natten var nærmest kun lige begyndt. Skrædderen Sarril arbejdede i havde hun lukket imens hun gik ud og fandt indspiration til nye kjoler og flot tøj. hun havde en blok med til at tegne ideer ned med. hun kom til den kro der var mest kendt og havde lejet et værelse i kroen for at kunne gå rundt imens. hun gik roligt rundt på værelset og skældte sig selv ud. hun havde ikke sovet i mange nætter. mest af alt fordi hun var frustreret. hun gik rundt og stóppede op ved vinduet og så ud. noget fik hende denne nat til at gå ud.

Sarril havde kort mørkt hår. lidt lilla i det. hendes øjne lige så lillae/røde i det. hun havde en lang kjole med et forklæde på. dette forklæde var fyldt med nåle og tråde. og en pen og noget blæk. hun havde taget hendes blok i hånden. hun skyndte sig ud af kroen og gik lidt væk fra kroen, imens hun snakkede med sig selv. hvilket nok virkede lidt underligt. men for sarril vil hun ro i hovedet af det. hun satte sig på et af kroens border uden for. og begyndte at skitsere nogle kjoler med inspiration af skoven. kroen, og natte himlen. Sarril så på sin blok og slå pennen ned i bordet imens.

Sarril var dæmon. ikke noget man så på hendes tøj, men det var mest af alt fordi hun prøvede at lærer om det gode i verden. noget hun aldrig havde forstået før. hun var nød til at lærer det. Sarril så bare ned på blokken med lys fra kroens lille lampe over bordet. hun havde ikke mange ting tegnet. hun kunne simpelhen ikke finde på noget og det gjorde hende vred. "ved zaladin også. hvorfor kan jeg ikke finde på noget" udbrød hun lidt og træk vejret dybt ind og talte lidt til ti imens hun trak vejret ind og talte til ti da hun pustede ud. for at slappe helt af.

Gående rundt i mørket havde Mizech sukket op til flere gange, for han var godt nok ikke tilfreds over det hul han havde fået i den lange kimono. Selvom hullet ikke var det største, irriterede det ham stadigvæk. Han var nød til at finde en skrædder, eller nogen som kunne sy det. For hullet ville sikkert blive større, det skulle ikke undre ham. Han lod de gyldne øjne glide rundt på omgivelserne, bare for at betragte dem lidt. Han valgte dog bevidst at gå imod kroen, som han kort drejede hovedet hen imod hans slange på skulderen. 

Sheja var altid med ham, han gik sjældent nogle steder uden hende. Som han løftede en hånd op til hende, for at kæle lidt for hende med nogle fingre, stod han pludselig inde på kroen. Han lod blikket hurtigt scanne hele kroen, og mødte kort krofatters blik. Dog gik der ikke særlig lang tid, før hans opmærksomhed faldt på en person med lilla hår, lilla hår...Det var ganske specielt, og ud fra det han kunne se på afstanden der var imellem ham og hende, så det ud til at hun tegnede.

Som hun udbrød løftede han undrende et øjenbryn som han gik tættere på hende, trak en stol ud foran hende som han fik sat sig ned. Han lænede sig tilbage, og kiggede ned på det hun var igang med at tegne"Hvad er du ved at tegne"spurgte han undrende som hans gyldne øjne gled hen over tegningen. For han var ikke lige sikker på det endnu, men nysgerrig var han da. Han fortsatte med at kæle lidt for hans slange som den frie hånd lå på bordet. Det mørke hår strittede, og udover den sædvanlige påklædning havde han også perle halskæden på som altid. Et bredt smil voksede sig på hans ansigtet"Det er noget til dig, som du tegner"gættede han undrende.

Sarril løftede et bryn da en skikkelse kom over til hende og talte. hun så op og det første hun så var de gyldne øjne. hun så ned på blokken igen og fnøs af tegningen. "jeg prøver at finde indspiration til mig selv og min butik" sagde hun lettere vredt over ikke at kunne finde det.
hun så op igen på ham og så nu slangen.... en slange. ja dens skæld kunne værre et fint mønster til en kjole eller skjorte. hun så på slangen ret længe imens hun tænkte. Sarril fik indspirration af alt hun kunne finde og få øje på. hun så nu på manden. hun synes dog han lignede en... hvem var det nu..

Sarril slog tanken væk og så på blokken igen. "jeg laver sjældent noget til mig selv. selv om jeg ville ønske jeg kunne bære det jeg lavede" hun mente man skulle ha former, være høj og smuk for at kunne gå i det hun selv designede. noget der jo teknikset var løgn. men sådan havde Sarril det nu en gang.

krofatter havde længe holdt øje med sarril og det kunne godt irretere hende lidt. men hun betalte og så burde han da være glad. hun så roligt på manden og hans slange igen. "hvad laver I her så?" det var jo lidt sent at komme for at få noget at drikke eller spise. Sarril  gjorde sjældent nogle af delene. hun gjorde det kun for at smage på ting folk talte om. men spise af sult gjorde hun sjældent.

Det ville heller ikke undre ham, hvis krofatter holdte øje med ham. Han havde jo ikke engang lavet noget ballade endnu, så han ville undre sig meget hvis krofatter holdte godt øje med ham. Men det var da aldrig til at vide, og han lod hans øjne glide lidt mere hen over tegningen. Som hun nævnte at det var for at finde inspiration til sig selv og hendes butik løftede han nærmest interesseret et øjenbryn"Din butik. det lyder ganske spændende"sagde han med et smil, før kastede et blik hen over skulderen til krofatter. 

Gav et hurtigt tegn med hånden til, at han skulle komme tættere på. Han kunne umuligt sidde foran denne ganske kønne person uden noget at drikke, det var jo nærmest frygteligt. Som han stoppede med at kæle for hans slange, lænede han sig en smule ind over bordet, og lagde hovedet på skrå. Lod øjnene betragte tegningen lidt mere, det var som om han pludselig bedre kunne se, hvad det var"Hvorfor skulle du ikke kunne bære det som du laver"spurgte han undrende, og pludselig ramte det ham. 

Måske hun enlig kunne hjælpe ham med at sy det hul han havde fået i den lange kimono. Det var da en mulighed at spørge hende, for måske hun enlig designede og syede tøj. Som han lod hans blik hvile på hendes ansigt kunne han skimme krofatter ud ad øjenkrogen"Perfekt, et krus mjød tak og kan de være venlig at skaffe denne nydelige person overfor mig noget at drikke også hvis hun er tørstig"sagde han lidt for kækt til hvad der var meningen, uden at vide om personen overfor ham var tøstig. Hendes spørgsmål fik ham til at læne sig godt tilbage i stolen igen, og han lod en hånd hvile sig på hans ene kind som han sad og kiggede på hende"Ikke noget specielt, vi gik rundt udenfor og ville undersøge kroen nærmere, så vi gik herind"svarede han som han kort lod hans blik glide rundt på omgivelserne, men der gik ikke tid før hans blik faldt på hende igen"Hvad med dig, hvad laver du herinde"spurgte han ganske undrende men også nysgerrigt.

var det spændene at hun havde en butik. det var der da mange der havde. hun løftede hovedet til ham da han så mod krofatter. hun forstod ikke hvad der var spændene ved at ha en butik. hun havde gjort det for at få tiden til at gå i dianthos. hans spørgsmål fik dog hende til at kigge undrene på tegningen og så på ham.
"man skal være høj.... ha former, og være smuk" hun så ikke just sig selv som smuk. og da slet ikke høj. for hun var meget lille af en i hendes alder at være. ha former var der ikke meget af hos hende. hun så på tegningen og lavede en smule på den for så at stoppe sig selv. hun synes den manglede noget man hvad.

da krofatter kom og han sagde hun også skulle ha noget og at hun var nydelig så hun lidt mistroisk på ham. når ja det var hans valg at synes det. hun så på krofatter. "et glas vin" sagde hun roligt. for mjød var ikke lige hende.

hans fortælling eller forklaring om at det vare var han ville se nærmere på den fik hende til at se rundt. det gjorde folk da sjældent om natten. da han spørger hvad hun lavede så hun mod krofatter. "jeg bor her midlertidigt til min inspiration er kommet igen" sagde hun roligt og tog en ny side af blokken. og begyndte at lave en kjole og lave nogle slange skinds mønster på den. hun synes selv det så meget intrassant ud. hvilket jo nok var meget godt. måske andre også ville synes det?.

Som han kort lod hans blik glide ned på kruset foran ham, som krofatter havde kommet med. Tøvede han slet ikke med, at gribe fat rundt om det. Løftede det op til hans mund, hvor han tog en stor tår, og derefter satte kruset ned på bordet igen. Der var nu meget hyggeligt herinde på kroen, selvom han hvist aldrig havde været herinde. Måske det fordi han ikke kom så tit i de byer hvor vampyrerne tit kom, eller også var det nok fordi han ikke gad komme de steder.

"Javel...Men jeg synes du er meget smuk, så måske man kan gøre noget alligevel selvom du ikke har den højde man skal"sagde han og tænkte lidt som han lod nogle fingre stryg hen over kanten af kruset. Han havde blikket på hende, som han tænkte lidt over de ord han lige havde sagt. Måske man virkelig kunne gøre et eller andet, selvom hun ikke var høj, og mente hun havde former. Nu havde han ikke tænkt sig at undersøge nærmere efter det, for ville det ikke også være underligt nu, hvor de lige havde mødt hinanden.

Hendes svar til det han havde nævnt med at krofatter skulle skaffe hende noget at drikke også, fik kun det brede nærmest tilfredse smil til at brede sig på ansigtet. Han drejede så hovedet en smule væk fra hende, som han betragtede nogle af de mennesker der sad herinde. Han kendte nu ingen af dem, og besluttede sig for at vende hans blik og hoved hen på hende igen"Jeg kan måske hjælpe dig med din inspiration, hvis du kender en som kan hjælpe mig med det huk jeg har fået i min kimono"sagde han og sukkede irriteret som han kort løftede den frie hånd op til hans slange Sheja.

ingen havde nogle sinde kaldet Sarril for smuk på sådan en måde. hun så lidt mistroisk over for hvad han sagde. hun trak dog på skuldrene og fik et glas vin ned til sig. hun tog en lille slurk af det imens hun holdte øje med ham.. hun kunne nemt lave tøj til en mand. de ville altid ha det samme når de var rige. og når de var fattige eller middel. hun stilte glasset og så ned på blokken og tegnede llidt på den kjole hun fik i hovedet af at se slangen. selvfølgelig ville hun altid lave en kjole ud af ægte slange skind. det var kun syndt for dyret.

hun så på ham da han nævnte hans kimono. hun så på den. den var fin. nok meget dyrt stof. sad hun og tænkte. hun tog en nålepude op og nogle tråde om et stykke tyndt træ. hun så på ham og rejste sig. nu kunne man ordenligt se hun ikke var så høj. hun var ikke mere end 165 cm og derfor iforhold til andre meget lav. hun gik over til ham og rakte ud efter hans kimono for at mærke på den. hun skulle lige tjekke om hun havde det rigtige stof vis holdet skulle lappes. vis det var en syning var det meget nemmere. hun så på ham. "jeg kan måske godt lave det for dig." hun smilte ikke men så meget neutral ud. hun var jo skrædder så et lille hul kunne ikke være det værste at lave.

Sarril havde ikke mange former. hun var flad brystet og hendes hofter var heller ikke særlig store. hun lignede lidt en dreng i pige tøj. eller sådan så hun sig selv ihvert fald. hun vidste ikke rigtigt noget om denne mand men hun kendte til at ha hul i tøjet det var det værste ifølge hende.

Sarril strøg lidt hår om bag øret og tog stollen over mod ham imens hun så på hans kimono for at finde hullet. hun så på kimonoens hul og tog sin nålepude og sin træ med tråde på. hun tænkte lidt over det det var ikke svært kunne hun nemt se. hun så op på ham for at se om hun kunne få tilladelse til at reperare den. hun kunne også bare gøre det men det ville de lidt underligt ud.

Med et nærmest overraskende udtryk på ansigtet lod han blot de gyldne øjne følge hende, og som hun nærmede sig ham kiggede han hurtigt på nålepuden der kom frem, og alt det andet udstyr. Så hun kunne virkelig godt hjælpe ham, det havde han ikke lige troet. Slet ikke, men det var da kun meget heldigt, og så ville han heller ikke blive mere irriteret over hulet i kimonoen. Han lagde hovedet på skrå som han studerede hende med øjnene, han forstod virkelig ikke hvorfor der var nogen der ikke mente at hun var smuk.

"Det er virkelig pænt af dig, jeg var tæt på at blive mere og mere irriteret over det"sagde han med et bredt smil, som han lod hans øjne følge hendes bevægelse. Aldrig havde han set nogen sy noget før, ikke lige hvad han selv kunne huske. Ikke engang hans mor syede tøj, og han var heller ikke særlig sikker på at hans far gjorde. Det virkede som om hun havde syet før, og prøvet det før og Mizech kunne slet ikke undgå at tænke på, om den butik hun havde nævnt måske var en butik med stof, og sy ting. 

Som han mødte hendes blik nærmest som om at hun ville have tilladelse til at repere det, gav han et nik med hovedet, og lod en hånd hvile sig imod hans hoved, som han sad og betragtede hende"Du har min fulde tilladelse, det skal du ikke være i tvivl om"sagde han kækt som han blinkede til hende. Som han sad afslappet på stolen, overvejede han noget at drikke, han havde heldigvis noget foran sig. Greb uden at tøve fat rundt om kruset, og tog en stor tår af det, før kruset blev sat på bordet igen. Hans slange kunne han godt mærke kiggede ned på kvinden, nærmest lige så nysgerrig som Mizech var.

pænt af hende? var det ikke noget mennesker sagde når nogle gjorder noget godt for dem. Sarril så på hulet nede u bundet og så at det var meget nemt at lave. det ville dog ødelægge mønsteret en smule men vis det generede ham så meget måtte det jo laves.
da han sagde hun havde hans tilladelse nikkede hun som tak for svaret. hun tog kimonoens hul op ved sig og sammen lignede tråde med hans kimonos stof farve. hun fandt dog en der passede perfekt. hun tog en nål og noget af tråden fra rollen. hun trådede nålen og begyndte at sy imens hun mærkede blikket fra slangen. hun havde intet imod slanger. hun havde heller intet imod mennesker. selv om de mennesker hver især havde en irreterene vane med at tro godt om alle. det kunne godt irretere Sarril lidt. for ikke alle var gode jo.

hun så kort op på hans gule øjne og kneb øjnene sammen kort for at se hvem han lignede. de øjne mindene hende om en eller anden. hun  kunne bare ikke sætte fingeren på hvad det var. hun så ned på kimonoen igen og lavede et lukke stig før hun tog hovedet ned til stoffet og bed tråden over og rette sig op. "så skulle det være lavet." sagde hun roligt og tog stolen på plads igen og satte sig ned ved vinen og tog en tår.
Sarrils blå lilla øjne så over på slangen og tænkte lidt over det at ha kæle dyr i dæmon byen. det havde  meget få jo. men dem der havde havde dem også meget som hjælpere til alt muligt. var det det samme med mennesker?

Sarril havde levet hele sin "ungdom" i dæmonriget og var derfor lidt uvant med menneskernes tale måder  oog udtryk. hun gjorde stadig nye opdagelser hver dag. hun lagde albuerne på bordet og satte hovedet på sine hænder. "når....du virker på en måde.... bekendt, vi har vil ikke mødtes før vel?" hun var lidt i tvivl hvad han var . men noget sagde hende han var tættere på hende selv end hun regnede med.

Mizech var sikker på, at hans slange slet ikke ville denne person noget ondt, den ville sikkert se hvad hun lavede ved hullet. Enlig fulgte han selv med, som hans gyldne øjne fulgte hendes bevægelser. Det var heldigt at, han havde stødt ind i hende, for han vidste ikke om der ville andre herinde på kroen, som kunne sy hullet. For andre havde de nok ikke bekymret sig, om sådan noget som et hul. Men for Mizech var det bare nød til at blive ordnet, måske lidt stædig, men måske han altid havde været det når det handlede om hans tøj. Forsat med hovedet på skrå, betragtede han hende lidt mere, som han pludselig kunne mærke slangens tunge imod hans hals, hvilket kun fik ham til at smile bredt.

Som hun blev færdig kiggede han imponeret over hullet der var blevet syet, og han satte sig godt tilbage i stolen. Lod hans blik hvile sig på hende"Det er imponeret, jeg er glad for at du ville hjælpe"sagde han med en venlig tone, som han greb fat rundt om hans glas, med vinen i. Løftede det op til hans mund, for at drikke en stor tår. Han havde sikkert aldrig kunne fikse hullet selv, så det var ganske pænt af hende. Han var taknemmelig for det, selvom han sikkert ikke burde. Hans forældre ville sikkert aldrig reagere sådan, men heldigvis var han lidt anderledes fra dem. Selvom han også mindede meget om dem begge to, dog var det mest når man mindst ventede det.

Hans glas satte han ned på bordet igen, som han lod hænderne kærtegne glasset, og han sad meget afslappet på stolen. Selvom der var flere folk herinde, så havde han skam ikke lyst til at kigge på andre end denne mystiske person overfor ham"Virker jeg bekendt..."lød det undrende fra ham som han løftede begge øjenbryn, og nærmest lagde hovedet lidt på skrå. Han lod en hånd hvile sig på hans kind, som han lænede sig lidt ind over bordet. Pludselig kom tankerne om mødet med Murizz op i hans hoved, hvordan den dreng havde nævnt at Mizech mindede om hans far..Åh nej ville denne person foran ham, også nævne det. Han frygtede det lidt, men var også nød til at finde ud ad det"Tror ikke vi har mødtes før...Men det kan godt være min hukommelse spiller et pus"sagde han hvorefter han blinkede til hende, om han drejede hovedet hen imod hans slange, som han sendte slangen et smil.

glad for at kunne hjælpe? det udtryk havde hun hørt andre sige men var ikke sikker på hvad det betød. det var nok en af krystalianernes tale måde for at være venlig. hun så noget forvirret ud men rystede det af sig og satte sig tilbage på sin plads. hun så på ham da han gentog hende hun var ikke sikker men noget ved hans ansigt og øjne sagde hun havde set det før men hvor. hun tænkte meget over det og så på ham imens han talte. hun så pludselig en helt anden foran sig. hun spærrede øjnene op. "jeg tror du ligner min familie bekendt. en der har været hos min familie i al den tid jeg kan huske." sagde hun lavt. hun var ved at sige familie ven. men en dæmon i hendes land havde ikke venner. hun kneb øjnene sammen for at studere hans stræk. det måtte være ham.

"hvem er dine forældre måske?" spurgte hun og måtte være sikker på det ikke bare var et tilfælde at han lignede HAM. hun ville ikke sige navnet for vis nu det var helt galt var det jo dumt at forvente noget.
hun så på sine syting på bordet og begyndte at pakke dem sammen og ned i sin lomme.

Imens han undrende sad og kiggede på hende, som han prøvede at gætte sig frem til hvem det var han kunne minde om. Men tankerne omkring hans far kunne han slet ikke undgå, for det havde han hørt før. Alle de gange hvor, enten folk havde hvisket, eller nogen havde nævnt om han ikke var hans søn. Havde fået Mizech til at sukke opgivende, og dog så kunne han vel ikke klage over det ganske nydelige udseende"En bekendt af din familie...Hvem er det"endnu mere undrende kiggede han på hende. Hun lignede ikke en han havde set før, så gad vide hvem hun kunne mene. Han greb fat rundt om sit glas foran sig, og tog en stor slurk, før han endnu engang sad og tænkte lidt. Kunne hun mene...Nej...Eller...Nej det kunne hun vel ikke, kunne hun? Mizech kunne hurtig mærke, hvordan han efterhånden kun tænkte mere og mere over hvem denne bekendte person kunne være.

Som spørgsmålet om hvem hans forældre var kom fra hende, sukkede han som han lænede sig tilbage i stolen, og kort kiggede til den ene side hen på Sheja. Hans trofaste slange der bare kiggede på kvinden foran dem. Skulle han svare hende på, hvem hans forældre var? Det var ikke fordi han elskede at snakke om dem, generelt hadede han at snakke om familie og hans forældre. Men nu havde hun været så flink imod ham, så det skadede måske ikke at svare hende. Så endnu et suk forlod hans mund, og han tog en dyb - meget dyb vejtrækning. Han gik ud fra hun nok ikke kendte nogen af dem, så der var vel ingen grund til at han holdte det skjult for hende"Min mor hedder Lilith, og min far..."han stoppede kort, som hn lod de gyldne øjne hvile sig på glasset, som han pludselig fik lyst til at knuse. 

Men han holdte sig rolig, før han lod blikket hvile sig på hendes ansigt"Min far hedder Deavás..."svarede han så, som han undgik at smile men sad og tænkte lidt nærmere over forældrenes navne.