker i rummet, der kunne følge med i deres ubehagelige samtaleemne, hvis blot de spidsede ører "Og de kaster sig for fødderne for den forkerte gudinde og beder om forladelse..." Mon det virkelig var sandt, at konflikt var nok til at tilfredsstille Solaris gudinde? Lucid havde i hvert fald fornemmelsen at det der var fælles for de to mørke guder var, at de aldrig kunne mættes. Uanset hvor meget kaos eller blodsudgydelser han eller hans forgængere havde sørget for.

Lidt utålmodigt trommede hans gråsorte negle mod bordet. Hun havde antydet at de skulle dele motiver, så hvorfor holdt hun sig tilbage? Hun var måske skuffet over hans manglende motivation? "Hvornår... ved du, at du har fået din hævn? Er det når du i skyggerne har skabt små konflikter her og der, eller har du store planer mod Lysets styre?" Nu var det ham der var kritisk, også selvom Solari ikke var en han turde skændes med. Hendes aura gjorde det alligevel svært for ham at holde sig passivt tilbage. Han var bevidst om, at hun på en eller anden måde påvirkede sine omgivelser.