"Du, se hvem vi har der! Landelveren har været på vandet igen, hva?" 
"Kunne de ikke bare have sat hende af på fastlandet, hvor hun faktisk kan gøre noget nytte?"
"Orh, hun har da lavet lidt sandslotte, da det var lavvande, så du ikke dem?"

Sidka prøvede for en gangs skyld at ignorere de spottende ord. Hun havde en lang rejse på et skib, hvor hun kun havde følt sig nyttefuld i de par dage, de havde skabt ravage ved kysten på reel landjord. Havbunden var alt for langt under hende, når de sejlede, så hendes evner kunne ikke bruges til noget. Og hun vidste absolut ingenting om at sejle, så for det meste gik hun i vejen selv når hun prøvede at hjælpe. Sådan havde det været et par måneder nu, og hun kunne slet ikke beskrive, hvor meget hun glædede sig til en eller anden form for langvarig udsendelse, men før hun havde fuldført Mørkets træning, kunne hun godt skyde en hvid pil efter dén idé. For nu måtte hun bare bøje nakken og få det bedste ud af træningstiden. Men det var svært, når man hele tiden havde idioter som de dæmonbørn, der nu råbte ad hende, på nakken.

En klat våd mudder ramte hende på skulderen. Hun stoppede op og vendte sig langsomt om imod de tre fyre og to piger, hvoraf to allerede var ved at samle mere op fra jorden, og de alle smilede klamme smil, der viste alt for mange og spidse tænder. Sidkas røde øjne brændte af indestængt vrede, og hun havde en sådan lyst til at hæve havnens fundament og lade dem alle sammen vælte omkuld - sidst hun havde lavet noget lignende, havde de overordnede bare ikke været tilfredse, og hun vidste, at hun stod meget tæt på kanten med al den ballade, hun havde skabt i sin korte tid i Mørkets styrke. Ballade, hun havde følt sig fuldt berettiget til at lave, fordi de havde råbt først. Hun havde bare slået først.

"Jeg er Sidkanys ath I'endrith, og hvis I torskehoveder bliver ved, får I skylden for at vores klan trækker sig fra samarbejdet!" råbte hun ad dem, selvom der kun var et par meget imellem dem. Sætningen havde lydt bedre i hendes hoved. 
"Ha, som om nogen vil savne dig og din indavlede bror," en af fyrene gik frem mod Sidka og prikkede hende i brystkassen. "I kan gå ud i skoven og hygge jer og få nogle indavlsbørn - de vil sikkert klare sig bedre som soldater i hæren, end I gør."
Hans ord stak meget hårdere end hans finger, og Sidkas ene hånd fløj op til hans krave, mens den anden knyttedes og lagde an til at give ham en knytnæve lige i ansigtet.

En kraftig pålandsvind stod ind fra havet omkring Obsidianøerne, hvis bølger dannede høje skumsprøjt, hver gang de ramte de sorte klippeskær. Når mørket faldt på, ville fuldmånen rejse sig som en bleg skive over klipperne. Zafael kunne mærke det i hele kroppen, som det stigende vand gav ham en nærmest rastløs energi.

Valerias Tåre var i havn, og han kunne ikke holde stilheden på skibet ud. Våbentræningen havde kedet ham, og de lange, rastløse lemmer havde båret ham til lands. Måske var der nogle af rekrutterne, landkrabberne, som han kunne irritere, dansende elegant ud af rækkevidde, hvis de forsøgte på noget..

Tanken fik et lille, forventningsfuldt smil til at kruse sig over mørkelverens læber.

Ord blev båret af vinden, advarende Zafael om, at andre havde gang i samme, lille spøj. En blanding af kedsomhed og nysgerrighed bragte ham nærmere og en lille, overrasket mine krusede hans ansigt og fik ham til at stoppe op i et kort øjeblik, da han så at plageåndenes offer var en mørkelver som han selv. 
Hun var ikke en del af Kaptajn Aistarainas besætning .. var hendes træk blot bekendte, fordi hun var af samme race som ham? Så flængede hendes råb luften.

I'endrith. Et klanmedlem. Et pludseligt stik af savn, han ikke anede, han følte, borede sig gennem hans bryst og han satte i løb, trækkende en sabel fra bæltet i en hvirvlende bue. Lige pludselig havde han lyst til at gøre skade på nogen.
"Slå ham, søster." Sagde han, brugende det mørkelviske ord for sit klanmedlem som han med vinden i ryggen kom susende ned mod dem. Han ville lade hende få det første slag ind..

Søster.
Ordet kom så meget bag på Sidka, at dæmonen, hvis krave hun havde fat i, fik mulighed for at gøre et udfald mod hendes ben for at vælte hende, inden hun selv nåede at slå. Uheldigvis for ham, var Sidka mer end almindeligt godt forankret i underlaget. Jorden var hendes domæne, og de her småfisk skulle have tirret hende ude på åbent hav, hvis de havde ønsket sig en fordel.
Med vægten solidt fordelt ud på begge ben, flyttede hun sit greb ned under hans arm og kastede ham til siden med hjælp fra magien, der pressede underlaget op imod hendes fødder og lånte hende ekstra styrke til bevægelsen. 
Dæmondrengen væltede omkuld, og Sidka var ikke sen til at følge op med en knytnæve lige i hans ansigt. Et ansigt, der vist var lavet af noget stærkere end almindelige knogler, for hendes knoer gik fra slaget med hudafskrabninger - det holdt hende ikke fra at slå én gang til, før hun trak sig tilbage fra hans flagrende arme.


"Bror?" Endelig blev der tid til at se på den nyankomne mørkelver. Der var intet umiddelbart genkendeligt over ham, men han havde brugt netop dét ord, og det brugte man ikke bare om alle og enhver. "I'endrith?"
Hun havde ikke hørt, at der skulle være andre fra klanen her. Såvidt hun vidste, var hende og Sibal blevet sendt herover som nogen af de første, fordi de ikke havde været i Kzar Mora, og klanens andre soldatkandidater havde svært ved at komme fordi dæmonerne, der stadig jagtede alt, der lugtede af Mørket. Desværre lå mørkelvere generelt i den kategori om de ville det eller ej. I det mindste lå klanen ude ved klipperne og kunne nok slippe let, så længe de ikke tiltrak unødig opmærksomhed.
De tre andre skubbede sig ud fra deres henslængte position og en af dem rullede endda ærmerne om. Sidka viste tænder i et grusomt smil.

Zafaels sabler lynede, men hun .. Sidkanys .. fik ikke brug for hans hjælp, som hun effektivt lagde dæmonen ned. Hendes magi var meget modsat hans - hun var jorden, mens han var vandet og luften, men han lod sig alligevel imponere af hendes måde at kæmpe på, mens rusen efter mere begyndte at hvirvle gennem hans krop, og han drejede sig for at have fronten mod de andre modstandere.

"Zafael ath I'endrith." Råbte han til hende og mærkede hvordan vinden gav hans eget navn kraft, mens et kækt smil voksede frem på hans læber.

Han havde ikke hørt hendes navn før, men det var mange år siden, han havde været i klanen, og hun kunne være yngre. Ikke desto mindre betød det, at de var af samme blod, og at de naturligt måtte holde sammen!

"Lorteelverafkom! Det var rent held dét der! Vi kæmper med Zaladin på vores side."

De spottende stemmer voksede, tydeligvis ikke intimideret alt for meget af, at en af deres kammerater havde måtte bide i jorden og at der nu var en ekstra lorteelver der havde blandet sig i kampen. Zafael lod forventningsfuldt tungen fugte læberne - han trængte til at give igen.

"Zafael?" råbte Sidka tilbage. Jorden under hende  hævede sig, så flere brosten flækkede, men lige nu var hun ligeglad med den skideballe, hun ville få senere. Dæmonen under hende trillede nedad bag hende med frustrerede gryntelyde, men ude af stand til at stoppe det. "Du er knægten, der hoppede i havet for et par århundreder siden? Jeg tror, du er det dårligste eksempel, jeg nogensinde er blevet fortalt om!"
Hun sagde det med latter i stemmen, for det havde været en helt igennem underlig historie. En lidt for vandglad del af familien, der havde troet, han kunne finde lykken på bunden af havet. At han var skyllet op hos Mørket, lovede bedre for hans forstand, end det billede, hun havde fået fra børnehistorien om Zafael den Skumspiste. 

Dæmonerne råbte ad dem, og Sidka lagde mærke til det forventningsfulde udtryk på Zafaels ansigt. 
"Tag I bare Zaladin!" råbte Sidka tilbage og smilede til Zafael. "Så tager vi Nalish'ra, ikke?"
Med de ord lod hun jorden rive sig fra hinanden i en lige linje hen mod angriberne. Brosten flækkede til alle sider, men dæmonerne tog til genmæle og satte i løb hen mod de to mørkelvere. En af dem samlede små lyn i sine hænder og Sidka nåede ikke at flytte sig helt, før et af dem skød mod hende og svitsede et par af de hvide lokker. Blå gnister sad tilbage. 
Endnu et lyn blev sendt af sted mod Zafael, mens en kvindelig dæmon med kulsort hår hoppede mod ham - håbende at han ville være for distraheret af magien til at opfatte den støvle, som var hastigt på vej mod hans ansigt.

Knægten der hoppede i havet!? Var det hvad klanen troede om ham? At det var et .. uheld? Zafael kunne nærmest mærke hjertet synke i livet, men han mandede sig op og slog det hen med en latter. Han skulle nok vise hende, hvad hendes ældre klansmedlem, hendes bror, var i stand til!

"Druknedøden var aldrig min skæbne. Valerias hånd hvilede over mig og Nalish'ra skjulte mig i sine skygger!" Råbte han udfordrende mod hende. Havde den gamle shaman i klanen måske ikke netop sagt, at havet var hans skæbne? Og havde Valeria ikke vist sin velvilje ved at skåne ham for druknedøden intet mindre end 3 gange? Han var ment til at udrette store ting!

"Åh ja, Nalish'ras kniv finder jer i Mørket, før I ved af det." Hånede han modstanderne. Han trippede nærmest allerede på fødderne, så rastløs gjorde hans magi ham, og da lynet susede mod ham, var han allerede næsten henne ved modstanderen, undgående det i sidste øjeblik. Det var muligvis mere held en noget andet, men han satte sin lid til sin egen magi, som han krydsede klinger med dæmonen.

"Pas på du ikke bliver zappet, Sidkanys!" råbte han muntert over skulderen, mens klingerne dansede. Det var lige før han var blevet ramt i hovedet af modstanderen og det gik hurtigt op for ham, at de ikke var helt talentløse alligevel de her dæmoner, som han fik kamp til stregen. 

Sidka måtte få jorden til at danse under sig, for at undgå at blive zappet, som Zafael havde sagt. Imens kastede hun rundt med dæmonerne, og en eller anden røg i vandet, men da der stadig var tre, var det vist ikke en angriber. Ups. 
"Det ville satme også være dumt at hoppe i havet, hvis du ikke havde en gud eller to på din side!" råbte hun muntert tilbage, idet hendes knæ kolliderede med en mave. Hun havde ikke helt styr på, hvem der var hvem mere, men han kvitterede med en kæberasler, der ikke var helt dårlig. "Men hvorfor kom du så ikke hjem? Nogen tror seriøst du fik gæller og tog til Aquarin!"

Sidka kastede sig væk fra dæmonen og endte selv på røven, da han fik et spark ind mod hendes mave. Hun rullede væk lige tids nok til ikke at blive ramt igen, og fik i samme ombæring fejet benene væk under ham, så han landede ved siden af hende. Hun svang sig op over ham og slog ham ud med en jordforstærket knytnæve. Slaget til hans ansigt var ikke så hårdt, men når hun samtidig fik jorden til at presse sig op mod hans baghoved, gav det nok slagkraft til endelig at slå ham ud. Hun hævede blikket og håbede at se, at Zafael havde lige så meget held med sin modstander. 

Latteren formede sig fra Zafaels læber, mens klingedansen tog til. Åh ja, hun havde ret. Det havde naturligvis aldrig været hans mening at hoppe i havet, men stormen havde taget ham og Valeria gjort krav på ham. Årene siden da var kun gået alt for hurtigt.

Mørkelverens overmod var stort som han mærkede magien bruse gennem kroppen - nok lidt for stort, for dæmonen gav ham kamp til stregen. Hvad Zafael havde i hurtighed, havde han i styrke, og selv om han klingen havde rigeligt mulighed for at bide, virkede det som om dæmonens hud simpelthen var for stærk. Zafaels egen var ganske skrøbelig, viste det sig, da et heldigt slag fik en flænge på overarmen til at åbne sig. Lidt forundret betragtede han det mørke blod pible frem - rusen fra magien fik ham til i høj grad at kunne ignorere smerten, men der var ingen tvivl om, at Mørkelveren var presset, som gemænget fortsatte.

"Jeg ville .. men der kom altid .. ting .. i .. vejen!" Det sidste blev halvråbt mellem slagene, og endelig fandt klingen vej til det bløde stykke ved dæmonens hals. Han stak ikke dybt, for det var ikke kampens formål at dræbe, men at skabe respekt.
Langsomt bakkede modstanderen, slippende sin klinge, der klirrede mod stenene og Zafael sænkede sit eget våben, åndende tungt. Han var ikke sikker på om hånden rystede af spænding eller udmattelse.

"Vi lader jer gå for nu, misfostre!" skreg dæmonen af sig og forsøgte at samle resterne af sine venner om sig. Det var dog dem, der gik først - slæbende på de bevidstløse. 
Sidka rejste sig forpustet og gned sved af panden, hvilket kun efterlod en stribe jord på den mørke hud. Hun sendte Zafael et skælmsk smil under kampgejstgnisternde øjne. Hun havde helt glemt at råbe noget træls efter idiotdæmonerne, for opdagelsen af et ukendt familiemedlem havde overtaget førstepladsen af spændende ting, man kunne fordrive tiden med på Obsidianøerne. 
"Det var sjovt!" udbrød hun, mens blikket gled ned over hans overarm, hvor lidt blod piblede frem. Det så ikke slemt ud. "Så hvad kom i vejen? Klumpfisk og delfiner?"

En stakåndet latter brød fri af hendes læber, idet de blev alene på kajen. Brosten lå hulter til bulter og lidt blodpletter var spredt udover området. Enkelte sortsvedne plamager viste, hvor en af dæmonernes magi havde været. 
"Kom, lad os smutte inden nogen højtrangerende kommer forbi. Jeg fik en zalans skideballe sidst," sagde hun så og begyndte at gå væk fra gerningsstedet. Nogen ville sikkert regne ud, at hun havde været indblandet alligevel, så hellere nyde friheden inden hun blev sat til at skrubbe latriner igen. Tænk at de havde så meget magi, og så skulle den slags gøres manuelt - sikkert for at holde folk som hende i skak.
"Nu er du ikke selv mega høj rang, vel?" tilføjede hun, da det slog hende, at denne Zafael i teorien kunne være netop den officer, der skulle give hende en skideballe.

Zafael råbte noget ikke specielt pænt på mørkelvisk efter dæmonen. Han regnede ikke med, at de var kultiverede nok til at kunne forstå fornærmelsen, men det var heller ikke pointen. Langsomt fandt klingerne vej tilbage til skederne i sværdbæltet, nu hvor faren så ud til at drive over - Zafael vidste, at han kunne trække dem igen på få sekunder.

"Alt muligt. Min karriere på havet, f.eks. Den Ældste sagde jo, at det var min skæbne.." Sagde han. Han ville egentlig gerne have fået det til at lyde lidt sejere, men faktum var jo, at han var blevet fisket ud af bølgerne lidt for mange gange og så havde han startet fra bunden igen.. Det var uden tvivl gudernes måde at prøve ham af på.
"Men du må selv være født efter jeg blev .. ehm .. spist af bølgerne? Jeg husker ingen Sidkanys i klanen i sin tid.."

"God idé .. ikke at vi ikke kan tage dem, men vi skulle jo nødig kæmpe al for meget mod vores allierede." Lød det, lidt mere muntert, som et gavtyveagtigt glimt havde sneget sig ind i Zafaels øjne. Han kunne stadig mærke energien og kampgejsten dunke i kroppen fra det vidunderlige lille slagsmål. "Nej jeg er .. ehm. Det er ikke så lang tid siden jeg sluttede mig til Mørket." Svarede han. Det var jo vigtigt at pointere - for han havde bestemt ikke tænkt sig at lade sig nøjes med at være rekrut længere end højst nødvendigt!

Sidka fangede, hvordan Zafaels ord var bevidst pointerende, og hun gengældte hans opildnede blik med sit eget. Han var ikke højtrangerende - men han ville blive det. Ligesom hende var han en ath I'endrith, der krævede og forventede sin plads højere oppe end de her grønskollinger, de var blevet sat sammen med på rekrutkontoret. Halvdelen af dem var bare hjernedøde, halvhjertede idealister, der ikke havde noget bedre at tage sig til end at vifte lidt rundt med et sværd. Over halvdelen ville med garanti dø inden de nåede halvvejs over marken til modstanderen.
"Samme her!" sagde hun og gav ham en venlig lammer på skulderen. "Men det skal vi nok få lavet om på ikke? Et par mørkelvere på højere poster vil kun gavne - især når det er I'endrith'er!"
Hun grinede og drejede ned ad en smal sti strøet med flis, så den ikke endte som en knæhøj mudderrende. De var på vej ned mod barakkerne - mon Sibal var der et sted og kunne hilse på sin nyfundne fætter-type?
"Jeg er også generelt ny," fortsatte hun. "I sådan alting, du ved. Jeg er treoghalvtreds. Du må være sådan tohundrede-og-noget? I'endrith startede altid ud med at sige," Sidka ændrede sin stemme til at imitere den ældgamle klanleders knirkende stemme. "For over tohuuuundrede år siden, mine kære børn, der fandtes en haaavets kriger som iiiingen anden. Men en skæææbnesvanger dag..." Tilbage til sin normale fortsatte hun uden at lade Zafael få et ord indført. "Min bror er her også et sted. Men han er lidt mere værd på havet end jeg er, så måske er han derude. Jeg hader at de har skilt os ad på opgaver - de burde lige som fatte, at vores magi hænger sammen lige som vi gør."

Zafaels hvide tænder glimtede i smilet, han sendte tilbage til hende. Hjørnetænderne var en smule skarpe, komplimenterende det rovdyrsagtige blik i Mørkelverens øjne. Åh ja, de ville nå langt. "Præcis. Min kaptajn er også mørkelver, og hun vil snarest finde ud af, hvad det vil sige at være en I'endrith!"

Han øjnede barakkerne komme inden for synsvidde, og forstod, hvorfor de ikke havde set mere til hinanden. Han afskyede det sted - hellere sove på Tåren hvor bølgernes blide vuggen kunne lulle ham i søvn.

"289!" Afbrød han og skød brystet lidt frem. Han var jo langt ældre end hende, men det betød ikke, at han ikke stadig var forholdvis ung i andre mørkelveres øjne. For slet ikke at tale om dæmoner. Han fornemmede dog ikke, at der var den store respekt fra hendes side .. faktisk så .. han kneb øjnene lidt sammen som hun efterlignede klanlederen. Gjorde hun nar af ham?

"Så du har en bror også?" For nu valgte han glat at skifte emne. Hun skulle nok med tiden komme til at se op til ham, formidabel, som han var. Han ville vise dem alle, her i Mørket. Inklusive kaptajnen - det var kun et spørgsmål tid, før hun ville bukke under for hans charme..
"Hvad bragte så jer hertil?" Spurgte han. De var meget unge, men det kunne jo være, at klanen gerne ville have nogle folk anbragt i Mørket.

Sidkanys sendte Zafael et sigende øjenbrynsløft ved hans ord om kaptajnen. Hvis han var som dem, vidste hun præcis hvordan han havde tænkt sig at vise sin kaptajn, at han var en I'endrith. Blikket gled ned over hans krop og et anerkendende smil bredte sig på hendes læber. Han så ud til at have gode chancer med de fleste.
"Tvillingebror," svarede hun så. "Egentlig var vi sendt på rejse for at få lidt jord under neglene og blod på tanden, du ved. Klanen kan kun træne en til en vis grad, før man må ud i verden. Men da krigen brød ud, og Mørket blev tvunget ud af Kzar Mora, fik vi besked på at følge med. Indtil der er mere fodfæste i landet, skal vi gøre vores gerning her."
Og mens Kzar Mora var overrendt af dragefødte og dæmoner, der ikke så pænt på Mørket eller skabninger deraf. Der var ingen grund til at servere sig selv på et sølvfad for sine fjender. Der var gode muligheder for at stige i graderne og vinde styrke og ære i Mørket. Ikke at det gik så godt endnu, måtte Sidka nu indrømme, men det handlede uden tvivl bare lige om den lortedeling, hun var røget i, og det faktum at hun ikke fik lov til at tage på opgave med Sibal. Om det var Mørkets måde at teste deres nye rekrutter på, eller om nogen bare havde et horn i siden på de unge mørkelvere, vidste hun ikke. Hun var bare pissesur over det. 
Men lige nu nød hun Zafaels selskab og den attitude han havde om sig af overlegent overskud. Måske kom det med alderen? Selv rankede hun ryggen lidt og ignorerede folks mumlen, da de kom ind i barakområdet. Nok vrimlede det med horn og vinger og haler, og alligevel kiggede folk ekstra meget på mørkelverne - som om de enten burde være frådende dyr i bur eller i virkeligheden var skovelvere i forklædning.
"Vi er klanens fremtid, ser du," tilføjede hun med et skævt smil. "En skønne dag sidder vi ansvaret." Og ansvaret. Det er mit, det hele.

"I følger med Mørket, men I er først og fremmest klansfolk." Der var et lille strejf af anderkendelse i tonefaldet, på trods af, at hun havde røbet ord, som andre kunne tage som mangel på loyalitet, grænsende til forrædderi. Hvad Zafaels egne loyaliteter angik fulgte han den vej, skæbnen havde lagt for ham - men besluttede Valerias Tåre sig for, at det var tid til at søge nye havne, ville han ikke tøve med at følge med skibet.

Lyden af klinger fra træningspladsen blev højere, mens lyden at havets brusen gled mere i baggrunden. Området stank af barakker og uvaskede soldater, men det gjorde ikke Zafael så meget. Han var ikke ligefrem fin på den, selv om nogle havde den forkerte opfattelse, at det galdt alle med spidse ører.

Han plejede at give dem en lekton om, at Mørkelvere og Andre Elvere var to meget forskellige ting.

"Er det forudsagt?" Spurgte han henkastet. Det var sådan, det altid var i klanen - ens magi afgjorde ens fremtid, og hvis tvillingerne var bestemt til at overtage klanen en dag .. det var ikke noget, Zafael ville modsætte sig. "Jeg vil gerne møde din tvillingebror også. Vi klansmænd på holde sammen." Erklærede han. Han vidste ikke hvor meget han overhovedet talte som en I'endrith mere, efter at han var blevet spist af bølgerne for så mange år siden, men det var hans folk. 

"Selvfølgelig er det forudsagt!" Sidka rankede ryggen ved ordene og skød hagen lidt frem.
Hun var pokkers stolt ved sin fremtid, selvom den ikke så så ligetil ud herfra Mørkets slumbarakker og svendende dæmontyper. Men det holdt hende oppe. Det holdt hende oppe at vide, at Mørket ikke var alt - for som Zafael sagde, så var de klansfolk først. I'endrith var vigtigst, og det havde altid være sådan. De skyldte Mørket selveste deres eksistens, men Sidka ville redde et klansmedlem før hun overhovedet overvejet en fra Mørket. 

"Han er vel i området, så måske støder vi på ham," svarede hun og trak på skuldrene. "Han vil sikkert kunne lide dig, tror jeg. Selvom du er sådan en vandtype, og han er mere til træer-" En ting, der havde givet anledning til mange træls kommentarer. "Vi var på jagt oppe i Lindeskoven, før vi endte hernede. Du skulle have set skovelvernes udtryk, da han vendte træernes grene og rødder imod dem!"

Zafael smilede et stort tandsmil. Det var ved sandhed en velsignelse, at han var stødt på Sidkanys her - hun og hendes bror var klanens fremtid! De var velsagtens endnu ganske unge, men han vidste selv, at ungt blod løb stærkt, og de ville uden tvivl blive mægtige.

"Det er kun godt, at vores evner er forskellige. Det gør, at vi bedre kan besejre vores fjender!" Sagde han, og syntes selv, at det lød ganske vist.

"Skovelvere.." Et pludseligt udtryk af større interesse var dukket op i Zafaels blik, og han stoppede op og vendte sig mod Sidkanys. "I har været i deres land? Måske kan du hjælpe mig.." Det var ganske begrænset, hvor meget Zafael havde set til skovens folk. Der havde været enkelte i havnene - og han havde sjælden været sen til at udfordre dem, men deres mægtigste skulle holde til dybt inde i skovriget! Det gav Zafael en kriblende følelse af ubehage i kroppen bare at tænke på at være omgivet af træer på den måde, så man ikke kunne se, om der var vand i nærheden..

"Ja, jeg endte sgu helt inde i deres trætopsby," svarede Sidka med et fnys. "Altså godt nok som fange, men det holdt jo ikke så længe."
Mest fordi hun havde været svineheldig, og Sibal heldigvis havde haft sit eget held til at få sit korpus ud af Elverly, inden de galninge kunne nå at skyde ham gennem halsen, som de ellers havde for vane. De vagter, der havde slæbt hende rundt eller stået ude foran cellen, havde brugt uforholdsmæssigt lang tid på at fortælle hende præcis, hvordan de håndterede folk, de ikke kunne lide, så den del af deres samfund var i hvert fald på ingen måde nogen hemmelighed. Til trods for hvor meget de afskyede mørkelveres aggressive tendenser, havde de nu væsentligt mere smag for blod, end hun selv havde regnet med. Altså alle udover Renaél - han led primært af det stik modsatte.

At tiden brugt i Elverly - eller Lindeskoven generelt - skulle vise sig mere brugbar end den rapport, hun allerede havde aflagt, fik hende til at lyse op i et smil. Især når hendes begrænsede erfaring ligefrem kunne hjælpe Zafael, som udover at være pænt meget ældre end hende selv oven i købet var et klanmedlem. Klanen kom først. Sådan havde det altid været.
"Hvad skal du have hjælp med?"

"Du overlistede dem .. selvfølgelig!" Sagde Zafael anerkendende. Der skulle mere end en gruppe skovelvervagter til at holde en af deres slags fanget. Blødsødne og skovelskende - et svagt, men hånligt fnys, forlod hans næsebor.

Han standsede ved en forhøjning, der tillod dem at se ud over en stor del af barakkerne samtidig med et glimt at de skumtoppede bølger i baggrunden. Hjertet higede efter at blive sendt af sted, sejlende over bølgetoppede i Valerias Tåre, men ind til da, måtte planerne lægges.

"Min kaptajn er en .. vidunderlig kvinde. Jeg vil have hende til at se, at det ikke er hvem som helst, der er skyllet i land her på øerne, og som hun har fået om bord.." Proklamerede han, betagelsen af hende tydelig i hans stemme. "Og hvad bedre gave end en af vores forhadte fjender .. jeg forstår at kødet fra Skovracen skulle være utroligt delikat.."
Forhåbentlig skulle han ikke helt ind i Elverlys dyb for at slå klørerne i en skovelver..

"Ååååååh," sagde Sidka i en sigende tone, der fortalte, at hun forstod, præcis hvor meget Zafael ønskede at imponere sin kaptajn. "Se dét er en god ide - selvom kaptajnen sikkert spiser bedre end besætningen, er jeg sikker på, at det vil være en gourmet-oplevelse, hun ikke har prøvet før!"
Altså medmindre hun havde prøvet det før, hvilket ikke var helt udelukket med mørkelvere, trods alt. Sidka stoppede op, orienterede sig i, hvor de var, og gjorde så et kast med hovedet og et vink med hånden for at få Zafael til at følge med.

"De må have en, de kan undvære, ovre i slavelejren - kom!" sagde hun og begyndte at lede vejen. Et eller andet sted havde hun håbet, hun fik til opgave at opdrage lidt på slaverne, men i stedet var hun blevet sendt til søs - hvor hun var helt uduelig. At sætte hende som vagt i slavelejren ville stadig ikke være den høje kommandør-post, hun fortjente, men det ville zalme være bedre end havet.
"Det bedste på en skovelver er uden tvivl ørerne," sagde hun, mens de gik. "Så vi behøver ikke engang frarøve lejren en hel slave. De skal ligesom steges ved sagte varme i sådan en god ti minutters tid, og så skal panden helt ned i ilden, så de kan blive godt brune og svitsede lige til sidst - så bliver de rigtig sprøde. Men det tager ikke så lang tid, og du skal virkelig passe på, for hvis de bliver sorte, er de helt uspiselige. Og du skal altså servere dem lige bagefter - de er også fine kolde, men det er ekstra lækkert, hvis de kommer lige fra ilden."

Zafael smilede et tandsmil. Selvfølgelig forstod hun - og hun var klar til at hjælpe. Det var den slags, man havde sin familie til. I de mange år der var gået efter stormen havde taget ham fra sit hjem, havde han ofte mærket det frygtelige stik af savn efter sin egen klan.

Men Guderne havde bestemt en anden vej for ham - og hans tålmodighed var blevet belønnet med et gensyn her på de stormomsuste øer. Havde han tvivlet på, hvad han skulle med Mørket før, stod det pludseligt lysende klart.

"Åh .. slavelejren .. fremragende idé." Han havde slet ikke tænkt over det. Hans tanker havde kredset om jagten og hvordan han skulle slå kløerne i en de træelskende skabninger, uden at komme for langt bort fra havet - men dette gjorde jo det hele langt nemmere! Hvorfor bruge tid på at jage, når kødet allerede var serveret for dem?

Han lyttede opmærksomt til hendes ord og nikkede undervejs. "Jeg har også hørt at det giver styrke at spise deres hjerter rå .. men en lille delikatesse lyder præcis som det, jeg søger." Han lod kort tungen fugte læberne - han ville tage ørerne til kabyssen på skibet og derefter servere dem direkte for kaptajnen. Og derefter ville hun utvivlsomt belønne ham med sin selskab. Hans smil blev en smule bredere som den lumre tanke tog bedre fat i ham.

Slavelejren var et ynkeligt syn. Mange af dem sad krøbet sammen i indhegningen for at værne sig mod den stride vind, der blæste fra havet. Altså dem, som ikke var sat i arbejde med at bryde sten og hvad man nu ellers satte slaverne til. Elverslaverne havde forudsigeligt fundet sammen i deres egen flok - selv her, i deres nedbrudte tilstand, forsøgte de at undgå at blande sig med de andre racer.
"Hvem har de kønneste ører?" Spurgte Zafael Sidkanys, mens han kneb øjnene en smule sammen.