Døren knirkede, som Yotul endnu holdt fat i håndtaget til det værelse, hun lige var kommet ud af. Hun lod den langsomt glide i, men lod den stå en smule på klem. Man kunne fornemme en duft af blod inde fra værelset, som hun svagt slikkede sig om munden og sank. Hendes krop var noget så afslappet, selvom hun måske burde være træt efter det, der var foregået inde i rummet. Men som hun slap døren og strakte kroppen, følte hun sig mere frisk end før. Hendes tøj var en smule forrevet, som pigen på værelset havde vist sig at være lidt af en kamp, men der var ingen skader at se på hendes krop, som hun stille bevægede sig imod trappen for at gå ned i kroen. Hun var blevet sulten efter omstændighederne og mente nok at hun kunne få noget at spise, før pigen ville blive opdaget. Egentlig kunne pigen bare have gjort, som der blev sagt..

Yotul vandrede roligt over det knirkende trægulv, som hun forsøgte at rette den løse top, men den blev ved med at falde ned over hendes skulder. Hvilket skyldes det hul, der var blevet lavet på hendes ryg. Det lignede mest af alt at hun var blevet spyddet af noget rundt, men som toppen flyttede sig fra side til side når hun gik, var der intet åbent sår, der afslørede, hvad der kunne være sket. Bukserne var løse i stoffet og en smule gennemvædet omkring hendes knæ, da hun havde været tvunget til at sidde på knæ i blodet. Men det mørke stof gjorde at ingen så nemt kunne få øje på blodet.

Med en hånd på gelænderet vandrede hun roligt ned over de mange trin, dog med blikket rettet imod sine fødder. Fødderne var bare, som hun opdagede den lille blodplet på oversiden af højre fod. Derfor endte hun med at stoppe midt på trappen, sætte sig på trinnet over og forsøge at tørre blodet af med sin finger.

Tusmørkedalen - hans andet hjem.
Om det var ude i skovene eller her på kroen, så var dette et af hans absolutte favoritsteder.
Det var næsten som om, at dalen var afskåret fra resten af verden... lidt ligesom han på sin vis var afskåret fra de fleste andre...

Han sad for sig selv ved et af bordene, og nød egentlig bare tilværelsen med et krus mørk øl, da han hørte trappen knirke.
Han vendte et roligt blik derover imod, og hævede så overrasket det ene øjenbryn.

Var det... den ældste af de to søstre? Han havde ikke set nogen af dem i lang tid nu.

Zane smilede for sig selv, og rejste sig fra bordet for at gå hen over gulvet, så han kunne komme tættere på hende.
"Hvem har vi dog her...?" spurgte han roligt, og tog endnu en slurk af den mørke øl.

Egentlig havde hun ikke forventet, at nogen ville henvende sig til hende. Yotul var også travlt optaget af at fjerne blodet fra hendes fod, før at hun ville gå ned i krostuen. Det ville være for afslørende, hvis hun kom derned dækket af blod og de så senere fandt pigen på værelset. Det var heldigvis ikke hendes eget værelse, som hun faktisk ikke havde haft planer om at blive der natten over. Det var bare sket ved en mindre fejltagelse.

Yotul kunne dog høre gulvet knirke, som hun stille rettede blikket op imod stemmen. Den lød bekendt, måske endda al for bekendt lige nu, som hun mødte de lilla øjne med et glimt i hendes egne. "Har jeg virkelig ikke gjort et bedre indtryk på dig?" spurgte hun køligt, som hun forsøgte at lyde fornærmet, men slet ikke var det.

Hunv at rejse sig op for at gå de sidste trin ned til ham. Alligevel stoppede hun på første trin, bare for at kigge ned på ham med et drilsk smil på læben, så rakte hun hånden frem imod hans øl og tog den næsten ud af hånden på ham. "Tak, som byder" lød det flabet, som hun demonstrativt tog en slurk af hans øl.

"Åh, du har skam ikke fejlet i at gøre indtryk." sagde han og mindedes deres kamp, og efterfølgende 'sjov'.
Hun var ikke en man skulle undervurdere - selv han var rimelig vågen omkring hende.
Også selvom de kun havde mødt hinandne én gang før.

Zane lod som om, han ikke vidste at hun ville tage kruset, og trak blot på skuldrene med et skævt smil.
"Velbekomme."

Og så slog det ham... der var noget over hende lige nu, som han kendte.
Ikke fra hende, i virkeligheden, men fra ham selv.
En aura, nærmest... og hendes tøj var blot endnu et bevis.

"Har vi... hygget os?" spurgte han, som han sænkede stemmen, og så på hende som om han vidste alt, hvad hun havde foretaget sig oppe på det værelse.

Det var svært ikke at grine, som Yotul uden at blinke slog en latter af efter hans ord. Det var da altid noget, at han ikke havde glemt hende helt. Det var efterhånden længe siden, at de sidst havde set hinanden, så hun ville muligvis ikke have bebrejdet ham, hvis han var kommet i tvivl. Dog var hun begejstret for at han ikke havde glemt hende. Ikke at det havde nogen vigtig betydning lige nu, det morede hende bare. Yotul kunne også fornemme på ham, at han holdt et vågent øje med hende, mon han var nervøs for at hun ville angribe ham? Da vel ikke midt i kroen.. Og dog. Yotul så sig over skulderen, op ad trappen, imod de mange værelser.. Så trak hun på skulderen og vendte blikket tilbage til ham og det krus hun havde taget fra ham.

Et svagt nik og blink blev sendt i hans retning, som hun løftede kruset op til læben og langsomt tog en slurk af hans øl. Det overraskede hende ikke, at han havde valgt en mørk én af slagsen. Yotul endte dog med at skubbe kruset tilbage i hans favn, som var det ikke hendes opgave at fylde det op eller betale for det. Et stille smil gled over hendes læber, som han sænkede stemmen og gjorde op med sin fornemmelse. Så trådte hun det sidste trin ned til ham, stille løftede hun hånden imod hans læbe for at give ham tegn til at tie stille. "Vil du gerne have været med?" spurgte hun drillende, før at hun slap ham og valgte at gå udenom ham imod baren.

Han fulgte hendes blik op ad trappen, og gav et lille, sadistisk smil fra sig da hun stille bekræftede hans teori.
Måske var denne kvinde mere lig ham, end han havde troet.
Interessant.

Han fnøs da hun gav ham kruset igen.
Hun havde en provokerende opførsel, og han hadede den ikke.

Med let hævet øjenbryn efter hendes drillende måde at sige "Stille" på, trak han let på den ene skulder og svarede:
"Måske..."

Han fulgte med hende hen til baren, placerede kruset på disken og fik det omgående fyldt op.
Man havde vel været her før.

Den køre mørkelver var vedholdende, hvilket bestemt morede hende gevaldigt, som hun egentlig ikke havde forventet at støde på ham flere gange. De havde da moret sig sidst.. Og måske endda gangen før det også, men altså. Han kunne da umuligt blive ved med at hige efter mere ballade? For lige nu var hun ikke ude på andet end ballade. Yotul lod blikket dale imod det tomme krus, som han lydigt tog imod det. Hun var tæt på at klappe ham belønnede på hovedet, men undlod det, som han bragte et andet emne på banen. Mon hun var så dårlig til at skjule, hvad der var sket ovenpå? Hun trak stille på skulderne, som det faktisk ikke bekymrede hende. Ikke så længe hun befandt sig på kroen her og i godt selskab. Han kunne jo sagtens slå fra sig.. Skulle det blive nødvendigt.

Hun lod tungen danse let over underlæben, som han gav udtryk for at han gerne tog del i balladen. Måske på et andet tidspunkt, som hun hurtigt strøg forbi ham, men alligevel kiggede sig over skulderen, da han lod til at følge med. Der hvilede et konstant smil på læben, som afgav mange forskellige følelser. Det var et farligt smil. Farligt at kaste sig ud i at kende årsagen til det. Hun lænede sig roligt frem imod disken, som hun fik sit eget glas, denne gang med en rødlig væske. Vin.. Man kunne vel godt være lidt fin på den? Så vendte hun blikket imod ham. "Du kan altså ikke drikke mig under" lød det udfordrende, som hun hævet glasset imod ham og løftede det til sin mund for at tage en let tår af vinen. Så satte hun det på disken og rakte ud efter hans krus igen.

Havde Yotul klappet Zane belønnende på hovedet, var en af dem kommet til skade.
Hvorvidt det havbde været et negativ for nogen af dem, var så en helt anden sag...

Han smilede blot let til hende; hun va rmåske ikke ringe til at skjule sine misgerninger, men det var to meget forskellige ting at holde det skjult for en normal, sund-i-hovedet person, og så en sadistisk, morderisk satan som Zane.
De var vel egentlig ret ens på nogle områder.

Takes one to know one!

Zane hævede kort det ene øjenbryn, gav hende et elevatorblik, og trak let på den ene skulder.
"Du er væsentligt mindre end mig. Er du sikker på du bør stille en sådan udfordring...?"
Trods dette, fik han fyldt sit krus med mørk, stærk øl endnu engang - og denne gang førte han kruset væk fra hende, langsomt og provokerende, som hun rakte ud efter det.

Måske hun skulle have gjort det alligevel.. Yotul ville bestemt ikke have problemer med at komme galt afsted. Zane havde endnu ikke ramt hendes grænse. I virkeligheden var der kun én, som var kommet så langt. Med hans fascination for hendes maveregion, var det nu heller ikke sikkert at han ville nå den. Så skulle han i hvert fald se ud over sin egen nydelse og det var mørkelvere ikke rigtig kendt for, hvis hun forstod artsfællen korrekt. Yotul rakte ud efter eget glas, som hun hurtigt og nemt placerede kanten imod hendes læber og vippede glasset. Væsken var lettere varm, men røg nemt ned, som hun satte glasset fra sig igen og kiggede imod Zane.

Mandens blik vandrede.. hvilket blot fik Yotul til at skubbe hoften let ud, som hun lod en hånd hvile imod toppen af buksekanten. Så hævede hun blikket og løftede et øjenbryn af hans kommentar. "Du burde have lært, at det er dumt at undervurdere mig" Lo hun med et legende smil på læben. Der var et tydeligt glimt i hendes øjne, som hun skævede lidt til ham, da han valgte at trække kruset til sig og ud for hendes rækkevidde. Så lagde hun lettere fornærmet armene over kors. Hvad bildte han sig lige ind nu?

Om han kunne nå hendes grænse, var usikkert.
Ganske vist var han besat af den ene, sårbare del af kroppen, til et punkt hvor det bestemt kunne kaldes sygeligt... men det var ikke nødvendigvis noget der havde så mange grænser.
Man kunne gøre mange, mange smertefulde ting...

"Og i lige måde da." sagde han roligt, mens han løftede kruset op for at tage en slurk.
Der var ligeledes et glimt i hans øjne.
Dette kunne sagtens gå hen og blive en interessant aften.

Den unge hanelver havde tydeligvis høje tanker om sig selv. Yotul kunne da godt indrømme, at hun havde nydt deres små sammenstød, men det ville næppe blive aktuelt midt på kroen, for de ville med sikkerhed blive forhindret i deres leg. Særligt hvis hun endte i offerrollen igen, så ville det nok gå ud over ham. En skummel tanke strejfede hende, som hun spejdede omkring. Hvor ville hun gerne se kroens gæster angribe ham. Var det ondt at tænke sådan? Næppe, for hun kunne ikke rigtig lade vær, særligt da han undlod at række hende kruset igen. Så måtte hun jo bare sørge for sig selv, som hun greb vinglasset og skubbede sig væk fra disken for at gå helt op til ham.

"Tigger du efter en udfordring?" lo hun drillende, som hun løftede glasset op for at smide armen rundt om nakken på ham, så de stod helt tæt. Hun svajede let i røven for at stritte let med røven. Så bukkede hun hovedet for at hviske ham i øret. "Du får fri adgang.. hvis du vinder.." hviskede hun lokkede ind i hans ører, som hun derefter valgte at nappe ham blidt i øreflippen. Så trak hun sig tilbage, løftede armen over ham og valgte at gå hen til en af de fri båse. Der var en lang bænk rundt om bordet, som der var plads til 6, men hun valgte demonstrativt at sætte sig midt på bænken med fronten direkte imod ham, som hun placerede glasset på bordet. "Jeg gør endda hvad du beder mig om i en time" fortsatte hun for at lokke Zane i fordærv.

"Åh, jeg har skam aldrig tigget i mit liv." svarede han roligt, men med et drillende smil.
Det var ikke rigtig hans rolle... han var nærmere den, som blev tigget.
Sådan var det bare, og sådan skulle det blive ved med at være.

Men.
Der var ingen chance for, at han på nogen måde kunne afvise, hvor enormt tiltrækkende denne flirt af en skovelver var.
Især når hun gjorde og sagde, som lige nu.

Hans ene hånd fandt vej til hendes hofte som hun lagde armen om hans nakke, og han smilede køligt da hun nippede til hans øre.
Tilbuddet var ganske enkelt for fristende.

Så han stirrede lidt, med et fornøjet glimt i de lilla øjne, og så sluttede han sig til Yotul, siddende direkte over for hende.
Han mødte hendes blik, satte kruset foran sig, og sagde: "Aftale."

Mon hun kunne lave om på den udtalelse? Yotul ville bestemt ikke have problemer med at vise ham fordelen ved at tigge. Hun kunne selv finde på at gøre det, men vidste godt, at det måske lå meget fjernt for en mørkelver. På det punkt var hun måske bare en lille smule mere ligeglad end hvad han nogensinde var. Der var en grund til at hun sagtens kunne indtage offerrollen uden at føle, at hun tabte ansigt. For hun gjorde så meget andet, der gjorde op for netop den opførsel. "Vi får se" lo hun stille, som hun blinkede til ham og egentlig ville have puffet til ham, men måske følte, at det ikke var der hendes fokus skulle hvile lige nu.

Den lette kontakt, der havde været imellem dem, forplantede sig i hendes blik, som der hvilede et konstant glimt i hendes øjne. Hun var bestemt klar på at lege, men ville heller ikke lade ham tage forskud på en eventuel præmie, derfor var hun nød til at komme bare lidt på afstand af ham. Desuden så kunne de ikke blokere disken hele aftenen, selvom det ville være det nemmest for at have forsyninger nok. Hun lænede sig frem imod bordpladen og strøg fingrene over træet, imod hans krus. "Så burde jeg vel skaffe det samme, som du drikker.." endte hun med et let fnys, som hun løftede armen, fik øjenkontakt med krofatter og hurtigt pegede på Zanes krus. Hun fik et nik og vendte blikket retur imod ham.

"Men før vi begynder.. Hvad får jeg ud af det?" spurgte hun med et klart glimt i øjet. Hun havde tilbudt en del, så hvad kunne han give hende til gengæld?

Ah fandens... det typiske spørgsmål - men samtidig meget fair.
Hun satte trods alt en del på spil, og han måtte på en eller anden måde give igen.
Men hvad kunne han tilbyde hende, hvis hun vandt...?

Penge virkede kedeligt, og måske endda fornærmende.

Normalt var det her jo heller ikke noget, han konkurrerede om; han plejede faktisk bare at tage.
Men Yotul var anderledes. Hun var interessant, og ikke sådan rigtig en fjende.
Ish.

"Hvis du vinder..." sagde han, og trak på skuldrene,
"Så skylder jeg dig én tjeneste - og der er ingen grænser for, hvad det kan være."

Farligt. Men sjovt.

Kravet om en gevinst lod til at sætte Zane på prøve, som han tydeligvis skulle bruge længere tid på at tænke over sit svar. Imellemtiden dukkede der dog et krus hen med den samme mørke væske, som der var i hans eget. Yotul rakte let frem imod krusset for at trække det til sig, da krofatter havde placeret det tættest på Zane. Det var måske også mest naturligt, når hun selv havde et vinglas overfor sig. Men som hun trak det over bordet, holdt hun dog et vågent øje med Zane. Hun havde løftet sig ganske let fra bænken og i hendes fremstrakte position blev maven blot blottet yderligere, som hun sendte ham et drilsk smil. Så dumpede hun atter ned på røven med to glas foran sig.

Stille lagde Yotul armene over kors, som hun forventede at få en form for belønning, når hun havde fået drukket ham under bordet. Andet ville bestemt ikke være fair.. For hende. Eller han kunne sagtens benægte hende en præmie, men så ville det måske få en anden konsekvens for ham. Men det skulle hun måske ikke udtale sig om lige nu. Yotul hævede det ene øjenbryn, som han kom frem til hendes præmie. Et lusket smil gled over hendes læber, som hun straks hævet krusset. "Skål på det!" lo hun, før at hun tog den første slurk af den mørke væske. Det havde en sjov bitter smag, men det kunne hun sagtens holde til. Alkoholen bed dog en smule på vej ned igennem hendes hals.

Det var et potentielt farligt væddemål nu... umuligt at sige hvad hun ville kræve ad ham, hvis hun vandt.
Men hey. Det bragte da lidt spænding til situationen!
Hvem gad da også leve et helt ufarligt liv?

"Skål på det." gentog han, og løftede kruset op for at drikke den mørke øl.
Han var vant til at drikke dette, og det kunne muligvis være en fordel for ham.

Det var dog for tidligt at spå om, hvem der ville vinde...

Han holdt fornøjet øje med hende.

Tingene havde forandret sig, som Yotul bestemt ikke havde forventet, at han ville risikere at tabe til den slags væddemål, med sådan en præmie. Men hun følte lidt at den var hjemme på foran, for hun kunne sagtens optaget alkoholen hurtigt i sin krop, men også nemt skille sig af med den, fordi hun kunne øge forbrændingen med en simpel tanke. Mon han havde glemt alt om hendes evne og derved ikke havde overvejet, hvad det kunne få af betydning for ham? Uanset hvad, kunne man se et tydeligt glimt i hendes blik, som hun hævede krusset og drak af indholdet. De sidste par gange havde de mødt hinanden under nogle helt andre forhold, som kroen dog skulle vise sig at blive en udfordring for dem begge.

Stille lagde hun det ene ben over det andet, for at strække foden ud for at strejfe ham ganske let på skinnebenet med sin fod. Krusset satte hun hurtigt fra sig igen, som hun rynkede en smule på næsen og forsøgte at slå smagen væk fra tungen ved at lave nogle underlige kliklyde med tungen. Hun lænede sig en smule frem på bænken for at hvile hånden imod bordpladen. Stille rev hun neglene over træstrukturen for at skubbe en splint op under neglen, som hurtigt prikkede hul i hendes hud. Så løftede hun fingeren og stak den i munden for at suge blodet til sig. "Hvorfor lige kroen?" spurgte hun lettere undrende, som han bestemt ikke lignede typen til at slå sig ned på en kro, som denne.

Efter at have taget et godt, lille (og overhovedet ikke skjult) kig på hendes blottede mave inden hun satte sig igen, fandt hans blik atter vej til hendes øjne.
Hvorfor kroen, spurgte hun?

"Jeg har altid godt kunne lide Tusmørkedalen. Og denne kro er nok den bedste i hele riget, vil jeg tro."
Hans øjne lyste ganske svagt nu, hvilket gav dem et mystisk, urovækkende skær.
"...og så serverer de tilfældigvis en glimrende øl." tilføjede han med et smil.

"Hvad med dig selv? Hvad laver du her?" 
Zane tog endnu en god slurk af den mørke øl, og holdt et roligt, lettere udfordrende blik på Yotul.
Han havde skam ikke glemt hendes evne...

Måske de slet ikke skulle tale sammen, måske hun bare skulle lade manden røre lidt.. Så han blev mere længselsfuld efter at vinde. Så kunne det jo være, at han blev bare en smule overmodig omkring sine drikke evner. Forhåbentlig ville fornuften ryge på et tidspunkt og så var der en stor chance for at Yotul ville sejre nemt over ham. Hvis de altså kom så nemt. Mørkelvere var ikke så nemme at løbe om hjørner med, så meget vidste hun da, og hun kendte ham jo ikke ligefrem godt, kun hans evige lyst til at slå hende i maven. Hvilket for mange måtte være virkelig besynderligt. Hun lyttede til hans svar, men bemærkede muligvis mere hans blik, som hun bed sig ganske svagt i underlæben. Hvad mon han tænkte på? Så skar hun dog en grimasse, som hun skævede imod øllen, han lod til at værdsætte. "Det må være en anden én end denne" lo hun lettere drilsk, som hun prikkede ganske let til krusset med den mørke væske.

Yotul løftede let det ene øjenbryn, som han spørge indtil hendes gøremål. Det bragte et lumsk smil frem på hendes læbe, som hun skævede imod trappen, hvor han også havde forstyrret hendes rute. "Det er næsten for oplagt.." lo hun stille, som hun dog skjulte sin mund ganske let, før at hun atter vendte blikket imod ham. "Der dukkede en gylden mulighed op.." fortsatte hun, som hun dog lod blikket dale imod krusset igen, som hun greb fat om det og denne gang tog en ordentlig slurk. Hvis hun bare gjorde det nok, så måtte den bitre smag, da forsvinde med tiden? Yotul valgte dog at rykke sig langs med bænken for at finde plads ved siden af ham, som hun lagde en hånd imod hans lår og lænede sig imod ham uden at sige et ord.

Havde Zane været nem at løbe om hjørner med, ville han ikke være i live lige nu.
Der havde været ganske mange situationer, hvor snilde havde været vejen ud.

Og naturligvis... hvad folk mente om ham og hans særprægede, sadistiske trang, som nok nærmere var en besættelse, rørte ham ikke det fjerneste.
Måske en gang... men ikke længere.

"Hm... du er ikke meget for mørk øl?" smilede han lusket, og tilføjede så: "Du kan jo give op. Så slipper du for at drikke det."

Han nikkede let til hendes ord.
Gyldne muligheder dukkede også af og til op for ham... og så var det jo bare at tage imod chancen når den bød sig.
På det område var de måske ganske ens.

Zane's stadigt let lysende blik fulgte Yotul, som hun bevægede sig hen ved siden af ham.
Berøringen frembragte et skævt smil.
Hvis ikke han vidste at hun ikke var mørkelver...

Ganske roligt, lod han sin ene hånd finde vej hen over hendes bare ryg.
Så tog han endnu en slurk af sin øl.