Ikke mange kilometer efter punktet, hvor Medaniens enge ophørte og Rubiniens ørkensand begyndte, lå den lille havn Tar Alsarif, der var bestyret af en herre af Balzeransk oprindelse: Abdur Rahim som i mange år havde gjort sin formue ved at tilbyde et lille stop på vejen for de tungt lastede handelsskibe, der passerede forbi området.
Her kunne frisk ferskvand bringes ombord til den lange rejse og sømændene kunne nyde selskabet af de kvinder, der holdt til i Rahims beværtning. Mange af disse var unge piger, der var stukket af fra en værre skæbne ombord på et handelsskib og nu mere eller mindre permanent havde taget ophold i Tar Alsarifs eksklusive havneknejpe.

Det var netop en af de dage, hvor to handelsskibe bærende silke fra Rubinien havde lagt til ved havnen, at en mørk skygge blev anet i horisonten. Langskibene, der nærmede sig med foruroligende hast bar ingen af de etablerede fyrstedømmers flag - derimod var symbolet en gylden kraken, hvis fangarme strakte sig ud fra et dæmonisk skelethoved mod en mørk baggrund.

"Vi er under angreb!"

Abdur Rahim var ingen kriger - og ombord på handelsskibene var blot et mindre antal lejesoldater, som skulle holde pirater på afstand. Langskibenes besætning var ikke kun pirater, men soldater under Mørkets flag, og deres dæmoniske herre havde beordret dem at plyndre lette mål langs kysten.
Mål som Tar Alsarif.

Med rystende hænder fastgjorde Abdur et brev til foden på en Punktie, efter at have beordret kvinderne ned i kælderen. En deling fra Lysets Hær skulle være i området, men ville de nå frem tidsnok til at forhindre angrebet?



Der er i skrivende stund offentliggjort tre tråde omhandlende Mørkets angreb på mindre steder i Krystallandet. Krigernes primære mål er at skabe ravage, ødelægge og tage slaver.
Man kan deltage i tråden, hvis man er knyttet til enten Lysets eller Mørkets Hær. Det kan være i form af, at ens karakter er soldat i hæren, eller at man er lejesoldat, som er blevet hyret til den ene eller den anden side.
Angrebene sker cirka samtidig - det er derfor ikke muligt at deltage i mere end én af trådene med den samme karakter. Drager eller griffe må gerne bruges.

Maks 4 deltagere i tråden!
Hvis en deltager har været tagget i tråden i 7 dage uden at svare, kan den næste frit tagges.

Udfaldet af tråden vil være således:
- Hvis ingen deltager i tråden eller hvis kun Mørkets tilhængere deltager, lykkes det Mørkets styrker at plyndre stedet og tage de lokale som slaver.
- Hvis kun Lysets tilhængere deltager i tråden, lykkes det dem at drive Mørket tilbage og redde de lokale.
- Hvis både Lysets og Mørkets tilhængere deltager i tråden, er det op til jer, hvad udfaldet bliver. Hvis den ene eller anden side medbringer en drage, vil det være naturligt, at udfaldet svinger til dennes fordel.
Tråden er en almindelig tråd - ikke en reaktionstråd.

Byen var allerede næsten mennesketom. Så snart skibene var blevet spottet, var der et rend i gaderne efterfulgt af den nydelige stilhed før stormen. Stormen her værende kanonkugler fra skibene. Jo flere bygninger, de kunne ramme, des bedre. Jo mere genopbygning, byen havde at gøre bagefter, des bedre. Vejret var perfekt i dag til angrebet. Skyfrit og klart, så tropperne på skibene nemt kunne tage sigte. Snart ville byen blive indhyllet i røg, og når tropperne gik på land, ville indbyggerne næppe have en chance. 

Et smil bredte sig på Zahinaels læber. Han sad på Luna, der holdt sig i en fast position i luften lidt væk fra byen, så han havde godt udsyn over både den og skibene. Griffens store, sorte vinger slog i vinden med høje sus, men ikke helt nok til at overdøve den stigende panik fra Tar Alsarif. 

Dér. 
Idet de første skud fra kanonerne landede i de yderste bygninger, brød en lille skikkelse op igennem røgskyerne.  Af en fugl at være var den stor af sig, men dog mindre end en grif. Luna fik øje på punktien inden Zahinaels blik ramte den, og hun var allerede sat i fart mod den, før han kunne nå at give hende besked på det. Den varme ørkenvind havde fået svedperler til at bryde frem på hans pande, og de blev nu blæst af huden, som Luna dykkede mod sit bytte. 
Punktien fornemmede faren og zigzaggede henover byens tage i et desperat forsøg på at lægge afstand mellem sig og sin forfølger. Ved siden af den sprang en kanonkugle hul i en bygnings tag, og den blev tvunget til at søge højere op, ud af skudzonen. Punktien nåede udkanten af byen, før griffens næb lukkede sig om den. Hun fløj hen til en høj bugning et godt stykke inde i byen, hvor hun kunne få et øjebliks hvile og være i sikkerhed fra beskydningen. Zahinael smilte tilfreds over den knasende lyd af knuste knogler og den lave piben fra luft, der blev tvunget ud af de små fuglelunger. Lidt blod dryppede fra Lunas næb, og han aede hende over hovedfjerene, idet han lænede som fremover og rev papiret af fuglens ben, så griffen kunne nyde godbidden.
"Tsk, tsk, Rahim," sagde han for sig selv. "I dag får du ikke lov til at råbe efter hjælp."

Den nu udhulede punktiekrop blev liggende på tagtoppen, og løse fjer blev hvirvlet i vejret, da griffen lettede igen. Hendes rytter lænede sig atter frem, og Luna satte i et skarpt dyk ned mod det første offer, de havde udset sig. Denne gang ikke med intentionen om at slå ihjel. Lunas skarpe klør var åbne og indbydende, klar til at tage fat i en krop og hive den med til havs, hvor ekstra skibe ventede på at tage slaver ombord. 
Rahim var god til at beskytte de svage i byen, og Zahinael havde anbefalet netop denne lille havn til Merihem som et godt mål - for når alle de svage var gemt væk, var de sikret stærke slaver.

Enlig var det slet ikke meningen at den kære torturmester skulle dukke op her i den lille havn Tar Alsarif, men eftersom snakken om angrebet, og herren ved navn Abdur Rahim samt at der var noget med nogle handelsskibe kunne Azaic ikke undgå, at dukke op. Nu havde han efterhånden været lidt få andre steder end blot fangekælderen, hvor han kun så de omgivelser, og fangere som der altid var i det mørke og indelukket sted. To af de mænd som arbejdede for torturmesteren, havde set situationen an, og fortalt Azaic om alt det der var igang med at ske. De fik blandt andet nævnt nogle af de kvinder som var i Abdur Rahim's selskab, hvilket havde fået torturmesteren til at ville undersøge det nærmere. Derfor var han også dukket op på den lille havn. Som altid havde han sine trofaste slanger med sig, den ene rundt om den venstre arm, og den anden rundt om halsen på ham. At det nok ville undre nogen, hvordan han kunne trække vejret med en slange rundt om halsen bekymrede han sig ikke om. Der var ingen grund til at tænke over sådan noget, det var i hans øjne kun en mindre detalje. Azaic behøvede ikke en speciel beklædning, han var iklædt det sædvanlige, samt at han heller ikke gemte det dyster ansigt der som altid var præget af en masse ar, og skader. 

Stående op ad en mur lidt væk fra havnen, stadigvæk så hans smalle øjne kunne opfange alt der skete stod den kære torturmester meget godt. De to mænd der arbejdede for Azaic var allerede vendt tilbage til fangekælderen, for der skulle være nogen til at holde øje med fangerne når Azaic ikke var tilstede. Som ordene om at skibet var under angreb, bredte der sig et tilfreds smil over hans ansigt, for det var bestemt nogle ord han godt kunne lide at høre. Enlig skulle han ikke bruge Abdur Rahim til noget, medmindre manden gerne ville udsættes for tortur, eller som føde for hans slanger. Nærmere interesseret var Azaic i nogle af de unge kvinder, ikke at han havde tænkt på andet end at slæbe dem med hen i fangekælderen, bare for at kunne nyde at pine dem. Havde han en grund til det? Sikkert ikke det var mest for hans egen fornøjelse, og lyst. Men han havde godt nok hørt om noget silke fra rubinien der skulle være ombord på skibet. Et handelsskib med silke, det lød ganske fristende i torturmesterens ører. Silke kunne han sagtens bruge til noget, især på at udforske flere måder at torturere på. Som hans blik hvilede på skibet, og kunne se nogle af de unge kvinder, lagde han pludselig mærke til den flyvende punktie. Ingen ord forlod hans mund, for han vidste skam godt, at nærmede det dyr sig ham, ville hans slanger sikkert snuppe den, for derefter at mætte sig i den. 

Så det var nok ikke en god idé at nærme sig det dyr, desuden havde han skam ikke tænkt sig at følge efter den, men han kunne ikke helt lade være med at se hvor den fløj hen. Som kanonskud blev skudt afsted, bredte det tilfredse smil sig over Azaic's ansigt. Punktien var han automatisk stoppet med at kigge efter, for hvorfor skulle han bruge hans dyrebar tid på at glo efter en fugl? Det gjorde skam ikke ham noget at der var lyde af kanonskud, og som han drejede hovedet til den ene side mente han at han kunne se nogen, men han var ikke sikker. Var der andre fra mørket der var dukket op til angrebet? Ikke lige nogle informationer den kære Azaic havde fået, medmindre han havde været optaget af andre sager til at have hørt de informationer"Hjælp?...Den mand har skam ikke brug for hjælp"lød det nærmest opgivende og irriteret fra Azaic i en dyb og lav tone, for folk havde efterhånden nævnt det flere gange. Om andre synes Abdur Rahim skulle have hjælp vidste han ikke, men som Azaic stod og betragtede skibet lidt mere med armene over kors var der noget han tænkte på. Måske han kunne hjælpe manden, kun i form af forhandling, for det var nok mest det Azaic var interesseret i. Silken, og nogle af unge kvinder, for de kunne sagtens bruges som slaver bag tremmer. Som hans slanger begyndte at væsse højlydt, lagde torturmesteren hovedet på skrå, som han stod afslappet og ventede på at kunne bryde ind.

Det havde været en stille og rolig opgave uden de større problemer, eller gevinster, som Etheldred og hendes delegatio var blevet sendt ud på. Nu var turen kommet længere sydpå hvor hun havde draget nytte af sin evne når Rubiniens varme var værst. Morgenen var forløbet stille og roligt, mens Etheldred havde påtaget sig opgaven at tjekke, fra drageryg, hvor langt der ville være til deres mål for denne gang; Tar Alsarif. For selv om de kunne se den lille fiskerby fra deres lejr, var det aldrig helt til at vurdere hvor langt der var i varmens spejlninger. 
Altså var hun taget af sted på Xyalor. 

Det tog hende ikke frygteligt længe på drageryggen før de nærmede sig byen, tæt nok på til at kunne se de mørke langskibe der hastigt sejlede mod havnen. Hendes blik hvilede kort på flaget.  De forbistrede svin..! Tænkte hun bandende, mens hun dirigerede Xyalor rundt, tidsnok til at se en besked-Punktie blive til griffodder. Hendes banden blev mere højlydt, inden hun i en hidsig bevægelse fik Xyalor ud over de nærmeste angribende skibe. "Ild!"  Dragen under hende adlød som den spyede en lang flamme mod skibet, inden Etheldred hastigt fik ham højere op i luften, op og ud mod byens rænser. Cambionen kunne ikke bare tage tilbage til delegationen når folkene under hende åbenlyst havde brug for hjælp, nu, og det viste hun lige så klart som morgendagens lys. Hun løsnede et spænde der havde holdt hendes egne vinger inde, så de spredte sig ud. " Xyalor.!" Lød det bestemt for at holde dragens opmærksomhed. " Jeg bliver nødt til at forlade dig her, tag tilbage til de andre og få dem med tilbage hertil, om du så skal holde dem i diner kløer før de forstår.. Okay?" Hun kærtegnede kort den store drages skæl, indtil en bekræftende, om end ikke helt velvillig, dyb brummen lød fra dyret. " God drage, Skynd dig..!" Hun slap tøjlerne, sikrede sig at hende våben sad hvor de skulle inden hun styrtdykkede ned fra dragen direkte ned mod byen, mens drage selv fløj videre hvor de var kommet fra.
At være ene kvinde mod disse skibe var måske ikke den bedste ide, men hun kendte de ord hun havde svoret over for dronningen da hun blev udnævnt som ridder. For at opretholde og beskytte land og rigets fred.
Med draget sværd og blikket årvågent holdt hun øje med hvad der skete rundt omkring hende, hjalp de civile hun kom forbi der havde brug for hjæp til at komme ud af ødelagt bygninger, inden hun tog videre ud mod havnen hvor hun uden tvivl ville møde fjenden, mens hun bad til at hun vile kunne holde stand nok til at de andre fra delegationen ville komme og støtte op.

Zahinael måtte rive Luna i fjerene for at få hende til at dreje skarpt væk fra flammerne. De havde været på vej mod et skib med et bytte, da dragen dukkede op, og mens han begravede sit ansigt i Lunas fjerpragt for at undgå den værste varme, så han ikke dragens rytter. Der måtte være en dog, siden den nu var en del af kampen. Luna fik tabt deres bytte i havet i forvirringen, men lige meget var det, da det skib, de havde været på vej mod, havde fænget ilden, så besætningen ville have for travlt til at tage imod slaver alligevel. 

Lige som han skulle til at flyve længere væk - en drage var trods alt væsentligt større end hans grif - vendte dragen om og rytteren... Rytteren hoppede af!
Straks opslugt af røgen fra de brande, der var opstået i den lille havneby, så han kun lyst hår forsvinde derned, men der var ingen tvivl. Lyset var her. Forhåbentlig var de stadig i overtal. Med en grimasse guidede han igen Luna nedad. Der ville ikke være lang tid tilbage, før dragen vendte tilbage - nok med forstærkninger - og så mange slaver som muligt skulle om bord på skibene, der forhåbentligt snart fik styr på ilden. 
Og forhåbentlig var deres kaptajner kompetente nok til at vide, at de skulle væk, før dragen kom tilbage.

Panikken fra befolkningen var næsten ingen ende at tage, det var rent ud sagt et underligt kaos af folk der flygtede så gaderne var uvejbare, og folk der forsøgte at barrikadere sig inde i sit hjem. Hn bøjede sig ned og hjalp et lille barn der i midten af panikken havde faldet og vredet rundt, uden nogen værge i nærheden. Så det grædende barn, blev løftet op og leveret om til en anden beboer der tog ham med sig længere væk fra havnen. Hvilken god ide. 
Etheldred selv var fristet til at flyve op igen for at det blev hurtigere at komme til havnen men samtidig ville det give fjenden og dens grif et lidt for tydeligt mål. Så hun fortsatte til fods indtil hun kom tæt nok p haven til at hun turde brede sine vinger ud og lette, med draget sværd dykkende efter de forbistrede svin der mente at de bare sådan kunne tillade sig at tage uskyldige rubinere med sig ud på sine skibe.. Utvivlsomt for billig arbejdskraft, eller soldater, men hun gik mest ud fra at det gjaldt om arbejdskrarften. 
Temperaturen ville nok ikke ændre noget på deres adfærd, men andet kunne også bruges til at skabe distraktion hos fjenden indtil hun havde reddet de tilfanetagne. Hun mærkede Lysets energi boble op i sig og forplante sig i hendes hænder hvor den viste sig i lysende og varme flammer, hun kun lige akkurat fik overført til en robåd fyldt med passagerer  inden det blev for varmt for hendes hænder.  Forhåbentligt havde beboerne i havnebyen lært at svømme. 

Brag! Skrig! Advarsler og panik!
Af alle ting Ramiel havde forventet da han besøgte Tar Alsarif, så var det ikke et angreb fra mørket. 

Han havde ellers haft en fortræffelig dag, med vin, god mad og gode handler i lange baner - aftaler var kommet elegant i hus, og en ny handelsforbindelse kommet på tale imellem de flasker der var blevet åbnet. Imellem mere fedladne, rubinske mænd, jah der havde halvenglen nydt godt af den lukseriøse behandling der var fulgt med emnet! Men til lyden af en alermerende klokke, og derefter den hæslige besked at de var under angreb, jah der var det at filmen knækkede og virkeligheden åndede dem alle tungt i nakken; en ånde der bestemt ikke var god, spurgte man den mørkhårede mand. 

Sikkerhed frem for alt, og de vigtige (men gærige) partriarker af familien var blevet gemt væk, bærende på hvad end de havde kunne tage med sig af smykker og værdigenstande, i tilfælde af at byen blev overrent - så meget for at stole på at havnebyen nok skulle klare sig. Ramiel selv havde - til trods for at en rubinsk vintåge stadigvæk hang tungt om hovedet - forsikret dem at det nok skulle gå, og alverdens andet emotionelt pladder var fulgt med, som kunne holde deres silkeunderhoser tørre og øjne på ham positive, i hvad der skulle til at ske. Derefter havde han fundet vej til stuen igen....
Og mere af nød end lyst blev det smalle hoved tvunget under en balje med isvand - en forskrækkelse der fik langt størstedelen af hans soberhed til at vende tilnbage. Og med et sidste blik på det nu tomme lokale de havde siddet i... trådte diplomaten ud, bærende på to halvmåneformede klinger, en til hver hånd. Et godt stykke tid efter selve angrebet var startet, vel og mærke. 

Åhh for helvede. 
Diplomaten væltede bandende en anelse tilbage sådan som en kvinde med sølv-flagermusevinger strøg forbi ham, og et olmt blik blev sendt efter hendes forsvindende skikkelse, inden at han tog sig en anelse sammen - bare lige en anelse - og forsøgte at skabe sig et overblik. Mørket havde angrebet, noget med skibe og kanoner havde allerede jævnet nogle af bygningerne med jorden. Men hvor var brændpunkterne? 
Halvenglen trådte hastigt ud på gaden, et par råbende kvinder blev skubbet hårdt til side idet at at han tog lidt tilløb, spredte vingerne og lettede - han skulle have et overblik over det her fandens rod. Ah, selvfølgelig. Slaverne. 

Han havde som person intet tilovers for Lyset og Mørkets interne stridigheder.
Men når de trak det ind på 'familie-grund', så han sig tvunget til at handle, og styrede derpå i et skarpt dyk ned imod det virvar af slaver der blev jagtet, og fandt pludselig sig selv flyvende parallelt med en mørk grif og dens rytter, små 15 meter imellem dem. 
Tøvende kiggede han til siden, men de så... gustne ud - både manden og griffen. Og da det gik op for Ramiel at de blot var endnu et led i det her slave-jæger rod, følte han sig tvunget til at bryde ind, nogle hurtige vingeslag for at få ham op over dem, så han kunne folde vingerne ind til kroppen og styrer imod dem i et dyk; klingerne gemt bagved vingerne der omfavnede hans høje krop. 
Og en knaldende hovedpine til følge af varmen, arbejdet og den dehydrering alkohollen havde bragt ham. 

De havde været ved at dykke efter endnu et bytte - og Zahinael havde et øjeblik glemt verden omkring dem - da Luna gjorde et skarpt sving til siden, og endnu en engleskikkelse fór forbi dem i så høj fart, at han udstødte et overrasket hyl. Vinden ramte ham hårdt i ansigtet sammen med den søde duft af blod blandet med røg. Han viste tænder i en snerrende grimasse og lænede frem over Luna. 
"Gå efter den der," råbte han gennem den øredøvende larm og styrede hende mod den engel, der havde angrebet dem. 
Det var næsten lykkedes at dykke mod dem, og havde det ikke været for Lunas sanser, havde han sikkert kunne rive Zahinael af hendes ryg. 

Frem fra sin lomme tog han en sort og sølv amulet, hvis kæde han hurtigt fik viklet omkring armen, så han ikke tabte den, skulle den ryge ud af hans greb. Med den ene hånd begravet i Lunas fjer, strakte han den anden frem for sig med amuletten i håndfladen og kanaliserede sin egen chakra over i den. 
Den vibrerede, idet magien i den blev aktiveret, og en kugle af mørk ild, der syntes at hive luften omkring sig ind til sig frem for at sprede lys, som ild normalt gjorde, skød ud fra den - direkte mod englen.

Ramiel dukkede, men fik ikke ram på ham, til hans egen store irritation. Fletningen piskede som en sort slange bagved ham idet at han fløj videre ned i sin fremdrift, men ikke længe skulle der gå, førhen at den mørke engel foldede vingerne ud igen, og vinklede dem til et loop tilbage. Et der lod ham se bagom ryggen på sig selv idet at han steg opad, tidsnok til at se en kugle af sort.... ild? Sort et eller andet, nærme sig i foruroligende fart. 
Ramiel hvæsede, vingerne blev adræt foldet ind til kroppen igen og kastede ham i bevægelsens momentum ud til siden, så den brændte lugt af svitsede fjer var alt hvad der var tilbage. Værende ikke en del af hans krop, gjorde det ikke ondt på den mørkvingede engel, men praktisk var det ikke. 

Ikke vingerne, de var uerstattelige. 

Til hvad han mente var hans eget held, skulle han dog ikke arbejde for at komme ind på livet af den fremmede mand. De styrede direkte i imod ham - manden og hans grif, og givet at Ramiel ikke selv gjorde sig i kamp på længere distance, var han ikke sen til at rette ud og selv styrer direkte imod dem, hovedet vagt svimlende efter de mange snurren omkring og et ekko af den kvalme han vidste ville komme senere. Ikke lige nu, hvor at adranalin - heldigvis - skærpede hans sanser og skubbede kvalmen mere i baggrunden. 
Han skulle dog stadigvæk passe på; griffens kløer virkede desto tættere på han kom, mere farlige og ødelæggende end mandens... sorte ild. 
De gyldne øjne ikke så meget som grænsede den andens ansigt eller udtryk, men holdt sig til at fokusere på griffens rytmiske bevægelser og vingernes næsten umærkelige vippen og drejen - alt hvad der kunne indikere hvilken retning den ville bevæge sig. På land var han... mildest talt lidt af en klodset skikkelse, men i luften? Det var et element han havde højnet sine færdigheder i på daglig basis, Ramiel følte sig fortræffelig i det livlige element, og var det også. 

I forventning om at griffen ville 'stejle' og gøre brug af sine kløer nu hvor han nærmede sig frontalt, gjorde han sig også klar til at rykke til siden og lade klingerne bide fra sig, så snart han kom tæt nok på. Vinger, krop, ben, mand - alt kunne bruges, selvom rytteren eller dyrets vinger altid var at foretrække; en stækket fugl var en dødsdømt fugl. 

Englen - der ellers ville have gjort sig rigtig godt bare med sit udseende i Mørkets rækker - farrede tilbage mod ham, nu med sorte gløder i luften bag sig, hvor ilden havde ramt hans sorte fjerpragt. Klingerne reflekterede ilden under dem, og Luna stejlede i luften og prøvede at lange ud med sine klør mod faren - præcis som modstanderen havde forudset. 
Den ene klinge snittede sig dybt ind i Lunas bug og hun udstødte et skrig, der fik folk på gaden til at vende sig mod dem trods den ellers altoverdøvende panik i gadebilledet. Blod sprøjtede ud og spækkede de sorte vinger med røde pletter og kaskader af mørk væske faldt ned mod de nysgerrige observatører. 

Dernæst ramte smerten også Zahinael. Det var ikke værre, end han havde prøvet før, men de voldsomme jag gik ham alligevel ikke forbi. Hans venstre læg var allerede, da han fik kigget derned, sølet til i rødt, og han bed tænderne sammen i en lige dele frustreret og vred grimasse. Han slog ud med sit våben mod englen, men det var mest for at tage hans fokus, mens Han rev i Lunas fjer og fik hende til at kaste sig til siden. Med baskende vinger fik hun aflagt distance mellem dem, og så snart hun kunne, dykkede hun ind i en røgsky fra en af de ødelagte bygninger. 
Sandet sved i hans øjne, og da de nåede ud på den anden side, skrabede både Lunas vinge og Zahinaels side i vandkanten. Med nød og næppe fik de undgået vragdele fra en båd, og hun fik bakset dem op i luften igen. Hendes forpinte skrig skar luften i stykker omkring dem. Hun havde aldrig kørt sig selv så hårdt, som hun gjorde nu for at nå det langskib, der lå længst fra ilden, havnebyen og Lysets folk var begyndt at sende ud mod dem. 

Griffen ramte dækket hårdt og efterlod et langt spor af blod henover plankerne. Zahinael faldt af på vejen og trillede helt hen til rælingen. 
"Få os væk herfra!" brølede han til kaptajnen, mens han kom usikkert på benene. 
"Vi kan stadig nå at.."
"Få os væk. Nu!"
Zahinael pressede sine hænder mod sin sårede grifs mave - ligeglad med sit eget ben og for en gangs skyld (og til stor overraskelse for alle, der kendte ham) ligeglad med at få sølet sit tøj ind i blod.

Succes. 

Ramiel vidste at han ville ramme sit mål, da griffens skarpe kløer slog fægtende ud imod ham, og han elegant i den hurtige medfart, vippede sig sidelæns og følte den ubehagelige men også tilfredstillende modstand nu imod de halvmåneformede klinger. Som at skære igennem en moden frugt, Ramiel blev ramt af noget skarpt henover den ene arm i sin fart forbi, men hørte skriget førhen at han så skaden han selv havde svaret igen med; noget der fik et ligedele stolt og selvtilfreds smil til at trække de mørke læber op, og noget der gjorde det nemt at ignorere den stikkende fornemmelse af vind imod den åbne flænge i armen. 

Han vred hovedet bagover, gyldne øjne søgende efter skikkelsen der nu var på vej væk fra ham, og virkede til at have en del besvær med det - Ramiel rettede op, men da han endelig fik vendt sig nok til at han ville kunne sætte efter dem, var det for sent - de var allerede næsten henne ved et af fjendens skibe. Fint, det var selvfølgelig en del af planen, det var hvad han selv havde håbet ville ske. 
Det gav ham et godt incitament til lige at kigge langt og 'advarende' - jah, det var i sandhed ham der havde sendt dem på flugt! - Efter den flygtende skude, førhen at han selv begav sig tættere på jorden igen. 

"Åh for Zalan..." i sin prikken til flængen på hans arm ænsede den mørkhudede mand ikke (med det samme i hvert fald) hvordan at diverse ildebrænde stadigvæk skulle slukkes rundt omkring i byen, alt for optaget af at fjerne det potentielle ar der ville komme, da hans gyldne hånd lagde sig over såret. Bagved ham løb folk stadigvæk panisk rundt, foran ham råbte mænd efter mere forstærkning. 
"... meget bedre" Med et afmålt nik betragtede han resterne af den gyldne magi i dens helbredelse af den brudte hud, inden at et ildevarlsende knæk lød, og han vendte sig tidsnok til at betragte en mindre bazar bod falde sammen, en træt rynke til følge hos halv englen. Det her ville blive en lang rapport. 

Røgen fra den brændende havn kunne ses på himlen længe efter Mørkets langskibe var forsvundet i horisonten. Den gode Abdur Rahim havde mistet en god del af sin formue, men kunne om ikke andet takke forsvarerne for at have sit liv i behold.

Efter at ilden var kommet under kontrol og skaderne optalt, færdiggjorde han med rystende hænder et brev til Fyrsten, prisende forsvarernes ædelmod. Derefter hentede han en af de overlevende kameler og satte kursen mod Sarghos, hvor en af hans fætre levede.
Det ville blive tid til en tidlig pension. Måske en anden handelsmand ville få mere ud af den lille havn, Tar Alsarif, når frygten for Mørket var fortaget og muligheden for at tjene krystaller igen lokkede..