Det var ikke tit, at det skete at Kayla befandt sig i Elverly, og nærmere sagt skovfortet. Efter at have sejlet meget rundt, trængte hun til at opleve lidt andre omgivelser. De fleste i hendes mandskab havde givet ganske god omtale omkring kroen i skovfortet. Så hun var nødt til, at tjekke det ud. Måske det ville vise sig, at blive en god beslutning. Hatten rettede hun lidt på, og håbede ikke at det ville skabe alt for meget opmærksomhed. Hvor tit skete det, at en pirat dukkede op blandt skovelvere og andre elver. Kayla lod et bredt smil komme frem på ansigtet, og lavede et kort kast med det lange røde hår.

Hun trådte roligt og bestemt ind på kroen, tog et hurtigt kig rundt, bare for at se hvordan omgivelserne var herinde. Kroen havde sin helt egen stil, og den var utrolig smuk”Det her kunne jeg godt opleve noget oftere” fløj det spontant ud af hendes mund, som hun trådte tættere på disken. Bare for at se om kroejeren ville være der, hvis ikke kunne hun altid spørge den første medarbejder, hvor ejeren ville være.

Hovedet tiltede hun, og lænede sig halvt ind over disken. Hun skulle uden tvivl have et eller andet, at drikke. Noget mad kunne også godt friste hende eftersom, at hun slet ikke havde fået ret meget at spise på sejlturen. Smilet voksede, som hun valgte at læne sig lidt tilbage, og kiggede lidt mere rundt. Gad vide hvor kroejeren var henne, måske hun skulle råbe eller give lyd fra sig. De havde nok travlt, eller var igang med noget”Hallo!? Er her nogen??”råbte hun højt, som hun lod blikket glide hen over møbler, vinduet og de andre flotte omgivelser kroen budte på. 

Davian var nede i vinkælderen der lå under baren, en lem stod åben i gulvet og han hørte nogen kalde. "LIGE ET ØJEBLIK" råbte han op fra vinkælderen og tog fat i et par flasker af vin, alkohol, og en enkelt flaske hjemmelavet mjød. Med stor opmærksomhed på sine omgivelser bevægede han sig op af stigen og kom endelig til syne oppe over baren som hans ansigt kom længere og længere o fra gulvet. Han satte flaskerne fra sig og kiggede lidt på personen der så ud til at nyde kroens flotte omgivelser i Skovfortet og interiøret der passede til de smukke omgivelser udenfor. Der var blomster i en hver vindueskarm og de flotte glas vaser der stod på hvert et bord.

"Hvad kan jeg gøre for dig" kom det roligt og venligt fra ham som han kiggede på den store hat og det røde hår. Han kunne selvfølgelig ikke se at det var et menneske, for gud fri ham vel hvis det belv opdaget! Nej så var det bedre hun dækkede ørerne for en hver indtrængen der ville komme ind på kroen. Maden ude bagved stod over et ildsted og spredte en duft med sig som kunne gøre enhver sulten. Alligevel begyndte han at sætte flaskerne på plads omme bagved ham på en flot udskåret reol hvor diverse flasker stod pænt og uden et støvkorn prægede hylden eller flaskerne.

Stemmen fik hende til, at vente tålmodigt. Selvom tørsten efterhånden var ved, at tage over. Hun lavede et kort kast med det røde hår, og som personen dukkede op, lod Kayla hurtigt hendes blik hvile sig på ham. Flaskerne skulede hun kort til, før hun satte sig ned på stolen i nærheden. Lagde det ene ben over det andet, og tiltede hovedet en smule”Det er heldigt, at jeg er meget tålmodig. Til tider”grinede hun i en blid og venlig tone. Kort rettede hun på sin siddestilling, og valgte bevidst at beholde hatten på hovedet.

Spørgsmålet om, hvad denne mand kunne gøre for hende fik hende til, at tænke lidt. Hun var sulten og tørstig, men også nysgerrig efter andre ting. Hun måtte vel tage en ting ad gangen, og tid havde hun masser af alligevel”Noget lækkert og indbydende at drikke og spise” svarede hun ganske bestemt, med et glimt i øjet. Kort fulgte hun ham med øjnene, og lod hukommelsen gå igang. Havde hun set en skovelver før? Var han ikke en elver af en slags. Hun vidste ikke hvad slags han var, men elver var hun ret sikker på. 

Foden vippede hun lidt, og tog et hurtigt kig ned imod sit sværd. Det hang ganske fint, og indtil videre, havde hun ikke lokket så meget opmærksomhed til sig. Godt nok kunne hun mærke, at der var enkle som kiggede i hendes retning, men måske hvis hun var heldig ville de ikke tro hun var et menneske, måske bare en elver som dem”Jeg er sikker på, at de har noget lækkert at tilbyde, når det gælder mad og drikkelse” fløj det spontant ud af hendes mund, i en venlig og blid tone. 

Davian var stolt af sin kro, han havde ejet den i mere end 600 år, så det havde taget sin tid at få det rigtige inventar om end at han stadig ventede på nogle statuer fra  Avira. Faktsik havde ha ventet længe, men hvad gjorde det at vente lidt mere. Han havde jo ikke lige frem noget han skulle nå så han var trods alt tilfreds med at skulle slippe afsted med lidt mere ventetid. Ting skulle jo også blive pæne i stede for at stresse afsted med tingene.

Han lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på kvinden foran ham. En kæmpe hat prægede hendes ansigt, men han var lige glad hvad hun lavede her eller hvordan hun var kommet her til, for slet ikke at tale om hvad hun i det hele taget var. Alle var velkommen på hans kro, om end at han da måtte kæmpe en smule for at få folk her ind. "Lidt at drikke og spise skal ske. Hvad ønsker fruen at spise. Suppe eller morgenmad med bacon? Eller en ret med eller uden kød? Elvervin hjemmebrygget honningmjød, eller måske en skovbærmjød? Whisky, scotch, Eller skulle vi gå over i en ganske almindelig øl?" spurgte han og kiggede på hende med et smil som han lænede sig hen over baren med foldet hænder.

"Det har jeg, og som jeg netop remsede op skal du bare vælge hvad du vil have. Jeg har mere eller mindre alt. Kanin, ræv, hjort, stag, due, fugle, stærk alkohol, mild alkohold, gedemælk, komælk. Ja mere eller mindre alt" svarede han blot for at remse lidt mere op af hvad det var han havde på menuen.

Før hun skulle til, at svare ham kunne hun godt høre at hendes mave rumlede. Hun var virkelig sulten, men det var også klart. Kayla havde ikke fået så meget, at spise. Hendes blik hvilede sig på manden foran sig, og hun lyttede til alle de forskellige muligheder som han remsede op. Der var utrolig meget, og hun havde slet ikke troet, at der faktisk var så meget. Selvom hatten sad godt på hovedet, og lidt skyggede hendes ansigt, håbede hun på, at manden godt kunne se hendes ansigt alligevel. Ellers måtte hun tage hatten af, det var nu heller ikke noget problem for hende.

"Der er virkelig mange muligheder. Det er nærmest svært at vælge"svarede hun og grinede en smule. Hun tiltede hovedet, og tænkte lidt over, hvad hun mest havde lyst til. Hun var fristet til lidt af det hele, men så meget mad, skulle hun heller ikke have. Måske hun bare skulle lade ham overraske hende, hun var ikke kræsen, så det kunne være han kunne komme med et eller andet mix, eller noget lækkert og interessant. Alle tingene han remsede op, lød generelt godt. Hun kunne godt bruge nogle timer herinde på kroen. Specielt når hun ikke havde travlt alligevel.

Kayla betragtede manden lidt nærmere, før hun lod det brede smil vokse på ansigtet. Manden havde selv nævnt, at han mere eller mindre havde alt, så det gjorde vel ikke noget for hende, at udvælge noget. Hun kunne måske også starte med lidt ad gangen, måske tage en slags tre retters menu, uden at det var det. Hun tænkte lidt, og blinkede så til manden, som hun også rakte en hånd frem imod ham"Hvad med, at du overrasker mig. Jeg er ikke kræsen, og mit navn er Kayla" stemmen var blid, og venlig, som smilet fortsat sad på hendes ansigt. 

Ja det havde været mange ting at remse op, men nu havde han også haft kroen i mere end 600 år så han vidste at han måtte variere det en smule med tiden. I starten havde det jo kun været skovelver der var kommet her ind, og det var de færreste der spiste kød, men da halvdyrene begyndte at komme til og efterspurgte kød måtte han jo gå ud og jage med bue og pil. Der var ikke andet for. Hvad kunderne ønskede skulle han da også servere. Ellers kom de jo aldrig igen! Hellere at se et velkendt ansigt end at kroen var tom som den var lige nu. Men så igen det var heller ikke så lang tid siden han havde åbnet kroen. Det tog sin tid at gøre klar, og når der alligevel ikke var kunder i butikken kunne man altid lave lidt mere.

Han smilte til hende og lagde hovedet lidt på skrå og kom med et lille grin. Ja han kunne godt forstå hende, men ærlig talt så kunne han ikke gøre for det. han vidste jo ikke hvad hun var. Dværg var hun i hvert fald ikke, det var hun for høj til. Hvis hun var halvdyr så gemte hun det godt eftersom det han kunne se i ansigtet at der ikke var nogen pels. Som hun sad der på barstolen var der ingen hale der svingede fra side til side eller lå ned langs stolebenet. Så halvdyr var nok også helt udlukket. Ikke mørkglødet eller sort i huden så heller ikke mørkelver. Dog var de da SLET IKKE  velset i skoven hvilket han ikke kunne forstå. En elver var en elver, og de var altså ikke alle sammen onde, det havde han da erfaret i sin tid frem og tilbage fra Dianthos til Elverly. dEr rendte mange elvere rundt på må og få og søgte et hjem, men det var bare ikke elverly de søgte. Da de enten var blevet smidt ud af Elverly eller var en anden race end skovelver.

"Overraskelse?! Skal ske. Giv mig 10 minutter. Måske 15" svarede han og vendte sig om imod køkkenet der var omme bag baren og han gik der ind. Straks begyndte han at rode med potter og pander mens han gik og nynnede. Straks begyndte der at lugte af bacon som stegte på en pande, samt et par varme æg. Elver brødet blev skåret ud i skiver og en klat hjemmelavet smørklat blev smidt i en skål. En hjortebøf blev smidt på panden og krydret med de fineste urter. Straks begyndte der at dufte mere og mere af mad alt imens han gik og hyggede sig.
Der gik ca 13 minutter før han kom tilbage til baren med en tallerken fyldt med bacon, æg, hjortebøf, en skål med hjemmelavet smør, og 4 stykker nybagt  elverbrød fra få blot en time siden. Han satte tallerken på barent samt brødet inden han vendte sig om og gik ud i køkkent blot for at tage et glas fyldt med noget hvidt. Han satte glasset ved siden af tallerken. "Vola. Kalkun bacon, rørt æg, en hjortebøf, og nybagt elverbrød med en klat hjemmelavet smør. Til drikkelse et glas gedemælk for at sætte prikken over i'et så du kan blive rigtig mæt" svarede han og begyndte at tørre fingrene af i sit forklæde. "Forresten hedder jeg Davian, jeg er kro ejer her på skovfortet. Hyggeligt at møde dig Kayla" svarede han og smilte til hende.

Kayla tøvede lidt ved at ville tage hatten af, det var måske bedst at beholde den på. Bare lige nu, så kunne hun vel altid tage den af på et eller andet tidspunkt. Hovedet lagde hun på skrå, og lod sit blik glide lidt rundt på de gæster som var herinde på kroen. Utrolig, at hun nærmest aldrig havde været her før. Hun huskede ikke, at have besøgt kroen før, men den var meget hyggelig, og ganske flot. Måske det kunne være, at hun skulle besøge denne her kro noget ofte. Selvom hun ikke vidste, hvordan elverne havde det med, at der var en pirat i deres by, og sted. Kayla havde ikke nævnt at hun var en pirat, men hun havde ingen grund til, at såre eller skade dem.

Duften af mad nød hun, som hun vendte blikket i retningen af køkkenet. Det duftede virkelig godt, som hun også tillod sig at lukke øjnene i et øjeblik. Hvor var det lang tid siden, at hun havde duftet så godt mad, som nu. Maven begyndte at rumle lidt mere, og hun prøvede at se om, hun kunne få øje på manden, men det var lidt svært. Hun sad tålmodigt, og ventede som hun vippede lidt med den ene fod. Hovedet tiltede hun lidt, som hendes øjne fulgte ham, som han kom tilbage med maden. Blikket gled ned på det, og hun kunne mærke hvordan munden allerede var begyndt at løbe i vand. Det så virkelig godt ud, og det duftede endnu bedre. Et bredt smil voksede på hendes ansigt, og hun lod blikket glide op på manden"Det dufter fantastisk.. Det ser virkelig godt ud" stemmen var blid, og venlig. Som hun greb fat rundt om glasset. Hun fik også hevet den lille pung med krystaller, safirer og rubiner. Klar til at også kunne betale ham for måltidet. 

Kayla tog en bid af maden efter, at have smagt på gedemælken. Det smagte godt, det var bestemt en god mælk, og maden var endnu bedre. Hun spærrede øjnene op. Aldrig havde hun smagt noget så godt før, hun kunne sagtens vænne sig til det. Det var fantastisk, og hun sukkede af nydelse over smagen, og hvor godt det hele var. Kort efter at have spist en god del af maden, lod hun blikket hvile sig på ham. Han var bestemt en flot mand, og hun greb blidt fat rundt om glasset, løftede det op til hendes mund. Drak en stor tår, før hun lod hans navn gå igennem hendes hoved"Davian.. Flot navn, passer bestemt til dig" det var ærlige ord, som hun fik et glimt i øjet, og satte glasset ned på bordet efter, at have drukket lidt af den gode gedemælk.

DAvian var lige glad med hvad hun var, eller om hun va rpirat. det rørte ham en skid, det var også bare mennesker der prøvede at leve deres liv. Ikke helt så ærligt, men det skulle hna nok sætte en stopper for hvis det kom til stykket. Han lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på hende. "Jeg håber det smager" svarede han inden han så hende sætte tænderne i maden og han begyndte a tørre baren af og betjene de andre kunder der var kommet ind. De skulle alle sammen have noget at spise hvilket han selvfølgelig gav dem. De skulle bare sige til så kom det og som sagt som gjort var han smuttet ud i køkkenet på ny for at lave en y potion mad til de forskellige elvere der var kommet ind i løbet af morgen.

Han havde med vilje ikke bedt om nogen krystaller endnu, tænk hvis hun ville have mere mad eller mere at drikke?! Så var det jo dumt at betale for flere omgange, nej han foretrak at de betalt ene gang hvis det endelig skulle være. Der var selvfølgelig stamkunderne der betalte en gang om ugen, men det var også kun hvis de var kommet virkelig længe. "Tak. Men undskyld jeg spørg. Jeg har ikke set dig før. Hvilken elver race kommer du fra?" spurgte han eftersom ha stadig ikke kunne se så meget på grund af det lange røde hår og hatten. Hellere være nysgerrig end slet ikke at sige noget som helst. Hellere bide i det sure æble og så lade verden gå til grunde så længe hans kro forblev urørt!

Maden var fantastisk, og hun nød det virkelig meget. Det var utrolig så godt det var, og det var lang tid siden at hun faktisk havde fået, så god mad før. Bevidst tog hun nogle flere bider, bare for at nyde den gode smag lidt mere. Med rolig bevægelse, rakte hun ud efter sit glas. Drak en stor tår af mælken. Den var god, og hun kunne godt lide det. Generelt var maden og gedemælken utrolig godt. Denne mand, eller elver..Han var vel en mand også, han kunne uden tvivl lave mad. Han vidste skam også godt, hvordan han skulle tage sig af sine kunder. Det brede smil på hendes ansigt voksede, og hun spiste lidt mere af maden, før hun tiltede hovedet og betragtede manden lidt.

"Jeg menes heller ikke, at have været her før. Så det er klart, at du ikke har set mig før" svarede hun med venlig stemme, og et større smil. Spørgsmålet om, hvad elver race hun var, fik hende til at smile lidt større, som hun strøg en finger hen over kanten af sit glas. Der gik ikke lang tid derefter, før hun drak en stor tår. Glasset satte hun ned på bordet, og lod blikket hvile sig på ham. I forhold til ham, og de andre kunder herinde, virkede han interessant i hendes øjne. Men han var bestemt også en køn mand"Jeg er ikke en elver.. Jeg er en pirat" svarede hun ærligt. Hvorfor skulle hun lyve? hun havde heler ingen grund til, at skulle lyve overfor ham.

Hatten greb hun fat i, som en hentydning til, at hun var pirat. Hun havde også sit sværd med, og få knive i sit benhylster. Men måske hendes påklædning, og ansigt havde været lidt skjult og fjernet opmærksom. Medmindre nogen af kunderne herinde på kroen, godt havde lagt mærke til hele påklædningen"Jeg har ingen planer om, at gøre dig eller andre ondt... Men jeg vil blive glad, hvis du ikke nævner højt, at jeg er en pirat" lød det halvt hviskende imens hun lænede sig ind imod, så hun var sikker på, at andre i nærheden ikke ville høre det.

Davian var der for sine kunder. Han nød at have en kro, og han nød at hjælpe der hvor han kunne. Han brød sig ikke om vold her inde på hans kro, og det vidste de fleste elvere godt. Hvis ikke de kunne opføre sig ordentligt fik de hans evner at føle. Endten at han blev en dire wolf for at skræmme dem, eller også manipulerede han med deres følelser til at forlade kroen. De skulle bare ikke komme for godt i gang, for så var det deres problem her i livet at overleve ham, eller lade vær med at komme tilbage igen.

Som hun sagde at hun ikke var elver stirrede han på hende men da hun sagde at hun var pirat smilte han blot. "Et halvdyr som er pirat måske?" spurgte han. For hvis ikke hun var halvdyr så var hun ude på dybt vand. Forhåbentlig kunne han sætte en stopper for volden hvis hun blev opdaget i hvad hun virkelig var. Et menneske som han stadig ikke kunne se for hendes hat og det røde hår. Ikke at han ville have noget problem med at hun var kommet til Elverly, men det var der så mange andre elvere der ville have. Det kunne gå grueligt galt hvis det kom frem hvem hun virkelig var.

Alligevel smilte han til hende og rystede på hovedet. "Bare rolig, hvad der sker på denne kro, forbliver på denne kro" svarede han til hende. Hvorfor skulle han afsløre at hun var pirat?! Han troede på det bedste i folk, selv mørkelvere og dæmoner. De havde bare levet et hårdt liv og prøvede at finde sig til rette her i verden. Det var i hvert fald det han sagde til sig selv.

At han stirrede på hende, gjorde ikke noget. Selvom hun ikke kunne undgå, at undre sig en smule over hvorfor han stirrede så meget. Var det fordi hun ikke var en elver? eller fordi hun havde en høj hat på, og langt rødt hår. Hun var ikke sikker, men måske hun heller ikke behøvede finde svaret på det. Hans spørgsmål fik hende til, at grine lidt. Ikke et ondt grin, men nærmere et varmt og blidt grin. Det var nok første gang, at hun havde hørt det spørgsmål. Aldrig havde hun troet, at hun faktisk skulle høre det spørgsmål"Jeg er ikke et halvdyr.. Jeg er blot et menneske, som er pirat" svarede hun ærligt, som hun blinkede til ham. 

Hun greb fat rundt om hendes glas, og førte det op til hendes mund. Drak en stor tår, før hun vendte blikket væk fra ham. Betragtede kort omgivelserne. Kort kunne hun heller ikke undgå, at lægge mærke til kunderne herinde. Dem havde hun aldrig set før, men det var klart. Hun ankom jo slet ikke på de her slags steder. Det var nu rart nok, især at opleve noget nyt. Hun fik sat glasset ned på bordet, og valgte bevidst, at spise lidt mere af den gode og smagfulde mad. Den var alt for god, til at lade stå. Hun manglede heller ikke, at spise ret meget. Om hun skulle have en omgang mad mere, behøvede hun hvist ikke.

"Hmmm... Det lyder fristende og godt" svarede Kayla kort. Hun kunne godt lide hans ord. Men hun havde ingen planer om, at skabe kaos eller drama på kroen. Hatten tog hun af, og lagde den på bordet. Hvis det ikke var okay med Davian, måtte hun vel tage den på hovedet igen. Måske det også ville mindske de mange blikke på hende, hvis hatten ikke sad på hendes hoved. Hun vendte blikket tilbage på ham, og satte sig lidt mere tilpas tilrette på stolen. Gad vide, hvor lang tid han havde haft kroen her. Mødte han enlig andre pirater end hende, eller var hun den første. Nysgerrigheden spredte sig inden i hende"Davian.. Møder du andre pirater, eller er jeg den første" hun kunne ikke undgå at spørge om det med et glimt i øjet, og en lille flirtende undertone.

IKKE et halvdyr?! MEN et menneske?! Hvordan... Hvor... Hvorfor var hun kommet her?! Hvad var meningen med det hele. Hvad havde fået hende til at vandre ind i Elverly og så helt til Skovfortet for at sætte sig ind på hans kro?! "Det skal du ikke sige for højt Kayla. mennesker er forbudt i Elverly" kom det fra ham og bandede lidt efterfølgende på elvisk. Han hadet de mange regler der var omkring Elverly, og nogen gange ville han ønske at de ophævede de regler. Alle burde have lov til at se den flotte tekstur der var her inde. Se husene og deres smukke blomster. De fine omgivelser. I stedet for at blive lukket ude, og lade vær med at komme her ind. Folk skulle jo snige sig her ind for at se Elverly eller også skulle han smugle dem her ind. Hvilket altid gik som smurt, men det var sjældent at det endte galt.

Han smilte til hende som hun netop tog lidt mere at spise og drikke. Det måtte samge godt siden hun ikke brokkede sig over noget af det. Så i stedet begyndte han at tørre nogle glas af i et stykke stof og han lagde hovedet lidt på skrå som hun snakkede igen og tog hatten af. Straks kunne man se lidt af hendes øre og han skyndte sig at rette på hendes hår så det på ny dækkede øret. Ingen skulle vide at hun blot var menneske og ikke et halvdyr eller elver. I stedet skubbede han hatten lidt hen imod hende. "Lad ikke nogen se dine øre" svarede han og smilte til hende. Alle vidste at et halvdyr eller en elver kunne ses på ørerne. Så hellere holde dem skjult så længe det var muligt.

"Du er den første. Jeg kommer ikke så tit ud til havnene" han smilte til hende og lagde hovedet lidt på skrå inden han lænede sig ind over baren. "Jeg har faktisk aldrig sejlet før" kom det fra ham og trak lidt på skuldrende. Han havde heller ikke lyst til at sejle. Ikke engang med en pirat. Man vidste aldrig hvad de kunne finde på ude på havene. Men hende her Kayla havde da et godt sind indtil videre. Så længe hun ikke lavede ballade på HANS kro!

Undrende løftede hun et øjenbryn over hans ord, men også over at han pludselig dækkede hendes øre til. Et lille skævt smil voksede på hendes ansigt, og hun fandt det lidt sødt. Dog kommenterede hun ikke på det, men lod blikket hvile sig på ham. Måske var det bedst, at hun skjulte ørene. De var ikke ligesom elverne herinde på kroen, og generelt i byen her. Hvad ville de ikke gøre, hvis de fandt ud, af at hun ikke var en elver. Hun ville helst ikke tænke ondt omkring det, eller elverne. Men hvor meget vidste hun også omkring elverne. Det var sjældent, at hun som sagt ankom steder som kroen her. Hun vippede lidt med foden, og betragtede kort sin hat som den bare lå på bordet. Hvis elverne herinde så den, ville de så mistænke hende for at ville dem noget ondt? Kayla bed tænderne kort sammen, og prøvede at tænke andre ting end præcis det.

"Så er det derfor.. At de kigger undrende på mig.. Som om at jeg ikke passer ind" lød det fra hende i en lav men normal tone, med en rolig stemme. Kort vendte hun blikket væk fra ham. Lod kort hendes blik glide rundt på nogle af de kunder som var herinde. De var så smukke elverne, hun blev næsten misundelig på dem. Selv ejeren af kroen, var en flot mand. Det lå vel bare til elver racen, at man havde en naturlig skønhed. Kayla var kort betaget af det, og løsrev sig kun, som hun hørte hans ord om, at hun skulle tage hatten på igen. Hvis det var det bedste, måtte hun vel gøre det. I en rolig bevægelse tog hun sin hat på igen, og rettede lidt på det lange røde hår. Hovedet tiltede hun og drak en stor tår af gedemælken. Der var ikke mere tilbage, som hun også blidt skubbede det hen imod ham. Det samme skulle hun til, at gøre ved tallerken, før hun lod det brede smil vokse på hendes ansigt. Hun var den første, det gjorde hende glad at høre det. Men eftersom hendes race var forbudt her i elverly, kunne hun godt mærke en form for tristhed spredte sig til hele hendes krop"Havnen er skøn.. Vandet er endnu bedre" nævnte hun som glæden over ordene nærmest fik hele hendes ansigt til at lyse op.

Som han lænede sig ind over baren, lænede hun sig selv ind over, for at møde hans blik. Kort blinkede hun til ham, før hun hørte hans ord om at han aldrig havde sejlet før. Et mildt grin forlod hendes mund, som hun tiltede hovedet, og foldede armene ind foran hende. Bare for at sidde lidt mere tilpas, og afslappet. Hun trak sig ikke, men tillod sig bare at studere hans ansigt, som de ikke havde lang afstand imellem dem lige nu"Vil du prøve det.. Altså sejle, jeg har eget skib, du kan sagtens tage en tur med mig" lød ordene fra hende. Det var ærligt sagt, som hun slet ikke vidste, hvad han ville sige til det. Hvordan hans reaktion ville være på det. Kayla havde ingen bagtanker, ikke medmindre han var frisk på alt muligt. Men hun kendte ham ikke, og hvis han var utryg ved at sejle med hende, ville hun ikke tvinge ham"Det er forfriskende, og det giver en fantastisk følelse når man mærker vinden i håret, og kan se alle de smukke omgivelser" fortalte hun kort, som hun drømmede sig hen til de gange, hvor hun havde stået på skibet, og nydt udsigten til vandet, og de flotte omgivelser.

Kiggede mærkeligt?! Ja det gjorde de vel egentlig, men de skulle bare passe sig selv skulle de! Der var andre ting at tage sig til og derfor gav han dem også et lidt vredere blik og rømmede sig kort så de vendte blikket ned i deres mad så de ikke koncenterede sig om hende og ham. Det var bedre sådan. "Hvordan er du kommet ind i Elverly?" hviskede han og kiggede på hende. Han ville gerne vide det, for tænk hvis nogen havde opdaget hende og havde taget den forkerte vej her ind. Det kunne gå gruligt galt at han så ikke havde smidt hende ud. Faktisk rørte det ham ikke en meter, for hans skyld måtte hun hellere end gerne være her, faktisk satte han en ære i at hun var her nu. Det gjorde ham glad at andre væsner fandt Elverly tiltrækkende og fandt deres smukke omgivelser fascinerende. Da hun tog hatten på igen rystede han på hovedet og tog hatten fra hende og lagde ned på bar bordet. "Bare dæk dine øre til. Ikke skab for meget opmærksomhed omkring dig" kom det fra ham og smilte til hende. Forhåbentlig kunne hun se det fra hans synspunk. Han havde jo aldrig sagt at hun skulle tage hatten på igen. Det var blot en reminder på at hun skulle passe på sig selv og hendes udseende når hun vandrede her i Elverly og især i Skovfortet hvor elverne strømmede ind på kroen på et tidspunkt.

Som hun tilbød ham en sejletur tænkte han over det og kløede sig på hagen i et split sekund mens han tænkte. "Jeg har aldrig overvejet at komme ud at sejle. Jeg har intet at sejle for, jeg ved ikke engang om jeg er søstærk" tænk hvis han knækkede sig ud over rælingen og så bare havde det slemt resten af turen, det kunne han ikke leve med. Han var en stærk elver, og han var altid klar til at tage sin bue på nakken, det kunne han bare ikke med en pirat bule af et skib. Tænk hvis ikke de var venligsindet som hun var. "det lyder særdeles tiltrækkende, men jeg må ærligt indrømme at det kan jeg også fra min vogn når jeg drager mod dianthos. Det går lidt langsomt ja men det er da til at holde ud" han kiggede lidt på hende og smilte et svagt smil for at fjerne sig fra barbordet. "Meeen jeg kunne måske godt være intresseret en dag. Bare for at prøve det. MEN kun hvis i ikke røver nogen mens jeg er på skibet" han ville hade det som pesten, og han var altid en regelrytter.

Et kort nik kom fra hende ved hans ord, om at hun var nødt til at være forsigtig. Det var sandt, hun skulle nødig risikere at ryge ud fra Elverly, eller værre.. Ville de fange hende, og holde hende indespærret. Hun ville slet ikke bryde sig om det, for hvad skulle der ske med hendes skib så, og mandskab. Hun bed lidt hårdt tænderne sammen, og prøvede at ryste tankerne og bekymringerne af sig. Spørgsmålet om hvordan hun ved guderne var kommet ind i Elverly, fik hende til at smile lidt. Hun trak sig ikke tilbage, men sørgede for at holde afstanden imellem dem kort, så hun kunne hviske svaret til ham. 

På den måde ville de andre kunder herinde ikke høre det"Jeg fulgte efter en elver.. Lidt lusket jeg ved det godt. Men jeg har altid gerne ville se stedet her" stemmen var blid og hun fik et bredt smil frem. Det var sande ord, hun havde virkelig hørt mange gode ting omkring Elverly. Så hun blev nødt til, at se det med egne øjne. Hun forstod godt, hvordan han havde det med at sejle. Hun trak sig tilbage, og sørgede for at hendes hår dækkede ørene. Elverne var så flotte at se på, og hele kroen her var utrolig smuk. Hvordan kunne hun aldrig have været her før. Jovist var det forbudt for hende, at være herinde, men her var så flot, og roligt. Det var helt anderledes end de steder, hvor hun før havde været. Kort lod hun blikket glide rundt, og smillede lidt over tanken om, alle de fantastiske steder der var at se her i Elverly. 

"Du siger endelig til, så er jeg klar. Mit mandskab elsker at møde nye personer. Men måske jeg kan vise dig noget andet end, at sejle"tænkte hun kort, som hun holdte blikket på ham. Det var intet lusket, eller ondt. Hun kendte rigtig mange flotte og hyggelige steder, som man kunne besøge. Hans bekymring og ord om, at hun og mandskabet ikke skulle røve nogen imens de sejlede, fik hende til at række en lillefinger frem imod ham. Det var nok en underlig måde, at afholde et løfte på. Men det gik vel godt nok, og var vel bedre end ingenting"Jeg lover dig, at vi ikke røver nogen, når du kommer ombord" ordene var blide, og venlige som hun sendte ham et bredt smil. 

Fulgte efter en elver?! Han måtte le ved hendes ord, og han grinte lidt højt at han måtte tage sig til maven inden han satte en hånd for munden og klukkede det sidste grin af sig. "Ja hvorfor ikke. Det er det modigste jeg nogen sinde har hørt nogen gøre" kom det fra ham og rystede lidt på hovedet. Forhåbentlig vidste hun hvad hun gjorde for at holde sit eget skind tørt. Som man nu kunne sige. Ved alle guderne kunne hun bare passe på sig selv. Forhåbentlig i hvert fald. Forhåbentlig skulle hun ikke bruge nogen svig og smerte på nogen, det ville først sætte ham i problemer hvis det blev opdaget hvor hun havde været henne og i så i en længere periode. "Alligevel bebrejder jeg dig ikke. Der er mange der vil se Elverly men ikke kan" hviskede han og kiggede på hende med et lille smil på læben.

"Hvad kunne du finde på at vise mig som jeg ikke allerede har set?" spurgte han og kiggede på hende. Efterfulgt kiggede han på hendes lillefinger hun havde sat frem imod ham. Straks forstod han hentydningen og fandt sin egen lillefinger frem. Han viklede sin lillefinger rundt om hendes og klemte den blidt mellem sin tommelfinger og lillefinger. "Aftale. Så hvis du kan overtale mig til at tage en sejltur så kan jeg måske godt sige ja. Men der skal meget overtagelse til tror jeg." han kiggede på hende med et smil "Fortæl mig hvad der er så godt ved havet" han lænede sig tilbage og begyndte at pudse nogle glas af.

De hviskende ord kunne hun ikke andet, end at smile lidt større over. Elverly var også smukt, og interessant, især i hendes øjne. Hun forstod slet ikke, at hun havde undgået at komme herhen. Selvfølgelig var det forbudt som hende, at være her. Men så længe hun sørgede for, at gemme sine ører væk, så var det vel helt fint. Ja modigt var det, men Kayla var også den modige type. Det blev hun også nødt til, at være når det handlede om hendes erhverv som pirat. Blikket hvilede sig på ham, og hun trak sig en smule tilbage. Mest for, at kunne se bedre på ham. Man kunne tydeligt se på ham, at han var en skovelever. Men at han var en flot og tiltrækkende mand, nævnte hun ikke. Måske han allerede vidste det. Smilet voksede, og hun lod kort blikket falde ned på sit tomme glas. "Jeg kunne godt drikke lidt mere af den gode gedemælk, min gode herre" blinkede hun til ham, med et lille skævt smil. Det var lidt drilsk sagt, og hun håbede ikke at det gjorde noget. 

Hun kunne sagtens have tiltalt ham Davian, eftersom det var hans navn, men nu følte hun lige for, at drille ham bare en lille smule. Som hendes lillefinger klingede sig sammen med hans, kunne hun ikke undgå at få et blidt smil frem. Det var altid heldigt, at han var med på aftalen. Det havde set dumt ud, hvis hun bare havde holdt fingeren frem, uden at han ville tage imod den, og indgå aftalen sammen med hende. Kort løftede hun en hånd op til hendes ører. Strøg en finger hen over dem, som hun kort lagde mærke til hans ører"Jeg kan vise dig nogle af mest flotteste, og rolige strande. De strande har de mest beroligende og flotteste vandfald" det mente hun selv. Kayla havde set mange strande, og hun havde nydt følelsen af de herlige vandfald rundt omkring på strandene. Ordene om, at hvis hun kunne overtale ham til sejleturen, kunne han godt sige ja fik hende til at smile lidt kækt. Hun lænede sig lidt ind over baren, som hun fik fat rundt om sit tomme glas. Øjenkontakten brød hun ikke, men tillod sig i et øjeblik. at nyde synet af ham. Hans øjne var flotte, selvom hun først nu kunne se dem tættere på. 

Hun strøg en finger blidt op og ned på glasset hun havde i hænderne. Hvordan skulle hun overtale ham, især når der skulle meget overtagelse til, at han ville tage med"Så må jeg hellere tage det som en god og interessant udfordring, at overtale dig" grinede hun blidt, som hun drilsk blinkede til ham. Det skulle nok blive interessant. Der gik dog ikke lang tid, før hun rettede lidt på sin siddestilling, og lyttede til hans ord. Så han ville gerne høre, hvad der var så godt ved havet. Smilet voksede på hendes ansigt, og hun trak sig ikke tilbage. Nød faktisk at have den korte afstand imellem dem. Måske var det mest, så kunderne herinde ikke ville høre hvad de snakkede om, men hun vidste det ikke helt"Følelsen af vandet som kærtegner din krop.. Måden bølgerne taler til dit sind, og får dig til at slappe af..."hun lukkede kort øjnene, og forestillede sig det. Alle de gange, hvor hun bare nød vandet, og havet. Automatisk lænede hun sig tilbage, og åbnede så øjnene, før hun kiggede væk fra ham. Betragtede kunderne herinde kort"De gange, man kan være heldig.. Kan man opleve følelsen, af at svømme i havet med de flotte og rolige fisk som der er" nævnte hun så, før hun langsomt lod blikket finde hans ansigt igen.

Davian holdte godt fast i fingere i noget tid, også selvom hun bad om mere gedemælk. Han fjernede ikke øjnene fra hendes og han ville heller ikke. Hun havde da pæne øjne ingen tvivl om det. Nu skulle han bare ikke score, han var trods alt på arbejde. Så var det bedre at blive hængende lidt bag baren og passe den og snakke med sine kunder. "Godt vi er enige, og gedemælk kommer nu" kom det fra ham som han endelig gav slip på hendes finger og tog fat i hendes tomme glas. Straks vendte han sig om og åbnede en køleboks som egentlig var et skab med is i som han havde ladet gedemælken og komælken så i som han hældte op i det tomme glas. Straks lukkede han skabet og vendte sig om for at kigge på hende inden han satte glasset ned foran hende.

"Og disse vandfald ligger hvor henne i landet? Hvis du nævner den røde flod så må jeg stoppe dig. Den er ikke særlig køn, desuden er den ødelagt for længe siden" tanken om alt det røde vand der sev ud et eller andet sted fra, og egentlig bare var rygter om at stedet var forbandet tog han sig ikke i. Han nød ellers at se på naturen, men den røde flod? Ikke nær så meget. Han ville hellere se noget smukt og pænt. Noget der kunne få ham til at føle sig glemt af naturen.

"Det lyder alt sammen meget godt, men du er jo vant til at sejle. Hvad hvis jeg bliver dårlig på hele turen? Så får jeg ikke en særlig god oplevelse. Tværtimod" kom det fra ham og kiggede på hende. Hvis han skulle være helt ærlig vidste han ikke engang om han kunne lide at sejle, han havde trods aldrig stået på et skib og mærket bølgerne slå imod træet og få skibet til at vippe. "Hvis du kan overbevise mig om at vejret er roligt hvis jeg siger ja, så han vi snakke om det" det var en udfordring han vidste at hun ikke kunne klare. Ingen bestemte over vejret. Især ikke i disse tider nu hvor efteråret var ved at komme. Så var det bare med at holde på arme og ben, og det var sikkert værre ude på vandet end det var på land. Der var trods alt et åbent landskab.

At drikke gedemælk, havde virkelig ikke været noget som hun havde vant til. Det var mest alt muligt andet, som vin, whisky og lignende. Det var altid mest de alkoholiske drikke, frem for det ganske almindelige som mælk, vand, og andet. Men hun nød det meget, især smagen. Gedemælk var noget, som hun burde overveje at drikke noget oftere. Men når chancen kom, var det med at tage den. Nu var hun herinde på kroen i Elverly, og havde fået skønt selskab af denne elver foran sig. Han var bestemt køn, og den udsigt nød hun især Selvom der sikkert også var andre flotte elvermænd herinde, betød det vel ikke, at hun ikke bare kunne nyde udsigten til ham kun. Kayla lyttede til hans ord om vandfaldet, og hun kunne ikke undgå at smile lidt over det. Der fandtes utrolig mange vandfald, og de var alle spredt rundt omkring"Der ligger utrolig mange vandfald rundt omkring. Der er ikke et bestemt sted, hvor der er vandfald, de kan findes over det hele næsten" sagde hun med en venlig og blid stemme, som hun tog blidt imod gedemælken, da den kom tilbage. 

Hun løftede glasset op til hendes mund, og drak en stor tår. Tilfreds sukkede hun over den gode smag, endnu engang. Hun satte roligt glasset ned på disken, og lod kort sit blik glide lidt rundt i de hyggelige omgivelser. En kro som den her, var bestemt særlig. Den var flottere og mere hyggelig end, alle de andre kroer hun havde besøgt, og set. Hun fik lagt det ene ben over det andet, bare for at sidde lidt mere afslappet og tilpas på stolen. Efter nogle få minutter kiggede hun tilbage på ham, og gav ham ret. Hun var vant til, at sejle og det var han jo ikke. Hun kunne håbe på, at han ikke ville blive dårlig. Det ville næppe blive en god tur, hvis han kastede op, eller blev syg. På den anden side, var der muligheder for netop det. Dog sad hun og tænkte lidt, som de blå øjne gled ned i hendes glas med gedemælk"Hvis du får det dårligt, eller bliver syg har vi masser af medicin, og midler ombord på skibet, som kan hjælpe" svarede hun opmuntrende som hun lod et bredt smil komme frem. 


Alle de gange, hvor hun selv havde haft brug for at hjælpe andre på hendes skib, med at få medicin, og hjulpet med kvalme. Ikke at hun var en healer, for det var hun ikke. Men hun havde været en god leder af sit mandsskab, eftersom hun altid sørgede for, at de havde det godt. Da han så nævnte at hun skulle overbevise ham om vejret var godt, ville han sige ja, kunne hun ikke undgå at blinke til ham. De blå øjne fandt hans kort, som hun lod smilet vokse"Vejret er fantastisk, og mad ombord på et skib. Det er en fantastisk oplevelse, især fordi der er en flot udsigt" nævnte hun ærligt, som hun tiltede hovedet kort.

"Jaså? Nævn et sted der ikke kan ses på hesteryg" kom det fra ham og smilte til hende. Han havde nok set det meste, men hvis der var et vandfald der var gemt et eller andet sted i Krystallandet han ikke havde set. Ja så var han i den grad interesseret. Han havde aldrig haft modet til at forlade stierne på hesteryg, eller i sin vogn. Mest fordi han vidste at folk overfaldt hinanden på landevejene hvis man ikke passede på. Hvis han først forlod sin hestevogn. Ja så ville den være væk når han kom tilbage fra sin vandretur. Det var nemmere ved lysningen i Amazonits skoven der kunne den være lidt alene mens han vandrede ind i skoven efter mad. En god kanin var aldrig til at tage fejl af!

Som Kayla nød gedemælken kunne han ikke lade vær med at smile. "Er du færdig med at spise?" spurgte han og kiggede på hendes tallerken som næsten var tom for mad. Måske var hun bare interesseret i samtalen at hun glemte at spise, eller også var hun mæt. Det var ikke til at vide, og ærlig talt var Davian nok også lige glad. Så længe hun nød et godt selvskab i en varm kro så var han glad. Også selvom hun slet ikke burde være her, og havde været modig nok til at snige sig her ind. Tanken om hvad nogle elvere ville sige hvis de opdagede hende ville skabe problemer for ham. Især fordi han havde ladet hende spise her på hans kro, og at han havde snakket med hende. En hver kunne jo opdage at hun ikke var elver eller halvdyr. En hver kunne skænke ham en tanke om hvorfor han ikke havde sendt hende væk eller slået hende for at snige sig ind i Elverly. Egentlig kunne han ikke være mere lige glad. Han nød at der var andre der havde fundet vej ind til hans kro som ikke var halvdyr eller elver.

"Kan kokken lave mad?!" aldrig havde han hørt om en kok på et skib der kunne lave mad. Men der skulle vel være en første gang for alt ting. Så han lagde hovedet lidt på skrå og tænkte sig om. "Måske jeg skulle sige ja. Ingen pirateri. Vejret man ikke kan bestemme, god mad, og et vandfald jeg muligvis ikke har set før" kom det fra ham og kløede sig lidt på hagen. Egentlig var der mange ting der talte for at han skulle sige ja til det, og egentlig kunne han sagtens sige ja. Men var modet der? "Medecin som kan få mig til at nyde en tur på vandet. Ja jeg kan godt se det" han kløede sig lidt mere på hagen og lod Øjnene glide ned på pirathatten.