James havde været på farten i mere end et år for at lede efter Nianna, men uden held. Han havde mødt et blindt menneske ved navn Aqi som ville holde ørerne åben for om han stødte på hende. Hvilket James havde været vældig imødekommende over for. Faktisk havde det redet hans dag at flere ville lede efter hende. Det var jo ikke fordi at han havde meget velvilje i sin styrke om at finde hende.
Han var landet i Dianthos på ny og var netop kommet fra Isari's katedral for at bede om lysere tider for at finde Nianna. Mørket havde for længst slået sig taget sin indtog og midnat havde nærmet sig. Han vidste ikke hvor længe han havde været i den øvre by distrikt da han først begav sig ud a den og ned imod markedspladsen. Månen stod højt på himlen og var fuld så den lyste hele markedspladsen op. Som han bevægede sig imellem de tomme boder mærkede han en stik i hjertet og en vrede fyldte ham. En flok unge fulde tyveknægte og lømler stod og slog på et andet væsen en kvinde og begyndte at trække tøjet af hende som James kom nærmere. "Lad hende være!" kom det fra ham med høj ryst grundet sin audiokinese og han gik nærmere. En meget rød kugle formede sig i hans hånd og han begyndte straks at vifte med hånden for at få den væk. "Nej, nej, nej, nej,nej" mumlede han som han stadig viftede hånden. Inden han fi set sig om fløj kuglen afsted fra hans hånd og direkte imod en af angriberne af den stakkels kvinde. Manden blev ramt og blev fyldt med en endnu større vrede at han begyndte at slå på kvinden og lod vreden gå ud over sine kammerater som de prøvede at stoppe ham. "Pas dig selv din usling!" kom det fra den nærmeste mand der kom tættere på James. Endnu en ny kugle denne gang sort dukkede op i hans hånd og han viftede med hånden men heller ikke den gav slip på ham lige med det samme. Først da den var rettet imod manden der var kommet tættere på fløj den ud af hånden på ham og ramte manden lige midt i panden. Manden fik et sort blik og løb direkte imod James for at slå ham i jorden.

James var forsvarsløs, han havde aldrig oplevet noget lignende før, og det stak i hjertet på ham af den vrede der fyldte den tomme markedsplads. Endnu en mand kom over til dem og begyndte at slå løs på James for at forhindre dem i deres foretagende. James prøvede at beskytte sig for at afdæmpe for slagene men det hjalp ikke. I stedet fandt en af mændene en kniv frem og begyndte at skære i James vinge for han skulle jo ikke slippe afsted med dette her. Manden der havde fået den meget røde kugle i ryggen fandt vejen over til dem og havde rød skudte øjne af bare arrigskab. Straks begyndte han at sparke James i maven og skubbede til manden med kniven for at komme til.

James kunne ikke andet end at mærke hvordan kniven skar igennem hans vinge og efterlod fjer på jorden og som den lille vind der kom i aftenkulden sendte dem bort hen af den tomme markedsplads. Knivstik for knivstik fikham til at skrige højere og højere samt slagene der fik ham til at ytre nogle få "urgh" i ny og næ.  Et spark ramte ham i ansigtet og fik ham til at se både sol, måne og stjerne. Dog besvimede han ikke men han fik et fjernt blik i ansigtet. Med en sidste kraftanstrengelse skreg han fra sine lungers fulde kraft så ruderne i bydelen stod og klaprede ognogle få ruder revnede. Men det fik mændene til at springe tilbage og holde sig for ørerne. For det gode øjes syn kunne man se bloddråber komme ud af deres øre mens de pilede afsted i vrede og afmagt over ikke at fuldføre deres arbejde.

James lå hjælpeløst og ulykkelig på den halv våde brosten der var dækket af nogle få regnpytter og duggen der var landet for længe side. Blodet fra vingerne og det ind trykkede ansigt og de mange spark på maven og ansigtet fi ham til at spytte blod op. Stikkene i hjertet var holdt op som mændene var kommet længere og længere væk. Alligevel formede der sig en blå kugle i hånden på ham som han atter en gang prøvede at vifte væk men intet skete før kuglen fløj væk fra hans hånd og op i nattehimlens stjerneklare midnat. Inden han lagde sig på jorden helt sammen krømblet med vingerne rundt om sig,mens blodet langsomt svinede hans røde kimono til, som havde en åben halskrave, som fremviste hans brændemærke af en rose efter hans genopstandelse. Lige så stille som blodet løb ud af hans vinger og ansigt gemte han sig for omverden, lod han den røde farve tilsvine brostenene og sit tøj. Hans vadesæk lå et godt stykke fra ham da den var blevet blæst væk af hans høje skrig. Langsomt mærkede han en mindre tåre trille ned over det trykkede kindben og næsen der løb med blod. en flækket læbe og nogle trykket riben. Havde han været heldig?! Nej det var bare sådan hans liv var. Uheldig og slet ikke værd at leve længere. Slet ikke når Nianna ikke var i nærheden.

Mørket havde for længst langt sig over Dianthos, hvilket også brage de mere lyssky væsener ud i gaderne. Normale mennesker vidste de skulle lukke og låse på denne tid, mens andre desværre var fanget i gadelampernes skær i gaderne, ivrige for at komme hjem i sikkerhed. Et par minutter væk fra markedspladsen gik en skikkelse iført en mørk uldkappe med hætte, dog kunne de pastelfarvede lokker stadig ses, da de hang ud af hætten og et stykke ned over brystet. Også ud fra kappen stak et horn. Einri var formentlig et meget sjældent syn over alt, han havde i hvert fald ikke mødt andre end hans familie og landsbyen der var som ham… Han var på vej hjem efter at have være faret vild ude i vildnisset efter at have plukket planter til nye dufte og dem han allerede lavede. De lyserøde øjne gled fra side til side og under kappen gjorde ørerne det samme. Han skulle være sikker på der ikke var nogen der pludselig syntes han var spændende, men holdt han sig til de belyste veje ville det vel ikke være lige så slemt?
 
Da han ankom til markedspladsen, kunne han godt høre noget tumult i det fjerne, hvilket fik ham til at stoppe op. Hætten blev trukket ned og ørerne drejede sig i alle retninger, til den fangede hvor det kom fra. Da lyden af hastige skridt, måske endda løb kom nærmere, gemte han sig bag en af boderne og ventede et stykke tid før han var sikker på de var væk. Han satte hurtigt tempoet op og nærmest løb i den retning mændene var kommet fra. Einri var på ingen måder klar på synet der ville møde ham. I chok tabte han kurven med ting og for over til manden på jorden ”Årh ved guderne… Årh nej… Nej, nej, nej… Ved Isari…” kom det forfærdet fra ham som han satte sig ved siden af personen og mærkede hvordan hans tårer begyndte at presse let på. Han havde aldrig været udsat for at finde nogen i denne tilstand. Hvad skulle han gøre? Skulle han kalde på vagter?
 
”Ved guderne… Fortæl hvad jeg kan gøre… Vær sød, jeg… ” kom det fra ham. Einri var helt ude af den og var slet ikke sikker på om han overhovedet skulle have gået hen til denne mand. Det kunne jo være en fælde… Nej for så var der allerede sket mere som han havde sat sig her ved siden af.

James hostede lidt da en spytklat ramte hans mund som hans likkede på sin læbe. FØJ en metallisk smag fyldte hans mund og han spyttede en enkelt gang blot for at få en klat blod ud af munden som landte på jorden. Den blev kun lidt oplyst takket være faklerne der hang langs murerne. Da han hørte en stemme og en der satte sig på hug ved siden af ham trak han sig lidt væk. Bange for hvad der nu skulle ske med ham. Bange for at endnu en ville gøre ham ondt. "Jeg..." endnu engang hostede han men måtte tage sig til brystet og de brækkede ribben. Hvis bare @[nianna] havde været her så ville alt være som det skulle være. Han håbede inderligt at hun var okey der ude i den store verden nu hvor han ikke kunne finde hende. Han blødte stadig fra vingerne og de havde fået en lilla agtig farve i kanterne af vingerne på grunda f bekymringen fra den anden person der sad foran ham.

"Gør... MEd mig havd du vil... Det er lige gyldigt" han spyttede ednu engang da endnu en metallisk smage fyldte hans mund og endnu en spytklat kom ud af munden på ham. Det var bare hans skæbne at opsøge mørket, og det var bare hans forbandelse altid at komme til skade. Hvis ikke det var voldtægter så var det vold der gik ud over ham. Eller som sidst ha havde mødt en dæmon denne Lilith der havde spændt ham fast til et træ. Det var første og sidste gang han havde mødt en dæmon, og han ønskede ikke at det skulle gentage sig. Hun havde jo givet ham hendes blod som om det var det bedste i hele verden!

Einri tog hånden til sig som manden på jorden trak sig væk. Han bebrejdede ham ikke, for han vidste godt hvad manden netop havde været igennem. Eller han havde en ide i så fald. Med et bekymret blik så han på manden og ved sig let i underlæben ”Rolig, rolig…” sagde han stille som blikket faldt på mandens vinger. Han mærkede hvordan tårerne let pressede på. Hvordan kunne man gøre sådan noget mod et andet væsen! Hans blik rettede sig igen på manden ”Jeg…” sagde han med en klump i halsen som han forsøgte at virke rolig, på trods af hjertet hamrede afsted i hans bryst.
 
Han hævede et øjenbryn og rystede da på hovedet ”Jeg er her for at hjælpe dig… Jeg er ikke en af dem. Det lover jeg.” sagde han roligt og rakte igen en hånd til ham. Det var tydeligt at manden ville få brug for mere end bare en hånd, men det var en begyndelse. Einri boede ikke så langt fra gyden, plus han var i stand til at heale denne mand, hvis han da i så fald ville tage imod tilbuddet. Et svagt, men forsikrende smil kom frem på hans læber ”Jeg bor i nærheden… Jeg kan hjælpe dig hvis du tillader det.” sagde han og havde endnu et bekymrende blik. Han kunne ikke bare efterlade denne mand i gyden, det ville jo være en dødsstraf! Og hvem vidste om de folk endte med at komme tilbage… De skulle i hvert fald handle en smule hurtigt.

Uanset hvad denne her mand ville så var James bange for hvad der skule ske med ham. Selv da der blev sagt rolig, de kunne være et bagholdsangreb! Alligevel lod James sig ikke mærke med det. Han kunne sagtens forsvare sig selv, han kunne skrige så højt så ruderne splintrede rundt omkring ham. Det ville få trommehinder til at springe eller bløde. Det ville være det hele værd!
Selvom et hjerte bankede i brystet på Einri kunne James mærke hans følelser. Han var bange, bange for alt, bange for verden lige nu. Det kunne James ikke bebrejde ham i. Det havde været endnu værre hvis det havde været Tusmørkely.

Som sætningen lød kiggede James på ham og smilte svagt men det fik blot læben til at bløde noget mere. Han kunne sagtens sige at han ikke var som de andre. Desuden hvordan vidste han at der havde været flere end bare en?! "Jeg... Behøver ikke hjælp" svarede han og spyttede på jorden blot or at ligge mærke til blodklatten der var blandet med spyt. Det tegnede ikke godt, men hvad skulle han gøre. Skulle han gå med denne fremmede eller skulle han blot lade livet være og gå sin vej i en blødende tilstand?! "Jeg.... Måske" svarede han og kigede på den hjælpende hånd inden han forsigtigt tog imod den og en strejf af usikkerhed ramte ham. Bange måske?! Han var ikke så sikker, men noget var der.Ha kom op på benene og stod lidt foroverbøjet da det stadig gjorde ondt i hans brystkasse.

Einri vidste nærmest ikke hvad han skulle gøre, for denne mand var så rædselsslagen, men han kunne selvfølgelig ikke vide at han ikke var med dem der netop havde overfaldet ham. De lyserøde øjne faldt på manden, mens ørerne drejede rundt efter en hver lyd omkring dem, for at være sikker på der ikke kom nogen. Einri vidste ikke om han skulle være bange for denne person, men i denne situation, tvivlede han stærkt på der ville ske ham noget.

Som manden så op, trak Einri let på smilebåndet, men smilet var mere bekymret end noget. Mandens kommentar om han ikke havde brug for hjælpen, fik hans ører til at ligge sig, men der kom ingen ord fra ham, blot et bekymret blik. Det var tydeligt han havde brug for hjælp, men Einri ville heller ikke tvinge hjælpen ned over hovedet på ham, for det ville der ikke komme noget godt ud af. Spytklatten, eller nærmere blodklatten der forlod mandens mund, fik det kort til at løbe koldt ned af hans ryg. Let bed han sig i underlæben og rettede blikket mod manden, da han igen talte "Jeg har dig." sagde han stille og tog imod manden og fik ham op og stå. Da han var kommet op lagde Einri en arm omkring ham for at give bedre støtte. Et svagt smil kom frem på hans læber "Det tager max fem minutter. Vi tager den i dit tempo, okay?" sagde han stille og begyndte at ro stille og roligt, så han var sikker på at manden kunne følge med. 

Hvorfor skulle der komme en venlig sjæl og hjælpe ham? Var det ikke bare for at gøre det af med ham?! Det var sådan han havde det. Han spyttede allerede blod, og han havde nok brækket et par ribben. De var i hvert fald trykket, og han havde rifter på vingerne som blødte. Selv kanten af vingerne havde en lilla agtig farve og han bed sig i læben som han fik en søttende arm rundt om livet på sig. Han sagde ingen ting lod det blot ske. Hvis han skulle dø nu kunne han lige så godt dø værdigt. Han havde lige stoppet et overfald, at det så var gået ud over ham og hans evne var gået amok med disse kugler havde ikke lige helt været meningen, men hvad skulle han gøre? Han havde efter et halvandet år som engel stadig ikke lært at kontrollere sin empati evne som han havde gjort med sin audiokinise. Der havde han også bare været alene, nu var han villig til at lade livet bare for at finde Nianna Snow og alligevel var det ikke lykkes ham. Han kunne lige så godt dø og tro at hun havde fundet en familie at være sammen med i stedet for ham. Det ville være bedre når hun nu var sunket i jorden som en hver anden sten på en strand blev dækket af vand og trykket ned ad.

Einri var forsigtig som han tog omkring manden og sørgede så vidt muligt ikke at forvolde mere smerte. Der var ikke nogen tvivl om denne mand havde fået en god omgang tæsk og havde nogle brækkede ribben eller lignende der skulle heales, når en gang de kom i sikkerhed. Det var okay manden ikke svarede på noget af det Einri sagde, han var sikkert i overlevelses mode og forsøgte ivrigt at holde sig på sine ben, som de var begyndt at gå mod boligen.
 
Ganske rigtigt, godt fem minutter efter ankom de til boligen, hvor Einri kort famlede for at få døren op. Der var fint indrettet uden at være overdrevet fint. Han gik over mod sofaen og lod manden lægge sig eller sidde, alt efter hvad han syntes var bedst. Hurtigt gik han over og fik døren lukket og begyndte at løbe rundt for at finde ting. Et fad med varmt vand, en klud og nogle forbindinger, samt en lille flaske med noget rødligt væske i og kom så ud til manden igen. Med et svagt smil så han på ham og satte fadet på bordet ”Lad mig hjælpe… Jeg gør dig ikke noget. Dette vil tage det værste af smerten når jeg har vasket sårene. Hvis du lader mig…” sagde han stille og satte sig på hug foran manden.

James sagde ingen ting. Han kunne lige så godt dø på ny, det var vel ikke så slemt første gang, ikke at han kunne huske det, eller hvorfor han skulle genopstå. Alligevel var han her nu, og han havde fundet Nianna Snow som nu var forsvundet på ny. Han var bare uheldig anlagt. Han havde aldrig i sit liv troet at han ville finde en at holde af som Nianna. Hun var som familie, og lige så stille var hun forsvundet ud af hans hænder som hun var blevet voldtaget af denne Orcus. Han kunne ikke fordrage voldtægter, og alligevel havde han oplevet det så mange gange. Det gjorde ikke engang ondt på ham mere. Han var vant til det, det fik ham til at føle sig i live.

Som de kom inden for og han blev ført over til sofaen lod han vingerne omslutte sig så han næsten blev begravet i de store vinger. Det var kun hans ansigt der kunne ses som han prøvede at slappe af og nyde et trygt sted. Eller var det virkelig så trygt som han troede. Han anede ikke hvad dette væsen prøvede på, ville personen høste fra ham, ville personen slå ham ihjel? Hvorfor var personen så flink ved ham? Alligevel kiggede han op da personen snakkede til ham og sad på hug foran ham. Langsomt fjernede han vingerne fra sit ansigt og stirrede på ham. "Hvorfor gør du det?" spurgte han svagt og lod håndryggen glide hen over munden hvor han blot tværede blodet ud over munden og lidt af kinden.

Einri havde på fornemmelsen at denne mand havde mest lyst til bare at give op, men så let ville enhjørningen ikke lade ham slippe. Kunne han hjælpe ham gjorde han det, men han kunne naturligvis intet love, for hvis ikke manden ville tage imod hans blod, så var han ikke i stand til at heale ham på andre måder end normale bandager, samt intens rengøring af sårene. Han havde dog nogle nød eliksirer og planter som han kunne bruge i værste fald, men det det ville også kræve opsyn, for at være sikker på der ikke gik infektioner i de mange sår han havde påtaget sig.
 
Han vidste godt det måske virkede underligt at blive slæbt med en komplet fremmed hjem, men Einri gjorde blot dette for at hjælpe og havde ingen klamme intentioner. Det håbede han også englen var klar over, nu hvor han forholdt sig så roligt og virkede mere bekymret end noget andet. Som vingerne åbnede sig og manden så på ham, sendte Einri ham et bekymret blik tilbage. Mandens spørgsmål fik ham til at bide sig let i underlæben ”Fordi jeg ved hvordan det er at blive efterladt på den måde… Ødelagt, mentalt brugt… Der er ingen der fortjener den slags. Nok ser det hele sort ud, men hvis du lader mig hjælpe, kan det være det bliver lysere…” sagde han med et svagt smil på læberne som han vendte sig mod fadet med det lune vand og vred kluden op. Han rakte kluden til manden, for han ville ikke bare række ind og begyndte at tørre blod af ham uden at have fået accept ”Til ansigtet.” sagde han stille og holdt kluden ud mod ham.

Han stirrede blot på dette mærkelige væsen som han stadig ikke kunne se hvad var på grund af hætten. Han bed sig lidt i læben men måtte opgive at bide på grund af den flækkede læbe efter knytnæve slag og spark. Han havde vidst bidt lidt for meget ned i sin læbe ved de slag, eller også havde de bare ramt helt rigtigt. Han kiggede lidt på kluden der blev rakt imod ham og den venlige stemme. Han kunne mærke at det var en venlig person. En der var bekymret for ham. Men hvorfor? Der var ingen grund til at bekymre sig om ham mere. Han var bare en der lige så godt kunne dø på ny og lade alt ting være glemt.

Han tog alligevel imod kluden og åbnede lidt mere for sine vinger. Han lagde kluden på sin flækkede læbe og kiggede på væsnet foran ham. Var det et menneske? Kunne mennesker være venlige? Det var længe siden han havde oplevet nogen være gode ved ham ud over @[Aqi] som havde hjulpet ham og bedt ham om at komme tilbage hvis han havde brug for det. "Der er intet lyst i mit liv længere" kom det fra ham og sukkede lidt for sig selv. Han drejede ansigtet væk fra væsnet og kiggede ind i en væg mens han holdt den halv varme klud på hans læbe. Hvis bare der var noget positivt i hans liv nu om dage så ville alt ting være meget bedre. Eller hvis han i det mindste kunne finde Nianna Snow

Efter manden havde taget imod kluden han havde rakt til ham, løsnede han kappen. Det pastelfarvede hår og hornet kom til syne, da han havde kastet den til siden. Oprydning kunne vente til senere, for lige nu var det manden der havde hans opmærksomhed. Som vingerne blev fjernet omkring manden, gav det Einri en muligheden for at tilse skaderne han havde i ansigtet og derefter rettede han blikket mod vingerne. Det ville ikke være noget problem for ham at heale, det krævede dog at den lille flaske med hans blod blev drukket. Som manden talte, rettede Einri dog blikket mod ham og sukkede kort "Ikke med den indstilling i hvert fald... Du kan ikke ændre din fortid, den er en del af hvem du er og det vil den altid være, men du kan selv være med til at forme din fremtid." sagde han med et svagt smil på læben. 

Einri havde selv været ting igennem, men han lod sig ikke mærke af det på samme måde som denne mand tydeligt gjorde. Han hev proppen ud af flasken og satte den på bordet foran dem "Det der er i flasken vil heale dine sår. Det smager sødt, hvis noget." sagde han og tog da flasken og rakte den til manden. Han håbede blot på han stolede nok på ham til at drikke det, for det ville blive en smule akavet at skulle forklare at det var hans blod.

Han ville RIGTIG gerne ændre sin fortid hvis han kunne. Han ville RIGTIG gerne dø igen, så han slap for den smerte han havde i brystet hver og hver anden dag. Han levede for mørket for at glemme og leve et liv han mente han kunne håndtere. Det kunne han ikke. Det var blot minder der blev tildelt ham og gjorde mere ondt. Blev ah nogen sinde normal? Ville han nogen sinde kunne mærke andet end smerte i sit bryst? I tankerne? Ville han nogen sinde finde lyset frem for mørket? "Måske... Min fremtid bære intet andet med sig end mørke" mumlede han mest for sig selv og kiggede ned i gulvet stadig med kluden på sin læbe. Han havde stadig ondt i brystet efter de brækket ribben, og han ville helt sikkert få nogle blå mærker. Men det var ikke noget han ikke var vant til, han var bare en ulykkes fugl når det kom til stykket!

Han kiggede på flasken som blev rakt hen imod ham. Skulle han tage imod den? Han kunne jo bare tro det var gift, bedøvelses så ha ville sove og så blive voldtaget. Det kunne være hvad som helst? Alligevel tog han flasken og kiggede på den. Det virkede ikke farligt, men en flaske og indholdet kunne bedrage! "Hvad er det?" han vidste at personen ville lyve hvis han prøvede på det. Når man løj kom der altid en eller anden følelse med sig. Så det handlede bare om at sige sandheden.

Einri hævede øjenbrynet og sukkede opgivende. Denne mand var virkelig sortseende så han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, for det virkede ikke til der var ret meget der kunne ændre mandens mening… Og Einri havde ikke tænkt sig at blive ved. Nok var han stædig, men der var også grænser for hvad hans forstand kunne holde til. Som manden talte, himlede han kort med øjnene ”Kan du se ud i fremtiden da?” spurgte han og lå armene over kors. Det virkede usandsynligt, men man vidste aldrig.
 
Einri trak svagt på smilebåndet ”Det her kommer til at lyde sindssygt… Men det er mit blod. Det har healende egenskaber. Jeg kan godt bevise det, hvis du ønsker, inden du drikker noget…” sagde han. Han havde flere flasker, så det krævede blot han lavede et sår på sig selv for derefter at drikke blodet. Det smagte heldigvis ikke grimt, så det ville ikke være et problem for ham at drikke det.

Hvorfor James altid var sortseer efter at han var blevet engel var et godt spørgsmål. Måske fordi han havde mistet sit livs kærlighed. Måske fordi han håbede på noget stort en dag. At hans liv ville tage en ende. At han ikke rendte rundt og ledte efter de mørke væsner for at blive gjort fortræd. "Se ud i fremtiden? Nej ved Zaladin nej. Aldrig i livet om jeg vill have den evne. Jeg har nok i min egen sindsyge evne" han hadet sin empati for at mærke andres følelser. Han hadet at kunne opleve smerte fra alle og en hver. Glæde, sorg, ulykke.Planter der var ved at dø. Dyr der var sårret. Det alt sammen gjorde bare ondt på ham.

"Nej, nej det er ikke nødvendigt. Dør jeg så dør jeg" svarede han og tog proppen af hætten og fjernede stoffet fra hans læbe. Han satte flasken for munden og drak indholdet. Det smagte ikke dårligt nok nærmere sødt. Han fjernede flasken fra munden og satte stof stykket på læben igen mens han kiggede på dette horn der stod lige ud i luften og kiggede på ham hvis det havde øjne!

Einri vidste ikke hvad denne mand havde været igennem før og han var ikke sikker på det var en god ide at spørge ind til det. Han havde trods alt ikke lyst til at presse på med en masse nærgående spørgsmål, så han valgte blot at tie i stedet og holdt de mange spørgsmål for sig selv. Som manden talte, hævede han et øjenbryn ”Din egen sindssyge evne? Hvordan skal det forstås?” spurgte han og vidste ikke helt om han skulle være bekymret. Gad vide hvad manden kunne.
 
Einri fik et usikkert blik som manden sagde de sidste ord. Var det i virkeligheden det han ville? Bare dø? Dog kom der nærmest et lettet suk fra ham som manden alligevel drak flaskens indhold. Som flasken blev tømt og han bemærkede mandens blik på hans horn, bed han sig let i underlæben ”Du undrer dig nok over hornet?” spurgte han med et lille smil på læben. De fleste forstod ikke helt hvad han var for et væsen, hvilket også var okay, det var trods alt ikke hver dag man stødte på en halv enhjørning.

Havde han sagt for meget? Havde han ladet alt overskygge hans had til hans egen evne? Han vidste det ikke, og alligevel håbede han på at han ikke skulle forklare, alligevel kom spørgsmålet og han sukkede lidt. "Jeg,.... Jeg kan mærke når dyr lider. Jeg kan mærke andres inderste følelser som de er bange for at udtrykke, på anden vis end at gemme dem. JEg kan heale følelser, smerte, frygt, vrede, glæde, sorg. Alt og jeg ved ikke engang hvordan jeg gør" kom det fra ham og sukkede lidt som han kiggede ned i sin hånd og en lille lilla kugle formede sig i hånden på ham. "Du er... Bekymret.. Du skal ikke være bange for mig" svarede han og kiggede op på ham.

Han hørte ordene og han trak lidt på skuldrende. Hvorfor skulle han bekymre sig om et horn? Han var da bare et væsen der prøvede på at overleve en grusom verden ikke sandt? "Næh egentlig ikke. Du kan jo ikke gøre for at du har det vel?" det kunne selvfølgelig være en forbandelse som noget andet. Personen kunne være et halvdyr, men James kunne ikke være mere lige glad. Han havde fået hjælp, lidt imod hans fri vilje, men en hjælp til at se dødligheden komme tættere på endnu en dag.

Einri lyttede til manden som han begyndte at fortælle. Det var aldrig noget han havde hørt, var muligt, hvilket også var derfor han undervejs havde hævet det ene øjenbryn.  Ikke det var på en dømmende måde, mere med forundring. Han skulle lige til at sige noget, men da bemærkede han den lille kugle der formede sig i mandens hånd og han blev stille. Hans ord fik det kort til at løbe koldt ned af ryggen af ham og han trak da på smilebåndet ”Wow… ” sagde han en smule overrasket over det før han fortsatte ”Jeg er ikke bange, føler ikke du er nogen trussel. I hvert fald ikke nu.” sagde han og smilede.
 
Han trak let på skuldrene ”Altså jo… Jeg kan i teorien skære det af.” sagde han og skævede op mod hans horn. Det var sjældent folk ikke tænkte over hornet i panden, for i de flestes øjne var det vel kun dæmoner og minotaur der havde horn? Einri vidste det ikke og det var vel i teorien også lige meget.

Som et mindre udbrud kom fra Einri kiggede han ned på kuglen og lukkede hånden om kuglen så den forsvandt. For en gangs skyld lyttede kuglen til ham og forsvandt, i stedet for at det altid var en kugle der ikke kunne forsvinde med mindre den blev kastet. Han fortrød en smule at han havde vist sin evne, men for en gangs skyld var han ikke bange for den, ahn var mere bange for hvad der ville blive tænkt om ham. Han fortrød måske en smule at kuglen havde formet sig i hans håndflade men i stedet kunne han ikke lade vær med at smile. "Jeg er ikke en trussel, i stedet for er jeg mere en bange buks og søger det mørke og skumle for at klare en hverdag." det var ikke løgn, han gjorde aldrig noget positivt, søgte altid det mørke og skøre for at få noget at leve over. ISæør nu når Nianna Snow var forsvundet væk fra engen og havde været det i et års tid. Han levede og åndede for Nianna, men hun var pist væk. Endnu en han betegnede som sin familie der var forsvundet ud af hans hænder.

Han kiggede lidt overrasket på Einri og rystede på hovedet. "Hvorfor ville du dog gøre det? Hvad skulle det gøre godt for? Det er jo ikke lige frem fordi det er farligt vel?" han regnede ikke med at det var farligt, umiddelbart så Einri jo ikke farlig ud så han kunne sagtens se på et horn der måske virkede lidt spidst og kunne spide en hver menneske til døde hvis det var det man ønskede.

Einri var oprigtigt en smule forbløffet over hvordan det var muligt med at lave sådan en kugle i sin hånd. Det var ikke noget han selv kunne, men alle havde vel også hver sin form for magi og nogen havde vel ingen magi overhovedet? Det kunne også være lige meget, for han regnede ikke ligefrem med at ham og denne mand skulle ende i kamp, i værste fald kunne han jo bare gøre sig usynlig, så ville det jo ikke være noget problem. Et lille smil kom frem på hans læber som han hørte den anden tale ”Bangebuks? Det kender jeg godt… Jeg har ikke ligefrem nogen former for kamp træning. Du virker dog til du har en eller anden mulighed for at forsvare dig selv.” svarede han, stadig med et smil på læberne. Alle var vel i teorien bedre til at kæmpe end han selv, det håbede han, ellers var der mange håbløse individer der ude.

Et grin undslap enhjørningen og han rystede på hovedet ”Altså, der er nogle i familien der fik det fjernet… Mest for at passe bedre ind i de almene byer… Men jeg selv kommer aldrig til at fjerne det. Farligt? Kun hvis jeg vælger at benytte det, men det gør jeg ikke.” svarede han med et lille smil på læberne. Jo hornet kunne sikkert gøre skade hvis det i virkeligheden var det han ønskede, men det var aldrig kommet der til endnu og han regnede heller ikke med det ville.