Tankerne strejfede sig til formiddagstimerne brugt på at danse og vedligeholde både hendes stamina og smidighed. Hun var trods alt på ingen måde atletisk, og det forsøgte både hendes danselærer og Florence at råde bod på! Hun havde stadig ikke helt forstået hvorfor. Det var vel ikke forventet at hun skulle kunne danse hele dagen væk?
Lyden af skridt der bevægede sig i hendes retning, fik den unge prinsesse til at trække hånden til sig og lade vanddråberne faldte tilbage til deres naturlige element i stilstand, inden hun drejede hovedet mod den unge slavedreng. Han bukkede dybt og forsøgte sit bedste på ikke at møde hendes blå øjne. Der lå altid en aura af frygt omkring slaverne, trods hun fornemmede den var mindre udpræget når de talte til hende. I hvert fald når hun var alene.
"Fyrsten ønsker at tale med Dem, Deres Højhed" Raniya sank en klump i halsen og rejste sig langsomt og børstede kjolen. Ikke at den var blevet beskidt, men hun foretrak at være så præsentabel så muligt når hun stod i sin fars selskab. "På sit kontor?" Drengen holdte sit hoved bøjet "Ja, Deres Højhed" Raniya smilede, selvom den lille uro i maven vendte sig lidt. Gad vide hvad han ville? Det måtte være meget vigtigt. Ellers plejede han ikke sådan lade hende hidkalde. "Tak" svarede hun drengen der måske kun var et par år yngre end hende. Han trippede lidt fra den ene fod til den anden, forlegen over at have fået tak. Det var ikke alment her. Raniya strøg forbi ham, nu med tankerne fuldt fokuseret på hvad Fyrsten af Kazimi mon havde i tankerne, ved at bruge sin kostbare og travle tid på at tale med hende.
Der gik derfor heller ikke mange minutter før hun stod foran den store prægtige dør. Hun rettede en sidste gang på den mørke tyrkise kjole med slids, så hendes ben var fri, det mønstrede klæde om hendes liv og guldsmykkerne som komplimenterede hendes brune hud fortrinligt. Først der bankede hun på døren, forsigtigt, men hårdt nok til at han ville kunne høre det gennem den tykke dør. Hendes store blå øjne så nervøst ind i mønstret uden rigtig at anse det, mens hun høfligt ventede på tilladelse til at åbne døren. Først da hun hørte hans svar, åbnede hun den tunge dør nok op til hun kunne glide indenfor, og lukke den bag sig. "Du sendte bud efter mig, Far"
