"... og så sørger du for, at få hende på din side, så flere års planlægning ikke falder til jorden, forstår du det, Eyidivan?"
Zahinael prikkede en lang pegefinger ind i Eyidivans skællede brystkasse, lige dér, hvor han selv havde skåret ham op for at presse deres kommunikationskrystal ind et par måneder tidligere. Det var vigtigere end noget som helst andet, at den blødhjernede fisk fattede, hvor meget der stod på spil. At han endnu ikke havde formået at få Cyreesai som mage nærmede sig utilstedelig opførsel. Det var jo næsten som om havmanden overhovedet ikke havde forstået sin opgave.
På stranden ved siden af Zahinael lå flere sendinge tangindbundne eksplosiver forklædt som rationer i bedste undervandsstil. Der skulle ikke komme nogen og sige, han ikke gjorde sit arbejde grundigt da. Hans spioner derimod... Der var ligesom en grund til at han havde set sig nødsaget til at møde op personligt og overlevere lasten - og give en røffel.

Men de var ikke alene på stranden denne formiddag. To unge mennesker spankulerede foruroligende tæt på dem, og det huede på ingen måde Zahinael. Forhåbentlig havde de bare ikke set en havmand før og syntes han var spændende på en turistagtig måde. Zaladin forbyde at de skulle havde hjælp til at finde et sted han. Zahinael var simpelthen ikke i humør til noget andet end lige at lære Eyidivan en ting eller to, men med tilskuere kunne man ikke bare begynde at skære i sin fisk på åben strand. Zalans osse. Det måtte vente.
"Skøn dag, ikke sandt!" sagde han i stedet med et falsk smil, der mesterligt nåede begge øjne, da de to unge mennesker trådte inden for hørevidde, og man lidt var forventet at opføre sig pænt. "Tidevandet skulle komme ind i aften, så pas på I ikke bliver fanget på den forkerte side af klipperne."
Men indeni håbede han faktisk lidt på, de ville tage det som en udfordring og blive fanget på netop dén side og lide en langsom druknedød. De havde trods alt lige forpurret hans mulighed for at stikke skarpe genstande i Eyidivan.

"Kom nu Rofus, jeg kan smage havet!" kaldte Sofie bag sig, som hun let hoppede op på en sten og vinkede Rofus fremad. Hvor hun fik energien fra efter de allerede havde gået det meste af dagen måtte guderne vide! Men så snart den første smag af salt båret af vinden havde nået dem, havde hun sat tempoet op med fornyet entusiasme.

Fra sit højdepunkt spejdede Sofie frem, og hendes øjne spilede sig op "Sand i sigte!" erklærede hun grinende, inden hun hoppede ned og småløbende fortsatte, hoppede over et stengære og landede med fødderne i sand. Snart fulgte hendes knæ som hun lod sig synke forover, og triumferende løftede armene over hoved. De havde gjort det! De var noget frem! Foran dem strakte sig et stykke med sand, efterfulgt af vand så langt øjet rakte. Havet. Der havde været sved, tårer og en signifikant mænge af vabler på vejen, men de var endelig nået frem!

.... nu skulle de bare finde til Aquarin.

Det var en nød Sofie ikke heelt havde knækket endnu, trods de havde fået gode råd med fra Dianthos. Heldet var dog endnu engang med Sofie, da hendes blik gled op af stranden og hun så to folk stå der og den ene var en havmand! Det var næsten som om guderne konspirerede for at gøre Sofies liv nemmere i dag. "Hej, jeg spørger lige om vej, okay!" kaldte hun til Rofus, inden han helt nåde at indhente hende, og afsted satte hun over standens sand.

"Fantastisk dag!" svarede hun tilbage til den rynkede mand med et smil der stålede om kap med hendes gyldne hår.
"Oh, øh, tak for tippet?" tilføjede hun efter hans advarsel og løftede et let forvirret øjenbryn over et nysgerrigt blik. "Hva' laver i så her på standen? I ligner ikke ligefrem nogen der er på solskins-tur" spurgte hun med et skævt smil.

    Eyid havde lært på den hårde måde, at man ikke sagde Zahinael imod eller kom med indvendinger under en skideballe. Aldrig. Nogen. Sinde. Derfor stod han også bare stift foran sin herre med de langfingrede hænder foldet på ryggen og tog de hårde ord og den hårdtprikkende pegefinger med blikket hæftet på horisonten og et sammenbidt udtryk i ansigtet.
    "Jeg forstår, herre," mumlede han, til Zahinaels spørgsmål. Og dét gjorde han virkelig - han forstod sin herres vrede, for han havde fejlet. Fejlet igen og igen og igen... "Jeg skal-"
    Længere nåede han ikke, før Zahinael pludselig hævede stemmen, og med et sæt vendte Eyid sig om og fik øje på de to unge mennesker, som hans herre havde henvendt sig til. I Dybets navn da også...
    Eyid følte sig en lille smule som en lus, fanget imellem to negle. Zahinael var irriteret - dét kunne han tydeligt mærke, for han kendte sin herres signaler. De unge derimod virkede nysgerrige, og hvis der var noget, Eyid ikke lige følte sig klar til at håndtere, så var det et par menneskebørns entusiasme... Han nåede faktisk ligefrem at overveje, om han bare burde slynge tangtaskerne med sprængkugler over skulderen og så flygte ud i havet, men tog så sig selv i det. Noget sagde ham, at det ikke ville gøre noget godt for Zahinaels humør at blive ladt tilbage med et par nysgerrige mennesker og en mærkelig havmands mærkelige adfærd at forklare...
    "Har du for vane at krydsforhøre fremmede, du lige har mødt?" 
    Da Eyid først havde besluttet sig for at blive, røg det ligesom bare ud af ham. Med en fjendtlighed, der ikke var helt så godt skjult, som han ellers havde tænkt sig. Der var bare så... frygtelig meget smil i den unge pige. Så frygteligt meget smil og gåpåmod.... Det provokerede ham, og han vidste ikke hvorfor. 

"Det sagde du også for en time siden!" Kaldte Rofus tilbage, efterhånden kunne det godt mærkes i hans ben at vejen var blevet mere og mere til en sti i løbet af dagen, men Sofies glæde smittede og han var stadig ved godt mod!
Men lyden om at der var fundet sand fik ham til at sætte tempoet op igen, han havde aldrig set havet før så med fornyet energi skyndte han sig mod stengæret for at se det.
"Det gør du bare!" kaldte han som han i et noget mere roligt tempo kom ned til sandet, mens han nysgerrig kiggede ud over vandet, han havde aldrig set så meget vand på en gang! Hvilket var på den ene side virkelig imponerende og på den anden en smule skræmmende.

De to som Sofie så havde tænkt sig at spørge om vej så noget sære ud ved siden af deres store bunke af hvad han antog var tang? Han havde set det i tørret udgave før men ikke sådan, vådt om det så ud til at være. 
"Hov hov hun stillede bare et spørgsmål!" kaldte han da havmanden ligepludselig blev noget fjendtlig, hvor Rofus fik noget mere længde i hans skridt.

Bare et spørgsmål... Bare et spørgsmål.
"Så sandt, hun stillede blot et spørgsmål," svarede Zahinael med den mest rolige stemme, han kunne mønstre, og det mest overbevisende, falske smil han kunne finde frem under sin trang til at kværke de to unge mennesker.
Fingrene sitrede efter at gribe den nærmeste spidse muslingeskal og tegne skæl på deres ansigtshud, og det tog oceaner af beherskelse ikke at lade det komme til udtryk i kropssproget og i stedet vende sig mod den unge herre og møde hans blik.
"Men som I uden tvivl ved som veluddannede unge mennesker, har Aquarin og havets befolkning været udsat for en stigende grad af pirateri, og derfor er havfolket lidt ekstra påpasselige med hvem de møder heroppe," forklarede han med en ubehagelig grad af øjenkontakt og en hånd der lige klappede Eyidivan på skulderen til sidst i sætningen. "Så derfor har vi samlet rationer ind for at hjælpe dem." Blikket flyttede sig til pigen. "Ikke just en solskinstur, nej."
Selvfølgelig var alt det om ekstra pirateri og nødlidende havfolk en stor, fed løgn, men hvordan ville to små mennesker finde ud af det? Der var altid pirater på havet, og der ville altid være havfolk, der blev ramt af den slags. Mest af alt ønskede Zahinael bare at se de unges mod dale ved tanken om, at der var nødstedte folk i verden, som de ikke tænkte på, mens de havde det sjovt ved stranden. Det var den bedste form for modløshed. Den, man intet kunne gøre ved, og som man rationelt ikke burde tænke over, men følelsesmæssigt fik dårlig samvittighed af. Og den virkede ofte rigtig godt på teenagere.

Til Rofus lettelse lod den høje mand og egentlig noget indsunkne mand til at prøve at få lidt mere ro på situationen igen, men smilet der var på vej til hans læber nærmest stivnede et kort øjeblik som det løb ham koldt ned af ryggen. Han havde desværre set mange mørke sjæle gennem hans liv, men få så mørke som den der der gemte sig bag de isblå øjne. Hvor meget end Rofus end ønskede at kigge væk holdt han øjenkontakten og lod den ubehagelig fornemmelse holde til i baggrunden, manden havde trods alt ikke gjort noget endnu, men det lignede det nok nærmere var et spørgsmål om tid før det kunne ske. 

At manden så begyndte at snakke om hvor synd det var for havfolkene og hvordan de to var ved at hjælpe dem så havde Rofus noget svært ved at tro på at det var det den sortsjælede havde i tankerne, velgørenhed havde næppe plads i de tanker. "Det lyder ikke som bal hos dronningen nej" gav han ret og prøvede at se havmanden i øjnene i stedet. Han håbede virkelig at Sofie havde opdaget hans ordvalg. 
"Måske kunne i bruge en hånd med at få rationerne ned til dem?" spurgte han havmanden.

Hvis den unge, energiske kvinde blev overrumplet af havmandens aggressive svar, så viste hun det ikke. En lyd, halvt fnys halvt gryntende grin, undslap hende inden hun svarede.
"Nåh ja, det har jeg måske, men det er vel bedre end at bide hoved af dem!" klukkede hun og satte den ene hånd ved hoften. Selv to sure gamle mænd kunne ikke ligge en dæmper på hendes humør i dag. Desuden, så var Rofus der med hende. Selv hvis ting gik galt, så skulle de nok klarer den, som de altid gjorde!

Selv Sofie kunne dog ikke forblive upåvirket, som den rynkede rosin af en mand fortalte om havfolkets piratproblemer. Overraskelse fik hendes smil til at blegne, mens hendes blik blev uforstående, men næppe af de årsager man kunne forvente.

Chance måtte have et horn i siden på spionmesteren, for hvordan ellers skulle hans ellers velkonstruerede løgn, falde på ører der tilfældigvis havde undersøgt netop piraternes aktivitet langs sin rejse? På ører der tilhørte en af områdets stolte piratkaptajner?
Sofies bryn trak sammen og hun åbnede munden for at kalde manden for en løgner og en nar, men heldigvis nåde Rofus at svarer før hende.

"Det lyder ikke som bal hos dronningen nej"

Et bal hos dronningen. Det var ikke en af Rofus normale vendinger, og deres betydning var ikke tabt på Sofie. Hun tog en indånding for at fatte sig, og som hun så op på de to mænd igen var et lille smil tilbage på hendes læber. At det ikke var større var nok en ringe trøst, for beslutsomheden brændte i hendes blik.
"Selvfølgelig hjælper vi da! Jo mere hjælp jo bedre, mmm?" tilføjede hun insisterende til Rofus tilbud.

    Eyid gjorde sig umage med at finde det neutrale politiker-ansigt frem og tvinge det ned over sine træk, for han havde udmærket genkendt klangen i sin herres stemme og vidste godt, at han var gået for vidt før. De var bare så... unge, og de virkede så ubekymrede, at Eyid havde lyst til at sparke dem, fordi han selv efterhånden følte, at han ikke bestod af andet end kulde, frygt og bekymring...
    Til ordene om pirateri spillede han sin del og nikkede alvorligt. Tilsluttede sig sågar sin herres forklaring, fordi han godt vidste, at han manglede Zahinaels gode vilje lige nu: "Vi mistede to af vores Samlere til overfladepirater i sidste uge." Oplysningen var rettet imod de to unge mennesker og han slog lidt akavet ud med hænderne, som om han i virkeligheden forsøgte at undskylde sin bidske opførsel fra før. "Vi har allesammen lidt tyndslidte nerver efterhånden, og selvom jeg godt ved, at ikke alle landgængere vil os ondt..." Her gjorde han en bevægelse, der omfattede Zahinael. "Så har vi lært på den hårde måde ikke at kaste om os med tillid."
    Han havde egentlig tænkt, at dét nok ville være enden på samtalen - at nu ville de to unge mennesker tage hinanden i hænderne og forsvinde ud af hans liv, så han atter kunne vende opmærksomheden imod sin dystre planlægning. Begrave sig i logistikken omkring sprængkuglerne og alle de ting, der skulle gå op, inden de kunne aktiveres...
    Men ved Dybet om den unge mand ikke tilbød sin hjælp - med prompte opbakning fra sin unge veninde, naturligvis. Eyid skævede til sin herre - et blik, der diskret spurgte, om det mon ikke kunne betale sig at overmande de to mennesker og lukke munden på dem, så de ikke behøvede træde vande i flere søforklaringer. Knægten så ganske vidst ud til at bære rundt på en god del muskler, men med overraskelsesmomentet på deres side skulle det vel nok kunne lade sig gøre. Desuden vidste Eyid af egen, bitter erfaring, at Zahinael i kraft af at være en dæmon var betydeligt stærkere, end han så ud.
    "Vi skal have rationerne til Aquarin," gentog Eyid, mens Zahinael forhåbentligt besluttede sig. "Det er naturligvis pænt af jer, at tilbyde jeres hjælp, men ligegyldigt hvor dygtige svømmere I er, når I næppe frem..." Fordi hans tålmodighed var ved at rinde ud, tilføjede han: "Og hvis I gør, når I i hvert fald ikke op igen. Det er sådan vi sikrer os at kunne leve i nogenlunde fred og ro."

    Zahinael forestillede sig levende, hvordan nogen kunne bide hovedet af den unge pige, men bibeholdt sit overbærende udtryk på vegne af de unges uvidenhed. De så ud til at være forvirrede over informationerne, og uanset om det skyldtes viden eller uviden omkring pirater, var forvirring en fordel. De færreste ville tænke nlrmere over det alligevel, hvis de løb hjem og fortalte om et møde med to mænd på stranden. Hvis pirathistorien blev et problem, skulle Zahinael nok sørge for at der kom pirater i farvandet i en fart. Drengen så dog ud til at blive forskrækket over Zahinaels intense øjenkontakt, og det betød, at det var på tide at trække sig fra situationen, inden børnene stak til den forkerte nerve, der kunne få Zahinaels i forvejen sparsomme tålmodighed til at forsivnde helt.
    "Jeg må videre, så jeg kan gøre de næste sendinge rationer klar til om en måneds tid," sagde han og fik øjenkontakt med Eyidivan, der forhåbentlig forstod, at planen skulle iværksættes inden for en måned.
    At efterlade Eyidivan med de to børn var den mest rationelle beslutning lige nu, for ellers ville Zahinael nok komme til at slå dem ijhel. Eyidivans udtryk havde haft en skarp undertone af, om der skulle gøres noget ved dem, men lig på stranden var det sidste, der var brug for lige nu.Dén slags gav alt, alt for mange spørgsmål, og Zahinael havde hverken tid til eller gad at begrave nogen i sandet.
    "Og jeg tror nu havmanden her har nok styr på at svømme med rationer," tilføjede han, mens han samlede sine ting og vendte sig mod fastlandet. "Ingen grund til at drukne i ren og skær gavmildhed."

Rofus var ikke sikker på hvordan han lige skulle tage det med at havfolk blev angrebet af pirater fra overfladen? Det var ikke meget man kunne gøre oppe fra et skib mod nogen under vandet medmindre at man havde nogle vilde magiske evner, jo han havde da hørt historier om det før men, det havde lydt mere som eventyr i hans ører end meget andet.

At den skumle og mørksjælede  mand tilsyneladende skulle videre var nok noget af det bedste kunne ske, med lidt held kunne de faktisk få snakket med havmanden og hjulpet ham med "rationerne". 
Modsat den gamle mand så var havmandens sjæl ikke dækket af lænker lavet af mørke, men i stedet virkede det mere som at der var en intern kamp mellem frihed og bånd og lys og mørke. 

"Bare rolig vi er bedre egnede til det end vi ser ud" Svarede han med påtaget selvtillid, og smilede kort til Sofie, hvorfor de ville til Aquarin var Sofies valg om hun ville fortælle, men nu hvor havmanden var alene med dem, så kunne det være at der var plads til det?