Pax kunne ikke sandfærdigt sige, at han ikke var blevet overrasket. Sendebuddet havde været længe om, omsider at tilkæmpe sig vej ind i Flokkens område, men da det endelig lykkes ham, forstod Pax, hvorfor den unge mand havde været så ihærdig – og dette til trods for det blå og hævede øje, han havde fået tildelt. I grunden havde Pax været imponeret. Det var ganske enkelt ikke ofte, at en stikirenddreng tillod sig selv at havne i sådanne situationer, og den arrede bande-leder havde derfor gjort sig ekstra umage i at teste dennes stædighed.
Det var blevet til mange særdeles underholdende situationer – en af dem involverede en kæmpe af en so, eller måske rettere dens… stinkende affald, men da Pax omsider vurderede, at knægtens besked måtte være vigtigere end først antaget, havde hans faste slæng sukket i nederlag. Som Tommy så fint havde sagt, ”så har vi jo en masse geniale idéer tilbage at afprøve! Jeg ved slet ikke, om det er muligt at kravle op af brønden igen! Og… og hvad med slagterens kælder?”

Ikke desto mindre havde Pax dog indvilliget i, ja, han vidste ikke præcist hvad. Hans nysgerrighed, drevet af hans så intense instinkt, slog dog gnister ved tanken, hvormed han var sat afsted hen på de tidlige morgentimer. Turen, fra Dianthos nedre bydel, til den første gennemgang i det massive murværk, der omsluttede hovedstaden som en gnaven slange, var ganske lang men dog tilforladelig. Det gjorde tilmed Pax godt at spadsere igennem den halvvågne menneskemængde, der ikke syntes selv at kunne afgøre, om de var på vej hjem eller om de først var stået op. Hvorhen, Pax var blevet anvist, var ikke just en større gåde, men det mærkelige bestod af, at Pax ikke syntes at forstå, hvorfor den blonde kvinde ikke ville mødes i arenaen – den var trods alt neutral grund for banderne, der havde sin vante gang i undergrunden og Pax kunne, på baggrund af den realitet, konstatere at Evlyn havde særlige planer i tankerne.

Som Pax skridtede igennem den tætte skov, der lå og slikkede sol ikke mange kilometer foran Dianthos, begyndte han at skærpe sine sanser. Ingen mærkværdige lyde ville dog fange hans opmærksomhed, men det betød ikke at bande-lederen slappede af. Som altid afvejede den logiske hjerne de muligheder, som Pax deducerede, og urokkeligt hvilede de mørkegrå øjne stift frem foran ham. Det måtte være et spørgsmål om tid nu…

“Hvad mener du med Tygvar ikke kommer tilbage?!” den blonde kvinde, var normalt ikke kendt for at hæve stemmen. Men de lynene øjne var ikke til at tage fejl af, det var det tredje medlem som han havde fået fat i. Hun udstødte et skrig, som hun kastede med stolen der stod nærmest hende. Det havde ikke haft den store effekt, da hun ikke havde den fysiske styrke til at gøre skade på den. Men det havde gjort nok til, at kvinden der havde fortalt hende nyhederne, havde trukket sig tættere mod døren. “Jeg beklager, men jeg ved ikke” Evlyn snerrede dyrisk af kvinden der havde snakket; en lyd der kom helt nede fra mellemgulvet og hendes øjne var kortvarigt helt sorte. Hendes fingre greb om panden, da hun rystede på hoved. Hun havde ikke tid til, at dæmonen overtog hendes tanker nu. Hun var nød til at tænke strategisk, og hvis man ikke kunne slå dem – var man jo nød til at slutte sig til dem.
Hun løftede stolen op med en rystende hånd; “Jeg kalder på dig, når jeg har brug for dig Faith” den rødhårede kvinde nikkede og forsvandt så ud af rummet. Blikket lagde sig på jobbet, som de skulle klare inden næste fuldmåne. Hun havde burg så meget tid på at få det til at lykkes, men det ville aldrig gå – nu når tre af hendes mænd var blevet snubbet fra hende. Det var et helt fort der skulle indfiltredes; en magistrat fra et andet land, ville komme som gæst til herren af huset. Hvad han havde med, var ikke helt sikkert; men nyheden var at det ville være en livs chance at få fat i det.
Det var ikke med hendes gode vilje, at hun begyndte at notere et brev til Carl Fletcher, der også gik under navnet Pax. Han havde været et torn i hendes øje, men hun vidste også at hun måtte sluge sin stolthed – da hun aldrig ville nå at få fat i nye folk så hurtigt.

Hun var kommet i god tid. Ikke om han skulle have lov til at have overhånd, det havde hun ikke tålmodighed til. Hun havde fundet en lysning hun havde siddet på en træstub, hendes ansigt var vendt op imod den tidlige morgensol der slikkede sin varme imod hende. Hendes koral blå øjne skiftede hurtigt retning, da hun hørte en lyd. Kvinden rejste sig op og forsvandt ind blandt træernes skygger.
Evlyn fulgte Pax med øjnene, tog situationen for øje. Var der nogen med ham, eller var han kommet alene? Hendes hoved lagde sig på skrå, mens et halvt smil prægede hendes læber. Godt, han var alene. I hvert fald så vidt hun kunne se og høre lige nu. Ellers var de bedre end hende til at skjule deres tilstedeværelse, og så fald fortjente de næsten at overrumple hende.
Lige så stille, bevægede hun sig ud af træernes skjul. “Den store Pax, dukkede faktisk op” hun lagde armene over kors, mens hendes øjne tog ham ind. Næsten som om de prøvede at sluge alle hans detaljer. Hendes krop spændte op, da hun ikke stolede på ham længere end hun kunne kaste ham. Hvilket taget hendes spinkle krops i betrækning, ikke var særlig langt.

Pax kastede begge arme ud til siden, i det et tomt smil satte sig fast i hans ene mundvige; den, hvori brandsåret skinnede hvidt i solens varme forårsstråler. De stålgrå øjne hvilede urokkeligt på Evlyns blonde skikkelse og ligesom kvinden, vurderede Pax også hende.
”Selvfølgelig. Hvordan kunne jeg afslå en så fin en invitation?”, spurgte han, men til trods for hans ords oprindelse var tonen hverken indsmigrende eller venlig. Også han havde scannet området, hvori han skridtede, og også Pax selv havde vurderet, at de var alene. Se, det var i sig selv en bedrift og den fodrede blot bande-lederens nysgerrighed.

”Hvorfor har du ikke medbragt dine bedste venner?”, spurgte han, forinden at Evlyn kunne sætte dagsordenen for dette deres videre møde. Til trods for at Pax havde gode chancer for at vinde i en nærkamp med kvinden, forblev han dog stående med en god ti meters afstand mellem dem; der var ikke nogen grund til at give hende en fordel, når hun tilsyneladende kendte området bedst. Pax selv var knap så hjemmevant, når det gjaldt terrænet udenfor hovedstadens bymure men det var ikke et faktum, han syntes at dvæle ved for længe.

”Og sidste spørgsmål – hvorfor her og ikke i undergrunden? Arenaen er trods alt neutral grund for alle forhandlinger”, lød det dernæst, nu mere oprigtig i sin forundring; den Pax følte, så de små hår i nakken rejste sig alarmerende. 

Hendes bryn knyttede sig imod hinanden, en dyb indånding blev taget igennem hendes næse. Duften af skov penetrerede hendes lugtesans, som hun prøvede at få sig selv til at falde ned. Men hun kunne godt mærke, at der var noget - eller nogen. Der prøvede at skubbe til hende vrede, en svag pusten imod gløderne. Men hun formåede at holde den i skak, og ikke eksplodere i vredes udbrud imod den kæphøje mand foran hende. Hvorfor havde hun ikke medbragt hendes bedstevenner, spurgte han? Hendes øjne blev smalle, mens læberne fortrak sig i en snerren grimasse. Det gik hende hellere ikke foruden, at han undlod at gå tættere på hende. Ti meters afstand, føltes som en overdrivelse af hvad man behøvede. Som en sikker afstand, især fordi at allerede ved første øjekast; var hun sikker på at han ville kunne tage hende i nærkamp. Derfor trådte hun hurtigt tættere imod ham, men modstod fristelsen af at gå direkte op til ham og stikke en finger mod hans brystkasse. 

Da hun var tæt nok på, at der var to armslængde frem dem. Gled tungen ud og fugtede underlæben, hvor efter tænderne greb hurtigt fat og slap igen. Evlyn tog igen en dyb indånding, men hun formåede ikke at holde irritationen og arrigskaben væk i hendes stemme; “Du ved ubemærket godt at der ikke er nogen tilbage, fordi du har været langfingret og stjålet mine så kaldte bedste venner, direkte under min næse.” hun lod arrigt fingrene glide igennem hendes hår, og slog så en tør latter op da han spurgte hvorfor de ikke havde mødt i arenaen. “Jeg har ikke tid til at se på folk der slå hinanden halvt ihjel - eller hvad i nu bruger tiden på dernede.” hendes stemme dryppede af sarkasme. Hendes øjne kørte ned af hans krop også op igen. Måske var det her en dum idé, det gjorde næsten ondt på hende at hun skulle sige; “Vi mødes her, fordi at detaljerne af hvorfor jeg har bedt om et møde; er delikat og er ikke for alles øre.” hun slog blikket væk fra ham og kiggede kortvarigt ind i skoven. “Og jeg har brug for din hjælp” hun spyttede ordene ud, som brændte hun sig på dem. 

Pax lagde armene over kors, som den blonde kvinde lod sit raseri forlade hende i en lavmælt snerren. De brede øjenbryn skred en smule op i panden, i det Pax fnyste og dernæst rystede på hovedet. ”Du kunne gøre det sværere for mig, Eve – bedre belønninger, mere spas. Jeg sender de ældste til bordelhuset, når de gør det rigtig godt. Det er en fantastisk motivation for nogle mænd – nøgne bryster og et varmt skød, så kan de ikke bede om mere”, bed han tilbage, dog ikke i samme insisterende tone som Evlyn selv; langt snarere var tonen doven og ligeglad, som kunne ikke Pax ikke rigtig få pulsen op, i samme niveau som kvinden overfor ham.

Da Evlyn dernæst lo tørt og vendte sig bort fra ham, betragtede Pax hende indgående. Evlyns næstfølgende ord resulterede i et klart pift fra Ulvens Floks leder og på intet tidspunkt forlod Pax’s stålgrå blik hendes bortvendte skikkelse, som tankerne med et begyndte at galoppere.

”Kan du lige gentage det?”, brummede Pax, i det han teatralsk satte to fingre bag sit ene øre og trak ud i huden. ”For… ja, det kan selvfølgelig bare være mig og den trykkende alder, men jeg synes næsten, at du sagde, at du havde brug for min hjælp?”, gentog han, som i tre hurtige skridt atter stod med fronten mod Evlyn. Selvom hans læber ikke var adskilt i et frydefuldt smil, kunne Pax dog ikke tæmme gnisten i hans øjne tilstrækkelig. Med en skødesløs håndkastelse til den ene side, skyndte han sig at tilføje; ”jeg er naturligvis en travl mand, nu med en del flere i Flokken end før, som jeg skal tage mig af, men, ja, mon ikke, at jeg kan sætte lidt tid af til hvad end, du går og funderer over?”

Hendes næseryg trak sig op af, da hun hørte hans stemme.
Hvorfor var det hun mente, at denne opblæste nar kunne hjælpe hende? Uden at bevæge sig, fulgte hendes blik ham fra siden. Den måde han hæv ud i hans øre, for at lade som om han ikke havde hørt ordentligt efter. Røvhullet havde tydeligvis brug for, at hun strøg ham mere over hans ego. Hun himlede dramatisk med øjnene, men et svagt smil kunne ikke lade være med at trække sig i den ene side af mundvigen. Der var vel trods alt en grund til, at hun ikke havde relateret på at han havde stjålet hendes medlemmer. Måske havde hun i virkeligheden et svagt punkt for hans drengede charme? Hendes næse vrikkede frem og tilbage, som hun bestemt skubbede den tanke væk fra sig. Ved alle guder, hun måtte være ved at gå fra forstanden; hvis hun synes at han havde nogen form for charme. 
Evlyn rullede med sine skuldre, da han stillede sig foran hende igen. Armene stadig solidt plantet foran hendes brystkasse over kors. Gnisten var dog det eneste hun havde behøvet, det havde været ganske lille ting. Men han kunne ikke snyde hende, med hans ord og han henkastede kropssprog. Han var interesseret, ikke bare i at hun ønskede hans hjælpe. Men hvad hun havde at tilbyde ham. 
Frøet var sået, nu var det bare et spørgsmål om hun kunne få det til at spire. 

Hun trådte et skridt tættere på ham, han var trods alt et hoved, og lidt mere, højere end hende. Hendes arm trak sig fri fra den anden, mens hun lagde en håndflade imod hans brystkasse. “Hvis du så gerne vil have, at jeg skal stryge dig hen over dit allerede utålelige ego - så lad mig sige det igen.” hendes øjne blev smallere, mens hun trådte helt tæt på ham. “Det ville gøre mig en stor glæde, hvis du kunne finde tid i dit allerede overfyldte kalender, til at hjælpe stakkels lille Evlyn.” hun skubbede ham væk og trådte et skridt tilbage, mens hun fnøs ud af næseborene. 
“Du skal passe på du ikke sætter dig for godt til rette på din lille kongetrone. En dag vil dit hovmod blive din undergang.” hun betragtede ham igen, og lod tungen glide hen over hendes læber. “Så har jeg din opmærksomhed? For så følg med mig.” hun vente ryggen til ham, stadig meget opmærksom på hendes omgivelser. Hun var ikke dum nok, til bare at vende ryggen til fjenden. Hun slog håret og hoved hen over den højre skulder og slog et vink med hoved. “Jeg har ikke hele dagen.”

Pax lod Evlyn ligge sin spinkle hånd mod sit bryst. Hans øjne lo af hende, men atter var det skarpe ansigt lagt i dovne, ligeglade folder, og da Evlyn skubbede sig fra ham, sukkede han dybt, i det også han måtte træde et skridt tilbage. Nok var Pax ingen muskuløs mand, langt snarere udmagret og nedslidt, af de mange år på gaden, men Evlyns milde puf havde dog ikke styrke nok til at ligge ham ned – hvilket, Pax antog, heller ikke var mening. Hendes berøring havde blot været en markering – en lille reminder om, at han nu skulle høre efter og at Evlyn så absolut ikke var glad ved situationen. Han kunne ikke bebrejde hende; aldrig om han ville synke så lavt, som at henvende sig til Evlyn. Nok var de livslange bekendte, men rivaler havde de altid været og den relation, havde mere styrke end den første.

”Selvfølgelig bliver den det”, sagde Pax, i en tone der indikerede, at han talte til et barn. Nok havde Pax nydt godt af hendes ord, men han var ikke nogen uintelligent mand, så han vidste, at Evlyn havde ret. Det skadede dog ikke, at lade hende blive i troen lidt endnu – hvis hun undervurderede ham, ville det kun være en fordel til ham selv. Hvis han tilmed fremstod doven, ja, så var det endnu bedre.

Ikke at Pax til fulde kunne ligge det forundrede ansigtsudtryk fra sig og en eftertænksom rynke satte sig ligeledes fast mellem hans brede øjenbryn. Så nikkede han og smed begge hænder ud i en gestus, der indbød Evlyn at vise ham vej frem.
”Så må vi jo hellere skynde os, så du kan komme hjem til dine kære små – eller vent… ej, du ved jo, hvad jeg mener!”, svarede han, hvorefter han drillende blinkede til hende.

Hvorfor havde han altid evnen til at komme ind over huden på hende? Hun havde været i Dianthos i et år nu, efter hun havde rejst fra et andet land for at kommet her til. De to, havde stødt på hinanden ganske hurtigt, og udviklet et rivalskab hurtigere end folk kunne knipse med fingrene.
Men under den ulmende irritation hun havde for manden, havde der også ligget noget andet. Og på en eller anden måde, havde de hånende kommentarer dryppet af noget andet.
Evlyn havde aldrig været bleg for at flirte med folk for at få sin vilje. Og hun plejede også at komme ganske langt med den, da hun havde evnen til at forvandle hele hendes personlighed til det som folk gerne ville have. Men Pax, hendes blik landede på hans skikkelse. Evlyn kunne ikke stoppe sin mundvige til at hive sig selv ned, i et ganske utilfreds udtryk. Han havde set lige igennem hende, og skruet bissen på. Hun havde fået igen af samme medicin, og nu vidste hun ikke om hun hadet ham eller faktisk havde en kæmpe stor respekt for ham.
Evlyn snøftede og hostede kort, for derefter at rette på bæltet der holde hendes bukser på plads. De her tider, havde virkelig tæret på hendes psyke. Og det man kunne se det på, var hendes vægt. Kloakerne var virkelig ikke et godt sted at opholde sig. Især ikke så længe som hun havde gjort.
Hun var allerede gået et godt stykke, da det gibbede i hende. Havde hans virkelig lige sag det han havde sagt? Lynene øjne blev kastet hans vej, og hendes mund hæv sig en smule i siden. Røvhul.
Men hun bed ikke på maddingen, og fortsatte ufortrøden med at gå.
Hun bevægede sig ind i skoven, og efter en kort gå tur. Små ti minutter, ville de befinde sig i en lysning, dog mindre en af slagens end før.
I lysningen var der små udhuggede sten der til forveksling godt kunne ligne gravsten, hvis det ikke havde været fordi de var alt for små. Der var også et lille hus, nærmere et skur på størrelsen af det.
Evlyn gik hen og fandt en bronze farvede nøgle frem. Hun åbnede døren, og vente sig imod manden der havde fulgt efter hende.
Et blink med øjet var hvad hun gav, ham inden hun bevægede sig ind i mørket. Skuret rummede et enkelt rum, hvor der var et skrivebord, nogle stearinlys der var godt brændt ned. Et par kasser og en fæl lugt der mindede lidt om mug. Evlyn var tydeligvis ikke påvirket af lugten, i dette tilfælde fordi hun ikke kunne lugte det længere.
“hmm, hvor er du” mumlede hun, som hun bevægede sig ind i rummet. Hun greb en af de næsten nedbrændte stearinlys og tændte den med de tændstikker hun havde ledt efter. Derefter gik hun hen til det eneste der var ganske malplaceret i rummet. Nemlig en åben brændeovn. Hendes fingre gled hen over støvet, ind til hun mærkede et lille ud hak i konstruktionen. To fingre pressede ind og en rumlen kunne høres i hele huset. Pejsen åbnede sig og en smal passage førte ned af, hullet var lige stort nok til en mellem stor person kunne begive sig ind i det. “Håber stadig du tør følge efter mig.” lo hun drillende, som hun forsvandt ind igennem passagen.

Pax kunne ikke undgå at komme til at le lavmælt, men latteren var tom og uden hjerte; som var det en lyd, den unge mand havde øvet sig på længe. Som de gik, betragtede Pax med kalkulerende, stålgrå øjne Evlyns petit skikkelse. Hun var mindre, end sidste gang han havde kastet øjnene på hendes stolte statur, og i grunden overraskede det ham ikke. Også han var mindre, for af uvisse årsager var samtlige af banderne hårdere ramt af vinteren end tidligere år.
”Vi har udvidet til grænsen af Turmelinien. Der er meget korn der”, lød det i en påtaget, ligeglad tonefald, som havde Pax i grunden ikke givet hende en værdifuld information, der kunne koste Ulvens Flok væsentlig profit og i stedet havde konstateret, at foråret snart var på vej med fuld hast.

Ikke at Pax’s tanker forblev ved det faktum længe, for som de to rivaler nåede en faldefærdige hytte, begyndte bande-lederens instinkt at skrige ad ham i en insisterende tone. Han forblev dog tavs og fulgte med Evlyn, af uvisse årsager overbevist om, at kvinden ikke lå klar med et bagholdsangreb. Det var nu ganske vist ikke helt udenfor Evlyns felt, men Pax havde set hendes blik – hun havde brug for ham.

Pax betragtede Evlyn finde frem til den skjulte passage og sørgede for, at hans stålgrå blik forblev ulæseligt; Evlyn skulle ikke have fornøjelsen af at se hans overraskelse og forundring – men værst af alt ville det være, hvis Evlyn så hans stigende respekt.
”Hør, hvis du gerne vil have dig for mig selv, kunne du have givet mig en øl på Rotten. Alt det her hemmelighedsklammeri var slet ikke nødvendig”, svarede Pax i samme tonefald som Evlyn selv, hvorefter han med målrettede skridt fulgte hende ned i mørket. 

Hun havde ikke reageret på hans oplysning, simpelthen fordi – hun havde ikke fundet den interessant. Måske også fordi hun ikke helt havde lyttet efter.
Derfor var deres tur således også foregået ganske i stilhed som de var nået hen til hytten, hvor Evlyn lige så stille var på vej ned af den smalle passage. Hun vente sig rundt for at kigge på skikkelsen bag hende, flammen fra stearin lyset hun havde i hånden. Lyset flakkede op af hendes ansigt, men i blandt flammerne kunne hun også se manden som hun havde hævet med sig. De stålgrå øjne der rummede mange følelser, følelser han nægtede at vise hende. Hvilket gjorde hende urolig, da hun normalt havde så nemt ved at gennemskue folk. Men Carl, Pax, hvad han nu foretrak at kalde sig selv; han var en undtagelse. Måske også en af grunden, til at han havde gravet sig ind under huden på hende. Og i hendes optik, havde det ikke været på nogen god måde.
Hendes bryn løftede sig, som han kommenterede på hun bare skulle have budt ham på en øl på Rotten. Skyggen af et oprigtigt underholdt smil, begyndte at kunne spores på den menneskedatterens læber. “Mmh” spandt hun stille, og betragtede ham yderligere. “Havde jeg inviteret dig på en øl på Rotten, var det ikke for at diskuterer et potentielt arbejde. Så var det for at inviterer dig en tur med i høet, men jeg skriver det bag øret, til næste gang” der blev lagt trykket på gang, da hun ville understrege hun ikke regnede med der gjorde. Men sætningen havde ikke samme hold, som hun nok selv havde ønsket.
Evlyn fugtede læberne, inden hendes blik forlod hans skikkelse, og rettede sig fremad i passagen.
De første par meter, var de begge nød til at gå med krummet ryg.
Det flakkende lys, ramte en blindgyde. Men dette skræmte tydeligvis ikke den spinkle kvinde, da hun lod hendes slanke fingre glide hen over væggen. Som de dansede hen over stedet, fandt hun et indhak, hun trak det op, drejede det rundt, og trak det så ned ad. Et ganske tilfredsstillende klik gav genlyd i tunellen, før at den gik op. Den var ikke nær så støvet, som pejsen havde været.
“Sesam luk dig op” hviskede hun hæst, og trådte så gennen døren.
De blev lukket ind i et ovalt rum, her kunne de begge stå oprejst. Længst væk fra dem var der hul, med en stige ned. Den ville føre dem videre ind i kloak systemet, og fulgte man tunnellerne omhyggeligt, ville man også finde hendes klans opholdssted. Men dette, var hendes lille hemmelige tilflugtssted.
“bare rolig, den eneste der kender til dette sted er mig..” hun vente sig rundt imod manden. “Og nu dig” hun gav ham et dovent næsten hoverende smil. Som var hun ligeglad med, at han til hver en tid nu kunne finde det.
Med stearin lyset tændte hun mange flere, så hele rummet var lyst godt og grundigt op. I midten af rummet, var et ovalt bord hvor der lå papirer, kort og andre små spændende genstande i massevis. Halvdelen af rummet var dog mest fyldt af hendes malerier, forfalskninger. Også smykker som hun havde arbejdet på, ganske store og flotte, med falske glas sten i hun havde siddet omhyggeligt og hugget ud så de lignede krystaller i stedet.
Da hun var færdig med at tænde lys nok, gik hun over til bordet, og rullede et ganske stort pergament ud. “er du klar til at få at vide, hvad jeg har brug for hjælp til?”

Pax fnøs moret og himlede med øjnene, til trods for at Evlyn intet kunne se. Det var ikke gået Pax’s egen næse forbi, at folk i undergrunden syntes forundret over, at han endnu ikke havde taget sig adskillige elskere. Faktisk havde Pax aldrig lagt med en kvinde, til trods for hans snart syvogtyve somre og kun lederen af Ulvens Flok, vidste selv hvorfor. En barndom i et bordelhus, hvor mænd ikke kun kom for hans mor men også for ham selv, havde udskejelser af en sådan art, altid forekommet Pax… som noget, han ikke kunne kontrollere og ikke ønskede, at udsætte sin egen krop for igen.

Aldrig mere.

Som Pax fulgte med Evlyn og dernæst placerede sig i det underjordiske rum, lagde han armene over kors. De stålgrå øjne gled henover hans omgivelser og atter, var han opmærksom på, at hans tanker ikke satte sig fast i hans statur og derved lod sig afsløre.
”De siger, at du er en af de bedste -”, lød det brummende, grænsende til overvejende, i det Pax skridtede mod bordet, hvorpå alskens ufærdigt arbejde lå placeret. ”- men at dømme efter de her – jeg antager, at de er falske? – så er du den bedste.” De beskidte, hvide fingre gled henover en af de udsøgte smykker, som lå placeret på det ovale bord og for et langt øjeblik, kunne Pax ikke tage øjnene fra Evlyns arbejde. Det var svært ikke… at misunde hendes talent. Hvilken indtjening…

Da Evlyn dog afkrævede hans opmærksomhed endnu engang, nikkede han og så op. De mørke øjne hvilede urokkeligt på kvindens petit skikkelse, i det han slog klik med tungen og satte sig tungt på den ledige stol. Vinteren havde jo i sandhed været hård.

”Fortæl.”

Hun blev lidt hævet ud af hun skulle til at fortælle omkring hendes opgave, da han pludselig tog hendes kunstværk ind. Hendes blik lagde sig på hans fingre, der gled hen over hendes værker. Hun hævede et bryn, da det tydeligvis kom bag på hende hvad han sagde.
“Jeg – ja – tak.” sagde hun en smule forvirret “Desværre er det ikke dét vi skal bruge vores tid på, det er ikke vigtigt nok.” mumlede hun, mens hun med et smil betragtede det hun elskede allermest i verden. Nemlig at skabe ting med hendes hænder, hun spærrede dog øjnene op, da hun var kommet til at afsløre mere end hun havde tænkt sig. Et sug i mave greb hende, som hun prøvede at finde ud af hvordan hun bedst muligt kunne feje det under et gulvtæppe, at det ikke var vigtig viden.
Endnu et kendetegn for, at hun nok ikke var lederen af hele denne organisation, hendes mund for trak en mine. Men så igen, så voldsom en information var det alligevel ikke.
Lige som Pax, havde hun også nogle mørke hemmeligheder hun bar rundt på. Og selvom hun ønskede at udfolde sig mere, og bruge tiden på det hun elskede. Så var der nogle højere magter, der havde deres lange klør godt og grundigt i hende, og trak hende tilbage hver gang hun prøvede at slippe fri.

Hun rømmede sig, og vente tilbage til hendes forelæggende da han sagde hun kunne fortælle.

“Ja” svarede hun og kiggede ned på pergamentet hun havde foldet ud på bordet. “Om tre dages tid vil en mand fra et andet kontinent komme med skib til krystallandets kyster, hvor han er blevet inviteret til et overdådigt bal for kun meget få inviteret; noget med de adelige prøver at fremstå som fascinerende at kun ganske få udvalgte må komme til denne festlighed” hun foldede endnu et pergament ud, en gæste liste over folk til ballet.
“Det er selvfølgelig et dække for hvorfor at manden i kommer. Med sig i lasten har han ud over uvurderlig kunst.” hoved kastede hen imod malerierne der var færdig lavede og stod op af væggen. “Også nogle helt igennem uerstattelige skriftruller, og en artefakt jeg endnu ikke helt har kunne finde ud af hvad helt præcist er, eller gør. Men derfor vil jeg stadig have det” hendes øjne lyste op som hun fortalte videre. Det ene pergament efter det andet blev lagt op. For at fortælle detaljerne bag, nøje udforsket vagtplaner, vagternes rutiner og hvornår maden ville blive stillet på bordet; det var ganske tydeligt hvor mange timer den lyshåret kvinde havde lagt i det her.

“Og nu til din del, siden du tog min sidste mandlige medlem, som der havde nogen form for lighed til personen hvis identitet jeg har stjålet der skal med til ballet. Og jeg har stærkt brug for muskelkraft til at sikre der er en vej ud, når vi bliver opdaget – og vi – vil – blive opdaget. Har jeg brug for dine mandskab” hun fugtede sine læber, og lænede sig op ad bordet med armene over kors. Hendes blik kiggede intenst på hans reaktion over det hele. “Især så drejer sig om så stort en last der potentielt kan blive vores” det her var en af de største operationer hun nogen sinde var stået i spidsen for, Greg havde overladt alt ansvar til hende og hvis det gik galt, så var hun ikke sikker på hendes egen sikkerhed. Hun kunne mærke hvordan hendes håndflader blev svedige, det var en forfærdelig fornemmelse at manden foran hende, i virkeligheden kunne sikre eller ødelægge hendes chancer for at dette kup ville gå godt.

Pax’s mørkegrå øjne flakkede mellem pergamenterne og den blonde kvinde, som hun fortalte, alt imens en lang finger kærtegnede hans ru næseryg eftertænksomt. Da Evlyn omsider holdte inde og fremlagde, hvorfor han, af alle, sad der, fortrak Pax en spæd grimasse. De mørkegrå øjne havde hvilet på bordpladen i et langt stykke tid, uden mine til at ville forlade de mange pergamenter fortsat, men efter at have været tavs i mange øjeblikke, rejste Pax sig.

Med afmålte skridt aflagde han afstanden mellem ham selv og Evlyn, hvorefter han kort betragtede hende. ”Det lyder ikke helt dumt”, anerkendte han, men ikke foruden at rømme sig, som var komplimentet skyld i hans tørre og sammenkrøllede hals. ”Men jeg har naturligvis spørgsmål… og så vil jeg vide, hvordan vi deler udbyttet. Jeg er hverken med eller ude endnu.” Ordene der fulgte var lig en forretningsmands effektive tone men i de stålgrå øjne glimtede spæde og forræderiske gnister – det her var trods alt, hvad Pax levede for! Hans eneste og sandeste kærlighed.

”Hvorfor er skriftrullerne uerstattelige? Hvem skal have dem efterfølgende?”, spurgte Pax, i det han støttede sin ene hånd på bordpladen og lænede sig henover plantegningerne, for bedre at kunne at tage dem i nærmere øjesyn. ”Og ved du, hvor stor artefaktet er?”

Hun fugtede sine læber, som hendes blå øjne betragtede ham bevæge tættere på.
Han var i sin fulde ret til at stille hans spørgsmål, hvis andet ville hun nok være skeptisk hvis han ingen spørgsmål havde.
Hun betragtede hvordan at lyset fra flammerne kastede skygger over hans ansigt, og fik ham til at se meget ældre ud end han var. Hendes hoved lagde sig på skrå, mens hun for første gang rigtig så på ham. Han lignede en der var gået igennem meget mere, end man skulle gøre når man var så ung.
Måske var hun ikke så gammel selv, men hun nærmede sig de fyrre selvom hun lignede en der var måske i starten af tyverne.
“Siden at det er mig der har brug for dig, og ikke den anden vej rundt; er jeg villig til at du får udbyttet af hvad kunsten må blive solgt til, og hvis vi skulle finde andet værdifuldt i hans kælder, er det også dit” lige den her mission var det ikke for pengenes skyld, hun tog en dyb indånding. “Skriftrullerne og artefaktet er mit.” kom der bestemt fra hende, det var meget tydeligt at hendes tone fortalte at det var ikke til forhandling; selvom også her var hun sikker på at han nok ikke ville give sig let på den front. Eller måske ville han, kom an på hvor stor en griskhed der var for at få krystaller ud af opgaver.
Hun tog en dyb indånding, det skar i hendes ansigt, da han spurgte om skriftrullerne. Hun skulle måske bare have undladt at fortælle om dem, men hun havde før været på en mission hvor der havde været en udefrakommende med; ikke alle detaljer var blevet fortalt og det hele var endt i en katastrofe.

Hendes øjne blev smalle, som øjnene låste sig fast på hans. “Skriftrullerne er til mig, og derfor er de uerstattelige” hvordan kunne hun forklare det, så han ville droppe sagen? Hvis hun fortalte ham, hvad de virkelig indeholde, så var der en god chance for han ville have en del i det. Især fordi de ville gå for en meget høj mønt på et sortemarked.
Evlyn vred sin krop, og greb en stor sort glas sten og skubbede den frem til ham. “Omtrent den størrelse, plus minus” sagde hun og lod blikket glide ned over den flotte poleret sten. Hendes blik studerede igen hans ansigt, som han havde lænet sig frem for at se hendes noter; flere timers sved og tåre brugt på at samle de informationer. Hænder der var blevet bestukket, køkkenfolk der var blevet erstattet med folk fra hendes inderste cirkel. For så at ty til at få hjælp fra hendes rival, hvor var skæbnen dog en utaknemmelig kælling.

Pax rejste sig op og lagde de tynde men muskuløse arme over kors. I et langt øjeblik forholdt han sig afventende, alt imens han overvejede Evlyns tilbud og de mørkegrå øjne memorerer plantegningen.
”Det er ikke meget, du giver mig”, svarede han omsider, næsten eftertænksomt, hvorefter han sukkede tungt, men så sandelig også påtaget. ”Jeg er ligeglad med skriftrullerne og artefaktet, men jeg sender ikke nogle af mine bedste mænd ind i et ukendt territorium, uden at vide at min gevinst er signifikant. Det må du forstå. Det skal opveje for mit eventuelle tab, ellers er det ikke værd at bruge min tid på”, tilføjede Pax hastigt, hvorefter han nikkede mod bordet og de mange pergamenter, der indeholdte alle af Evlyns informationer.

”Så… hvad kan de? Hvad indeholder skriftrullerne? Hvad skal jeg forberede Flokken på? Hvis jeg skal sælge til dem, at vi slår snuderne sammen i en enkelt runde, så bliver jeg nødt til at have… mere. Det ved du da”. Pax lod begge sine brede øjenbryn glide længere op i panden, hvorefter han lod sine sigende øjne kolliderer med hendes.

Ikke at det blik forblev der længe, for end ikke øjeblikket efter blev det erstattet af en undren. ”Og du arbejder for en anden, ikke sandt? Så hvordan fungerer det, når skriftrullerne er til dig selv? Ved han, at jeg er med om bord?”

Hun snerrede frustreret, hun burde havde vidst bedre.
En lavtmeld knurren forlod hendes strube, og hun kunne mærke svimlen der tog fart i hendes hoved. Hvor længe siden var det, hun sidst havde drukket hendes medicin? 
Hendes fingre gled igennem hendes hår. 
“Med et hurtigt anskue vil malerierne hurtigt give i omegnen af halvtreds diamanter, jeg har allerede en køber klar til at tage de varme vare fra dine hænder, så det er ikke noget problem.” sagde hun anstrengt, som hun vente sig rundt og greb omkring bordpladen, hendes blik var fæstnet mod hendes arbejde der lå fremført foran dem begge. 
“Du kan forberede dem på nogle grumme mennesker, der tror de er hævet over resten af befolkningen fordi de har rigdommen til det.” irritationen var tydelig at spore i hendes stemme, og hun blev ved med at minde sig selv om, at hun havde brug for ham og ikke den anden vej rundt. Hun rejste sine hænder i forsvar, og sukkede så dybt. “Skriftrullerne indeholder flere vigtige dæmoners rigtige navn” svarede hun “Forstår du det?” hun kunne mærke stemmen i hoved, brølet og hendes hånd fór for op for at presse imod hendes ene tinding. 
Så snart han var gået, så snart hun fik fred måtte hun finde en flaske. Hun var ret sikker på der var flere tilbage, hun havde brug for mere tid og nu var ikke tidspunktet at hun skulle have en ekstra føre bag rettet til hendes bevidsthed.

“Ja” svarede hun endelig på hans sidste spørgmsål. “Du har ingen anelse om hvor stærk min klan er, hvor mange grene vi er. Lederen af det hele er slet ikke på det her kontinent” hun lukkede øjnene og masserede kort hendes pande, inden hun kiggede på ham igen. “Jeg leder menneskerne her i Dianthos, også er vi en som er i Rubinien, vi har intet med hinanden at gøre med mindre vi har brug for hjælp - og det sidste jeg ønsker er hans hjælp” hun skar tænder, hun kunne selvfølgelig have spurgt Iro om hjælp, men hun ville hellere gnave sin højre arm af end at arbejde med ham. Så var rivalen foran hende, en meget bedre løsning.

“Så hvordan jeg bruger min tid og gennemføre mine kup bliver der ikke blandet i. Så længe det ikke skader klanens omdømme” hun lagde armene over kors, og løftede et bryn; var der mere?

Pax betragtede Evlyn snerre i frustration. Ikke at han selv fortrak en mine og stadig hvilede de urokkelige øjne på hendes bidske skikkelse, som Evlyn omsider lod ham vide, hvad de dyrebare skriftruller indeholdte. I grunden var han lige dele overrasket men til stadighed ikke interesseret i dens indhold, men noget fik hans fine nakkehår til at rejse sig. Noget var ikke, som det burde…

Med langsomme – ja, næsten varsomme skridt – aflagde han afstanden til stolen igen, hvor han atter satte sig til rette. På intet tidspunkt forlod de stålgrå øjne Evlyns skikkelse, og snart efter begyndte brikkerne at falde på plads. Omsider nikkede han og smed sin ene arrede hånd op foran sig, nærmest som forsøgte han at tæmme bæstet foran sig.
”Ro på. Jeg bliver jo nødt til at spørge”, svarede han, hvorefter han kastede hovedet mod hende i en nikken. ”Du skal bruge skriftrullerne til at navngive dæmonen, som har… besat dig, ikke sandt? Det er derfor, at det her kup er særligt – derfor, du henter min hjælp. Du kan ikke gøre det selv men du er afhængig af at få fat i navnene, hvormed du ser dig nødsaget til at samarbejde med mig”, rationaliserede Pax lavmælt frem, alt imens han gned sin tynde næseryg i en eftertænksom gestus.

I lang tid derefter var han stille, alt imens han overvejede situationen. Det var ment til at gå galt, så meget kunne han konkludere, for at arbejde med Evlyn, der var desperat, havde sine… ulemper. Desuden kunne han ikke undgå at gennemtænke den information, Evlyn også havde ladet undslippe sine læber og ikke mindst det faktum, at det var mærkværdigt, at hun ikke selv kunne se ironien. Nok var hendes klan måske større end hans egen, men i Dianthos var den snart forsvundet, som Pax selv havde arbejdet i skyggerne. Det var dog et faktum han lod ligge for nu. Hovmod ville jo trods alt blive hans fald.

”Jeg er med”, lød det omsider, hvorefter han nikkede mod plantegningerne. ”Men vi har ikke brug for så meget muskelkræft, som jeg tror, at du har i tankerne.” Man er vel ikke startet som klatretyv for ingenting, tænkte Pax, hvorefter han rømmede sig og lænede sig frem i stolen, således at han kunne hvile sine spidse albuer på sine knoglede knæ. ”Desuden bliver du nok nødt til at tage, ja, hvad end du tager, for at holde tingesten i skak. Jeg gider ikke blive flænset.”

“Selvfølgelig svarede hun” næsten fattet i forhold til hvordan hun havde lydt før.
Han ord ramte hende hårde end hun havde troet, både fordi lettelsen bølgede igennem den spinkels pige krop, men også frygt. Hendes blå øjne betragtede ham sagte, som han deducerede hvad der var galt med hende. Og hun måtte indrømme det var beundringsværdigt, hvor meget han fik rigtigt. Med undtagelse af hvis navn hun havde brug for.
“Ja” svarede hun, han havde ikke behov for at vide mere. Hun skyldte ham det ikke, og desuden det mindre han vidste jo mindre kunne han bruge det imod hende. For hun troede ikke et sekund på, at han ville hjælpe hende ud godhed af hans hjerte. Hun var alene, lige som den dag hun havde stået med hendes families blod på hænderne. Den dag hun var stukket af fra hendes hjemstavn.
Han kendte hende ikke, lige som hun ikke kendte ham. For hans skyld, håbede hun at han havde mere held med at lukke folk ind til sig. Det var en ensom verden hun levede i.
“Du er ikke lige så dum som du ser ud.” kunne hun alligevel ikke lade være med at prikke tilbage med en drillende stemme, selvom at smilet ikke nåede mere end lige at løfte hendes mundvige op. Og tonen var hellere ikke så autentisk som hun ønskede.
Hendes forsvindende styrke i Dianthos, var udelukkende på grund af hendes svigt. Og hun vidste det var et spørgsmål om tid før at hendes storslået leder Gregory ville besøge hende. Og det ville ikke være kønt, en kulde løb ned af hendes rygsøjle, da hun mindes sidste gang han havde haft fingrene i hende.
Hendes blik blev fjernt, og hun kiggede ned på bordet foran hende.

“Det er hellere ikke lige så meget muskelkraft som det er mandskab jeg har brug for.” sagde hun og kiggede op med en beslutsom mine. Mundvigen trak sig op i den ene side, og udgjorde kort et skævt smil.
“Jeg skal gøre mit bedste for at holde den under kontrol. Det ville hellere ikke gøre mig noget godt hvis jeg fik dig flænset. Jeg kan jo ret godt lide dit ansigt som det er”

Hun skubbede sig væk fra bordet og gik hen til ham for at række hånden ud. “En aftale er på plads?”

Pax fnøs, men denne gang moret, og lod derefter tavsheden sænke sig over dem på ny. Nok havde Evlyn bekræftet, at han havde fat i den lange ende, men bande-lederen af Ulvens Flok ville ikke tage sin rivals ord for gode varer. Nok virkede situationen pludselig mere logisk og Pax forstod, at Evlyn faktisk var afhængig af hans hjælp – men om det bundede i, hvad hun havde sagt ja til af hans tanker, forblev stadig uvist.

Med sine stålgrå øjne rettet mod bordet og de mange pergamenter, bed Pax ikke mærke til frygten, der kort kunne deduceres i Evlyns blå blik. I stedet syntes han fordybet i tanker, for hans øjne hvilede fraværende men urokkeligt på et sted foran ham.
Da Evlyns ord brød igennem stilheden, og derved Pax’s egne overvejelser, skar han en spæd grimasse af hende, dog ikke foruden at det så karakteristiske tomme smil, fandt vej til hans ene mundvige. ”Klart du kan”, svarede han, velvidende at det ikke var tilfældet, hvorefter han lod Evlyns spøgefulde ord hænge i luften imellem dem.

Ikke at der gik lang tid, før Evlyn nærmede sig ham med sin fremstrakte hånd. Fordi hun nærmede sig fra højre, var Pax et øjeblik længere om at registrere det, og kort betragtede han hende. Så sukkede han – påtaget teatralsk – og nikkede, i det han tog hendes hånd i sin og gav den et fast klem. Da formaliteterne var ovre, rejste han sig endnu engang, for atter at tage plantegning i øjesyn. Der var et eller andet der genererede ham ved dem, men endnu ikke kunne han sætte en finger på, hvad det præcist var.

”Jeg mener stadig ikke, at jeg behøver slæbe mere end tre stykker med”, tænkte han højt, hvorefter Pax’s brede øjenbryn skød længere op i panden i en spørgende grimasse. ”Har du hørt, at Caitlin er tilbage i Dianthos? Hun var en bedre klatretyv end mig. Måske hun er værd at hente ind?”

Hun lagde mærke til, hvor længe tid der gik før han havde registeret at hun havde nærmet ham. Hendes bryn gled imod hinanden,  men hun tænkte ikke videre over det. Måske havde han været optaget af at tænke over, hvad end det var han havde haft på nethinden.
Selvom hendes blik lagde sig på hans højre øje. Bare for en stund, overvejede hun om det havde været fordi, at han ikke havde set hende?
Dog fik han hende ud af hendes konklusioner nu var gået i gang med at drage, ved at gribe hendes hånd og gav det et klem. Hun trak den hurtigt til sig, da han gav slip igen.
Hun lagde armene over kors, som han gik hen til bordet og begyndte at tage plantagerne under opsyn. “Lyder fint, jeg har allerede to der har infiltreret stedet som tjenestepiger, det er blandt andet dem som har bragt mig informationen jeg har hentet. Ud over det jeg selvfølgelig selv har fået samlet, mens jeg har besøgt stedet.. i tide og utide” hendes tunge gled hen over læberne, som et kækt smil spillede på sine læber. Dog da navnet blev nævnt, kunne hun ikke nå at skjule hendes overraskelse. Caitlin.
Hun kiggede hurtigt væk, nej hun skulle ikke blandes ind i alt det her. Det havde hun lovet.
“Caitlin er ude af billede, hun skal ikke være en del af alt det her.” hendes stemme efterlod ingen rum til diskussion, som hun med faste skridt gik hen til bordet.

“Desuden hvad tager du mig for?” hun slog en tør humør løs latter op, som hun kastede sin hånd imod malerierne og plantegningerne. “at jeg bare er et kønt ansigt, der kan finde ud af at male?” hun lænede sig frem imod ham, med lynene øjnen. Brugte det at han havde nævnt Caitlin som en fornærmelse, i stedet for at hun faktisk var blevet chokeret for at høre at hun var tilbage.
“Kan godt være jeg ikke er kendt her i landet, men jeg har stjålet ting som du kun, ville kunne drømme om at få fingrene i” hendes næsebor dirrede en smule, under hendes tunge vejrtrækning. Hun skubbede sig væk fra bordet igen, og gik rundt om det.
Studerede ham. “Jeg forventer at det vi har diskuteret i dag, ikke bliver fortalt videre – kun til de tre du mener der bedst egnet til jobbet.” hun trådte helt hen til ham, og puttede en finger hårdt imod hans brystkasse. “Er det klart? Under ingen omstændigheder…” hendes koral blå øjne gnistrede af intensitet mens hun borede dem ind i hans mørke grå.
Hun forventede ikke at han ville forstå, hvor meget der var på spil for hende. Og hun havde hellere ikke tænkt sig at begynde at forklare det. A fordi det slet ikke vedkom ham, og b hun var ikke sikker på det ville have nogen effekt.