"Hvor er Evlyn?" skreg Adena. "Har I fundet hende?"
Hendes sko og det nederste af kjolen var tilsølet af vand fra at have løbet gennem kloaken uden tanke for sig selv. Hun havde kun én tanke: Hun måtte finde Evlyn. Nu.
"Hvad snakker du om?" spurgte en tilfældig fyr, hun ikke kendte, men Faith var allerede henne ved hende og rev papiret hun knugede i hænderne fra hende, før hun kunne nå at give det fra sig frivilligt. 
"Domino!" råbte hun med så meget kraft i stemmen, at al småsnak forstummede omkring dem. 

Adena havde været høj ovenpå sin pigefest og sin samtale med Alyssa i flere dage. Hun var gået til Evlyns hus, men ikke fundet hende der. Proteaus sagde, hun var gået ud. Hun havde ikke tænkt mere over det, og var taget hjem igen. Ventet en dag. Spurgt igen. 
På tredjedagen gad hun ikke spørge og bruge tiden på at gå frem og tilbage. Hun havde taget den nemme løsning og havde sat sig for at tegne sin læremester.
"Adena!" råbte hendes mor forfærdet, idet hun rejste sig så hurtigt op, at det lille bord, at det løftede sig og to kopper væltede og spildte te udover dugen.
Adena var ligbleg i ansigtet. "Jeg bliver nødt til at gå nu, mor. Undskyld."
"Men kæreste barn, vi får selskab om lidt!" formanede hun sin datter. "Du skal vise dit ansigt, det ved du - med ægteskabet til Arys-"
"Det kan ikke vente, mor," sagde hun med gru i ansigtet. "Undskyld."

"Ved vi, hvor det er?" spurgte Domino, mens Faith hev dem med op fra kloaken og så sig omkring. 
En tom vogn stod parkeret, og kusken stod ved siden af og pudsede sine briller. Hun kastede et nik mod den og Domino satte i løb med hende mod den. Faith havde fat i Adenas overarm - ellers var den utrænede adelspige aldrig nået derhen uden at falde. Faith hev hende med op i den åbne vogn, mens Domino tog førersædet og satte hestene i gang. Kuskens råb forstummede bag dem. Adenas øjne sad fæstnet på papiret, hun igen havde fået stukket i hånden. 
Evlyn. Nøgen. Faldende baglæns fra en skrant ned mod de brusende bølger og de skarpe sten. Vind i håret. Slap krop. 
Faith rakte hende en kulstift. "Bliv ved med at tegn til du ikke har mere chakra i dig, pigebarn."

Adena huskede kun brudstykker af turen derfra. Bølgende fornemmelser af vognens voldsomme tur henover gaderne. Faiths arme, der holdt hende fast i trancen. Sorte fingre fra kulstiften. Nogle gange vidste hun ikke, om hun tegnede med fingrene eller stiften. Små glimt af hver tegning. 
Brusende bølger. Evlyn under vandet. Evlyn ved en sten. Hver tegning havde en ny vinkel. Hver tegning fik dem tættere på. 

Hun sad på en sandstrand, da hun åbnede øjnene fra endnu en trance. Hendes hænder var sortsværtede, som havde hun haft dem dybt i et askefad. Der var ikke mere kul, og papiret hun havde tegnet på, var allerede revet ud af hendes hænder. Bølgerne brusede omkring dem, og hun kunne se vognen et godt stykke bag dem, hvor den var efterladt på fast grund. Foran hende løb Domino og Faith mod noget hvidt, der lå på stranden. 
Adena så ned på sine hænder, og under dem var halvdelen af en tegning blevet lavet på hendes kjole, de sorte streger med tydelig intention henover det blå stof. En halv klippe og et par sten. Hun løftede blikket igen for at se de to knæle ved siden af det hvide. Det lignede sandsække herfra. Bøjet i umulige stillinger, forvredne. Spættet med blå og sort som en blåmusling skyllet op på land. Saltkorn skinnede i solen, og det gyldne hår flød ud, blandet med røde plamager. 
Adena svajede i vinden. Hun følte sig vendt på vrangen af den intense magibrug. Udtømt og som om hun havde efterladt sindet et sted i æteren. Tør i munden og med sitrende fingre.
Tangdunst gled ind over hende fra havet, og hun kastede op i sandet.

Vandet omsluttede hende, kastede dens våde og kolde arme omkring hendes nøgne krop. Hun prøvede at skrige, men vandet kastede sig ligeledes ind i hendes mund.
Et skrig forlod dog alligevel hendes læber igen, da bølgerne kastede hende mod klippevæggen hun havde kastet sig ud over. Hendes arm hang pludselig forkert, og et jag af smerte skød gennem hendes krop. Hun ville ikke dø! Dette var ikke hendes slutning, det vidste hun bare.
Hvad med Pax, hvordan kunne jeg gøre det mod ham?
Hun brugte sin anden arm for at komme op mod overfladen. Øjnene sved og hendes næsebor brændte. Luft, hun havde brug for luft!
Blondt hår og gisp brød op over overfladen af de brusende bølger i havet. Men kun lige som hun nåede at få lufte ned i de allerede vandfyldte lunger, blev hun tvunget ned under igen.
Presset af bølgerne der igen kastede hende mod de skarpe klipper. Smerten i hoften og benet var dog for meget, som det sortnede for hendes øjne.
Undskyld Pax.
Undskyld Adena.
Undskyld Hunter.
Undskyld Faith.
Undskyld Domino.
Undskyld til mine drenge.
Undskyld til min klan.
Undskyld til alle dem som der havde brug for mig og som jeg lige har svigtet

Alt efter det, blev en anelse mærkeligt. Selvom det var mørkt, og kulden greb i hendes legemer. Mærkede hun noget varmt omkring hendes arm, et pust af liv mod hendes læber. Hvem?
Igen tog mørket dog den spinkle krop, som varmen lagde sig omkring hende i en moderlig omfavnelse. Måske alt ville blive okay alligevel.

”Zalan det er hende!” skreg Domino, hvis ansigt var forvredet i smerte. Det var som om hans ben ikke kunne trække ham hurtigt nok hen over stranden. De røde lokker svang rundt bag ham, som Faith ligeledes pressede sig til sit yderste.
Deres frygtløse leder, deres bedsteven, deres skulder og deres styrke.
Et skrig forlod Faith, som hun ligeledes vendte sig rundt og måtte kaste op lige som Adena. Hvordan kunne hun ligge sådan? Domino, faldt ved siden af hende og turde næsten ikke røre hvad nu hvis han gjorde ondt værre?
Faith stavrede hen til Adena, mens den sure smag bredte sig i hendes mund. Rystende hænder lagde sig mod hendes skulder. ”Du gjorde det godt, vi fandt hende – du fandt hende” grøden i stemmen var ikke til at tage fejl af, hvor ondt det gjorde.
”Vi skal finde en healer!! Hun trækker vejret! Hun trækker vejret!” råbte elveren af de to kvinder, som han langsomt lod hans arm glide under hendes nakke, og de andre under hendes ben. Den nøgne kvindekrop som blev hævet op, som vejede hun ingen ting.
Forslået næsten som et kunstværk af blå, gul og grøn. Med den ene arm der lå helt forkert, og hoften der virkede næsten pulveriseret og benet der hang og dinglede, som havde det ikke længere nogen knogler.
”Vi finder dig hjælp Evlyn, du skal nok blive okay snart. Det hele skal nok gå” hviskede Domino, som han passerede kvinderne og lagde den nøgne skikkelse i vognen og lagde et tæppe hen over hende. Det var med stor forståelse, at han kiggede over mod Faith og Adena – ”Kommer i?” hviskede han hæst.

Adena kunne ikke huske, hvordan de var kommet væk fra stranden. Måske havde Faith hevet hende op at stå. Måske havde hendes ben selv gjort det. Havde hun siddet i vognen hele vejen? Var hun selv steget ud?

Pludselig befandt hun sig i et helbredelseshus uden andet end et ekko af sin egen stemme, der blev ved med at gentage "Jeg betaler, jeg skal nok betale," i et halvpanisk, skingert toneleje.
Nu stod hun lidt væk fra hvor helbrederen havde viftet hende til side for at få plads, og hun knugede sine sorte hænder i kjolen, hvor stregerne fra den halve tegning blev tværet ud i hinanden. Hvor var de andre tegninger? Spredt udover byen? I lommerne på Faith?

En kølig vind kom ind fra døren og kulden løb i striber ned over hendes kinder. Overrasket løftede hun en hånd til ansigtet uden at tænke over de sorte streger, det efterlod. Hvornår havde hun grædt? Græd hun stadig? 

Da den blonde endelig kvinde vågnede, var hun placeret i hendes tilhørende værelse ved Proteaus skjulested i undergrunden.
Det var nogle hæse lyder der løb hen over hendes læber, som de slørede blå øjne kiggede rundt i det ovale rum, fyldt med hendes bedste malerier, hendes planer for de næste kup. Ja alt det tyvedronningen manglede, for at fuldføre sit arbejde.
Hvordan var hun endt her?
”Hallo?” hviskede hun hæst, som havde hun slugt flere kilo salt. Alt gjorde ondt, hele vejen ud til hendes fingerspidser, for slet ikke at tage om tåspidserne.
Domino var den første ved hendes side, som han lod fingrene glide hen over det svedige hår. ”Faith hent Adena, det stakkelspige barn ligner ikke en der har lukket et øje siden vi fandt hende.”
Adena? Fundet hende?
Pludselig kom det væltende tilbage til hende. Hvordan at hun havde set Pax forræderi, og kastet sig i armene på en anden. Hvordan det havde ødelagt hende, og hun havde valgt at ligge alle de ting han havde givet hende. ”Oh nej! Jeg! Du bliver nød til at – jeg!” der blev hurtigt tysset på hende, som stærke hænder pressede hende yderligere ned i de bløde skind hun lå på.
”Du skal absolut ingen ting, du har ikke være tilstedeværende i tre dage.” sagde han med et suk, som han vædet en klud i køligt vand og begyndte at vaske febersveden af hende.

Nogen prikkede hende på skulderen, og Adena løftede blikket til Faiths. Hvis den rødhårede talte, hørte hun det ikke, men fulgte bare med, sløv i kroppen og som om sindet stadig sad på stolen. Tre dage. Tre lange dage siden de havde haft Evlyn forbi et helbrederhus og taget hende tilbage til Proteaus. De havde healet det, de kunne, men noget skulle gro sammen af sig selv. Adena havde betalt, alt hun kunne overtale de andre til. Hun fulgte efter Faith i en tåge. Skulle hun ind og se Evlyn, fordi hun var død nu?

Hun havde været nødt til at tage hjem samme aften, som de havde fundet Evlyn. Hendes forældre ville sætte en eftersøgning i gang, blev hun væk for længe, og det var det sidste hun havde behov for. Hun huskede ikke sin faders råb, da hun var kommet ind ad døren - kun det arrige ansigtsudtryk og en lidt for stram hånd om hendes overarm. 
"Åh, kæreste barn, hvad er der sket med dig?" Egentlig hørte hun ikke sin mors ord, men hun havde sikkert sagt, hvad Adena forventede. 
"Min lærer... Elenora... Ulykke, jeg måtte..." stammede hun tilbage og prøvede kun at søge moderens blik. 
"Åh, du så det..." sagde hun som erkendelsen fandt vej ind til hende, og Adenas handlinger gav mening.


Adena var blevet den nat derhjemme, men havde ikke lukket et øje. Allerede før nogen stod op, havde hun skrevet en seddel og var smuttet. Hvad hun havde skrevet, huskede hun ikke, men noget med at blive væk et par dage og tage sig af Elenora. Det måtte de kunne forstå. 
Hun knælede ved Evlyns sengekant og lagde forsigtigt sine hænder over tæppet. Hun turde ikke presse vægt ned på det, og søgte sin lærerindes blik. Hendes eget føltes tomt og hult - kunne Evlyn fylde det op? Selvom hun havde været i bad derhjemme, havde kullet sat sig mellem stregerne i hendes fingre og ville ikke  andet end at slides ud. 

”Du bliver nød til at hente det så” tiggede hun til Domino der bare kiggede opgivende ”Det hele?” hun nikkede, som hun beskrev hvordan at han skulle finde hulrummet og hvilke ting det drejede sig om. ”Okay, jeg tager Gwen med. Men jeg sværger Evlyn, han fortjener det ikke.” hviskede han, som hans fingre kørte hen over hendes blonde hår og kyssede hendes pande. Derefter forsvandt han ud af den hemmelige gang, hvor han passerede Faith der førte Adena afsted. Trods for at Adena mere eller mindre virkede som en levende død, en der ikke længere kunne gøre noget selvstændigt længere.
Han håbede at se Evlyn vågen ville hjælpe på det hele.
Faith kiggede med en grimasse på Evlyn, som den blonde kvinde ikke helt kunne tyde. Men det var også meget vigtigere, da hun så den mindre kvinde der gik bag ved. Med et støn og kraftanstrengelse fik hun rejst sig op i sengen og bredte armene ud.
”Undskyld Adena, kan du tilgive mig?” hviskede hun hæst, og kunne allerede mærke hvordan at tårer begyndte at tvinge sig frem i hendes øjenkrog.

Tårerne på Evlyns ansigt spejlede sig i Adenas. Hun bemærkede det først selv, da de brød fri af øjenkrogene. Der kom ikke nogen lyd ud af hendes mund, selvom hun åbnede og lukkede den flere gange. Til sidst lagde hun blot panden mod Evlyns lår og lod gråden overtage strube, sind og tanker. 
Hun græd, til alt var vasket væk. Bekymringen over aldrig at skulle se sin lærerinde og ven igen. Verden over at guderne kunne fjerne noget så godt fra verden. Uretfærdigheden I aldrig at kunne fortælle hende om sin oplevelse med Alyssa, som var det, der havde fået hende til at opsøge hende. Frustrationen over at hver lille god ting i hendes liv blev tromlet over af noget større, mørkere og grimmere hver gang. 
Det besudlede minderne og havde nær kostet hende Evlyn. 

Efter gråden var der kun spørgsmål tilbage. Ét enkelt spørgsmål, som Adena næsten var blevet for vant til ikke at få svar på, når hun havde tegnet noget, hun ikke burde. Detaljer, folk ikke ønskede at dele. Udsætte hende for. Udsætte sig selv for igen. De smertende minder, der kom før, under eller efter de grusomme ting, hun tegnede. 
"Hvad skete der?" spurgte hun hæst og grådkvalt, idet hun løftede hovedet og lod sine rødsprængte øjne finde Evlyns blik. 

Det skar i hendes hjerte, som hun lagde armene omkring den utrøstelige pige. Mærkede hvordan kroppen skælvede i hendes arme, som tårerne bredte sig ned over hendes kinder, som en syndflod som der dog bragte et håb med sig. Et håb om at alle de dårlige ting måtte blive vasket væk, af det reneste en krop kunne danne. Nemlig de saltetåre, der flød fra en når smerten, sorgen, eller glæden blev for voldsom for kroppen til at rumme.
Og sådan sad de, ind til at Adena lige så stille begyndte at slappe af i den ældre kvindes arme. Der trods smerterne, nægtede at give slip på hende. Måske ville mange se dette som et søsterligt forhold, men de fleste gange, ville Evlyn altid se sig som den mor Adena havde haft brug for. Den som der støttede hende i medgangene og i modgangen. Og det løfte, og den ideologi havde hun knust på den værste tænkelig måde. Nemlig, ved at tage beslutningen om ikke at ville være en del af verden længere.
Og alligevel havde guderen valgt, at hun skulle leve en dag endnu. Og nok mange flere.
De spinkle fingre gled hen over Adena's kinder for at fjerne de resterende tåre, der stadig gled ned over hendes kindben. Hvad skete der? Udtrykket af smerte, bredte sig hen over den blondekvindes forslået ansigt. Ja, hvordan kunne hun beskrive hvad der var sket?
"Alt, gjorde bare så ondt, og jeg kunne ikke sen en udvej." mumlede hun pludselig, og tog en dyb indånding. "jeg har ingen forklaring, men jeg ønskede ikke at dø, i det øjeblik jeg faldt fra klippen. Det ønske, er vel grunden til jeg er her i dag." velvidende, at det ikke var et ordenligt svar, men det, kunne hun nok aldrig give. Og hun forventede også en vrede, forvirring eller en anden stærk følelse, ville melde sin ankomst.

Forvirringen kom som det første. Den første følelse der rigtig fik lov til at glide over det forfregnede ansigt siden afmagten havde taget over. Det Evlyn sagde, gav ingen mening i Adenas hoved, for de ord betød at hun... At hun havde gjort det med vilje?

Dernæst kom vreden. Vreden, da det sank helt ind. At det var præcis, hvad Evlyn havde sagt. Alt havde gjort ondt, og derfor havde hun stået på den klippe. Hvor kunne hun på den måde bare give op, når livet var uretfærdigt? Livet havde været uretfærdigt i månedsvis for Adena, og hun havde aldrig tænkt på at stå på en klippe og kigge på bølgerne. I stedet var hun kommet til Evlyn. Evlyn der havde taget hende i sine arme og holdt hende fast, når hun havde brug for det. Beskyttet hende da frygten for Athelstan var værst. Reddet hende, da frygten blev til virkelighed. Hun var der altid, som en urokkelig søjle midt i stormvejret. 
Måske derfor kunne vreden ikke holde særligt længe. Eller måske var det fordi Evlyn havde sagt, at hun faktisk ikke havde ønsket at dø, da hun endelig faldt. 

"Du skal finde dig en Evlyn," fik hun endelig udbrud, uden at tænke på, at ingen andre end hende selv havde fulgt hendes tankerække. "Vi kan ikke miste dig! Hvem skal så give dem mad? Hvem skal holde os i live?"
Adena tænkte på børnene i klanen. På sig selv overfor Athelstan. Den ene tegning af Evlyn, faldende mod klipperne, havde gjort mere ondt end nogen af hans slag.

Det var selvisk, det vidste hun. Bare fordi der var mange, der elskede Evlyn og så hende som deres vejviser, var det ikke mindre selvoptaget at de skulle være grunden til, at hun ikke måtte tage sit liv. 
"Hvorfor gør det ondt?" spurgte Adena så med spag stemme. Hvis alt inden i hende havde gjort så ondt, at det til sidst var blevet følelsesløst og tomt af Evlyns fald, hvad kunne så have gjort at Evlyn fik sig selv til at falde? 

Hun lukkede øjnene hårdt i, som hun prøvede at formulere sit svar inde i hoved. 
Det var hårdt, hvordan skulle hun forklare Adena hvor beskidt hun følte sig? Hvordan at alle dem, som hun havde troet elskede hende, og ville have hende, havde endt med ikke at ville alligevel? At hun var blevet misbrugt, blevet trådt på og tortureret længere tid end hun faktisk havde levet sit liv. Det var uforklarligt, og forfærdeligt at påføre et stadig mere uskyldigt sind, end det som eksisterede hos Evlyn. 
Kunne hun få den kastanjefarvet kvinde, med fregner på sin lyse hud, til at forstå hvorfor at det gjorde så ondt? Hvor ydmyget og uværdig hun følte sig, efter at se hvordan at Pax havde en anden.
Følelsen af, ikke kun at blive forrådt, fordi en idé omkring et partnerskab ikke var korrekt, men også dissideret forkert? 
At alle løfter der var blevet hende givet, men ikke holdt, og alligevel elskede hun den mand. Højere end hun nogen sinde ville elske en anden, og hun ville flytte bjerge for ham. Og gøre alt for, at han skulle få det bedre igen. 

Hun sukkede langsomt, som hun lagde sin næse ind i et bløde hår. Duftende af rosen, duften af den adelige afstamning som Adena kom fra. Og alligevel, kunne Evlyn ikke gøre andet, end at tænke på, at denne kvinde var som hendes barn. Og hun havde været så tæt på at forlade hende. 
Tanken var ved at knuse hende i atomer. 

“Jeg, det kan jeg ikke svare på Adena. Jeg kan ikke forklare det, men jeg ved jeg får det bedre, jeg skal nok sørger for at få hjælp, og jeg forlader jer ikke igen.” Hviskede hun blidt, som armene lukkede sig lidt tættere omkring den spinkle krop og tog nogle dybe indåndinger. 

Briksen, Evlyn lå på, var ikke enormt stor. Heldigvis for hende, var Adena heller ikke enormt stor, og hun kravlede på den allerforsigtigste vis op til sin elskede lærerinde, så hun kunne ligge halvvejs ved siden af hende og halvvejs ude over kanten med underkroppen. Hun ville ikke risikere at prikke til de lemmer, der var gået ekstra meget i stykker. 
Der var lagt ekstra tæpper i, kunne hun mærke - de havde nok inddraget over halvdelen der overhovedet var hernede - men den var stadigvæk ikke nær så blød som Adenas egen seng derhjemme. Tænk at der kunne være så stor forskel, så stor uretfærdighed. Evlyn havde behov for det bedste, verden kunne tilbyde lige nu, og selv ikke Adenas penge havde kunnet købe hende den bedste healer i byen - for Evlyn var ikke en adelig, og de havde ikke haft tid på at få hende i pænt tøj eller finde på en bedre historie. Det ville ødelægge hendes dække som Elenora, hvis hun blev udsat for tilfældig gadevold af dén kaliber. Ingen blev udsat for den grad af tæsk uden grund. Og det var svært at give andre grunde end stenene på stranden. 

Adena lagde hovedet ved siden af Evlyns skulder og blidt sin egen hånd ovenpå hendes. Hun ville virkelig ikke tvinge hende til at gøre en bevægelse, der ville gøre ondt værre. Hun havde støttet sig så meget op ad Evlyn gennem årene, at det var helt uvirkeligt for hende pludselig at være på modsatte hold. Hun følte sig som den voksne, der skulle passe på det sårede barn, og hun følte sig slet, slet ikke klar til det. Men hun måtte prøve, om ikke andet så som veninde.
"Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre uden dig, Evlyn," hviskede hun snøftende. "Det vil jeg gerne have, du ved." Og så kunne hun ikke holde det inde mere. I en stille hvisken tilføjede hun: "Jeg kyssede en pige for et par dage siden," og blev helt rød i kinderne.

Et lille nynnen, af lyd der lod Adena vide, at hun vidste hvad hun mente. Var det eneste hun kunne give, da den ung kvinde, fortalte hende, at hun ikke vidste hvad hun ville gøre uden hende. 
Måske var det i sidste ende også problemet.
Så mange forventede hele tiden noget af hende, hun var beskytteren, og kvinde der samlede andre op fra bunden og hjalp dem til at komme videre. Men denne gang, hvor hun endelig følte hun havde fundet en, som der ville gøre det for hende. Havde han fortalt hende, at Juno havde lys, et lys som hun ikke besad. Med alt det, og sammen med at han havde forladt hende, og nu også fundet varmen i en andens favn. Var der forræderiske stemmer, der fortalte hende, at hun aldrig ville få den slutning på livet hun ønskede. 
Alt hvad du røre ved, det visner og bliver til døde selv. Det er kun mig, som der kan give dig hvad du ønsker. Også selvom du ikke tror på det endnu.
Gregorys ord gav genlyd i hendes tanker, som hun måtte sug en stor portion af den mugne luft ind i hendes lunger. Måske havde han ret, alt hun rørte ved, ville visne væk. Fordi hun var ikke andet end en plage, ikke nogens liv værd. 
Så da Adena gav hende en udvej, kom der et smil frem på hendes læber. “Ja så? Og hvordan var det?” Spurgte hun blidt, som fingrene gled gemmen det kastanje brune hår. 

"Det var... Helt fantastisk," hviskede Adena tilbage, uden helt at vide hvorfor hun følte behovet for at hviske, og uden overhovedet at vide, hvad der ræsede rundt i Evlyns tanker. 
Kendte hun til de destruktive tanker, ville hun næppe slappe så meget af i hendes lærerindes favn. Så ville hun straks mobilsere nogen og sparke hvemend der havde plantet de tanker dér, lige et vis sted. 
"Det var min bedste veninde, Alyssa," fortsatte hun og lagde sin hånd over Evlyns. "Hun gjorde mig helt boblende glad indeni. Også selvom det aldrig kan gå, ikke andet end hemmeligt. Det... Det må vi tage som det kommer."
Adena havde ikke lyst til at tænke på fremtiden og hvor umuligt det hele med Alyssa var og altid ville være. Hun ville bare gerne fortælle  en eller anden om oplevelsen, og Evlyn var den eneste i hele verden hun kunne komme i tanker om ville høre på hende - og den eneste der ikke ville dømme hende for det. Måske ville Talon også blive glad for at høre det, men et eller andet sted turde hun ikke rigtig. Hun havde fortalt ham, hvordan hun havde det, men det var noget andet, hvis han vidste, hvem hun gjorde det med. Det handlede lige pludselig ikke kun om Adena selv, men også om Alyssa, og at beskytte deres forhold og holde det hemmeligt, beskyttede også Alyssa. Hun havde endnu ikke et sikkert, prestigefyldt ægteskab at læne sig op ad endnu. 
"Jeg håber vi kan være en del af hinandens liv længe... Og vores børns..." Adena løftede blikket så hun næsten lige kunne se bunden af Evlyns ansigt. "Jeg håber du også vil. Besøge mig, når jeg får børn. Jeg ved du har nok at se til her, så det skal ikke være til hjælp... Kun til sjov og ballade?"

Evlyn gav Adena’s hånd et klem, og sukkede blidt. Inden hun trak hånden tilbage, og begyndte at flette hendes hår lige så stille og roligt, som hun hørte hvad Adena havde at fortælle hende. Hun afbrød ikke, men lyttede blot. 
Dog stoppede hun en kort stund, med hendes gøremål med Adena’s hår, da ordet børns liv, ramte hendes øregang. Maven snoede sig sammen, og trak sig sammen i et smertefuld træk. Børn, ja, da hun havde svævet mellem at være vågen og bevidstløs, havde hun overhørt samtalen mellem Domino og healeren. Hvordan at hun havde mistet barnet hun ikke en gang vidste hun havde båret. Sjovt sådan som skæbnen gik ind og ændrede ting, man ikke havde regnet med kunne være en konsekvens af ens handlinger. 
"Jeg vil besøge dig så længe jeg er her" sagde hun, og var næsten bange for det udsagn. For turde hun virkelig love noget til nogen? Hun havde set konsekvensen af hvad fejlet løfter kunne bringe, på egen krop. Og selvom, at hun aldrig ville kunne give Pax skylden for hvad der var sket. Han havde blot fulgt sit hjerte, så var det blot en lille sten der fik hele stenskredet til at ske i hendes sind. 
"Og du ved jeg altid er frisk på at lave en masse ballade, og lige så længe jeg kan, så vil jeg altid være her for dig Adena - altid." hviskede hun blidt mod det bløde hår.

Adena smilede og nynnede lidt under Evlyns flettearbejde. Bevægelserne var øvede og det prikkede let og behageligt i hårbunden, når hun flyttede på lokkerne. 
Der var ingen anden i hele verden som Evlyn. Hun havde været Elenora, og nogle gange streng i sin oplæring, men efter Adena havde lært hendes sande jeg at kende, havde det ikke virket lige så hårdt i udtrykket. Derfra var hun blevet meget mindre blot endnu en læremester og i stedet en fast, påskønnet del af Adenas liv. Med Evlyn kunne man tale om alt. Med Evlyn kunne man grine af alt. 
Hun tog hende steder med hen, hun aldrig ellers ville være kommet til, og hun havde beriget hende liv mere, end Adena selv havde indset... Før det havde været for sent. Evlyn fortjente evig og højtråbende påskønnelse. 
"Tak," sagde hun og lukkede øjnene. "Tak for at være dig."

Evlyn fnøs moret, over hvad Adena sagde.
“Hvad er det? Jeg er her jo stadig” sagde hun med en blid stemme, og lagde et blidt kys mod Adena’s tænding. “Så fortæl mig mere om hende Alyssa? er hun lige så fantastisk som du får hende til at lyde, hvornår skal i ses igen?” Kom der endnu engang med en blid toneleje. Mest af alt, ønskede Evlyn blot de skulle snakke om noget andet. Hun var nød til at finde ud af hvad der foregik omkring hende, disse syner, den måde hendes sindstilstand var forværret så drastisk, noget måtte spille bag. Det kunne ikke kun være tatoveringen på hendes ryg, hvilket blot gjorde hende endnu mere nervøs. Hvem var det som var igang med at rode rundt i hendes sind? De første tanker lagde sig mod Gregory, hvilket var den som hun var mest villig til at give skylden. Men tanken slog hende også, hvad med denne elver kvinde som Pax havde lavet en aftale med? Hun kunne snakke til ham gennem tanker, kunne hun være gået efter hende? Så selvom at det virkede til at Evlyn lyttede, var hendes tanker også ganske langt væk. Som lederen af denne gruppe, var hun nød til at sørger for, hun igen var ved sine fuldefem. Desuden måtte hun gøre sig mentalt klar, til Pax kom hjem med Juno.

Evlyn skulle ikke spørge to gange, før Adena fik munden på gled. Hun fortalte - i væsentlige detaljer, hvis Evlyn ikke stoppede hende - om den pigeaften, hun havde haft, og hvordan det var udviklet sig med Alyssa oppe på værelset. Hvordan hun selv var brudt sammen og havde krænget sit hjerte ud for veninden, der betød mere for hende, end hun selv havde ladet sig føle i flere år. Hvordan Alyssa havde gengældt ord og følelser, kys og blive berøringer. De krøllede kjoler og det uglede hår. Bløde tæpper. Blød hud. Bløde læber. 

Hun fortalte om deres snedige plan med at få smidt de andre piger lidt tidligere ud end planlagt, så de kunne få husets vægge for sig selv - og sengen, i særdeleshed. Hvordan natten var forsvundet i intime kærtegn og sukkende ord. Den bedste nat i hendes liv indtil videre, skulle hun selv sige det. 
Ordene væltede ud som aldrig før, og hvis Evlyn ikke helt var lyttende og til stede, opdagede den unge adelspige det ikke. Hun lettede sit hjerte, og bare at lade det hele flyde ud, hjalp på humør og den stress, hun havde levet i siden hun tegnede den forfærdelige tegning af Evlyn udover klippen. 
Måske var alting ikke godt endnu - Evlyn skulle komme sig, og det ville tage tid. Men lige her i boblen, med hovedet ved siden af hendes, med kys på panden og en hånd at holde i, virkede verden som et lidt bedre sted og guderne som lidt mere nådige væsner.