Log ind Opret bruger


Antal posts: 67
Oprettet: 29.12.2016
Status: Aktiv
Skaber: Helli

Posting-statistik: [Se karakterens posts] [Se karakterens emner]
Mest aktive forum: Sydvejen
Mest aktive emne: Oh nej!
Fulde navn: Gabriel Jack Penemuel
Kaldet: Gabe
Alder: 5763 år
Fødselsdag: 8/5 - 3745 f.Kt
Køn: Mand
Tilhørsforhold: Retmæssig God
Tro: Isari og Azur
Erhverv: Tidligere historiker, men er nu en strejfer uden formål
Race: Engel
Uddybende om race: Menneske
Højde: 187 cm
Vægt: 80 kg
Gabe ligner en mand i starten af tyverne. Hans hud er bleg, og han har mørkt kort hår, med halvlangt pandehår, som går ned i hans øjne. Hans øjne er ligeledes mørke, men kan i det rigtige lys godt se røde ud.
Han er ganske slank, og selvom han ser lidt tonet ud, er han ikke decideret muskuløs. Hans hud ser nogen gange en smule rynket ud, og hans højre arm ser en smule tyndere ud end den venstre, og med flere rynker.
Han har et par hvide ar på ryggen. De er lange og ser takkede ud. Hvis man kigger godt på dem, kan man dog godt se at det er noget der ligner fjer der kommer ud fra arrene. Det er her hans vinger i sin tid har siddet. Dette er også det eneste tegn der er på at han nogensinde har haft vinger og stadig har det. Han er dog ikke klar over at han er en engel, hvilket gør at han ikke ved at han kan få sine engle vinger ud. Disse er dog også blevet korrupteret af mørket, og er derfor helt sorte, i stedet for de hvide vinger han besad tidligere i sit liv.
Han går typisk iklædt mørke klæder, bortset fra et smykke om halsen. Det er en lang kæde, med symbolet for Isari (en gylden sol med en stjerne i midten) som vedhæng. Det består primært af guld, med lidt sølv, og enkelte hvide sten.
Magisk evne (1): Mørke: Dette er en evne han har erhvervet sig fra da dæmonriget blev genåbnet, han hader den, men bruger den stadig. Denne evne tager ikke kun chakra, men også livsenergi fra ham, og vil ende med at dræbe ham, hvis han forsætter med at bruge den.
Hans mørke magi er meget omstændig, og der er ikke mange grænser for den.
- Han kan lave mørke kugler, der eksploderer når de rammer.
- Han kan indhyle områder og rum i mørke, det er dog ikke umuligt at se igennem, og folk med nattesyn vil have mulighed for det, ellers har man en lille mulighed for stadig at se skikkelser.
- Han kan forme den mørke magi til at værerende en slags sværd for ham. Dette er dog ikke noget han kan forme og sende det afsted, da det bare vil ende som en eksplosion. I stedet for er det normalt lavet om hans arm, som et sværd, eller en lang lance, så han kan nå længere. Dette kræver dog utrolig meget energi fra ham. Det er som et sværd af ren magi, det betyder at selvom det ikke virker skarpt, så kan det stadig godt skære igennem ting.
Dygtighed til at kontrollere evne: 10
Magisk evne (2): Livsenergi: Endnu en evne der er kommet efter dæmonrigets åbning. Han kan tage, ved kontakt til et andet væsen, livsenergi fra andre. Det starter ud med at man føler sig lidt mere træt, og man bliver så langsomt mere tåget i hovedet og sløv i kroppen. Han kan slå folk ihjel med denne evne, ved at tage alt deres livsenergi, så kroppen bare dør hen. Dette tager blot op til 5 minutter af intensiv koncentration fra Gabe, mens han har kontakt til væsnet. Kontakten skal dog være hud mod hud, og jo større overflade der har kontakt, jo mere kraftfuld er den. F.eks. vil en fingerspids tage længere tid end en helt håndflade eller f.eks. et kys.
En vigtig ting ved denne evne er, at livsenergien ikke bare går tabt. Gabe absorbere den, og hvis han får tilpas store mængder af det, kan det fremme healingen af skader (dette kræver dog typisk et ungt væsen, hvor han suger alt energien). Typisk gør det bare at hans første evne har mere livsenergi at tage fra, så bivirkninger ikke kommer til syne ligeså hurtigt. Han er dog ikke klar over at han absorbere dennes livsenergi.
Dygtighed til at kontrollere evne: 10
Talenter:
- God til historie: Fordi at han har levet så mange år, er der mange af de historiske begivenheder han har været til stede med. Selvom han har mistet sin hukommelse om dette, så er det stadig viden han besidder og kan komme i tanke om i forskellige situationer. Han har også en stor interesse i det stadig.
- Fantastisk magiker: Han har et stor chakra lager, og forstår at udnytte det.
- Kan holde hovedet kold: Det er sjældent at han går i panik en stresset situation.
- Fantastisk navigatør: Han kan næsten altid finde ud af hvilken vej han skal, om han er på vandet, flyver eller er på landet.
- Multihåndet: Han var højrehåndet, men efter han mistede sin højre arm, lærte han at bruge sin venstre arm i stedet. Da han fik sin højre arm tilbage, stoppede han dog ikke med at bruge den venstre, men begyndte således også at bruge den højre igen.
Svagheder:
- Depression: Det kan slå ham helt ud til tider, han har dage og uger hvor han ingenting kan lave, fordi han er så hårdt ramt, dette har også ledt til selvmords tanker.
- Angst: Irrationel angst der kommer fra forskellige situationer. Der er en vis indre uro i ham, og det er ikke altid at det er noget specifikt der trigger ham, men nogen gange kan større menneskegrupper gøre det.
- Til trods for sin udødelighed, så er hans krop langsomt ved at visne.
Personlighed:: Gabe kan virke ret reserveret når man først lære ham at kende, dette er dog også fordi at han ikke ved særlig meget om sig selv. Til trods for at han ikke har mange minder tilbage fra sine mange tusinde år af engle, er han stadig en mand af gammelt sind, og dette kommer til udtryk når man taler med ham. Han er ikke så tilbøjelig til at ændre kurs på grund af hans følelser, og han har et mere logisk blik på situationer, som om at han ved noget, som han ikke helt kan hive fat i. Der kommer også til tider bidder af historie op, som han ikke burde have nogen viden om. Dette inkludere også anekdoter om vigtige historiske figurer, som ikke er nedskrevet noget sted.
Men til trods for hans meget rolige ydre, søger han en frelsen, da han ved at Isari er skuffet over ham. Dette gør han ved at fremme godheden, især ved at ødelægge alt ondt i verdenen. Dog hader han at dræbe, og han kan blive decideret dårlig over det, men han gør det stadig, til trods for at han ved at det er igang med at dræbe ham.

Gabe er plaget af drømme om natten, som omhandler hans liv som engel, inden han blev overtaget af mørket. Det er gennem disse drømme at han har tolket at Isari til have at han fremmer godheden i verdenen. Drømmene handler som sagt hans liv som engel, men mere end noget andet, er det bare følelsen af at flyve, vingerne og et guddommelig skær, som så pludselig bliver omslugt af mørke. Han tror at han en dag vil genopstå som engel, hvis han kommer tilbage på Isaris vej, og hvis han ikke gør, så vil mørket opsluge ham fuldstændig.

Hvis der er noget Gabe elsker, så er det naturen, nattehimlen og havet. Han kan ligge i evigheder og se på nattehimlen, eller stå på en klippe nær havet og mærke vinden i sit hår og høre havets brusen. Han kan ikke huske det, men han føler sig utrolig tilpas både ved at flyve, men også ved at være ude på havet på et skib. Dette er begge ting han ikke erindrer fra sit tidligere liv, men stadig noget der vælder frem i ham, i tilfælde af at det sker.
Tilbage inden verdenen rigtig havde lagt sine øjne på en engel, blev Gabriel født. Dette var en tid, hvor civilisationen kun næppe var begyndt at indfinde sig i Krystallandet. Dette betød at det stadig var en verden af usikkerhed og krig. Det var også inden byerne blev lavet, men alligevel var guderne allerede en ting blandt befolkningen.
Gabriel blev født ind i en lille bondefamilie. De havde et par marker omkring deres lille hus, og faderen gik også på jagt for at skaffe kød til middagsbordet. Han var den yngste i en søskende folk på 5, og hele familien bad til Isari. Dengang var det dog ikke så voldsomt. De bad en sjælden gang til hende og fulgte hendes idealer. Altid prøvede at være det bedre menneske, for at sprede godskaben i denne usikre verden. Også Gabriel tog dette meget tæt ind til sig, og hjalp hvor han kunne. Han var som mange andre mennesker ikke uden fejl, men de vidste at så lang tid at de gjorde deres bedste, så ville de klare sig.
Men at leve i denne tid og tro på Isari kunne få sat den mest trofaste Isari tilbeder på prøve. Dette skete for Gabriel første gang da han nåede 15 år.

Der havde været en lille gruppe af Isari tilbedere, som var begyndt at ofre mennesker. De påstod at gudinden talte til dem, og hun ønskede dette. De skulle tage alle der havde syndet og brænde dem på et bål, så hun kunne få ofringen.
Gabriel kom forbi disse Isari tilbedere i sommeren da han var 15 år. Han var ude og hjælpe sin søster med at plukke blomster. Det var midsommer, og det skulle fejres, med blomster og andet godt fra naturen omkring dem. De små gårde og huse rundt omkring i egnen, havde slået sig sammen for at holde en mægtig fest.
Det var dagen på midsommer festen, da ham og hans lille søster, Maria, havde plukket blomster. Hun var noget af et fyrværkeri i en person, så han skulle hele tiden sørge for at han ikke blev overfaldet af hende, eller at hun løb væk. Han holdt dog meget af hende.
Isari-tilbederne var kommet forbi som en lille gruppe. De bar hendes symbol, og man kunne svagt høre dem mumle bønner til hende. Dette gjorde straks Gabriel og Maria tilpas omkring dem, og da de kom over og snakkede med de to børn, anede de ikke uråd.
Maria knyttede sig især til Isari-tilbederne, og Gabriel blev måske hevet lidt med i iveret, for inden han vidste af det, havde de efterladt at plukke blomster, og var blevet hevet med for at tilbede til deres gudinde. Gabriel havde hørt noget med en ofring, men dette var ikke unormalt. Nogen gange ofrede man lidt mad til hende, for at vise at man var ekstra glad, eller trængt ekstra meget til hendes hjælp, så han forventede at dette også ville ske her.

De kom til en åben mark, væk husene der var heromkring, og hvor der allerede var nogen der var igang med at ordne et stort bål til ofringen. Men det var her at alarmklokkerne begyndte at ringe for Gabriel. Bålet var enormt, og ikke nok med det, så stod der en mørk mand med horn på bålet. Han var bevidstløs, men det så ud som om at han havde fået en ordentlig omgang tæsk.
Gabriel spurgte hvad der foregik, og den unge knægt blev noget chokeret da han fik at vide at det var en ofring til Isari, for at vise hende at de var igang med at rense denne onde verden. For selvom Gabriel troede på et bedre land, så mente han også at man skulle have beviser for at henrette nogen, og selv hvis man gjorde, så skulle man stadig gøre det på en human måde. At brænde et væsen op på et bål, der allerede havde set dagevis af tortur. Det var ikke i Isaris mening. Men... Gabriel var blot 15 år, at sige dette højt, kom ikke nemt for ham.
I stedet spurgte han forsigtigt en af tilbederne, om de var sikre på at det var det Isari ønskede af dem. Ville hun virkelig have menneskeofringer på denne her måde. Tilbederens ansigt fortrak sig i en grimasse og han skubbede den unge fyr væk, og bad ham om at skride. For de talte trods alt med gudinden og vidste mere om dette end en sølle bonde knægt.
Men det var som om at han hørte en stemme inde i sig, som han så manden blive opslugt af flammer. En stemme der tiggede og bad ham om at redde den stakkels mand på bålet. Det var en stemme han ikke kunne ignorere og inden at han kunne tænke over hvad han gjorde, løb han lige ind i ilden for at redde manden. Ilden skar straks ind i hans krop, men han fik fat i manden der allerede skreg og var ild i, og smed ham ud af bålet, før han også selv faldt ud. Smerten var for stor til at han husker mere fra dette.
Det næste han husker er at vågne op derhjemme, og have forfærdeligt ondt i sin arm. Men som han ville gribe fat i den, for at se om han kunne massere smerten ud af armen, greb hans hånd ingenting. Hvor han var sikker på at hans arm burde være, var den ikke, og da han så ned, så han kun en stump på hans skulder og en forbinding om hvor armen burde have været. Faktisk var det meste af hans krop pakket ind i forbindinger, fra hvor brændsårene var, som de ikke havde kunne heale. Armen var blevet taget, da de så at brændsårene var for voldsomme, så armen ikke kunne reddes.
Det var ikke uden grund at panikken greb den 15-årige. En ung knægt der stadig have massere af gode år tilbage i sig, men de var blevet taget fra ham. For selvom han ville komme op igen, så var hans krop blev brændt, og uden sin dominerende hånd – den højre – ville det blive svært at finde arbejde. Faktisk i det hele taget arbejde.

Der gik uger før han kom sig, og endnu længere før han fandt livsglæden frem igen. Hans fødselsdag passerede og inden de vidste af det var Gabriel 16 år, og midvinteren havde passeret.
Husene rundt omkring ville holde en midvinter fest, for at glæde sig over at lyset ville komme til og med det også Isari. Selvom Gabriel ikke havde meget lyst til det, blev han hevet med til forberedelser. Det var primært hans mor der hev ham med rundt, da ingen af hans forældre mente at han kunne lave noget hårdt fysisk, og hans lille søster var alligevel ikke ansvarlig nok.
Mens de var ude og gøre forberedelser til midvinterfesten, kom de forbi en gammel, beskidt dame. Hun havde tydeligvis bøvl med det ene ben hun stadig havde, mens det andet var væk. En klap for øjet gjorde hendes udseende endnu mere luset.
Til trods for dette lusede udseende, og at hun ikke så ud til at have det alt for godt, med hendes kraftige hoste, bar hun dog et smil på læberne og prøvede at hjælpe. Det var ikke meget hun kunne gøre, men der var noget over det tandløse smil, og det varme blik der gik lige ind i hjertet på Gabriel.
Nogen har ikke behov for meget for at se et mirakel i livet, og Gabriel var en af disse, for det var som om at blot et par dage efter dette møde, blev han mere af den sammen person som han havde været før.

Det var med en fornyet energi at Gabriel tog fat i livet igen. Det krævede at han lærte at bruge sin venstre arm, men som tiden gik blev han bedre til det, og han fik musklerne tilbage i kroppen, efter hans lange syge forløb.
Han hjalp hvor han kunne, men som tiden gik fik han behov for at komme ud og se noget andet. Der kom et rygte fra en by længere mod kysten, at der blev søgt sømænd, og Gabriel bestemte sig for at tage af sted. Han fik et job på et skib, som han stod på i nærheden af Azurien. Skibene var ikke så avanceret dengang. Dette var også grunden til at de primært fiskede. Det var et solidt job, og selv med Gabriel's manglende arm, gjorde han sit job som han skulle. Han var deres primære navigatør, når de forhold floderne i Azurien og sejlede længere ud på havet. Men også det hårde arbejde kunne han klare til.
Dette var hans job for mange år. Det var en dag i hans 31. år, at livet blev taget fra ham.
Det havde været en dag som så mange andre. Der var ingen der havde set stormen komme, før det var forsent. Den hev og sled i i båden, som de prøvede at få mod land. Dette viste sig hurtigt at være umuligt, da et massivt væsen pludselige klamrede sig om båden, og hev båd og mandskab ned i dybet. Aldrig at skulle blive set igen.

Den tragiske død skulle dog ikke vare ved for Gabriel. Med en sprutten og halvkvalte åndetrækninger vågnede han op, ude på stranden. Han var pludselig i besiddelse af to store smukke engle vinger, og alle de skader han havde forvoldt sig inden sin død var væk. Armen var endda tilbage, selvom han kunne se et langt lyst ar der hvor den ellers havde været blevet skåret af.
Hans gamle liv var i tåger, det eneste der ikke tågede for Gabriel var Isari. Den tro der havde båret ham gennem hans liv var noget der hang fast i ham. Og han søgte tilbage til sit gamle hjem.
Der var endnu ikke bygget rigtige byer, men hans hjem og et par andre huse var i nærheden af hinanden, det sted som i fremtiden ville blive Hovedstaden, og da der blot gået et par dage siden at hans forældre havde fået besked om hans død, sørgede de stadig. De havde set liget der var blevet trukket på land, og begravet det sammen med hans bedsteforældre. Men da han trådte ind i den lille stue blev der stille. Tøjet han bar var sparsomt, og de store hvide vinger fyldte entréen ud.
Hans forældre og søskende sværgerede til den dag de døde, at han også havde et strålende lys om sig, som han stod der. De var forfærdet, men inderst inde vidste de at det var Isari der havde sendt ham tilbage til livet. Dette startede et nyt kapitel for Gabriel, og et langt mere farefuldt kapitel.
Der havde muligvis været andre steder i landet om andre væsner der var stået op for de døde, men ingen kunne bekræfte noget, da landet stadig var så delt, og der var langt fra byer endnu. Dette gjorde at menneskerne omkring hvor Gabriels familie boede, erklærerede Gabriel som værerende den første af hans slags. Den første der havde undgået Kiles kys, den første der i stedet for var blevet omfavnet af Isaris liv og varme.

Det lille samfund ændrede sig med Gabriels tilbagevenden. Hvor de ganske vidst alle troede på Isari, havde de aldrig haft en præst eller præstinde, men det var som om at de så Gabriel som værerende det tætteste på Isari de havde haft. De mente, at hvad Gabriel mente om tingene, var hvad Isari gjorde. Som om at Isari var blevet genfødt i Gabriels krop.
Der gik mange år som disse. Menneskene der boede der, fik en mere solid moralsk grund og blev guidet af Gabriel, men som årerne gik, og ingenting skete for Gabriel, følte han også at han havde behov for at komme videre. For at opleve den verden der lå udenfor det lille samfund og det skib han havde været på i så mange år.

Han tog ud og rejste landet. Mødte mange forskellige racer og mage forskellige steder, et sted begyndte han at lære at nedtegne ting, som senere blev til skrift. Verdenen var langt større end han havde vidst. Desværre, var der den lille ting, at fordi han ikke blev ældre mere, opdagede han ikke længere hvor lang tid der var gået, da han endelig kom tilbage til sine forældre og lillesøster. Til den tid var hans lillesøster allerede en gammel dame på sin dødsseng, men hun lyste næsten op, da hun så ham. Han blev hos hende de sidste par dage i hendes liv, inden han tog afsted endnu engang. Der var ikke mere noget der holdt ham til stedet, som efterhånden var ved at kunne næsten betegnes som en by.

I mange år vandrede han rundt, og skrev ned hvad han oplevede, og hvad han hørte andre oplevede, og blev da også nødt til at få et lille sted at opholde alle sine journaler ved.
Som tiden gik opstod byerne rundt omkring i landet, og Gabriel blev da også ganske glad for at snakke med andre der viste sig at være troende på Isari, deriblandt nogen af de første af Lysets Slægt.
I mange år arbejdede han faktisk i ledtog med Lyset og skrev ned den tidligere Krystallisiske historie som han havde oplevet den, og han fik også et bedre sted at opbevare alle sine journaler. Det var dette job han havde i mange år, og til tider hjalp han sågar også med at fange kriminelle, men han forsøgte altid at undgå vold, da han ikke mente at Isari ville ønske det for dem.

Selvom Gabriel aldrig officielt var en del af Lysets hær, da han ikke ønskede at kæmpe, hjalp han dem i sådan en grad, at de kom og spurgte om hjælp fra ham, da de ville forsegle dæmonerne. Gabriel som stadig ikke ønskede at fremme Isaris visdom gennem blod, overvejede dette meget nøje. Han ønskede ikke at flere skulle skades, men samtidig ønskede han intet så ondt mod dæmonerne. I sidste ende tog han valget at hjælpe Lyset. Det var for det bedste for alle hvis han gjorde det. Ikke mere krig og vold. Alt ville være godt, selvom han ville dømme så mange til døden. Det var et hårdt valg, men han tog det med stolthed, og hjalp Lyset med hans enorme mængde magi, for at hjælpe med at lukke riget.
Han var en af de primære magikere, hans kammer af magi var stort og magtfuldt, så det var ikke uforstående at magien fra ham blev drevet, men ingen kan bruge så meget magi, uden et par skavanker. Men selvom han følte sig drænet, skulle det først vides hvor voldsomt en bivirkning han ville få fra det dæmoniske rige når de slog dørene op igen.

Men selvom alle dæmonerne nu var lukket vækket, tyngede det ned på Gabriels hjerte og sind. Der var fred, men Gabriel kunne ikke glæde sig over dette, som det hev og sled i hans sjæl. Hvad ville der ske inde bag de mure? Ville dæmonerne overleve? Ville de være i stasis? Eller ville de alle bare være døde, uden en chance for at overleve. Gabriel indså ligeså stille at han havde dømt en hel race til massedestruktion, og det gode i hans hjerte kunne ikke klare det. Han prøvede at fortælle sig selv at det var for det bedste, men det var som om at hans hjerte ikke rigtig var i det. Han mistede langsomt den brændende tro på Isari og blev forvirret og tabt.
Den godhed der før havde drevet ham gennem de mange tusind år blev tabt, og han gjorde som det passede ham. Så han nogen gøre andre ondt, gjorde han intet, han syndede som var det noget han havde gjort hele sit liv, og gjorde kun som det passede ham. Uden tanker på hvad dette kunne gøre for ham. For alt hvad han stadig kunne tænke på, var hvordan han havde dømt et folkefærd til døden.
Dette skulle ikke vare ved. Da portene til dæmonriget blev lukket op, gik det ligeledes ud over ham. Faktisk gik det værre ud over ham end andre. Et mørke opslugte ham, berøvede ham hans vinger og minder. Det eneste der var tilbage var en fortabt sjæl, med navnet Gabe og et minde om at han var blevet straffet af Isari og skulle gøre det godt igen.
Familie: Forældre, og en lillesøster. Alle sammen døde for længst af alderdom
Nuværende levested: Strejfer
Fysisk styrke: 5
Våbenfærdigheder: 4
Smidighed: 5
Fysisk udholdenhed: 5
Taktik: 5
Intelligens: 8
Kreativitet: 3
Mental udholdenhed: 5
Chakra: 10