På dagen for Trestons rettergang var han blevet hentet i sin celle af to granvoksne Riddere i fuld rustning. Nu, mens han gik imellem dem - lænket og stadig i dén skjorte, Ersten havde lånt ham - følte han sig ualmindelig lille og malplaceret. Sølle. Uendelig, uendelig langt fra dét ærefulde erhverv, der blev repræsenteret til begge sider, mens de tre mænd gik igennem Paladsets velkendte gange. Dét erhverv, han det sidste lange stykke tid havde været overbevist om, at han ikke ville have, men som det nu gjorde ondt at have mistet…
    Han kendte ingen af Ridderne godt nok til at indlede en samtale, og han havde heller ikke synderlig lyst. Der var en kold, knugende klump i hans mave, selvom han inderst inde godt vidste, at der ligesom kun var én måde, denne retssag kunne ende på. Han havde forberedt sig på dommen siden dét øjeblik, han genkendte Erstens ansigt i minegangen…
    Men han havde ikke kunne forberede sig på alt det andet… alle de sårede følelser hos dem, der stadig holdt af ham, trods alt - og den foragtende kulde, fra dem, der ikke længere kunne. Han havde ikke forberedt sig på skammen…
    Det var først da de drejede ned ad gangen, der husede de store dobbeltdøre ind til Riddersalen, at Treston rigtig fik trukket sig selv op af sine dystre tanker og atter blev bevidst om sine omgivelser. For udenfor de høje dobbeltdøre stod alle vidnerne og ventede på at blive lukket ind, og der var smerteligt mange, velkendte ansigter.
    Pludselig rev ét sig løs fra mængden, og Treston blev fuldstændig overrumplet, da Zirra slyngede sig selv om halsen på ham og knugede ham ind til sig. Hun duftede velkendt og trygt, og han nåede kun lige akkurat at hviske hendes navn, før den ene af de to Riddere lagde sig imellem dem og høfligt, men bestemt, skrællede Zirra af ham og informerede hende om, at det ikke var tilladt at røre fangen hverken inden eller under rettergangen - heller ikke for familien.
    Den anden Ridder greb for en sikkerheds skyld Treston om albuen, da han blev ledt væk fra Zirra og gennem dobbeltdørene, der i det samme blev slået op, så Riddersalen med de velkendte ophæng af sværd og skjolde kom til syne.
    Der var stillet bænkerader op i dagens anledning, og alle var besat, undtagen de forreste, der var reserveret vidnerne. Desuden var opstillet et podie til dommeren, og et lidt lavere ét til vidneforklaringer, så resten af salen kunne se, hvad der foregik.
    Til Trestons store ubehag vendte folk sig ved lyden af dørene, der gik op, og da de så, at det var skurken i hele denne historie, der blev vist ind, stirrede de, som børn ville stirre på dyrene i et menageri. Treston ville gerne kunne sige, at han holdt hovedet højt og stirrede igen, ligesom Sedna havde gjort på kanten af skafottet med løkken om halsen, men halvvejs ned imellem bænkeraderne kunne han ikke bære de bebrejdende og til tider deciderede hadefulde blikke længere, og han bøjede hovedet - fæstnede øjnene på det blanke stengulv - mens de to Riddere ledte vejen til den forreste bænk og satte sig på hver side af ham.
    Nej, han havde ikke kunne forberede sig på skammen, og dén brændte voldsomt stærkt lige nu…

De få øjeblikke, Zirra fik lov til at hænge om Trestons hals, var mere værd en noget andet, hun kunne få lige nu. At høre sit navn blive hvisket fik hende næsten til at glemme, hvorfor hun var stormet hen til ham, og hun nåede kun at sende ham et lidende smil, inden vagterne fik skubbet hende væk og sat hende hen til de andre vidner. De stirrede olmt på hende, som om hun burde have vidst bedre, og hendes hjerte bankede lidt hurtigere, mens alle lagde hovederne oven på hinanden idet Treston blev ført ind. De ville se, hvordan folk reagerede, sikkert. Zirras håndflader var klamme af nervøsitet.
Inde i salen bankede dommeren ro i salen, selvom den allerede var kvalmende stille. 

"Så er det op på vidnebænken," lød Kesters stemme lige bag Zirra. 
"Ah!" udbrød hun og trådte tilbage.
"Så, rolig nu, kære, du ligner en, der har set et spøgelse," grinede han. "Vi kan gå ind arm i arm. En lille øvelse inden vores store dag, ikke?" 
Inden hun nåede at gøre noget, blev vidnerne kaldt ind, og Kester tvang hendes hånd under hans arm og holdt den fast med sin anden hånd. Iskold panik fyldte Zirra og hun rystede hele vejen op til de forreste rækker. Sådan som folks ansigter vendte sig mod dem, skulle man virkelig tro, at det halvt var et bryllup. Hun mødte sin moders blik blandt de fremmødte. Undgik faderens. 

Idet de satte sig, fangede Kester Trestons blik og blinkede til ham med et skævt smil, mens han lod hånden glide synligt ned over Zirras ryg. Noget, den fik lov til, fordi Zirra var intenst fokuseret på Trestons uniformsærme.
"Treston Reynlest," sagde dommeren fra sit højsæde. "Læg venligt din hånd på sandhedskuglen, så vi kan begynde."
Zirra var klar, og gemte sin koncentration bag en maske af bekymring. Lige så snart Trestons hånd berørte kuglen, begyndte den at lyse op. Magien fangede hans chakra, der stadig var til stede, selvom han selv var afholdt fra at benytte den på grund af lænkerne. Lænker, Zirra virkelig hadede at se på ham. 
Ud fra under hans ærme fik hun den lille ildflue til at trille ud og lægge sig til rette mellem hans hånd og kuglen. Han ville måske kunne føle en lille prikken, men forhåbentligt ville ingen se forskellen. Kuglens lys var allerede skarpts nok til at Zirra ikke kunne skelne sin ildflue fra den - helt som det skulle være. 
Hvis Treston løj - Hvilket Zirra virkelig håbede, han ville - ville lyset i kuglen ikke forsvinde, som det burde. Det var en alt for løs plan til Zirras smag, men hun havde ikke kunne tale med nogen om den, og det var hendes eneste udvej.
"Det skal nok gå alt sammen," Hun blev revet ud af sine tanker, da Kester trak hende tættere ind til sig på bænken. Hun havde lyst til at pande ham en, men hvor man godt kunne dele lussinger ud til en familiemiddag uden de store  konsekvenser, havde hun for meget at tabe nu. Hun måtte bide det i sig og finde spion-Zirra frem. Spion-Zirra kunne klare alt, fortalte hun sig selv. Selv et par timer med Kesters arm omkring livet, hvis det var det, der skulle til for at redde sin storebror.
"Treston Reynlest, Ridder af Lyset," drævede dommeren. "Er dette dit korrekte navn og titel?" 

    At se Kester lade sin klamme hånd glide ned over Zirras ryg fik et øjeblik skammen til at vige for vreden i Treston - fik hans kæbe til at spændes og hjerte til at slå hurtigere, som om hans krop forberedte sig på, at han ville springe op og endnu en gang forsøge at slå Kester ihjel. 
    Men dén slags ville der ikke blive mere af - ikke her og ikke med de to Riddere siddende på hver side af ham. Han kunne ikke gøre andet end at sluge sit had og rejse sig op med klirrende lænker. Gå de få skridt op foran dommerpodiet.
    Treston bemærkede godt den lille kildren i håndfladen, da han, som dommeren beordrede, lagde hånden på den blanke kugle, men han tilskrev det magien og tænkte ikke videre over det. Han kendte godt til sandhedskuglen - havde set dem i brug før, både under retssager, men også hvis der var tvivl om rigtigheden i en tilbagemelding eller en rapport. Det var dog første gang han selv lagde hånd på én...
    "Treston Reynlest, Ridder af Lyset - ja, det er mit navn og min titel," svarede han og tilføjede så: "Det har det i hvert fald været frem til denne dag..." Kuglen forblev lysende.
    "Lad det være klart for alle, at anklagede; Treston Reynlest, Ridder af Lyset, vitterligt er dén mand, der står lænket foran jer," bekendtgjorde dommeren højt ud over salen, og fik ordene til at lyde som noget, der var en del af et ritual - noget, der var blevet læst og memoreret for mange år siden. "Og lad os da rette opmærksomhed mod detaljerne i den sag, der venter dom fra denne domstol. Treston Reynlest, du står anklaget for at have skaffet dig ulovlig adgang til Lysets fangekælder, at hjælpe en dødsdømt krigsforbryder på flugt, samt at modsætte dig arrest ved at rette sværd imod Lysets folk - til hvem du har svoret en ed. Dette er en grov forsømmelse af din ridderlige pligt, samt dine ridderlige løfter til Hendes Majestæt, Lysets Dronning, og derfor høres du i dag for anklager om højforræderi. Har du noget at tilføje eller rette på denne liste?"
    Treston kiggede ikke rundt i salen - ville ikke se folks ansigtsudtryk. Han havde bare blikket rettet imod sin hånd på den stadig lysende kugle. "Nej, Ærede Dommer."
    "Godt. Vi retter da opmærksomheden imod dagens første vidne, som vil oplyse os en smule om anklagedes karakter. Vil Major Mirabelle de Pompadour venligst indfinde sig på vidnebænken?"
    Dét fik Treston til at løfte blikket fra kuglen, for det var uventet, og han vidste ikke helt, hvad han kunne regne med. Privat kendte han kun Frøken Pompadour perifært fra moderens middagsselskaber - han havde altid haft en følelse af, at hun fandt interaktioner med ham som værende spild af tid... hvilket måske gav meget god mening, når Eylias middagsselskaber med Pompadour altid meget tydeligt havde været et skalkeskjul for at få Reynlest-sønnerne giftet opad, og Treston nu vidste fra Zirra, at Frøken Pompadour havde interesser i en lidt anden retning...
    Professionelt var hun hans overordnede officer og havde givet ham hans opgaver og modtaget hans rapporter. Han mente bestemt, hun primært havde set den 'gode lille soldat'... måske den gode lille soldat, der sommetider kom med enkelte forslag til taktikken, som han havde gjort det dengang i Tusmørkeskovene, eller den gode lille soldat, der satte høfligt spørgsmålstegn ved enkelte ordre... Men overordnet set mente han bestemt ikke, han ligefrem havde givet 'forræder-indtrykket' i sin dagligdag...
    Dommeren vendte sit falkeblik imod majoren. "Major Mirabelle de Pompadour. De er indkaldt som vidne her i dag for at kaste lys over Treston Reynlests professionelle virke, og De bedes derfor om, at besvare en række spørgsmål. For det første: Har De nogensinde oplevet opsætsighed fra anklagede? Har anklagede - fra hvad De har kendskab til - tøvet med at udføre sin pligt i marken eller under træning? Kan De komme på episoder, hvor anklagede har opført sig mistænkeligt - udtrykt holdninger, der sympatiserer med Mørkets tankegang eller virker undergravende for Lysets? Har anklagede nogensinde vist den mindste foragt imod Hendes Majestæt, Lysets Dronning eller dét rige, hun har ansvaret for? Og sidst; har De noget, De mener, denne retssag kunne nyde godt af at vide, og som ikke kan indlægges under førnævnte spørgsmål?" 

Det var kommet som et chok for Mirabelle, da hun først var blevet bedt om at gøre det. Så godt kendte hun ikke Treston, og der havde aldrig været meget grund til at bide mærke i ham, men da hun alligevel blev bedt om det, så var det ikke noget hun kunne sige nej til. Dog var der en ting der brændte mere i hende, end at hun skulle vidne omkring en af hendes underordnede, det var Zirras bror. Smukke, smukke Zirra. Dog var det ikke som om at det var nok til at hun ikke ville opfylde sin pligt. Lyset var hvor hendes loyalitet lå.

Hun var iklædt i sin uniform, dog uden alt beskyttelsen, og tog plads på vidnesbænken, sammen med resten. Hendes øjne gled over de andre, og fangede kort synet af Zirra inden de gled videre. Til trods for at ting som disse aldrig lå godt hos Mirabelle, så virkede hun kølig og stålfast, som var der intet der kunne rykke i majorens indre.
Hendes øjne gled tilbage op mod dommeren, som de begyndte at snakke, og selvom hendes hjerte slog derud af, så rejste hun sig om, som hun blev ledt op for at vidne.

Hun rømmede sig lidt og løftede hovedet så hun ordentlig kunne svare på spørgsmålene, et efter et. ”Det vil jeg ikke mene. Han har tøvet til tider, eller... han har sat spørgsmålstegn til ordre der er blevet stillet, hvis jeg husker rigtig, men det har mere været en afklaring end noget andet.” Hendes øjne gled lidt ud på forsamlingen, og hun kunne svor at hun fik øjenkontakt med Zirra kortvarigt. Det var vigtigt hun sagde sandheden, om den var skadende eller ej. Dommeren ville gøre det rigtige. Derfor lod hun også til at tænke sig en ekstra gang over tingene. ”Ikke som er mig bekendt.” Og de samme ord lød til det næste spørgsmål, som hun rystede lidt på hovedet. Intet kom op i hendes hoved. Treston var som alle andre. ”Jeg har intet at sige... bortset fra, at han aldrig i mine øjne har virket til at ville andet end rigets bedste. De spørgsmål han har stillet, og den tøven han har udvist, har ofte været for det bedste for vores side af, så vi har kunne overveje planerne bare en ekstra gang mere.” Hvis han var en del af mørket, så havde han i hvert fald skjult det godt i Mirabelles øjne, men til tider, så var hun også lidt blind for hvad der lå under overfladen, og så godt kendte hun ikke Treston. 

"Tak for Deres beretning, Major Pompadour," sagde dommeren og rettede igen sin opmærksomhed mod den anklagede. "Treston Reynlest, kan du genkende denne beretning fra det første vidne?"

Zirras hjerte sad helt oppe i halsen. Hun havde fået en kort øjenkontakt med Mirabelle, og hun anede ikke, hvad den betød. Var det en god ting? Var det en dårlig ting? Kunne Kesters hånd ikke snart flytte sig fra hendes ryg?
Mirabelles ord havde umiddelbart sat Treston i et positivt lys, men tvivlen i hendes stemme havde lavet en fure i dommerens øjenbryn. Det var tvivl ud af uvidenhed, og manglende dybdegående kendskab, men folk læste jo, hvad de ville, ind i andres ord. I det mindste skulle flere vidner hives frem. Hun havde spottet hende healer-englen, Treston engang havde introduceret hende for blandt vidnerne. De var gode venner, ikke? Hun kunne sikkert hjælpe med at stille ham i et bedre lys.
"Når vi er færdige her, tager vi hjem til mig," hviskede Kester til hende og distraherede hende fra Trestons svar. "Denne gang kan det være jeg lader dig nyde det."
En kuldegysning gled ned over Zirras ryg, og hun lod blikket glide bagud over tilskuerne. Kvæget, der var mødt op for at se en af deres egne blive slagtet. Midt i vældet af voldshungrende blikke, ramte hun en grøn lysning. Roen indfandt sig blot ved at vide sig sikker på, at Fielthena sad få meter fra hende og ville have hendes ryg. Nok var Kester tæt på nu, men Zirras lejemorderveninde havde svoret, at hun hverken lod Zirra ude af syne eller forlod retssalen uden at sørge for, at Zirra endte trygt hjemme hos hende i guldsmedjen igen. Hverken familiens eller hendes eget hjem var sikre steder at være lige nu, og desværre kunne de ikke myrde Kester på åben gade. Uagtet hvor mange spydige kommentarer, hun havde lyst til at smide efter Kester dog, holdt hun sin mund lukket. Hun skulle først tale, når hun stod oppe på vidnebænken. Alt andet var for farligt, mens Trestons liv stod eller faldt med, hvad folk havde at sige om ham. Bare det, at Kester havde fået tiltusket sig en plads blandt vidnerne, gjorde Zirra mere urolig. 
Blikket gled tilbage til sandhedskuglen, som lyste stødt Trestons hånd, og kun fordi hun vidste, hvad hun skulle se efter, kunne Zirra ane en svag farveforskel blande sig med det oprindelige lys.

    "Ja, Ærede Dommer," svarede Treston og sendte Major Pompadour et lille, taknemmeligt nik. "Jeg mener selv, jeg generelt har gjort min pligt og forsøgt at tjene dette rige efter bedste evne..."
    "Til du sked på dit løfte og forrådte dén pligt!" gjaldede et hidsigt råb igennem salen, og Treston så forskrækket op, ligesom størstedelen af tilskuerne, og fik øje på Derrick - den yngste af Ridderne i hans brigade - der blev dysset ned af et par Paladsvagter og meget bestemt eskorteret ud af Riddersalen. En susende mumlen gik igennem de tilstedeværende, og Treston bed tænderne sammen og bøjede hovedet igen - havde ikke lyst til at se, hvor mange der var enige med Derrick.
    "Ro i salen!" bad dommeren, og de mumlende stemmer døde langsomt ud. "Treston Reynlest. Som sagt står du blandt andet anklaget for, at have skaffet dig ulovlig adgang til Lysets fangekælder - erkender du dig skyldig i denne forbrydelse?"
    Det var efterhånden mange dage siden, Treston havde besluttet sig for at være ærlig. For han vidste jo godt, at alt dette - Rettergangen, foragten - var fortjent, og han vidste også godt, at det var sådan det burde være. Han havde forsætligt brudt Lysets regler, og Lyset svarede igen på den eneste mulige måde. Og han var jo enig; hvis man ikke forholdt sig til hvem Sedna var, hvorfor hun var som hun var, og hvordan hun var blevet behandlet af Lyset, præcis som de straffede hende for at have behandlet Zirra... så ville Treston også selv have krævet rettergang over dén forræder, der slap hende løs. Så ville han selv have siddet i salen eller sågar vidnet, for at sikre sig, at retfærdigheden skete fyldest, og at Lysets orden blev genoprettet. Problemet var bare, at i hans optik var dén udlægning - nemlig at Lyset var godt, Mørket var ondt - ikke længere den hele sandhed... 
    Derfor havde han brudt sin ed og derfor troede han lige så meget på dén beslutning, som han nu troede på Lysets ret til dømme ham for at have taget den.
    "Jeg erkender mig skyldig i den forbrydelse," bekræftede han. "Jeg havde brug for at få nogle ting på plads med... fangen."
    "I din forklaring indrømmer du, at have et vist forkendskab til fangen, er dét korrekt?"
    "Det er det, Ærede Dommer. Vi mødte hinanden første gang i en lille fiskerlandsby ved kysten. Dengang vidst jeg dog ikke, at hun... tilkendte sig Mørket. Det fandt jeg først ud af, på dén opgave i Tusmørkeskovene, hvor Lyset tog hende til fange."
    "Tak for din uddybning. Vi vil vende tilbage til denne del på et senere tidspunkt." Dommeren rettede opmærksomheden fra Treston og tilbage til salen. "Vil Kester Strigerus, Ridder af Lyset, venligst indfinde sig på vidnebænken?"

Endelig slap Zirra for at have Kesters hånd klistret til sig. Desværre var det fordi han skulle op på vidnebænken. Idet han rejste sig glattede han uniformsjakken ud, inden han med rolige skridt gik op og tog plads. 
"Ridder Strigerius," sagde dommeren. "Vil De venligst oplyse os om Treston Reynlests karakter. Vi forstår, at De har tjent med den anklagede fra væbnertiden af. Har De nogensinde haft indtryk af, at den anklagede ikke skulle kunne opretholde sin ed til Lyset?"
Zirra var ved at klemme livet ud af sine egne fingre af nervøsitet. Hun prøvede at fange Trestons blik - bare et øjeblik! - men han blev ved med at kigge skamfuldt ned mod sine fødder. 
Nej, Tres, tænkte hun. Se på mig. Jeg har en plan. Kom nu.
"Det er korrekt, at Treston og jeg blev væbnere samtidigt," sagde Kester, og Zirra havde lyst til at stampe på hans påtagede, melankolske tone. "Vi har været tætte kammerater, så længe, jeg kan huske. Som major Pompadour sagde før har Treston altid været god til at stille spørgsmål. Jeg havde aldrig tænkt på det som for mange eller underlige spørgsmål, men det er sandt, at han altid udfordre planerne og taktikkerne. Det har aldrig slået mig som afsky for Lyset, men nu ... Efter dette ... Måske når jeg ser tilbage på det ..." Han sukkede sigende.
Dommeren så medlidende med Kester. "Ridder Strigerius, i følge rapporten var det Dem, der gjorde opmærksom på, at den anklagede havde fået adgang til fangekælderen. Kan De uddybe?"
"Selvfølgelig, ærede dommer," svarede Kester og så ud til at samle sig igen. "Jeg er selv gode venner med vagtmesteren og har således også hjulpet til i kælderen i ny og næ. Det er fuldt ud lovligt at hjælpe med at skifte en tremmedør, kan jeg forsikre jer om..."
"Relevans, ridder Strigerius," afbrød dommeren.
"Undskyld, ærede dommer," svarede han og bukkede kort nakken. "Jeg har fortalt Treston om mit arbejde dernede, og desværre også, hvordan og hvorledes man kom ned i kælderen. Uforvarende har jeg altså været med til at give Treston informationen om, hvordan han kunne komme ned i kælderen, og for det undskylder jeg over for Isari og aftjener gerne en passende kompensation. Jeg var ikke klar over, at jeg i virkeligheden hjalp med at sætte et flugtforsøg i gang, ærede dommer."
Dommeren nikkede, mens Zirra var gået over til at kvæle en håndfuld stof fra sin kjole. Hendes tænder skar mod hinanden i undertrykt frustration over, at en mand som Kester fik lov til at stå højhellig og urørlig på vidnebænken som om han var en bedre mand end Treston.
"Treston Reynlest," sagde dommeren. "Er det korrekt, du fik informationen om adgang til kælderen fra ridder Strigerius?"

    "Det er sandt, Ærede Dommer," var Treston tvunget til at svare med et brændende blik på Kester. "...men det skete ikke sådan, som han fremlægger det."
    Dommeren løftede et spørgende øjenbryn. "Så det var ikke Ridder Strigerus' fortælling, om sine aktiviteter i fangekælderen, der skaffede dig adgang?"
    Treston havde åbnet munden for at sige: Nej! Nej, dén slange lyver! Det er ikke 'hans hjælpsomme væsen' han tager med ned i dén kælder... Det er hans forbandede dæmon-ansigt fangerne får lov til at se! Men dommeren havde formuleret sit spørgsmål umuligt, for det var jo hans forbandede 'aktiviteter', der havde været starten på det hele... bare nogle andre aktiviteter, end dem Kester fremlagde...
    Treston kunne ikke undertrykke en frustreret lyd. "Jo, det var det, men- "
    "Relevans," gentog dommeren hårdt og vendte sig så imod Kester igen. "Ridder Strigerus. Vidste De på dagen, at Treston Reynlest havde tiltusket sig adgang til fangekælderen?"
    "Det gjorde jeg, Ærede Dommer."
    "Kan De fortælle retten hvorfor De ikke informerede Deres overordnede om dette faktum?"
    "Fordi Ridder Reynlest..." Kester skar en lille grimasse og sænkede så blikket til sine hænder. Treston hadede at se på hans falske følelser... "Ridder Reynlest, trods vores lange venskab, passede mig op og truede mig med at... tvære min hjerne ud over Paladsets brosten." Kester gjorde en lille pause og tilføjede så: "Det var da, det gik op for mig, at der var noget helt galt... Men jeg havde ikke forestillet mig i min vildeste fantasi..." Han lod ordene ebbe ud og rystede bare trist på hovedet. Treston måtte bide sig selv så hårdt i kinden, for ikke at komme til at råbe løgner! af svinet, at han efterhånden kunne smage blod.
    For det uundgåelige spørgsmål kom naturligvis: "Er det sandt, at du har afgivet en sådan trussel?"
    "Ja, Ærede Dommer, men- "Treston brød af - vidste ikke, hvordan han skulle forklare sig med hånden på sandhedskuglen uden at gøre det hele meget værre. Og hvis det rent faktisk lykkedes ham at fortælle, hvordan det hele hang sammen, hvad ville der så egentlig ske? Han havde ikke selv set Kester udføre nogen af sine uhyrligheder, og selvom han måske med sandhedskuglen kunne bevise, at han havde hørt ham snakke om det på en kro, i venskabeligt lag og med et par øl indenbords, så ville dét næppe resulterer i dén straf, han fortjente... Han ville få en reprimande og en løftet pegefinger - højst en degradering. Og samme straf ville ramme alle de Riddere, der havde siddet med på værtshuset og siden ikke havde meldt ham - hvoraf Derrick, der netop var blevet ført ud, ville være én af dem... 
    Dommeren betragtede Treston afventende et langt øjeblik, men da der ikke kom mere, blev opmærksomheden rettet imod Kester igen.
    "Der står også i rapporten, at De befandt Dem til dét, der burde have været en henrettelse, Ridder Strigerus. Har De noget af relevans at fortælle om det?"

Den lusede, forbandede, lede lille myrepissende, galdespyende klump ørevoks! tænkte Zirra og måtte op til flere gange holde sig selv fra at råbe lige så højt, som Derrick havde gjort forinden. Slap af Zirra, vi har en plan. Vi har en plan. Hold dig til planen.
Det var unægteligt svært at holde sig til en plan, der involverede ikke at råbe op lige nu. Ikke at indgyde mere had i Kester, så han begyndte at finde på endnu værre ting at sige om Treston. Lige nu havde hun fordelen af at han var blevet kaldt op først, og det gav hende flere kort at spille med. 
"Jeg var til stede under den ... noget uheldige henrettelse," bekræftede Kester. "Jeg var ikke på vagt - det ved jeg Trestons storebror Ersten var - men jeg var der især for at yde omsorg for Trestons familie, fordi jeg altid har følt mig velkommen af dem. Da der gik ild i skafottet... Jeg har set Treston bruge sin magi i kamp, og det virkede meget planlagt det hele. Desuden, dengang vi var børn, gik der ild i stalden, mens Treston var derinde. Ude i Tusmørkeskoven, hvor krigsfangen blev arresteret, var der også ild i stalden. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om denne vigen fra Lyset i lang tid har været..."
"Relevans, ridder Strigerius," brød dommeren ind. "Vi er her ikke for at spekulere. De kan godt tage plads igen."
Zirra åndede lettet op, men tog det i sig igen så snart Kester indfandt sig ved hendes side igen. Vægten fra hans hånd indfandt sig på hendes lår, og hun kunne ikke lade være med at krympe sig under den. Selv uden at kigge kunne hun fornemme smilet på hans ansigt. Han gav låret et let klem, mens han så Treston direkte ind i øjnene. Zirra prøvede stadig at fange storebrorens blik, men hun måtte kort lukke øjnene for at tvinge sig selv til at genvinde fatning
Spion-Zirra kan gøre det her, messede hun for sit indre. Spion-Zirra kan gøre det her. Hold dig til planen.
Dommeren lod igen sit hårde blik falde på Treston igen. "Treston Reynlest, har du mere at indvende, ellers vil vi byde afhøringsleder Josefine Solberg op på talerstolen for at aflægge sin rapport."

    Vreden og frustrationen over Kester havde blæst noget af skammen i baggrunden, og derfor fandt Treston også modet til meget demonstrativt at fjerne hånden fra kuglen og træde et skridt tilbage - krydse armene så godt han kunne for lænkerne. Noget kildede i hans ærme.
    "Nej, Ærede Dommer," sagde han og lod modviljen være tydelig i sit ansigt, mens sandhedskuglen langsomt blev mørk, nu hvor han ikke rørte den længere. "Jeg har ikke mere at indvende."
    Det var dumt, det vidste han godt. Demonstrativ opførsel over for dommeren ville kun tale ind i dét billede af en afviger, som Kester havde forsøgt at male, men gjorde det egentlig en forskel? Treston regnede alligevel ikke med at gå herfra med en fremtid, så hvis han kunne få lov til at vise bare en lille snert af kampgejst, var det måske det hele værd...
    Dommeren betragtede ham vurderende et sekund eller to og anerkendte så dét, han ordløst forsøgte at kommunikere, med et lille nik. "Så vil jeg bede Afhøringsspecialist Josefine Agerskov Solberg om at indfinde sig på vidnebænken. Og desuden bede anklagede om at lægge sin hånd på sandhedskuglen igen - og beholde den dér, under resten af denne rettergang."
    Treston havde ingen grund til at være mere på tværs, og derfor trådte han atter frem til kuglen og gjorde, som han havde fået besked på. Den kildrende fornemmelse i ærmet forsvandt med det samme, og han tænkte ved sig selv, at lænkerne måtte have kradset ham, da han forsøgte at lægge armene over kors... 
    Nede i salen fangede han et glimt af Zirras ansigt, netop som Kester atter sluttede sig til hende på bænkeraderne. Der var en ualmindelig øretæveindbydende selvtilfredshed plastret ud over hans ondskabsfulde ansigt, og han lagde armen bagom ryggen på Zirra, som om de allerede havde indgået det forfærdelige giftemål, Dastor syntes var sådan en god idé...
    Frygten fra Josefines besøg i hans celle blomstrede atter frem i hans mave, mens stod og betragtede Kesters hånd, der nu lagde sig - tilsyneladende kærligt - om Zirras nakke og gav sig til at massere siden af hendes hals med tommelfingeren. Èn ting var hans klamme opførsel, når folk kiggede - dén vidste Treston, at Zirra kunne klare og forsvare sig imod uden problemer. Men hvis det svin havde rørt hende... hvis 'stævnemødet' vitterligt havde involveret Zirra...
    "Josefine Solberg. I Deres rapport skriver De, at De var sammen med anklagede, da denne tog beslutningen om at hjælpe krigsfangen på flugt. Dette skete umiddelbart efter anklagedes besøg i fangekælderen - ikke sandt? Vil De venligst beskrive anklagedes sindstilstand, da De støder på ham, og derefter uddybe hvad De mener med ordene..." Dommeren tog et stykke papir op fra bunken på talerstolen og læst direkte op fra Josefines rapport: "Anklagede var påvirket under sin beslutningstagning. Og mere, end hvad var hans eget vidende. Havde han da drukket?"

Det var med dybe vejrtrækninger som hun rejste sig, og gik imod vidnestanden, lange, tunge skridt. Vingerne hang stive i luften, og uniformen, pletfri og kappen måtte hun lade blive hjemme. Amuletten fra den gangs kiles orden havde mere magt end sundt var, hang skjult under uniformen. Et let smil blev sendt til Kester og Zirra som hun gik forbi dem, et smil der forsvandt lige så hurtigt som det kom frem ved tankerne om samtalen med Treston, den samtale i ly af tremmer. Hvor meget mon var sandt? tænkte hun forsigtigt som blikket hævede sig til Treston, som atter måtte sætte hånden på kuglen igen. Hun træk let på smilet båndet på ny, men igen forsvandt smilet så snart tankerne gled på hvad der var på spil denne dag, ham selv.

Hun nikkede til dommerne som hun fandt sig på rettet på vidnestanden, og blikket gled imod salen, de mange sjæle, og som de blev set lod hun instinktivt hånden klemme sig om amuletten bag hendes trøje. "Josefine Solberg. I Deres rapport skriver De, at De var sammen med anklagede, da denne tog beslutningen om at hjælpe krigsfangen på flugt. Dette skete umiddelbart efter anklagedes besøg i fangekælderen - ikke sandt? Vil De venligst beskrive anklagedes sindstilstand, da De støder på ham, og derefter uddybe hvad De mener med ordene...Anklagede var påvirket under sin beslutningstagning. Og mere, end hvad var hans eget vidende. Havde han da drukket?" lyd det højt og klart ud i salen som hendes ord blev kendt til salen. De ord hun skrev, flere timer før de burde være skrevet.
"Jeg ved ikke om jeg mødte æret ridder Reynlest, timer, minutter eller dage efter han var i fangekælderen, men det resterne er sandt." begyndte hun sit udsagn og lod blikket falde over imod Treston frem for salen.
"Han havde ikke drukket da jeg mødte ham, nej æret dommer. Hans sind var i krig med sig selv. Min magiske evne gør mig i stand til at..." hendes ord døde ud, og et opgivende blik faldt over salen. Nå..må det blive kendt for alle.
"Solberg, forsæt." lyd det pludseligt igennem salen. "Ja..beklager, jeg kan føle andres følelser. Som jeg mødte ham, var han i krig med sine egne følelser, hans pligtfornemmelse og stolthed til lyset, frygten over at skuffe sin familie, og.." hun smilte som tankerne gik på det, og lod smilet falde i Trestons retning.
"Og en dyb forelskelse, sådan en helt ondt og om i mavet takket ens sommerfugle, og smil helt ud til ens øre, forelsk.." "Relavans Solberg." blev hun afbrudt. Hun tog en dyb indånding, før hun forsatte.
"Disse følelser kastede hans sind fra en handling til en anden, og hans fortvielse, var ved at flå min ven fra hinanden. Så jeg brugte min evne, med hans tilladelse selvfølgelig, til at bære hans fortvivlelse nogle stunder. Det var i dette tidsrum han tog beslutningen om at hjælpe krigsfangen. Han er ikke bekendt nok til at handle uden visse følelser, til at vide hvor meget sådanne en påvirkning ændre ens adfærd. Første gang jeg har båret andet end hans smerte." Som hendes ord hang i salen, lod hun et suk forlade hende og begyndte at forberede sit sind på at alle hendes venner ville have forklaring på hendes evne.

    Treston havde holdt Josefines blik og stille, men bestemt, rystet på hovedet gennem hele hendes forklaring, til hun endeligt havde sagt så meget, at han måtte bøje hovedet under det. Hvorfor skulle hun være så ærlig? Hvorfor kunne hun ikke bare tænke en lille smule på sig selv, for en gangs skyld...
    "Treston Reynlest. Er du enig i denne fremlægning?"
    Han brugte et øjeblik på at samle sig - gå sine ord igennem i hovedet, så de ikke pludselig kunne vendes imod Josefine:
    "Josefine taler sandt når hun siger, at jeg var... forvirret. Mere end forvirret - jeg vidste knapt hvad der var op eller ned. Og nej, jeg havde ikke drukket før jeg mødte hende på gangen, men vi delte en flaske spiritus mens vi snakkede." Han lod ordene hænge lidt - håbede, at det var klart fra hans ansigtsudtryk, at alkoholen i hans optik havde haft præcis så stor - eller lille - indflydelse på hans beslutning, som Josefines brug af sin evne havde. "Og det er sandt, at jeg indtil da kun havde prøvet, at Josefine i forbindelse med forskellige skader har båret min smerte... Men når dét så er sagt, synes jeg det er vigtigt at tilføje, at jeg var fuldt ud bevidst om, hvilke konsekvenser, mine handlinger kunne have." Han løftede hagen lidt - havde lettere ved at indrømme sit forræderi for tilskuerne, når det blev gjort for at understrege Josefines uskyld. "Jeg har ikke fortrudt. Jeg kom ikke i tvivl. Og jeg var fuldt ud klar over, at jeg groft udnyttede Josefines tillid til mig."
     Han vidste godt, at det ikke var med sådanne indrømmelser, at man fik medhold i retssalen, men det var vigtig - så vigtigt - at Josefine ikke kom i klemme på grund af alt dét her lort...
     Dommeren lod tålmodigt dén småmumlen, der var opstået i kølvandet på Trestons ord, dø ud, før Josefine atter blev taget i øjesyn. "Josefine Solberg. De snakker om denne formodede forelskelse, anklagede skal have følt. Er De af dét indtryk, at anklagedes forbrydelse var et spontant udtryk for denne forelskelse, eller forestiller De Dem, at denne farlige fascination for Mørket kan være opstået før - stikke dybere?"
     De spørger hende indirekte, om de skal være bekymret for, om jeg kan have solgt andet og mere ud til Mørket, tænkte Treston ved sig selv og mærkede et lille stik af forargelse. Her gav man troligt Lyset atten år af sit liv, og så troede de straks det allerværste... Men måske kunne man ikke bebrejde nogen...
     "...Og har De desuden andet, De mener, retten kunne finde relevant?"

Jaja...jeg ved godt hvad du tænker.Gik hendes tanker som hun så Trestons ryst på hovedet, og hun sendte et lille nik retur som rettergangens opmærksomhed blev vendt imod ham. Smilet faldt dog en smule som han begyndte at uddybe historien, blikket gled ud imod salen for at samle blikke, blot se nogle reaktioner og sikke dog en blandet samling der var derude. Ikke at deres holdning betyd noget som helts, dem hvis holdning so betyd noget var juryen, dommerne og resten af lyset..Men der der ude hvor alt dette faktisk betyd noget, var hans familie. Hvilket blikke hun ikke lyst mødte, da Treston sagde noget som fik hendes blik retur på ham, fuld bevist..Hvorfor skulle du også sige det nu. denne gang var det hende som rystede hovedet af ham, et let ryst som ikke stoppede som han snakkede om at fortryde, eller rettet manglen på fortrydelse, blikket faldt fra ham, til kanten af vidnestanden.

Flere små blik forlod hende ved det, lettere sære spørgsmål som kom hendes vej. Andet at tilføre? Blikket hævede sig igen til Treston, som spørgsmålet stadig hang over salen. "Det er ikke nogle formodet forelskelse, det er en." gjorde hun klart som smilet kom tilbage på hendes læber. "Og deres andet spørgsmål..Så vidste jeg ikke dette heksejagt for mulige forbrydelser? Burde vi ikke holde op til sagens kerne med at hjælp en krigsfa-" "Javel, og det var Josefine Solbergs vidneudsagn. De bedes sætte dem igen." Hun træk på smilet som hun forlod vidnestanden, og begik sig tilbage i retningen af sit sæde, dog forsatte hun, til bagsiden af salen, for at sætte sig i den ene vindueskram med blikket hvilende ind over salen.

    Josefines smil, da hun beskrev dén forelskelse, hun havde mærket, var som et lille-bitte lyspunkt i hele denne ubehagelige affære, og han fulgte hendes store, hvide vinger ned igennem salen, da hun forlod vidnebænken og satte sig til rette i én af de bagerste vindueskarme. 
    "Vi retter nu opmærksomhed imod dagens næstsidste vidne," proklamerede dommeren. "Vil Korporal Ersten Reynlest, Ridder af Lyset, venligst indfinde sig på vidnebænken?"
    Den kolde knude, der efterhånden føltes, som om den havde taget permanent bolig i Trestons mave, fik hans indre til at knuge sig sammen ved synet af broderen, der i det samme rejste sig fra familien - iklædt sin stiveste uniform og med ordensgrader og medaljer til frit skue. De delte et langt blik, der fik Trestons hjerte til lige så stille at sætte farten op; Erstens øjne var fuldstændig kolde og døde. Dén genkendelse og velkendthed, Treston havde været vant til at se igennem hele deres opvækst, var blevet omhyggeligt begravet bag en mur af foragt og ligegyldighed...
    "Korporal Reynlest. Som Ridder Strigerus nævnte under sit vidneudsagn, var De på vagt under dét, der skulle have været en henrettelse. Så De anklagede sætte ild til skafottet?"
    "Nej, Ærede Dommer," svarede Ersten og uddybede: "Vi stod posteret med ryggen til skafottet, for at afskrække eventuelle voldsmænd blandt tilskuerne. Jeg opdagede først ilden, da fangen var væk, og Tre- ...anklagede havde nedlagt den anden bøddel."
    "Men De må vel have hørt eksempelvis Ridder Strigerus' beskrivelse? Genkendte De ikke Deres brors- "
    "Er jeg under anklage, Ærede Dommer?" afbrød Ersten sammenbidt, og fremkaldte et lille, forbløffet gisp fra tilhørerne. Selv Treston kunne ikke undertrykke et overrasket blik. "Jeg uskadeliggjorde anklagede og indlevede ham egenhændigt i Arresten, så mine loyalitetsforhold kan der vel ikke sættes spørgsmål til! Skal jeg virkelig forsvare, hvorfor jeg ikke straks mistænkte min lillebror, da jeg blev fortalt detaljerne i hans forræderi? Skal jeg virkelig forsvare- "
    "Korporal Reynlest!" afbrød dommeren med is i stemmen og hævede den lille træhammer som en implicit trussel. "Deres indvendinger er noteret. Lad os vende tilbage til sagens kerne!" En kort pause, hvor dommerens strenge blik inviterede Ersten eller andre i salen til at komme med indvendinger. Så: "De nævnte i Deres rapport, at Sporfinder Farran Kotalis fulgte fangens chakra til en nedlagt minedrift nord for Dianthos, og at det er hér, i en minegang, at Deres deling støder på anklagede. Vil De venligst beskrive situationen for de tilstedeværende?"
    Erstens kæbe var spændt - som forsøgte han at male noget hårdt til mel imellem sine tænder. "Naturligvis, Ærede Dommer. Sporfinder Kotalis oplevede problemer under vores jagt - flere gange skete det, at han mistede sporet fuldstændig eller blev forvirret over færten undervejs. Derfor lykkedes det os først at lokalisere anklagede og krigsfangen morgenen efter fangeflugten."
    "De når at se krigsfangen?"
    "Nej, Ærede Dommer. Anklagede ender med at forsinke os så meget i minegangen, at fangen er sporløst forsvundet, da vi får ham overmandet og når enden af minegangen. Vi mistænker, at hun er forsvundet over havet - dét ville også forklare, hvorfor Sporfinder Kortis mistede sporet fuldstændigt."
    Dét var den første information, Treston fik omkring jagten på Sedna, og han måtte bøje hovedet for at skjule sin lettelse. Det var lykkedes... Hun var rent faktisk sluppet væk, og de havde ikke den fjerneste anelse om, hvor hun var blevet af...
    "Javel. Korporal Reynlest - beskriv venligst mødet med anklagede i minegangen. Hvordan går det op for Dem, at han har vendt sig fra Lyset?"

"Det går op for mig, ærede dommer," begyndte Ersten, og var nu tydeligt udfordret med et eller andet - måske vreden over sin brors forræderi? "Fordi hans bukser var beskidte op til knæene, og han var ikke med i vores deling til at starte med."
"Hvad har skidt på bukserne med noget at gøre, korporal?" spurgte dommeren. "Var det tjære og sod fra skafottet?"
"Nej, ærede dommer," Ersten skar ansigt. "Altså sporfinder Kortis forstod, at anklagede var involveret, og at dette havde gjort sporet svært at følge..."
"Var det dét, der gjorde det klart, at anklagede havde vendt sig fra Lyset?" Dommeren lød utålmodig nu.
"Nej, ærede dommer," Ersten havde altid været den værste at børnene til at lyve. "Hans ord var også..."
"Var det dét, der gjorde det klart, korporal?" spurgte dommeren.
"Nej, ærede dommer ..."
"Hvad var det så?"
Stilheden overtog. Erstens blik faldt til hans hænder. Dommerens blik lynede. Zirra holdt vejret.
"... Den anklagede havde et sugemærke på halsen ... Ærede dommer."
Gisp gik igennem salen.
Zirra spærrede øjnene op og lagde slet ikke mærke til Kesters fnys ved siden af sig. Ikke så meget sugemærket men... Ersten havde faktisk lagt mærke til sådan noget?
Hun kunne ikke lade være med at se sig over skulderen og finde resten af familien. Dastors blik var hårdt og fordømmende, mens Eylia mest bare sad med et så blankt udtryk, at hun kunne være gået i chok. Zirra fandt englen, der lige havde været oppe på bænken før for at se, om hun så overrasket ud. Ikke videre. Hun havde trods alt også fortalt om forelskelsen. Det hele var ved at smuldre mellem fingrene på hende. Planen, idéerne. Man kunne ikke planlægge med de andres vidnesbyrd mod Treston, og Treston havde virkelig ikke gjort det nemt for sig selv. Det gjorde det grødhoved aldrig. Zirra skulle virkelig tage sig sammen nu for at få ham ud af dén her pærevælling.
"Hvad har den anklagede at sige til dette?" Dommerens stemme brød de småsnakkende stemmer med et par bank med sin hammer. "Er det sandt, at du ikke bare har vendt dig fra Lyset, men også ligget med Mørket?"

    Treston måtte med en kraftanstrengelse tage sig selv i at lade en hånd flyve til halsen. Havde Sedna... var det virkelig det, der endeligt havde overbevist Ersten om, at hans lillebror havde rodet sig ud på for dybt vand? Treston havde ikke haft mulighed for at se sig selv i spejlet siden sin tilfangetagelse, så han anede det ikke. Det var dog på ingen måde utænkeligt - Sedna var lige så drillesyg i lagnerne, som hun var det i samtale...
    Tanken fik meget malplaceret Trestons ene mundvige til at kravle i vejret, og han måtte skyndsomt bukke hovedet for at skjule det, mens salen gispede, og Ersten lignede én, der havde lyst til at brænde hele verdenen ned til grunden. Et enkelt blik ned på resten af familien fik dog enhver, lille glæde, som tanken om Sedna havde fremkaldt, til at forsvinde som dug for solen. Dastors hårde, fordømmende stirren gav i stedet Treston lyst til at krumme sig selv sammen og sive ned mellem stenene i gulvet...
    Da dommeren stillede sit spørgsmål var det med en kant af chok om tonefaldet, der slog dén klokke af objektiv neutralitet itu, som ellers havde ligget over dommerens væremåde. Hammerens banken imod slagpladen lød urimeligt højt i den oprørte sal.
    Er det sandt, at du ikke bare har vendt dig fra Lyset, men også ligget med Mørket?
    Hans første indskydelse var at forsøge at forklare sig - forklare, at Sedna ikke var Mørket, ikke som folkene i denne sal tænkte på det. Sedna var... så meget mere end dét...
    Men hvad skulle det nytte? Havde han ikke konkluderet for længe siden, at dét hér var en farce - at udfaldet var givet på forhånd? Hvorfor skulle han forsøge at forklare sig her, når salen havde dømt ham på forhånd?
    "Gør det egentlig en forskel, Ærede Dommer?" endte han derfor med at spørge, hvilket straks fik mumlen i salen til at blusse op igen. "Hvis jeg svarer ja - hvad så? Vil man hænge mig to gange? Hugge hovedet af mig én gang til?" Han akkompagnerede sine ord med et lille, humorløst smil, der bestemt ikke gjorde noget for at dæmpe den chokerede hvisken i salen. 
    "Anklagede bedes afholde sig fra at besvare et spørgsmål med et spørgsmål," meddelte dommeren sammenbidt, og Treston sukkede - opgav det bitre smil.
    "Jeg hjalp Sedna på flugt, fordi hun har mere menneskelighed, end visse Riddere, jeg kan komme i tanke om. Jeg hjalp hende på flugt, fordi det var forkert, at hun skulle dø for at følge dén vej andre har udstukket for hende. Jeg lå med hende, fordi jeg elsker hende. Hvorfor dyrker folk normalt elskov?"
    I dét larmende kaos, der efterfulgte hans ord, kunne Treston ikke lade være med at finde reaktionen fra salen enormt tragikomisk. Hvor var det en bitter oplevelse, at Kesters misbrug og voldtægt knapt havde mødt et løftet øjenbryn, da Treston forsøgte at sætte en stopper for det, men at Trestons kærlighed til Sedna skulle modtage så megen fordømmelse, som han kunne se i salen lige nu... 
    Ja, i sandhed en bitter oplevelse - men også på en måde en bekræftende én; det bekræftede ham i hvert fald i dén oplevelse, at Lyset havde skævvredne prioriteter...
    Endelig fik dommeren ro på masserne og bad lidt befippet Ersten om at tage plads igen, så det sidste vidne kunne komme til. Erstens ansigtsudtryk var som mejslet i sten - hårdt og skarpt og koldt - og han gik stift ned fra podiet og genfandt sin plads hos familien uden at værdige Treston så meget som et blik.
    "Det sidste vidne, Retten ønsker at udspørge, er Zirra Reynlest. Vil frøken Reynlest venligst indfinde sig på vidnebænken?"
    

Årh for zalan da også, Treston, tænkte Zirra, mens hendes storebror bare gravede sin egen grav dybere og dybere. Kunne du ikke bare prøve at redde dig selv lidt?
Hun sænkede blikket, mens Ersten gik forbi, og da hun selv blev kaldt op, var hun ikke sen til at slå Kesters hånd væk og forhindre ham i lige at klemme om hendes skulder, inden hun forlod sædet hos ham. Hun havde det efterhånden som om hun skulle kaste op eller besvime eller en ret ubehagelig mellemting. Hendes hænder rystede værre end da hun havde siddet i Fielthenas badekar for et par dage siden, og der var ingen omsorgsfulde blikke at hente i forsamlingen. Alle glødede øjnene af mord og retfærdighed. 
"Frøken Reynlest," begyndte dommeren, og denne gang med en overraskende mild tone. "De blev kidnappet af fangen, som Deres bror har sluppet fri. Vi vil skåne både Dem og forsamlingen for detaljerne af Deres fangenskab. I stedet ønsker vi at høre lidt om krigsfangen. Hvor stor en risiko for landet, vil De mene, hun er på fri fod?"
Zirras hals snørrede sig sammen. Det var ikke det spørgsmål, hun havde forventet. Hun havde brugt hele morgenen på at forberede sig på netop at give en lang og alt for detaljeret beskrivelse af, hvad hun havde været udsat for. Hun havde gennemlæst og memoriseret den officielle rapport for at kunne levere det ordentligt. Alt dommeren ønskede var at vide, hvor hård en straf, Treston skulle have nu. Galgen eller sværdet? Langsom eller skånsom?
Men planen kunne stadig virke. Hun fumlede med sin kjole og tog et par dybe indåndinger, mens hun gravede spion-Zirra helt op til overfladen og lod hende ligge uden på sig som en hård skal. Blikket blev låst fast for Treston, for det var den eneste måde, hvorpå hun kunne undgå at se på Kester, hvis blik gennemborede hendes forsvarsværker i øjeblikket. Hendes udtryk var sammenbidt og stålsat, og hun bad en lille bøn til Aladrios om at hendes idiotbror fattede, hun havde tænkt sig at redde hans røv.
"Jeg vil mene, fangen er en stor risiko på fri fod på grund af sin magi alene," sagde Zirra endelig.
"Uddyb venligst," sagde dommeren. "Rapporten nævner, at hendes magi indebærer lammelse af kroppen."
"Det er korrekt, ærede dommer," Spion-Zirra kan gøre det her, spion-Zirra kan gøre det her. "Men det er ikke hendes eneste magi," Åh, hvor Zirra dog hadede at lyve om sådan noget her. Det føltes helt forkert, og samtidig var det det eneste, der kunne redde Trestons liv. "Lammelsen sker, når hun ser en i øjnene, og det er også her den anden magi træder i kraft. Hun... Hun ..."
Zirras blik var uforvarende vandret ud og havde mødt sin fars, og hans ord fra middagen rungede i hendes indre. Han ville aldrig blive stolt af hende, og nu løj hun for retten.
"Retten bærer over med frøken Reynlests tilstand, men beder hende venligst fortsætte," lød dommerens stemme, og Zirra tvang sit blik tilbage til Trestons.
"Hun fordrejer ens sind til det, hun vil have," sagde hun så. Første sten var lagt. Herfra blev vejen noget nemmere. "Jeg var under hendes påvirkning i næsten to dage, og hvad jeg først troede skyldtes de ting, hun gjorde ved mig, ved jeg nu skyldtes magi. Hun fordrejde mine følelser og tanker, og det samme er sket for Treston. Da han så hende i øjnene i den kælder, brugte hun sin magi og tvang en falsk forelskelse til at opstå. Den effekt er ikke forsvundet endnu, men spørg ham, om ikke han et eller andet sted kan mærke, at han er påvirket af magiens klamme hånd."
"Tak, frøken Reynlest, men dommeren vil selv beslutte, hvad der skal spørges om," lød svaret.
Zirra fugtede læberne og så bedende på Treston. Kom nu, kom nu, kom nu. Lyv med mig. Lyv for dig selv. Jeg har din ryg, Tres.
"... Er dette sandt, Treston Reynlest?" spurgte dommeren endelig - og hun lød faktisk tvivlende. "Har krigsfangen fortryllet dig til denne forelskelse og således udnyttet dit sind til sin flugt?"

    Hvad zalan har du gang i, Zirra?
    Treston holdt øjenkontakt med lillesøsteren igennem hele hendes forklaring, og selvom han udmærket godt kunne se, at hun forsøgte at kommunikere ét eller andet til ham, kunne han ikke for din død greje, hvad det var. Det her var ikke... Han kunne jo ikke bakke hendes latterlige historie op med hånden på sandhedskuglen! Det eneste hun opnåede med sin løgn, var at sætte sig selv i en dårlig position - gøre sig skyldig i at lyve for Retten...
    Forvirret stirrede han et sekund eller to bare tilbage på dommeren, da denne stillede sit spørgsmål. Nej, var det oplagte svar; Nej, jeg aner ikke, hvad hun snakker om... Men så ville Zirra blive afsløret i at vidne falskt, og dét ville han nødigt være skyld i...
    Men på den anden side; selvom han løj og gav hende ret, ville sandhedskuglen afsløre hendes bluf.
    "Jeg..." Hvad skulle han svare? Hvorfor gjorde Zirra noget så infamt dumt? Var det en demonstration? Forsøgte hun at vise sin støtte ved at fælde sig selv med ham?`
    Det skulle ved Zaladin blive løgn! Treston gjorde anstalter til at ville trække hånden til sig - slippe sandhedskuglens kolde, glatte overflade - men dommeren havde holdt øje med ham, og beordrede skarpt: "Anklagede vil svare Retten med hånden på kuglen, tak! Ellers skal anklagedes vagter gerne hjælpe til!"
    Treston krympede sig under udbruddet, mens hans hjerne kørte på højtryk. Hvad kunne han sige? Hvordan kunne han svare? 
    "Jeg... Jeg har ikke en chance for at kunne hverken bekræfte eller afkræfte, Ærede Dommer," endte han med at få frem, og vidste, at det var for vagt, selv inden dommeren bad om uddybelse:
    "Kender anklagede til krigsfangens magi?"
    "Nej, jeg..." Han havde ikke skænket Sednas evner en tanke - var hele tiden gået ud fra, at den måtte have noget med den lille glasnøgle, han stadig havde om halsen, at gøre, men havde aldrig fået det bekræftet. 
    "Er det sandt, at anklagede så krigsfangen i øjnene under besøget ved dennes celle i fangekælderen?"
    "Det- Ja, det gjorde jeg. Hun..." Treston rynkede panden. Sedna havde udtrykkeligt bedt ham om det, faktisk... "Jeg tog sækken af hendes hoved og så hende ind i øjnene, da hun bad mig om det.."
    Dommeren havde øjnene stift rettet imod den fortsat lysende kugle under Trestons hånd, og stillede nu sine spørgsmål hurtigt og koncist: "Havde du intentioner eller tanker i retning af at løslade fangen, inden jeres interaktion i krigsfangens celle?"
    "Nej, jeg... Jeg gik derned fordi jeg var forvirret..." fik Treston frem. Hans mund var tør. "Jeg var bange for, at vores første møde havde været... At hun på én eller anden måde havde narret information ud af mig. At det var min skyld, Zirra blev taget..." Kuglen lyste stadig.
    "Men umiddelbart efter besøget satte du himmel og jord i bevægelse for at få frigivet krigsfangen?"
    "Ja, det gjorde jeg..." Kunne han forklare dem, hvorfor? Ikke uden at underminere Zirra, men... 
    Dommeren sendte et tænksomt blik fra Zirra til Treston. "Indrømmer anklagede, at denne opførsel er underlig?"
    "Ja, men- "
    "Lad mig spørge på en anden måde, Treston Reynlest; har din søster grund til at lyve for Retten?"
    Sandhedskuglen ville afvise alle andre svar end ja - ja! Zirra har al mulig grund til at lyve...! Men han kunne ikke-
    "Ja eller nej?"
    "Jeg-"
    "Besvar spørgsmålet!"
    "Nej!" udbrød Treston til sidst og rynkede så forvirret panden, da kuglen blev ved med at lyse. Hvad zalan foregik der..?
    "Så du tror altså, at krigsfangen magisk kan have påvirket din dømmekraft, som Frøken Reynlest beskriver det?"
    "Det...jeg- det-" Treston var helt rundt på gulvet nu - stirrede stadig uforstående ned på den lysende kugle, og endte med bare at fortsætte ned ad samme; at opbakke Zirras løgn, i håb om, at skylden i så fald ville ende tilbage på ham og ikke på hende... "Krigsfangen kan godt have påvirket min dømmekraft magisk, men-" Han brød selv af, for kuglen lyste fortsat, og han fattede absolut ingenting længere.
    "Har anklagede mærket en forskel, som dén Frøken Reynlest beskriver?"
    Hvorfor lyste kuglen? Hvorfor lyste kuglen, når Treston vidste, at Zirras historie var en løgn? Hvorfor lyste-
    "Svar venligst Retten."
    Havde han følt sig underlig? Hvorfor lyste kuglen?! 
    "Jeg... Ja, jeg har følt mig underlig. Det... Ja, det kunne godt være, som Zirra beskriver det..."
    Kuglen lyste fortsat.
    Nede på bænkeraderne fløj Kester op af sædet. "Det er løgn!" brølede han, så det rungede igennem salen. "Det er løgn, hvad Zirra siger! Fejlfarven kunne ikke- "
    "RO I SALEN!" 

"Hun lyver for rette, ærede dommer!" brølede Kester videre. Zirra kunne mærke alles blikke vendes mod ham og formåede lige at give Treston et lille, afmålt nik. Nede på bænkene var der kommet en dyb fure i Dastors pande, og han vidste ikke helt, hvilket af de tre unge mennesker, han skulle rette den imod. 
"De har haft Deres vidnesbyrd for Retten, ridder Strigerius," råbte dommeren henover sine bank med hammeren. "Sandhedskuglen bevidner ordenes værdi ved sit lys!"
"Men jeg... Men..." Kester åd sine egne ord, lige inden - forestillede Zirra sig - at han fik sagt noget sandt selv og dermed impliceret sig selv. 
"Vagter, eskortér venligst ridder Strigerius ud af salen. Ønsker andre fra salen at gøre indvendinger mod dette vidnesbyrd, som bliver bakket op af sandhedskuglen, bedes I følge. med. ud."
Vagterne var allerede henne ved Kester, og Zirra tog en dyb indånding og mødte hans blik. Hun kunne ikke lade være med at sende ham et mikroskopisk, sejrsrigt smil. Det blik, han sendte tilbage, gjorde hende ekstra glad for, at Fielthena var i salen med hende. Vagterne greb ud efter Kesters arme, men han slog dem væk og trampede ud af salen. Det var et af de her tidspunkter, hvor Zirra gerne ville have spurgt sin far, om det virkelig var et temperament, der skulle ind i deres familie, men hun havde vigtigere ting at lave. Det her var ikke overstået endnu.
"Frøken Reynlest," Dommeren genoptog sin normale talestemme, så snart dørene lukkede sig tungt i bag Kester. "Hvornår blev De opmærksom på denne magiske påvirkning af Deres sind? Rapporten nævner ikke andet end lammelsen og tor... Og fangens ugudelige handlinger mod Dem."
"Det er blot få dage siden," svarede Zirra og kunne med påtaget selvsikkerhed genfortælle historien, hun havde øvet og øvet og øvet sig på. "Jeg skulle tjekkes hos helbrederne, og de kunne fortælle om en rest magi, der sad ved mig, og som ikke bare lige kunne fjernes. Måske er den der stadig. Hvad hun gjorde ved mig, er dog intet i forhold til Treston. Jeg blev ikke ledt ind i forelskelse. Hun ville blot have mig nogenlunde medgørlig, så jeg kunne bruges som gidsel."
Der var så meget løgn i de ord, at det var til at brække sig over. Og et sted i den her forsamling sad Victoria, det var Zirra sikker på. Også selvom hun ikke havde kunnet få øje på hende - for det kunne man ved Isaris gyldne hår aldrig, selvom man vidste, hvordan hun så ud. Zirra var pinligt bevidst om, hvor meget hun misbrugte sin træning lige nu, og at der var en vis sandsynlighed for, at hun ikke ville have en plads hos spionerne bagefter - at hun satte sin egen loyalitet over for Lyset på spil på den her måde. For Victoria kendte den rigtige historie. Zirra måtte bare bede til, at hun også forstod, hvorfor hun blev nødt til at gøre det her.
"Tjek den anklagede for magisk aura," lød det fra dommeren, og en magiker trådte frem. 
Idet Treston blev bedt om at fjerne hånden fra sandhedskuglen, fløj den lille ildflue tilbage op i hans ærme, godt gemt i stoffet. Magikeren lagde hænderne på Trestons skuldre og hele salen holdt vejret. Zirra bad til, at selvom hendes chakra var svag og stadig kun på vej tilbage efter Sednas tortur, ville én lille ildflue være nok. Åh bare lad den være nok.
"Ærede dommer," sagde magikeren efter at have sluppet Treston og gestikuleret til at han kunne lægge hånden på kuglen igen. "Han er bundet af håndjernene, men der er stadig magi at spore på ham. Frøkenen taler sandt."

    Treston var så hylet ud af den, at han ikke engang nåede for alvor at nyde synet af Kester, der blev eskorteret ud, før de store dobbeltdøre havde lukket sig bag ham. Da Zirra talte videre og fortalte om helbrederbesøg og restmagi hørte han det nærmest, som gennem en døs - så mange tanker fór der rundt i hovedet på ham. Hvad skulle han tro om dét hér? Hvad skulle han...
    Nej. Sedna havde været overrasket! Hun havde ikke anet, hvad han havde for... Zirra løj i et misforstået forsøg på at beskytte ham, og kuglen lyste fordi... Fordi...
    Da magikeren lagde hænderne på hans skuldre gik der en kuldegysning igennem Treston. Da manden trådte tilbage og bekendtgjorde, at der endnu var en rest af magi på ham, frøs hans indre fuldstændig til is.
    Dommeren hamrede på talerstolen for at overdøve den bølge af protester, der rejste sig fra salen, og Treston stod bare helt forstenet og stirrede på magikeren. På Zirra. På kuglen, der nu var mørk.
    Havde Sedna... kunne det virkelig være rigtigt...?
    "Ro i salen!" brølede dommeren atter en gang og endelig, da lydniveauet var nogenlunde tåleligt igen, blev det tilføjet: "Retten vil holde en halv times pause! Under hvilken undertegnede vil konferere med juryen og påbegynde votering! Efter pausen afgør undertegnede, om Retten ønsker, at høre mere fra anklagede, eller om Vi mener, dommen kan afsiges!" Et langt blik ud over salen, før hammeren mødte slagpladen endnu en gang - understregede dommerens ord - og sidstnævnte forlod dommerpodiet. 
    Pludselig stod de to Riddere atter på hver side af Treston, og mens folk rejste sig nede i salen og enten fandt sammen i små grupper for at snakke rettergangen igennem indtil nu, eller satte kursen imod dobbeltdørene for at komme ud og trække noget luft, blev Treston eskorteret tilbage på bænken. 
    Hans tanker var ét stort mylder, men han formåede alligevel at spørge: "Må jeg... Kan jeg komme til at snakke med min søster?"
    Den yngste af Ridderne skævede usikkert til den ældre, der nikkede kort. "I må gerne tale sammen - så længe vi kan høre alt, der bliver sagt, og I ikke snakker om sagen."
    Treston nikkede for sig selv og bad: "Kan jeg så ikke få én af jer til at hente hende herover? Jeg vil meget nødigt ned til resten af familien i lænker..."