Vandrende rundt i den mørke skov, var denne lumske, og en smule utålmodige dæmon i gang med at lede efter noget. Noget han var sikker på ville være herude, men spørgsmålet var bare lige hvor. De gyldne øjne flakkede en smule rundt, bare for at få scannet alle omgivelserne nøje. Som han gik dybere ind i skoven, drejede han hovedet til den venstre side, kun i det samme øjeblik for at på hans trofaste slange på skulderen. Den højre hånd løftede han op til den, bare for at kæle lidt for den.

Med et undrende udtryk på ansigtet stoppede han pludselig op lidt væk fra en hytte. Det var måske det han ledte efter, det kunne godt ligne meget det som han havde ledt efter. Som han skulede ned til den brune taske han havde med sig, lod han et lusket smil vokse på ansigtet. Tanken om, hvad tasken indeholdt kunne han godt lide. Han behøvede ikke at afsløre det, for hvorfor skulle han også det - desuden ville det sikkert kun ende galt for hvem end, der ville blive udsat for indeholdet i tasken.

Tanken kunne Mizech godt lide, som han valgte at stille sig op ad det nærmeste træ. Hænderne begravede han i bukselommerne, og lagde hovedet lidt på skrå. Fortsatte med at kæle lidt mere for den charmerende og stille slange"Hmm...Vi kan sikkert godt begynde på planerne snart"mumlede han lavt, som han fortsat lod det luskede smil sprede sig lidt mere på ansigtet. Hvis hans forældre kunne se ham lige nu, og vide hans tanker ville de sikkert blive ganske stolte af ham. Efter få minutter kiggede han rundt, med en følelse af at kunne dufte noget. Noget af en kvinde, en elver nærmere men kunne det virkelig være sandt? For hvad skulle en elver lave herude i den mørke skov - ikke at han klagede. Måske kunne hun være en god forsøgsperson til hans skumle, og onde planer. 

Mest af alt havde hun lyst til at snerre lidt, som de to ulve var blevet væk, efterladt hende sådan midt i dunkelskoven.  De havde sikkert fundet et væsen de syntes de ville jagte, de dumme dyr nogle gange. Hun vidste allerede der kunne ske alt for meget her, så hun havde forvandelt sig til den lille ræve skikkelse. Hun løb igennem skoven, for hurtig at komme ud på den anden side, hvor der var knap så mange med et ondt sind. Nok var hun meget god troende, men hun vidste også hvilke steder der var mest chance for at blive fanget eller noget lignende. Man kunne næsten ikke høre som hun løb igennem skoven, fordi hun var så let, så det lød mere som en puslen hvis man kunne høre den svage lyd, for det var nok ikke et menneske som ville høre det. Hun stopper dog brat som hun kan lugte noget, ikke noget positivt. Hun lægger sig fladt mod jorden, som hun mellem træerne kan se dæmonen hun kunne lugte. Hun skubber sig selv længere mod skovbunden, så hun er lidt svære at se, men hun ved at lige andre væsner end mennesker kunne sikkert nemt finde hende.

Hun havde hurtigt fornemmet der var et dyr, en slange, ikke ligefrem det bedste. Hun så lidt på dem, inden hun meget langsomt prøvede at bakke væk igen uden en lyd. Det eneste måde hun måske kunne komme væk, men hun vidste hun var så tæt på, at lige meget hvad hun prøvede ville det falde skidt ud. Det hjalp slet ikke han havde en slange, så var det svært at gemme sig som hun ellers plejede at kunne. Ørene er flappet ud til siden et øjeblik, inden de lander tilbage tæt på hendes hoved så man ikke kan se dem mere. Hun trak vejret langsomt, imens hun prøvede at se en udvej i det hele. Men hun var tydeligvis meget uheldig, for der var ingen nem måde at komme væk herfra på, lige meget hvad så ville hun blive opdaget. Hun var nok allerede opdaget, men hun havde et spinkelt håb, indtil hun trådte på en gren.

Duften af at der var nogen herude i skoven, fik Mizech til at kigge rundt. Hans sanser tog ikke fejl, der var helt sikkert et eller andet herude, så et kort øjeblik glemte han altid om hytten i nærheden. Sheja væssede og dæmonen forstod godt hvorfor, for spørgsmålet var, hvad der luskede rundt herude. I mørket, var han god til at se efter andre væsner, men duften afslørede hurtigt at det nok ikke var et mørkt væsen. Som de gyldne øjne flakkede lidt rundt, gik der ikke lang tid før han hørte lyden af en knækket gren. Det luskede smil voksede på ansigtet, som han tydeligt godt kunne lide alle de skumle, samt onde tanker der poppede op i hans hoved. 

Han valgte at bevæge sig i retningen af lyden, og fik hurtigt øje på en ræv. En ræv herude? Det virkede underligt, men Mizech havde nu intet imod ræve. Selvom der var et eller andet ved den, som fik ham til at undre sig over noget. Uden at tøve greb han hurtigt fat i rævens hale, som han løftede den op fra jorden"Hmm...En ræv herude i mørket...Det virker mistænkeligt"lød det med en undrende stemme, som de gyldne øjne scannede ræven en smule. Måske der faktisk ikke var nogle bagtanker med en ræv herude i mørket, men for Mizech ville han slet ikke tro på det. Den ræv var måske ikke en ræv...Men han var nød til at blive sikker på det. Så han valgte blot at vandre imod hytten med ræven hængende i luften, som hånden holdte godt fast rundt om halen.

Det ville måske gøre ondt på den, men det var han ligeglad med. Det luskede smil voksede, som han pludselig stod foran hytten. Sparkede døren ind - fordi hvorfor skulle han åbne den som alle andre gjorde. Hovedet lagde han på skrå, som han stod foran sofaen, og betragtede ræven lidt mere. Burde han sætte den ned, måske det var en mulighed. Inden han fik gjort det, låste han døren"Er du en ræv...Eller skjuler du din sande skikkelse"lød det undrende, dog interesseret fra ham, som han fik sat ræven ned i sofaen. 

Der kommet et yip fra hende, som han hiver hende op i halen. Sådan en lyd der kommer, når andre dyreunger leger og det bliver for voldsomt. Selvom det gør ondt i den stakkels hale, vrider hun sig alligevel rundt for at prøve komme fri fra grebet på denne dæmon. Rhea syntes selv hun har været uheldig på det sidste, men det her ville nok tage toppen af kagen på alle tidspunkter. Som hun bliver sat i sofaen, hvæser hun, alt hendes pels stritter til alle sider som hun rejser nakkehår af ham, imens hun viser sine tænder. Ørene lægger fladt ned så de små pjuskede øre slet ikke er til at se mere, inden hun hopper over sofaryggen for at komme væk fra denne mand. Rhea løber igennem hytten, hvor hun for krybet sig ind under et stort skab, hun kommer helt ind til væggen hvor hun bliver læggende. Hun er midt i det hele, så hun er ikke bare lidt til at nå. Men hun ved også han har en slange, men kan den overhovedet komme herind? Hun lagde slet ikke mærke til hvor stor slangen var, flot Rhea, virkelig godt klaret, sådan ting skal du jo holde øje med. Hun vifter lidt med sin hale, som ikke længere gør ondt. 

Hun kryber langsomt videre under skabene, men stadig udenfor rækkevide for denne dæmon, medmindre han kan et eller andet, eller slangen kommer. Hvorfor hoppe hun ikke bare op? Nå ja fordi han er et højt menneske, så der ikke mange steder at forsvinde hen. Hun trækker vejret hurtigt, imens hun lytter til hvor han går henne, samt hun ser rundt hele tiden, for at sikre sig at slangen ikke lige pludselig er foran hende, uden hun kan nå at gøre noget. Hun må finde på et eller andet, hun kan ikke bare vise sig selv, hun fik i hvert fald en ond vibe fra denne dæmon. Så hun havde faktisk ikke lyst til at finde ud af, hvor slemt det faktisk var, men det var som om der heller ikke rigtig var nogle udveje overhovedet for hende.