Foråret var kommet til Krystallandet, bringende mildt vejr til Medanien. Bønderne var ved at klargøre markerne og traditionen tro, blev der pyntet op på festivalpladsen, som lå bag den lille landsby, Fredskilde. Mange af de finere folk var draget nordpå, hvor fyrstinden af Arys havde inviteret til bal, men for de almindelige bondefolk, skulle der også holdes fest. Traditionen var til Gudinden Lauranas ære, og en vellykket forårsfest betød som regel en vellykket høst. Håbet var højt, for dagen gryede med prægtigt vejr - ikke en sky var at se på den blå himmel over festivalpladsen.

Små boder og farverige telte var slået op, hvor de lokale solgte noget af deres eget håndværk, langborde var sat op i græsset og adskillige tønder mjød fra værtshuset var rullet ud på pladsen, for man forventede nok, at der kom gang i drikkeriet. 
Nogle af landets omrejsende skjalde havde også øjnet muligheden for et lidt større publikum, og festivalpladsen var knap åbnet, før muntre toner bød op til dans. Snakken gik lystigt mellem deltagerne - om Dronningens tilbagekomst, rygterne om drama blandt de finere folk og truslen fra Mørket, for man havde hørt nogle skrækkelige rygter om pirateri nede langs sydkysten. Der var også tale om den mystiske, dødelige blomst, der var sprunget ud i Elverly, og flere halvelvere havde søgt mod Medaniens milde klima. Her og nu - blandt duften af mad og brænderøg og til de muntre toner af musikken, virkede landets trusler dog fjerne, og man skiftede hurtigt emne til noget mere muntert.

I løbet af dagen kom endnu flere folk til pladsen - ikke kun lokale, men også folk fra nær og fjern, som blot ville tage del i festlighederne, eller havde øjnet en chance for at gøre en god handel. Der blev også løbende holdt konkurrencer, for traditionen tro, skulle Medaniens stærkeste mand kåres, man skulle finde ud af, hvem der kunne æde mest - og den smukkeste kvinde skulle beæres med en blomsterkrone.

Det tegnede alt i alt til at blive en festlig dag.

Der var ingen chance for at Lestat, der boede i Medanien ikke skulle forbi festpladse og være en del af de mange festligheder.
Mens han gik blandt de mange boder og folk der var kommet fra nær og fjern, var der flere han genkendte som han ofte havde mødt på kroen i sin yngre dage. Han fandt et sted hvor han kunne få noget øl. Her købte han to krus, det ene drak han, mens han hældte det andet på jorden til ære for Adrian. Derefter gik han roligt hjem ad, mod sin hytte i udkanten af byen.

I snart alt for mange timer havde Bailey stået og gloet på diverse boder, og næsten alting fangede hendes opmærksomhed. Der var så mange spændende ting der blev solgt ved de mange boder, og hun vidste at hun ikke ville kunne nå at kigge på det hele. Efter at have hørt om denne forårsfest havde hun besluttet sig for at være med, for hun ville gerne opleve en forårsfest i fredskilde. Der var virkelig flot, både med pynten, boderne der var sat op, tønderne. Selvom noget af opstillingen ikke skreg efter 'flot' så var det ganske flot i hendes øje. Hun gik rundt imellem boderne, og havde et stort smil på ansigtet. Hendes blik rundt på de forskellige boder, før hun stoppede op ved en bod der havde blomster for selvfølgelig var hun stoppet op der. Blomster og Bailey var bare en god kombination, og hun lyste helt op som hun kiggede på blomsterne. 

Efter at have stået i lidt tid lagde hun mærke til de muntre toner der blev spillet, og hun drejede hovedet for at lidt nærmere. Men der var en masse folk der stod i vejen for hendes blik, så hun var nød til at komme tættere på. Bare for at se nærmere på hvad der skete længere fremme. Som hun begyndte at gå i retningen af de muntre toner smillede hun større som hun kom forbi nogle af de mange mennesker. Hun stod så pludselig foran et publikum og nogle der dansede, det fangede hendes opmærksomhed. Hun betragtede deres dans, og måden de brugte deres kroppe på. De fleste var klædt fint på, hvorimod Bailey blot havde en helt normal kjole på, intet specielt og intet særligt. Hun havde bare tænkt at være lidt finere eftersom der var fest jo. Da der blev nævnt en dødelig blomst spærrede hun øjnene op og skulle straks vide mere. Hvad var det nu for noget, det var frygteligt. I elvernes by, hun løftede begge øjenbryn og nærmede sig dem som snakkede om det for hun var nød til at høre mere omkring det. 

Konkurrencen om den smukkeste kvinde skulle kåres havde slet ikke strejfet hende, for hendes fokus lå fuldt på de folk der snakkede om den dødelige blomst. Bailey var nået hen til dem, og lyttede med som hun lagde en arm rundt om sig selv, men hun kunne ikke undgå at blive bekymret som hun kiggede fra den ene person til den anden"Det er frygteligt!"udbrød hun bare uden at helt tænke over folkene i nærheden. Hun stod med nogle blomster i den anden hånd, blomster hun havde købt henne ved blomster boden. Hun havde bestemt ikke tænkt sig at flytte sig, og kiggede trist rundt på de forskellige folk. Hun kunne ikke lide tanken og nyheden om en dødelig blomst. Det gjorde hende bekymret, for var der noget hun elskede så var det blomster. Men hvad skulle hun kunne gøre, der var nok ikke noget at gøre. Hun kunne nok ikke hjælpe, så hun kiggede trist ned mod hendes fødder og  begyndte at gå væk fra folkene"Undskyld..."mumlede hun som hentydning til at hun bare havde råbt de ord uden at tænke sig om først. Hun begyndte at gå hen imod nogle af de andre boder, og stoppede op ved den samme blomster bod igen. Hun tænkte lidt, der var da noget hun ville gøre ved den dødelige blomst. Hun rettede sig stædigt op, og kiggede på blomsterne i hånden"Jeg skal nok finde en løsning!"råbte hun og begyndte så at løbe væk fra pladsen. 

Hendes chef ved stenbruddet havde et ærinde i Fredskilde i forbindelse med forårsfesten. Noget med nogle varer, der skulle købes og sælges. Han havde derfor haft brug for ti stærke mænd til at hjælpe til med at passe trækhestene og læsse alle varene... og ja, Freya var åbenbart blevet udvalgt som en af disse stærke “mænd”. Faktisk var hun ellevild for at være blevet udvalgt, for nomadelivet med sin familie havde kun ført hende af Nordlandets veje, og nu fik hun muligheden for at komme et helt nyt sted hen – og endda blive betalt under turen!

I starten da de forlod Dianthos' mure var hun ikke i tvivl om, at flere af hendes kollegaer skævede uroligt til hende. For det første var hun ny, for det andet var hun halvt menneske og halvt orker. Hun kunne have svoret at hun også havde hørt nogle spydige kommentarer hvisket i hjørnerne, og det var virkelig ubehageligt, men hun fangede aldrig nogen med fingrene i kagedåsen. Måske var det bare noget hun forestillede sig...

Men som dagene gik på rejsen mod forårsfesten i Fredskilde blev hun mere og mere en del af gruppen. Hun kunne løfte mindst lige så meget som de andre, og hun gav gerne igen, hvis der kom en lummer vittighed. Det var de nok ikke så vant til fra en kvinde.

På rejsen åbnede landet sig med store vidder. Men det var ikke som den barske, vilde natur i Nordlandet som hun havde været vant til hele sit liv. Her var der fyldt med frodige grønne enge, frugttræer og marker fyldt med arbejdende bønder. Vejret var mildt og vindet blot et frisk pust på kinderne. De ankom til byen og fik stillet varene op. Nu var resten op til chefen. Freya var ikke blandt de første, der skulle holde øje med boden (og langfingrede tyveknægte), så hun snørrede sin pung godt sammen og gemte den på sig, hvorefter hun dragede på tur rundt i byen for at se på overfloden af mad og fine dingenoter.


(har lavet en åben tråd til alle https://krystallandet.dk/viewtopic.php?t=12408&currentpage=1#581178)

Solen stod højt på himlen og festen på markedspladsen havde været i gang længe. Astrid gik fra bod til bod, blot for at se om det var noget der fangede hendes interesse. Hun var klædt praktisk til forårsdagen, med både daggert og sværd hængende ved hendes side. Shopping var ikke hendes favorit ting at gøre, men hun manglede efterhånden et nyt bælte. Det gamle hun havde var slidt og holdt næsten kun sammen i nogle få fibre i den ene side.

Hendes blik faldt på et bælte med et simpelt spænde, der så ud til at være både af god kvalitet og fra en sælger der ikke tog overpriser. Hun skulle til at række ud efter det, for at få fornemmelsen af hvor godt læderet var skåret, da et hysterisk skrig fik hende til at vende sig om og se hvad der foregik bag hende.
En Kvinde i et skænderi med en mand, var ved at tage overhånd og en tredje mand kom hurtigt til. Astrid træk lidt på skulderne, trekants dramaer ville der altid være og de blev tit ført frem i lyset til festligheder som denne. Hun vendte sig mod bod-holderen igen for at købe sig sit bælte.

Efter lidt tid, med at se om andet fangede hendes interesse i de andre boder, var hun vendt om for at tage tilbage på kroen hun boede på. Men ud i øjenkrogen så hun pludselig kvinden fra tidligere på dagen, nu med et blåt øje og en opsvulmet læbe. De to mænd der havde sloges med hendes tidligere var der også, men nu i slagsmål imod hinanden. Astrid stod et øjeblik og så på dem med et irriteret udtryk, ikke sikker på om hun skulle blande sig i deres personlige affærer. Et Barn gav hende dog det sidste strå, da denne kom legende forbi uden at tænke over slagsmålet og blev trampet ned af den ene mand. Barnet kom sig hurtigt og løb smågrædende videre, sikkert mod sin mor. Astrid pustede sig dog en smule op og gik med bestemte skridt mod gruppen. Det var uacceptabelt opførelse, specielt når uskyldige led under noget så banalt som dette. 




Fortsættes i denne tråd Forårsfest på sidelinjen

Karim tog en dyb indånding af den friske forårsluft, som hans blik gled over folkemængden og festlighederne. Ahh fest for pøblen! Der var altid en særlig stemning, en frihed, som adelens samlinger næppe kunne. De stive formaliteter, om end meningsfulde, kunne godt blive en kende kedelige! Det var dog sjældent et problem til den årlige forårsfest!

Det var ikke hvert år den gamle Rubiner slog vejen forbi Medanien ved denne tid, men det var bestemt heller ikke første gang han nød det frodige lands gavmildhed. En blond, nordlig skønhed passerede bænken Karim havde anbragt sig på, og hans blik fulgte efter. Gavmildt i sandhed!

En skrabben fik den gamle Al-Kazimis opmærksomhed væk fra nordboens lyse lokker, og mod himlen, som en prægtig punktie landede på hans skulder, og krævede hans opmærksomhed.
"Ja jaa min skønne, jeg kigger jo bare. Jeg ved hun ikke lige er din type, men du må da give mig ret i hun var et prægtigt syn!" undskyldte han sig, og nussede fuglen over hoved, mens den pippede og skrabbede tilbage.

Evangeline var ankommet til festivalpladsen. I hånden havde hun et krus mjød med kirsebær som hun havde købt fra en af de små boder ved det nærliggende græsområde. Der var kommet folk fra nær og fjern og nogle havde Eva da set før, andre havde hun mødt og snakket med og så var der nogen hun slet ikke kende. Hun tog ofte en tur forbi landsbyen men det var første gang hun vågede sig til en festival. At være ved større forsamlinger, var ikke noget hun brød sig særlig meget om, men det var heller ikke noget hun væmmes ved. Men nysgerrigheden havde vundet. 

For at virke mindre iøjefaldende, havde hun taget sin kappe oversig for at dække sine vinger som hun stadig ikke kunne trække helt ind. Det irriterede hende, især når man befandt sig på en offentlig grund, hun følte hun så dum ud og det gjorde hende lettere flov. - Evangeline havde dog valgt at lade hætten hænge langs ryggen så det isblå hår var synligt. Med hætten på, kunne det måske godt blive lidt for varmt i længden. Hun valgte at gå over til de nærmeste boder efter at havde stået og betragtet folkemængden i lidt tid. Hun startede med at se hvad folk havde at byde på, der var ofte ret trangt i nogle af boderne men det opløste sig efterhånden som folk gik videre eller valgte at finde et sted at slå sig ned.
Der var pludselig sat en festlig stemning i gang som Eva helst ikke ville være en del af. Så hun valgte at bevæge sig væk fra festlighederne. Hun havde heller ikke planer for at være her så længe, hun ville nyde sin krus med mjød, aflevere det og derefter se på de sidste boder, det kunne være hun fandt noget hun kunne bruge.

Efter at havde brugt en times tid på at se på boderne, købt lidt og hilst og snakket lidt med dem hun kende. Var tiden til at vende snuden hjemad, eller retter. Søge et andet sted hen, for hun var en af dem som ikke havde et fast bopæl men rejste hele tiden og opholde sig kun i kort tid i de forskellige områder eller byer. Hun forlod festivalen og gik mod landsbyen.   

Dal havde set frem til forårsfesten, og enden på hvad der havde føltes som en endeløs vinter. Den friske luft, og solens varme mod hans ansigt var en kærkommen forandring, der lunede dværgens hjerte, og fik fremtiden til at se mindre dyster ud. Et lyspunkt den unge dværg så sandelig havde manglet, igennem mere håbløse tider.

Som Dal vandrede rundt søgte hans blik folkemængderne for de velkendte, pelsede øre fra hans gode ven Cedrik. Det var ikke altid de to mødtes i Fredskilde ved denne årstid, men det var ofte nok, til at Dal forventede det.

Minderne om godt selskab, blev dog afbrudt af et hysterisk kvinde-skrig. Dals fødder skiftede retning selv inden hans blik havde fundet kilden, og trak ham i retning af udbruddet. "Hør, hvad foregår der her?!" spurgte han med fast tone, der skar igennem skænderiet.
Der var en lille stemme et sted i dværgens hoved der prøvede at råbe ham op, og sige han skulle blande sig udenom, men den forsigtighed blev længe overdøvet af bekymring, da han så tårerne i kvindens øjenkroge. Han kunne ikke bare lade stå til!


//Fortsættes i Forårsfest på sidelinjen

Af alle steder for en gøglertrup at være, jah så var fester og festivaler nu engang et af de bedste steder! Forårsfesten i Fredskilde var som en slikskål for Aria og hendes lille farverige familie, der var dukket op dagen forinden for at sætte sine telte, boder og scener op, for forhåbentligt kunne underholde byens gæster gevaldigt - og forhåbentligt også dertil på flere fronter. Sund lattermedicin til sjælen og gode handler kunne nemlig dannes og laves i den lykkeprægede stemning, og her og der ville krystaller skifte hænder med mere end bare smil på befolkningens læber. At skabe en stemning der trak fokusset væk fra krig og utryghed var nu engang hvad de gjorde bedst, og folkene her fortjente en grad af det bedste. 
Så da morgenens første stråler endelig lagde sig over byen.... jah der var der en rastløs, summende, men dog spændt energi at finde omkring den kaffebrune satyr, der spredte sig spraglede tæppe ud i nærheden af de andre boder Fredskilde havde at byde på i dag.

Det ville nemlig også være en af hendes første oplevelser i hvordan mennesker i den her størrelses mængde kunne feste, hvilket var en hemmelighed hun i dén grad så frem til at få afsløret! Oh joh, mange fester var blevet holdt imellem Lindeskovens grønne træer og beskyttende trækroner, og satyren havde aldrig været i tvivl om at de var gode! Men det her måtte velsagtens være mindst ligeså godt, sådan som mennesker, elvere, dværge og alt muligt andet var strømmet til i løbet af dagen! Især når de valgte at holde den hvert år.

Som dagen skred fremad, fik Aria da også solgt mere og mere ud af sine ting; magiske og blådekorerede pinde i alle former og størrelser. Da hun endelig valgte at sige stop for i aften, var det dermed også med en lidt tungere pengepung (og hvis muligt, et endnu bedre humør) at den koftebærende satyr begav sig imod en tillokkende lyd af fløjtespil og fællesdans, der dragende trak hende afsted imod en mere løssluppen energi og stemning.