Det var underligt og utrolig hjemmevant at være tilbage i Dianthos. Årene var gået siden hun stod i kroen og serverede mad og drikke for byens beboere og tilkomne gæster. Hun havde fået en chance til at leve et mere lovlydigt liv. Amy var ikke sikker på hvad der var blevet af hende hvis hun var fortsat på gaden men en knude i hendes mave fortalte hende at det ikke var endt godt.
I stedet kunne hun nu vende tilbage til de kendte gader efter flere års fravær derfra. Den første dag hun havde været alene i det lille nye hjem, var hun taget ud og se til de gader hun kendte så godt men nu så helt anderledes på. Hun fandt hurtigt stederne hun førhen havde gemt sig, eller brugt til at klatre ubesværet op på tagenes toppe. Synet af bageren og den varme skorsten hun havde været uheldig nok til at kalde sit hjem i flere år fik et trist smil frem på læben. Det føltes som evigheder siden.

Men der var også glæderne ved at være vendt tilbage. Hun nød den velkendte støj og de mange mennesker omkring sig. Hun genfandt flere bekendte – ikke fra gaden, men fra tiden i kroen, og gik flere gange ned på markedspladsen. Ikke at hun brugte penge uhæmmet. Det havde hun aldrig nogensinde været god til, men i stedet betragtede de forskellige vare. Denne gang stoppende den velkendte gamle trang at snige noget ned i tasken eller lommen. Hun var ikke længere en tyv.

Da hun kom hjem, var der ingen i det lille hus. Med en let undrende rynken i panden lukkede hun døren efter sig. Hun var ikke videre bekymret. Den nye ypperstepræstinde kunne tage tid, og han havde intet nævnt om hvornår han ville være tilbage. Amy var ikke så bekymret for om der var sket ham noget, for hun vidste at han kunne klare sig selv. Desuden var engle, selv med sorte vinger, knap så jaget vildt i Dianthos, i modsætningen til de mere overtroiske bondebyer. I stedet gik hun ud i den lille urtehave, rengjorde de små bede og tilså planterne. Amy var ikke født med grønne fingre, men præstinderne havde lært hende et par ting i Norden hvor det var langt svære at holde plantevækst i live.

Amy sad inde i en stol med benene trukket op til sig og med et meget koncentreret udtryk da hoveddøren gav sig. Hun havde fået nogle ruller med let læselig tekst, men Amy var ikke blevet meget bedre til at læse, og da slet ikke at skrive. ”Hej” hilste hun først uden at kigge op fra pergamentet. Hun løftede først blikket fra de snørklede bogstaver som døren blev lukket og mærkede derefter det rolige smil falme fuldstændig. ”Hvad er der galt?”

Det var blevet senere end forventet før Mitch havde forladt Kiles Tempel og bevæget sig gennem Dianthos stadig travle gader mod det lille hus han allerede nu tænkte på som hjem. Et lille hus i et nogenlunde kvarter og med plads nok til to. Han stoppede ved lågen ind til den lille have, hvor jorden på begge sider af stien op til hoveddøren var indhegnet lavt og plantet til med urter og grønsager. Størstedelen havde allerede nu vist deres grønne farver frem og med lidt varme, sol og vand skulle det snart myldre med liv. Der var også tydelige spor af en kærlig hånd samme dag, hvilket kaldte antydningen af et smil frem i hendes øjne for et flygtigt sekund.

Han skubbede lågen op og lukkede den igen bag sig med tankerne holdt om nuet og have for at undgå de vandrede tilbage. Uden det store held. Skyggen der havde hængt over ham hele eftermiddagen indhentede ham før hoveddøren og lagde sig tungt over hans sind, som han lod den glide op. Inde fandt hans blik hurtigt den smukke rødtop, der havde valgt at dele hans liv i Dianthos med ham. Hendes sprudlende energi var trukket ned i koncentration over de ruller hun sad og skulede til og det var næsten nok til atter at finde smilet frem i hans blik. Men kun næsten.

Han vendte sig fra hende, som hun så op og holdt blikket på døren mens han lukkede den. Så ændrede klangen i hendes stemme sig fra den varme der havde hilst ham og til den bekymrede der fulgte efter. Nok til at han lukkede øjnene kort, tvang sine tanker til nuet og kunne smile til hende som han vendte sig mod rummet igen. "Lang dag. Hård." Han hængte kappen ved siden af døren, før han tog de få skridt over til hende, bøjede sig og kyssede hende på panden, hvilket stadig var sikre for hendes sjælefred end munden når han lige var kommet hende nær. Derefter lod han sig synke ned i den anden stol ved ilden. "Netrish nedkom i dag."

Amy rynkede brynene sammen ved hans svar. Kort. Ikke at hun var forvænnet med at han talte som et vandfald, men hun syntes alligevel det var kortere end det plejede at være. Hun flyttede det bekymrede blik ned til rullerne og lod dem folde sig sammen og lagde dem over på bordet ved siden af sig. Hun løftede hovedet, lukkede øjnende og smilede varmt som hun mærkede læberne mod sin pande. Hun havde stadig et ønske om at kunne håndtere affektion langt bedre, end hun kunne nu. Men hun vidste det var blevet bedre og det var velkommen når han kom hjem, uden at hun blev ukomfortabel. Den perfekte kombination i øjeblikket. Men hendes opmærksomhed var hurtigt tilbage til det dystre hun kunne fornemme der var kommet ud af dagen, selvom han som altid så ud til at ville skåne hende fra problemerne.

Amy så en smule forvirret på ham, og vendte sig i stolen så hun sad med så meget front imod ham som muligt. Det bekymrede forsvandt ikke, selvom hun fik et lille skævt smil frem. ”Er det ikke en glædelig nyhed?” det var selvfølgelig upraktisk nu det var i dag hun skulle introduceres som den nye ypperstepræstinde. Men af hvad Amy vidste, var det oftest set som en glædes dag når børn kom til verden. At Amy ikke selv havde været et af disse ønskebørn betød heldigvis ikke at hun var blind for at andre kunne finde stor glæde i det. Et emne hun havde valgt aldrig selv at fokusere på. Det blev formentligt heller aldrig nødvendigt at hun skulle tænke over, så hvorfor overhovedet bekymre sig selv med det! Nej, i stedet kiggede hun på Mitch med hovedet let på skrå, et svagt smil og undren i blikket. Han synes vel det var en glædelig nyhed?

Mitch havde haft lyst til at lukke øjnene igen som han satte sig, men beholdt dem åbne og let hvilende på Amy. Noget i dem trak dog til intetheden, som han stadig kæmpede med at få dagen til at falde på plads. Hendes stemme var lidt som et anker til nuet og han nikkede da også først let til svar. "Jo, mest var det." Langsomt trak han vejret ind, før han lænede sig frem og foldede hænderne foran sig. Vingerne foldede sig let ud og ind for at finde en passende position for at kunne være der, når han sad ned.

"Hun ventede trillinger. En overraskelse for alle både hun, hendes mand og jeg." Et lille smil krusede hans læber ved det sidste før han rystede på hovedet. "Helbredende evner virker trods alt kun oplysende hvis man rent faktisk bruger dem og ingen af os havde åbenbart set efter livet i hendes mave nok til at vide der var flere."
Stille rakte han ud og tog hendes ene hånd i sin. Mest af alt for sin egen skyld. han havde brug for kontakten til at sige det næste. "Kun to overlevede. Drengen måtte jeg bære til Kile uden han nogen sinde så Isaris lys."

Mest var det. Det tegnede ikke godt. Amy rynkede brynene en smule mere, men kommenterede ikke på ordene. Hun lod ham tage den tid han havde brug for, for at sige hvad der lå ham på sinde. Eller rette, det forfærdelige dagen havde bragt ham.
Som Mitch gjorde bevægelsen for at række ud efter hendes hånd, løftede hun den selv hen imod ham. Tog den i sin og gav den et blidt klem. Hun var der for ham.

Amy lukkede langsomt sine øjne kort, sank hovedet og tog en dyb indånding før hun åbnede sine øjne på ny og kiggede på ham. "Det er jeg ked af." Selv med healere i deres nærvær var chancerne for at flere børn overlevede begrænset. Det havde Amy i hvert fald hørt, og desuden var det en sjældenhed at der var mere end én! Men det var ikke vigtigt at fokusere på nu. Amy lagde sin anden hånd, over deres samlede hænder og aede ham blidt over håndryggen med sin tommelfinger
"Hvordan klare hun det?" spurgte Amy bekymret ind til. Hun kendte ikke Netrish, men havde hørt Mitch tale varmt om hende, og det var nok for hende til at udvise bekymring for den andens ve og vel.

Det hjalp lidt at mærke Amys hånd og det klem hun gav hans i det han tog hendes. For Mitch var det et lille anker til nuet og verden. En lille bekræftelse af hvad der også var i den. Det var ikke ofte han lod sit arbejde påvirke sig. Før havde det kunne koste ham livet eller lysten til livet og nu? Så meget havde han heller ikke forandret sig. Alligevel havde der været noget ved at ankomme som den dødfødte gjorde det, som havde ramt ham dybere end han ville være sig ved. For fulgte Kile ham siden så mange skulle dø i hans nærhed?

Han nikkede let og lod tomlen stryge hen over Amys håndryg. Hendes stemme kaldte på fornuften i ham, hvilket var tiltrængt. "Også her." Han trak vejret dybt og rystede så let på hovedet af sig selv. "Jeg ved at det var en gave to overlevede hvor alle burde være gået til kile, men..." Han mødte Amys blik og fandt endelig antydningen af et smil frem i de mørke øjne. "Ingen sagde hjertet nogensinde ville det let." Hans var faldet for den lille rødhårede størrelse trods alt og kun tiden ville vise hvad hun ville føre med sig ind i hans liv.

Med tanken på den fjerne fremtid gled hans blik ud i intetheden og som et tegn fra hans underbevidsthed syntes han et kort øjeblik han kunne høre barne latter og små fodtrin løbe over gulvet. Så var det væk igen og efterlod ham kun med en rynke i panden og en forvirret fornemmelse af at have misset noget indsigt. Endnu engang.
Amys stemme trak ham tilbage og al smil forsvandt. "Hun står imod. Heldigvis har hun pigerne og hendes mand til at holde tankerne fra at kredse om, så hun skal nok klare sig." Der var ingen tvivl i hans sind om dette. Med hvad han vidste Netrish havde overlevet, så ville dette gøre ondt, men langt fra knække hende.

Amy havde ikke set ham sådan før. Han havde altid virket så rolig og kontrolleret, specielt hvad angik hans tro. Han havde også altid været god til at forklare hende hvad det gik ud på, selvom hun ikke nødvendigvis helt forstod hvorfor det lige var blevet Kile som var hans gud. Men det var det, og han havde virket så stærk i den tro. Noget virkede knækket. Det, det skræmte hende faktisk, selvom hun ikke lod det vise. Hun var ikke vigtig lige nu. Det mente hun i hvert fald selv.

Amy forsøgte at smile opmuntrende til ham, men hun forstod godt hvad han mente. Selvfølgelig var alle parter glad for at to af de tre børn var overlevet, og at moren var det samme. Det kunne nemt være endt i en langt anden situation der havde været mere mørk og dyster. ”Nej, det har ingen lovet os” svarede hun ærligt og drejede hovedet let på skrå til den ene side. ”Der er intet forkert over, at sørge over det tabte liv trods hans søstre overlevede.” påpegede og forsikrede hun ham. Han skulle ikke tro der var noget galt i at have følelsen af sorg over det tabte. Også selvom det hele kunne være endt langt værre.

Hendes bryn rynkede sig kort som Mitch’s øjne blev blanke en kort stund. Det plejede at havde noget at gøre med hans evne, så hun forstyrrede ham ikke, men ventede blot til at han var tilbage ved sig igen. Det var noget der havde forvirret ham, men af hvad Amy havde fået at vide, ville alt havde forvirret hende med sådan en evne.
”Det var godt.” svarede hun og gav hans hånd et klem igen. Det var dejligt at vide, at Netrish trods denne prøvelse stadig ville komme igennem det. Hun havde støtte. Hun havde lyst til at spørge uddybende ind, men var i tvivl om Mitch havde brug for at tale om det, eller mest bare havde brug for at sidde lidt og derefter havde sine tanker andet sted.

Mitch kunne ikke andet end smile tilbage til Amy, som hun ærligt svarede med en forsikring, der passede så meget til det sagte som det tænkte for ham. Endnu engang var han glad for at have en at komme hjem til og det endda en der lyttede i stedet for at stille spørgsmål. "Der er aldrig noget forkert i at sørge." Han klemte hendes hånd. "Nogen gange rammer andres tab blot lidt for nært og uventet." Han var vant til folk døde omkring ham. På slagmarken, under kamp eller i helbrederhuset, men at komme som Kile meldte sin egen ankomst, det skete ikke så tit for ham. Slet ikke med børn.

Synet var værd at tænke nærmere over senere. Det havde føltes anderledes end de glimt han fik af andre, specifikt havde der ikke været nogen at se i det. Kun lyde. At møde Amys blå øjne og mærke hendes forsikrende klem var dog vigtigere i øjeblikket. "Og det bliver godt." Han strøg en finger over hendes håndryg og rejste sig så fra stolen. "Hvordan med din dag?"
Han lyttede som han bevægede hen mod køkkendelen af underetagen. Efter at have stået vågende over den dødfødte i Kiles Tempel sad en rastløs energi svagt i ham og gjorde bevægelse en tiltrængt ting. Mest af alt var det dog ved at være tid for aftensmad, noget de lavede sammen og en god ting at snakke videre over. "Har vi stadig rester af den gryde sammenkogt?" Han havde været distraheret aftenen før og kunne ikke huske hvor langt ned de efterhånden var kommet.

Amy nikkede, forstående overfor hvad han sagde. Nogle gange ramte det bare hårdere end man forventede. Ikke at hun regnede med at Mitch havde mistet nogle børn i sit liv, men det kunne være nært og uventet på mange måder. Desuden, havde man bare et snert af medfølelse i kroppen, havde det ikke været nogen rar situation at stå i. Det havde hun fuld forståelse for. Nok tilbad han dødens gudinde, men det havde ikke den betydning at man håbede folk faldte døde om omkring en. Det var ikke sådan hun havde forstået det i hvert fald.

Amy lod ham rejse sig og bevæge sig over mod køkkenet som hun besvarede han spørgsmål. ”Udmærket. Jeg har været i køkkenhaven, så du nok kunne se. Men jeg er så absolut ikke gode venner med de ruller. Let begyndelse, ja ja, det kan de sagtens sige” kom der brummende fra hende omkring skriftrullerne hun tidligere havde anstrengt sig kraftigt på, i et stort forsøg på faktisk at lærer noget mere. Hun lærte også, det gik bare så frygtelig langsomt!
Hun kendte efterhånden hans vaner og træk fra at havde spenderet så megen tid sammen, at hun ikke var i tvivl om at han var rastløs. Hun gik roligt hen mod køkkenet ”Mhm men det kan godt tåle at få et par kartofler mere i” svarede hun som hun kom nærmere og lod en hånd glide hen over ryggen på ham. Hun gled rundt om ham og kravlede ind under hans arm for at kramme ham. Hun lukkede øjnende kort før hun slap ham igen og vendte tilbage til køkkensnakken og fandt et par svagt runkne kartofler frem fra en krukke og begyndte at rense dem.
Amy var ikke god til det fysiske aspekt, men det gjorde også bare de små stunder hvor hun aktivt gik ind i hans favn mere specielle. Det var hendes måde at fortælle at alting var okay, eller at det blev det, og at hun var der. At hun var med ham, hele vejen, hvad end han havde brug for.

Mitch nikkede let og skjulte halvt et smil, før han lød det flyde frem i blikket mod Amy. Det havde været en omvæltning for dem begge to at rejse til Dianthos sammen og med plan om at forblive sammen. Nok havde der hængt en usagt fornemmelse om muligheden mellem dem fra rødkælken havde landet på hans skulder og han havde måtte præsentere den uventede rødtop til familien samtidig med at de slugte hans genkomst. Det havde vokset tydeligere frem i templet bagefter og for ham hugget til i brystet som de var blevet adskilt af magisk vej og de syner han havde modtaget af hende ikke fra et ønskeligt sted at se nogen.
"Det skal nok komme." Den del var han slet ikke i tvivl om. Amy havde hovedet til  at lære nu hun endelig havde fået mulighederne for det. Usagt forblev hvad hun ville bruge det til. Af flere grunde så han hende ikke blive hjemmepassende husmor kun med naboerne at sladre med. Det havde verden vist sig for stor til og eventyrerne derude for mange artede.

Den varme hånd hans ryg fik ha uvægerligt til at løfte armen let og lade hende komme nær, som han også naturligt lukkede armen ned omkring hende og gemte hende under en vinge, som han bøjede hovedet let og kyssede den råde top. "Det ville strække den ja." Han slap hende tøvende, rystede så let på hovedet af sig selv og gik selv i gang med at tænde op i ildstedet der. Det var bygget til at skubbe en rist ind over gløderne eller have en gryde hængende i behagelig højde over, så selvom det var lidt overdådigt med to steder til ild i så lille et hus, så havde de det.
Han rodede op i gløderne og lagde et frisk stykke brænde på. "Er Gidion og Caitlin nået frem?"

Amy sukkede dybt og kom med en let brummen. ”Tålmodighed er ikke min stærke side, ved du nok” heldigt for hende var tålmodighed en af hans! Nogle gange ville Amy ønske at skriftrullerne bare flyttede deres budskab direkte ind i hendes sind og hun ville forstå det med det samme! Så ville hun være i stand til hurtigt at skifte over til noget nyt og formentlig mere interessant. Ikke at hun helt vidste hvad hun ville bruge det til endnu. Andet end det var vigtigt for hende. Caitlin kunne læse og havde gjort brug af det på deres eventyr, hvor Amy selv ikke havde haft megen chance for at vide hvad tegnene betød. Men Amy fandt sig pludselig mere interesseret i bøgernes viden end eventyrernes – trods de ikke helt havde forladt hendes sind.

Amy fandt en tryghed ved at mærke de sorte vinger lukke sig omkring hende, om end det var for en kort stund, og hun begyndte at smile helt automatisk. Men hun fandt også ro ved at klare almene gøremål, som at rense kartoflerne mens Mitch rodede i gløderne og fik ilden i gang. Hans spørgsmål fik kniven til at stoppe sin bevægelse og hendes træk blev en smule mere bekymrede. ”Ja, de er flyttet tilbage ind i Gidions gamle tømrehandel. Caitlin er.. Caitlin er meget glad for at være tilbage” Hun skar kartoflerne i grove stykker og lod dem dumpe ned i gryden. ”Hvilket bekymre mig.” bekendtgjorde hun ærligt. Det var efterhånden lang tid siden hun havde løjet for ham, og hun fandt ikke længere nogen grund til at gøre det. En udvikling som rødtoppen ikke havde set komme, taget i betragtning af hendes liv havde bestået hovedsageligt af bedrag og svindel.

Mitch brummede let morende over de alt for sande ord fra hans lille rødtop. "Men den er blevet ikke så lidt bedre." Det samme kunne så siges om hans evne til at slappe af og slække på alvoren omkring andre. Smilene var blevet flere og udtrykket ikke altid hugget i marmor, når han var hjemme som nu eller blandt de mindste i Helbrederhuset. "Skoven gjorde dig godt. Alle de mange adspredelser og de uendelige muligheder for undvigelser af hvad Gidion havde sat jer til..." Selv drilleri faldt ham mere naturligt og kom endda tydeligt ud. Fra tid til anden.

De hjemlige gøremål og rutiner de var ved at opbygge hjalp også på stemningen. Han fik rystet det sidste af dagen af sig og koncentrerede i stedet sin opmærksomhed om det han havde foran sig og det Amy fortalte. Noget i hendes stemme nu fik ham til at rynke brynene og se over på hende. "Bekymre dig hvordan?" For ham havde det været en lettelse at kunne møde den anden piges blik uden at hun trak sig væk fra ham eller ufrivilligt gøs. Deres første møde havde sat spor, som ville tage længere tid end skrammerne om at fortone.

Amy himlede med øjnende, men havde et underholdt smil på læberne som hun skævede til ham. ”Det kunne jo nærmest heller ikke blive værre” Hendes røde hår afslørede hende hurtigere end hendes stemme gjorde, lige hvad det angik. Der skulle ikke meget til at gøre hende hidsig, selvom det var blevet en del bedre med årene. Dengang de mødte hinanden, skulle der ikke meget til at tænde hende af som et flammehav. ”Gjorde den nu det?” der var et glimt i øjet inden hun fortsatte ”Jeg har i hvert fald fået eventyr nok for en stund” Der var noget ubeskrivelig rart ved at være, bogstavelig talt, faldet til ro.

Amy stoppede kniven for i stedet at banke lidt på den med sin pegefinger og stirre frem for sig et kort øjeblik. Hun trak lidt på skulderne og gik i gang igen, mere fokuseret på brættet foran sig end før. ”Jeg ved ikke. Det har været en god ting at komme tilbage, og hun virker gladere. Hvilket er det vigtigste.” forsøgte hun at redegøre mere for sig selv end for ham som hun fik hakket færdig.
Amy tog en dyb indånding og lukkede øjnende. ”Jeg er bange for hun falder tilbage. Tilbage til hvordan hun.. vi.. vi var før hun rejste og jeg fik jobbet på kroen.” hun lagde kniven fra sig og forsøgte sig med et halvhjertet smil. ”Jeg bekymre mig nok bare for meget, tror du ikke?” hun løftede blikket til ham, med det skæve smil på læben, men ikke helt den samme livlighed i øjnende. Hun var bekymret. Og hun vidste ikke rigtig og det var berettiget til det, eller om hun mildest talt bare var blevet en smule overbeskyttende. Caitlin kunne klare sig selv! Bedre end Amy nogensinde havde.

Mitch lod latteren være synlig i sit blik, som han besvarede Amys ord med et sigende smil og sin tavshed. Den var virkelig sket en forandring med hende fra den forskræmte størrelse han utiltænkt havde jaget en frygt i livet og til det roligere væsen, der nu huserede i huset og snart nok også et andet sted i byen. At være henvist til så lidt kontakt med andre som huset gav ville ikke være nok længe. "Det gjorde den og det er jeg glad for. Med de eventyr I fandt på ville du sende mig tilbage i graven, hvis du forsvandt så hurtigt ud på et nyt." Hvem tog lige ud for at plyndre en drage?

Så lyttede han roligt, men uden at Amys bekymring smittede til ham. De to piger havde for ham altid virket så forskellige, skønt de tydeligt holdt af hinanden. Noget han byggede mest på hvad han havde hørt og mindre på hvad han havde set. Den lille kat var dog i hans oplevelse lidt for meget lige det og en kat havde det med at gå sine egne veje - specielt som ung. "Hun har nok brug for fornemmelsen af mange omkring sig for rigtig at føle sig tilpas. Skoven var et isoleret sted og der var næppe nok for hende at blive nysgerrig om til at holde hende i ro."

Han rakte ud og strøg hende over kinden, før han fortsatte med det han var i gang med. "Forhåbentlig har hun mere fornuft end det." Han vidste ikke helt hvad de havde lavet som børn eller hvad de havde levet af på gaden, men han kunne gisne om det. Største fare var en gammel bande, der ønskede dem tilbage eller straffet for at forsvinde, men til nu havde Amy ikke udvist den mindste bekymring om at bevæge sig rundt.

Hun gik ikke og tænkte på det hver dag, men Amy blev engang imellem mindet om at Mitch havde oplevet døden, og genopstået til livet igen. Det skræmte hende stadig at tænke på at han havde været død. Også selvom hun ikke havde kendt ham dengang.
Et varmt smil gled over hendes læber, som hun fastholdte en let morskab i sit blik trods ordene hun ville sige havde mere alvor i sig. "Graven er et af de sidste steder jeg ønsker at se dig" selvom hun godt vidste hvad han havde ment, skræmte tanken om døden hende. Hans såvel som andres og sin egen.

"Nok ikke. Nogen ville sige det var en god ting" Amy vidste dog også at det kunne før eller siden kede hende. Men hun var de få år ældre, og af en anden støbning. Noget i hende havde altid higet efter trygge rammer. Selvom eventyr da stadig fristede hende!

"Nu har hun også Gidion. Så selv hvis hun kommer i problemer, har hun hjælp" selvfølgelig ville Amy altid komme Caitlin til undsætning. Der var ingen tvivl, men Gidion var trygheden og sikkerheden de begge godt kunne havde brugt som børn. Amy tog en dyb indånding og satte pris på de små ting der nu føltes normalt, som at hans fingre havde støget sig over hendes kind, for at give hende trøst og forsikring.

Mitch løftede roligt den ene hånd og strøg blidt Amy over kinden, før han lod hånden glide om bag hendes nakke. Med den der var det så let at trække hende forsigtigt ind til sig og kysse hendes hår. "Rart at vide. Skal jeg gætte på steder du kunne ønske dig at se mig...?" Hans tone var drillende og let, som den indikerede mere end det sagde. Den nemmeste måde at aflede hende fra tanker om hvad de alle med tiden ville møde og han allerede havde den første gang.

En dæmpet latter fulgte de næste ord, som han ikke kunne være andet end enig i. "Kendende jer to ville de fleste nok sige det." Ikke mindste Gidion. At det nok var langt fra alt den prøvede tømre blev fortalt eller havde mulighed for at finde ud af fandt Mitch ikke nødvendigt at bringe op. Forhåbentlig havde den lille kat lært nok af deres eventyr til at holde snuden fra det værste Dianthos kunne byde på nu hun havde haft muligheden for at få den væk en tid. Han kunne altid håbe.

Deres tanker løb tydeligt til det samme, hvilket sikrede Amy endnu et lille smil hen over bordet. Hænderne holdt Mitch ved de daglige sysler, men at hun ikke frøs ved hans berøring var en god ting. Hun var ligefrem begyndt at opsøge den på sin egen flyvske facon. "Har du været forbi og set til ham for nyligt?"

Amy mærkede promte hvordan varmen steg op i hendes kinder og hun ikke helt kunne tilbageholde et stort smil på sine læber. "Mjo, måske et par stykker" medgav hun ham med en genert mumlen. Hun havde ikke lyst til at uddybe, mest fordi så var hun da helt sikker på at hele hendes ansigt ville matche hendes hår indenfor ganske få sekunder. Men der var noget umådelig beroligende over at det hele bare føltes naturligt. Selvom hun da skulle vende sig lidt til naturligheden.

"Nu ikke så næsvis, jeg er kølet meget ned" drillede hun ham med et stædig udtryk der ikke kunne overvinde hendes skæve smil der krøb frem for hurtigt til at hun kunne lade som om hun var fornærmet. Han havde ret. Hun havde på ingen måde været bedre selv, eller som Amy hellere ville sige det, mindre tilbøjelig til at søge eventyr og spænding udenfor de vante omgivelser.

"Gidion? Nej, det er ved at være lidt tid siden. Han havde en masse fra sin tid her han skulle tale med. Genskabe kontakter og finde noget arbejde. Det har vidst været nødvendigt med alle de faldefærdige huse som er blevet genopbygget til nye familier." nye familier. Det fik hende et øjeblik til at stoppe sine bevægelser. Der var sket så meget siden hun boede her sidst. Gaderne føltes ikke tomme nej, men mange hun havde kendt var væk. På godt og ondt. "Arbejde har ikke altid været nemt for ham at finde" forsøgte hun at distrahere sig selv og smile for at skjule de dystre tanker der et kort øjeblik havde taget fat.

Smilet voksede sig større på Mitchs ansigt, som farven gled frem på Amys. Hvor hendes tanker var vandret hen, var han slet ikke i tvivl om og det havde været meningen. Kunne hun tænke i de baner uden at vige væk fra ham, så var de på vej i den rigtige retning. Langt i forhold til hvor kort tid de reelt havde kendt hinanden.
Hun fik ham da også til at le dæmpet, som han rystede lettere opgivende på hovedet. Kølet ned fra en truende vulkan af problemer til en mulig steppebrand var nok så godt som han ville få det - og ønskede det. Uforudsigeligheden var nervepirrende, men også en del af den pige han var faldet for. Måske var hun vokset til et punkt hvor en almindelig tilværelse i byen var nok og ellers? Ja, så måtte han vel være klar til at rejse ud og finde hende i problemer igen.

Mitch lyttede stille, som maden simrede færdig og fyldte så en skål til dem hver. "Ingen dårlig evne at have." Han satte sig overfor hende ved bordet og drejede snakken om på de forandringer der så småt var begyndt at ske nu Kiles Orden var fortrængt. Stille og roligt, bræt for bræt og dag for dag var Dianthos ved at finde fodfæstet igen. Snart ville den religiøse orden være så dårligt et minde som Mørkets tag om Kongemagten, men til da - så var det rart bare at have et sted at kalde hjem og en pige siddende overfor sig, som gjorde det til et.