Små, frustrerede lyde kunne høres fra hende, som hun klemte sig gennem den smalle åbning - og det var især en kamp at få vingerne med. Kelpie havde set at andre alfer nogle gange havde vinger, der kunne foldes sammen på en smart måde eller endda helt forsvinde - men nej, hendes skulle absolut være sådan nogle rigtige pyntevinger.
Plop. Sveden havde alligevel gjort sit, for pludselig fik hun fart på og skød gennem vinduessprækken ned mod rummet nedenunder, hvor hun måtte flakse ivrigt med vingerne for ikke at lande hårdt. Hun faldt alligevel adskillige meter, før hun endelig kunne lande sikkert på Gabriels skulder.
Hun havde fulgt efter ham hele dagen - øvet sig på sine evner til at skygge folk gennem byen. Han var forsvundet fra hende et par gange, men her ved biblioteket havde hun endelig indhentet ham. "Aha! Langt om længe!" Erklærede hun også derfor triumferende efter at have taget plads på skulderen, hvor hun smilede et stort smil til englen. Det kunne godt være, at han var langt større end hende, men han var stadig en af dem!
