Handelsbyen var ikke et sted, den ellers munter samt positive skovelver normalt ville befinde sig. Det havde altid tit været omkring, Elverly men ikke på denne solrige og varme dag. Markedet var fyldt med en masse folk, og næsten de fleste bod så ud til at være fyldt med folk. Ud fra et hurtig kig rundt, kunne Leah hurtig konkludere at, der slet ikke var nogen hun kunne genkende. Der var ingen som virkede specielle, eller genkendelige. Et undrende udtryk spredte sig på det blide ansigt, og hun lod de brune øjne scanne omgivelserne. Der var utrolig smukt her i byen, og som hun vandrede rundt prøvede hun at holde øje med personen hun ledte efter.

Bjergelveren, som hun var blevet hypnotiseret til at skulle dræbe. At Leah slet ikke havde haft noget modsvar til det, var en mindre detalje. Som hun efterhånden havde kigget rundt, vendte hun det nærmest tomme blik ligefrem. Hendes balance var utrolig nok god, og hun var som altid iklædt det sædvanlige. Selvom det skiftede fra kjole, til nederdel. På denne solrige dag, var det blevet til en nederdel hun selv havde gjort kortere. Den gik til lidt over knæene, med et lille højt snit i den ene side, og på overkroppen var der den sædvanlige top uden ærmer. Hen over den ene skulder hang den brune taske, hvor der var creme, bandage, og alt andet til hvis hun skulle komme til skade. 

Udover det, var der også knive, og hun vidste at hun ville få brug for dem. Men det var ikke alt, hun gik rundt med den sædvanlige bue, imens hun holdte fast rundt om en af pilene"Hmm...Hvor er du..."lød det lavt fra hende, som hun lod øjnene betragte omgivelserne lidt mere. Leah kunne slet ikke se ham, men hun var næsten ret meget sikker på, at Relyua ville være her. Hypnosen fik hende kun til at have et tomt blik, og alle tanker var slået fra, udover tanken om at ville dræbe bjergelveren. Skovelveren var tydeligvis i trance, hvor det eneste der var hendes fokus var bjergelveren, hun efter at have kigget lidt rundt pludselig kunne se. 

Relyua havde bevæget sig sydpå igen. For at slippe væk fra dusørjægere og vagter. Ja det var i hvert fald en af grundene til hvorfor han var rejst derned. Der var måske også andre, mere private, og mere spændende grunde til at han havde rejst til syden igen på trods af at han ikke var særlig god med varmen. Han havde heldigvis stadig tøjet han havde fået købt sidst han var der, samt de cremer han havde købt for at at beskytte hans hud mod solen. 

Hans tøj var mere farverigt end normalt, og var meget let stof. Hans blå tatoveringer kunne så småt anes gennem det ellers lette stof. Han havde håret hængende frit, men havde dog hovedet bundet ind med stof for ikke at miste for meget væske og for at danne bare lidt skygge for ham selv og hans hår.

Han havde ikke den store anelse om den fare der var over ham, og han bevægede sig derfor gladeligt rundt og kiggede sig omkring i byen. Han lagde mærke til Leah i folkemængden og vinkede blot til hende før han vendte sig rundt og begyndte at bevæge sig ud af byen. Han vinkede hende ikke med sig, men hvis hun ville følge ham var hun da velkommen. Modsat sidst de var mødtes havde han ikke sin bue med, derimod havde han sit skjold og sit spyd med. Skjoldet hang på ryggen, og han brugte spydet som en vandrestav.

Grebet om buen i hendes højre hånd blev strammet lidt, som hun et kort øjeblik lod de brune øjne følge bjergelveren. Selvom det virkede til at der var lidt afstand, så var hendes blik fortsat tomt. Det var svært at ane noget liv i de ellers flotte øjne, kun fordi hun var stærkt hypnotiseret. Hvem den skyldige person som, havde gjort at hun nu skulle dræbe en ganske bekendt bjergelver, vidste hun ikke. Der var heller ingen tanker omkring noget som helst lige nu, for det eneste hendes fokus og opmærksomhed lå på, var den fortsat nydelige bjergelver.

Hendes øjne fulgte ham, som hun sørgede for at holde lidt afstand, dog var hun som altid klar med buen, eller knivene. Der var altid to slags våben når det handlede om hende, selvom hun sikkert ville ønske, at have medbragt et spyd også. Men hun kunne nok godt klare sig med, buen og knivene. Som det virkede til at elveren var på vej ud ad døren, strammede hun fortsat grebet om buen, før hun løftede den en smule op foran sig”Din tid er kommet…”mumlede hun tomt ud i luften, som øjnene hvilede sig på ham. Det var dog ikke en god idé at affyre en pil igennem folkemængden, for tænk hvis hu ramte en eller anden. Før Leah nåede at tænke nærmere over målet, var han pludselig på vej væk, men det forhindrede hende ikke, af at følge efter. Så buen løftede hun ned, hvorefter hun satte i løb efter bjergelveren.

Med alle de folk, var hun nød til at masse sig en smule igennem, men hendes fokus var fortsat ligefrem, selvom blikket var tomt, og hele ansigtet nærmest ingen følelse havde. Var det tydeligt at fornemme, at hun ikke var sig selv. Efter nogle minutter nåede hun frem til ham, med lidt afstand, løftede hun buen op. Sikrede sig at han ikke havde set hende, men han kunne have set hende komme uden at hun vidste det. Pilen satte hun på strengen, og trak den tilbage, som et tilfreds smil spredte sig på det ellers uskyldige ansigt”Nu har jeg dig bjergelver”sagde hun lavt, i det samme øjeblik som hun affyrede pilen imod ham. Det virkede ikke til, at hun havde sigtet bestemt, men hun håbede pilen ville ramme ham. Selvom hun normalt aldrig ville angribe ham, som var han en fjende, så var hun ikke sig selv.

Han fulgte slet ikke med i hvad der foregik omkring sig, han var fuldstændigt uopmærksom på hende, og hvad hun sagde. Det var også derfor han bare forlod hende og regnede med at hvis hun ville følge efter ham skulle hun nok løbe efter ham og indhente ham eftersom han bare gik.

Derfor blev han da også overrasket da de var blevet mere for dem selv og han hørte hende sige lavt at hans tid var kommet. Han undrede sig men lod det dog ligge som han bevægede sig videre. Det var først da han igen hørte hende sige noget at han vendte sig om mod hende. Han så derfor pilen der kom vislende imod ham og han skyndte at springe til siden så han ikke blev ramt.

"Leah!? Hvad har du gang i!?" Han vidste ikke hvad der foregik eller hvorfor hun angreb ham. Han begyndte derfor roligt bare at bakke væk fra hende, men sørgede for at hun nu kunne se hendes ansigt, da hun måske ikke havde set det var ham hun havde skudt efter. Han havde ikke ligefrem nogen tanker om at hun kunne have en grund til at angribe ham, måske hun var blevet hyret af ham han havde stjålet fra? Virkeligt? Nej det var umuligt, han kunne ikke tro hun ville gøre den slags bare for lidt småpenge. "Leah... Stop da, vi kender hinanden!? Jeg ved godt jeg forsvandt lidt pludseligt sidst, men jeg vil ikke slås med dig!" Han bakkede stadig væk fra hende som han håbede hun ikke ville gøre mere.

Eftersom pilen slet ikke havde ramt ham, kunne hun tydeligt mærke hvor skuffet og halvt irriteret hun blev. Der var absolut intet tegn på hende selv, hun var fortsat i trance. Hvem der overhovedet havde tænkt sig at hun skulle være det, ville hun nok finde ud ad på et eller andet tidspunkt. Lige nu var fokuset, og opmærksomheden fortsat på denne bjergelver foran sig. Selvom hun inderst inde kendte ham, så var hun ikke sig selv. Buen holdte hun fortsat op foran sig, og satte en ny pil i strengen, i håb om denne her gang at kunne ramme ham. Det gjorde ikke hende noget, at han havde bakket lidt væk, hun lod et fnys forlade munden. Lige i det samme øjeblik som hun fik affyret pilen afsted mod ham, endnu en pil som hun håbede ville ramme ham,

"Stå stille så jeg kan ramme dig!"råbte hun pludselig, helt uden at reagere på sit eget navn. Det var bare som om det ikke gik ind i hovedet på hende, men nu var hypnosen åbenbart også rimelig stærk. Så det var nok klart, at hun ikke reagere på sit navn. Hvis bare hun var sig selv, og kunne svare ham på hvad hun enlig havde gang i, men desværre ikke. Som pilen blev affyret, satte hun i løb hen imod ham, fik hurtigt stukket en hånd ned i den brune taske. Fandt en af knivene frem, som hun målrettet havde øjnene på ham. Som hun nærmede sig ham, løftede hun kniven en smule, og lagde hurtigt buen fra sig. Bare så hun ikke skulle have begge ting i hænderne.

Som det pludselig lød til at der kom flere ord ud ad munden på ham, lagde hun hovedet på skrå, og et kort øjeblik stod stille foran ham. Gik hans ord ind? Nej det kunne umuligt passe? Men efter få minutter grinede hun næsten hånligt, før hun lod kniven nærme sig ham i håb om at ramme ham"Jeg kender dig ikke fjende!"råbte hun som hun viljefast stod fast på jorden, og havde lænet sig lidt frem imod ham bare for at håbe på, at kniven ville ramme ham. Inderst inde føltes det som om hun pludselig var i kamp med sig selv. For hun ønskede inderst inde ikke at være styret af en der havde hypnotiseret hende, og hun ønskede heller ikke at skade ham. Men hvad skulle der stil, for at få hende ud ad trancen. Lige nu var der kun en ting i hovedet og det var at dræbe ham. 

Han blev meget overrasket over hendes pludselig udbrud om at han skulle stå stille. Selvfølgelig ville han da ikke stå stille når hun skød efter ham. "Så stop med at skyd!" Han håbede hun ville, men han så hende godt hæve hendes bue endnu engang, og han fik hurtigt hevet hans skjold frem så han kunne beskytte sig. Han løftede skjoldet så det fangede hendes anden pil. Han gjorde sit bedste for ikke at begynde og gå til angreb på hende, fordi han ville jo ikke såre hende trods at hun faktisk var i færd med at forsøge at skade ham.

Han kiggede op fra bag hans skjold, og så derfor først nu hvordan hun kom løbende imod ham. Han var overrasket og han skyndte sig at vende sit spyd om så han havde spidsen bag hans ryg og den stumpe ende imod hende. Han ville jo ikke stikke hende!

Han fornemmede så småt at hun reagerede halvt på at han begyndte at tale mere, og han begyndte derfor også at se om han ikke kunne få hende til at huske ham ordentligt. "Leah!" Han løftede sit skjold op mod hendes kniv for at blokere hendes angreb. Han håbede hun reagerede. "Husk nu hvad der skete sidst. Du skød en hjort, vi parterede den og så havde vi en kamp med spyd for at træne dig lidt?" Han vidste ikke om hun kunne huske det, men måske han kunne vække hendes minder bare en smule? Han stak ud efter hende med den stumpe ende af spydskaftet. Han blev ved med at holde sit skjolde oppe, men han kiggede dog henover det så han ikke blev overrasket af hende fordi han ikke kunne se hende. "Hvorfor angriber du mig? Er du betalt for det? Du er da bedre end det er du ikke!?" Han lød faktisk en anelse bekymret for hende.

Det var som om synet af skjoldet slet ikke blev opfanget af hendes brune øjne, og hun var fortsat fokuseret på at ville skade ham. Hypnosen, var utrolig stærk, nok stærkere end hvad nogen havde regnet med - hvertifald hende. I en dyb trance, og det var slet ikke noget der normalt skete for hende. Inden i ønskede hun ikke at skade ham, langt fra. Hans selskab kunne hun godt lide, og han var en skøn person ud fra hvad hun havde set, og oplevet. Dog lige nu var det noget andet der fik hende til at handle, nemlig fortsat trancen, og hypnosen"Men jeg er nød til det!"råbte hun, som hun pludselig nærmest stoppede op et kort øjeblik. Hans stemme gik ind i hende, hun kunne godt kende den stemme. Hurtigt løftede hun en hånd op til hendes ansigt, som hun undrende stod og kiggede på ham. Kniven havde hun løftet lidt ned, og buen var for længst blevet lagt væk. For Leah havde tænkt sig at bruge kniven, i håb om at kunne skade ham. Men angrebet gik ikke ind, men som han fortsatte med at tale løftede hun kniven lidt ned"Hvad...Hv"hun kunne slet ikke få nogle ord eller sætninger til at hænge sammen, som hun pludselig tabte kniven ned på jorden.

Begge hænder blev løftet op til hendes hoved, som hun kunne mærke hvordan hun var ved at bryde ud ad trancen, men fortsat var i den også. Det var næsten halvt, halvt men som han havde kaldt på hende, var det tydeligt gået igennem. Det havde nærmest brudt trancen, og hun lukkede øjnene et kort øjeblik som hun trådte nogle skridt tilbage. Bare for også at skabe noget afstand, for hun var slet ikke sikker på sig selv lige nu, for hun var ikke hende selv. Som hun hørte de andre ord, om hvad der var sket sidst hun havde været sammen med denne person foran sig, gik det op for hende, lidt efter lidt at hun kendte personen.

Dog som hun hørte ordene, om hun var blevet betalt for det, ville hun bukke sig ned for at samle kniven op. Men i stedenfor kunne hun høre nogle stemmer der snakkede til hende. Næsten som prøvede de at få hende til at fortsætte med det, som hun skulle gøre. Men Leah strittede imod lige nu, for hun var begyndt at kunne huske, personen foran sig"Jeg vil fri fra det her..."mumlede hun lavt, som hendes hoved begyndte at gøre ondt, og hun holdte blikket vendt ned imod jorden. Efter få minutter gik hun lidt mere tilbage, som hun holdte den ene hånd op foran sig"Relyua...Hold afstand lige nu...Jeg er stadigvæk i trance...Hypnosen er stærk"sagde hun næsten irriteret som hun prøvede at undvige alle de stemmer, og ordrer der kom igennem hypnosen, og hvor hadede hun det virkelig.