KelpieKelpie
Listetyv, tidligere medlem af Alfernes Modstandsbevægelse

Kaotisk God
Race: Alf
Alder: 64

Status: Søger tråde
Godkendt: 20.06.2020
Antal posts: 10
Skaber: Krystal

Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Kelpie Calliandra Marigold
Kaldet: Agent K.C.Marigold
Køn: Kvinde
Alder: 64
Fødselsdag: 8. juni 1956
Tilhørsforhold: Kaotisk God
Tro: Aladrios og Chance
Erhverv: Listetyv, tidligere medlem af Alfernes Modstandsbevægelse
Race: Alf

Udseende

Højde: 21 cm
Vægt: 2 kg
Øjne: Helt lyseblå, næsten så lys at det går i et med det hvide i øjnene.
Hår: Tykt og krøllet i en dyb, mosgrøn farve. Det når hende et langt stykke ned af ryggen.
Hud: En nuance mørkere en chokoladebrun, vidnende om hendes topalisianske ophav.
Vinger: Fine og næsten gennemsigtige med et gyldent omrids. Ligner sommefuglevinger.

Kelpie bærer primært mørke klæder, der hjælper hende til at falde i et med skyggerne og udføre sit arbejde som listetyv. Hun har dog samtidig sans for stil og kvalitet - især nu, hvor hun er vendt tilbage til Dianthos, og hun udsmykker sig gerne med små guld-detaljer.


Magi

Magisk evne (1): Guldsommerfugle: Kelpie kan fremmane en lille sværm af sommerfugle ud af den blå luft. De tager alle samme form som hendes vinger, og hun er i stand til at give sværmen telepatiske ordrer. De kan dog ikke kommunikere tilbage med ord. Når en sommerfugl placerer sig på en overflade, kan en del af Kelpies bevidsthed fornemme den helt ned til de små vibrationer, der advarer hende om, at nogen er på vej.
Hun er også i stand til at fornemme præcis hvor sommerfuglene er, og om de f.eks. befinder sig i et åbent rum, hjælpende hende selv til at navigere.
Sommerfuglene kan ikke gøre skade på andre, men hun kan godt finde på at sende dem til at sværme om en fjende til midlertidig distraktion, mens hun selv slipper væk. Sommerfuglene kan være fremme på ubestemt tid, men hun kan ikke længere fornemme dem, hvis de er mere end hundrede meter fra hende.
Dygtighed til at kontrollere evne: 8

Magisk evne (2): Falsk Liv: Kelpie kan for en kort stund bringe liv til uanimerede objekter ved at puste direkte på dem. Hun styrer dem derefter med små, telepatiske kommandoer, men objekterne vil altid bevæge sig tungt og klodset, og efter ti minutter stopper effekten af tryllestøvet fra hendes udånding.
Hun skal kunne se objekterne for at give dem kommandoer. Giver hun ingen kommandoer opfører de sig fuldstændig tilfældigt - oftest bare vandrende lidt rundt ind til effekten stopper igen.
Dygtighed til at kontrollere evne: 6

Personlighed

Styrker:
Hendes snuhed, kløgt og størrelse, der gør hende til den perfekte listetyv
Hun er dybt loyal over for sit eget folk, og ville aldrig lade en anden alf i stikken
Hun har god erfaring med at bruge sine magiske evner til egen fordel

Svagheder:
Hendes størrelse og fysiske styrke i forhold til andre racer
Hun har svært ved at modstå flotte, skinnende genstande
Modstandsbevægelsen har efterladt et tomt hul, som hun desperat forsøger at udfylde
Hun kan godt have rigtig svært ved at styre sig, hvis hun bliver sur

Generel beskrivelse af personlighed:
Kelpie har mange års bitterhed opbygget i sit lille alfesind. Så meget har menneskeracen taget fra hende - hendes frihed, hendes familie og de umådeligt mange år, hun har spildt på at forsøge at vippe dem af tronen blot for at opdage, at hendes race allerede var befriet. Vreden mod menneskene og Lyset er der stadig, hun ved bare ikke hvor hun skal dirigere den hen.
Alfernes Modstandsbevægelse var hendes et og alt. Det første fællesskab, hun var en del af, og den første familie, hun fik, efter at hendes egen brutalt var taget fra hende. Nu hvor hun er vendt tilbage til Dianthos og lever af at begå indbrud, er hun blevet en smule rastløs, og hun er ikke sikker på, at målet om at blive rig er nok til at give hende tilstrækkeligt med indhold i livet.
Møder man Kelpie, får man hurtigt indtrykket af en lidt mistroisk person med masser af bagage. Hun har generelt ikke langt fra ord til handling, og savnet efter et formål gør hende åben for manipulation, selv om det tager noget tid at komme helt ind på livet af hende. Har man først vundet hendes tillid, er man dog sikker på at have en ven for livet.

Baggrundshistorie

1956


Klanen af alfer på Topalis-øen havde levet her i fred og fordragelighed i adskillige århundreder. De holdt god afstand til menneskestammerne, som ofte virkede krigeriske, og havde i stedet deres hjem i de dybeste dele af skovene ved en stor skovsø. Det var en varm dag på øen hvor regnen stille silede ned mellem de tætte lianer, den dag Kelpie blev født og den lille alfekrop blev døbt i søens vand, som klanens traditioner bød det.

1969


Tunge støvler trampede gennem underskoven. Skibene havde lagt til nede ved stranden, de bar ingen flag, men mændene talte krystalisiansk med tyk rubinsk accent. Kelpie forstod ikke deres sprog, da en grov stofsæk blev kastet over hende, og hun blev kastet ned i lastrummet. Hun håbede, at de ikke havde fået fat i andre fra klanen, men da det gik op for hende, at hun for første gang var helt alene begyndte tårerne at trille.

1971


Buret svingede frem og tilbage, som det hang på siden af karavanevognen. Der var sand, så langt Kelpie kunne se, og hendes lille skikkelse var krøbet hen i det fjerneste hjørne for at søge lidt skygge fra den skarpe sol. Skibet havde først bragt hende til det støjende slavemarked i Balzera, derefter med vogn til et mindre marked i Sarghos. Nu befandt hun sig her, hos de nomader der havde købt hende, som var hun en ting. Hun var begyndt at forstå en lille smule af deres sprog, og noget tydede på, at hun skulle bringes som gave til en vigtig person.

1975


Kelpie betragtede haverne fra sit lille guldbur. Hun var blevet bragt som bryllupsgave til en eller anden form for prinsesse i den indflydelsesrige fyrstefamilie, der boede i Balzera. Men prinsessen havde fået en umådelig mængde overdådige gaver, og som en ud af mange, blev Kelpie hurtigt glemt og stuvet væk i et værelse sammen med andre ubrugelige pyntegenstande. Hun fik kun besøg, når en af palæets tjenere troligt bragte hende en smule mad og vand. Hundeæde.
Et had mod menneskeracen var langsomt begyndt at forme sig i hende.

En dag fandt et par af palæets unge piger guldburet med den lille alf. De brugte et stykke tid på at pine og plage hende, men da de gik, så hun, at en af dem havde tabt en hårnål - så tæt på buret, at en lille alfearm kunne række ud og nå den!
Den var svær at håndtere, og det tog hende mange forsøg, men hun havde alverdens tid og en sejrsrus gik igennem hende, da hun åbnede buret og endelig kunne strække vingerne og flyve gennem det åbne vindue mod friheden.

1980


Dianthos var et frygteligt, larmende sted. Kelpie havde brugt flere måneder på at komme hertil, søgende et sted hvor hendes slags var frie, men sandheden opdagede hun, var en ganske anden. Adelsfruerne rundt om i byen havde deres egne, små bure med tilfangetagne alfer, anset som intet mindre en kæledyr.

Kelpie var modløs. Skulle hun prøve at finde tilbage til øen, hvor hendes familie var vokset op, eller skulle hun tage nordpå mod skovene, hvor alferne efter sigende kunne leve i fred?

"Psst. Hey, du! Er du en af os?"

Den lille alfestemme fik Kelpie til at fare sammen. Hun havde lidt svært ved at forstå ordene, for accenten i den andens alf Sylvan var meget langt fra hendes topalisianske. Hun trak lidt usikkert på skuldrene.

"Øh.. hvad mener du?"

"Menneskerne behandler os som dyr! Vi er ved at starte en revolution .. mod Lyset!"

1993


Agent K.C.Marigold, kaldte de hende. Hun havde en dag fået et lille bitte skilt på en messingplade, der kunne fastgøres på hendes bryst, og hun havde aldrig i sit liv følt sig vigtigere. Den lille modstandsbevægelse havde fået en større mængde følgere, og de hærgede rundt om i Krystallandets byer.

Mest var det mindre ting, som at terrorisere menneskerne så meget som muligt eller stjæle deres ting. Og naturligvis befri en masse af de tilfangetagne alfer - mange af dem sluttede sig til modstandsbevægelsen. Men det var slet ikke nok! Lyset havde en stor hær og de var så umådeligt mange, at en lille flok alfer næppe kunne gøre dem meget skade..

Det var derfor en idé var begyndt at klække. Gruppens leder havde udtænkt en stor plan, en plan om at bygge alferne deres egen hær, som kunne vælte Lyset af tronen og give alferne deres frihed tilbage! Der var allerede mange af deres agenter, der var blevet tilfangetaget, og den nye plan skulle udvikles i hemmelighed.
Modstandsbevægelsen samlede sig og fløj mod et øde sted i Tusmørkedalen.

2020


Det havde taget dem årtier at bygge hæren. Delene var svære at skaffe, og det hele måtte foregå i dybeste hemmelighed. Derfor holdt modstandsbevægelsen sig også til dalen, kun af og til besøgende den lokale landsby for at skaffe forsyninger og bestille nye, mystiske og mekaniske dele.
Men de var snart klar. En sand hær af mekaniske alfer var stablet sammen i det gamle, smuldrende tårn, og Kelpie kunne mærke spændingen stige dag for dag. De havde ventet så umådeligt længe, men nu var tiden snart inde til at vippe Lyset af tronen.

En engel havde afleveret deres seneste pakke. Den sidste pakke med delene til at gøre hæren komplet. Han var en mystisk skabning, syntes Kelpie - han virkede næsten flink, selv om han holdt med Lyset.
Og han havde en overraskende nyhed. Mens modstandsbevægelsen var gået under jorden, var mange ting sket i Krystallandet - heriblandt havde dronningen forbudt handel med alfer. Kelpie var lige ved at tabe kæben på jorden - havde de lige brugt så mange år på at bygge noget, der alligevel ikke skulle bruges? Var revolutionen død?

Hun endte med at følge englen tilbage til Dianthos, for hun ville se forandringerne med egne øjne. Her begyndte hun hurtigt en ny tilværelse som listetyv, for selv om menneskerne så ud til at have forbedret sig, mente hun, at det var fair nok at hun rippede dem for deres ejendele. De havde trods alt taget så meget fra hende.


Familie: En lille klan af alfer på Topalisøen, der levede ved en skovsø. Hun ved ikke, hvad der er blevet af dem efter vulkanudbruddet.
Nuværende levested: Dianthos

Færdighedspoints

Fysisk styrke: 4
Kampteknik: 2
Smidighed: 7
Fysisk udholdenhed: 4
Kløgt: 8
Intelligens: 4
Kreativitet: 8
Mental Udholdenhed: 5
Chakra: 8

Chatboks

Gæst
[smilies]

IC-Chat