Ugerne havde bragt alle former for ubehag med sig. Hun havde endelig haft modet til at give op på en drømmeverden som tog livet fra hende efter hver eneste tår hun fik af det glimtende drømmemiddel. Hun hadede hvad hun var blevet. Hadede afhængigheden af midlet såvel som manden der bragte hende det. Hendes had, overgik endelig den frihed og afhængighed som hun følte når drømmende overtog hendes sind.
Ugerne havde bestået af stærke abstinenser, med kraftige svedeture, rystelser og smerter. Hun havde kastet op flere timer i træk og kunne ikke døje synet af mad. Dette måtte i sandheden være vejen direkte ned i kiles rige. Hvis hun kunne vælge, ville hun hjerteligt gerne tage et sværd til maven mindst hundrede ganger for at undgå dette.

Amelia lå og stirrede op i loftet med et tomt udtryk, lammede muskler og tomt hoved. Trætheden tvang hendes øjenlåg til tungt at klappe i af udmattelse, trods hun frygtede søvnen. Frygtede de mareridt der havde pint hende i hvad der føltes som uendelighed. Noget var anderledes ved denne nat. Noget, var fuldstændig forkert i forhold til hvad hun havde forventet. Hun følte sig underligt frisk, mens hun frit bevægede sig rundt i en behagelig og varm drømmeverden. Nærmest som havde hun drukket den forræderiske drik igen, men velvidende at hun lå i en dyb søvn. Det her var.. Ligefrem rart...

Amelias krop sprang op med et sæt, mens hun gispede efter vejret. Hendes mund var fyldt med en klam klistret væske, der ligeledes løb ud af hendes næse og øre. Jo mere hun blinkede, des mere klistret føles hendes øjne. Grebet af panik, kastede hun den væske op hun havde fået slugt i løbet af natten. Ud kom en gylden tyk væske, som syntes aldrig at stoppe. Panikken greb hende, som hun hev efter vejret. Gadekatten, som nogle gange holdte hende med selskab, strak sig træt og dovent på hylden og følte ikke for at være i rum med den larmende engel. Hun anede virkelig ikke hvad der foregik, og kraftige følelser af frygt og vrede slog ned i hende.

Hun slog ham ihjel for det her!

Amelia skubbede sit hår væk fra ansigtet og trak vejret tungt gennem munden, stadig med gylden væske løbende ud af hendes næse og øjne. Hun var svimmel og kom usikkert på benene, og tog sig ikke tid til at tage noget andet tøj på. De posede bukser og løse skjorte gjorde deres arbejde, og hendes mindste bekymring lige nu!

Hun hamrede af fulde kraft på den tunge, alt for velkendte trædør i de tidlige morgenstråler og hev stadig efter vejret. Væsken i hendes øjne var begyndt at størkne og kroppen rystede stadig af den voldsomme oplevelse. "Åben den forbandede dør, dit ækle røvhul!!"

Det gik glimrende med forretningen. Alt var som det skulle være, hvis ikke næsten for godt. Remus kunne dårligt holde produktionen kørerende selv, men da der intet alternativt var, så fik Romulus’ kære bror forsat lov til producere videre, mens Romulus selv måtte finde ud af hvordan de skulle komme efterspørgslen til livs. De kunne til trods for nemt sætte prisen lidt op, det skulle nok gøre at deres lagre ikke løb helt tørre… forhåbentlige.

Men siden successen var så stor den var, så var Romulus også mere end glad for at tage ned på en af de lokale kroer for at hygge sig lidt. Aldrig for meget, for at gøre sig voldsom upopulær, fuld eller fattig, men nok til at ride lidt på successen han havde haft, og denne nat var han alligevel kommet hjem senere end hvad godt var.

Det føltes ærlig talt mest af alt som om at han kunne havde ramt puden, som han slog øjnene op igen af en buldrende larm på den elles slidte hoveddør. Frustrationen og vreden over at blive vækket så tidligt og på den måde, var hurtig til at gribe ham, og battet blev grebet som han gik over mod døren, for at flå den åben.
”Hvad zalan vil du?” sagde han, som den blev flået åben, for at lægge øjnene på en… bekendt kunde, mest af alt fordi det var svært helt at glemme dem når de kom kravlende bedende om noget mere af Nox. Han havde dog ikke stødt på hende i en længere periode. Hun lignede dog mildest talt også noget der var løgn. ”Er det mere Nox du er ude efter?” Tonen var snerrende, og det var tydeligt at han ikke så begejstret ud over dørsalg.

Amelia stirrede arrigt op på ham og knurrede som svar. Hele hendes krop var spændt som en bue, og hun var nødsaget til at læne sig op af dørkarmen for ikke at falde om af presset hendes krop var under. "Tror du selv jeg har brug for mere af det pis lige nu?!" snerrede hun gennem tænderne og rynkede næsen af ham. Hun havde lyst til at slå ham, og aldrig holde op igen! Hun vidste ikke hvorfor eller hvordan, men hun VIDSTE bare at det her var hans og hans forbandede brors skyld! Hun ænsede ikke engang battet han så typisk bød hende velkommen ved at have med sig ud. Hun var ligeglad. Alt hun kunne tænke på, var at få dette til at stoppe, smadre en kampesten i hans alt for fine ansigt, og aldrig nogensinde se ham igen.

En krampe gik igennem kroppen på hende, og fik kroppen til instinktivt at læne sig en smule fremefter og hende til at sinke hovedet. En ynkelig lyd af en som forsøgte at kaste noget op som ikke var der og hun pressede sine øjne smerteligt sammen. "Hvad.. har.. du.. gjort.. VED MIG!" hun flyttede arrigt blikket tilbage op imod ham, som frisk gyldent væske løb ud af hendes næse og mundvig.
Benene begyndte at dirre og give op under hende, og hun sank længere og længere ned af dørkarmen.

Battet havde mere været for hvis der reel var en trussel, men i Romulus’ øjne havde Amelia aldrig været det. Måske den allerførste gang, som hun stoppede ham i slagsmål, men det var af helt andre grunde.
Nej, i Romulus’ øjne var hun ikke andet end et sørgelig lille afhængig kvinde, der ikke engang var værd at lægge hænderne på, fordi hun var blevet så medtaget af stoffet efterhånden. Der var intet sjovt ved hende mere.

”Det kunne være du blev mere medgørlig af det,” sagde han med et arrogant nik med hovedet. Det var i sandhed dem med abstinenser der var de værste, og ikke for første gang, og nok heller ikke for sidste gang, så overvejede han kort om han måske burde flytte efterhånden, så de stoppede med at komme forbi.
Den tanke blev dog stoppet, ikke af hendes råben, eller hvordan hun så tydeligt var i stor smerte, men mere af den gyldne væske der løb fra hende. Det mindede ham om Remus, for han havde trods alt før lagt øjnene på rent Nox. Hvad?

Som hun snak længere ned, satte han battet op mod væggen inden, og lænede sig lidt ned, for at opsamle noget af de gyldne væske fra hendes mundvige, inden et lille smil spredte sig på hans læber. ”Jeg ville ønske jeg kunne svare, men det her har jeg aldrig set før.” Han rettede sig op og kørte væsken mellem hans fingre, og underligt nok kunne han mærke den forsøge at blive hårdere. ”Jeg vidste ikke at Nox kunne have sådan en indvirkning, eller er det måske bare fordi at du er lidt af et misfoster?” Han kunne ikke forstille sig at en evne kunne blive overført på den måde til en anden, hvis han skulle være ærlig, og han tænkte også at noget måtte ligge bagved. Det kunne også bare være at det var gylden væske, og havde ingen virkning overhoved. Noget han ikke selv kunne tjekke.

Amelia skulede på ham og havde hun haft muligheden for at fnyse uden at være ved at kvæle sig selv, havde hun gjort det. Han havde ødelagt hendes liv med det stads, og selv efter hun endelig havde fået sig ud af lortet, kom det igen!

Med afsky malet i ansigtet, vendte hun hovedet væk fra hånden der havde rørt hende under munden. "Så du er faktisk endnu mere uduelig end før? Imponerende" knurrede hun af ham, uden at være i stand til at rejse sig og fastholdte sig hvilende på det ene knæ og samlede kræfter.
"Sikkert. Jeg er ligeglad med hvordan det er blevet til, bare få det til at holde op! Du var endelig ude af mit liv. Det forbandede stads var endelig ude af mit liv! Og så på magisk vis skal det alligevel stopfodres ned i halsen af mig til jeg er ved at blive kvalt!" forpustet sank hun hovedet igen og ignorere den ubehagelig følelse af væske der løb. Mærkelig nok, jo mere der kom ud, des bedre syntes hun at få det. Som om hendes hoved blev lettere og anspændtheden begyndte at slippe taget i hendes ømme, trætte og møre muskler.

Modsat Amelia, så kunne Romulus fnyse, som han så også gjorde, og hans mundvige trak sig kort i en lille irriterende mine. Hun kunne da bare heller ikke finde ud af at holde kæft kunne hun. Kvinder skulle helst ses og ikke høres, selvom Amelia tydeligvis mente at det var vigtigt at begge dele skulle gøres.

Han satte sig ne dpå hug, for at komme i øjenhøjde med hende, og greb lidt voldsomt fast under hendes kæbe for at kigge hende ind i øjnene. ”Du skal huske på, at det var dig selv der valgte at tage stoffet. Jeg afskrev mig alt ansvar fra det øjeblik du tog det,” sagde han i et køligt toneleje. ”Men vi kan for min skyld godt undersøge hvad det her er.” han vendte hendes hoved i nogle lidt hårde trækninger for at se hende an, næsten som var hun et dyr. ”Jeg har mine idéer, men jeg tror ikke du skal regne med at du slipper af med det.” Nej, selv for Remus var det afhængighedsdannende og hvis det her i sandhed var Nox, så ville Amelia være afhængig for livet, men… på den anden side så ville Romulus endelig have midlerne til at producere mere Nox. 

Amelia havde ikke kræfter til at kæmpe imod ham, trods det gav et modvilligt ryk i kroppen, som Romulus greb fat under hendes kæbe og tvang hendes blik opefter. Hun skulede koldt tilbage på ham ved hans ord, og havde lyst til at slynge en spydig kommentar tilbage lige i synet af ham.

Modvilligt lod hun sit hoved blive drejet, som var hun til dyreskue og hendes tænder skulle tjekkes inden man begyndte at betale penge for en krikke. "Fedt. Fede idéer. Lige det jeg ville høre" knurrede hun sarkastisk.
Hun drejede blikket og så afventende på ham. For hun var helt ærligt ikke sikker på præcis hvad han mente eller hvilke ideer han havde.

Hun selv mente jo tydeligt det var en bivirkning af at ville afvænne sig fra Nox, og at det her var straffen. Hvilket også var hele hovedårsagen til at hun var så gennemsylet vred. Han skulle virkelig benytte sig af solide overtalelsesevner for at få hende til at tro andet. Specielt at få hende til at tro, at han ikke kunne stoppe toget af konsekvenser.

Lidt næsvis var hun da blevet efterhånden. Det var slet ikke sådan Romulus huskede hende, men det var trods alt det mindste af hans bekymringer. Hun kunne skræppe op så meget hun ville. Situationen ændrede sig ikke i at han var den eneste der kunne hjælpe hende, og han ville kun hjælpe for at få en del i det.

Hans ledige hånd tog endnu engang fingeren over til det flydende væske, der kun så ud til at blive tykkere og tog det på den, inden at hans greb på hendes kæbe flyttede sig, så han kunne presse sine fingre ind i hendes kinder, så hun var tvunget til at åbne munden, inden han stak fingeren med væsken ind i munden på hende for at tørre det af i hende, og dermed tvinge hende til at sluge i hvert fald dele af det.
”Første skridt er at se om stadset overhoved virker som jeg tror det vil.” Der var selvfølgelig en chance for at hun var immun, men det var den hurtigste måde i tilfælde af at hun ikke var det. De ville nok stadig skulle bruge nogle andre frivillige, men frivillige, dem kunne Romulus altid finde.

Et forskrækket spræt gik igennem hende, som han to fat og tvang hende til at åbne munden, for bagefter at stoppe sin finger derind. Hendes øjne var store og præget af forskrækkelsen. Så snart han trak fingere til sig igen, da han tilsyneladende var sikker på at hun havde slugt den alt for tykke væske, gav hun sig til at hoste.
Der gik et gys igennem hele kroppen på hende og hun rystede hovedet i væmmelse. Væsken smagte ikke af noget, ikke hun bemærkede i hvert fald, men konsistensen var kvalmende tyk. Desuden var hun tydeligt bevidst om at det var væske der var forsøgt at slippe ud af hende!

"Hva.. Hvad i zaladins navn forventer du der skal ske? Jeg har kastet lortet op hele morgenen!" hostede hun og endnu en rystelse gik igennem hende. Fornærmet tørrede hun sig over munden og næsen med en håndryg og kunne til en let fornøjelse mærke at hun nu kunne fnyse irritabelt. "Hvorfor tror du det har en virkning.. og hvorfor lige den virkning." hun vidste godt hvad han hentydede til, nu hun tænkte efter.. Men farven var ikke den samme. I hvert fald ikke den samme farve som væsken i de alt for mange flasker havde haft.

Nej, det var nok for optimistisk at håbe på at hun ville gå ind i en drømmelignende trance så hurtigt, men det ville ikke have været første gang Romulus havde oplevet en evne der ligeså godt kunne forsøge at gøre det af med ens ejer.
Det var nu alligevel lidt af en skuffelse, og han gav da også lidt modvilligt slip på hendes kæbe, selvom han forblev nede i øjenhøjde med hende. Et ulæseligt udtryk i hans øjne.

”Jeg ville tro at det var det sammes om originalen,” sagde Romulus, uden at sige for meget. Der var visse ting omkring Remus, som folk bare ikke behøvede at få noget at vide om. ”Men hvis det ikke virker på dig, så skal vi nok finde nogle andre der har lyst til at afprøve det.” Han rejste sig op, og kiggede lidt vurderende ned på resterne af væskerne der stadig han fra hende, selvom han havde fået tørret det meste væk. Lidt kunne vel også bruges. Det var formentlig koncentreret ligesom Remus’ var inden det blev blandet op.
Han vendte sig om, uvillig til bare at inviterer hende indenfor, men lod ikke til at lukke døren, som hans trin bar ham over mod det man kunne kalde køkkenet. Ikke at det så ud til at blive brugt til at lave mad i. I stedet for så hev han en lille tom flaske frem, og med lidt eftertanke også en ske, så han havde noget at skrabe med, inden han bevægede sig tilbage ud til Amelia. Han skulle trods alt have noget at opsamle resterne i.

Opgivende sukkede Amelia og fik et irritabelt og ikke mindst træt udtryk. Selvfølgelig. Selvfølgelig skulle det her ske. Selvfølgelig, skulle hun afstraffes for sine års forbrug af det lorte stof som bragte hende bare en centimeter tættere på sit hjem der forlængst var smulret. Et lavmældt opgivende grin forlod hende, som hun kravlede det sidste stykke op ad trinet og satte sig i døråbningen. Hun havde lige så lidt lyst til at invitere sig selv indenfor i hans hjem, som han havde med at give hende adgang. Hun var aldrig kommet længere end entreen, og det havde hun det faktisk helt fint med.

Hun kiggede efter ham, mens tankerne sprang fra både det ene til det andet. Hun havde ikke lyst til at dette skulle bruges mod andre, mest af alt fordi hun vidste hvor afhængig hun havde været, og nok stadig var. Tanken om en drøm til at få dette på afstand var øredøvende. Amelia trak benene op under sig i skrædderstilling og stirrede tomt fremfor sig. Ventende til han kom tilbage, før hun stirrede koldt tilbage op på ham. "Hvis det er, som originalen. Hvorfor skulle jeg så være interesseret i at give det til andre?" hun kunne ikke kæmpe imod han i sin nuværende tilstand, og nysgerigheden for at vide hvad der var galt med hende var der også. Men hun vidste også hvad skade det kunne forvolde. Hun var dog ikke sikker på at hun var villig til at give afkald på sine egne drømme for at skåne andre. Den del af hende var blevet ødelagt for længst.

Romulus satte sig på hug igen, og næsten nænsomt, som var hun det mest dyrebare i verdenen, forsøgte han at skrabe det størknende væske ned i flasken. Han var ikke vant til at det var sådan det var at håndtere. Remus’ havde altid været så forbandet flydende, men han tog hvad han kunne. Han kunne altid finde en måde at håndtere det på senere hvis det nu endelig var.

Han kiggede ind i hendes øjne, som hun spurgte ham om hvorfor hun ville være interesseret i at give det andre, og et næsten blidt smil spredte sig på hans læber, lige indtil at mundvigen trak sig op bare en lille smule for langt, og ordene lød fra ham. ”For originalen kan ikke leve alene med det, og du får brug for alt den hjælp du kan hvis det ikke skal tage livet af dig.” Om det var det fysiske liv eller det mere psykiske, det behøvede han ikke kommentere på. Romulus vidste trods alt bare at Remus havde en afhængighed af stoffet, og hvis han ikke fik sine ofre til at dræne drømmemagi fra, så ville abstinenser blive alt alt for voldsomme. Selvom nu når han tænkte over det. Havde Amelia været alene om at producere stoffet?

Fra en hvilken som helst anden person, ville den blive behandling og ikke mindst blide smil, der virkede så unaturligt på hans ansigt, være beroligende. Men Amelia havde allerede fået en dybere kendskab til i hvert fald Romulus' både luskede, aggresive og hårde natur. Hun sank en klump i halsen og så alt andet end beroliget på ham.

Hun slog blikket ned og stirrede i stedet på flasken han holdte, hvor der var skrabet den efterhånden helt størknede guldvæske ned i. guldstøv var det nok mere nu. Hun blinkede og følte en trang til at græde. Ikke at Romulus skulle få tilfredsstillelsen af at se tåre i hendes øjne. Hun tog derfor en skarp indånding og drejede ansigtet væk fra ham. "Og det vil du? Hjælpe mig?" hun ville næppe kalde det hjælp, for hvis hun producerede denne mængde hver eneste nat, ville hun være guldgåsen for ham. Han hjalp hende trods alt ikke uden at få noget til gengæld. Det vidste hun. Hun følte sig tom og kold i kroppen. Var det her hvad hendes liv var blevet til?

Hjælpe var sådan et stærkt ord, især når man var omkring Romulus, men det her var trods alt nok også det bedste bud på at finde en hjælpsom Romulus. De var dog begge to godt klar over at han var interesseret i kun en ting, og det var at tjene penge på hende. Hvis han kunne sætte hende ud i en hytte og bare få hende til at producere for ham ligesom Remus, ja, så var det hjertens gerne det han gerne ville, men det blev nok lidt mere omstændigt end det. Men det var et projekt, og Romulus havde altid været god til projekter.
Smilet forblev på hans læber som han nikkede. ”Selvfølgelig for en pris, men først må vi lige finde ud af hvor værdifuld du i sandhed er.” Hans hjerne var allerede i gang med at overveje de mest sandsynlige gader hvor han kunne finde nogen han kunne prøve tingene af på. Det var lang tid siden han var gået på jagt men alligevel ikke så han ikke kunne huske det.
Det slog ham slet ikke ind at Amelia potentielt kunne ønske at afslå tilbuddet, men selvfølgelig var frygt også en rimelig markant faktor for at gøre noget man ikke ønskede.

Amelia sukkede opgivende og kiggede ned på sine hænder i skødet. Hun kunne sige nej. Hun kunne afslå hans såkaldte hjælp og forsøge at klare sig selv. Men faktum var, hun havde været skrækslagende. Nok var det vreden han havde set, som hun havde hamret på hans dør i hvad der føles som uendeligheder. Men sandheden var at hun havde været bange for at dø. At hun ikke turde lægge sig til at sove igen, velvidende at drømmen hun havde haft inden da havde været den bedste nogensinde. Hun turde ikke være alene, og den grå baggårdskat der besøgte hende, var ikke nok.

Men var alternativet i form af Romulus virkelig det bedre? "Kender jeg dig ret, er den pris ikke lille" hun havde allerede ofret så meget af sit liv, på den ene dumme gerning for evigheder siden. "Skulle du ikke ud og finde et offer" kommenterede hun tørt og blev siddende og kiggede tomt ind i dørkarmen foran hende.

Romulus kom  med et lille 'heh', som hun kommenterede på om han ikke skulle finde et offer, for jo, det havde han i sinde, men han havde ikke tænkt sig at efterlade hende herude med døre på vid gab. Det var ikke det mest sikre sted i byen, og Amelia og hans hjem ville være et oplagt mål, som hun sad der så åbenlyst.

"Først skal du væk herfra," sagde han, og til trods for at han ikke havde været villig til at tage hende inden døre før, så var han hurtig til at gribe fat om hende, og løftede hende op fra hendes position, som vejede hun ingenting. Det gjorde hun næsten heller ikke i hans optik, med allerede hans styrke og så at Nox nok havde taget rimelig hårdt på hendes krop til at starte med.
Han bar hende ind i huset, som straks åbnede sig til et mindre køkken. Huset var lille, men det var trods alt ikke første gang Amelia var herinde, og hvorfor Romulus ikke havde fået sig et bedre sted efterhånden, kunne man undre sig over.
Han placerede Amelia på en køkkenstol. "Og lav nu ikke ulykker... jeg ved det hvis du har gjort det." Tonen var ikke til at spøge med, selvom det så noget sparsomt ud med hvad man kunne lave af ulykker på disse kanter, men Romulus brød sig ikke om at folk rørte ved hans ting.

Amelia nåede kun lige at drejede hovedet med et mistroisk blik, før hans alt for stærke arme havde fat om hende og løftede hende fra gulvet som var hun en fjer. Et forskrækket halvkvalt hvin forlod hende, som hun instinktivt spjættede - uden det hjalp. Hun havde mistet muskler, kræfter og oven på morgenen, energien til overhovedet at have bare en brøkdel af en chance.

Hun gav derfor hurtigt op på at kæmpe imod, og måtte nøjes med at skule utilfreds, med en ubehagelig følelse i kroppen. Det var alligevel en del tættere på Romulus end hun egentlig havde lyst til at være!
Som hun blev sat på køkkenstolen himlede hun med øjnene af ham. "Ja-vel." brummede hun og sendte ham et skarpt blik. Som om hun havde energi til at lave ballade! Hun ville maks tage sit en kop vand og ellers blive sidende med ubehag, både over situationen og rest fra morgen. Desuden, tvivlede hun stærkt på at han havde noget hun ville have alligevel.

Romulus gav Amelia et sidste blik inden at han gav et nik, og så forlod huset. Døren sagde et lille klik som den lukkede og så også som den blev låst efter ham, og han så forlod huset alene til Amelia.
Det var stadig mørkt udenfor, og de mindre af sidegaderne var endnu mørkere. Han skulle dog ikke langt ned af gaderne for at finde de første beklagende miner af fulde eller høje folk der lå i renderne og havde det forfærdeligt. Et par gange greb han fat i håre tpå dem for lige at se dem an, inden han gik videre, lige indtil han fandt en han regnede for en god ide. Han greb fat om den sovende middelaldrende mand, og løftede ham op, inden han begyndte turen tilbage til huset.
Med lidt besvær blev der låst op igen, og Romulus fik dem begge ind i huset, og han lagde ham på gulvet. Han så stadig ikke ud til at være vågnet til trods for turen, og stanken af alkohol tydede på at der godt kunne gå lidt tid. Det virkede til at Romulus ikke havde nogle skrubler med at få Amelia til at se det hele.

Som Romulus gik, trak Amelia benene op på stolen og lagde armene omkring dem. Hun var egentlig tørstig, men gad ikke rejse sig efter vand. Desuden, hun skulle i hvert fald ikke give ham anlæg til at blive stik tosset. Det havde hun ikke kræfterne til at gøre op imod lige nu.
Hun håbede at hun kunne genvinde noget af sit tidligere styrke. Få bare en tand magt tilbage over sig selv, hvilket også havde været drivkræften til at stoppe med det forbandede drømmemiddel. Det hjalp et fedt. Men motivationen var ikke kørt hel død. Hvis hun var afhængig af Romulus hjælp for evigt, ville hun ved zaladin også have lov til at vise tænder af ham. Men hun måtte være tålmodig for nu. Hvor ubehageligt det end var.

Ubehagelighederne startede også tidligt, som en middelaldrende man blev smidt fordrukken på gulvet. Han stank af både alkohol og urin. Enten hans eget eller noget fra rendestenen. Amelia rynkede næsen og drejede hovedet væk, lagde kinden mod sine knæ og forsøgte at fokusere på noget andet. Ikke at der var meget at distrahere sig selv med.

Romulus kiggede op på det tynde kræ der sad på stolen, men greb ellers bare fat i flasken, og prøvede at få det nu størknet væske ud af den. Hvilket ikke var helt nemt, da det virkede til at det næsten var lidt for stort, og i et irritations moment, der endte han med at smadre flasken mod bordet, og samle de små gyldne stykker op. Han kiggede lidt undrende på det, og så Amelia, men sagde ellers ikke noget om det. Han havde aldrig set Nox på den måde.

Han satte sig så ned på hug på gulvet, og åbnede mandens mund, næsten forsigtigt, inden han stak det ned i halsen på ham, hvilket endelig fik manden til at vågne, panik tydelig i hans øjne.
”Slug det,” hvæsede Romulus, og til trods for at manden spjættede, så var Romulus specifikt gået efter en person han kunne holde nede, og manden fik slugt det, modvilligt, stadig spjættende. Men Romulus holdt ham bare nede og ventede på at effekten tog fat i ham, hvis effekten tog fat. Det havde den bare med at gøre. Det her ville løse alle hans problemer.