Efteråret, normalt fuldt af smukke farver på en hver busk og træ. Dog var denne dag noget helt andet, gråt, trist, koldt, og vådt. Regnen havde startet længe for solen kom frem, ikke at nogle vidste at solen var fremme såsom Dianthos var dækket af sorte skyer, det var nærmest et mirakel af torden og lynild ikke faldt ned over byen. Men dagen var ikke slut, faktisk var lyset først lige begyndt at trække sig som de få skygger der var begyndte at blive lange. Det var også med et dybt suk at hun træk hætten op over hovedet og forlod handelsstationen efter en længere dag med debatter der gik fra skat, til beskyttelse og alt andet som de små handles lav mente påvirkede deres omkostninger. Krappen blev forsigtigt lagt så den dækkede så meget af vingerne som muligt, der var få ting så træls som at kæmpe med sine våde fjer resten af aften. Støvlerne blev double tjekket og bundet om før hun gik ud i det våde vejr.
Det var endelig ikke fordi hun skulle så langt, og turen ville være meget kortere på vinger, men der er ikke mange måder at bliver gennemblød på hurtigere end at flyve i regnvejret. Så tung lang kappe og gode vandre støvler, ud over den normale blå, hvid og gyldne uniform. Ishari symbol og halsen og en velkendt magi neutraliserende amulet med kiles symbol bundet i bæltet. Det var behageligt at vandre uden våben, den skjulte dolk der normalt var med på landevejen lå fint på kontoret. Det bedste ved det nye arbejde, rustning, våben, og alt det tunge kunne blive på kontoret og kun komme frem i nød situationer.
Turen gik forbi tempel haverne, blot for at få et smukt syn for kontorets fire vægge blev hendes eneste venner til natten faldt på. Kort stoppede hun op ved en bevinget statue af Ishari og lod hænderne samle sig, blikket gik i, og tankerne gik på bøn. På trods af de mange tanker om at undgå at blive gennemblødt tog bønnen alligevel en ti minutter før hun drejede om på hælen med et frisk smil og fuld af energi forsatte hun sit tur til paladset. Dog nåede hun ikke så langt.
Hun stoppede op og lod blikket falde på ham, en større mand, dæmon, i slidt, ydmyg og mørke farver som sad på gade hjørnet når templerne. Bare fødder og tøjet fyldt med tilfældige lapper. En race der aldrig havde haft det nemt og mange nægtede at ansætte dem, ligesom ved mørkelvere på trods af deres politiske tilgivelse. Med målfaste skridt gik hun over til ham, bøjede sine knæ og gik på huk, lod en hånd finde hans og forsigtigt ligge to safirer i hans håndflade.
”Her, køb noget godt varmt mad.” ordene blev sagt med et smil, og med et forsøg på at møde hans blik.
”Der er en tav dækket gade ikke langt herfra, så kan du sove tørt og jeg kan lige nå hjem og hente et tæppe hvis det kan friste.” Hun rejste sig forsigtigt og lod en hånd blive fremme for at tilbyde ham hjælp til at komme op.

Det regnede ikke da Lucid havde taget plads på et trappetrin for at hvile sig, men han havde faldet lidt hen og var for engang skyld ikke i færd med at bryde ind i nogens drømme, andre end sine egne. Uldkoften han havde på var varmere end man skulle tro, og Lucid mærkede ikke meget til regnen andet end på sit hoved og sine fødder.

Pludselig mærkede han nogen opsøge hans hånd, og han mærkede hvordan han fik to mønter i hånden. Han kiggede ned på hånden før kvinden, og studsede over beløbet, før de blå reptiløjne kiggede i hendes klare, mørkegrønne øjne. Var det en generøs ofring til Zaladin? Nej. Lucid var ikke længe om at spotte de hellige symboler som hun bar på, og nu slog det ham, at hun havde forbarmet sig over ham i medlidenhed.

”Lille kvinde,” Lucids blik kiggede lidt skeptisk på hendes hjælpsomme hånd, og tog ikke imod den, men rejste sig selv op med egen hjælp og rakte hende safirerne igen, og forventede at hun ville tage dem om lidt. ”Dine almisser går forgæves til mig. Jeg har skam både mad i maven og en varm seng der venter mig.” Han ville ikke lige forklare hvordan han let faldt i søvn her og der til hverdag. Men der var nu et lille behov for at forklare hende, hvem hun virkelig stod overfor… Zaladins maske hang i rebbæltet om livet på ham, men hans store ærmer dækkede beskyttende for den.

”Jeg forstår at dine intentioner er gode, sådan som du befærder dig rundt og deler ud af dine rigdomme, men du forlænger blot staklernes smerte.” Forklarede han, så roligt som muligt, for ikke at afskrække hende. Hans stemme var behagelig som drøm, på trods af kritikken af hendes gode gerning.

Hans øjne var smukke, unikke og uden tvivl nogle der fik opmærksomhed, det var nærmest svært at tage blikket fra ham og netop derfor gjorde hun på ingen måde skjul over sin overraskelse som han kaldte hende lille kvinde som det første, og forvirringen gav tegn i hendes mimik som han forsatte. Forsigtigt rettede hun sig op og lod blikket falde noget kun mere undersøgende over ham, som han endda gav hende en mindre moralsk reprimande. En reprimande som træk en varmt smil frem på hendes læber.
”Den herre. Er udmærket klar over at en mønt til dagens nød ikke gavner en tigger. At de ofte vil forholde mere skade en gavn.”  begyndte hun og rakte forsigtigt ud efter sine krystaller igen. Stemmen blev noget kun mere afslappet nu hvor facaden af gavmildhed forsvandt.

”Men jeg er stadig af den tro, at et plastre om såret kan styrke til problemet kan løses. Så at afgive min ”rigdom” for at hjælpe andre i nuet. rigdom blev sagt med en legende tone.
”Gavner måske ikke deres liv i helhed, men det stoppe blødningen fra såret, og giver en glæde.” Blikket gled over skuldre og imod kirken.
”Og måske.. vil nogle en dag kunne hjælpe med at hele såret.” Hun træk på smilet kort før blikket faldt tilbage på manden.
”Det er i hvert fald min drøm.. men desværre er der længe til den kan blive virkelig.” Det var sært, for hun havde ingen intentioner for blot et minut siden om at have en dialog mens regnen fladt ned, der var bare noget her, som der ikke kunne ses bort fra, og så var det også en forfriskende samtale, for velgørenhed er ganske rigtigt som manden sagde, men det gjorde det ikke forkert at hjælpe.

Det var en bizar oplevelse og stå overfor en kvinde, en englekvinde, og lytte til hende helhjertet at tale om hendes tro og det gode ved at hjælpe. Selvom han stod der overfor hende, meget dæmonisk og oldgammel mand, der naturligvis var tilhænger af sin egen gud, Zaladin. Han lod hende ikke vide, at han afskyede hende. Tværtimod virkede han oprigtigt venlig og lyttende.

Lucid smilte et smil uden at vise tænder. ”Det er en vældig uselvcentreret drøm at have. Det må være en rar følelse at gå i seng hver dag for dig.” Hans sarkasme var svær at tyde, men ja, han legede med hende og lod sig underholde af hendes naivitet. Hun var i sandheden en uskyldig engel, udpeget af Isari hende selv. Hun ville være en pragtfuld gave til Zaladin…

”Og dog. Jeg tror ikke på, at du ikke får noget ud af det, ud over glæden ved at give.” Lucid vandrede en halv cirkel omkring hende for at se hende lidt an, og inviterede hende med øjnene og kropsproget til at vandre med ham hen til templerne, mere specifikt Isarikatedralen. ”Med dine penge giver du gadens lus en chance mere. Som en slags… stedfortræder for din gudine Isari, måske. Eller måske som Kile, fordi du pludselig bliver en herre over deres liv.”

Det var svært ikke at trække på smilet, han lyttede, virkede lært og tag samtalen til hjertet, nok ikke helt til sig men i hvert fald lyttede han. Hvis bare han også havde ret i hans antagelser, så var hverdagen langt nemmere at gå igennem. Så let rystede hun på hovedet som han forsøgte at snige sig ind på hendes sove vaner.

”Desværre. Ligger ofte vågen.” lyd det korte svar på antagelse, og svaret blev hurtigt efterfyldt med et kort fnis. Måske kunne hun faktisk være hudløs ærlig her, uden at blive dømt. Dog forsvandt denne følelse lige så hurtigt som den kom frem ved det næste han sagde, som de bevæget sig imod templerne.

”Nu må jeg le, i gudernes navn nej. Det sidste jeg er, er herre over andre eller stedfortræder for guderne.” Let løftede hun den ene vinge som det blev sagt for at lægge ly fra regnen, for ham. Vingerne var desværre ikke praktiske nok til at kunne lægge ly for hende selv. Hætten blev taget ned og med et afslappet mimik lod hun regnen falde over hende.

”Jeg hjælper af selvisk grund den herre. Så godhjertet er jeg heller ikke, nærmest det modsatte. Jeg er empath, så føler folks smerte, sult, eller ligene. Så det er meget nemt for mig, hvis jeg gør en person glad, så bliver jeg glad. Som dig, du nyder samtalen, og det giver en behagelig følelse hvilket gør samtalen mere behagelig for mig.” let rystede hun på hovedet, for normalt ville hun holde dette langt fra andre, mens han være måde gjorde denne overgang naturligt og yders behagelig. 

”Smerte er lige det modsatte, så hjælper folk med smerten for ikke selv at have ondt. Og så er der også det forbandet engle gen der nogle gange tvinger visse handlinger til mine hænder.” hun kunne ikke lade være at grine en smule som det blev sagt, for det var vel almen viden at visse engle havde 'hellige missioner' som var svære at bekæmpe.

”Så du er empat?” Lucid stoppede op, for første gang overrasket over noget af det pladder hun ellers havde sagt. Underholdende pladder, der nu pludseligt havde skiftet karakter. Lucid brød sig ikke om at blive aflæst. Han var så Zaladins god til at lægge skjul på sine sande følelser, men viste hun at han følte foragt også? Han stod og betragtede hende. Selv var han så godt som beskyttet fra regnens dryppen, mens hun selv blev våd. Endnu en uselvisk gerning, eller… fik hun noget ud af at holde ham tør?

Efter at have kigget undersøgende på hende, vendte han blikket fremad igen og fortsatte sin vandren med hænderne på ryggen. ”Der kan man bare se… Selv en gammel dæmon som mig kan tage fejl.” Han smilte igen, næsten varmt denne gang. ”En gang imellem, i hvert fald.”
Han fortsatte op ad nogle brede, lyse stentrapper, som førte op til pladsen til Isarikatedralens indgang. Normalt var der en befolkning her, men folk havde søgt i ly. Men som han kiggede op og betragtede den storslåede bygning sammen med sin gåpartner, gik det op for ham, at himlens sorte skyer trak sig væk fra solen, så solens efterårsstråler varmede mildt på dem.

”Huh…” Lucid åbnede håndfladen, og det gik op for ham at det var ved at klare op allerede. ”Det var bare en lille byge.” Et helligt tegn fra Isari selv, måske? Lucid skævede til englen. Han havde ingen intentioner om at gå ind i katedralen, blot at udforske den udefra. ”Jeg forstår dig lidt bedre nu… Engel,” Sagt lidt mindre fornøjet end hidtil ”Det er nærmere en slags… forbandelse? Hvis du holder op med at fare rundt for at hjælpe andre, så mærker du vores had og elendighed?”

Hun nikkede kort til hans spørgsmål, men forsatte med to skridt før hun opdagede sin vandrepartner var stoppet op og med opdagelsen stoppede hun og så sig over skulderen. Vingede lå kun lige overham med spidserne. Ved hans kommentar om selv en dæmon kunne tage fejl var det svært ikke at smile stort, og kigge med at varmt blik som han kom tilbage til hendes side før turen gik videre, med lette skridt lod hun ham fører.
”At tage fejl, betyder man stadig kan lære. Er vel også sundt for gamle sjæle.” Selv om hun lige var kommet fra de mange lyse trappetrin, glædet hun sig alligevel til at se hvad denne tur kunne fører til.
Hun stoppede i takt med regnen men blikket gik ikke op men imod dæmon ved hende side og kunne ikke lade være med at grine over hans ord, en lille byge der havde trykket alle indendørs. Hvor end han kom fra var hans holdning til vejret noget helt andet end her i hovedstaden. Blikket gik langsomt over den vidunderlige port, dækket i flere forskellige broderinger af Isharis hellige natur, alt fra solen til andre symboler. Modsat sin partner gik hun dog ind og stoppede først da hun stod alene i indgangen til katedralen. Der var få hoveder derinde, de få troende som havde søgt ly i form bøn, eller dem som manglede et tag og søgte blot varmen af den velsignet bygning. Præsten selv var ved at finde tæpper til dem som havde behov for tørre varme klæder. Der stod hun og langsomt vente sig om, lod vingerne let dryppe regn på de røde tæpper. En forbandelse? "Mhm.." Tydeligt et ord som fik hendes tanker i gang, men i stedet for et svar rakte hun hånden frem.  
”Før jeg svare, vil du så ikke med ind? ’Dæmon’, selv gamle dæmoner går ikke i brand bare fordi i træder ind i et helligt hus.” Smilet var stort, varmt, og stemmen ligeså.
”Jeg hedder for resten Josefine den herre… Ikke engle.” Tilførte hun før han fik mulighed for at svare.

“Josefine,” Han gav efter for hendes ønske, men ikke med sin bedste vilje. Josefine var jo engel. For ham var det mere naturligt at tiltale hende ved hvad hun var, og ikke hendes navn. De to ville aldrig kunne blive venskabelige nok til at være på fornavne, uanset hvor venlig hun var eller hvor mange inviterende hænder hun rakte ud efter ham med. Han stod bag alt for mange gerninger, der stred imod hendes religion. Hun vidste det bare ikke endnu.
 
Lucid stod pænt stille, men kiggede på Josefine og også lidt ind i katedralens indgang af ren nysgerrighed for at se, om den var lige så storslået indenfor, som udenfor. Han havde dog ingen hensigter om at træde indenfor katedralen. For ham var det mere end rigeligt at beundre den udefra. Desuden var han ikke helt sikker på, om der nu faktisk var en chance for, at han ville brænde op, så snart han trådte ind i på de højhellige fliser, præcis som en vampyrforbandet i solen.
 
“Nok ikke.” Svarede han, og vidste at tiden var inde til at afsløre sig selv, før det blev mere akavet for dem begge “Men i respekt for min tro og for ypperstepræstinden holder jeg mig udenfor hendes territorie. Det kunne hurtigt blive set som en trussel hvis ypperstepræsten for Zaladin kom endnu tættere på.” 

Hun træk på smilet som han brugte navnet første gang, og kunne ikke lade være at neje en lille smule for at fuldføre hilsen. Et neje der stoppede meget brat som han sagde det næste. Hun gik i stå midt i sine bevægelser og stirret blot på ham som tankerne gik igennem hende. Ikke fordi det var en helt forfærdelig nyhed, det var nok bare overraskes og hendes forventninger der gik helt i stykker.
Hun rettet sig op, rettet sin nederdel til, rettet sin krave, og trak sine ærmer en smule længere ned, håret blev forsigtigt ført bag øret. Alt før hun gik tilbage ud til ham. En hånd blev først til brystet som hun tog en dyb indånding.
Endnu dyb indånding før hun lod blikket tydeligt undersøge ham fra hoved til tå. Endnu en dyb indånding.

”Undskyld.” var det første ord hun sagde efter at have samlet sig en smule, og mens gjorde hun sit for at deres øjne mødtes.

”havde aldrig forventet af Zaladins ypperstepræst ville være så venlig og respektfuld - det slog mig virkelig ud. I hvert fald ikke overfor Ishari og hendes kult og tilhængere.” tone mere høflig, mindre legende, hånden på brystet lagde sig over hendes hjerte.

”I det tilfælde, er det et andet sted de hellere vil være den herre? Et sted de ville nyde at forsætte vores snak?” Det var med et varmt smil og venlig tone spørgsmålet blev lagt i luften, og med ordene gik hun et halv skridt tættere dæmonen.

Det var længe siden hun var blevet overrasket sådan over en person, men beklædningen gav vel mening nu hun vidste hvad han var. Hun gav et længere respektfuldt nik som han præsenteret sig selv. Af alle steder en som ham gav sig til kende, havde hun aldrig troet det ville være her, det var svært ikke at respektere.

”Det er en ære. Lucid.” og det var ikke engang løgn, ganske rigtigt var der mange problematikker og konflikter i mellem deres tro, både moralsk, religiøst men også historisk, dette ændret dog ikke at der var ære i at møde en med så stærk en forbindelse til en af guderne, og så vidt hun vidste skulle man bevise sig I Zaladins tro, og ikke blot arbejde sig op til titlen som visse positioner inde for Isharis kult. På trods af folks uenigheder var der altid plads til at lære.
Så nu stod hun, i kirkens indgang med Zaladins ypperstepræst på døren, med et smil på læben og lyttede nøje til hans ord. Ord der fik en eftertænksom mime frem på hende for hvis det han sagde var rigtigt – så var der ingen grund til bekymring, selv hvis han fik mere modbydelige tanker.

”Jeg var på vej hjem, hvis de ønsker kan de stadig gå med til døren.” Blikket gled forbi ham som hun tog et skridt ud til hans side og tog et skridt ned af trappen.

”Har haft en lang dag, så at slappe af med en god snak ville være behageligt.” lyd det varmt som hun tog det første skridt ned, og stoppede nærmest øjeblikkeligt, mest for at vingen ikke skulle puffe til ham – men også for at vente på sit følgesvend.
”Ude foran den nordlige port? Hvad har fået jeres tilhængere hertil?” Ordet jeres var nøje udvalgt.

Lucids øjne fulgte hende hele vejen ned ad trappen til ham. Han var en mand der havde set alt. Men engle der viste deres vinger frem, var for ham et sjældent syn. Et sådant helligt syn kunne enten vække harme eller behage en gammel, støvet dæmon.
Han gjorde et godkendende buk med sit hoved. Hun var vist ikke bange af sig, siden hun turde lade en stadig komplet fremmed dæmon-mand følge hende hjem. Lucid var nu ikke af den type, der sådan overfaldt damer på sin vej, men det kunne jo sagtens have været tilfældet. Hmm. De der engle måtte være frygtesløse, efter allerede at have prøvet, at blive dræbt.
 
“Jeg skal med glæde give dig selskab, Josefine.” Han begyndte at træde ned ad trapperne og fulgte hendes tempo. Hendes vinger var så store, at han ikke helt kunne undgå at ende under deres ly igen, ligesom da hun havde skærmet ham mod regnen lige før. Han undlod at fortælle hende hvor nysgerrig han var på at vide, hvordan hun boede. Altså han regnede ikke med at blive inviteret indenfor. Men han ville let kunne få et indtryk af hende, hvis han så facaden og omgivelserne af hendes bolig.
 
“Zaladinpræster har nu eksisteret i Dianthos længe. Desværre brændte det gamle tempel ned, så vi har ikke nogle muligheder for at praktisere vores ritualer mere” Svarede han tynget af afmagt “Kzar Moras porte åbnede op for nogle år tilbage, så nu er jeg kommet for at møde din Ypperstepræstinde.” Han skævede til hende, for at se om det var noget der vækkede opsigt hos hende. “Jeg hører at hun er engel, ligesom dig.” 

På trods af hvem han var, valgte hun alligevel at smile over at blive lovet hans selskab. For som det var nu, følte hun ingen fare hverken i hans nærvær, eller ved tanken om at lade ham se hendes hus. Bare fordi han var zaladin præst betyd det jo ikke at der var nære bånd til mørket, som der var engang gik de to hånd i hånd, men til hendes forståelse var der kommet større og større kløfter mellem de to kulte for det var hvad de var, kulte.
Næsen faldt en smule som hun hørte om nedbrændingen af deres gamle kirke, og med tanken faldt smilet.
”Jeg beklager jeres gudsdyrkelse har blevet mødt med så mange konflikter.” kommenteret hun kort før han forsatte. Det næste der blev sagt var dog på ingen måde noget hun havde set komme. Han var her for møde Isharis ypperstepræst? Hvordan fik man overhovedet sådanne nogle møder planlagt? Hun stoppede et halvt skidt nede til det næste trin som det hele ramte hende og blot stirret forvirret på Lucid, en del af hende skulle lige vænne det hele nogle gange for hun måtte have hørt forkert, ikke?
Men det blev bekræftet med det næste han sagde.

Hun nikkede som det eneste svar hun lige kunne give som det hele lagde sig over hende. Hun fuldførte endelig sit skridt ned, og begyndte at føre dem imod den øvre bydel.

”Det er hun. Har aldrig snakket med hende, kun hørt og set hende. Må man høre hvad det er du ønsker fra hende?” Hun vidste godt hun ikke havde nogle ret til at høre svaret på sit spørgsmål, men hun kunne ikke stoppe sig selv fra at spørger.

Det var virkelig ikke nødvendigt for Josefine at beklage for alle konflikterne der havde ramt dem. Han kunne ikke forestille sig, at hun havde haft nogen som helst indflydelse på beslutningerne, hvad det gamle nedbrændte tempel angik.

Men Lucid ville ikke fortælle hende, at det ikke var nødvendigt for hende at beklage. Han kunne godt lide at hun var lidt ligesom ham selv, i stand til at se begge sider af den samme mønt. Hvis blot Ypperstepræstinden var lige så let at tale med, så kunne han måske sove bekymringsfrit fremover.

Lucid var synligt ærgrende, da hun fortalte at hun aldrig havde mødt Reina. Så kunne han ikke forhøre sig hos hende heller. Det virkede som om at alle Lucid talte med omkring templet, ikke vidste noget som helst om deres egen ypperstepræstinde. Hvilket forekom ham absurd mærkeligt. Skulle han virkelig opsøge spionmester Zahinael om hjælp?

”Din præstinde er ikke i fare,” Forsikrede han hende, da hun tog skridtet videre og spurgte ind til hvad han ville med hende. Han havde ikke tænkt over det før, men det han ville Reina ville han gerne holde privat. Blot så Reina ikke kunne nå at forberede sig på hans forespørgsel, vel og mærke. ”…Jeg skal blot snakke med hende,” Svarede han derfor ”Og se hende an. Af alle ypperstepræster for Isari, er det første gang i min levetid, at Isari har bragt den samme frontfigur til live to gange… Isari vil holde hende på magten.” Han kiggede på Josefine, blot for at se om hun ikke også fandt det vildt, at en forholdsvist ung kvinde, kunne genopstå som engel hele to gange. Josefine der selv var engel, burde kunne give ham en reaktion der var anderledes end hos mennesker, der aldrig havde prøvet at dø før.

Lucid stoppede ikke på samme trin som Josefine, men to trin længere ned, så de var i øjenhøjde et øjeblik. Men så, for at de ikke skulle gå i stå, fortsatte han mod stien igennem tempelhaven og ud af den hellige bydel, hvor han antog at Josefine alligevel ville lede dem hen imod.

Nu hvor han på forhånd vidste, at han ikke kunne oplyse englen meget mere om sit ærinde med Reina, kunne han ligeså godt stille et næsten lige så svært spørgsmål tilbage. ”…Hvordan døde du? Hvis... jeg må spørge dig pænt?”

”Beklager” lyd det i responsa til Lucids tegn på svaret omkring hendes eget forhold til præstinden ikke var som han ønskede, dog bibeholdte hun det lille smil selv med beklagelsen.
Hun blinkede tydeligt overrasket over hans kommentar, hun var ikke i fare. Let åbnede hun munden for straks at forklare at hun slet ikke tænkte i det spor! Men hans ord kom før hendes egne.

”Jeg ved hun får folk til at føle sig trygge, og lyttet til. Mit eget billede af hendes at haft æren at være til stede i hendes tjeneste timer, er kun positivt og varmt. Men hvis de ønsker kan jeg forhøre mig? Har været i troen længe og haft flere dialoger med forskellige præster og disciple.” problemet som hun først opdagede efter hun havde sagt det, var at det ville kræve at hun mødte med ham igen, at hun som en af de primære diplomater for lyset, igen, sås med ypperstepræsten for Zaladin. En tanke der blev rystet ud af hovedet nærmest af samme hast som den forekom, det kunne håndteres når problemet opstod. I stedet for at dele disse tanker, kommenteret hun i stedet på det sidste.

”’I lyset bliver da tro, håb og kærlighed. Men størst af dem er kærligheden, for dens evne til at smidte andre. Ens tro kan vises, ens håb kan fornemmes, mens ens kærlighed kan mærkes, føles og deles’ Hvis dette i sandheden er Isharis ord, forstår jeg godt hvorfor hun har ønsket ypperste præstinden skulle stå så længe det er muligt for hende at stå.” Hun kunne ikke lade være med at finde et lille smil som det blev sagt, blikket forlod sin vandregæst og blot fyldte vejen. En tur igennem haverne før grænsen til den øvre bydels beboelse områder mødtes. Det var en yderst behagelig tur, smuk med både natur og de pæneste bygninger byen kunne byde på. En tur hun ville elsker at tage sin afdøde mand med på, men nu. Blikket gled over tilbage på Lucid, en dæmon, en dæmon præst. Hun skulle lige til at fnise af hvor sært det hele var, men den korte tanke der kunne føre et fnis med sig døde ud som Lucid valgte at dreje samtalen i en langt mere personlig retning.

”Det er ikke pænt, blot fordi de siger at de spørger pænt Lucid.” hun tog en dyb vejrtrækning som hun samlede tankerne. ”Jeg..blev dræbt af en af mine patienter.” hun stoppede og lod eftertænksom blikket hæve sig til den overskyet mørke himmel.

”Jeg hjalp en soldat af lyset neutralisere en fra mørket, men han blev såret under kampen, slemt. Så jeg valgte at begynde en magisk helbredelse. Undervejs blev jeg afbrudt af den soldat jeg hjalp, så jeg vendte ryggen og begyndte at beskytte det liv der var i fare. Det virkede, alle sænkede deres våben og hans sår lukkede, og netop som jeg vendte ham ryggen på ny, fik jeg mit eget sværd igennem brystet.” Tonen blev mere og mere trist ved hvert ord hun delte, blikket faldt til hendes egen fødder og det sidste ord blev mødt med et kort opgivende suk. Den ene  hånd fandt instinktivt plads nær hendes højre bryst, og let nussede på tøjet der gemte det ar som havde plaget siden.

Nok var Reina målet, men ikke lige for i dag. Det var fint for Lucid at høre mere om Reina fra en, der stod hende lidt nærmere, men selv en artsfælle til ypperstepræstinden, kunne tilsyneladende ikke komme tæt nok på hende. Det var fint… Det var okay… Lucid ville gerne klare det selv. Og faktisk trak han lidt stramt på munden, ved tanken om, at Reina skulle høre om Lucids besættelse af hende fra Josefine med det blåøjede perspektiv hun måtte have til ham.

Han løftede på hånden afvisende. ”Men kærlighed er ikke meget værd alene.” Lucid vidste godt at Josefine blot læste en usynlig skriftrulle op for ham, med alt det hun havde lært udenad hjemmefra – eller fra templet, eller hvem end der havde fået lov til at forme hende. Lucid vidste godt… hvad Isari bestod af… Men hvad var følelsen af tro, håb og kærlighed værd, ved siden af begær, had og gennemsyret ondskab?

Han sagde ikke mere for at afbryde hende. Men det var uvant for ham at følges med en Isaritilbedende kvinde, der ikke delte samme verdensbillede som ham.

Han havde forsøgt pænt at spørge Josefine hvordan hun blev englegjort, men selvfølgelig bemærkede hun at han ikke var så trænet i at spørge den slags spørgsmål særlig medfølende. Han undskyldte dog ikke, men var mere interesseret i at høre hendes historie.

”Gør det dig ikke vred?” Lucid havde set til mens Josefine blev mere og mere påvirket af at genleve sit traume. Han bemærkede hvordan hendes blik sank og hvordan hun ømmede sin krop, der hvor kroppen formodentligt stadig huskede hændelsen. ”Du gjorde blot det rigtige, og alligevel frarøvede han dig dit liv…” Hvis Lucid overhoved nærede medlidenhed, var han ikke den bedste til at vise det. Mord og tragiske fortællinger var efterhånden hverdagskost for en ypperstepræst for ondskabens herre. ”Blev din død hævnet?” Ville han vide. Øjnene glødede nærmest ivrigt op.

Hvad var det værste der kunne ske med de ypperstepræster mødtes? De ønskede vel begge bare at deres tro kunne dyrkes, hvem end det så måtte betyde for en Zaladin troende. Det var ærligt ikke noget hun ønskede at tænke over, eller spørger ind til, så længe ingen kom direkte til skade, eller i hvert fald ingen som ønskede det, så var det for hende lige meget.
At høre dæmonen kommentere på hendes ord om kærlighed var på ingen måde noget hun havde overvejet, for til dels havde han ret, og til dets ikke. Hvis intet andet lyd det til at det kunne være et større samtale emne for dem, hvis stilhed lagde sig mellem dem. Derfor træk hun let på smilet over den korte kommentar.
Vred, det var ikke jysk en følelse som lå hende meget nær, men tydeligt et ord der træk hende tilbage i mindet, lige så meget som at genfortælle historien, hun vidste udmærket hun gjorde det rigtige, men at blive beskæftiget i det selv fra Zaladins ypperstepræst var alligevel rart, for hvis alle tro mente det, så var der vel ingen tvivl? Det sidste var dog ikke besværligt at svare på, for der var et simpelt faktuelt svar.

”Nej..Gjorde den ikke. Så vidt jeg ved er hans rank steget hos mørket siden.” Hun havde efterhånden mange gange forsøgt at finde viden om ham, det var en forfærdelig svær ting at lægge bag sig, hans blik, hans udseende, var alt noget hun aldrig ville glemme.

”Nej..Jeg blev ikke vred.” kommenteret hun på sine egne tanker.
”Det er rigtig svært at blive vred, eller sur, når man mærke hvad andre har følt. Desperation, frygt, had, afmagt. Hvordan kan jeg blive sur på nogle, når det er det de føler? Selv med den pris det havde.” det var bare svært at danne negative følelser overfor folk lige meget hvad de gjorde, når man inderst inde vidste hvorfor de gjorde som de gjorde, fra Treston, til hendes mand og børn. Så gav den forståelse et andet billede en vrede.

”Tror aldrig jeg nogle sinde vil blive, sådan ordentligt vred på nogle. Grundet mine empatiske evner. Selv de mest forfærdelige handlinger, har en historie bag sig.” hun træk på smilet, for at en eller anden grund minded dette om den gang hun gav Treston en lussing, for hun var vel endelig ikke vred, bare skuffet.

"Er det forkert af mig?" spurgte hun dog efter få tankefulde sekunder. "At lade andres følelser sådan, styre den del af mig?" nysgerrigt lod hun synet falde imod ham som de tog deres første skridt ind i tempel havernes gangsti. For hvad sagde ondskab om dette? Begæret sagde vel hun skulle lade sine følelser styre, men det føles dybere end det.

Mon Lucid havde stået ansigt til ansigt med hendes morder? Han havde trods alt indviet hellige ritualer for mørkets hær nogle gange, og havde talt privat med mange af krigens tidligere og nuværende hovedpersoner. Men Josefine nævnte intet navn, og måske kendte hun det ikke. Og Lucid ville ikke spørge. Hvis han en nat skulle finde hende i drømmene, kunne han vel få hende til at vise ham hans ansigt, hvis hendes minder var intakte… Han vidste ikke hvorfor, men hendes fortælling fik ham til at tænke på, at hun var nyligt dræbt… Og derfor en purung engel.

Han lod hende blot fortælle færdigt. Hele tiden var hans hoved bøjet opmærksomt ned på hende, selv mens de gik. Hans sortkloede fingre foldet løst mod hinanden. Med hende virkede han primært rolig, selv når hun mindede ham om at hun var en empat. Han bekymrede sig kun ganske lidt, om hun mon kunne mærke den årelange vrede han havde i sig, når nu den ikke var så fremtræden i nærværet af gode folk.

”Nej, du er blot en stærk mentalist. Engle og dæmoner er ikke så forskellige fra hinanden, når alt kommer til alt. Der venter os alle en evighed forude, og stærke følelser som vrede føler vi kun, hvis vi tillader at føle vrede…” Funderede han lidt. Hun spurgte vel fordi hans spørgsmål måtte have lydt forventningsfuldt. Men han ville bare høre hvor hendes smertegrænse lå. Men der skulle tilsyneladende mere til, for at knække en som hende. Mon hun ville være lige så overbærende, hvis nogen gjorde mod hendes elskede, som man havde gjort mod hende?

”…Jeg er sikker på at mange af os langtidsholdbare individer føler os lidt mere levende, hvis vi vælger vreden.” Sagde han og havde ikke blot sig selv i tankerne, men også mange af dem der kom til ham, for at veksle nogle ord med deres fælles gud.
”Din tilgang til hævn og vrede er vel meget…” Han løsnede de næsten fromt-foldede kløer fra hinden, for at hæve en hånd og hvirvle håndledet lidt løst og søgende efter passende ord ”Isari-kærkommen.” Men hun var vel også specifikt udpeget af Isari til at leve videre i engleform...

Der var et eller andet over de væsner som havde levet længere end hun kunne forstille sig, vel vidste hun at hun ville gå i samme spor, men at høre dem tale, om det var Lucid eller elverne, så var der en visdom og forståelse for verden som man ikke fandt andre steder ej heller i litteraturen fra selv de klogeste kort levende hoveder. At høre ham tale om at tillade følelser deres rum i ens sind, om at føle sig levende. Der var noget ved hans ord, som gjorde det umuligt ikke at blive bidt af hans ord, det var derfor også ufremkommeligt at beholde sit syn fremadrettet, som hun lod sit udsyn let falde over ham som han talte, bevist tog hun nogle få korte skridt for at han kom ind for syne.
Hun nikkede kort af hans ord før hun selv begyndte at tænke over hvad hun skulle sige.
”Det vil jeg tage som et kompliment, selv fra dem.” kommenteret hun kort til hans sidste ros, mens hendes sind endelig fandt noget at sige.

”Jeg har aldrig tænkt vi er så forskellige, vores arter, om vi er modsætninger kan vel diskuteres, men har svært ved ikke at tænke vi på sin vis ikke er tvillinger i verdens lys” Hun tog blikket fra ham og lod det falde over de natte belyste hække, og blomstre som stadig kæmpede med vinters kulde.

”Du har ret i at de gange jeg har følt mig, mest levende siden min genopstand har været når visse følelser har været stærkest. Af mine egne bør jeg påpege, og ikke bare andres. Men det skrammer mig også, hvis evigheden virkelig står foran mig, og livet kan føles tomt hvis mine følelser ikke er i kraftigt spil. Hvordan ser min fremtid så ud? Min evighed.” hun sukkede som det blev sagt, for det var ubehageligt at tænke over at der var en evighed foran hende, en evighed af usikkerhed under evig påvirkning af alle andres følelser.

”Men, jeg er sikker på at med tiden vil visse ting også stå mere klart og fremme i lyset end de gør nu hvor evigheden, og det nye liv, stadig virker som noget fra et eventyr. Kan forstille mig, I deres unge dage at udsynet til en evighed også virkede… Absurd at tænke over, at forstille sig?”

Når Lucid tænkte over det havde det ikke været en kompliment. Det var nok nærmere en konstatering - en slags analysering af hende. Men det gjorde ikke noget, at hun tog den sådan, eller i hvert fald kunne han ikke gøre så meget ved det alligevel. Josefine var urokkelig, var han kommet frem til. Uanset hvem hun stod overfor, ville hun altid være parat til at beskytte sig selv og sin tro.

"Jeg har jo altid været dæmon..." Funderede han tankefuldt med blikket rettet opad mod himlen, som han mindedes sine yngste dage, som trods alt var mere mindeværdige end mange af hans voksne år "Min familie var dæmoner, og mine venner og fjender var dæmoner, så det har altid ligget i kortene for os. Men jeg kan forstille mig, at det er der forskellen mellem dæmoner og engle ligger. I har engang været forberedte på at I skulle blive gamle en dag, og en dag skulle sige farvel til jeres børn. Men i stedet bliver det jeres børn, dem og deres børn og børnebørn der siger farvel til jer." Det måtte være noget af en omvæltning. Men det var ikke fordi Lucid ikke kunne relatere lidt til engle. Han havde set mange af sine venner og bekendtskaber lade livet undervejs, og efterhånden blev det sværere og sværere, at finde nogen dæmoner der var lige så gamle som ham selv. Der var en del ærkedæmoner tilbage, men selv de var blevet få.

"Men mon ikke du vænner dig til dit nye liv en dag?" Sagde han så, mens han endnu fulgte hende videre ud af haven, i retning mod hendes hjem "De fleste af os finder vores lod her i livet. I mit tilfælde har jeg min gud og mine personlige studier."