Gevana gik gennem gaderne i en mere questionable del af hovedstaden Dianthos. Hun havde kun været her i ganske få uger, men var ved at blive rimelig kendt med byens layout, hvilket var rart. For hun var ikke den store fan af at fare vild. Desuden havde hun rimelig hurtigt opdaget, at der var en del skumle typer her i området. Især i dette kvarter.

Faktisk var hun på vej mod en skummel, lille kro, da nogen talte til hende. Sagde hendes navn. Det gjorde hende ret forvirret, da ingen i denne by kendte hende, og slet ikke ved navn. Hvad foregik der? Men da hun drejede rundt for at se, hvem der talte til hende, så bredte et smil sig på hendes læber. Ud af skyggerne havde Issac O'Neill trådt. En gammel ven kunne man måske kalde ham. Hun havde trænet med ham som meget ung voksen. Hun havde vel næppe været meget ældre end 18 år dengang, hvis overhoved så gammel.

Det var lidt utroligt, at han kunne genkende hende. Jo hendes skikkelse var da den samme, og så var hendes hvide hår, mens hendes tøj var langt mere feminint, og så var der guldsmykkerne, som dækkede det meste af hendes krop: Om ribbenene, munden, den ene hånd og så kraniet som hvilede på hendes skulder. Alt i alt så hun mere fornem ud end hun havde gjort for år tilbage. Nok havde hun flere år tilbage i en hule, men man måtte jo også se noget andet engang imellem. Desuden var hun ikke flyttet ind i hulen endnu, hvor hun skulle sidde de næste 5 år, men det var snart ved at være tid til det.

"Isaac!" kom det begejstret, dog overrasket, fra hende, som hun fjernede hånden fra sin kantana, "Isaac er det virkelig dig?"

"Længe siden Isaac!" svarede hun begejstret. Det var ikke tit, at hun mødte folk fra sin fortid. Især ikke i Dianthos. Hun kom trods alt fra langt herfra. Og så var der det faktum, at hun havde siddet i den der hule sammen med den gamle munk i nogle måneder efterhånden. Det var mærkeligt at være blandt mennesker igen, efter at have været der i så lang tid. Hun ville ønske, at hun ikke havde siddet der så længe, men hun havde haft brug for det.

Hun var først i tvivl om, om han var glad for at se hende, men hans øjne vidnede om et smil, som masken skjulte.

"Jeg havde håbet på præcis dig," svarede hun med et skuldertræk, og et skævt smil, som lige nøjagtig var til syne for hendes egen maske. Hun havde trukket sin kantana, og holdt den foran sig, klar til at slås om nødvendigt. Isaac havde trods alt altid ville slås, og hun havde nok næppe været meget bedre selv.

"Du vil måske slås?" lo hun hjerteligt, og var klar til kamp.