Sendt ud på en ny mission efter mange dage, ja nærmest uge uden en mission. Det havde været på tide at der skete noget i vampyrens liv, også selvom der ellers skete en helt masse i hans liv. Men Costas trængte bare til, at der lige skete noget anderledes end det sædvanlige med tyveri, mord, flygte fra dusørjægere, og ellers de andre ting der nu skete i hans liv. Men på denne mørke aften, var vampyren draget hen til den ødelagte borgruin, kun af den grund at hans mission skulle starte der. Både en mand, og kvinde havde bedt ham om at dræbe en mørkelver kvinder. Kvinden der havde et ganske særligt udseende, ikke ligefrem et der havde været beskrevet for Costas før. 

Han havde ikke sin kære følgesvend med, og den anden var alligevel sjældent med ham rundt. Det var kun med vilje, at han selv havde valgt at tage på jagt efter at dræbe mørkelveren, uden nogle hjælpere. Manden og kvinden som begge havde hyret ham til missionen, havde haft forhandlinger igang med prisen for at dræbe kvinden, hvilket kun havde givet Costas endnu mere blod på tanden, og han var heldigvis i strålende humør til at klare et mord, lige på denne mørke og kolde aften. Som han have stået og kigget lidt på den ødelagte ruin, undrede han sig lidt over at han ikke ligefrem kunne se nogen. Men efter at have ladet de kolde øjne glide rundt, kunne han pludselig se indgangen til denne mørkelvers hjem, som han havde fået beskrevet også - dog ikke vildt meget kun lige så han havde en idé om hvordan kvindens hjem var, og så ud"I det mindste er det ikke lyst, og for tøset"mumlede han for sig selv, som han lydløst og hurtig nåede indenfor. 

Han lod sit blik glide rundt, som han stod med armene over kors og betragtede den ene gang han stod i, og tænkte lidt over hvor kvinden kunne gemme sig henne. Der var en tydelig stank af hende, slet ikke fordi han fandt duften speciel. Fokuset og opmærksomhed på hans omgivelser, lod han armene falde ned langs siden, og begravede den venstre hånd i den ene bukselomme"Hvor er den skide edderkop henne..."mumlede han utilfreds og gnaven, som han gik lidt rundt i gangen. 

Der var altid så fredeligt i ruinerne, særligt når mørkelveren var alene hjemme og ikke havde besøg af fremmede og uvedkommende. Så faldt der altid en underlig stille stemning over det skjulte hjem, som Arasné havde taget sig den frihed.. Eller der var jo ingen, som faktisk bestemt over hende, så hun følte hun kunne gøre, hvad der passede hende, derfor lå hun også i hvad der mindede om det gamle tempel, bygget af nogle munke for mange år siden, nøgen og total afslappet. Kroppen var nedsænket i vandet, som hun havde sluppet sin magi og ladet kroppen forvandle sig til dybhavsvæsnet. De mangler tentakler strakte sig ud over det lave vand, som aldrig rigtig formåede at dække hendes krop helt. Hun åndede langsomt ud og lagde hovedet imod det hårde stengulv, som hun tog nogle lette indåndinger og lukkede øjnene. Der skulle også være tid til at samle sine kræfter, ikke sandt?

Lyden af den knirkende hoveddøren fik hende til at åbne øjnene langsomt. Lirlay kunne sagtens åbne døren på egen hånd, men hun var udmærket klar over at det ikke var hende, der var kommet hjem. Derfor satte hun sig roligt på kanten af de lave kar, for at rette blikket imod døren, hvorfra hun kunne se en mindre stråle af lys fra månen. En skygge bevægede sig foran månen og snart kunne man høre en stemme. Et legende smil bredte sig over hendes læber, som hun atter aktiverede sin magi og rejste sig midt i det lave vand. Kroppen var endnu ikke beklædt med stof af nogen art, som hun løftede højre fod ganske let og placerede den imod gulvet. Vandet dryppede af hendes krop, som hun bevægede sig imod døren eller rummet ved siden af.

Arasné efterlod et vådt fodspor på sin vej, som hun bevægede sig lydløst igennem mørket og ind i det tilstødende rum. Det kunne betragtes som en spisesal, hvis hun altså gjorde noget ud af at spise hjemme.. ”Bliver maden bagt til døren i dag?” spurgte hun lettere køligt, som hendes stemme blev reflekteret på de kolde mure og gjorde det næsten umuligt for den fremmede at lokalisere hende på stemmen alene.

Det var en skøn fordel, at han var det som han var for hans syn var fremragende i mørke. Han ville også være sikker på, at han ikke ville misse edderkoppen, for de kunne godt nok være luskede og hurtige. Dog som Costas stod og tænkte lidt, var han blevet usikker på om kvinden var en edderkop? For det havde virket til at stedet hvor han befandt sig, havde sø og vand i nærheden. Så måske kvinden han var på jagt efter ikke en afskyelig edderkop. Det kunne godt være at han fremstod selvsikker, og stærk uden at frygte noget. Men når det kom til edderkopper, kunne han hurtig komme væk. 

Hans blik gled lidt rundt, betragtede de ganske hyggelige omgivelser, dog ikke lige nogle han selv var vant til, men det var kun mindre detaljer"Hvor er du dit kryb..."mumlede han en smule utålmodigt, og de ord blev netop sagt alt for hurtige, før han kunne høre noget. En kvinde stemme, som fik et bredt smil frem på hans ansigt, og smilet blev kun større af at han hørte hendes ord. Enhver tyv, eller væsen der var på jagt havde måske medbragt sig et våben, men ikke Costas. Hvilket måske var dumt i manges øjne, men hans bedste våben var ham selv. 

Uden at tøve, var han hurtig væk fra sin placering, og der gik ikke lang tid før han stod foran det ganske usædvanlige væsen. Han skubbede det ene øjenbryn op i panden, som han lod sine øjne betragte hende. Aldrig før havde han set sådan en kvinde før, og han vidste ikke lige om det var en kompliment eller ej. Han stod afslappet med armene hvilende over kors, og lod fortsat smilet være fremme på hans ansigt"Jeg må skuffe dig, jeg har intet mad med...Jeg er heller ikke den bedste person til en mad date"indrømmede han efter at have lagt hovedet lidt på skrå, og trak kort på begge skuldre. Mest for at fremstå ligeglad, og en smule kæk og han flyttede sig ikke fra pladsen han stod. For han stod fortsat foran kvinden, og ventede på hendes reaktion. 

Det var yderst sjældent at nogen forvildede sig ned i de mange tunneller og rum ved en fejl, derfor var Arasné udmærket klar over, at den fremmed herre var kommet derhen med et formål. Et formål, som næsten kun kunne være hende, ikke at det forhindrede hende i at lege med hans skikkelse. Han virkede selvsikker, men samtidig også dumdristig, netop fordi han var alene. Det var svært at fastslå mandens race uden at træde tættere på og hun var bestemt ikke bange for at vise sig selv frem. Selv ikke når hun var nøgen. Den mørke hud måtte være en klar indikation af, hvad hun var, en mørkelver. Men de gule øjne skjulte en forbandelsen, som muligvis ville skræmme den lille knægt væk, vidste han vidste besked. ”Kryb?” gentog hun med en hånlig latter. Var han nu også i sin fulde ret til at kalde hende det, når hun intet havde gjort?

Mandens bevægelser blev reflekteret på murene, som Arasné ikke rørte på sig, hun havde afsløret sin position med vilje. Netop for at få ham til at finde hende. Derfor sendte hun ham også et legende smil, da han endelig dukkede op. Enten hang farten sammen med hans race eller også var det en magisk evne, der kunne volde hende problemer. Hun var hurtigere under vand.. Arasné bed sig lettere lokkende i underlæben, som hun betragtede hans figur. Let placerede hun en hånd imod sin højre hofte og skød den ud. ”Har De ingen manér? At være så skamløs og stirre på en nøgen kvinde?” spurgte hun forbavset, men der var et glimt i hendes blik, som sagde det modsatte.
Stille røg det ene øjenbryn længere op imod hendes pande. ”Det kan vi lave om på.. Jeg er ikke så kræsen, når det kommer til mad og du ser.. ung ud” hun slog let med tungen, som hun valgte at træde et skridt frem. Hun løftede venstre hånd op imod mandens kind, før at hun forsøgte at stryge tommelfingeren hen over hans læber. Hun måtte bekræfte sin mistanke. Var han vampyr? Han kunne bide hende ligeså tosset han ønskede. Det skræmte hende ikke.

Gentagelsen af den nærmeste fornærmelse over, at han havde kaldt hende kryb fik kun et større smil til at dukke op på hans ansigt. Et kort øjeblik imens han bare stod stille, tillod han sig at kigge væk fra hende, blot for at betragte væggene imens han undrende knurrede lidt lavt. Han ville sikkert ikke engang have mulighed for, at klatre op ad dem, eller bruge dem som en måde at undvige hendes angrib på. Hvis kvinden selvfølgelig havde tænkt sig at angribe ham. Som han studerede væggene lidt mere, gik der få minutter før han vendte sin opmærksomhed hen på kvinden igen."Skulle jeg have givet dig en anden kompliment...Altså kryb kunne vel have været en nydelig kompliment" sagde han i samme øjeblik som han sendte hende et bredt smil, og lagde hovedet en anelse på skrå. 

Som han fik nærstuderet hendes ansigt med øjnene, kunne han ikke helt undgå at forestille sig, om der faktisk var edderkopper og kryb i de omgivelser han befandt sig i. Imens hun talte, valgte Costas ikke at stå stille, nej han havde tænkt sig at udforske stedet lit nærmere. Desuden var der måske muligheder i mørket, som han måske godt kunne bruge til sin egen fordel. Men som han kunne fornemme kvindens tilstedeværelses, valgte han automatisk at stoppe op, vendte sig rundt. Undslap et dybt suk, som han lagde armene hvilende over kors og lænede sig lidt ind imod hende"Hvad skal man bruge manér til, når en kvinde burde sætte pris på at en mand vil se på hende nøgen"fløj det halvt flabet og kækt ud ad munden på Costas. Han fjernede ikke blikket fra hende, selvom han var fristet til at vide mere omkring det her sted, og alligevel havde han skam ikke glemt sin mission. Dog var det måske en god idé at forholde sig lidt på hendes gode side måske, selvom han tvivlede på sådan en side fandtes hos hende"Ungt kød er vel også smagfuldt, men jeg har nu ikke tænkt mig at ende som hovedret"svarede han med et større bredt smil, imens han blinkede til hende.

Han lod sit blik falde ned imod hendes tunge, og kunne ikke stoppe sin trang til at tage fat i den med to fingre, hvilket han gjorde. Stående med hendes tunge imellem de to fingre, løftede han et øjenbryn, som han ikke kunne undgå at holde smilet på sit ansigt. Han havde intet behov for at advare hende, om at han ville gøre netop dét som han gjorde. Men han stod nu afslappet med en hånd i den ene bukselomme, imens han holdte fast i hendes tunge"Pas på tungen ikke frister mig til at bide"blinkede han til hende, som han med det blide greb stadigvæk holdte fast. 

Sikke en fejltagelse manden var ved at begå. Arasné var bestemt ikke typen, man kunne løbe om hjørner med, men han virkede selvsikker i sin sag, i hvert fald nok til at han undlod at holde et vågent øje med hende.. hele tiden. Det kunne hurtigt ende med at blive hans død, hvis han da ikke allerede var det? Hun sukkede ganske let ved hans ord, komplimenter ville man virkelig ikke komme langt med i hendes selskab, så hun endte med at trække let på skulderne, før at hun viftede med højre hånd, som for at sige, at han skulle komme til sagen. Hun havde også andet at se til, som at opsøge templet i bjergene, han forstyrrede jo hendes evige søgen efter tilhængere af Solari.

Manden lod nærmest som om, at han var hjemme i grotten. Arasné havde lagde armene over kors, og dermed også skubbet brystpartiet en smule op, som armene lå under. Hun hævede det ene øjenbryn, som manden virkelig tog sig en del frihed i hendes hjem. Det var svært at sige, hvad hans formål var med at besøge hende, de færreste kom vandrede ind fra ruinerne ved et tilfælde og han lod til at have et formål, men havde endnu ikke givet rigtig udtryk for det. Udover at han havde hørt om hende. Ellers ville han næppe beskrive hende som en edderkop. Vampyren kom tæt på, tæt nok til at hun kunne dufte ham og få en fornemmelse af hans chakra. Nu måtte hun slikke sig en smule om munden. ”Ved Zaladin da.. Du har ret” lo hun køligt, som hun vendte sig omkring og slog armene omkring hans nakke. Hurtigt rev hun ham i nakkehårene, imens hun holdt hans blik. ”Hvad med dessert?” spurgte hun, imens at hun langsomt fugtede sine læber med tungen.

Han kunne bare forsøge at bide hende. Det skulle han være mere end velkommen til, for hun ville uden tvivl være i stand til at bide igen og gøre det langt mere smertefuldt, netop fordi hun ingen hugtænder havde til at synke dem ned i hans hud. Hun forsøgte at le, da han greb fat om hendes tunge, som hun kiggede lettere lokkende på hans blik. Langsomt dukkede der en tentakel op bagved hende uden at han kunne se den, som hun lod den vokse stille og roligt. Straks greb den fat om mandens arm, så sugekopperne satte sig fat i hans hud og ville efterlade runde mærker på hans arm, særligt hvis han valgte at kæmpe imod nu. Hans tur.

I hans øjne var der nærmest intet bedre end mørke og dystre steder. Grotter tilmeld, bare der var mørkt så var han nærmest hjemme. Dette sted hvor han var havnet, var dog ikke ligefrem et sted han havde været før, men han havde nu intet imod det. Tankerne omkring det yderligere var ikke noget han benyttede sig af, for det handlede om denne kvinde, intet andet. Han var typen der sagtens kunne kalde hende for en edderkop, bare for at være utrolig træls, og lidt på tværs. Uanset om denne kvinde ville hade det, så havde Costas absolut intet imod at kalde hende diverse ting, selvom det kun var edderkop han lige fandt mest passende.

Overraskende havde kvinden lagt hendes arme rundt om hans nakke, og han løftede undrende begge øjenbryn. Da hun så begyndte at rive ham i nakkehårene, knurrede han men nærmere af nydelse, frem for smerte. Han løsrev sit blik fra hende, som han pludselig greb fat rundt om hendes hals i et blidt greb"Giver du mig virkelig ret"lød det spydigt, og flabet fra ham, efterfulgt af et bredt smil. Hvor skarpe og hvordan denne kvindes tænder var, vidste han ikke. Men han var bestemt ikke bange for at finde ud ad det, så måtte hun bide ham igen. Det ville ikke være et problem for ham, langt fra. Han ville nok elske det, selvom han nu ikke var vild med at andre skulle bide ham. Så helst den anden vej rundt, hvor han kunne bide andre, uden at modtage bid fra andre. 

Synet af den pludselige tentakel der var dukket op, fik ham til at sukke lidt, som han et øjeblik lod sit blik hvile sig på hende. Han greb automatisk grebet om hendes hals, som han kunne mærke tentaklen havde grebet fat i hans arm, og tilmeld havde sat sig fast til hans hud. Undrende stod han bare helt forvirret og stirrede på sin arm, med den sugende tentakel. Burde han kæmpe imod, han kunne godt overveje at bide i den, bare for at få den til at give slip, men han vidste ikke om den ville suge mere så, for han kunne godt mærke på sig selv, hvor irriterende det efterhånden var"Er det her, hvad du vil kalde date"lød det spydigt, og flabet fra ham som han sendte hende et bredt smil, og begravede den frie hånd i bukselommen.