Min kære Bertram,



Jeg sidder i Fristavn og kigger på solnedgangen og tænker på dig. Lige her er der et par underligt stille timer lige efter alle skibe er lagt til for aftenen og inden knejperne rigtigt åbner op for udskænkning. Disen har trukket sig tilbage, så jeg tror det bliver en smuk, stjerneklar aften ...

Det var et stykke tid siden, solen var gået ned, men Zirra havde siddet på de store sten ved kysten lige siden, og brevet var ikke nået meget videre. Trestons kraftige rejsekappe lå om hendes skuldre og duftede af et hjem, hun ikke vidste, om hun havde lyst til at vende tilbage til. Fødderne hvilede på en stor sten, der stadig var fugtig efter dagens bølger. Lige nu var vandet så stille som det blev på disse kanter, hvilket ville sige at Zirra kunne sidde på stenene ude blandt det lave vand uden at blive oversprøjtet hvert halve minut. Et par gange havde hun måttet flytte sig længere ind ad kysten for at undgå bølgerne, når et nyt skib lagde til i havnen, og det havde måske været smartere at vælge en af trækajerne at sidde på, men hun havde haft brug for at trække sig længere væk fra forbipasserende. Det nærmeste hus var et stykke væk, og herude med stenstrand og ustadigt vand var der ikke mange, der lige gik aftentur.


"Åh, jeg er ikke god til det der med breve. Det har altid været Treston, der var god til poesi," sagde Zirra rettet mod den måge, der havde hængt ud i bølgerne foran hende, fordi hun med jævne mellemrum kastede kålstykker ud til den. 
Den lagde hovedet på skrå og stirrede på hende med et enligt øje, der tiggede om mere. 
"Så lad gå da," Kålstykket nåede ikke engang at ramme vandet, før mågen havde kastet sig over det med flaksende vinger og en entusiasme, Zirra virkelig godt kunne bruge at blive smittet med.
"Hvad zalan skriver man?" fortsatte hun samtalen. Mågen gav ikke så meget modspil. "Hej Bertram, jeg kunne ikke slå hende ihjel, og så var jeg selv ved at dø, men heldigvis kunne hende, jeg havde prøvet at myrde, skære et mutantbarn ud af min mave ... "
Stemmen knækkede over og hun måtte trække vejret ind i et højlydt snøft, mens øjnene fyldtes op med tårer. Brevpapiret blev dækket til af den ene arm, mens hun tørrede øjnene med den andens håndryg.
"Der er ikke rigtig nogen poetisk måde at sige sådan noget på, er der?" snøftede hun. "Det ville være lettere, hvis jeg havde fortalt ham alt, før jeg tog af sted. Selv nu er det nemmere at snakke med en måge end skrive det her brev... "

Mågens pludselige letten fik det til at gibbe i Zirra. Hun løftede armen skærmende foran ansigtet, men kun et par fjer dalede ned omkring hende, så den angreb ikke. Den skred bare. Her havde hun siddet noget så fredeligt i timevis for at skrive et brev, og den havde holdt hende med selskab hele tiden, og så fór den op, som om ... 
Fødderne gled ned fra den våde sten foran hende, og hun landede på sandgruset idet hun vendte sig om for at se efter mågen - og hvad der havde skræmt den.
Der havde ikke været andre herude på noget tidspunkt, og Zirra havde bestemt ikke regnet med, at nogen ville komme herud medmindre det var for aktivt at opsøge hende. Og så ville det være Sedna eller Treston, der havde krævet at vide, hvor hun var - sikkert fordi de var bange for, hun ville gøre alvor af sin trussel om at kaste sig i bølgerne, selvom den var blevet sagt før hele misfoster-problemet og under alkoholpåvirkning.

Væsnet, der stod og så på hende nu, lignede ikke en, der bare var ude på en aftenspadseretur. Det stod og betragtede hende i skyggerne fra en stor hætte, hvor kun en smule genspejling fra månen viste hende, at der faktisk var et sæt øjne. Der var nogle meter mellem dem, og væsnet stod højere, mens Zirra endnu befandt sig mellem strandens store sten. Væsnet var høj som en flagstang og bred som en okse. Pakket så meget ind, at hun ingen chance havde for at regne ud, hvad det var, andet end sikkert ude på at spise hende.
Pludselig virkede det som en rigtig dårlig idé at være gået ud alene. Hun knugede sine skriveredskaber i den ene hånd, mens den anden lagde sig beskyttende over maven der hvor såret var. Sedna havde gjort et formidabelt stykke arbejde, men havde også gjort det klart, at Zirra ikke skulle foretage nogen form for ekstremsport det næste stykke tid - det inkluderede at løbe fra fremmede fjender.
"Den her sten er optaget!" Zirra sank en klump. Prøvede at finde modet og om ikke andet så få det ind i sin stemme. "Så find et andet sted at lave ballade, eller hvad du nu er ude på."

Da det første skridt blev taget, var Zirra klar til kamp. Der skulle zalme ikke komme en fremmed her og rulle hende lige mens hun prøvede at krænge hjertet ud. Da hænderne blev taget op til kappen, overvejede hun, om hun bare skulle flygte. Hvad nu hvis det var en gorgon, og den kunne forstene hende på stedet? Da hætten faldt, og det røde hår dukkede frem som ild midt i nattens mørke, smuldrede hun.
Bertram. 
Hendes Bertram.

Tårer vældede op i hendes øjne, og benene førte hende frem mod ham, selvom skosålerne gjorde deres bedste for at glide på de glatte sten. 
"Åh, Bertram!" udbrød hun, inden hun kastede sig selv ind i hans favn og de mange, mange lag stof og skind. 
Et stykke tid trykkede hun sig bare ind til ham og lod gråden få frit løb. Glemte alt om det halvfærdige brev, hun havde tabt på vej hen til ham. Glemte alle de ord, hun havde prøvet at putte ned i det, for nu virkede de ligegyldige. Måske skulle de siges, men måske skulle de siges på en helt anden måde.

Endelig gled hendes hænder op og fandt hans kinder. De ligblege kinder, der så endnu mere syge ud end de plejede. For en gangs skyld var Zirras egne hænder lige så iskolde som hans hud, for hun havde mistet alt for meget blod under operationen. Mon Bertram overhovedet kunne lugte hendes blod lige nu?
"Hvordan er du kommet herned?" spurgte hun bekymret - lige så bekymret som hun syntes han så ud. "Åh, du ser forfærdelig ud. Hvad tænker du dog på?"
Sådan at sætte livet på spil for din psykoseramte kæreste, der flygtede tværs over landet uden at sige farvel. Ja okay, når du siger det på den måde... tænkte hun for sig selv.

Lige så snart spørgsmålet var stillet, snørrede Zirras hals sig sammen og tårer vældede op igen. Måske ville det være lettere i et brev. Hun snøftede hårdt ind og tørrede sine øjne i ærmet. Hårdt og trodsigt, som om følelserne ville forsvinde af det. Som om det ville holde op med at gøre ondt.
Hun holdt sig tæt til hans indpakkede figur. Selvom der ingen varme var at hente, som da hun havde tilbragt aftenen på kajen med Treston, var hans nærvær tiltrængt. Hun havde higet efter det mere end hun anede. Eller havde ville indrømme.
"Lige inden retssagen..." snøftede hun. "En ridder så sig sur på Tres... Han ville, altså ridderen ville tæve Sedna, mens hun sad i fangekælderen, og Tres ville ikke. Og jeg så det, og jeg stoppede ham også. Men så kom han til middagen..."
Snøftene overtog og hun måtte gnide næsen med to fingre for ikke at ende i endnu et tudeanfald. Hun ville så gerne fortælle Bertram det, men det krævede at rive direkte op i det sjælesår, hun desperat havde forsøgt at glemme og nedkæmpe de sidste måneder. 
"Han..."
Ordet var stadig svært. Svært at sige, tænke og føle. Det bragte altid minder med sig.
"Han..."
Hun kunne ikke se på Bertram og sænkede ikke blot blikket men hele hovedet. 
"Han voldtog mig," hviskede hun grådkvalt. "Og jeg blev gravid, og ... Sedna reddede mig, for barnet var helt i stykker..." Det var nemmere på den anden side af ordet. "Hvis jeg havde slået hende ihjel, var jeg også død nu. Jeg kunne ikke slå hende ihjel. Men hun kunne godt redde mit liv..."
Stilhed et øjeblik.
"Jeg er ked af, at jeg løb, Bertram. Jeg kunne bare ikke ... Jeg kunne ikke være i mig selv ... Eller i byen."

Bertram var forstående. Kærlig og varm også selvom hans krop var indbegrebet af det stik modsatte. Noget af det smittede af på Zirra, og hun fandt hans ene hånd med sin. Prøvede at række ud og være her, så han kunne få lov til at være her med hende. Lukke ham helt ind, som hun havde gjort det med Treston. Ikke flere hemmeligheder...
"Det var bare..." svarede hun åndeløst og sank en klump. "Bare en bunke arme og... blæver og ... Det var ikke ... Det var ikke et rigtigt barn, Bertram. Hans magi havde ødelagt det."
Det mentale billede af blobben fik kvalmen til at stige op i halsen, og hun måtte sætte håndryggen mod munden. Ikke at der var så meget i hendes mave at kaste op, men kroppen ville gerne. Følelsen af at blive skåret op og de små, gribende hænder, der trak sig selv ud af hendes indre. 
"Det er ikke din skyld," nåede hun lige at hviske, inden han fortsatte, for hvad kunne han have gjort? Han kunne ikke komme med til hendes kaotiske familiemiddage uden af Dastor ville stikke et sværd i ham, og i øvrigt havde hun ikke megen lyst til at introducere sin far for flere mænd. 
Lige nu var hun ikke engang sikker på, hun kunne komme hjem igen. Victoria havde lovet hende en løsning, men Zirra havde brugt mere end en måned på sin flugt, og far måtte være rasende nu. Tro hun var flygtet og sætte himmel og hav i flammer for at finde hende. Ikke at det var så langt fra sandheden, det med flugten. Det var kun for moderens skyld, at Zirra stadig overvejede engang at træde ind ad Dianthos' porte igen. Men ikke alene. Hun kunne ikke være alene, når hun vendte tilbage til byen. Det var en stor by, men hun anede ikke hvor mange ressourcer, Kester havde og...

Vær sød at fortælle mig, at du har ordnet ham ridderen?

Zirras tanker stoppede. Koldsved brød frem på hendes pande. Hun slap Bertrams hånd, så han ikke skulle mærke de koldklamme håndflader. Følelsen af Kesters hænder om hendes hals fik hende til at rive i ponchoens halsåbning. Midt i den kølige nat kunne hun pludselig ikke få vejret. Hun havde lyst til at rulle sig i bølgerne bare for at få en følelse af at blive tilnærmelsesvist ren.
"Nej, jeg-jeg ... Jeg kan ikke... Han var for stærk, og jeg kunne ikke... Kunne ikke ..." Tårerne vældede op i hendes øjne igen, og hun skubbede sig ud fra Bertram og vendte sig om. Bed sig i læben. "Min far trolovede mig til ham. De vil ikke lytte. Treston prøvede at slå ham ihjel, for han vidste, hvad han ville gøre... Men de låste ham bare inde igen. De vil aldrig tro mig, Bertram. Min mester siger, vi kan løse det, men... Jeg skal hjem for at løse det, men... Men jeg tør ikke tage tilbage," Zirras stemme var blevet luftig og lav. "Han kommer til at tage hævn igen, når han finder mig."

Zirra sank en klump, mens ordene satte sig fast i hendes hals. Intet hjalp lige nu, heller ikke at gemme sig i Fristavn. Bertram mente det så godt, men hun vidste, at det på ingen måde var realistisk.
Hun vendte sig mod ham med åben mund og blev konfronteret med hans unaturligt blege ansigt - unaturligt selv for en vampyr. Han var i en værre redelighed, og midt i sin egen ulykke var det nemmere at fokusere på andres. Sådan havde det altid været for Zirra. Så i stedet for at påtale det, han lige havde sagt, kom det til at handle om ham.
"Du ser skrækkelig ud," sagde hun og rakte ud efter hans hånd. "Skal vi ikke starte med at finde dig noget at spise?" Hun rodede i sin lomme og hev nogle krystaller frem. "Jeg spillede mig til lidt i morges. Det bør være nok til at betale en skøge. Jeg kender et par steder, der ikke har noget imod at tage specialordre."
Hun kendte dem mest fordi det altid var sådan nogle steder, hun mødte skumle folk med skumle ærrinder, når hun var i Fristavn på arbejde, og størstedelen af de bekendtskaber havde været en eller anden grad af væsen på specialkost. De var bare mere oppe om natten, så de vidste mere om, hvad der rørte sig i de allermørkeste afkroge.

Forsigtigt tog hun Bertrams hånd i sin og ledte dem ind mod byens huse. Det var rart at have ham her. Det havde da været trygt nok med Treston i nærheden, men han ville også gerne lave andre ting, og han kunne snart ikke trække den meget længere, hvis det ikke skulle tage ham et år at tigge om syndsforladelse i alle rigets templer. 
"Jeg kan ikke blive ved med at gemme mig her," sagde hun endelig, da stilheden blev for meget. "Jeg bliver nødt til at se min mor igen. Hun er ude af sig selv af bekymring. Og hvis jeg gemmer mig, bliver det bare værre... Jeg bliver nødt til at løse det. Hele vejen igennem."
Blikket sank ned til brostenene.
"Hvordan ville du have det med, hvis jeg blev gift på papiret?" spurgte hun uden at turde se op på ham. Det virkede helt åndssvagt at spørge om. "Min mester har en bror, som er adelig. Hvis jeg bliver gift med ham, vil min familie ikke kunne sige noget til det. Så vil mine opgaver blive hos adlen og ikke så meget ... ude i mudderet. Og vi vil kun være gift på papiret. Han kan få sig en elskerinde til at klare børn og den slags."

Zirra stoppede brat op. Hans ord om at hun selvfølgelig havde spillet ligesom første gang, han mødte hende, havde fremkaldt et lille lys i hendes indre over mindet om en mindre kompliceret tid i hendes liv. Selvom vampyrkærester var ret komplicerede, virkede det som vand i forhold til alt det, hun havde været igennem de seneste måneder. Bestemt tog hun begge Bertrams hænder i sine, selvom de var store af handsker og indpakning. Alt for store til hendes små. 
"Bertram, jeg beder dig, lyt til hvad jeg siger," bad hun og så op på hans nøddebrune øjne. Øjne, hun kunne drukne sig i hele dagen. "Min mester har en plan. Jeg vil bare ikke giftes med Kester, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at slippe væk. Jeg turde ikke gå til dig bagefter, fordi jeg ved, du kan få ham til at forsvinde. Men så ville Treston få skylden og blive henrettet for det. Jeg blev nødt til at finde en anden løsning."

Det havde været angstprovokerende at tænke på, at Bertram kunne ordne alle hendes problemer ved et enkelt bid. Måske. For Kester var ridder, og med duplikationsmagien var det faktisk ikke sikkert, at Bertram ville vinde den indledende kamp. Selv der var Zirra ikke sikker på, at hun ønskede at hendes kæreste slog folk ihjel for hende. Selv med det, de havde gjort mod hende. Det var ikke sådan Lyset gjorde... Men hun måtte også minde sig selv om, at Kester var Ridder af Lyset, og bestemt ikke gjorde, som Zirra forventede sif ag Lyset.
"Der er ikke noget, jeg hellere vil end at lade dig møde min familie," fortsatte hun. "Men min far ville aldrig velsigne vores ægteskab. Han ser kun på rang og titler. Han vil mænge sig med de fine, og jeg er den eneste datter, han kan give væk. Sidste gang han prøvede, var lige omkring Mørkets belejring, og så kom han fra det igen. Men den her gang tror jeg ikke han lader mig slippe."
Hun tørrede et par vrede tårer væk med håndryggen.
"Jeg vil jo ikke giftes med en eller anden, jeg ikke engang kender, Bertram," snøftede hun. "Jeg vil bare have dig."

"Jeg synes heller ikke det er en god idé!" protesterede Zirra ulykkeligt. "Jeg har aldrig haft et ønske om ægteskab, fordi jeg altid har vidst, at det skulle behage min far, og ingen af de mænd, der behager ham, er nogen, jeg vil bruge livet med. Og ingen af dem, jeg har kunnet lide, har været nogen, jeg kunne tage med hjem. Ved Aladrios, Bertram, jeg tror stadig han tror, jeg er jomfru!"
Det havde aldrig været på tale at tage en fyr med hjem for Zirra. Enten fordi de ikke havde holdt så længe, eller fordi de var blevet nuppet af Mørket, inden det kunne nå at holde længe. Der gik ligesom altid noget galt. Den her gang med Bertram føltes det bare som om det var hende selv, der havde fået det hele til at gå galt. 
"Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget, og det bedste jeg kan gøre er nok at få papir på noget, så jeg kan blive fri for hans idéer," sukkede hun. "Jeg har ikke så meget sparet op, men måske vi kan spare sammen til et sted sammen i Dianthos? Jeg skal ikke tilbage til mit kammer..."
Måden sætningen flød ud på fortalte præcis, hvorfor hun ikke skulle sætte sine fødder dér igen. Der var meget, der blev nødt til at ændre sig hvis hun skulle tilbage til Dianthos og leve en smule frit. Familien prøvede at lægge bånd på hende, og hun blev nødt til at undgå det, hvis hun skulle kunne holde ud at leve.
"Men jeg er åben for idéer... Måske har du prøvet sådan noget her før, eller et eller andet..." sætningen var ikke særlig håbefuld, og Zirra maste sig selv ind i et kram mellem Bertrams arme. "Jeg vil ikke miste dig. Og jeg er virkelig ked af, at jeg var så tæt på at skubbe dig væk. Jeg har ikke været mig selv, og jeg lover at gøre det bedre fra nu af."

Zirra havde en masse ord og undskyldninger klar lige på tungen. Om hvorfor ægteskabskontrakten ikke ville betyde noget, selvom hun inderst inde godt vidste, at den ville. Om at de kunne få deres lille fælles sted, selvom hun inderst inde godt vidste, at det blev nødt til at være tæt på hendes ægtemand. Om at intet ville ændre sig meget, selvom hun godt vidste, at det allerede havde.
Men da han bøjede sig ned og kyssede hende, blev alle tanker presset ud af hendes hoved. Den tryghed, hun følte i hans arme, overvældede alle andre sanseindtryk. Hun havde ikke kysset siden sidst hun så ham, og det var så længe siden, at det føltes som i et helt andet liv. Hendes egne hænder fandt et af de mange lag tøj og greb om det, så hun kunne trække sig ind mod ham. Tårer begyndte at trille ned over hendes kinder, mens følelserne fik lov til at få frit løb. Både de positive og negative. Det føltes som om han trak kærligheden op til overfladen, efter hun havde begravet den dybt i sin sjæl.

Zirra trak kysset så langt ud, hun kunne. Holdt på hans iskolde læber, der ikke blev varmet det mindste op af hendes. Den her følelse ville hun holde fast i. Hendes liv var vendt på hovedet og alle de nyligste minder var forfærdelige at tænke tilbage på. Dét her. Dét her var sådan, hun ville have det. Tryg og elsket i sin kærestes favn.
"Bertram," hviskede hun, da læberne skiltes, og hun stadig tryggede sig ind til ham. Så op på ham med tårevædede øjne, men et begyndende smil i øjenkrogene. "Jeg elsker dig."

Tænk at en iskold vampyr kunne varme et lille menneske som Zirra mere end den jakke, hun havde på. Hans blotte tlistedeværelse fik varmen til at stige indefra og ud og løftede hendes iturevne sjæl, så et lille smil brød frem på hendes læber. Tænk at hun havde sådan en mand i sit liv. At hun fortjente hans kærlighed.
Hun klemte hans hånd i sin som ville hun aldrig giv slip. Hun havde aldrig lyst til at slippe ham igen. Lige nu var det eneste, hun ønskede, at være ved hans side og falde i søvn i hans arme. 

"Når vi kommer hjem, får vi det sjovt igen," forsikrede Zirra ham om, mens de begyndte at gå. "Alle siger, det er sjovt i Fristavn, men det er det virkelig ikke. Her er bare slam og slyngler, og ikke den sjove slags. Kom, lad mig vise dig, hvor mig og Tres har et værelse. Min seng er ikke så stor, men det har vi prøvet før, ikke?"
Hun tænkte tilbage på deres nætter hjemme hos hende, og hendes seng havde bestemt ikke været lavet til at to mennesker - og slet ikke et så langt et som Bertram - skulle ligge i den.
"Det er en ok kro, vi bor på. Ikke alt for slammet," fortsatte hun. Hun nød følelsen af sin hånd i hans. "Jeg skal ind og ligge lidt ned igen, tror jeg. Sedna har sagt, jeg nok er lidt mere træt de kommende uger, fordi jeg mistede så meget blod. Jeg kan godt mærke det. Men hvis nu du tager ud og får noget blod, mens jeg spiser aftensmad? Så kan vi lægge os op sammen bagefter?"
Hun fiskede en lille pose op ad sin lomme med den frie hånd og stoppede den i en af Bertrams. "Der er nok til at betale på en af de bordeller, der gør sig i den slags. Den Syngende Svane ved jeg kan hjælpe. Den er tre gader op og to hen fra kroen."
Zirra lod sin stemme dø ud og håbede, at Bertram ville tage imod hendes krystaller og få noget indenbords. Hun kunne altid spille lidt mere eller bede Treston lægge ud for aftensmaden. Lige nu var alt, Zirra ville, bare at ligge og putte under et varmt tæppe med hendes helt egen Bertram. Verden virkede ikke lige så overvældende, når han var i nærheden.