Rådssalen i Hjertet syntes allerede at være fuldstændig proppet med havfolk, og Eyid lod blikket glide ud over de mange fremmede og velkendte ansigter - noterede sig udsendingene fra Takhee'ta-distriktet i deres halskæder med hajtænder og piercede underlæber, og sendte et spørgende blik til sin ene mor; et blik, der sagde: Forventer du, at jeg byder dem ordentligt velkommen? Men Aleissan rystede bare kort på hovedet og rejste sig selv; klemte et øjeblik om sin kones skulder, før hun satte kursen imod deres gæster.
    Hvor blev Va'Chakessa-familien af? 
    Det lignede ikke krigerne at være sent på den - ikke medmindre, det var for at understrege en pointe, hvilket selvfølgelig godt kunne være tilfældet i dag... 
    Eyid lænede sig diskret ind imod Atha'ame, der surmulende sad med de tynde arme over kors og gjorde alt for at vise omverdenen, hvor utilfreds hun var over at være blevet tvunget med til de voksnes kedelige møde. 
    "Tror du, Va'Chakessa forsøger at fortælle os, at de er utilfredse over samarbejdet med Takhee'ta-distriktet?" spurgte han hende med et lille smil. "...Eller tror du, det er fremstødet imod piraterne i nord, der er problemet?" 
    "Siger Mor Riyeena ikke altid, at en Va'Chakessa ville gå i krig med en tangskov, hvis de ikke havde andre at slås med?" kontraspurgte lillesøsteren surt og gjorde det meget tydeligt med sit tvære udtryk, at hun ikke gad storebrors slet skjulte forsøg på at lære hende noget om politik. 
    Eyid rettede sig op igen med det samme, lille smil spillende om læberne. Hun skulle nok blive til noget en dag, hende Atha'ame... Hvis hun bare kunne lære lidt manerer og at lægge sin impulsivitet til side...
    Og så, endelig, dukkede den sidste gruppe op til mødet; Va'Chakessa familien, med Eivyrr Va'Chakessa - Rashez'ar-distriktets anden Distriktsleder - i spidsen for sin krigeriske familie. Omkring Eyid stivnede Ke'Jaelin-familiens medlemmer og tilhængere mærkbart ved synet af ærkerivalerne, og Eyid selv satte omhyggeligt den høflige, distancerede maske på plads på sit ansigt. Vidste, at samarbejdet med disse krigere ikke kunne undgås, selvom det altid var... ualmindeligt frustrerende. 
    Aleissan løftede hovedet fra sin samtale med Takhee'ta-distriktets udsendinge og også hendes ansigt blev stift og afmålt, da hun nikkede til sin medregent og politiske modstander. 
    "Distriktsleder Eivyrr. Velkommen til. Vil De venligst bede Deres familie tage plads, så vi kan påbegynde dette møde?"

Da Va'Chakessa-familien kom ind var det med hårde blikke og spændte kæber - præcis ligesom far Eivyrr havde lært dem. Hovedet højt og spyddet klar. aldrig gå uden våben, og altid være parate. Især over for de svigfulge sangfugle til Ke'Jaelin. Børnene svømmede ind bag ham i et geled, der var en krigerdeling værdigt, og Cyreesai som den ældste havde pladsen mellem sine forældre, indtil faderen pegede på siddepladserne blandt det udskårne koralrev. Mens han fortsatte frem og tog plads ved Aleissans side, mens resten af krigerfamilien fulgte hans ordløse befaling og tog plads. 
"Forsinkelsen skyldtes endnu en rapport om pirater i nord," sagde han, så alle kunne høre det. Han havde intet behov for at undskylde episoden. "De vinder frem, og det er af største betydning, at vi får set til det snarest muligt."
Cyreesai vidste, at hendes fader havde meget lidt til overs for samarbejdet med Takhee'taerne. Det handlede om koraludvidelse og beboelse - alt sammen ting, der var ligegyldige, hvis piraterne først vandt så meget frem, at det yderste af distriktet blev blottet for angreb. Men det forstod sådan nogle blødfisk som Ke'Jaelin ikke. 
Et sug gik gennem maven på hende, da hendes blik blev fanget i øjenkontakt med Eyidivan Ke'Jaelin på tværs af rummet. De selvlysende grønne øjne synes at have en ro i sig, men Cyreesai vidste, det bare var en svigfuld overflade. De planlagde altid noget. En agenda. En dag skulle hun stå over for ham - førstefødte sammen med førstefødte - og lede distriktets fremtid. For nu var hun heldigvis forskånet for en vedvarende nærkontakt med ham, og skulle kun til nøds samarbejde, når hver af deres delinger måtte drage ud sammen. Selv der, krævede det uendelige mængder selvkontrol ikke at sætte ham fast i noget kvælertang og klare ærterne selv, så hun ikke skulle bekymre sig om at have en følsom kunsterfisk på slæb - selv hans sirenesang brugte han oftere til at blære sig med end til noget nyttigt. Hun havde set ham vise pigerne i distriktet, hvordan han fik fiskene til at danse i de mønster, han ønskede. Selv brystede Cyreesai sig af kun at benytte sin egen magi, når det var yderst nødvendigt. Som for eksempel, når folk talte igen til hende. Så kunne hun lige så godt lade dem få en hurtig svømmetur opad - de havde ikke noget at gøre i hendes synsfelt.

    Krigerne indtog rådssalen med samme elitære, militæriske bravada som altid, og Eyid betragtede deres indtog med den nedladne overbærenhed, han havde lært fra sine mødre. Lad andre om at råbe højt og spille med musklerne - med køligt overblik kom man bare altid længst.
    Da Cyreesai Va'Chakessa fangede hans blik, var han et øjeblik fristet til at trække den ene mundvige i vejret - at tilsidesætte den politisk korrekte maske, med en lille, flabet stikpille, specielt for hende. Men han lod være, for det sømmede sig ikke, og han foretrak at holde sig pletfri. Lad det endeligt fortsat være Va'Chakessa, der er kendt for at være brushoveder...
    De havde været udsendte sammen et par gange i fortiden, og han havde endnu ikke oplevet, at det var gået stille for sig. Hævede stemmer til krigsmøderne og anklagende pegefingre var det mindste af det - Eyid havde personligt modtaget et par trusler på livet fra Va'Chakessas førstefødte... Men hvad mere kunne man forvente af en familie, der syntes at avle aggressivitet og krigsliderlighed ind i samtlige medlemmer?
    Man kunne selvfølgelig håbe, Cyreesai faldt ned med alderen, men Eyid havde nu sine tvivl; Mor Aleissan havde næsten de samme ord at sætte på Cyreesais fader, og dét samarbejde, de var tvunget til at få til at fungere, i kraft af deres Distriktslederskaber. Nej, når det engang var den næste generation i Ke'Jaelin og Va'Chakessa, der tog over i Rashez'ar-distriktet, så ville bølgerne nok fortsat komme til at gå højt...
    
    Mødet trak ud i en sådan grad, at Eyid til sidst måtte bede Atha'ame forlade rådssalen, fordi lillesøsteren ikke længere kunne holde fokus. Én gang var Mor Aleissan oppe af koralstolen - lænende sig ind over bordet, så hun kunne spytte sine hårde, koncise ord ud i ansigtet på Eiryrr Va'Chakessa - og én gang hamrede sidstnævnte sin knyttede hånd så hårdt i bordet i vrede, at den gamle koral gav sig under hans slag. Udsendingene fra Takhee'ta-distriktet sad gennem miseren med nervøse trækninger og en klar forvirring omkring, hvem de ville få mest ud af at appellere til...
    Det blev dog besluttet, at Cyreesai Va'Chakessa og Eyidivan Ke'Jaelin skulle drage med henholdsvis en gruppe Krigere og en gruppe Sirenesangere til brændpunkterne i De Nordlige Vande, for forhåbentlig at kunne slå piratangrebene tilbage. Derefter, som Mor Aleissan meget spidst formulerede det, kunne Distriktsledelsen måske få den fred og dét fokus, der skulle til, for at vende opmærksomheden tilbage imod koralforbedringerne i den dybeste del af Distriktet...

"Vi tager den østlige vej rundt om revet for at komme nordpå," sagde Cyreesai og pegede på det kort over Aquarin, der var ridser ind i væggen i samlingsrummet. "Når vi når bugtningen her, sætter vi fart på i tilfælde af at piraterne er længere fremme end vi tror. Så får vi overraskelsesmomentet på vores side."
De fleste i lokalet nikkede. Hendes folk nikkede. De enkelte to sirenesangere, der var nået frem før deres leder, havde lidt stramme miner af kunstnerfisk at være. 
"Vi bør vente med at lægge detaljerne fast til Eyidivan er her også," fik den ene taget mod til sig og sagt. 
Hun krympede sig under det blik Cyreesai sendte hende. Som om Eyidivan ville være i stand til at komme med nogle brugabre indput på planen alligevel. Hun havde set, hvordan han under hele mødet havde siddet med så blankt et udtryk, at det var svært at vurdere, om der faktisk var en hjerne mellem hans ører, eller om den var skyllet ud med tidevandet. Og hvis han endelig ville komme med tvivlsomme forslag, kunne han i det mindste dukke op. Cyreesai havde godt nok set ham blive hevet til side af sine forældre, idet mødet sluttede, og de blev sendt væk, men det var på ingen måde Cyreesais ansvar. Hendes ansvar var at få den her gruppe med ud og sikkert hjem igen, og det var et ansvar, hun tog seriøst. 
"Han kommer nu," lød det fra en af sangerne, og Cyreesai vendte sig mod åbningen i den hule koralstruktur - klar til at møde Eyidivans vandede blik.
"Vi tager østvejen rundt. Resten kan vi informere dig om på vejen derud," sagde hun og svømmede ham i møde som for at sige, at deres planlægningsmøde allerede var velafholdt. Hendes fingre summede efter at ruske lidt i ham efter at have udholdt hans ulidelige maske af ligegyldighed i flere timer. "Hvis dine folk da ellers er klar."

    Hendes ord blev modtaget med en misbilligende grimasse fra Eyid side. "Du siger dét, som om det allerede er besluttet." Han greb ud efter hendes arm for at stoppe hendes hastværk, selvom han godt vidste, det ikke var en helt ufarlig ting at gøre. Ikke når det kom til Cyreesai Va'Chakessa... Hendes sidste bemærkning blev overhørt - med en kraftanstrengelse. "Jeg beklager min forsinkelse og forstår din utålmodighed, men Distriktsleder Aleissan informerede mig netop om en rapport, der løb ind fra én af vores Havfuglesangere. Piraterne har glastanke om bord. De er her ikke bare for at plyndre og rane - de er her, for at indfange havfolk, og dét betyder, at de har sat sig ind i, hvad de er oppe imod. Hvis vi bare stormer hovedkulds ind..." Hans blik sagde: Som du har for vane... "...kan vi risikere at finde os selv i en virkelig ærgerlig situation. De har uden tvivl metalnet med - måske også lagt sprængkugler ud omkring skibene..." Han bøjede hovedet en anelse, så han kunne henvende sig til hende lidt mere lavmælt og direkte - mumlende, indtrængende ord, hvis alvorlighed blev understreget af dét faktum, at det kun ville være hende, der kunne høre dem: "Jeg kaster ikke mine Sangere efter fjenden i blinde, bare fordi du bliver rastløs efter et par timer på den krigstrænede bagdel, du render rundt med, Va'Chakessa. Så hvad siger du til, at vi taler sammen - som to voksne havfolk - og får lagt en strategi, der indeholder lidt mere end den retning du bedst kan lide at slå på fjenden fra?" Han udholdt hendes blik og prøvede at ignorere, hvor meget hun intimiderede ham med sin krigeriske facon. Masken var på plads udadtil, men hjertet slog alligevel hurtigere bag hans ribben, da han rettede sig op og henvendte sig til de forsamlede: "Hvem her har erfaring med menneskenes eksplosiver?" 
    De forsamlede stirrede for størstedelens vedkommende bare tilbage på ham med døde øjne og tynde, modvillige læber. De var Va'Chakessas folk, og stilheden handlede mere om, at de ikke brød sig om ham og ikke anerkendte ham som deres leder, end den handlede om manglende erfaring. Eyid forbandede mentalt sig selv for at have måttet overlade mobiliseringen af Sangerne til Mor Riyeena grundet tidsknapheden; han kunne godt have brugt lidt opbakning fra sine egne folk lige nu...

Lysten til at kvæle den flabede søløve blev til et ønske om at prikke hans øjne ud først. Hvor vovede han! Hans ord gjorde kun sit til at sætte hendes blod i kog, og hun blottede et par skarpe hjørnetænder i en snerrende grimasse. Hvis hun lod sig rive med - hvilket han uden tvivl forventede - ville det koste hende anseelse fra krigerne, for det ville ikke handle om missionen, det ville handle om verbal hævn. Den måtte hun gemme senere. Og om hun ville huske det!
"En anden gang tager du den havfuglesanger med, så alle kan høre rapporten blive aflagt," vilsede hun giftigt tilbage til Eyidivan, inden hun vendte sig mod rummet og tog den styring, der retmæssigt tilhørte hende. "Asriham, du kender eksplosiverne. Tii'shae, mal dagens strømning op på kortet."
Det her var noget forbandet lort. Ikke kun havde Eyidivan lige fået ret, han havde også formået at nedværdige hende foran hendes egne folk. Det havde sikkert været hans moders plan. Magen til lortefisk, de Ke'Jaelin.
I det mindste gjorde folk som budt. Med en lysende gel tegnede Tii'shae havets strømninger ind på væggen, så de kunne danne sig et overblik over, hvor skibe ville blive ført hen, og hvor eventuelle net ville blive placeret.
Det skulle tages yderst alvorligt nu. Med stor risiko for metalnet og indfangninger, måtte de gå til patruljen på en anden måde. De havde forventet kamp, men det her ville være anderledes. Det ville være katten-efter-musen, og de skulle sørge for at være katten for at det ikke skulle ende forfærdeligt galt. Cyreesai gled hen mod kortet igen, mens Asriham tegnede cirkler ind om de to skibe, Tii'shae indtil videre havde markeret i strømningerne. 
"Sprængkugler vil kun ligge i den tætteste ring om skibene," sagde Asriham. "De vil ikke være ladet nok til at slå ihjel - hvis de altså ønsker af indfange. De holder kuglerne på liner tæt til skibet, så de er sikret, at de altid vil få bid tæt nok på til at kunne hive os i land. Hvis vi kommer direkte nedefra, har vi en chance for at skære linerne over."
Cyreesai nikkede anerkendende til sin formidable krigerfisks yderst detaljerede viden, og vendte sig så mod Eyidivan. Hun låste sit blik i hans, selvom en armlås var mere tiltalende.
"Var rapportfisken også så venlig at indberette, hvor mange skibe, vi er oppe i mod?" spurgte hun.

    "Ah," sagde han, med et lille, øretæveindbydende smil, der var så behersket, at man kunne blive i tvivl, om det overhovedet var der. "Ligesom din kære fader gjorde, da han kom for sent til rådsmødet, grundet en indløben rapport? Dét skal jeg forsøge at huske til en anden gang, Va'Chakessa."
    Han fulgte, hvordan hendes ordre blev adlydt prompte, og mens hendes sprængkugleekspert delagtiggjorde dem i det mest sandsynlige scenarie, de ville møde, gik han hen til kortet på væggen og studerede de indtegnede strømninger. Rynkede panden og lod sig først trække ud af sine spekulationer, da Asriham var færdig og Cyreesai henvendte sig direkte til ham.
    "Fire," sagde han, da han havde vendt sig imod de forsamlede igen. "Eller det er i hvert fald det sidste tal jeg har fået. Vi kan dog ikke være sikre på, at de er vant til at arbejde sammen, selvom vi selvfølgelig heller ikke kan afvise det. Jeg foreslår, at vi deler vores folk op i mindre grupper og nærmer os dem fra flere retninger - så risikerer vi ikke, at for mange bliver ramt på én gang, hvis vi får sat deres sprængkugler af..." Han løftede et øjenbryn en ganske lille smule af Cyreesai. En minutiøs udfordring. "Og jeg foreslår, at vi blander vores folk - for eksempel sørger for at have en Havfuglesanger i hver gruppering, så vi kan holde overblikket. Også over vandet."
    "Sangere er en klods om benet," bemærkede en ældre Kriger gnavent. Flere af Va'Chakessa-folkene omkring ham brummede deres samtykke. "De er ikke lige så vant til konfrontationer, som os. Ikke lige så gode til at reagere. End ikke halvt så disciplinerede!" Mere højlydte tilkendegivelser lød til det sidste. De to Sangere, der havde været der fra starten af - to af Eyids grankusiner - så meget små og sammenbidte ud imellem de veltrænede Krigere. "Jeg og mine kollegaer forventes vel ikke, at sætte livet på spil for at lege yngelpleje med en flok kunstnerfisk?" 
    Eyid gjorde sit bedste for at udholde havmandens udfordrende blik med ophøjet ro, selvom ordene havde pustet til hans vrede. Det kunne han dog ikke lade dem se - mistede man først besindelsen, havde man tabt diskussionen. I stedet gjorde han en lille håndbevægelse imod Cyreesai. 
    "Jeg tror ikke, det er op til mig at belære jer om strategi," bemærkede han spidst. "Det burde jeres gruppeleder have sørget for. Men menneskene kommer til at være oppe på deres skibe, og dér kan du ikke holde øje med dem, hvis du er under havoverfladen. Mine Sangere kan give informationer om deres bevægelser. Mon ikke det er mere værdifuldt end fart og slagkraft i længden? Især hvis vi ikke bare regner med at..." Han fangede Cyreesais blik. "...hamre på dem i blinde til de knækker? Det være sig fra øst eller vest..."
    

Cyreesai strakte fingrene ud bag ryggen til det trak ubehageligt i svømmehuden. Forfra ville hun ligne indbegrebet af disciplineret soldat, og kun bag hende kunne han se hendes udtalte trang til at gællekvæle den møgfisk til Eyidivan.
Den ældre kriger fik sat ord på de ting, hun ikke selv kunne tillade sig at sige, men Eyidivans svar var så næsvist, at hun snart ikke kunne holde masken mere. Raseriet buldrede i hendes øre, og langsomt var finnerne på arme og ben ved at rejse sig. Stadig havde hun dog kontrol over rygfinnen, men det ville ikke holde længe, hvis de blev ved sådan her. Hun skulle have gang i dem, så de kunne komme af sted. Ellers ville de rive hovederne af hinanden herinde, og selvom det ville være så tilfredsstillende, ville det ikke gøre noget ved piratproblemet.
"Fire skibe. Så laver vi fire hold," sagde hun og kunne ikke holde sin stemme fra at dirre af indestængt vrede. "Tre krigere på hver og én sanger. Kan sangeren ikke følge med, skal de trække sig tilbage, før de ender som en hæmsko for resten. Vi svømmer langs bunden så længe som muligt og søger op til skibene direkte nedefra for at undgå kuglerne og skærer linerne over. Derfra vil planen være at skubbe kuglerne op mod deres egne skibe og skade dem nok til at de flygter. Vi behøver ikke sænke skibene, og de har nok magikere om bord. Hvis vi bare kan drive dem væk med nok skade, vil de ikke vende tilbage lige foreløbigt."
Cyreesai ændrede grebet om sit spyd og lod nu rygfinnen få frit løb til at brede sig ud og gøre hendes figur mere farverig og aggressiv at se på. 
"Lad os komme af sted - Eyidivan og jeg holder os i baggrunden i starten og giver taktisk support," Eller det gør jeg i hvert fald. Jeg ved ikke hvad han kan byde ind med. "Jeg giver jer alle sammen et skub, når vi når frem - så kan selv de langsomme sangere følge med. Hvis du ikke allerede har brugt al din chakra i dag på småtricks, Ke'Jaelin, vil jeg foreslå, du hidkalder stimer, som vi kan sløre os med, så snart vi forlader revet."
Cyreesai borede sit blik ind i Eyidivans og et øjeblik sitrede alle finnerne en ekstra gang, som om de kort blev spændt til over bristepunktet. Når hun en dag fik den distriktslederkrone på, var det første, hun ville gøre, at nikke Eyidivan en skalle med den og se, hvad der flækkede først.

    Piraterne var nået tættere på, end de havde regnet med, og det endte med, at Eyid og Cyreesai lavede kommandostation på én af de største klippeafsatser, der gik ud fra Revet. Derfra havde de godt udsyn over Det Store Åbne og de fire, mørke skygger, der lå truende oppe i havoverfladen. Store, bølgende metalnet gik imellem tre af skibene og skrabede hen over bunden, og fra bøjler hang små, svagtlysende krystalkugler i forskellig dybde og så meget tilforladelige ud, hvis man altså ikke som Eyid havde set, hvilken ødelæggelse, de kunne være skyld i.
    De fire grupper satte af sted med det samme - spredte sig ud over det store områder og nærmede sig skibene fra forskellige vinkler. Gjorde deres bedste for at komme uden om nettene og holde sig i god afstand fra sprængkuglerne. Komme tæt nok på skibene til enten at begynde kravleturen op af skibssiderne til dækket eller forsøge sig med at gennembryde skibenes tykke skrog.
    De mange forskellige toner fra Sirenesangerne blandede sig med hinanden - skar sig igennem vandet og tilbagelagde de store afstande med underlige, ekkolignende effekter. Én af Eyids grankusiner - deres stærkeste havfuglesanger - havde positioneret sig i god afstand fra skibene, men næsten helt oppe i havoverfladen, så hun kunne nå så langt omkring som muligt. Hun vendte sig nu i vandet og gjorde tegn til dem med store armbevægelser. 
    "Der er magikere på skibene," sagde Eyid, selvom Cyreesai naturligvis kunne se beskeden lige så godt som han. Han gav sig til at nynne en tone dybt nede i brystet og trådte så nærmere klippekanten, da han fornemmede en gruppe sølvglinsende stimefisk - åbnede munden og tog kontrol over dem med sin sang. Fik dem til at svømme i en stor spiral et par sekunder, så sangerne ude i grupperne ville vide, at der var magikere ombord, og det ikke ville nytte noget at forsøge at lulle sømændene i søvn. Det ville gøre halvdelen af hans Sangere ubrugelige - dem, der var trænede i at rette deres sang imod mennesker...
    Da beskeden var videregivet kneb han øjnene sammen og forsøgte at følge med i, hvordan det gik de fire grupper, og i det samme var der et skarpt glimt, en trykbølge igennem vandet, og fire havfolk blev slynget igennem vandmasserne - én ramte ind i metalnettet og gik straks i krampe. Næsten som om der var strøm i det...

"Kald de andre ind under skibene!" råbte Cyreesai med det samme, selvom Eyidivan stod lige ved siden af hende. 
Selvom han ikke engnag havde fået lov til at reagere endnu, kastede hun sig selv ud i fiskestimen, han havde brugt lige før, så de spredte sig i kaskader af glimtende sølv. Det var nok. De grupperinger, der ikke havde ramt kugler endnu, skyndte sig at finde den nærmeste vej ind under et skib, selvom det potentielt afskar dem fra en nem vej ud, fordi nettene var spredt i så brede striber. Nettet, som den ene kriger sad fast i, begyndte at give sig, som piraterne ovenfor trak deres fangst op. Resten af gruppen var nu på vej tilbage for at hjælpe deres ven, og Cyreesai så Asriham kaste sit spyd efter tilsyneladende ingenting. Et øjeblik så hun forvirret på spyddet, der susede gennem vandet mod... Mod kuglerne!
Idet det slog hende, hvad han var ved at gøre, så hun også, at han ville misse. Han tog ikke nok højde for skibets bevægelse, og spyddet ville suse forbi uden at gøre den ønskede skade. Medmindre den fik et skub. Cyreesai strakte sin magi ud og kastede en tynd stråle af fortyknet vand frem. Øjeblikket inden spyddet missede kuglen, blev det ramt på skaftet af hendes undervandssyl og fik den retningsændring, det havde brug for. Spidsen ramte kuglen, og spydspidsen eksploderede i små, skarpe metaldele, der bredte sig i en ring uden om området. Helt hen til de andre kugler. 
Som perler på en snor sprang kuglerne nu i ét væk, og nettet blev sluppet, da piraterne fik andre ting at tænke på. Ovenover sprøjtede vand op på alle sider, og nedenunder fik en af grupperne mulighed for at klatre op langs siden på et af de skibe, der endnu havde intakte sprængkugler. Cyreesai nåede at genkende en havfulgesangers benfinner, inden en hel line af kugler blev magisk løftet til lyden af dæmpet sang - besætningen påvirket ganske kort, mens magikerne var distraherede af påstyret ved det andet skib. Som sangeren hoppede under vand igen, lød buldren og skrig fra dækket, mens kuglerne sprang om fødderne på de selvsamme folk, der havde lagt fælden ud i første omgang. 
"Der er hul i bugen!" En af de løse spejdere i området svømmede forbi Eyidivan og Cyreesai. "Sprængkuglerne har ramt skibet derovre, det med nettet."

    Hullet i skroget var stort, og skibet tog vand ind med uhyggelig fart. Fra deres plads på klippen kunne Eyid og Cyreesai følge, hvordan den store, mørke form over deres hoveder allerede hældede faretruende til den ene side, og hvordan mindre både i al hast blev sat i vandet, så besætningen kunne forlade den synkende skude.
    "Tager vi dem, når de er i redningsbådene?" spurgte Eyid med blikket fæstnet på furoren på havoverfladen. Han kendte godt svaret - selvfølgelig ville Cyreesai Va'Chakessa stemme for, at havkrigerne vippede redningsbådene over, så snart hele besætningen sad i dem. Derefter ville havfolkene trække de skrøbelige mennesker ned under vandet... Drukne dem én efter én.
    Men så skete der noget underligt. Noget mørkt bredte sig ud over havoverfladen fra de små redningsbåde, der blev sat i vandet fra det synkende skib. Det så nærmest klæbrigt og tyktflydende ud - hindrede solens stråler i at bryde vandoverfladen. Eyid rynkede panden og kneb øjnene sammen. Hvad i Valerias navn var det for...
    "De hælder olie ud over vandet!" råbte én af de nærmeste Havfuglesangere, netop som den første gruppe næsten var nået frem til dén redningsbåd, de havde sat retning imod. Eyid udvidede lungerne for at Synge en advarende tone, men det var for sent. Piraternes magikere fik i det samme olien til at flamme op med et brøl, der kunne høres helt ned på havbunden, og store, brændende klumper blev slugt af vandet, da overfladen ikke længere kunne holde den klæbrige masse oppe - blev trukket ned og faldt som knytnævestore, brændende regndråber ned igennem det klare vand, så Havfolkene måtte svømme for livet for ikke at blive ramt.
    "Få dem til at søge ned på bunden!" råbte Eyid til spejderne - til dém, der kunne høre ham. De havde ikke et stimesignal til sådan noget som dét hér... "Nede på bunden vil der ikke være luft nok, til at det kan brænde!"
    Olien havde taget al Eyids opmærksomhed, og derfor havde han ikke fulgt med i, hvordan det synkende skib nu snart lå halvt under vand, med boven pegende skråt nedad og direkte imod dét klippefremspring på Revet, som han og Cyreesai havde positioneret sig på. 
    Men han hørte det, da de sprængkugler, piraterne havde efterladt i lastrummet på det synkende skib, alle eksploderede på én gang - sikkert aktiveret fra én af redningsbådene som en afledningsmanøvre. Han mærkede den enorme trykbølge. Så deres mænd blive spredt til alle sider med en sådan kraft, at enkelte endda blev tvunget op i den brændende olie. 
    Og så boven på skibet blive flået fra dén ende, der stadig lå ovenvande, og skudt som en enorm torpedo, lige i retning af klippefremspringet.
    Eyid nåede ikke at tænke. Han vendte sig bare og kastede sig imod Cyreesai - ramte hende, så de begge fløj gennem vandet - tilbage imod Revet, væk fra skibsboven. Ind gennem mundingen til den grotte, der ledte ud til klippefremspringet. 
    De ramte det hårde klippegulv med en skurrende lyd af skæl, der blev flået af, og rullede et par omgange, netop som skibsboven ramte klippefremspringet, og hele revet rystede. Et øresønderrivende brag. En skræmmende rumlen. Eyid kom fortumlet halvt op på den ene albue og nåede så lige akkurat at presse både sig selv og Cyreesai ned imod klippegulvet igen, da enorme klippestykker rev sig løs over grottemundingen og rumlede ned omkring ørerne på dem.
    Alting blev mørkt.

Så snart råbet om olie var kommet, havde Cyreesai samlet sin chakra og smidt striber af tyndt vand ud, som deres folk kunne flygte på. Allerede inden hun var helt færdig med den første, strøg en havfuglesanger gennem den og endte i sikkerhed et sted bag hende. Med en kraftanstrengelse kom endnu en linje til syne, men blev brudt, da en olieklump for igennem den. 
Fuldstændig fokuseret på at give sine folk den bedst mulige vej væk fra det brændende oliehelvede, kastede Cyreesai om sig med magi, mens hun råbte en blanding af ordre og skældsord mod Eyidivan, der tydeligvis ikke gjorde sig selv særlig nyttig. Og da han endelig gjorde noget, involverede det hudkontakt, hvilket på ingen måde huede hende. Faktisk kastede han sig så meget ind i hende, at deres kroppe varmere sammenfiltrede end hvad der måtte være nødvendigt for en parring, og selvom hun nu kunne se skibet, der med faretruende hast havde kurs direkte mod dem, kæmpede hun imod hans greb, så meget hun kunne.
Et smertesudbrud kom fra hende, da rygfinnen skrabede mod grottens underlag, og hun mærkede skæl blive revet den forkerte vej hele vejen op ad låret. Selvom finnen kunne lægges til den ene side, dunkede den allerede helt ud i spidserne efter sammenstødet. Bag dem overdøvede bragene fra skibet, der ramte ind i klippesiden de skrig, der før fyldte vandet.
"Få din svømmehud af mig, din..." 
Mere nåede hun ikke at råbe ad ham, før sten væltede ned over dem, og ordene blev til et skrig, der blev kvalt og opslugt af mørket.

Stilhed.
Små bobler pressede sig ud mellem et par sten og kildede Cyreesais øre. Det eneste lys kom fra en selvlysende koralformation, hvis blågrønne skær oplyste noget af loftet. I skæret kunne hun se en lille blodsky stige op fra sit ansigt. Hun hostede under vægten af Eyidivans tunge krop og satte begge hænder mod hans skuldre for at prøve at krænge ham væk. Boblerne var kommet fra hans ånde, og hun havde brug for at han ikke rørte ved hende mere. Så tæt burde ingen være på en Ke'Jaelin!
"Flyt ... Dig ... Så ..." brokkede hun sig sammenbidt og skubbede ham væk.
Der var ikke meget plads at bevæge sig på. Hendes første reaktion var at folde alle finner ud, men de dunkede og værkede. Hun ville tjekke, om de blødte, men kunne ikke se nok i mørket. Sten omkransede hende på hver side, og hendes ene ben sad fastklemt under noget tungt, som ikke var lige til at flytte som Eyidivans krop.
"Hvad I Valerias navn tænkte du på?" spurgte hun arrigt, selvom hun ikke var sikker på, han var vågen. "Så hellere dø ved skib! Kreativ løsning, men for dybhavets skyld da ikke gennemtænkt, og det plejer I da ellers at hævde, I gør jer i!"

    Eyid var for chokeret og fortumlet til at nå at reagere, før Cyreesai - temmelig ublidt - havde skubbet ham af sig med en sådan kraft, at han slog baghovedet imod en klippeblok og hvæsende tog sig til stedet. Han stirrede på hende - på dét svage omrids, han lige akkurat kunne skelne i den grønlige bioluminescens fra korallerne og de alger, der voksede på nogle af de store klippestykker - og rystede så langsomt og vantro på hovedet. Havde en underlig lyst til at udstøde en hård, lille latter, selvom det nok bare var efterdønningerne fra nærdødsoplevelsen.
    "Du," erklærede han og lod det for en gangs skyld være tydelig på sit ansigt, hvor provokeret, han var. "Du er kraftedeme for meget! Jeg har lige reddet dit liv, din utaknemmelige algeæder! Du var blevet kvast derude, hvis jeg ikke havde- " Han brød af med en arrig lyd og trak sig frustreret så langt væk fra hende, han kunne komme. Det var desværre ikke særlig langt i i det lille-bitte hulrum, der var opstået mellem de nedfaldne klippestykker. Hele hans krop gjorde ondt. Han tog sig til kravebenet og krympede sig så, da smerten skød ud i hans system - ét af finnebenene var brækket... Ingen tvivl om dét. "...Men jeg glemmer selvfølgelig, at Va'Chakessa altid opfører sig, som om de har et forpulet dødsønske... Jeg havde bare ikke fanget, at det var så brændende, at du ligefrem ville bide hovedet af mig, for at skubbe dig ud af farezonen...!" 
    Han ville gerne have sagt mere - hvæset flere, hårde ord til hende. Havde lyst til at kaste så mange verbale projektiler imod hendes mur af stolthed, at den ville smuldre til sidst. Men det gjorde ondt at bevæge sig og endnu mere ondt at snakke, og han endte med bare at skære en frustreret grimasse af hende og slæbe sig hen til de sten, han vurderede måtte vende ud imod grottemundingen. Forsøgsvist skubbede han til dem med skulderen og måtte opgive med et støn. Dybet tage brækkede knogler...
     I stedet lagde han hovedet imod klippeblokkene - forsøgte at samle lyde udefra op. Men der var fuldstændig tyst; muren af klippestykker, der var ramlet ned imellem dem og friheden måtte simpelthen være for tyk...

"Og hvor mange er lige døde derude, fordi vi ikke længere er der?" gav Cyreesai igen med had dryppende af sin stemme. Hun var i øvrigt ligeglad med, at han prøvede at lytte. "Hvis du nu havde gjort dit arbejde og fortalt mig om skibets retning, kunne jeg have skudt os væk derfra på en let strømning! Opad, og ikke ned i en hule. Væk fra fare og ikke ind under den. Men jeg forventer heller ikke, du forstår dig på taktik. Du skulle holde dig til stimedans og perledykning!"
Hun kunne lige ane hans skikkelse henne ved klippevæggen, og hvordan han sikkert søgte en udgang. Selv strakte hun armen over hovedet og mærkede sin hånd ramme det øverste klippe. Hun ville ikke kunne stå oprejst herinde, kun flyde på langs. Og lige nu kunne hun ikke engang det, for hendes ben sad stadig ubehjælpeligt fast under en stenbunke.
Med en irriteret hvæsen begyndte hun at presse fingrene ned mellem sten og ben for at få dem væk, men måtte stoppe sig selv midt i et smertesudbrud, da det kun gjorde det værre at røre ved vægten. En svag dunken fra foden vidnede om, at det ville komme til at gøre forfærdeligt ondt, når først blodet fik lov til at løbe frit. Foden kunne være helt knust, og lige nu kun holdt sammen af klippestykkerne. 
"Er der en vej ud, eller hvad?" spurgte hun så og fortsatte lavmælt og snerrende: "Ved Valeria om jeg skal dele grav med en Ke'Jaelin."

    Med en irriteret hvæsen opgav Eyid at lytte efter stemmer udefra, fordi hendes mavesure ord rungede i den lille lomme og overdøvede alt, der måtte være at høre. 
    "Hvis jeg først skulle have gjort dig opmærksom på faren, havde vi ikke haft en chance for at nå væk i tide!" erklærede han hårdt og knyttede hænderne imod stenene, fordi trangen til at kvæle hende kæmpede meget hårdt med mødrenes lektioner i selvkontrol. Han undlod at vende sig imod hende, fordi hun ikke skulle have dén fornøjelse at se ham uligevægtig. Forpulede, frembrusende tanghjerne... 
    Hendes smerteudbrud fik ham dog alligevel til at dreje hovedet, og med en dyb indånding fik han vreden nogenlunde under kontrol. Koncentrerede i stedet sin opmærksomhed imod hendes ben, der tydeligvis var blevet fanget under stenskredet. 
    "Lad mig hjælpe dig med dét dér," bemærkede han kort for hovedet og løsrev sig fra bunken af klippestykker, der spærrede dem vejen ud. Trods sin irritation imod hende, tog han forsigtigt fat om den øverste sten - det var ikke i nogens interesse, hvis hun skulle til at hyle og skrige og slå hans hoved ned i maven på ham... 
    "Jeg kan ikke rokke klippeblokkene for mundingen så meget som en tøddel," sagde han så, som svar på hendes spørgsmål. Bemærkningen om at dele grav med en Ke'Jaelin undlod han at kommentere på... Men en kraftanstrengelse. Dog kunne han ikke lade være med at mumle: "...Men jeg er selvfølgelig også bare en blød kunstnerfisk, der ikke forstår mig på strategi...!" 
    Ude blandt andre folk ville han aldrig være kommet med på passiv-aggressiv en kommentar - for dén slags holdt en Ke'Jaelin sig for god til. Men her var det kun Cyreesai, der kunne høre det, og hun tænkte i forvejen så dårligt om ham, som det lod sig gøre...
    

Cyreesai måtte bide tænderne hårdt sammen for ikke at skrige i smerte, da Eyidivans ekstra hjælpende hænder  fik stenen til at give sig. blodet susede til benet og hun blev svimmel af den bølge af smerte, der skyllede ind over hende. 
"Tangslimet klumpfiskebæ!" bandede hun i stedet i en overfladisk gispen. 
Med stenen en smule hævet, kunne hun fortynde vandet nedenunder og gøre det lettere at skubbe den helt væk. Et par andre sten lå også ind over benet, men de var nemmere at fjerne selv, og hun gjorde det med væsentlig voldsommere bevægelser, end hun behøvede. Lyden af stenene, der ramte underlaget, var underligt indelukket og bekræftede at de var lukket helt inde i den lille grottebobbel.
Selvom smerten var overvældende, zonede hun ikke nok ud til at overhøre hans bemærkning. Til gengæld  kunne hun ikke tage til genmæle med det samme, for hun hyperventilerede så gællerne klaprede, og holdt øjnene hårdt klemt i, mens hænderne holdt om skinnebenet. Det føltes som om hele foden kunne være knust, og hun havde slet ikke overskud til at tænke på, hvad der mon var sket med finnen. Hun havde brug for et afløb, men der var intet. At hamre sin hånd ned i underlaget ville kun gøre det værre, og det ville trods alt være en dårlig ide at kvæle Eyidivan, selvom hun havde den perfekte mulighed for at skyde skylden på den sammenfaldene grotte. Det forudsatte dog også, at hun faktisk slap herfra...
"Du er lige så blød som en vandmand, er du," fandt hun lidt lungekapacitet til at svare. "Kan du ikke... Synge en fisk hen og hjælpe? Er din evne overhovedet god til andet end stimedans?"
Hun havde aldrig givet meget for de sangere. Deres evner var måske fine til at sende signaler og hun måtte give Eyidivan, at han da kunne være brugbar til tider, men for det meste, brugte de jo bare deres evne til at give en lille forestilling for dem, man ville imponere. I netop denne her situation kunne hun ikke sætte sig som meget mere bevendt, for hvad kunne tungt vand egentlig gøre, når de allerede var så tilstrækkeligt fangede, som de var? Men dét... Dét var ikke det vigtige. Det vigtige var, hvor nyttesløs Eyidivan og hele hans familie var - i alle sammenhænge!

    "Jo, giv mig da lige et øjeblik - jeg kalder bare på én af de enorme hvaler, der altid holder til lige rundt om hjørnet, og får den til at nusse os ud af hulen her med en sådan forsigtighed, at vi ikke bliver mast i processen!" Selvom ordene drev af ironi, havde de ikke så meget bid, som de kunne have haft - hun var øretæveindbydende som ned i Dybet, men det var samtidig også tydeligt for ham, hvor store smerter, hun var i. Han havde ikke hjertet til at stikke for alvor. Af samme grund undlod han også at bemærke, at hun jo heller ikke ligefrem selv var til megen hjælp...
    I stedet betragtede han hendes smertensgrimasser sammenbidt en tid, før han lidt modvilligt spurgte: "Vil du... Jeg har fået nogle enkelte lektioner af vores Sangheler. Jeg kan prøve at mærke på din fod, hvis du vil have det - se, om der er noget, vi kan gøre..." Han forventede ikke just et imødekommende svar fra en Va'Chakessa, men nu havde hun da om ikke andet fået tilbuddet  - så skulle der ikke komme nogen senere og sige, at han ikke havde forsøgt at være diplomatisk... åndssvage Krigerfisk...

"Gå ud og læg dig i noget brakvand," vrissede hun, men kunne mærke hvordan skællene rundt om øjnene rejste sig i hævelse over smerte og udmattelse. Hvorfor skulle det også gøre så forbandet ondt, og hvorfor skulle hendes eneste hjælp også være en forpulet Ke'Jaelin?
Hun ville hellere rulle sig i alger end at tage imod hjælp fra ham, men hun vidste også godt, at hun ikke var til megen hjælp lige nu, og hvis de skulle have en chance for at komme ud herfra... Ja, så havde de da vist brug for hende.
"Orh, så gør det da!" gav hun sig endelig (men på en krigerisk måde!). "Hvis der er noget tang, kan vi binde den ind. Jeg tror... Jeg tror finnen er mast."
Egentlig troede hun ingenting. Hun vidste hvordan man ødelagde ting med et spyd - ikke hvordan ting så ud eller føltes, når de var ødelagte. Lige nu kunne hun heller ikke rigtig se noget. Hvilket burde være en lettelse, når det eneste, hun ville kunne se i grotten, var Eyidivan Ke'Jaelin, men lige nu mest var en irritationsfaktor. Dybt nede i hende begyndte uroen også så småt at røre på sig. Hvad hvis foden faktisk var helt i stykker, og de ikke nåede tilbage, inden den var forevigt deform og ikke kunne helbredes? Hvad hvis de slet ikke nåede tilbage...

    Eyid nærmede sig hende, som var hun en sårt hvidhaj og tog fat om hendes fod med nogenlunde samme påpasselighed. En meget fornuftig tilgang, mente han bestemt, da chancen for, at hun bed hovedet af ham, uden tvivl var større end hvis hun vitterligt havde været en tonstung dræbermaskine med tænder så lange, som hans hånd var bred...
    Han gav sig til forsigtigt at føle og trykke i halvmørket, mens han passede på med at røre for meget ved hendes finne - for hun havde ret; den var helt sikkert brækket flere steder. 
    "Finnen er helt gal," mumlede han og var faktisk beklagende - finneknogler var fine og skrøbelige og ekstremt smertefulde at brække... Det ville han skrive under på til hver en, hvis da ellers smerten fra hans egen, brækkede kravebensfinne gav ham lov til det... Han kunne slet ikke forestille sig, hvor ondt hun måtte have, med en finne, der var så kvast, som dén på hendes fod... "Men jeg tror, foden har klaret det rimelig godt - gør dét hér ondt?" Han trykkede forsigtigt ind på noget, der ikke føltes helt rigtigt og krympede sig en smule, da det nærmest... poppede under hans fingre. "Okay, måske ikke helt godt, men heller ikke helt gal..."
     Han så sig om i det svage skær fra koraller og alger og fik så øje på en enkelt, langstrakt fingertangsplante, der desperat havde knuget sig fast til én af klippeblokkene. Han plukkede den og lagde forsigtigt hendes ødelagte finne ned langs benet, før han gav sig til at vikle den glatte, kølige tang omkring. For at holde på det hele tog han én af de flettede kæder, der prydede hans bryst, over hovedet, skar den op med sin glaskniv og bandt knude på den improviserede støtteforbinding. 
     "Sådan," erklærede han, da han satte sig tilbage fra hende. "Jeg tror ikke, vi kan gøre det meget bedre lige nu..." Han kommenterede ikke på dét faktum, at sandsynligheden for, at de slap ud derfra, var forsvindende lille, så dét med at gøre det bedre senere, var nok også for optimistisk...

"Hnnngh!" jamrede Cyreesai, da han prikkede til foden, og hun kunne mærke et eller andet derinde gå af led. I mørket greb hun ud efter hvadend der var at finde på koralbunden, og en løs konkylie var så heldig at ligge inden for rækkevidde. Hun tog den i munden og bed hårdt sammen om den, mens han forbandt finnen ind til benet. 
"Jeg..." Hun burde sige tak til ham. Det burde hun virkelig.
"Hjælp mig over til en af siderne. Så ser jeg, om jeg kan få tyndet ud i vandet mellem stenene. Måske kan vi skubbe til dem så," ordre havde altid faldet hende mere naturligt, så det blev til en ordre i stedet. 
Tak var også for blødfisk, var det ikke? Måske ville hun vise taknemmelighed, hvis de kom levende herfra. Indtil da var det hans skyld alligevel. 
Hvis det havde gjort ondt at sidde stille med foden, gjorde det endnu mere ondt at flytte på sig. Selvom hun forsøgte at holde den i ro, skar smerten gennem hende, så snart den flyttede sig gennem vandet. Det var uendeligt frustrerende, hvor meget hun måtte støtte sig til Eyidivan, for hun kunne heller ikke få sin rygfinne helt foldet ud, fordi grotten var så lavloftet.
Henne ved hvad der engang havde været en udgang, var der dog ikke meget at gøre. Cyreesai kastede sin chakra mod stenene og fortyndede vand til højre og venstre, men der skete absolut ingenting. Der var ingen sprækker eller revner, hun kunne komme ind i (fortalte hun sig selv - at hun ikke var dygtig nok med magien til at finde dem, kunne jo næppe være grunden). 
"Det nytter ikke," sagde hun og kom med en frustreret strubelyd. "Måske graver de skibsvraget fri for at lede efter os..."