Der var mange der stille spørgsmålstegn ved hvorfor Lyset’s hær brugte energi og soldater på at opretholde patruljer inde midt i Krystallandet nu hvor mørket var trængt ud af riget og over havet. Ranulf var ikke en af dem. Krystallandet var simpelthen for stort til at forsvare effektivt med en hård grænse og så relativt få mand hæren kunne stille. Meget få ting forhindrede Mørkets agenter i at glide i land i ly af nætterne og skabe ravage. For slet ikke at tale om helt almindelige ting som landevejsrøvere, omstrejfende bander af orker, trolde og andet skidtfolk og folk der bare kommer galt afted fordi vejene om vinteren ikke altid var lige venlige. Så selv om flere af Ranulf’s patruljemakkere ofte og højlydt brokkede sig over det lige var dem der trak det korte strå når Griffens Brigade skulle finde folk til at patruljere vejene mellem Dianthos og Zircon generede det egentlig ikke ham. Han fandt sig godt tilpas på de åbne veje trods alt.

Som altid når han var på arbejde var Ranulf iklædt sin uniform, med et let ringbrynje harnisk under det yderste lag. Klepperts saddel var behængt med hans våben, en kort økse, en stor, tung langbue og et spyd og hans oppakning var rullet sammen i et bundt bag sadlen. Ranulf foretrak at rejse let og kunne reagere hurtigt, så alt unødvendigt blev efterladt når han tog afsted

I dag var deres patrulje lige krydset midtpunktet mellem de to store byer og den lille bjerggruppe vest for vejen rejste sig i sine velkendte, snedækkede tinder. Vejret var koldt og overskyet og resten af Ranulf’s patrulje var pakket godt ind på deres heste for at undgå at fryse. Ranulf havde ikke engang gidet at tage sin kappe på. Det hverken regnede eller sneede jo. I stedet havde han taget plads i spidsen af den lille patrulje hvor hans hest, en enorm bryggerhest han kaldte Kleppert, traskede afsted stille og roligt. Herfra havde han et godt udsyn over landet øst for vejen, mens den vestlige side var beskyttet af de besværligt fremkommelige klipper. Alligevel kunne han ikke lade være med at lade sit øje glide over klipperne og træerne. Selv om det var mange år siden han havde boet i bjergne så var det en vane man ikke bare sådan lagde fra sig. Farer kom ofte oppefra når der var klipper i nærheden.

Dagen forløb rimelig fredeligt, indtil hen på eftermiddagen. De korte dage betød at det på bjergenes østlige side blev tusmørke hurtigt. Vi bliver nødt til at slå lejr tidligt. Man kan jo ikke se en Rubinier på 3 meters afstand i det her…  tænkte Ranulf for sig selv da en lyd pludselig afbrød hans tanker. Det startede som høje, skarpe knas af noget hårdt der brækkede og blev hurtigt til et rumlende, larmende brøl der ikke var til at tage fejl af. Stenskred. Og selv i tusmørket kunne Ranulf tydeligt se støvskyen rejse sig fra et sted rundt om vejens nærmeste bugtning. Uden at behøve tale med de andre satte han hælene i siden på kleppert og den lille patrulje satte farten op frem mod stenskredet.

Stenskred var ikke unormale. Normalt. 
Når Sidka var til stede, var de altid unormale. 
Efter en forbandet lang tur over havets brusende bølger (og et virkelig pinligt øjeblik, der involverede den ellers allerede fortærrede aftensmad), var Sidka og en meget lille flok gået på land igen. Endelig fast grund og ikke kun klipper midt i havet. Jo mere tid, hun brugte på Obsidianøerne, jo mere kom hun til at hade manglen på god legeplads. Fastlandet, derimod - Nej fastlandet var én stor legeplads for en jordmagiker. Fyldt med fjendtlige bygninger og folk, der kunne tvinges i knæ med lidt blødgjort muld. 
Ikke at det var planen denne eftermiddag. De havde ikke redet hele vejen ind til Safirien for at ædelægge noget med folk i - desværre. Deres delingsleder havde holdt en striks tone og konstant mindet dem om, at de var her for at udføre en nøje planlagt aktion mod landevejen, og uanset hvor mange dårlige kommentarer, Sidka fandt på om den landevej, kunne hun ikke rigtig få sig selv til at se den som en værdig fjende. 
"Bare hiv den klippeside ned, I'endrith," sukkede delingslederdæmonen for tredje gang. "Det er ligemeget, om den kommer til at ligge skråt eller være høj. Vejen skal bare være så ufremkommelig som muligt, og gerne i en fart, så vi kan komme videre til næste punkt."
"Er næste punkt i det mindste noget, der trækker vejret?" spurgte Sidka tilbage, mens hun himlede med øjnene.
"Nej, det er en anden vej," sukkede delingslederen. "Forestil dig at vejen trækker vejret. Vil det hjælpe?"
En frustreret fnysen undslap hendes læber, men hun gav det et skud. Forestillede sig, at den kedelige, kolde landevej trak vejret, og at hun skulle dække så meget som muligt, så den blev kvalt under den vægt, hun skulle til at vælte ned over den. 
Hun tog en dyb indånding ind gennem næsen og rullede håndleddene i hørbare knæk. Maste sin ene fod bagud i det rimbelagte græs og strakte armene ud, som om hun skulle til at give selve klippesiden et karaktehug.
"Nu skal du bare se," hviskede en af de andre bag hende. "Har du set hende før? Det er næsten en dans, når hun gør det der."
"Pfft, sikkert bare mangel på erfaring med magien," lød svaret.
Sidka kaldte chakraen frem. Den summede under hendes mørke hud, og de røde øjne blev næsten helt sorte, som pupillerne udvidede sig i halvvejs ekstase over den magt, hun følte i sig. Der var ingen grund til at holde tilbage, og ville alligevel skulle bruge en god sjat af sin energi på at bringe en hel klippeside ned. Det tætsiddende, sorte uniformstøj  - der dog var rippet for symboler, hvis nu nogen skulle se dem - var praktisk for hende, idet hun begyndte at svinge armene fremad og op i cirkulerende bevægelser. Fødderne fulgte med i små trip på jorden, der begyndte at dirre under hendes påvirkning. Magien greb fat i al jord, den kunne finde, og hun pressede den til at søge op ad bjergsiden og række så langt, hun overhovedet kunne tvinge den til. Det lange, hvide hår svajede iltert i den høje hestehale bag hende, og et par lokker, der tidligere var faldet ud foran hendes ansigt, klistrede sig snart til svedperlerne, der brød frem på hendes pande trods kulden. 
Selve klippesiden begyndte at vibrere og snart ændrede hendes bevægelser sig, mens hun hev jorden nedad og vristede den fri fra den ellers faste position på bjerget. De lange, knoglede fingre spændtes til senerne stod tydeligt frem under huden, og som den første bølge af sten og jord skred ned mod vejen, kunne hun ikke holde et lille, sejrsrigt grin tilbage. Men hun var ikke færdig. Der var stadig mere klippeside at arbejde med, og med magien boblende i jorden, blev det nemmere og nemmere at vriste jorden løs og kvæle den zalans landevej.

Da kleppert endelig rundede den bugtning af vej der havde skjult stenskredet fra dem var de allerede blevet overhalet af resten af patruljens meget lettere og hurtigere heste. De andre skal heller ikke slæbe helt så meget som stakkels Kleppert skal, for nu at være fair. Ranulf's styrke havde aldrig været hastighed. Men det syn der mødte ham gjorde ham alligevel mere end lidt nervøs. Sådan skulle en klippeside ikke opføre sig. Sådan virkede stenskred simpelt hen ikke. Og alligevel bølgede jorden under træer og klipper som om et lille jordskælv forsøgte at flå endnu mere af klipperne ned. Hvad i Thatos jernbeslåede navn..!?

Fra længere fremme lød der et overrasket udbrud fra en af de andre i hans patrulje, og Ranulf kunne se våben blive trukket i tusmørket. Zaladin tage det, det sku bare være en rutine patrulje! Ranulf hoppede af Kleppert og greb sit spyd før han løb fremad med lange, tunge skridt. Kleppert var måske stor, men han var ikke en stridshest. Længere fremme af vejen kunne han høre Opilon højlydt kræve at nogen stoppede det de var i gang med og overgav sig, i lysets navn. Han havde altid været mere pompøs end godt var, og han var ikke engang officer. Endnu. Et skarpt, hvidt lys begyndte at brede sig da Cida hidkaldte sit lysskjold, nok mere for at oplyse situationen end noget andet. Hastværk, altid hastværk. Nu var lyset imellem Ranulf og hvad end de fire andre havde gjort front imod og han kunne ingenting se. Først da han endelig nåede op på siden af de andre kunne han se hvad der foregik. 

Et par velbevæbnede mennesker stod og forsøgte at diskutere med Opilon som havde stillet sig forrest, som om hvalpen bestemte noget, og mindst to andre stod længere tilbage hvor lyset ikke nåede dem nok til at Ranulf kunne se hvad der foregik. Men det var tydeligt ud fra de fremmedes kropsholdning at de ikke var forskræmte handlende. Med et suk slængede Ranulf sit spyd op på skulderen og trådte frem så han kunne lægge en hånd på Opilon's sværdarm før den unge mand kunne gøre noget overilet. 

"Jeg ved ikke hvem i er, men jeg råder jer til at strække våben og forklare os hvad der foregår. Hvis i har sårede efter stenskredet hjælper vi gerne. Men det er vores opgave at beskytte vejen, og lige nu ligner i meget landevejsrøvere eller værre. " Den store mand's stemme var rolig og dyb, men stærk nok til at kunne høres tydeligt hen over jordens rumlen. "Lad os ikke begå noget dumt her... "

Alle havde enten trukket deres våben eller som minimum sat en vagtsom hånd ned på skæftet. Den dæmoniske leder, der havde et navn, ingen kunne udtales og derfor i daglig tale blev kaldt Trehorn af åbenlyse grunde, tog styringen og vendte blikket mod den mand, der så ud til at have lidt mere tålmodighed end den unge spirrevip. Alle var dog unge til sammenligning med Trehorn. 
"Hvis I bare går nu, kommer ingen til skade," sagde Trehorn, idet han viftede de to mennesker fra sin egen fløj tilbage. Det var i det øjeblik, at øjnene for alvor vænnede sig til det skarpe lys mellem de to grupper. Og det var nu, man kunne se Lysets mærke på uniformerne.
Trehorn bed sine næste ord i sig og kneb øjnene sammen for at vurdere, hvor mange folk den her patrulje var på.
"Skal vi skride?" spurgte det ene menneske. 
"Nej, vi skal ikke skride, din idiot," snerrede Trehorn tilbage.
"Kan vi ikke bare lade elvertøsen vælte bjerget noget mere, sådan over dem?" spurgte en af de andre - højt nok til at modstanderne ville kunne høre dem. Trehorn lignede en, der kunne kværke sine egne mere end folkene fra Lyset.
"Fint!" vrissede han højt og kaldte over skulderen. "Sidka, så kvæl dem da! Du ville gerne have noget levende at lege med ikke?"

Sidka havde været pænt optaget af at vælte et bjerg, og hun havde måske lidt regnet med, at de andre havde styr på situationen. Tydeligvis ikke. Med et støn slap hun magien og traskede de få meter hen til grupperne og det helt absurd kraftige lys. En af mændende fra lyset fik gispet "Mørkelver!" højt nok til at hun måtte rulle med øjnene. Som om hun var et sjældent cirkusdyr, de fleste kun havde hørt legender om. Hun stoppede op ved siden af Trehorn med hænderne i siden og et frustreret udtryk bag den svedige pande.
"Du beder mig seriøst om at kvæle de her tosser, efter jeg lige har brugt langt over halvdelen af min chakra på at rive den forpulede bjergside ned?" spurgte hun med et er-du-dum-udtryk mod sin delingsleder.
"Ja, Sidka. Gør. Det. Nu. Bare," hvæsede han tilbage og trak sit våben. 
De andre fulgte trop. Sidka sukkede og rev i jorden under landevejspatruljen, så ham den unge, der havde stået forrest før, røg på numsen.
"Dans for mig," kommenterede hun med et drillesygt smil, mens jorden under dem begyndte at boble og bølge med blødt mudder.

Ranulf var i bevægelse før Opilan ramte den pludseligt bevægelige jord under ham. Fremad, altid fremad. De var for tæt på hinanden til at det ville virke at trække sig. Ikke med en dæmon i spidsen for hvem end de her var. Den ville aldrig lade dem slippe afsted med det. I stedet satte Ranulf kursen direkte imod den yderste af de bevæbnede mænd og regnede med at hans egne folk kunne klare sig uden ham. Det burde de, de var veltrænede nok. Selv om de forskrækkede "Mørkelver! " udbrud bag ham, som kun kunne være Dannas, ikke ligefrem gav ham tiltro til det. 

Krigeren foran ham var ung. Meget yngre end Ranulf selv. Sikkert også meget hurtigere. Så det var nok meget fint at Ranulf ikke havde nogen plan om faktisk at slås med ham. Han ville bare ud af den zone af blødt jord hende mørkelveren hidkaldte. Selv med hans begrænsede magiske evner kunne han mærke jord og sten omkring ham give sig under hendes kræfter. Fokus, Ranulf. Kriger først, jordheks senere.  Der var kun få meter imellem dem nu, og hans modstander så noget selvsikker ud. Fjols. Jeg er ikke efter dig. 
Med den tanke fintede Ranulf imod mørke-soldatens ansigt med sit spyd, og da den naturlige træningsrefleks slog til, og han svang sit våben op for at feje spyddet væk skiftede Ranulf retning og kastede det efter hans ben. På tværs. Normalt ikke et smart træk, at smide sit eneste våben væk på den måde, men det gjorde det Ranulf havde håbet på. Den yngre soldat mistede balancen, var nødt til at se ned for at undgå at træde på spyddet og vælte, og før han nåede at se op igen havde Ranulf ramt ham med skulderen først og fejet ham af vejen. Et eller andet susede forbi Ranulf's hoved, noget der fik luften til at syde. Sikkert den der dæmom der kunne spytte syre eller noget tilsvarende ulækkert. Ranulf stoppede ikke. 

Bag ham begyndte der at lyde kampgny, endelig. De lyse, knækkende lyde som krystaller der knustes kunne kun være Cida's is-magi og Opilon's kampråb tydede da på at den unge kriger ikke var blevet slugt af jorden endnu. Men så længe hende jordheksen fik lov at lave jorden under dem til kviksand var der ikke meget de kunne gøre andet end at holde sig i live. Ranulf var deres eneste jord-elementalist, og det her var helt uden for hans speciale. Men nogen havde været så betænksomme at smide et halvt bjerg på vejen lige bag konflikten.

"Lad kujonen være, vi ordner ham bagefter! " hvæsede dæmonen's stemme, og Ranulf rystede på hovedet. Den måtte være ny hvis den troede at han var ved at løbe. Tre lange skridt senere slog Ranulf begge hænder imod en stor blok sten der var revet løs og landet ved siden af vejen og lukkede øjnene et kort øjeblik. 
Skal vi vise dem hvad vi kan? Han havde fået at vide at det var lige meget at tænke til stenene han brugte, men han kunne ikke lade være. Som hans chakra strømmede ud af ham og ind i stenen kunne Ranulf fornemme den samme følelse af ældgammel styrke han altid følte når han aktiverede sit Stenpanser. Som svar til hans chakra begyndte stenen, gammel granit, at flyde som var det vand op af hans arme for at dække ham i et tætsluttende, organisk udseende panser af levende sten. Kun hans gode øje var frit da forvandlingen efter få sekunder var overstået og Ranulf vendte sig om imod konflikten igen. 

"Hey, horn-fjæs! Jeg hørte dig ikke før! " Ranulf hamrede sine stenklædte næver sammen med et brag og begyndte at gå frem imod den lille trup mørkesoldater igen med skridt der var tunge nok til at få vejen til at slå en smule revner under ham. 

"Sidka!" råbte Trehorn og hev hende ud af koncentrationen. 
Hun var ved at få mudderet til at sno sig fast om krigernes ben, så de blev holdt fast og ikke kunne flytte deres vægtfordeling optimalt. En af krigerne havde allerede hugget en af patruljens folk ned, og den døende krop hang nu underligt fremover støttet af hendes boblende jord. En af deres egne måtte dog også trække sig tilbage med et sår i siden, der underligt nok dryppede vand frem for blod. 
"Sidka, gør noget ved stenfyren!" råbte Trehorn igen. 
Stenfyren?
Hun vendte blikket til siden - og mistede en god del kontrol over den boblende jord - for at se, hvad dét betød. En god sjat af vejblokaden var blevet til panser omkring manden, som man nu kun lige kunne ane et enkelt, isblåt øje af. 

Pilen prellede af på stenpanseret. Et enkelt isblåt øje vendte sig mod Sidka, så provokationen var i det mindste ikke gået ubemærket hen. Hun blottede tænderne og lod magien søge ned i jorden. Underlaget under ham begyndte at gynge ustabilt, men det gjorde absolut ingenting for at få ham ud af balance. Han havde for meget vægt bag sig nu. 
Med et hårdt tramp i jorden og en fremstrakt arm fik hun hevet en sølje op fra jorden, men da den ramte ham, krakellerede den faste, med stadig kun magisk påvirkede jord mod den magisk påvirkede sten. En frustreret snerren undslap hendes læber, og hun trak sit sværd i samme øjeblik, som hun lod jorden løfte sig under hende og kaste hende mod modstanderen. Bag ham faldt både Mørkets og Lysets soldater i blodsprøjt over bunkerne af kroppe. I luften hævede hun sværdet til slag. Med det her momentum kunne hun...
Den stenbelagte hånd ramte hende klokkerent i ansigtet, og hun følte sig selv blive kastet tilbage af kraften i slaget. Fjernt kunne hun høre Sibals stemme, og det sidste, hun mærkede inden hun mistede bevidstheden, var grenene, der under påvirkning af hans magi trak hende væk fra kampområdet.

"Det... Det kan jeg ikke!" gispede hun stakåndet. "For zalan, så gør dog selv noget magisk, hvis du så gerne vil have det!"
"Hold ham tilbage! Det er en ordre, I'endrith!" Trehorn havde trukket sig en smule tilbage, da patruljefolkene var ved at få dannet sig en defensiv ring af ismagi og blændende lys (irriterende, men effektivt). Han greb hendes arm og rettede sit sværd mod hende. Under patruljen svandt jorden tilbage til sin oprindelige tilstand, idet Sidka ikke længere kunne holde fokus på den. "Modsæt dig mine ordre én gang til, og jeg stikker din bror ned, så snart vi kommer tilbage til øerne. Én mørkelversoldat fra eller til vil ingen tænke over."
Truslen gik rent ind, og Sidka hadede det. Hun bed tænderne sammen og rev sin arm løs for at stille sig foran Trehorn, der vendte sin opmærksomhed tilbage til patruljegruppen. Små gnister gled ned over hans arme, og Sidka vidste, han bare ville have hende til at holde stenfyren hen længe nok til at han kunne skyde elektrisk energi mod ismagikeren. Hans opladningstid var umulig at have med at gøre i kamp, men to af de andre havde ingen chakra i sig, så det var bedre end ingenting.
"Ser ud til jeg er din nye dansepartner, stenfyr," sagde Sidka med ikke-så-overbevisende selvtillid. 
Hun maste fødderne tilbage i græsset og lod jorden opsluge dem lidt, så hun stod bedre fast. Så kastede hun magien fremad og søgte mod revner i hans panser. Hvis hun kunne finde et sted, hans egen chakra ikke havde fyldt stenstrukturen ud, kunne hun måske få det til at krakelere. Måske. Det her var noget lort.

Til Ranulf's store overraskelse var det ikke dæmonen der vendte sig imod ham, men den slanke mørkelver som havde kontrolleret jordmagien, imens hendes dæmoniske herre vendte sig væk og begyndte at gøre... et eller andet der fik luften omkring ham til at knitre. Zaladin's skæg, hvorfor skal alting være så forbandet magisk? I det mindste er hun ikke ved at drukne de andre lige nu så. 

"Du kan stadig nå at smide den der sabel og træde til side. " Ranulf regnede ikke med det ville hjælpe, ikke med mørkelveres attitude, men det skadede vel aldrig at gøre forsøget? Hun lød ikke helt overbevist om at det her var en god ide... og hvis han ikke havde hørt forkert var det ikke med hendes gode vilje hun skulle stå i vejen for ham. Så.. Måske behøver jeg ikke gøre hende noget. Eller, ikke noget voldsomt, i hvert tilfælde. 
Ranulf lænede sig en smule frem og lod sin størrelse kombineret med stenpanseret gøre ham endnu mere intimiderende. Hans første skridt fremad var langsomt og tungt. Det næste lidt hurtigere. En tydelig advarsel for dem der forstod at læse dem. 
"Der er ingen grund til at du skal komme til skade fordi den der tingest har en plan. " Han så godt mørkelverens fødder synke ned i jorden og kunne næsten mærke hvordan magien slog ud fra hende i en bølge imod ham. Eller, det forestillede han sig i hvert tilfælde. Men da hendes chakra ramte hans panser blev det helt tydeligt, som om syle af koldt stål forsøgte at bore sig ind i hans muskler og vriste dem fra ham. I stedet bed Ranulf tænderne sammen og satte sin egen, stædige chakra imod hendes. Panseret holdt uden at sprække, men Ranulf kunne fornemme hvordan revner opstod og lappedes igen og igen hen over hele fronten. Hans bevægelser blev lidt tungere, lidt mindre flydende imens hendes chakra forsøgte at blokere hans panser. Men han stoppede ikke. 
"Jeg vil helst ikke gøre dig fortræd, men jeg kan ikke lade din herre fortsætte. " Hans stemme, allerede hul som den trængte igennem stenpanseret, lød nu også sammenbidt imens han stædigt satte en fod foran den anden, hurtigere og hurtigere. Ikke direkte imod mørkelveren, men imod den hornede dæmon. Og hvad end det måtte stå imellem ham og den. 

Sveden trak striber ned over Sidkas ansigt, og hun måtte blinke konstant for at undgå saltsvien i øjnene. Læberne var trukket helt tilbage i den anstrengte grimasse og de hvide tænder tiltrak sig opmærksomhed for, hvor mange af dem, der var lige lidt skarpere end man ville forvente af et normalt tandsæt. Det første skridt, stenfyren tog, pressede hende tilbage. Ikke fordi han overhovedet var tæt på endnu, men den usynlige energikamp imellem dem syntes at antage næsten fysisk karakter. Det kunne lige så godt være luften mellem dem og ikke Trehorn bag Sidka, der knitrede af spænding. 
De næste par skridt var endnu værre. Han fik tempoet hævet, og hendes chakra blev presset tilbage fra de revner, hun havde fundet, mens hans chakra dækkede dem til, så hun ikke kunne finde dem igen. Hun følte sig som en syl, der prøvede at komme igennem mursten. Uden revner, kunne hun kun skrabe i overfladen og ville ende med at gøre sig selv sump, før hun kom igennem.
"Trehorn, jeg kan ikke holde dem tilbage meget længere!" 
"Jenna er nede!"
"Hvis vi ikke får ham..."
Råbene lød som om de kom fra under vand. Chakraen brusede overdøvende i Sidkas ører, og hun trak vejret dybt ind, mens chakraen blev lettet, hvorefter hun i udåndingen pressede tilbage igen i søgen efter nye huller at finde - men uden helt.
Det første lyn skød ud bag hende. Endelig. Der lød et skrig og noget is, der sprang. Det ville hjælpe dem gevaldigt at få styr på den ismagiker. Det hjalp dog ikke særligt meget, at stenfyren stadig var på vej frem - og det hjalp slet ikke, at han kaldte Trehorn for hendes herre!
"Han. Er. Ikke. Min. Herre," svarede Sidka igen med sammenbidte tænder. Bag hende trak Trehorn sig længere væk, som han så, at stenfyren havde retning mod ham.
Stenfyren var alt, alt for tæt på nu. Med ét slap hun magiens tag i hans rustning for i stedet at føre den ned  i jorden og hæve den op foran sig. Hun var næsten tør nu. Det her ville være det sidste, hun havde i sig, og så måtte sværdkundskaber gøre op for resten. Men med Trehorn i gang med elektriciteten, ville en mur, som stenfyren skulle gå udenom eller tæve sig igennem, måske være den bedste løsning til at forsinke ham og få tævet de andres ansigter ned i mudderet. 
"Hnnnngg!"
Muren nåede at rejse sig, så den gik stenfyren til lidt over brystet. Egentlig havde Sidka haft mere chakra at smide i den, men det gled ud af hendes greb, så snart lynet tog fat i hende. Hendes krop stivnede i forcerede rystelser, knæene gav efter i leddene og hun endte på knæ med virrende øjne og klaprende tænder.

Jenna lå på jorden et stykke derfra og jamrede i vildelse - hun var stadig i live, men såret så kraftigt, hun næppe ville overleve længe. Hun havde ingen chance for at gøre som de andre gjorde: Stikke halen mellem benene og spænde alt det, der kunne med god hjælp fra Trehorns advarselslyn, der forhindrede patruljen i at stikke efter dem. Nu havde de også to at arrestere, så hvad om der flygtede et par stykker, var hans tanke. Og selvom han nu skulle finde en anden måde af ødelægge veje på, gjorde det ham egentlig ikke noget at være en højrøvet mørkelver mindre i deres lille gruppe. 

Ranulf havde ikke overskud til at følge med i hvordan det gik de andre. Hele hans energi var fokuseret på at trænge igennem jordheksens tag i hans rustning og selv om han kom frem som en sten der langsomt tog fart ned af bakke, så var hvert skridt imod hende en kamp. Nok til at da hendes modstand endelig forsvandt var hans første skridt alt for langt og bragte ham ud af balance længe nok til at en mur af jord begyndte at skyde op foran ham. Der er altid noget, for zalan! nåede han lige at tænke før han så dæmonen vende sig imod jordheksen og skyde et gulligt lyn lige i ryggen på hende. 

"Hvad Z... " Resten af hans udbrud døde på hans læber da han så dæmonen og hans sidste håndlangere tage flugten væk fra vejen imens mørkelveren sank ned bag den mur hun lige havde rejst. Gamle reflekser skreg inden i ham at han skulle følge efter dem, løbe dem ned og sætte en stopper for deres handlinger en gang for alle. Men det ville være en fejl. Først se efter sårede, så se på resten. 
Ranulf satte den ene hæl i vejen og begyndte at bremse og ramlede op imod den mur nogen så venligt havde givet ham at bruge som stopklods. Han kunne mærke den give sig under hans vægt og momentum, men den var solid. Hende jordheksen kunne sit kram, det blev han nødt til at give hende. Med et dybt åndedrag trak han 'hjelmen' af Stenpanseret ned i ryggen som blev en smule tykkere, og trampede rundt om muren. Træfningen var måske overstået, men der var ingen grund til at tage unødige chancer. Som han rundede muren tegnede der sig et skidt billede. Opilon var mere eller mindre indtakt men var stadig i gang med at grave sig fri af den bløde vej. Cida så rystet og svitset ud, men det hendes lysskjold havde vidst taget nok af lynet til at hun klarede den. Sabor var nede, og på den her afstand kunne Ranulf ikke se om han var levende, men der var meget blod. Hamir så uskadt ud og hans spyd var vådt, mens han knælede over Sabor med hans lyssymbol i hånden og et voldsomt koncentreret udtryk på sit mørke ansigt. 
"Hvad er situationen? " Nominelt var de muligvis alle sammen samme rang, men Ranulf var ældst og de andre plejede at lytte til hans erfaring når der var tid til det. 
"Sabor er kritisk såret, Ranulf. Jeg kan holde ham i live, men... ikke mere end det. Vi er nødt til at have ham til Zircon og en rigtig helbreder hurtigst muligt hvis han skal klare den. Cida er svitset, men ikke noget slemt. " Hamir's bløde stemme med den rubinske dialekt lød langt mere presset end normalt. Han kastede et kort blik på Cida mens han talte, og Ranulf holdt et suk nede. Du kan bekymre dig om din kæreste når Sabor er på benene igen... 
"Så er der kun en ting at gøre! Cida, hent hestene. Ranulf og jeg kan gøre det af med de her to afskum imens, og så sætter vi imod Zircon! " Opilon's pompøse stemme skar igennem Ranulf's tanker som negle på en tavle, og den store nordlænding vendte sig langsomt imod sin mindre patruljekammerat. 
"Undskyld, hvad? En ting er fald på slagmarken, det er noget helt andet at dræbe mere eller mindre forsvarsløse folk! " Ranulf's dybe stemme var hård som sten, og han havde taget et skridt ind imellem Opilon og jordheksen. "Vi er nødt til at være bedre end dem. "
"Se på dem Ranulf! Den ene er næsten død alligevel, Hamir ramte hende i maven! Og den anden er en mørkelver. En -mørkelver-, Ranulf. De er onde som natten er sort alle som en! " Opilon brugte sit sværd til at gestikulere med imens han trampede langsomt tørrende jord af sine støvler og bukser. Cida og Hamir så imellem de to mænd med blanke, lukkede ansigtsudtryk. Det var ikke første gang den unge adelige og den ældre soldat var ramlet sammen. 
"Men de er ikke eftersøgte længere og vi har ikke noget bevis for at hun er her af fri vilje. Jeg er helt med på at vi ikke skal bruge Hamir's ressourcer på at helbrede den faldne, men du får ikke bare lov at hugge hende ned. Så skal du igennem mig først. " Ranulf tog to lange skridt baglæns så han var placeret lige imellem Sidka og Opilon. Langsomt tvang han mere Chakra ud i stenpanseret, tvang det til at tage former det ikke ville. Hans vesntre arm blev bredere, næsen skjold-agtig og en tynd 'krave' groede op om hans hals. 
"Det er dit valg, Opilon. Tag Cida og Hamir og få Sabor til en helbreder. Eller brug energi på at slå forsvarsløse fanger ihjel og tag konsekvensen. " 

"Så hvis vampyrer en dag heller ikke længere er eftersøgt, vil du også lade dem gå fri?" fnøs Opilon. "De fejlfarver er sgu da ikke mindre farlige, bare fordi Lyset ikke gider bruge ressourcer på at sende dem til Elverly mere. Den del er politik, så det forventer jeg ikke, du forstår, men jeg havde ikke forventet, du ikke kan se faren i at lade den leve."
Bag stenfyren, som Sidka nu havde stykket sammen måtte være Ranulf, prøvede hun ihærdigt at få sin krop til at virke igen. Muskelsammentrækningerne havde væltet hende forover, så hun var landet i den bløde muld, hun selv havde lavet. Det var ikke super ideelt. Hvad der var endnu mindre ideelt, var at Trehorn var skredet med de andre. Da lynet ikke længere havde fat i hendes krop, var det allerede for sent. Hun nåede lige at se deres skikkelser forsvinde mellem buskadset, men tænderne klaprede stadig for meget til at hun kunne sige noget grimt om dem. I stedet havde hun prøvet at skyde sig selv væk med det sidste chakra, men det var blot blevet til to små sandslotte ved siden af hende. 
Mens menneskerne kom op at skændes, prøvede hun at finde sin kniv i støvlen. Da hun havde et godt tag om den, forsøgte hun at komme op at stå så hurtigt som muligt.
"Du burde lytte til din ven - jeg er ret far...uuuuuurgh." Hun nåede halvvejs op, før hun måtte falde på knæ igen, mens maven vendte vrangen ud på sig selv.
Det var længe siden, hun sidst havde kastet op, og hun var på ingen måde fan af hverken begivenhed eller timing. Én gang var oven i købet ikke nok. Hun ørlede i flere omgange, indtil krampetrækningerne kun fik hende til at spytte mavesyre ud, og hendes øjne løb i vand. Kniven lå glemt på jorden ved siden af hende, mens hænderne prøvede at holde fast på håret eller kramme om maven. Hun var svimmel og ør i hovedet, men det stoppede ikke tankerne fra at forbande Trehorn helt ned til Kile (og være en lille smule glad for, at hun ikke arbejdede tæt op ad Mørkets general, der smed lyn efter alle, hun ikke brød sig om.
"Pfft, så hiv hende da med til arresten, hvis du gider røre ved det der," fortsatte Opilon. Han havde været ved at træde frem, da han så kniven i Sidkas hånd, men som hun sad sammenkrøben på jorden nu, var der ikke meget trussel tilbage i mørkelveren. Ved siden af var den anden soldat af Mørket blevet stille. "Hun bliver hængt alligevel - men vi trænger også til lidt afskrækning for hendes type."

"Du kan vende og dreje ord nok så meget du vil, men rigtigt og forkert ændrer sig ikke bare fordi hun har en anden farve end resten af elverne. " Ranulf's dybe, rolige stemme hverken steg eller faldt, men holdt sig rolig og urokkelig. Til trods for at han havde ryggen til hvad han var ret sikker på var en fjende virkede han ikke til at være nervøs. Selv da Sidka forsøgte at rejse sig holdt han bare sit øje på Opilon og ventede på hvad hans yngre kollega endte med at gøre. 
"Det gør hun måske nok. Men det er for en dommer at afgøre. Ikke mig, ikke dig. Og hvad vigtigere er, vi har ikke tid til at diskutere det. " Ranulf nikkede over mod hvor Harim stadig sad over Sabor. "Kleppert kan ikke følge med jeres heste i det tempo i skal bruge alligevel. Så jeg kan ligesågodt blive her og holde øje med hende. Jeg kan godt finde til Zircon alene. "
Efter en lang, ubehagelig pause slog Opilon endelig sit sværd på plads i skeden med et frustreret udbrud. "Fint! Men når du ender med en dolk i ryggen og ligger et sted alene, så kom ikke og sig jeg ikke advarede dig! " Den yngre soldat vendte sig om og piftede efter deres heste, imens Cida og Harim i fællesskab fik lavet en båre til Sabor ud af deres kapper og nogle spyd. Imens stillede Ranulf sig så han kunne se dem og mørkelveren samtidig. Efter få minutter havde de fået bundet båren op imellem to heste og var klar til at komme afsted. 
"Er du sikker, Ranulf? " Cida så på ham med en tydeligt bekymret mine før hun kastede et mistroisk blik på mørkelveren. "Man ved aldrig hvad de kan finde på... "
"Ja, jeg er sikker. Jeg er gammel nok til at passe på mig selv, Cida. Få nu bare Sabor til en helbreder, så ses vi om et par dage. " Ranulf hævede en hånd til sin brystkasse. "Isari's vinger være med jer. " Og med de ord forsvandt de fire andre ud i det tiltagende mørke for at redde deres ven. 

Da de andre endelig var væk vendte Ranulf sig helt imod mørkelveren og lod det meste af Stenpanseret glide af ham som uformelige sten der ramte jorden med afdæmpede bump. Kun hans underarme var stadig indkapslet i sten da han gik over til den anden faldne mørke soldat og lagde en finger på hendes hals. "Hm. For sent, selv hvis jeg havde haft evner for den slags. Har du et navn eller skal jeg bare blive ved med at tænke på dig som Jordheksen? " sagde han og så sig over skulderen. 

Imens menneskene snakkede, gjorde klar og snakkede noget mere, rullede Sidka mere eller mindre bare rundt på jorden i en håbløs mavepine og efterdønninger af det magiske angreb, hun var blevet udsat for. Hun huskede tilbage på første gang, hun havde mødt stenfyren på slagmarken, og ville faktisk ønske, hun kunne vågne op til ondt til ansigtet og et par løse tænder i stedet for at føle sig så hjælpeløst smeltet som dét her. Kroppen prøvede at kaste op flere gange endnu, og hver gang hun blot tænkte på at rejse sig op, blev hun så svimmel, at hun måtte lukke øjnene for ikke at dejse om på den gyngende grund. Aldrig havde jorden været mere hendes fjende. 
I løbet af tiden fik hun kæmpet sig hen med ryggen mod sin egen jordmur, og på et tidspunkt undervejs havde hendes hånd fundet den kniv, der var hendes sidste tilbageværende våben. Chakratom og med begyndende kulderystelser nu hvor kroppen ikke havde noget af forbrænde, sad hun med blikket fæstnet på Ranulf og en utilfreds mundvigstrækning.
"Sid-Sidkanys ath-ath I'endrith," fremstammede hun, selvom hun hellere så, at der var kommet noget spydigt ud af hendes mund. Hun var ikke rigtigt i en forhandlingsposition, og hun var meget bevidst om det - men det betød ved Nalish'ra ikke, at hun bare sådan lige overgav sig. "Je-Jeg kommer ikke med fri-frivilligt, ste-stenfyr."
Hold nu kæft, hvor ynkeligt. Hun kunne lige se de andre lortedæmoner le ad hende, hvis de havde overværet det sølle forsøg på en sammenhængende sætning. Sibal ville drille hende med det i årevis, hvis han havde set det. Havde han været her, ville det dog ikke ske. Han ville have haft hendes ryg - ligesom sidst. Han ville havde hjulpet i kampen i stedet for at være uduelig ligesom de andre. De var stærkest sammen, og Sidka forbandede hver eneste gang, Mørket tvang dem fra hinanden - hvilket efterhånden i hendes mening havde taget seriøst overhånd.

Ranulf vendte sig væk fra liget af den anden mørke-soldat og hævede øjenbrynet over hans gode øje. Hun svarede faktisk. Det havde jeg ikke regnet med, tænkte han og tog et par skridt nærmere på hvor mørkelveren havde trængt sig op imod den mur af jord og brokker hun selv havde rejst, med en kniv i rystende hænder. Som en våd, sulten kat der er lige så bange som vred... 

Ranulf stod et par minutter og så på hende i stilhed før han tog et skrid nærmere, så han lige præcis ikke kunne nå hende. Så sank han på hug, en stilling han kunne holde længe uden at blive træt, så han ikke tårnede sig så meget op over hende. 
"Sidkanys. Og her regnede jeg med noget min grove tunge ikke kunne vikle sig rundt om. " Han smilede lidt og stak et par fingre ned i sin bæltetaske. "Du behøver ikke forsøge at være stærk lige nu. Forræderi er muligvis mere normalt blandt din side, men det gør det ikke mindre ubehageligt. Her. " Han fiskede et stykke tørret kød op og holdt det ud til hende... ok, meget som han ville have gjort med den kat han selv havde tænkt på før. "Du ender med at gå helt ud hvis du ikke spiser noget. Mit navn er Ranulf, selv om stenfyr vel er et ok tilnavn. "
Igennem det hele holdt han sin stemme dyb og rolig og forsøgte at undgå at overskygge hende for meget. Af gammel vane havde han trukket skuldrende sammen og bøjet sig lidt fremover for at undgå at se så stor ud. Han havde set alt for mange reagere med frygt eller nervøsitet på hans størrelse, og det sidste han var interesseret i lige nu var at gøre hende bange. Bange folk gjorde dumme ting... 
Et kort øjeblik var det som et mørkt slør gik over Ranulf's gode øje, før det forsvandt igen og kun hans åbne, smilende øje var tilbage. 

Frygt var ikke en af de ting, Sidka følte lige nu, men hun kunne se, han prøvede at dæmpe den alligevel. Som når man prøvede at lokke et skræmt dådyr hen til sig, inden man dolkede det i halsen. Men frygt var blevet tævet ud af den stadigt unge mørkelver gennem hele barndommen. Det eneste tilbageværende var vrede, og det var også mere brugbart i sådan en situation som denne, havde Arnym altid sagt. Frygt var svaghed. Vreden var vejen væk fra frygten. Alligevel gnavede et eller andet i hendes mave... Det var nok bare smerten efter opkastningerne. 
"Jordhe-heks er heller ikke helt dår-dårligt," svarede hun. 
Hans ord om ikke at behøve at være stærk blev kastet til side, lige så hurtigt som de nåede hendes tanker. Der var altid brug for at være stærk. Hvad var hun, hvis hun ikke var stærk og bragte familien ære? Så ville hun ikke overtage klanen en dag... Måske værre. 
Forræderi. Ordet skurrede i hendes ører. Det havde stået på længe, at de andre soldater ikke brød sig om hende, og det var kun blevet værre de sidste par uger, efter hun var blevet trukket væk fra de andre et par dage for at hjælpe Skyggen. De andre var jaloux på at hun havde været nyttig for en af de vigtigste mænd i Mørket, men da hun blev kastet tilbage i den almene fodsoldatlejr, havde de andre straks fundet grunde til at så mistillid mod hende, nu hvor hun havde hjulpet spionmesteren. Var det egentlig ikke også det samme, hun havde gjort ved Yume? Forrådt hende ved at fortælle om deres møde og gå med til at lokke hende ind i drømmen? Mon yume havde haft lige så ondt i maven, som Sidka havde nu... Mon Yume overhovedet havde forstået, at Sidka var grunden til, at det hele var sket...
"Du ved godt, vi-vi ikke er dæmo... dæmoner, ikke?" spurgte hun så, og i en hurtig bevægelse stak hun armen frem og rev kødstykket ud af fingrene på ham. Kniven havde hun stadig et fast greb om med den anden hånd. Da hun bed ned i kødet, sørgede hun for at vise et par skarpe tænder. "Vores sprog er sta-stadig elvisk. Du burde ikke fodre mig," En let snerren havde sneget sig ind i hendes stemme nu. "Så snart jeg-jeg kan, dolker jeg dig i ryggen."

Ranulf trak på skuldrende og lænede sig en smule tilbage på sine hæle mens han hvilede sine stadig stenklædte forarme på sine knæ. 
"Jeg taler heller ikke elvisk. Eller udtaler elver-navne særlig godt. Så det kommer ud på et for mig. Men nej, i er ikke dæmoner. Bare folk. " Han lod sig ikke mærke synderligt af den snerrende tone i hendes stemm. I det mindste havde hun taget imod maden. Det var altid noget. 
"Og jeg ved du har tænkt dig at prøve. Det gør ingen forskel for om jeg fodrer dig eller ej. Der er ingen grund til at bekymre sig for meget om hvad andre vil gøre eller ikke gøre. Lige nu er du ikke en trussel imod andre end mig, så at give dig lidt mad skader vel ikke. Åh, jeg er sikker på at Opilon har en eller anden dyb morale at komme med omkring det, men det gider jeg ikke spekulere for meget over. " Ranulf's skæg splittede sig i et bredt grin i et par sekunder før han rejste sig op og gik hen til siden af vejen. Han kom med en skinger, fløjtende lyd og kort efter traskede hans store bryggerhest op til ham. Han tog en skovl ned fra hans oppakning og gik ud lidt væk fra vejen. 
"Desuden, så er du ikke den første der har prøvet at dolke mig. Eller værre. Nogen skal det jo lykkes for en dag. Men jeg vælger nu at tro på at du ikke gør det. Eller at det i hvert tilfælde ikke lykkes. " Imens den store mand talte var han gået i gang med at grave et hul, stille og roligt. "Men hvad ved jeg. Det kan jo være Opilon har ret og vi burde have drejet halsen om på dig mens du ikke kunne forsvare dig. Det må du jo så bevise han har ret i, hvis det er det du har lyst til. Jeg foretrækker at undgå den slags, når jeg kan. " 
Langsomt blev hullet længere, og så dybere. Ranulf havde ikke travlt, men han havde været med til at grave for mange grave i sit liv allerede. Der var ingen grund til at den her skulle være dårlig, bare fordi den var til en fjende. 

Sidka prøvede at følge med i samtalen - det gjorde hun virkelig. Der skete bare lidt for meget samtidig, og hun rodede rundt i sætningerne, mens hun overvejede, hvor lang tid der mon ville gå, før hun kunne rejse sig op, og meget hun skulle tygge kødet igennem, før hun turde synke det. Piftet han kom med distraherede hende fra den første del af hans næste talestrøm, fordi hun var for fokuseret på følelsen af, at han lige havde presset en syl ind i hendes hjerne.
"Lortedæmon," mumlede hun for sig selv og fandt på et par ekstra forbandelser mod Trehorn og hans lynild. 
Ranulf havde ikke engang været den værdige modstander, der havde slået hende i kamp. Selvom... Ja, det havde han gjort før, hvis hun huskede rigtigt. Eller måske en stentrold, han var i familie med eller noget. Uanset hvad gjorde det hende i et mere bittert humør. At blive fanget af en værdig modstander var i det mindste ikke helt dumt. At blive efterladt af sine egne med opkasttrang og svimlende hovedpine var ret langt nede mod bunden i Sidkas mentale rangstige af 'måder jeg gerne vil dø på, når det en dag sker'. 
Hans talestrøm stilnede af, og hun vendte hovedet mod hans arbejde. Hendes egne rystelser var ved at gå i sig selv, og hendes åndedræt mere stabilt. Kroppen var endelig ved at finde ro ovenpå chokket.
"Der kommer seriøst for mange ord ud af din mund," kommenterede hun tørt, lige inden det gik op for hende, hvad han lavede. "Du... Du begraver hende faktisk?"
Selvfølgelig gjorde han det. Det var sådan Lysets folk gjorde det eller noget. Mørket plejede at have dyr med, der ikke skelnede mellem dyre- eller menneskekød. Det gjorde Sidka egentlig heller ikke, hvis hun var sulten nok, men det ville nu være underligt at spise en, hun havde kendt.
"Havde jeg chakra, kunne jeg gøre det der på et sekund," tilføjede hun og så hen på de to små sandslotte, der halvt var smuldret i toppen. Hun udstødte et hårdt fnys. "Kan du ikke bare begrave mig med hende? Det er sikkert en hurtigere død end hængning ved retssag."

Ranulf trak lidt på skuldrende og forsatte sig graveri. Han havde ikke regnet med at hun ville forstå det. Han havde godt hørt historier om hvad mørket gjorde med de døde, trods alt. Den pragmatiske del af ham, den del der stadig sad fast i den kolde, ligefremme tankegang fra hans ungdom i det kolde nord, kunne godt se det fjollede i at bruge energi på at begrave fjenden. Men er det ikke det der gør os bedre end dem? At vi ikke bare gør det kolde og nemme? 
"Jeg taler en del. Det må du bare leve med. " Han hoppede ned i hullet og gravede videre. "Og jeg er helt klar over du kunne gøre det her ved at vippe med øjenbryn. Imponerende stykke arbejde. " Sagde han og lavede en kort bevægelse med hagen over imod det halve bjerg hun havde styrtet ned over vejen. Derefter blev han stille i et par minutter mens han gravede videre, før han endelig svarede på det sidste hun havde sagt. 
"Begravelser er for de døde. Du er ikke død endnu. Og hvem ved hvad der sker. " Hver gang han tog et tag med sin skovl kunne han mærke hvordan hans brynje strammede over ryggen på ham. Han burde nok have taget den af først, men hun havde trods alt truet med at dolke ham i ryggen. Rytmen i arbejdet var god og for en stund glemte han helt at Sidkanys var der. Først da hullet nåede ham til livet så han op igen. 
"Hvorfor er du her? Hvorfor var det lige dig ham horn-fjæset valgte at ofre?  " Han vendte sig imod hende og støttede hænderne på kanten af det hul han stod i. Som han stod der så han langt mindre farlig ud, bare en ældre mand med gråsprængt rødt hår og skæg som var i gang med et stykke arbejde. Kun hans arrede hænder og det manglende øje mindede en om hvem og hvad han var. 

Kødstykket var efterhånden helt fortærret, og maven begyndte at rumle efter mere. Knæene blev trukket op foran den, så den ikke ville brokke sig så højlydt. Kort overvejede hun om det var tid til at prøve at rejse sig, men det føltes ikke helt smart endnu, og hun havde ikke lyst til at give maven mulighed for at kaste det lille stykke kød op. Det var nok bedre at blive siddende lidt endnu, til hovedet holdt op med at værke sådan. 
Hvem ved hvad der sker... Ja, hvad der sker er en dolk i din ryg, stenfyr, tænkte Sidka mørkt, men nåede ikke at samle hjernekraft til en sviner, før han fortsatte. 
Spørgsmålet var nemt at svare på. Hun var blevet ofret, fordi Trehorn ville af med hende, og fordi hun havde råbt for meget op i sin deling. Det passede sig ikke for en almen fodsoldat at modsige sig ordre så meget som hun havde gjort det sidste stykke tid. Hun så bare absolut ingen mening med hverken taktik eller beslutninger. Hvor ville hun bare gerne tilbage til den mere bekymringsfri tilværelse med Sibal på tilfældig jagt i skovene. Hos mørket var de bare to ligegyldige mørkelvere.
"Pft, ingen kan lide os," fnøs hun som svar. "Dæmoner især tror de har en eller anden åndssvag råderet over os, bare fordi nogen af dem var med til at skabe os. Så er det deres ret at bestemme over os, og vi er bare en del af deres lille kælerace, så snart vi har spidse ører og lilla hud. Folk som Trehorn kan ikke lide at blive sagt imod, og jeg kan ikke lide at tage på opgave uden at få detaljerne at vide på forhånd. Der er ingen grund til at..."
Sidka tav og kneb øjnene sammen mod Ranulf. Han så helt lille ud i hullet, han havde gravet. Rustningen fyldte stadig en del, men uden stenene og over en meter nede, var det lige før, han slet ikke lignede den trussel, Sidka huskede ham så. Havde hun haft chakra nu, kunne hun vise ham, at grave også var for de levende.
"Du prøver at få mig til at tale, gør du ikke?" spurgte hun mistroisk. "Er det for at give jeres latterlige retssystem mere at slå mig ihjel med? Hvad prøver du på?"

Ranulf trak på skuldrende og vendte tilbage til sit arbejde. Den behøvede vidst ikke være meget dybere, men han kunne lige så godt gøre det ordenligt. Ud fra hvordan Sidkanys sad stak hun næppe af lige med det samme. Eller forsøgte at dolke ham. Så der var tid nok. 
"Jeg forsøger at have en samtale. Noget så lusket som det. " Hvert sætning blev afsluttet med en skovlfuld jord er blev kastet op af hullet. Så mistroisk, men Ranulf kunne ikke rigtigt bebrejde mørkelveren det. Forrådt af ens egne, med hæning i udsigt... Jeg havde nok også været mistroisk, tænkte Ranulf. Han forventede trods alt ikke andet af hendes side, hvis han skulle falde i deres hænder. Eller, jo... det ville nok tage længere tid, hvis rygterne talte sandt. Mørket var ikke ligefrem kendt for at give deres fanger en hurtig eller let død. 
"Jeres dæmoner lyder lidt som adelige. Aldrig andet end problemer med deres slags. Omvendt kan man ikke forvente sig meget andet end forrædderi af dem. " Ranulf tog et sidste stik i jorden med sin skovl, og kravlede så op af hullet, og gav en lille grimasse. Nok var han ikke træt, men hans ryg brød sig ikke om at være foroverbøjet på den måde længere. Zaladin tage alderdom, nåede han at tænke før han tog sig selv i det. Det var ikke klogt at bande ved den mørke's navn, ikke engang for sig selv. "Men nej, min mistroiske ven, jeg forsøger ikke at lokke dig til at sige noget. Den slags lege er jeg for gammel og for ligeglad til. "

I stedet for at fortsætte samtalen gik Ranulf over til liget og knælede ned så han kunne tage fat under den døde soldat og rejse sig op med hende som om hun ikke vejede mere end et barn. Med langsomme, velovervejede skridt gik han over til den nødtørftige grav han havde gravet. Så forsigtigt han kunne lagde han hende i graven og tog en håndfuld jord og holdt ud over hende. 
"Nok var vi på hver sin side, men Kile modtager os alle til sidst... " han lod jorden falde over hende, og efter en kort pause begyndte han at dække graven til igen. 

Mens der blev gravet jord på og sagt hvad der mindede om en halvdårlig bøn til dødsguden, var Sidka tavs. Hun havde ingen bønner at sige for Jenna, for hun havde ikke virket som typen, der ville ønske, man sagde en bøn over hendes lig. 
Sammenligningen mellem adelige og dæmoner kunne hun godt nikke genkendende til. Hun havde mødt meget få adelige i sit liv, men de kunne nu lige så godt have været dæmoner med dén attitude, de havde båret med sig rundt. Måske var alle adelige bare dæmoner i forklædning - det skulle ikke undrer hende, når dæmonerne avlede så hurtigt, som de gjorde.
Da Ranulf var færdig med at kaste al jorden over graven, følte hun at det var tid til at prøve at rejse sig op. Noget, hun fortrød, da hun faktisk gjorde det, og hun endte med at stå lænet indover sin halvhøje mur og overveje, om man kunne kaste op igen allerede, når man havde spist så lidt, som hun havde. Dertil kom den helt abnormt gustne smag, hun havde i munden. 
"Har du noget vand?" fik hun frem henover sandpapirstungen. "Og jeg tror ikke jeg kan sidde på din hest uden at kaste op igen. Hvor langt er der til arresten?"
Og hvor lang tid har jeg til at komme mig, før jeg kan prøve at stikke af?
Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle forvente sig af Lyset. Hun havde hørt, de havde de der upraktiske Bundne håndjern, der fratog en chakraforbindelsen - ikke at netop dét ville ændrer noget lige nu - men hun havde kun prøvet at være fange hos elverne, og der havde det meste af opholdet være i rimelig overført betydning. De var sikkert også skide sure over, at hun var sluppet væk. Men den her gang kunne hun sgu næppe knalde sig ud af problemerne - slet ikke, når hun knapt nok kunne holde sig selv oprejst.