De tynde brune fingre gled kælende henover vandoverfladen ved den lille oase i Kazimi paladset store frodige have, og forstyrrede spejlbilledet af den unge prinsesse. Hun smilede roligt og nød roen der var omkring hende, som vandet dansede lydigt op af hendes fingre og dannede små perler i luften. På denne tid af håret, havde Raniya bedre mulighed for at sidde og nyde vejret, end når middagssolen bagte ubarmhjertigt i sommerhalvåret, og hun tog hver mulighed hun havde for at sidde ved den lille oase og nyde roen den bragte med sig, uden at lade det gå på kompromis med hendes pligter. Mest af alt, var den langt fra træningspladsen hvor hendes brødre som altid sloges med hinanden og gerne var højlydte. Som drenge nu engang var.
Tankerne strejfede sig til formiddagstimerne brugt på at danse og vedligeholde både hendes stamina og smidighed. Hun var trods alt på ingen måde atletisk, og det forsøgte både hendes danselærer og Florence at råde bod på! Hun havde stadig ikke helt forstået hvorfor. Det var vel ikke forventet at hun skulle kunne danse hele dagen væk?

Lyden af skridt der bevægede sig i hendes retning, fik den unge prinsesse til at trække hånden til sig og lade vanddråberne faldte tilbage til deres naturlige element i stilstand, inden hun drejede hovedet mod den unge slavedreng. Han bukkede dybt og forsøgte sit bedste på ikke at møde hendes blå øjne. Der lå altid en aura af frygt omkring slaverne, trods hun fornemmede den var mindre udpræget når de talte til hende. I hvert fald når hun var alene.
"Fyrsten ønsker at tale med Dem, Deres Højhed" Raniya sank en klump i halsen og rejste sig langsomt og børstede kjolen. Ikke at den var blevet beskidt, men hun foretrak at være så præsentabel så muligt når hun stod i sin fars selskab. "På sit kontor?" Drengen holdte sit hoved bøjet "Ja, Deres Højhed" Raniya smilede, selvom den lille uro i maven vendte sig lidt. Gad vide hvad han ville? Det måtte være meget vigtigt. Ellers plejede han ikke sådan lade hende hidkalde. "Tak" svarede hun drengen der måske kun var et par år yngre end hende. Han trippede lidt fra den ene fod til den anden, forlegen over at have fået tak. Det var ikke alment her. Raniya strøg forbi ham, nu med tankerne fuldt fokuseret på hvad Fyrsten af Kazimi mon havde i tankerne, ved at bruge sin kostbare og travle tid på at tale med hende.

Der gik derfor heller ikke mange minutter før hun stod foran den store prægtige dør. Hun rettede en sidste gang på den mørke tyrkise kjole med slids, så hendes ben var fri, det mønstrede klæde om hendes liv og guldsmykkerne som komplimenterede hendes brune hud fortrinligt. Først der bankede hun på døren, forsigtigt, men hårdt nok til at han ville kunne høre det gennem den tykke dør. Hendes store blå øjne så nervøst ind i mønstret uden rigtig at anse det, mens hun høfligt ventede på tilladelse til at åbne døren. Først da hun hørte hans svar, åbnede hun den tunge dør nok op til hun kunne glide indenfor, og lukke den bag sig. "Du sendte bud efter mig, Far"

Fyrst Sephyran sad ved sit store skrivebord, bestående af træ men udsmykket med gyldne belægninger forestillende forskellige figurer - adskillige af dem løver. Hans blåsorte hår var omhyggeligt friseret og olieret og det samme galdt skægget, navnligt det gyldne overskæg, der var snoet i al sin pragt.

På bordet foran ham stod et urørt glas krystalvin - noget der var meget usædvanligt for en mand, der oftest drak fra solen stod op, men vinen smagte ham dårligt for tiden, og han havde en begyndende, lusket fornemmelse af, at den gjorde hans maveonder være..

Det måtte være en dårlig årgang, der sidst var ankommet til Kazimipaladset.

I stedet greb han en appelsin fra et fad og begyndte at skrælle den, som døren gik op, og hans datter Raniya trådte ind. Ansigtet, der havde set olmt og dystert ud, blev en smule mildere i det. Fyrsten påstod aldrig, at han legede favoritter blandt sine børn, men hun havde et ganske særligt plads i hans hjerte, da det næsten nyfødte barn, havde været det sidste, som hans forræderiske kone, Safiya, havde efterladt ham. 

Hun skulle ikke bøde for sin moders synder.

"Ja, det gjorde jeg.. sæt dig ned og tag for dig." Brummede han venligt og pegede den appelsinfri hånd i retning af fadet med frisk og tørret frugt, der var stillet frem. Der stod også en urørt kande perlende vand, samt den mistænkelige flaske krystalvin. "Og fortæl mig så, hvordan det går med dine studier og din træning!" Fyrsten selv havde sjældent tid til at overvåge og i endnu mindre grad deltage i børnenes oplæring - men det var vigtigt for ham, at der kom noget godt ud af det.

Raniyas øjne fik ekstra glød som hun så sin faders mildende udtryk ved synet af hende. Noget der også frembragte et lille forsigtigt smil frem på hendes læber, som hun lystrede og satte sig på stolen foran han store prægtige skrivebord, hvilket fik Raniya til at se endnu mindre ud end hun egentlig var.

Hun satte sig rank på stolen og rakte ud efter nogle af de tørrede ferskner. De var hendes yndlings og svære at holde sig fra, selvom hun havde lært at begrænset var vejen frem. Hun skulle jo fastholde sin figur.

"Godt. Jeg er blevet meget mere fleksibel og udholdende. Min danselærer er yderst tilfreds med min indsats." forklarede hun først med stolthed i stemmen. "Mit læseniveau går stadig stødt opad, men indenfor anstændige emner" der var ting hun stadig ikke måtte læse, trods hendes niveau var til det. Nogle skønlitterære historier var meget beskrivende om visse ting som hendes underviser mente var ganske utilgiveligt at hendes uskyldige øjne og fantasi skulle se.

Der kom et svagt, næsten umærkeligt nik fra fyrsten, som hun tog fra skålen. Selv om han holdt strengt på, at børnene skulle have den fornødne træning, kunne man bestemt ikke modsige sig, at de også skulle have lov til at smage af de søde fristelser. Især når de var så gode af sig, som Raniya..

"Det glæder mig at høre." Roste han. "Er du kommet gennem meget af Rubiniens historie efterhånden?" 

Der var mange vigtige ting at lære i ørkenlandets fortid. Helt tilbage til dæmonernes invasion til rigernes grundlæggelse og Kazimi-familiens udpegelse som fyrstedømme. Der var frugtbare såvel som lange, hårde tide. Alt sammen vigtigt for at forstå det land, de befandt sig i, selv om man naturligvis ikke kunne forvente, at Raniya tilegnede sig helt den samme viden, som hans sønner. 

Hun skulle jo ikke opdrages til en dag at styre landet.

"Og din magi?" Spurgte han derefter. Det var vigtigt, at den også blev trænet.

Raniya mærkede stoltheden bredde sig i kroppen og hendes øjne funklede glad ved hans ord. Ved hans næste spørgsmål nikkede hun et par gange og åbnede munden for at uddybe "Jeg har i øjeblikket om Mydth'Ethils fald, ellers har vi mest beskæftiget os med nyere emner, indenfor de sidste 500 år." Historie var ikke ligefrem hendes yndlingsemne, men selvfølgelig ville hun vide om sit hjemland, og ikke mindst sin families stolte historie. Trods den bestod en del af blod, mord og mørke tider.

Raniya sank en klump i halsen og bed sig let i læben. Raniya kunne ikke lyve, og slet ikke overfor sin far. Hvilket hun virkelig heller ikke havde lyst til. "Den falder mig meget naturligt, men jeg har svært ved at lære uden en læremester der selv har vandmagi. Ikke at min mester er dårlig! Hun er rigtig dygtig, men jeg tror jeg kunne lære mere." Hun håbede også at det ville kunne gavne ham på en måde. Ikke at hun vidste hvordan, men hun ville gøre alt for at føle hans stolthed som et varmt tæppe om hendes empatievne.

"Aha, en mørk tid." Brummede Sephyran. Selv om en del af ham blot kunne overveje, om Rubinien helt og aldeles ville være behersket af Ørkenelvere, skulle dæmonerne ikke have gjort kål på deres by.. Måske havde noget godt blomstret fra al døden og ødelæggelsen. Et mægtigt fyrste-emperium. 

Det var dog ikke noget, Raniya behøvede besvære sit hoved med.

Øjnene blev knebet tænksomt sammmen. Sephyran så gerne, at hans børn havde de bedste læremestre: "Ved alle Guderne, det må da være muligt at opdrive nogen med vandmagi her i byen. En ordentlig læremester naturligvis!" Udbrød fyrsten og så ganske vred ud, men skyndte sig at mildne en smule, som han så på sin datter. Det var jo ikke hendes skyld, at Rafiq ikke havde være i stand til at finde en passende person til opgaven..

"Og så må du lægge sig i selen for at mestre evnen!" Sagde fyrsten, en smule strengt, men vidende, at hun allerede gjorde sit bedste. "Vi kan meget vel se forandringer de kommende år.."

Af hvad Raniya havde fået lov at høre om ørkenelvernes tidligere rige, havde været dystert, uden at gå alt for meget i detaljerne. Hun var trods alt stadig et barn, selvom det med hastige skridt begyndte at ændre sig. Dertil en kvinde, og hun skulle ikke bekymre sig om krig, død og ødelæggelse! Det var en vigtig del af historien, mere behøvede hun ikke at vide.

Raniya sank sit blik med det samme ned til sine hænder, som begyndte nervøst at gnide sig mod hinanden. Hun brød sig ikke om når hendes far var sur! Specielt ikke når hun følte at det var hende som han var sur på. Han havde ret, hun havde ikke kunne udvikle sig nok! Hun burde havde trænet meget mere. Sammen farvede hendes øre i en mere rød nuance og hun sank nervøst en klump i halsen.

Hun nikkede stille og turde stadig ikke at kigge op. Hun havde heller ikke turde at være stille omkring hvordan det gik med hendes oplæring, for det havde været værre. Hendes blik løftede sig først fra hendes slanke hænder som hendes far nævnte forandringer indenfor de nærmere år. "Hvilke forandringer?" spurgte hun med en lille nervøs stemme, men opnåede at fastholde sin blik mod ham denne gang.

Sephyran lavede en mental note til sig selv om at skaffe en passende træner til vand-evnen. Det var naturligvis ikke landet, hvor de fleste vandbeherskere valgte at slå sig end .. manglen på vand taget i betragtning, men Balzera havde trods alt en stor havn, og nogen måtte kunne findes..

Han sukkede tungt og så på sin datter. Ak, han ville så gerne skærme hende for alt ondt i verden, men hun var ikke en lille pige længere, og snart måtte hun tage alle pligterne på sig, som var forventet af en voksen kvinde:

"Vi har haft et par rolige år, men der er mange farer, der lurer, mit barn." Sagde han derfor, efter et øjebliks stilhed. "Heldigvis fik vi drevet Mørket bort fra Tar Alsarif, men vi må holde os årvågne. Især efter Kareems forsvinden." Raniyas moder lurede stadig et sted derude i skyggerne .. forbandelsen føltes tættere på, for hver dag der gik.

"Og vi må også tale om din fremtid. Du ved, at du skal giftes en dag.." Sagde han. Det havde hun vidst, så snart hun havde været gammel nok til at forstå ordet ægteskab, men det var noget andet at decideret begynde at lægge planer. En forlovelse kunne som altid sikre en god alliance..

Raniya tvang sig selv til at fastholde blikket oppe på Sephyran, og ikke bukke under for at hun havde så meget ærefrygt for manden. Hun blinkede og nikkede kort ved hans ord. Hun forstod, uden helt at forstå. For som alt andet i denne verden, var krig og ufred ikke noget en kvinde skulle bryde sit kønne hoved med - for hun ville uden tvivl ikke forstå det alligevel.
Det var mændenes verden, men derfor skulle hun ikke være komplet uvidende.
Hun sank en klump i halsen og nikkede et par gange med et sørgmodigt blik. Hun havde allerede mistet flere søskende, og hun brød sig ikke om at miste flere.

Raniya tog en dyb indånding og smilede et lille forsigtigt smil. "Ja far" hun vidste hun skulle giftes, og hun vidste det var af yderste vigtighed at det var til den rette forbindelse. En god mand, af god slægt som hun kunne ære og lystre. Det var hvad hun havde lært og fået at vide. "Er jeg klar?" spurgte hun usikkert, for hun vidste også det var forskelligt hvornår man blev forlovet og endda gift. Hun følte ikke hun var voksen nok, men det vidste Sephyran bedst. Var det nu, ville hun lystre.

Raniyas uskyldige forsigtighed kunne smelte selv fyrstens hjerte. Når det en dag skulle blive, ville han ønske sig at hun giftede sig i Rubinien, så hun ikke skulle senedes til et koldt og fjendtligt fyrstedømme .. og Sephyran ville have bedre mulighed for at holde et vågent øje med den kommende ægtemand og sikre sig, at han behandlede datteren ordentligt.

"Du er kun tretten år, så vi har tid at løbe på.." Sagde han beroligende. "Men derfor bør vi stadig begynde at tænke over et passende parti, så der kan komme en forlovelse på plads. Måske i løbet af de næste par år .. ægteskabet skal naturligvis ikke stå, før du er blevet rigtigt voksen."

En forlovelse kunne købe mange ting. En alliance mellem slægter, hvor der ellers kunne herske ufred.. men når det kom til hans børn, var Sephyran ofte kræsen med at finde den rigtige partner.

Trods den fremskredne alder, var Raniya stadig bare et barn, som ikke havde sluppet det uskyldige sind der oftest hørte sig til. Specielt ved den beskyttende opvækst hun nu engang havde fået, væk fra den virkelige verdens grusomheder og frygtelige hændelser. Raniya følte sig tryg ved at vide, at hendes liv allerede på en måde var forudbestemt. Selvfølgelig kunne der ske uventede ting, men hendes håb var netop at kunne gøre præcis det som Sephyran gav udtryk for at han ønskede sine døtre, ja alle sine børn.

Raniya følte en lettelse ved at høre ham sige at ægteskabet ikke stod før hun var rigtig voksen. hvad så rigtig voksen var, men det var i hvert fald ikke endnu. "Er der nogen du har tænkt på?" spurgte hun nysgerrigt og begyndte at sætte sig lidt længere ud på kanten af sin stol. Raniya var ikke spor ked af at dette var hendes skæbne. Hun havde sine perioder af fortvivlelse og usikkerhed, men når sandheden skulle frem, var hun meget nysgerrig efter sin faders tanker om fremtid for hende, for hun vidste han ville vælge godt og sikre hende. Hun skulle aldrig mangle noget i sit liv.

Det var godt at høre, at pigen allerede var nysgerrig på ægteskabet - det var trods alt godt at vænne sig til tanken allerede nu, så længe hun ikke fik et alt for godt øje til de jævnaldrende.. men det var Sephyran nu engang ikke voldsomt bekymret over, når det kom til Raniya.

"Jeg vil foretrække en god, Rubinsk familie .. der er flere af hertug-slægterne, som har unge sønner og en god formue.. så ville du heller ikke komme langt bort fra Balzera." Sagde fyrsten med en eftertænksom mine, mens han strøg en finger over det gyldne overskæg.

Det var altid bedst at få sine døtre gift i Rubinien, for nordpå havde de så mange besynderlige forestillinger om en kvindes rolle i hjemme. For eksempel kunne de jo finde på at overlade hele magten til en kvinde, skulle hun pludseligt stå til at arve! Det ville han ikke risikere for Raniya eller hendes kommende døtre..

Raniya så ægteskabet som en af de vigtigste ting i hendes fremtid. Det havde så stor betydning at det blev den rette, og at hun fuldførte sine pligter perfekt. Eller så tæt på perfekt hun kunne. At det egentlig betød hun skulle se på mænd på en anden måde end hun gjorde nu, var endnu ikke faldt hende ind.

Smilet blev breddere på pigens læber og hun nikkede. "Jeg kan godt lide tanken om at blive i nærheden, far." svarede hun ført men skyndte sig også og hive vejret ind og fortsatte. "Men selvfølgelig, hvis det var bedst jeg rejser længere væk, gjorde jeg også det!" Hun ville savne sin familie og de varme omgivelser, men hun ville gøre alt.

Hun håbede ikke at hendes far troede hun på noget tidspunkt ville modsætte sig hans ønske. Hun havde selvfølgelig selv drømme og ønsker. Enhver pige havde. Hun drømte om et varmt og kærligt ægteskab med en mand som naturligvis lærte at holde af hende, og hun ville ære ham fra dag et.
hvad det så egentlig faktisk betød.

Sephyran troede ikke, at hans hjerte helt kunne bære det, hvis Raniya skulle sendes langt nordpå. Hun var hans perfekte lille datter, som opførte sig præcis, som han ønskede af hende. Men alt havde en pris, og selv sin egen familie ville han sælge for den rette, hvis en gylden mulighed bød sig..

"Vi har heldigvis god tid til at finde den helt rette." Brummede han, afbrydende sine egne tanker. Det mest sandsynlige var, at det ville lykkes at finde en ægtemand til hende i Rubinien - helt en, der ikke gjorde for meget ud af traditionen om at slå sine koner .. Selv om Sephyran tvivlede på, at Raniya ville være sin ægtemand ulydig, var der desværre mænd, der ville hæve hånden alligevel, blot at for at demonstrere sin magt.

Det havde Sephyran altid haft andre midler til.

Ægteskab var én grund til, at han havde hidkaldt Raniya, men havde endnu en plan for datteren, som han ønskede at få sat til værks. Med et roligt smil lænede han sig en smule fortroligt fremad for at illustrere, at hans næste ord helt og holdent var ment for hende: "Men før vi når så langt har jeg en tjeneste at bede dig om. Noget, der skal være en hemmelighed mellem os to." 

Hendes træning af de magiske egenskaber var nået tilstrækkeligt langt - nu var tiden inde til at vænne hende til at bruge dem i Fyrsten og Kazimi-husets tjeneste.

Raniya nikkede i accept. Selvfølgelig var der stadig god tid til endnu. Alligevel kunne hun ikke slippe den spændte følelse i kroppen, blandet med angsten for det ukendte. Hvordan kom hendes liv til at se ud udenfor Kazimi paladset? Hvornår og hvor ofte ville hun se sine søskende? Ville hun stadig kunne komme til sin far når verden gjorde hende bange, og han kunne minde hende om at intet ondt ville ske hende, når han var der.

Stemningen ændrede sig som Sephyran lænede sig frem i sin stol. Raniyas ranke ryg forblev helt skarp og hendes øjne voksede, uden at ligge skjul på sin nysgerrighed. Det var umådelig vigtigt når Sephyran talte på den måde.
Et spændt sug gik igennem pigen, som nikkede ivrigt og så på fyrsten med store, blå og fortsat uskyldige øjne. “Selvfølgelig far. Altid.” Raniya var en Kazimi helt til benet, og hun havde ubevidst gjort alt for at bekæmpe tyngden af sin moders blod der løb i hendes åre. Desuden ville hun gøre alt for fyrsten.
Alt for sin far. 

Uskyldigheden stod malet i Ranyas ansigt, og Sephyran følte et kort øjeblik et lille stik af dårlig samvittighed over ønsket om at udnytte hende til sin fordel - men hun var en Kazimi, og det var hendes opgave at tjene familien. Han kunne ikke skærme og beskytte hende for evigt..

Hans store hænder tog begge hendes i sine, som hans safirblå øjne alvorligt så ind i hendes:

"Du har et særligt talent for at fornemme, hvordan andre mennesker har det." Smilede han. "Nogle af mine gæster er særdeles gode til at skjule den slags for mig .. men du vil have en chance for at opdage, om de skjuler noget for mig .. om deres ærbødighed i virkeligheden er skjult had." Forklarede han. "Du behøver ikke interagere direkte med dem .. det ville ikke være passende, men blot bringe en flaske køligt vand og derefter fortælle mig, hvad du har fornemmet." Han klappede hende en smule på håndryggen. Det skulle være deres hemmelighed.

Raniya ville nok aldrig se sin far som en der udnyttede hende til sin egen fordel. Det var hendes pligt og alt hun ville var at se ham stolt. Han var den mægtigste mand i verden og han var hendes far. Der var ikke nogen større stolthed eller ære end det! Raniyas øjne var store og hun så alvorligt tilbage mod Sephyran som han tog hendes hænder i sine for at se alvorligt på hende. Hun vidste ikke hvad han skulle til at fortælle, men hun vidste det var vigtigt.

Raniya blinkede langsomt, som hun lyttede. Hun mærkede en let ubehag sprede sig i kroppen ved tanken om at interagere med vigtige folk eller på anden måde være for meget i nærheden af dem. Sephyran, såvel som alle andre i Kazimi familien vidste at Raniya havde et ønske om at gå i et med mængden – også selvom det var en drøm der aldrig ville gå i opfyldelse. Ikke med det ærefyldte navn hun bar. Anspændtheden i hendes skuldre dalede let som han påpegede at det ikke ville være passende hvis hun interagerede for meget med de vigtige gæster – hun var helt enig.
”Selvfølgelig far. Jeg kunne ikke forestille mig hvorfor nogen skulle skjule noget for dig, men selvfølgelig vil jeg hjælpe” hun var stadig naiv og den eneste tanke var misundelse. En grim ting virkelig. At nogen decideret ville ham ondt eller havde meget mørke tanker om ham, var hun ikke klar over. Ikke endnu. Hun ville hurtigt lærer.

Sephyran smilede varmt til sin datter og gav hendes hånd et lille klem. Hvor end han gerne ville lade hende forblive den lille, uskyldige prinsesse, var hun ved at nå en alder, hvor hun måtte gøre familien nytte - som alle andre, der var opvokset i Kazimi-huset. Familien måtte gå forud for alt andet. 

"Det tror jeg skam heller ikke, min datter." Løj han. "Men der er folk derude, særligt dem nordfra, der kan have skjulte hensigter .. og vi bryder os ikke om, at de skjuler noget for os." 

De, som stod fyrsten nærmest, havde oplevet, hvordan han var blevet mere og mere paranoid de senere år. Det var ikke kun frygten for hans tidligere kone, Safiya, Raniyas moder, der stadig var et sted derude - men også de andre familiemedlemmer, de besøgende .. alle, som kunne kaste et grådigt blik på Kazimi-familiens rigdomme. 

Raniya følte en ro i kroppen over at mærke sin stærke fars hænder varmt give hendes egne små et klem. Sephyran ville altid være der til at beskytte hende – der var ingen tvivl i pigens sind overhovedet. ”Nej, far. De burde slet ikke være så hemmelighedsfulde deroppe. Vi gør dem intet ondt” svarede hun naivt. Hun ville blive klogere som hun ville opfange blot hvor mange der egentlig ejede et indædt had til hendes kære fader.

”Hvorfor kan de ikke li os, far?” det var en naiv piges ord og en der ikke forstod sig på verdenssituationen. Hvilket hun naturligvis heller ikke skulle. Hun var en pige, og hendes sind burde slet ikke bekymre sig med sådan noget. Det var mændenes verden og det respekterede hun nok mere end nogen anden af fyrstens utallige børn. Hendes plads var ved sin fremtidige mands side, og indtil da, sin fars som en lydig datter. Hun ville næppe aldrig forlade sin fars side, men pligterne ville skifte sig rundt.

"Præcis." Smilede fyrsten. "Det er ikke fordi de ikke kan lide os, men de er meget anderledes end os .. de forstår os ikke." Stod det til nordboerne ville slavehandlen ophøre - noget der utvivlsomt ville få det rubinske samfund til mere eller mindre at kollapse. I den nuværende situation var de ganske vidst underlagt og skulle betale skatter til Lyset, men Rubinien havde stadig en meget høj grad af frihed .. en frihed som Sephyran nød godt af.

Han lænede sig en smule fremad for at se alvorligt ind i hendes øjne: "Vigtigst af alt, hold øjne og ører åbne og rapporter til mig, hvad du fornemmer. Jeg lover, at jeg passer godt på dig og dine søskende."