Vinden rasede i skibets sejl, indikerende at dagen formentlig blev mere prøvende end en tur på stille sø. Det store skib sejlede med lysets banner og flag højt helst til tops, mens besætningen gik som myrer omkring på dækket og fik ordnet det fornødne, for at intet skulle rives med af stormen.
Det var denne kolde morgen, at beskeden nåede skibets kaptajn. Endnu en fiskerby på kysten var under angreb af mørkets styrker.
Det havde undret den unge Phoebus længe, hvad mørket dog kunne bruge alle de små flækker til. Det var blot uskyldige fiskere og bønder der havde deres normale, nogen ville sige kedelige, hverdag.

I horisonten kom kampens rasen til syne. Phoebus, et af skibets yngste besætningsfolk, sad oppe i udkigstårnet. Eller rettere han sad på kanten, da tårnet knap havde plads til manden der agerede som udkigspost, og de talte ivrigt om hvad de skulle gøre. Fra kysten, glimtede metal op imod den klare morgensol, og Pete kunne sige med sit forøgede syn, at lysets landsstyrker var på vej. Deres opgave nu var at tage kampen fra søs, og landfolket at jage dem ud af byen.

Phoebus vendede sig næppe nogensinde til canonernes smæld når krudtet sendte kuglerne afsted, ej heller den susende lyd når kugler blev sendt retur. I det mindste var der ingen drager med denne dag! Mørket havde næppet regnet med at de behøvede en drage for at tage en fiskerby.

"Knægt! Flyv ind til byen - Der går næppe længe før de andre tager på flugt." kaptajnen brølede over kampens hede, som skibet skiftede til at vende siden til, og følge efter de mørke sejl der kæmpede sig længere og længere ud på havets vand. Phoebus havde den fordel at kunne skifte position hurtigt, i det han bare kunne flyve væk - men han havde alligevel et øjebliks undren. Hvorfor skulle han ikke hjælpe til her. Men kaptajnen tog ikke ting op til diskussion, specielt ikke midt i en kamp.

Så Phoebus gjorde som befalet, forvandlede sig til den lille pjuskede tårnfalk og satte af fra rælingen mod byen. Ikke at tårnfalken var det bedste dyr til at flyve over bølger, men frem skulle han da, og relativt hurtigt gik det også. Der var stadig nogen tilbage, som skibet ganske uærligt og umoralsk blot havde efterladt til at kæmpe deres sidste kamp. De udyr.

Joannas deling var taget ned mod Tusmørkedalen for at hjælpe en anden by der havde været under angreb for et par dage siden, da nyhederne havde ramt dem om at et angreb var ved at skulle stå ikke mange km. væk fra hvor de allerede var. De pakkede i en hast sammen, tog rustninger og lignende på, og skyndte sig afsted.
Da de ramte byen, var den der dog allerede i flammer. Skrig kunne høres, og et skud fra kanonerne lød ligeledes, som endnu en blev fyret mod den lille fiskerlandsby, som ikke havde en jordisk chance mod Mørkets tropper. Hvorfor Mørket var gået efter denne by, var der ikke engang ting til at tænke over i det her øjeblik, som der blev råbt ordrer til dem.

Evakuering af byens beboer var top prioritet.

Der var altid nogen der ikke fulgte ordrene ligeså meget som andre, men Joanna gjorde nu altid. På det punkt var hun meget autoritetstro. Det bed hende nogle gange i røven, men hun regnede med at hendes overkommanderende vidste mere om strategien end hun selv gjorde. Hun var blot en fodsoldat som så mange andre.

Mørket havde dog ikke regnet med at Lyset ville reagere så hurtigt, så som de skubbede ind mod Mørket, så kunne der høres kommandoer blive råbt på den anden side, og som Joanna prøvede at tjekke de nærmeste huse for overlevende, håbefuld om at hun var dækket ind fra bagsiden, så hun i det mindste ikke blev overfaldet midt i det hele.
Hendes blik var ikke på horisonten hvor et af Lysets skibe også kom til syne, men nærmere på at sørge for at folk blev ledt væk fra de få kampe hun stadig kunne høre længere oppe.

Krig var kaos. Ordre blev slynget ud til alle sider, uden at der var mulighed for at følge dem alle til punkt og prikke. Folk løb forvildet rundt og hinanden, og især de civile vidste hverken ud eller ind. Den lille falk fløj ind over byen og lod sit skarpe blik vandre rundt. Lysets styrker fra fodfolket gjorde sit for både at tvinge mørkets styrker tilbage, og på at evakuere byens beboere.

Fra sin position i højderne, blev Phoebus ramt af den varme luft fra huse der stod i brand, og han kunne tydeligt høre skrig og råb om hjælp fra de fangede. Kredsende søgte han at finde en indgang. Et sted hvor han kunne komme ind. Fuglen fløj fra de itusprængte vinduer og rundt, men ingen god vinkel.
Frebrilsk kiggede han rundt og fik øje på genskæret fra en lysets rustning. Med lynets hast dykkede han, drejede omkring torvets brønd med en susen, direkte med krigerkvindens person.
Et par meter før hende, bredte han vingerne og rettede sig op, for at tage noget af den voldsomme fart. I processen forvandlede han sig tilbage til den pjuskede unge mand hvis sømandsklæder i lysets farver forhåbetlig afslørede hans tilhørsforhold, nu han ikke havde tænkt sig om og bare var sprunget direkte frem for hende, midt i en krigszone.
"Skynd dig og kom med mig! De er fanget inde i huset!" Han rakte ufortrødent ud efter hendes arm og begyndte at trække hende med som han løb tilbage mod huset han havde kredset om for ganske få sekunder siden. Han var ikke stærk nok til at bryde døren ned selv, men hvis de var to, så var han helt sikker på at de havde en chance!

En fugl på himlen var ikke der opmærksomheden var, som Joanna banede sig vej gennem byen, og pegede de få civile hun stødte på, tilbage mod hvor hun var kommet fra. Op af bakker og bjerge, så de kunne komme lidt væk. Der var de ret sikre på at Mørket ikke var kommet til endnu. Ellers ville de være i en endnu værre situation end de allerede var i deres.

Derfor var det kun da fuglen var ganske få meter fra hende, at hun opdagede at den havde kurs mod hende, og instinktivt blev sværdet holdt op foran ansigtet, i håb om at skærme sig mod den arrige fugl, som hun i dette øjeblik troede var en fjende. Det kunne den trods alt sagtens være, men som den forvandlede sig som en mand, så var hun alligevel ikke forberedt nok, og hendes arm blev hevet i før hun kunne stoppe manden, og afsted blev hun hevet. "Hva-?"
Som hun blev hevet afsted kunne hendes øjne dog justere sig mod mandens skikkelsen og den blå uniform blev endelig registreret, hvilket fik hendes hjertebanken til at falde en lille smule. Det var ikke en af Mørkets soldater. Hun havde dog aldrig set ham før, og hun skulle mene at hun kendte i hvert fald ansigterne på de fleste af dem hun rejste med. Men havde hun ikke set et skib? Tankerne fik i hvert fald ikke lov til at fylde meget i situationer som disse.

"Huset?" Hun lød uforstående et øjeblik, men hendes ben satte sig også hurtigt op i tempo, som hun blevet hevet mod et af de brændende huse, hvor hun ganske rigtig kunne høre skrig og stemmer fra.
Det ramte altid hårdt på samvittigheden, og hun vidste at det var en af de ting der ville sætte sig i et stykke tid hos hende, uanset hvor vant til det hun efterhånden var. "Er der nogen fjender derinde?" udbrød hun, som de kom nærmere, og hendes øjne allerede prøvede at se hvor svært det ville være at komme igennem døren. Det ville nok have været nemmere hvis hun havde en økse.

Phoebus havde absolut ikke tænkt sig om, hvordan dette kunne se ud fra hendes vinkel. Hendes lille udbrød opfangede hans øre heller ikke, men fortsatte blot med at trække insisterende i hendes arm. En process der blev nemmere, som krigeren havde haft mulighed for at orientere sig at Phoebus ikke var en mørkets kriger, og faktisk heller ikke bare civil der søgte hjælp, men en af lysets soldater.

"Ja, noget af taget er faldet ned og jeg tror det blokere. Jeg kan ikke komme derind selv, og de kan ikke komme ud" forklarede han hastende og bevægede sig målrettet uden om brønden og hen til bindingshuset. Et hvor det så ud til at en af kanonkuglerne havde strejfet bindingsværket i taget hårdt nok til at det var faldet sammen, ned over husets beboere. Phoebus vendte først sin klare øjne tilbage mod hende, som hun spurgte om der var fjender. Et øjeblik så han meget forvirret og overvejende ud. "Ikke jeg så" konkluderede han og kiggede derefter tilbage på døren, han meget hurtigt gik i krig imod med hele sin vægt, spark og hvad end han kunne mønstre. "For syv dødssynder da også!..." bandede han for hvert skub i en dæmpet stemme. Måske det var bedre at gå til angreb mod et vindue eller blot finde en anden vej ind, for Phoebus var ikke sikker på at to personer var nok til at få sparket døren op, selvom de gav alt hvad de havde i sig.

Det var ikke ligefrem en god situation, og Joanna kiggede sig desperat omkring for at se om der at noget der kunne hjælpe med at få døren op. En eller anden form for våben, så kunne hendes magi være behjælpelig med at få den op. Den var jo brugbar i de fleste tilfælde, når hun pakkede nok våben, hvilket hun aldrig gjorde til sådan nogle situationer.
Som heldet ville have det dog, så var våben dog også blevet tabt som krigere blev nedfældet, eller bare at de skyndte sig væk.
"Jeg tror jeg har en idé" udbrød hun, og nu når han ikke hev fat i hende, så kunne hun løbe hen mod et af de andre huse, hvor et lig lå med en mørk uniform. Det var dog ikke kroppen der var det interessante, men mere hvad manden havde haft i hånden og var kastet lidt væk fra ham. Hendes hænder greb om en store stridskølle der lå ved hans store krop. Den var tung, men heldigvis var Joanna bygget til det her, selvom hun aldrig ville være særlig ferm med den i kamp.

Hun kom slæbende over med den. "Træd lige til side," sagde hun, og ligeså snart den fremmede mand stillede sig til side, så førte hun magi ind i køllen, så hun kunne smække den mod den lukkede dør, som de bare ikke kunne få op. Køllen ramte døren med et brag, og den gik direkte igennem træet, som splintrede og Joanna måtte dreje hovedet, for ikke at risikere at få splinter i ansigtet, men det hjalp. De kunne nu se at noget af døren var blokeret af murbrokker, mens halvdelen af den burde man godt kunne presse sig igennem, hvis døren ikke var i vejen. Så hun svang igen for at de kunne fjerne døren.

Phoebos asede og masede til den forbandede dør, nærmest utrætteligt, selvom den ikke rykkede sig så meget som en tomme. Desuden, var han ikke sikker på om den knagende lyd kom fra hans skulder eller døren. Han tvivlede på at det var døren. Han kiggede efter sin indfangede medsoldat og havde lidt håbet på en uddybelse. Mest fordi han jo var nysgerrig efter hvad hun havde tænkt, men også vidste at tiden bare ikke var til forklaringer. I stedet blev han ved med at slå og sparke til døren, så det sitrede i kroppen og han blev forpustet.

Da hun kom tilbage med en større kølle, blev Phoebos noget overrasket. En måbende overraskelse der brød op i et stort smil. "Genialt!" udbrød han, og sprang energisk til siden for at give hende plads. Det lykkedes! Med skarpe splintre der sprang til alle sider. Instinktivt løftede Phoebus en hånd og kom men en triumferende lyd. Sådan! "Vi er der næsten! Træd tilbage så i ikke bliver ramt" råbte han ind til husets forskræmte beboere der begyndte at komme til syne. Hvor var det godt det her.
Da døren blev ramt på ny, splintrede den sig i endnu flere stykker, og Phoebos hoppede frem igen, for at trække de større flækkede stykker til side, og hive de værste murbrokker frem mod sig. En af dem ramte også hans stakkels fod, så han hoppede lidt på et ben, bandede lidt, men på intet tidspunkt stoppede, før det var muligt for familien at komme ud. "Virkelig godt tænkt!"

Køllen føltes varm i Joannas hænder, men så snart den fremmede soldat begyndte at fjerne de store stykker træ, så smed hun også det tunge udstyr fra sig, og magien der hade lagt sig som en hinde om væbnet forsvandt. Hendes arme føltes allerede lidt tunge, men hun var ligeså hurtig ovre for at hive fat i træstumperne for at hive dem fra hinanden.

Hun mærke sveden arbejde sig op, men som de fik dannet sig et hul, kunne hun også mærke noget lettelse fylde kroppen, til trods for at de få hun kunne se inden bag murbrokkerne så skræmte ud. "Bare lidt endnu," sagde hun, i håb om at give dem noget held, med et venligt smil på læberne.
Hendes opmærksomhed var kun halvt på soldaten ved hendes side, især som hun hørte et kompliment fra hende. Ikke ligefrem noget hun hørte ofte, og derfor mærkede hun også varmen stige til ansigtet lidt. "Tak, jeg har noget magi der -" Hun hev endnu et bræt væk fra døren. "- hjælper med gennemslagkraften. Ellers er jeg ikke sikker på at det ville have været nok." Han fortjente lidt af en forklaring på hvad der var sket, selvom han sikkert bare troede at hun var stærk. Ikke en unormal ting i hæren, selv ikke for kvinderne. Man skulle trods alt bare møde en som Azteka.

Phoebus fortsatte med at hive murbrokker fra hinanden, således at bunken blev mindre og nemmere at manorere over. "Virkelig? Fantastisk!" kom der entusiastisk fra den unge sømand. Han havde egentlig blot tænkt at hun var stærk, for det var kvinderne i hæren oftest. At man havde en magisk evne til at behjælpe var skam en god bonus at have i ærmet! Det måtte han indrømme.
Phoebus kravlede ind igennem hullet de havde fået skabt, hvor murbrokkerne gav efter under hans fødder og skabte en kontrolleret nedglidning til han nåede mere fast grund. "Kom!" Kaldte han ind til familie, som han pustende skubbede en stor brædde med flammer til sidde.

"Du skal bare række hånden frem mod den fantastiske kriger, så hjælper hun dig helt ud i sikkerhed" beroligede han børnene, mest af alt, som en forskræmt pige klamrede sig til sin mors ben, og knægten rystede forskræmt. Det var altid værst at se børnene. Phoebus fastholdte det varme og indbydende smil, satte sig på hug og rakte hånden frem til drengen. "Hvis du kommer ud først kan du hjælpe derude med at få din søster og mor med ud." Drengen tog imod hans udrakte hånd og lod sig løfte op på den mindre bunke af murbrokker så han kunne række frem efter krigeren på den anden side og blive trukket ud. Efterfulgt af lillesøster og moren, inden Phoebus selv kralvede op ad den usikre grund og kom ud fra det varme, ja kogende hus igen og kunne trække en frisk indånding.
Der havde været både røget og kvalmende varmt i huset. Phoebus mistænkte at det ikke var megen tid de havde haft til at få familien ud. Ganske rigtigt begyndte huset også at knirke faretruende som den knitrende ild fik bedre fat.

Der var allerede faldet flere komplimenter fra den fremmede lysets soldat, end hun normalvis fik af nogen overhoved... altså udover Azteka. Azteka plejede nu altid at være der for at minde Joanna om at hun var mere værd end hun ellers normalvis tænkte om sig selv. Ikke at Azteka havde været der i et godt stykke tid. HUn prøvede på ikke at lade det gå alt for meget ind i hendes tanker.

I stedet for fokuserede hun for nu på at strække sig ned, så hun kunne give en hjælpende hånd, til hvem end der kom frem i hullet. Først en lille dreng, som hun hev op, og derefter pigen og moren, og til sidst gav hun sine varme hænder til manden, for også at hive ham med op.
"Skynd jer den vej," sagde hun lidt mere pustende, og pegede mod bjergsiden, hvor de kunne flygte hende. "Hold jer væk fra de brændende huse. Der er krigere til at lede jer i sikkerhed længere henne." Der var stadig mange flere de selv skulle redde videre, især siden husene allerede var begyndt at knirke, og snart ville brase sammen. Hvis der var andre fanget i husene, så skulle de virkelig skynde dig.

"Så du andre der også var fanget?" spurgte hun. Der var ikke tid til høflighedsfraserne.

Ud kom familien, og i sikkerhed. Et held som Phoebus af hele sit hjerte håbede fortsatte. Men denne familie var ikke de eneste i byen. Det var langt fra alle der havde nået at evakuere, og hvordan skulle de også kunne nå det når kanonkuglerne havde regnet ned over dem. Phoebus havde givet sin medkrigers varme hænder et forsikrende klem som tak, da hun hjalp ham ud af huset, inden det var videre med arbejdet.
Familien løb også af den retning de havde fået fortalt, efter et par hurtige tak fra den forskræmte mor.
"Ikke på vejen, men der er uden tvivl flere. Lad os kigge ind i de omkringliggende huse. Hvis den familie her ikke nåede ud, nåede andre det sikkert heller ikke" gisnede han eftertænksomt, uden egentlig at bruge alt for meget tid til at tænke over det. For den tid var der bare ikke, og hvor rart det end havde været at bruge tid på høflig præsentationer og hyggesnak, var hverken stemning eller atmosfæren til det.

I stedet, var det med at komme i gang igen. Phoebus luntede fra det ene hus til det næste, kiggende ind af sprængte vinduer og kaldte, for at være sikker. "Ingen her!" råbte han tilbage over skulderen for de få par huse til højre for det de lige havde befundet sig i. Han håbede at de så tomme ud og ikke mindst svarløse fordi beboerne var sluppe ud, og ikke fordi de lå dræbte under falne brædder eller kvalt af ilden.

Joanna nikkede. ”God idé” sagde hun bestemt, for det vigtigste nu var at få resten ud, og det var der ingen blå øjne eller varme håndtryk der kunne lave om på. Høflighederne kunne altid blive udvekslet lidt senere, hvis de havde tiden, ellers var det ikke ligefrem ofte at flåden og hæren mødte hinanden.

Joannas ben bar hende ned af nogle huse parallelt, hvor hun kaldte ind for at høre om der var nogen, og åbne døre for at se om der var nogen, men det første par huse var der ikke nogen, og den information kaldte hun også tilbage til hendes nye soldatven.

Men som endnu engang ville vende sig om for at kalde om at der ingen var i det pågældende hus, nåede hun ikke længere end ”ING-” før at noget hårdt ramte hende i baghovedet, og hun vaklede et par skridt forud, og hun måtte dukke sig for ikke at blive ramt af noget andet, som hun vendte sig om. Hendes blik var lidt slørret efter det massive slag, men hun stod stadigvæk, og et par der lignede mørkets krigere stod kun ganske få skridt fra hende. De var formodentlig blevet fanget i et af husene, og enten var de efter Joanna for at slå i det mindste en kriger af lyset ud, eller også som en udvej for at slippe væk fra kaosset der stadig foregik omkring dem. Huset de var kommet ud af, var i hvert fald ved at brase sammen. 

I Phoebus’ øjne var dette det perfekte samarbejde! De var enige om hvordan de skulle gøre tingene, og der var ikke fokus på længere diskussioner! Eller også tænkte han bare de var enige, netop fordi der ikke var tid til førnævnte diskussioner! Under alle omstændigheder var det effektivt! Hus efter hus blev hurtigt gennemgået, og Phoebus begyndte at få den opløftende følelse at de var heldige. Der var ikke flere i problemer.

Men det smukke ved livet var jo, at man kunne blive overrasket. Desværre, var dette ikke en positiv en af slagsen. Joannas ord blev afbrudt, hvilket medførte at Phoebus instinktivt vendte sig og forventede det værste. ”Oi!” Knægten satte i sprint for at komme sin medkriger til undsætning. Løftede sit sværd for at blokere det hårde slag fra køllen. Den lignede noget improvisation fra mørkets styrkers side af, men det havde stadig været effektivt. Phoebus gryntede som slaget fik ham til at vakle tilbage. Krigeren var stærk, og han slog til!
Phoebus trådte frem igen og stilte sig skærmende foran Joanna, men var ikke sikker på om de ville være i stand til at stoppe krigerne, der blev mere og mere desperate for at komme ud af den faldne bygning. Desuden lå det ikke til Phoebus at lade folk dø ved faldne murbrokker. Hans unge alder kom til syne i ubeslutsomheden i hans blik. Hans hovedfokus var dog at sørge for at Joanna ikke blev slået mere til! Krigerne syntes at kunne lugte hans usikkerhed, trådte et langt skridt frem og slyngede køllen afsted endnu engang.

Det ringede lidt i hendes hoved, og hun følte sig både svimmel og alting var lidt slørret. Det krævede dog ikke noget godt syn at se hvilken skikkelse det var der var kommet ind foran hende for at blokere dem der havde angrebet hende. Hun gik i hvert fald ud fra at det var den venlige kriger, som hun havde løbet rundt sammen med det sidste stykke tid.

Men til trods for at alting sejlede, så var Joanna beslutsom i de her øjeblikke. Hun havde stået i øjeblikkene før, og selvom det aldrig var rart efterfølgende, så var kampen for deres liv mere vigtig i det øjeblik. For hvor Phoebus tøvede, der var Joanna ved hans side igen, med et sværd der deflekterede køllen, inden sværdet, med magisk ladning, forsøgte at ramme ud efter den en af krigeren, og som hans rustning smør skar sværdet igennem det, og ramte huden under, selvom Joanna kunne mærke at det ikke havde været dybt, hvilket trods alt fik krigeren til at se mere panisk ud.
Det var blot lige indtil at en aura af mørke spredte sig mellem dem. 

Beslutsomheden i sin medkriger, gjorde at mørkets kriger fik sig noget af en overraskelse. Phoebus stod et par korte sekunder, blinkede og kom tilbage til virkelighedens alvor. Ingen grund til at stå og være betaget af den andens evner nu!
Specielt ikke som mørket bredte sig omkring dem.

Phoebus trådte tættere den kvindelige kriger, så de ikke blev væk fra hinanden i den stigende mørke, mens han holdte sværdet op, parat til at forsvare sig mod hvad end der kom ud af den mørke aura sky omkring dem.
Med en mere defensiv beslutsomhed, lod han sværdet glide ubemærket over i den anden hånd, så han kunne løfte sin nu frie hånd ubemærket op til hendes baghoved og lod den smertedulmende magi sprede sig varmt. Han nåede ikke langt før et angreb slog ind mod hans frie flanke. Lyden af stål mod stål klingede overdøvende i mørket. Det her var mildest talt skidt! "Hvorfor kan de altid se i mørke?!" brummede han utilfreds mellem slagende, der kom faretruende tæt på enten ham selv eller hendes ryg hver gang, som han opdækkede. "Nogen ideer?"

Det dunkede i hovedet og Joanna havde svært ved at fokusere på lyde, nu når hendes syn var blevet taget fra hende i mørket, og hun ikke kunne bruge det mere. Hun følte hun kørte mere på instinkt end noget andet, men et slag mod hovedet var aldrig det bedste for ens bedømmelse af situationen.
Hendes hoved føltes som om at det blev lidt lettere, som hun mærkede hånden og den faktisk ret kendte magi der spredte sig. Evnen var en af de utallige amuletter de havde adgang til.

Et hårdt ryk kom dog i hende, som de blev angrebet, og selv forsøgte hun at parrere som der kom et slag også mod hende få sekunder efter hun havde hørt stålet mod stålet. Hun blinkede et par gange i håb om at få lidt af forstanden tilbage.
”Jeg ved ikke hvor meget det kommer til at hjælpe,” sagde hun, som hun greb ud efter sin egen amulet. ”Men vi får noget lys i lidt tid i hvert fald,” påpegede hun. Mørket og Lyset, den evige kamp om at overtage, også når det kom til deres magiske kunnen.
Hun gav den mandlige kriger sig et øjeblik til at forstå hvad der skulle til at ske, inden hun lod lyset sprede sig og forsøge at kæmpe sig mod mørket der hang over dem som en hård tåge.

Et jammer kunne høres lidt væk fra dem, som de to mørkets krigere holdt sig for øjnene, da det meget kraftige lys også omsluttede dem. ”Der!” udbrød hun, og inden hun kunne tænke sig for meget over det, var hun sat i et halvt løb over mod dem, men sværdet ude, klar på at hugge  dem ned. Faldt de bevidstløse, så faldt mørket forhåbentlig også. 

Phoebus pustede en smule opgivende "Jeg tror alt hjælper lige nu" konkluderede han en smule desperat. Ikke at kunne bruge sine øjne, mod en fjende der kunne se. Det var så dårlige vilkår som det nærmest kunne blive. Hvordan kunne man angribe og forsvare sig mod noget man ikke kunne se?!
Phoebus løftede et øjenbryn og kom med en lavmæld aaah lyd som det dæmrede for ham.
Phoebus lukkede øjnene og drejede kroppen væk, så de næsten stod helt ryg mod ryg, for at mindske det pludselige skær at komme frem til hans ansigt.
Det kunne stadig tydeligt mærkes, men han var på ingen måde forstyrret eller stak i hyl som mørkets krigere der fik sig en grum overraskelse.

Phoebus reagerede instinktivt ved at følge sin medkriger i modangrebet, nu de endelig havde fordelen.
Det var et forsinket forsvar, krigeren Phoebus gik imod, fik sat op, og et velplaceret slag med siden af sværdet mod hans hjelm, fik det til at ringe sol og måne. Han regnede fuldt ud med at hans medkriger havde styr på den anden. Forhåbentlig kunne de nøjes med at få dem slået omkuld, i værste fald ihjel, og komme væk. Phoebus forsøgte at bilde sig selv ind, at det at slå ihjel ikke var et problem når det var fjenden, men det var ikke lykkes endnu. Fik han valget mellem at slå bevidstløs eller slå ihjel, valgte han det første. Som han også havde gjort denne gang. Det skulle nok bide ham i halen engang. "Er du okay?" kaldte han ud, som den mørke tåge begyndte at falme. Det måtte være et godt tegn!

Joannas sværd svang med fornyet magi mod fjenden, og hvor Phoebus måske ikke var meget for at dræbe, så havde Joanna lært at det handlede mere om overlevelse end noget som helst andet. Hvis ikke hun slog først så kunne hun dø, og hun havde set nok af sine soldaterkammerater der havde måtte ladet livet ved at ønske at skåne andre fra Kiles hånd.
Sværdet skar igennem metallet det noget, hvilket var som et chok for krigeren, som han stumlede lidt tilbage og væk fra hende, inden hun svang igen, og denne her gang ramte hun på den nu mere åbne hals, og manden faldt tilbage ned. Hans øjne åbne, og med et par spjæt inden han fuldstændig faldt hen.
Hun nægtede dog at kigge på ham, som hun så efter Phoebus og hørte dog hans stemme lige inden at alt tågen så forsvandt.
"Ja, jeg har det fint, har du det?" spurgte hun, let stakåndet. Herfra kunne hun ikke se hvordan den anden kriger havde det, men det tydede på at de begge to i hvert fald var slået omkuld. Hendes burde ganske vidst være død. Hellere ham end hende, selvom hun godt vidste at mareridtene nok ville vise sig selv i aften.

Phoebus havde stadig meget at lære om at være kriger, og ikke mindst at han nogen gange måtte efterlade sin blødhjertede natur derhjemme for ikke selv at blive slået ihjel. Nok derfor han var på et skib normalt. Her stod man sjældent direkte ansigt til ansigt, men skød fjenden ned på afstand. Men før eller siden ville det give ham konsekvenser. han håbede blot at det kun var ham det gik ud over, og ikke hans medkrigere eller uskyldige.

Phoebus pustede stakåndet og nikkede med åben mund. "Ja.. Jeg har nok ondt i morgen" kom der med et svagt humoristisk klang, selvom der ikke var ret meget at more sig om. Byen stod i flammer og det var tid at trække sig. "Kom, vi må videre" han var stadig opsat på at redde overlevende, hvis der var flere! Forhåbentlig havde de mulighed for at snakke ordentlig sammen over mere formildnende omstændigheder snart.

Et lille smil trak sig i mundvigen på Joanna, som han kom med sit humoristiske indslag, og et meget kort grin, for det nogle gange det gode humør man skulle holde fat i i situationer som disse, når alting virkede uvirkeligt og forfærdeligt.
Men han havde også ret og de måtte videre, koste hvad det ville. Joanna nikkede, og lod Phoebus føre dem længere ind i den stadig brændende by. Dog stadig med et hoved der dunkede, og et syn der svømmede som hun rettede hovedet for meget. Men en lille skade var ikke nok til at stoppe nu. Ikke endnu.

Det tog dog ikke mange huse mere, før at Joanna fandt sig selv vakle lidt usikkert på benene, og greb sig selv op af en af de bygninger der heldigvis ikke var blevet sat ild til. Det var kun blevet værre, og selv hun kunne se at det var en risiko for Phoebus at have hende i nærheden. Især når han allerede virkede så opsat på at hjælpe.
"Jeg tror det er bedst... hvis vi ikke forsætter fremad sammen," sagde hun. Hun havde stadig en idé om hvor de var kommet fra, og så lang tid at hun fandt langt nok tilbage, så kunne hun nok finde en felthealer. Hvis de da kunne hjælpe på det.