Fantastisk vejr, solen skinnede og der var en god varme. Skovens omgivelser var rolige, og der var ikke nogen i nærheden. Det eneste man kunne høre var nogle dyr der larmede, og rendte rundt. Man kunne også tydeligt se nogle dyr der gik imellem træer og buske. Leah havde gået rundt imellem nogle af træerne og nydt det gode vejr, og havde som altid hendes bue og pil med sig. Hun var i humør til at jage, jage et godt bytte. Men hvad skulle det være, der var mange muligheder, og hun kiggede rundt som hun fortsatte med at gå imellem træerne. Hun havde et smil på ansigtet, og var iklædt det sædvanlige nemlig en top, nederdel og nogle sandaler på fødderne. Hun havde som altid hendes brune taske over skulderen, hvor hun altid havde noget forbinding, mad og drikke. Hun havde også en enkel kniv deri, selvom det var sjældent hun brugte den.

Leah gik lidt videre rundt men stoppede op i en lysning, hun kiggede lidt rundt. Hun var kommet til skoven her af en grund, nemlig at få hjælp til at jage et bytte hun havde set rende herind. Men hun kunne slet ikke finde det, hvor var det løbet hen? Et undrende udtryk bredte sig over hendes ansigt, og hun løftede et øjenbryn som hun studerede omgivelserne lidt mere. Hun kunne virkelig slet ikke se det bytte, og hun mente da at have set det løbe herind. Hun fik øje på en sten, og satte sig på den imens hun kiggede på hendes bue og pil hun havde i hånden. Et suk undslap hendes læber, og hun lukkede kort øjnene så hun kunne nyde det gode vejr lidt. Efter nogle sekunder hørte hun noget, og rejste sig hurtigt op for kunne det mon være det bytte hun var ude efter. Godt nok var hun ikke den bedste jæger, hun var rimelig ny men måske hun havde en god chance. Hendes brune øjne gled rundt for at holde øje med omgivelserne lidt mere, og hun løftede buen op foran sig, og satte pilen på strengen. 

Hun stod klar til at affyre den, så snart hun ville se byttet men enlig var det ikke kun derfor hun var kommet herud. Hun havde opsøgt en jæger, for at bede ham om hjælp til at fange byttet. Dog håbede hun at han ville dukke op, så hun kunne spørge ham om han ville hjælpe. Leah stod klar i lysningen og holdte fast på buen med pilen, som hun skulle til at trække tilbage så snart byttet ville vise sig. Det var ikke et bytte hun kunne fange selv, så derfor havde hun opsøgt bjergelveren for hjælp. Mon han ville dukke op herude i skoven? Hun håbede på det som hun lod smilet vokse en smule"Hmm"lød det tænkende fra hende som hun endnu engang lod hendes øjne glide rundt på omgivelserne.

Relyua var ude i skoven da han havde fået noget information, og hørt noget om at nogen søgte hans hjælp med at jage noget. Relyua var en erfaren jæger, havde jæget det meste af hans liv. Han havde det sædvænlige beklædning på i form af en mørkegrøn kofte og hans elgdyrs-kappe som var spændt tæt ind til livet. Støvlerne var lavet af sælskind for at være slidstærke, vindtætte og vandtætte.

Han havde hans spyd og hans bue med sig, og et kogger siddende i bæltet for at have let adgang til pilene. Han bevægede sig forsigtigt gennem skoven og ledte efter den person der havde brug for hjælp. Han havde ikke hørt meget om hvem personen var, så han var også lidt opgivende omkring det, især fordi han var vant til at bjergelverne levede på en måde der handlede om at man lærte sig selv den slags. Især det at man skulle lære at jæge store dyr alene som en del af sin introduktion til de voksnes rækker.

Det varede ikke alt for længe før han fik øje på nogen der var ude og jæge, og det første der gik igennem hans hoved var *I det mindste er det en kvinde. Men hvorfor har hun dog en nederdel på?* Han kunne ikke lade være med at tænke over det, fordi nederdele var da lige noget der kunne blive fanget lidt for let i grene eller anden bevoksning og det var jo især farligt hvis der var et dyr der gik til angreb.
Han rømmede sig en smule da han kom lidt tættere på hende, han gjorde sit bedste for at være stille men stadig få hendes opmærksomhed og helst uden at skræmme hende, men som elver burde hendes sanser jo være ganske gode.

"Antager det er dem der har søgt om min hjælp med en jagt?" Han kiggede på hende, og var gået lidt ned i knæ for at holde sig selv så skjult fra de dyr der var i området. Han var også meget opmærksom på hendes håndtering af buen og pilen, og kunne se at hun afventede sit bytte, men tydeligvis havde lært ikke at spænde buen for tidligt og det var jo et godt tegn. "Næste gang burde du nok erstatte nederdelen med bukser, det skaber kun problemer hvis det sidder fast i buskadset." Han kiggede på hende, og afventede hendes reaktion. Han var heller ikke helt sikker på at høre hvad det var hun havde brug for hans hjælp til. Imens lagde han mærke til lyden af et dyr der kom tættere på dem, han kunne ikke se dyret, men han kunne tydeligt høre det knække nogle grene og det var på vej i deres retning. Det lød til at være på størrelse med en stor hjort, så det var nok ikke farligt antog han.
"Hvad har du brug for min hjælp til, mere specifikt?" spurgte han nærmest hviskende for ikke at skræmme dyret der var på vej i deres retning, hvis der kom et dyr mod dem så kunne de jo lige så godt få noget ud af det ved at jæge det.

Lyden af en stemme fik hende til at dreje hovedet for at se hvem det kunne være der var kommet. Synet af en elver der var kommet, fik hende til at smile lidt. Det var sikkert ham hun ventede på, og før hun enlig nåede at tænke videre over det havde han nævnt hvad det var hun havde brug for hans hjælp til. Hun lod hendes blik hvile sig på ham lidt, før hun drejede hovedet væk, og drejede sig lidt rundt. Hun bukkede sig en smule, som hun betragtede omgivelserne lidt. Hun havde ikke set det bytte hun var ude efter endnu, men hun var meget sikker på at det ville være her i skoven. Nu var vejret jo også så godt, så det var næsten umuligt for dyret at være andre steder. Leah lagde lidt mere mærke til de flotte omgivelser før hun løftede buen lidt ned og fjernede pilen fra buestrengen. 

"Det har du ret i, jeg har brug for din hjælp med at fange en speciel hjort"sagde hun som hun havde drejet hendes ansigt hen imod ham. Det var ikke en almindelig hjort, det var en hjort der nærmest havde en anden farve end de andre, om det var fordi der havde været noget magisk over den var hun ikke sikker på. Men hun vidste at denne specielle hjort havde en anden farve øjne og farve end de andre. Leah havde kun hørt at den kunne findes her i skoven, men hun var ikke sikker på om det helt passede. Hun lod hendes øjne være på personen før hun hørte noget, som ret hurtigt fik hende til at dreje blikket væk fra ham. Fortsat var hun bøjet lidt ned i knæene for bedre at kunne holde lidt øje med byttet hvis det ville komme forbi. Hun fik et bredt smil frem på ansigtet som hun kunne se nogle små dyr der rendte rundt imellem buske og imellem træer, og hun overvejede at springe hen over træstammen de stod ved. Bare for at komme lidt længere ind i skoven, lige nu var de nok alt for synlige her i lysningen.

Hun kunne ikke lade være med at grine lidt over hans ord, og løftede det ene ben op på træstammen, placerede et knæ derpå, hvorefter hun klatrede hen over træstammen"Jeg ejer ikke andet tøj end det her, men jeg må hellere passe på ikke at sidde fast så"sagde hun og kastede et blik hen over skulderen på ham. Hun sendte så ham et smil, før vendte hovedet og blikket hen imod de små dyr der kom løbende forbi hende. Hun rettede sig på, og beundrede omgivelserne lidt og kunne ikke andet end at smile over de små dyr der rendte rundt"Hmm"lød det tænkende fra hende som hun kiggede lidt rundt, det kunne da ikke være de små dyr hun havde hørt kunne det? Den specielle hjort måtte være herude i skoven et eller andet sted. 

Han nikkede i første omgang bare som svar til hvad det var hun havde brug for hans hjælp til. Han havde ikke lige selv hørt noget om nogen særlige hjorte i området så han var meget nysgerrig på at se hvad det var de nu skulle på jagt efter. Det havde været lang, faktisk meget lang, tid siden han havde været på jagt med andre. Han var vant til bare at jage alene.
"Hvordan ser den hjort vi er på jagt efter så ud?" han spurgte meget roligt, og lavt for ikke at skræmme nogle dyr. Det var næsten bare en hvisken, men regnede med at hun kunne høre ham fint nok.

Han lod stadig bare hans bue hænge henover ryggen, mens han holdte sit spyd i hånden. Hun lod til at være klar med buen så han regnede med at hun sagtens kunne tage skudet når det kom til at skulle tages. Han fulgte hurtigt efter hende henover træstammen. "Ohh, det bør så nok være det første du køber med din fortjeneste... Det ville se lidt for kønt ud hvis du blev nød til at vandre til byen med en halv nederdel." han smilede så bare til hende skævt, men fokuserede stadig på hans omgivelser. Hun virkede meget tænkende. Han hørte så endnu en lyd af en gren der knækkede og han prikkede hende på skulderen og pegede i retningen af lyden.

"Det lyder som noget af den rigtige størrelse i den retning... Så lad os bevæge os forsigtigt i den retning." Han begyndte at bevæge sig i retning af lydene tæt på jorden og så lydløst som han kunne gøre det også. Han vinkede hende med sig, og bevægede sig ind i gennem buskadset i retningen af lyden. Det varede heller ikke længe før geviret af en hjort kom til syne gennem bevoksningen omkring dem. Han gjorde et tegn til hende for at få hende til at stoppe, og pegede så på geviret, og så på hendes bue.

Hurtigt vendte hun hendes hoved hen imod ham ved følelsen af hans prik, og så hans peg som hendes øjne fulgte for at se, hvad det var han pegede på. Lyden af en gren der var knækket fik hende til at undre sig en smule om det var hjorten eller noget andet. Hun var dog klar til at hæve sin bue og putte pilen på strengen så snart hjorten ville dukke op. Som han spurgte hvordan hjorten så ud sendte hun ham et smil, og gav et nik til at de skulle bevæge sig i den retning han havde nævnt. Hun bukkede sig lidt mere, som de begge to lydløs. Hun kunne ikke undgå at blive imponeret over at var sikker på at lyden havde virket til at være en hjort på den størrelse de ledte efter. Det havde hun ikke engang selv kunne høre på lyden, og gættet sig til. Hun havde nok ikke engang regnet det ud, men hun skulle måske nævne for ham at det var første gang at hun jagede hjorter. Det var ikke noget hun havde prøvet før, men hun var alligevel stædig på at hun ville fange en.

"Den har den brunlige farve, bare en mørkere kontrast og så har den en lys brun farvet øjne, nærmest skinnende"sagde hun og tænkte lidt over den beskrivelse hun havde fået på hjorten. Hun lod hendes øjne hvile sig på ham lidt, før hun drejede hovedet for at kigge lidt mere på omgivelserne. Som de bevægede sig ind gennem buskradset og tættere på lyden. Hun spredte læberne og skulle til at fortsætte beskrivelsen af hjorten før hun så tegnet til at hun skulle stoppe. Det gjorde hun, og hun løftede buen op foran hendes bryst, satte pilen fast i strengen. Men hun kunne mærke hvordan hendes hænder rystede som hun holdte fast. Hendes øjne hvilede sig på hjorten, og hun kunne mærke hun blev nervøs. For hvad hvis hun ikke ville ramme den, hun stod klar med buen og pilen, og var enlig meget klar på at affyre pilen afsted. Hun tog en dyb vejrtrækning for at få styr på hendes vejrtrækning igen, så hun ikke ville ryste. For hun kunne umuligt ramme hjorten med rystende hænder.

Efter nogle vejrtrækninger trak hun både strengen og pilen en smule tilbage, men hun drejede hurtigt hovedet hen imod Relyua"Jeg har aldrig prøvet at skyde efter en hjort før, jeg er virkelig nervøs"sagde hun og sendte ham et lille smil før hun vendte blikket tilbage på hjorten. Heldigvis så det ikke ud til at den havde opdaget dem, og hun holdte hendes øjne hvilende på byttet, hvor skulle hun enlig ramme den henne. Hovedet? benene, eller hvor var bedst. Hun var slet ikke sikker på, og bed sig en smule i underlæben som hun fortsat stod klar til at skyde hjorten.

Han havde bare nikket til hende som svar på at han havde forstået hendes beskrivelse af hjorten. Han havde ikke lige mindedes en hjort med den beksrivelse før, og han havde også lidt svært ved lige at forestille sig hvordan den ville være nem at spotte da den ikke lød meget anderledes end en almindelig hjort. Dog burde øjnene være til at genkende modsat en normal hjorts meget mørke øjne.

Han kunne godt se på hvordan hun holdte buen og strengen, hvordan hun rystede på hænderne, at hun var en smule nervøs over situationen. Da hun så begyndte at trække strengen en smule tilbage så lagde han den ene hånd på hendes bue. "Husk, træk ikke i strengen andet end få sekunder før du ønsker at slippe... Træk og slip i en blød flydende bevægelse." Han regnede med at hun var blevet det lært, og at det bare var nervøsiteten ved at jage et levende væsen der gjorde at hun måske ikke helt huskede hvordan den rigtige teknik var når det kom til at bruge en bue. Han gik så om bag hende og om på den anden side af hende for at give hende bedre plads til hendes bue.

"Okay, kan du se dens forben? Omkring halvvejs mellem dens ryg og bug lige bag ved forbenet er der du forsøge at ramme." Han pegede mod dyret og så prikkede han hende meget blød på siden af ribbene lidt under hendes armhule for at forklare hende hvad det tilsvarende sted var på et menneske, eller i deres tilfælde en elver.
"Når du slipper pilen så vær klar, vi følger efter dyret så snart det er ramt i tilfælde af at det ikke falder om på stedet." Han vidste at det var mere normalt at et dyr løb lidt inden det faldt om. Fordi det sted de sigtede efter ofte førte til at det var en lunge der blev punkteret istedet for faktisk at ramme hjertet. Han var dog okay med det selv hvis hun ramte dårligt da han jo havde et trick i ærmet til at følge efter et blodspor hvis de ikke var i stand til at gøre det dem selv.

Han afventede nu bare hendes skud, og regnede med at hun var klar til at tage det. Han valgte ikke selv at gøre det da hun nok heller ikke ville have særlig stor glæde ud af at han var den der endte med at ramme byttet istedet. Så hellere at hun fik det nedlagt med et lidt halvdårligt skud.

Som hun kunne se hans hånd ovenpå hendes bue lyttede hun til ham, men der gik få sekunder før hun havde drejet ansigtet hen imod ham. Hun rystede stadigvæk for hun var nervøs over at skulle skyde hjorten. Aldrig havde hun prøvet det før, men hun tog en dyb indånding, fik suget noget luft godt ned i lungerne, før hun gav ham et nik til hans ord. Hun havde været klar til at affyre pilen afsted mod hjorten, men inden hun ville gøre det skulle hun vide hvorhenne hun skulle ramme dyret. Som han nævnte hjortens forben, og ryg og beskrev dens krop lyttede hun imens hendes øjne hvilede sig på hjorten. Hun kunne godt se det han nævnte, og gav nogle nik undervejs. Da hun så kunne mærke et prik i hendes side fik hun et smil frem på ansigtet, og hun lod hendes øjne glide hen over hjortens krop.

Hun prøvede at lade være med at ryste, for ellers kunne hun slet ikke holde ordenligt fast rundt om buen. Så løftede hun den op så den var i højde med hendes bryst, og hun var fokuseret på hjorten. Hun håbede at hun ville ramme den rimelig godt, men var lidt usikker på det. Hans ord om at så snart hun havde sluppet pilen, skulle de være klar til at følge efter dyret så det ikke ville falde om på stedet. Leah lukkede kort øjnene for at få styr på hendes vejrtrækning, og åbnede så øjnene hun kunne mærke at hendes hænder ikke rystede så meget mere. Så hun trak pilen med strengen tilbage, og sigtede på stedet på hjorten som Relyua havde beskrevet, og hun stod med det ene ben lidt foran det andet for at stå en smule bedre på jorden. 

Så trak hun pilen og strengen lidt mere tilbage, og affyrede den hurtigt efter. Uden at vide, hvor pilen faktisk ville ramme, om hun overhovedet havde ramt rigtigt skyndte hun sig at løbe hen imod hjorten. Hun prøvede at gøre det lydløst, men var ikke sikker på det blev som hun ville have det. For hun følte hun trådte på diverse grene og blade, der sikkert ville få hjorten til at løbe sin vej"Ramte jeg"spurgte hun undrende som hun pludselig nærmede sig hjorten. Det så ud til at hun havde ramt, men ikke det sted som Relyua havde beskrevet, og hun bed tænderne lidt sammen og mødte hjortens øjne som den kiggede på hende.

Han lod hende få godt med plads og fulgte hende så bare med øjnene. Vurderede hendes greb om buen, og derefter om fokuserede han hendes fingres hold på strengen. Han kunne ikke se nogen problemer, men han havde da også forventet at hun havde været blevet trænet i at bruge en bue, eller i hvert fald haft bare en smule øvelse med det. Han lod også til at have ret med den måde hun fokuserede på.
Da det blev mere tydeligt at hun havde intention om at tage skudet, tog han lidt mere afstand, og gjorde klar til at sætte efter hjorten hvis den nu ikke skulle falde om på stedet. Han sørgede dog stadig med at hold eøje med hende, så han kunne give så meget hjælp efterfølgende.

Han satte i løb hen til der hvor hjorten havde stået. Det var først der det gik op for ham tydeligt at det ikke var en almindelig hjort. Enhver almindelig hjorte havde sat i løb så snart den havde hørt buestrengen svripe, og aller senest da den var blevet ramt. Han forstod derfor ikke helt hvad der gjorde at denne hjort ikke satte i løb med det samme. Der gik dog ikke længe før den gjorde, den nåede at se hende i øjnene, og så var den ellers afsted. Han kunne se at det blødte på jorden, hvilket gav dem noget at følge.

"Du ramte den i hvad svarer til vores overarm, så den vil bløde og løbe dårligt, men det burde ikke være nok til at den dør af sig selv, så vi skal følge efter." Han pegede ned på jorden på de spredte små blodpletter som bevægede sig ind i buskadset. Han gik ned på knæ og begyndte med langsome skridt og tæt på jorden at følge blodsport så han var sikker på at de ikke kom i den forkerte retning ved et uheld.

"Er det her den aller første gang du forsøger at jage noget af den størrelse?" Han vidste jo at små dyr var noget nemmere, der var det næsten lige meget hvor du ramte dem henne. så længe du ramte så skulle de nok dø. Da en pil af den størrelse de brugte simpelthen lavede for stor skade på eksempelvis en kanin.
"Men altså skudet va rikke helt dårligt, der var lidt med din fodstilling, men begge hænder holdte rigtigt." han talte meget tydeligt som var han en lærer, og han måtte også huske sig selv på at han skulle sørge for at have hende med. Måske han også burde lade hende prøve at følge sporet. Så længe der var blod var det relativt nemt, og skulle det gå galt så kunne han bruge hans evne til at spore ved hjælp af lugt istedet. Det var dog ikke noge than ønskede at gøre, fordi han ville bringe sig selv i fare ved at forvandle sig med en person han ikke rigtigt kendte så godt.
"Ønsker du at give det et forsøg med at følge sporet?" Han forsøgte ikke at presse hende til det, men tilbød hende bare muligheden for at følge sporet.

Det var først da hjorten var løbet væk at det gik op for hende, at den virkelig ikke var en normal hjort. Hun var også sikker på at alle hjorter ville falde om når de blev ramt, men ikke denne specielle hjort, den var løbet væk. Hun kunne se blodet på jorden, og lod hendes øjne følge blodpletterne der førte hen imod et buskrads, det var perfekt. De kunne følge efter sporet, hvilket også så ud til at Relyua gjorde, og hun bukkede sig lidt og fulgte efter ham som de langsomt fulgte blodsporene. Eftersom hun havde ramt den, blev hun lettet for hun havde da haft en følelse af ikke at have ramt overhovedet.

"Jeg vil meget gerne følge sporet, vi er jo nød til at fange hjorten"sagde hun imens hun kiggede på ham. Hun holdte sig bagved ham, men gik langsomt op ved siden af ham. Hun lod hendes blik glide lidt rundt på omgivelserne. Hjorten var sikkert ikke nået særlig langt væk fra dem, men sporene fortsatte lidt igennem buskradset, og hun kiggede kort ned ad sig selv. Hendes påklædning var bare ikke det bedste til disse omgivelser, men hvornår var det også det. Hun smillede for sig selv, og begyndte at bevæge sig langsomt igennem buskradset, og som hun holdte fast i buen med den ene hånd, skubbe hun nogle grene væk for at kunne komme lidt mere igennem buskradset.

Som de kom tættere på kiggede hun beundrende på den lysning hun kunne se lidt fremme, hvor hjorten lå på jorden og kiggede lidt rundt. Det så dog ikke ud til at den havde fået øje på dem, og normalt var Leah glad for dyr, hun elskede dem, men det her var det bytte hun skulle jage og som hun ville jage. Hun kunne ikke bare redde det, det ville være alt for underligt. Lige meget hvor meget hjorten ville kigge hende i øjnene. Hun var nød til at holde sig stærk, og hun strammede grebet om hendes bue"Ja det første gang, jeg har aldrig jaget noget så stort før"svarede hun som hun kort kiggede hen på ham med et bredt smil. Hun lod hendes blik hvile sig på hans ansigt lidt før hun kiggede væk fra ham, og lod hendes opmærksomhed ende på hjorten. Hun smillede lidt større ved hans ord om at hendes skud var ganske fint, bortset fra hende fodstilling men det kunne hun aldrig ændre og blive bedre til. Hun stod og kiggede på hjorten og overvejede at gå tættere på den, men var det mon den bedste løsning.
"Skal vi gå tættere på, eller hvad vil den bedste løsning være"spurgte hun med et løftet øjenbryn.

"Så fører du bare an." Han smilede og lavede en håndbevægelse for at lad hende tage føringen gennem skoven nu. Han sørgede for også selv at følge sporet i det tilfælde at hun skulle misse noget så han kunne få dem tilbage på rette spor. Han holdte også ret nysgerrigt øje med hendes bevægelser og tøj for at sikre sig at han kunne hjælpe hende hvis nu hun skulle komme til at sidde fast.

Han lagde også mærke til hjorten der lagde på jorden, og eftersom den ikke reagerede på deres tilstedeværelse så var den nok ikke længere i stand til at løbe videre. Hvilket ville betyde at hvis de ikke dræbte den så ville det nok ende med at et eller andet rovdyr ville komme og finde den, og den ville bare ligge og lide der indtil det skete.
"Måske næste gang, gå lidt ned i størrelse til du er blevet lidt mere vant til hvor du skal ramme." han havde et bredt smil om læberne og han havde næsten et grin i stemmen. Han var ikke lægnere nervøs for at blive opdaget da det var tydeligt at hjorten var for skadet til at kunne flygte selv hvis den ville. Han måtte dog indrømme at han gerne ville tage livet af den hurtigst muligt så den led så lidt som muligt. Da hun spurgte ind til om de skulle rykke tættere på nikkede han bare.

"Ja vi kunne forsøge at skyde den igen, men der er for stor risiko for fejl, og det tager tid." han nikkede i retningen af hendes kniv. "Jeg vil foreslå at du enten stikke den i hjernen, skærer halsen over, eller skærer hals og nakke over. Du kan låne mit spyd hvis det er?" Han havde ikke nogen anelse om om hun havde nogen problemet med at dræbe den når hun var tæt på den. Det var ikke første gang man hørte om det, men siden hun havde sat ud for at gå på jagt, og det lød heller ikke som om det var hendes første jagt så hun måtte vel kunne håndtere det at tage livet af et dyr.
Han begyndte så roligt at gå over i retningen af det sårede dyr, han så på det med sorgmodige øjne, men også et lille smil. En undskyldning og en tak for det dens liv og død havde af betydning for dem og ham.

Lyden af hans grin fik hende selv til at grine, og hun gav så et nik til det han sagde. Det var altid godt at hjorten ikke havde set dem, den lå bare afslappet i lysningen, og det var perfekt for dem at dræbe dem. I det mindste havde det ikke været et mindre dyr, for det havde nok været endnu mere svært for hende at dræbe. Så hendes blik og fokus var på hjorten, og som han kom med hans forelsag kiggede hun hen på ham og kiggede kort hen på hans spyd. Det var nok en bedre idé at bruge det frem for hendes kniv. Hun ville sikkert ikke kunne dræbe hjorten ordenligt hvis hun kun brugte hendes kniv.

"Det er en god idé jeg vil rigtig gerne låne dit spyd"sagde hun og sendte ham et bredt smil som hun også fik fat i det, og sendte ham et blik før hun kiggede på hjorten igen. Hun bukkede sig lidt, og gik lydsløs hen imod den, bare så den ikke ville opdage hende med det samme. Dog var hun også nød til at gå forsigtigt for hun kunne hurtig træde hen over nogle grene eller andet, og det ville ikke være så heldigt. Men nu hvor hjorten var skadet kunne den vel heller ikke løbe væk, så det var måske meget godt at hun stadigvæk gik forsigtigt. Som hun nærmede sig den holdte hun spydet klar, og hun kunne se at den ikke havde set hende endnu. En hurtig vejrtrækning blev taget, og hun løftede spydet og som i samme øjeblik den kiggede på hende og prøvede at bide ud efter hende stak hun spydet ind i hjernen på den, så hårdt hun kunne. Som hun hurtigt kunne mærke noget blod der landte på hendes ansigt og tøj. Men det tænkte hun ikke lige på lige nu.

Stående med spydet i hænderne og hjorten der hurtigt faldt helt ned på jorden, med nogle livløse øjne. Hun kiggede på den, som hun pludselig kunne mærke hendes hænder begyndte at ryste igen. Men det var som om hendes krop ikke rystede så meget. Hun stirrede lidt på den nu døde hjort og trak spydet op ad hjernen hun havde ramt. Blodet begyndte at glide ud og plettede jorden, og Leah lod hendes blik glide ned over hende, hun var godt nok blevet ramt med nogle blodpletter. Hun lagde en arm omkring hende selv som hun prøvede at få styr på  hendes rystende krop og hænder. Men det var stadigvæk nyt for hende at hun havde dræbt så stort et dyr som hun havde, for hun havde aldrig prøvet det før. Men hun var også stolt over det. Hun bukkede sig lidt ned, og satte spydet i jorden ved siden af sig, som hun kiggede på den døde hjort"Jeg gjorde det...Jeg"lød det helt overrasket fra hende for hun havde slet ikke troet det. Slet ikke, langt fra men hun havde heller ikke klaret det uden Relyua's hjælp.

Relyua stod blot og så på. Han betragted hendes måde at bevæge sig på hendes, rolige og stille gang over til det sårede dyr. Han kunne dog nu tydeligt se at hun var nervøs for at skulle gøre det. Det skræmte hende nok at skulle tage livet af noget med et våben på den afstand som hun lige havde gjort. Han gik også hurtigt hen til hende, og tog spydet fra hende. Ikke fordi hun ikke måtte stå med det, eller låne det. Men blot fordi det var ikke en god ide at nogen der rystede på hænderne stod med et skarpt eller spidst våben i hænderne da det kunne resultere i skade på enten ham eller hende.

"Ja. Var det første gang du har dræbt noget på tæt hold?" Han kiggede roligt på hende, han vidste selv hvor nervepirrende det første drab man lavede kunne være. Han havde gjort det ved et rovdyr mere i selvforsvar selv hvilket havde gjort det nemmere, men senere var rystelsen også væltet indover ham da han var ung.
Nu kom de så til den næste del af processen, nu skulle de vælge om de ville slæbe dyret hel tilbage til en af landsbyerne eller byerne og så få den flået og pateret der, eller om de ville gøre det herude i skoven. Han spekulerede lidt over det og besluttede sig for at de bare kunne gøre det herude, så kunne de også bedre have spild da det ville blive spist af de rovdyr og ådselsædere der var i skoven.

"Så har du flået og parteret et dyr før?" Han spurgte hende, før han begyndte at rulle dyret lidt rundt så det lagde på den rigtige måde for at de kunne skære huden op. Han startede ud med at vise hvordan hun skulle gøre ved klovene hvor han skar fødderne af dyret som det første.
"Når vi har fået fødderne af, så skal vi have lavet et snit langs buen." Han viste hende hvordan det snit skulle laves ved selv at gøre det, fordi det var farligt og skadeligt for dyrets skind og kød hvis man kom til at punktere noget man ikke skulle. Han pegede så på der hvor føderne havde været og slog en streg op af benet på indersiden indtil buen. "Vi skal så have lavet et sådan snit i hvert ben så den er klar til at vrænge ud af huden, hvilket også betyder vi skal have hugget hovedet af." Han sagde de ting de manglede og regnede og håbede så med at hun nok skulle gøre de ting af det som hun kunne finde ud af.

Hendes blik faldt på ham som han var kommet hen til hende, og hun lyttede til det han sagde, og lod hendes øjne følge med som han viste hvordan hun skulle partere dyret. Det var meget nyt for hende, for hun havde aldrig prøvet det før. Hun lod hendes øjne glide hen over døret, og fandt hendes kniv frem, som hun betragtede dyrets krop i takt med at hun lyttede til de instrukser Relyua kom med. Hun nikkede undervejs som tegn på at hun havde forstået det han havde sagt. Hun kunne nok godt bruge hendes kniv det var også det eneste våben hun havde på sig, og med sig. Lige bortset fra hendes bue og pil men det kunne hun næppe bruge når de skulle partere hjorten.

Leah rystede på hovedet til hans spørgsmål om hun nogensinde havde prøvet at partere en hjort før. Det havde hun aldrig, og hun havde heller ikke troet at hun skulle opleve det. Men det var vel bare livet som jæger, og hun gik lidt tættere på hjorten"Aldrig parteret et dyr før, det er første gang"sagde hun med blikket på ham, før hun sendte ham et lille smil og vendte så hendes fokus og opmærksomhed på hjorten igen. Hun gjorde som han havde sagt og skar fødderne af som han havde vist og forklaret, det var på en måde underligt for hende det hele. For hun havde aldrig prøvet det før, men alligevel gav det hende også en god følelse. Da hun så fik skåret fødderne af, med nogle flere kræfter end hvad hun lige havde regnet med, og hun fortsatte med det hun skulle. Hun var godt igang, så hun kunne ligeså godt fortsætte. I det mindste rystede hendes hænder ikke længere og hun lod hendes øjne hvile sig på dyrets krop, som hun hørte ordene om at de var nød til at hugge hovedet af gav hun ham et nik. Hun bevægede sig op til hovedet, og kiggede lidt på det.

"Jeg tror ikke min kniv kan skære hovedet af uden det vil tage lidt tid"sagde hun og tænkte lidt som hun lod hendes øjne betragte hjortens hoved. Måske hun ville blive nød til at låne hans spyd igen, det var nok nemmere. Men hun kunne måske også lade ham hugge hovedet af, medmindre han ville lade hende gøre det. Indtil videre havde det været hende der stod for det hele nærmest, og hun følte ikke hun kunne tag hele æren for det. Hun lagde hovedet på skrå, og løftede en hånd op til hendes ansigt for at stryge noget af blodet væk fra hendes ansigt.

"I det tilfælde, så skal jeg nok lære dig det. Det vigtigeste er at du gør det så godt du kan, og hvis du ikke kan tage det hele med tilbage og sælge, så efterlad det herude så de dyr der lever herude kan få gavn af det." Relyua var den type af jæger der gik meget ind for at man gjorde meget god brug af alt på et dyr. At man gjorde sit bedste for ikke at have noget spild. Hvilket var en af grundene til at han faktisk havde været glad nok for at de var to personer om at nedlægge sådan en stor hjort som den de sad med. Fordi han tvivlede på at hun ville være i stand til at slæbe det hele med hjem uden hjælp. Han var faktisk ret sikker på at han ikke ville kunne gøre det uden hjælp selv.

Han kiggede på hendes kniv og så på dyret, og rystedet så på hovedet af hende. "Det burde du sagtens kunne, hvis den er skarp. Start med nakken, og find to nakkehvivler og skær ned i mellem dem." Han bukkede dyrets hoved forover for at åbne nakken op og gøre det nemmere at komme til, han viste hende så hvordan man kunne gøre det med en kniv. Skar ned i mellem to af hvirvlerne, hvilket betød at den kom med en ubehagelig knagende og skurrende lyd som resultat af den måde. Da han var igennem hvirvlerne tog han bare og skar i en lang bevægelse fra den ene side til den anden som når man skar en stor steg over.
"Derefter så er det bare som at skære igennem et hvilket som helst stykke kød, udover der er nogle ting af brusk og store blodårer man skal være opmærksom på." Han fortsatte bare med at skære igennem, og det begyndte at fosse ud med blod på jorden fra den store åre i halsen, og han til sidst kom han igennem.

"Når man så har skåret den op sådan her, så er næste skridt at man får den hængte op, Der flår man skindet af begge bagben og hænger den op i dem." Alt efter hvilke redskaber man havde kunne det gøres på forskellige måder. I deres tilfælde fandt han nogle metal kroge frem med reb i og stak dem i hver deres bagben og hev den så op at hænge fra en gren. Så snart den kom op at hænge så begyndte blodet at løbe fra halsåbningen og ned på jorden.
Der var også begyndt at sprede sig en generelt ubehagelig lugt, ikke bare af blod, men også af andre lugte fra dens mave og andet.

"Nu skal vi så have skindet af, jeg holder dyret og så kan du ellers langsomt trække skindet ned mod jorden og skære det frit der hvor det sidder fast."  Han viste hende på et lille stykke hvordan det burde gøres, og gik så ellers om på den anden side af dyret så den var mellem dem og han tog så fat i dyret med begge hænder og holdte fast om det.

Hendes øjne fulgte ham imens han gjorde det han gjorde, og hun lod så hendes blik falde ned på kniven i hendes hånd, som han havde nævnt at hun sagtens kunne bruge det gav hun ham et nik. Hun valgte at stole på ham, selvom hun ikke kendte ham. At have hans hjælp, og at han gerne ville lære nogle ting var hun glad for. Som han havde nævnt at hun skulle starte med nakken gav hun endnu et nik fra sig, og begyndte at gå igang med at skære med hendes kniv. 

Som han havde nævnt, begyndte hun at skære ned imellem de to nakkehvirvler, det var enlig ikke så slemt om hun havde troet. Måske var det fordi hendes tanker om at hendes kniv ikke kunne skære igennem, havde været plantet i hendes hoved. Som hun fik gjort det lyttede hun til det næste han sagde om at hun sagtens kunne skære igennem et hvilket som helst stykke kød. Hun måtte selvfølgelig undgå brusk, og blodårer, hvilket han også havde sagt at hun skulle være opmærksom på. Hun kunne enlig godt forstille sig hvordan det hele måtte se ud, og kiggede kort hen på ham før hun fortsat stod med kniven og skar lidt i hjorten.

"Det lyder som en god aftale"sagde hun med et bredt smil, som hun begyndte at trække skindet ned mod jorden. Hun var også nød til at skære fri, der hvor der var nød til at blive skåret, for at skindet kunne komme helt fri. Som det blev gjort kiggede hun hen på Relyua igen"Det føltes på en måde underligt men også godt"sagde hun og sendte ham et smil.

Han havde ikke skulle lære hans evner fra sig før end nu han stod med hende, og derfor var han også rigtigt glad for at den første han forsøgte at lære noget var en person som hende, som gjorde sit bedste i at forsøge sig med de ting han sagde, og hun lod også virkeligt til at være interesseret og nysgerig omkring de ting han lære hende, så det var også godt.
Han fulgte hendes håndtering af kniv og dyr med øjnene interesseret i at se hvor godt hun gjorde det.
Derefter holdte han også bare øje med hendes behandling af skindet, og hun lod egentligt til at være ret god til at behandle skindet godt og forsigtigt måtte han sige.

"Det er i hvert fald godt at du ikke skræmmes fuldstændig af det, fordi nu kommer vi til noget af det lidt værre." Han tog skindet fra hende da hun var færdig med det og spredte det så ud på jorden med pelsen nedad. Han satte sig så og tog en kniv og begyndte at skrabe, ikke skære, lidt kødrester af skindet, men det var ikke ret meget han gjorde ved det.
"Næste skridt er at få benene af, og så skal vi have alle indvoldene ud også. Hvis du bare kan gøre som jeg viser med den anden side?" Han sendte hende et spørgende blik og smil før han gik hen og startede ud med at flytte krogene så de sad i hals stumpen istedet for benene. Han stak kniven ind i hvad der ville have været skulderledet, og begyndte at skære rundt om ledet så han kunne komme bedre til selve knoglerne og fik dem så vredet løst, og lagde så benet på skindet. Han gjorde så tilsvarende ved bagbenet også. Han stillede sig så tilbage og fulgte hende med øjnene, han stod også klar til at hjælpe hende hvis hun fik behov for det. Da hun så også var blevet færdig med hendes ben, kiggede han på hende.

"Er du klar til den værste del? Det kan lugte lidt, og hvis man gør det forkert så kan man ødelægge store dele af kødet. Så vil du forsøge eller skal jeg?" Hvis hun gerne ville gøre det, så viste han hende hvor hun skulle skære bugen op og viste hende en teknik til at undgå at skære for dybt ved at holdte om bladet istedet for skæftet, og så snart der var skåret igennem så hjalp han hende så med at få tarmene ud af dyret og smidt ud i noget af krattet, da han vidste at der nok skulle være dyr der skulle komme og spise det. Han gjorde det også gerne selv hvis hun ønskede det. Derefter hjalp han med de andre indre organer, som hjerte, lunger og lever hvor af han kun gemte hjertet og lever og resten smed han også ud til dyr.

"Så tror jeg vi er ved at være færdige, så den kan tages med til byen, resten lader jeg normalt en slagter om at gøre, de kender kødstykkerne bedre end jeg gør."

Inden hun gik igang tog hun en dyb vejrtrækning og skulle lige have styr på sig selv igen, før hun begyndte at gå igang med benene, og som både ham og hende blev færdig med det. Kiggede hun hen på ham da han spurgte om hun var klar til den værste del. Hun vidste slet ikke lige hvad hun skulle svare til det, og stod derfor blot og stirrede på ham. Hvad mente han med den værste del? Hun blev nysgerrig selvom hun pludselig kunne mærke hun begyndte at blive lidt mere nervøs for hvad det mon kunne være. Som han så fortsatte med det han var igang med lagde hun mærke til hvor god han var til det, men han havde sikkert også været en jæger i lang tid. Så det var klart han havde helt styr på det, hun lod også ham gøre det fordi hun kunne godt mærke hendes hænder begyndte at ryste igen. 

"Den her proces, er det en man hele tiden skal bruge når man skal ordne en hjort"spurgte hun undrende og lagde kniven ned i hendes taske igen, før hun kiggede ned på hendes hænder. De rystede stadigvæk, og hun tog endnu en dyb vejrtrækning for at få styr på sig selv igen. Det var lidt skræmmende for hende, for det var så nyt, men det havde også været meget spændende og interessant. Han havde skam også været god til at forklare hvad han gjorde, og hvordan han gjorde. Som han nævnte at de var ved at være færdige nikkede hun uden at kigge på ham. Hun lagde mærke til blodet på hendes tøj, og lod så hendes blik finde vej op til hans ansigt. Hun sendte ham et bredt smil, som hun kunne mærke at hele hendes krop stadigvæk rystede. Hun satte sig ned på træstammen i nærheden, og kiggede på stykkerne fra hjorten. Hun var faktisk glad for at de havde ordnet den, og at han havde hjulpet hende. Ellers havde hun nok aldrig klaret det hvis hun havde været alene.

Så lod hun hendes blik glide rundt på skovens omgivelser, og tænkte lidt om hun lod smilet vokse en smule over de flotte omgivelser og duften af natur"Er der en hurtig vej hen til byen herfra"spurgte hun undrende med et løftet øjenbryn. Hun var ikke helt så sikker på hvor langt de var væk fra byen, eller om de faktisk var tæt på den.

"Det er lidt den samme process for alle dyr faktisk. Små dyr kan man dog godt sælge som de er, så længe man har drænet det meste blod." Relyua fandt det noget nemmere at transportere sådan her, især når de var to personer fordi så kunne man fordele lidt af vægten på mere end en person, selvfølgelig kendte han også jægere som ikke gjorde denne del af arbejdet, og istedet lod en slagter eller andre folk tage sig af det. Relyua var dog vokset op med at gøre det selv nok mest fordi da han lærte at jage var det ikke for at sælge det, men for at få materialerne selv og bruge dem selv. Han vidste også hvordan man garvede hud, og han kunne tilberede kød godt nok, eller konservere det.

"Jeg tror der er et par kilometer til udkanten af skoven, og så er der måske en kilometer eller to mere til vi når en by?" han syntes at kunne mindes at det var nogenlunde sådan hans rejse havde været. "Kan du tage benene og pelsen, så skal jeg nok tage kroppen?" han sendte hende et spil og nikkede mod pelsen hvorpå de fire ben allerede lagde og var klar til at kunne pakkes sammen. "Hvis det er for meget kan jeg også tage to af benene?" Han forsøgte at være så behjælpelig som mulig fordi han vidste jo ikke noget om hvor vant hun var til at bære på ting. Imens han spurgte fandt han noget relativt groft stof frem til at kunne pakke om det af kødet han skulle bære på så han undgik at få alt hans tøj fuldstændigt svinet til af at skulle bære på det.

Han bedømmede ud fra hvor kort tid det havde taget dem at jæge hjorten og hvornår de var startet på jagten at de sagtens burde kunne nå tilbage til byen inden det blev mørkt.

Hendes øjne fulgte ham som var igang med at pakke og gøre klar til at gå imod byen, og hun gav ham et nik som hun tog fat i det ene ben og pelsen. Hun kunne ikke løfte det andet ben, så fysisk stærk var hun heller ikke. Så hun valgte at lade ham tage det, han havde jo også foreslået at han sagtens kunne tage det. Så det så hun intet problem i, og hun lyttede til ham som hun stod klar med et af benene og pelsen. Hun var ligeså klar til at gå som han var. Som han havde nævnt at det var samme proces tænkte hun lidt, hun prøvede at forstille sig hvordan det måtte være imens hun begyndte at gå imod byen sammen med ham. Hun sørgede for at gå i samme tempo som ham, så de kunne gå ved siden af hinanden. 

De kunne nok godt nå derhen inden det ville blive for mørkt. Leah havde et bredt smil på ansigtet, og ville ønske de kunne blive herude i skoven lidt mere. Der var så godt vejr, og omgivelserne var så fantastiske. Det var nærmest noget man godt kunne nyde i lang tid, hvilket hun måske også godt kunne. Det kunne være meget rart og afslappende, for hun kunne godt lide skoven. Måske hun også kunne hilse på nogle af de små dyr, det kunne være meget hyggeligt. De eneste gange hun havde haft hilst på nogle små dyr havde været de gange hun havde været ved de varme kilder. Det var lidt tid siden, så det var enlig hyggeligt at se små dyr igen, dog kunne hun stadigvæk mærke hendes hænder rystede lidt. Hun tog en dyb vejrtrækning for at slappe af i hele kroppen. 

"Jeg kunne ikke have skudt og klaret hjorten uden din hjælp, så mange tak fordi du ville hjælpe"sagde hun med et smil som hun kiggede hen på ham. Hvis der ville blive mørkt var hun næsten sikker på at der ville være nogle lys. Så de kunne se noget, for hendes syn var ikke særlig godt i mørke, og hun vidste ikke om hans syn var godt i mørke. Så det var nok godt hvis der ville være noget lys, ellers kunne de måske tage en pause undervejs"Jeg var nød til at fange hjorten for den var meget speciel fra andre"sagde hun som hun vendte blikket fremad for at kigge på omgivelserne de gik forbi og igennem.

Han tog imod de ben hun ikke kunne bære på. Og fik dem bundet fast til hans spyd mens han pakkede overkroppen ind i stof som han havde planlagt. Derefter smed han spyddet henover den ene skulder, og kroppen op på den anden skulder. Han kunne tydeligt mærke da de begyndte at gå at han havde svært ved at gå lige så let som hun havde. Han var stærk nok til det meste, men dette var alligevel meget for ham, især da det var lidt besværligt at holde balancen med det meste af vægten nu oppe i næsten to meters højde.

"Det er intet problem, jeg forventer blot at få en smule af kødet ud af det, hvis det ikke er for meget at bede om?" Han ønskede egentligt bare det ene af benene, og måske hjertet eller leveren, så var han egentligt godt tilfreds. Han nød at hjælpe andre, kunne ikke rigtigt lade være når han var i stand til det. Han kiggede på hende en smule undrende, da hun fortalte at hun havde været nød til at jage denne hjort fordi den var så speciel.

"Hvad gør den så speciel? Kan se den havde lidt andre farver end normalt, men det virkede ikke så unormalt?" han var glad for at hun sænkede farten lidt og han sendte hende et smil. Han kom en lille smule i tvivl om, om de kunne nå til byen når han ikke kunne bevæge sig i hans normale tempo. Og slet ikke når jorden ikke var lige og flad som ved en vej. Han var nød til at bruge en del kræfter. Han ville dog gerne have de kom til byen, fordi hver dag der gik herude så var der stor risiko for at deres bytte tiltrak rovdyr, samt at det ville begynde at forgå hvis de ikke fik det røget eller saltet inden alt for længe. Selvfølgelig ikke på en dag eller to.

"Okay Relyua... Så tager vi os sammen." han mumlede til sig selv og begyndte at sætte farten lidt op. Anstrengte sig selv for at nå ud af skoven så hurtigt som muligt.