"Højlund."
    Vagterne sagde hendes navn som det mest naturlige i verden, gav et enkelt nik og kiggede så ikke nærmere på hende.
Cordelias spejlbillede bar en kappe med hætten dækkende det korte hår og havde forventet at skulle volde sig sin vej ind i borgen. Da vagterne ikke gav hende problemer, rettede hun blot ryggen og gik indenfor. Det gav ikke mening. Hvis de genkendte hende, burde de jo undre sig over, at hun var i live. Petrichor havde rodet rundt i årstallene i en grad, hvor hun ikke anede, hvad der var rigtigt, men der var gået mindst ti år siden belejringen, så alle burde vide, at den rigtige Cordelia var død. Medmindre Petrichor havde løjet, og der var flere af spejlbillederne, der havde overlevet?
    Cordelia rystede på hovedet og tog et venstresving. Det bragte hende til en stor spisestue, som hun ikke kunne huske. Det hele føltes så familiæert samtidig med, at hun ikke genkendte noget af det. Fingerspidserne kørte over bordpladens blankpolerede træ. Duften af mad ramte hende som en mavepuster, og blikket blev draget af døren ned til køkkenet. Det var der ikke tid til. De ville snart komme efter hende, når det gik op for dem, at de havde et spøgelse gående rundt i gangene. 
    Blikket blev revet fra stolene og portrætterne på væggene, og hun gik raskt videre til den næste gang for at finde trappen til næste etage. Selvom gangene føltes som et fjernt minde, måtte et kontor ligge på førstesalen. Cordelia gik op med tunge trin, der blev hurtigere jo længere hun kom frem. Flere døre kom til syne oppe på den næste etage, og hun hev i dem for at se, hvad der lå bag. De første to var ubrugelige værelser, men det næste...
    Døren blev smækket op lige som de andre, og Cordelia knyttede begge næver. Dér bag skrivebordet sad årsagen til al hendes smerte. Alle de år i Mørkets klør. Alle de år i Petrichors kolde, klamme kælder. Læberne trak sig tilbage over tænderne i en arrig snerren, idet hun trådte ind i døråbningen og slog hætten tilbage.
    "Leonora," Stemmen var raspende og tør efter alle de år med skrig, men den var Cordelias. "Altid en Arys. Altid, indtil det ikke længere er praktisk for jer, er det ikke sådan, det er? Jeg har bare ét spørgsmål, fyrstinde. Hvordan lever du med at have dømt mig til en skæbne værre en døden? Betød min kærlighed virkelig så lidt for dig?"

Fyrstinden af Arys havde en rolig aften, Førhen havde de været en sjældenhed, men efter brylluppet mellem hendes arving, Aldamar Leosin af Arys, og Adena Selene Isadora Arys, var de blevet en hyppigere forekomst, i takt med at de to unge begyndte at overtage nogle af de mere træg opgaver. Det varme lys fra en olielampe på skrivebordet kastede bløde skygger og definerende dybte til rynkerne om Leonoras smil. Kaminens ild knitrede roligt, akkompagneret af den rytmiske kradsene lyd af fyrstindens pen der netop var ved at forme de sidste svungne linjer på Arysens planer for foråret.

Penne blev løftet fra pergamentet, og Leonora genlæste sine dekreter, mens hun fraværende tørrede pennens spids for blæk. Det var en broget agenda for første gang siden hun havde taget sin moders plads som fyrstinde. Der var de gængse, praktiske gøremål. Skatter der skulle indsamles, besiddelser der skulle besigtiges. Det meste af det var uddelegeret til ungdommen. Det var vigtigt folket så dem, stolte og stærke. Relationsopbygningen var vigtigere end kvaliteten af deres dømmekræft på nuværende tidspunkt, selvom Leonora havde høje forventninger til begge. Imens ville hun selv tage bolig i familiens Dianthos-residens for at stå tæt ved dronningens ører. Dernæst gik turen til Medanien, til statsligt besøg hos Isenwald-familien. Det var et besøg med flere formål. Leonora ønskede at se det kommende fyrste-par an, så vel som at se mere til sin gamle veninde. Men det var også nært det eneste sted, det eneste selvskab, der var godt nok til at akkommodere hendes sidste ordre.

SLAM!

Leonora hævede et irriteret øjenbryn som hun løftede blikket halvt mod døren. Havde en tjener væltet en statue, eller hvad foregik der?! En frustreret rynke forblev på fyrstindens pande som hun vente blikket tilbage til sit arbejde. Ah, ja, den sidste ordre til hendes livvagt, der blev beordret til at forblive i Dianthos for at-

SLAM!

Leonora kunne sværge hun havde sendt det meste af staben fra etagen, så hun kunne få en smule fred! Nogen ville hører for det her spektakel. I morgen. For nu ville hun sikre sig at der ikke var nogle mulige huller i hendes plan! Leonora ville være sikker hos Verona L A af Isenwald, så Cordelia ville ikke kunne modsige sig, når Arys fyrstinden beordrede hende til Dianthos for at holde fri og besøge hendes veninde og-

SLAM!

Døren til kontoret blev hamret åben, og det var kun to årtiers øvelse der holdt Leonora fra at farer op af sædet og kræve en forklaring. I stedet tog hun et øjeblik til at lade som om hun læste sit dokument færdigt, mens hun tæmmede sit temperament, inden hun med statslig rolighed sænkede dokumentet og løftede blikket, netop som de første raspende ord nåde hendes ører.

Alt blod forlod Leonoras ansigt som hendes blik faldt på den fremmede i døren. Nej, det var ikke en fremmed. Skønt kvinden var ældre, og lagt mere hærget, kunne der ikke være nogen tvivl. Det var Cordelia, eller rettere et af hendes spejlbilleder. Det der ikke burde eksister, det der burde være forgået med tiden, eller da Cordelia døde et årti efter. Det burde ikke være muligt, men her stod hun.

Leonora mindede sig selv om at trække været, langsomt, og undgå pludselige bevægelser. Spejlbilledets ord stod kniv skarpt, og hvert eneste af dem stak fyrstinden i hjertet. Det krævede alt Leonoras vilje at holde sin hånd fra at ryste, som hun med pinefuld rolighed satte pennen tilbage i sin holder, og holdt hænderne hvor de kunne ses, så spejlbilledet ikke så fyrstinden som bevæbnet.
"Altid en Arys. Altid Cordelia." gentog hun, og holdt kun sin stemme jævn med enorm anstrengelse. "Jeg har gjort hvad der var bedst for os, som jeg altid har, og altid vil" fastholdt hun. "Jeg antog du ikke var længere, og bad til Kile havde vist dig nåde". Leonora forsøgte at finde ord der kunne forklarer hvad der var hent, men hendes hals snørede sig tæt sammen, som hendes sind tumlede med spejlbilledet ord, og de horrible sandheder der udsprang derfra.

    "Hvad der var bedst for jer," spyttede Cordelia i foragt. "Jeg holdt op med at være en del af os så snart jeg blev fanget, gjorde jeg ikke?"
    Hun trådte længere ind i rummet og rev kappens hætte ned. Håret havde fået lov til at gro en smule, men tjavserne fortalte stadig historien om de hyppige kronragninger. Kinderne var indsunkne, og udover nylige skrammer lå der årtiers ar på den bare hud, man kunne se. Tøjet var alt for stort til hendes senede krop. Godt nok var hun blevet holdt i form i sit fangeskab, men hun havde ikke fået hverken tid udenfor eller en ordentlig kost, og kroppen bar tydelige præg deraf. Petrichors uniform havde passet meget bedre end det, hun havde på nu, men hun var ikke kommet langt ind på fastlandet, før det var gået op for hende, at hun blev nødt til at skifte for at fortsætte sin rejse uden for mange problemer. Skoene havde hun beholdt som det eneste. 
    De ledte ikke efter dig...
    Sendte ikke en eneste ud for at tjekke...
    Der kommer ikke nogen og redder dig....
    Selvfølgelig havde de ikke ledt efter hende. Den nemme løsning var at antage, at hun var død. Skrive det i en rapport og lukke øjnene for de grusomheder, der var sket. Hvis man ikke kendte til det, skete det jo ikke rigtigt, vel? Når det ikke skete, var det ikke værd at bruge ressourcer på. Cordelia var ikke værd at bruge ressourcer på.
    "Lad mig gøre én ting helt klar for dig," fortsatte hun med en snerren. En trækning i ansigtet hev i den ene øjenkrog, så hun blinkede hårdt et par gange. "Der er ingen nåde hos Mørket. Ingen."