Mørket havde for længst sænket sig over Azursøen, turen ind til byen var som altid sket ganske gnidningsfrit, da ingen havde opdaget hendes færden, til hvad hun havde opdaget. Hun havde haft held til at tage en enkelt fisk der lå i en kurv, udenfor i det kølige vejr. Det var ikke fordi hun nød at stjæle fra andre, men hun tog aldrig mere end hvad var højest nødvendigt, hverken af fisk eller ting hun selv kunne dyrke videre.
Hun vendte blikket fra den blanke vandoverflade, hvor månen smukt spejlede sig og ned på den fisk der lå ved hendes side, et sagte suk lød fra hende, inden hun rejste sig op. Det havde været nogle dage siden, at hun sidst havde vasket sig, det bidende kølige vejr fik ikke ligefrem lysten til en dukkert til at vokse. Hun gøs let idet hun med en tommelfinger i hver siden, forsigtigt trak sin nederdel ned over hofterne inden hun trådte ud af den. Nianna havde selv lavet det tøj hun bar, fra pelsen af rådyr hun for længe siden fik held til at nedlægge. Trods det slid hendes tøj så tydeligt bar præg af, tog hun sig alligevel tid, til at lægge det pænt sammen hvor hun stod, inden hun afklædte sig sin overdel, den var let nedringet, god plads til skuldrene til fri bevægelighed men dækkede stadig godt hendes skuldre og overarme.
Hun kastede et enkelt blik rundt i landskabet inden hun trak snøren ud af sit blonde hår, så det lagde sig let omkring hendes ansigt og skuldre.

Hun trådte stille ud i vandet, det gøs hendes langt op af ryggen og hun lagde hænderne omkring sit bryst imens hun langsomt fortsatte skridt for skridt ud i det bidende kolde vand. Først da det gik hende til lårene satte hun fra med et let spring og lod sin krop glide ned igennem vandet med lukkede øjne. Chokket ramte hendes krop, som hun svømmede længere ud, inden hun kom op igen for at trække vejret. Hun strøg let håret væk fra ansigtet inden hun vendte sig rundt med blikket ind imod bredden. 

Tanken om at Marad ikke længere var en del af hans liv gjorde ondt helt ind i hjertet. Han havde brug for Marad, og han havde brug for den ro Marad kunne give ham. Men det var for længst overstået. Marad var kommet videre, og det skulle han have lov til. Det smertede bare James så meget at tænke på han nok ikke havde betydet så meget for Marad som først antaget. Han håbede inderligt på at Marad en dag ville komme på andre tanker men han tvivlede, og han kunne ikke gøre noget ved det. Hans vinger var ikke længere hvide men blå. Normalt ville hans vinger være hvide, men med alle de følelser han bar på, og alle de følelser han kunne mærke være i luften gjorde dem blå.  Han havde fløjet længe nu og han var svedig og træt. Han ville gerne kunne slappe af og samtidig kunne han mærke en tåre i sine øjne der ville frem, dog kunne han ikke bruge tåre til noget. Udmattelsen faldt ind over ham som han fløj hen over... Ja han anede ikke længere hvor han var henne, han havde fløjet i to dage for at komme væk fra Medanien. Han kunne ikke længere komme tilbage til det sted, det var et overstået kapitel, og som han føj hen over en sø stak det lidt mere i ham. Hans vinger gav efter og han faldt hurtigt ned, et stort PLASK lød som noget hårdt ramte vandet og han lukkede øjnene i som det gyste igennem kroppen på ham. Han prøvede ikke engang at komme op til overfladen, han ville bare gerne have livet overstået, lige som den gang han var blevet slået ihjel. Men hvem sagde at han ikke bare ville kunne blive genoplivet igen?

Hvad der virkede for ham som fem minuter begyndte han at mangle luft, og han begyndte at sætte ben og arme i gang med at svømme op til overfladen. Det kolde gys havde fået vingerne til at forsvinde fra hans ryg, det var lidt som om de levede deres eget liv. Han håbede egentlig bare på at han kunne nå op til overfalden inden han ikke havde mere luft tilbage. Overfladen kom ham nærmere og endelig dukkede han op som en eller anden havfrue og tog et par dybe indåndninger samtidig med at han gispede for at få vejret. Han vendte blikket lidt rundt for at finde vejen ind til land, og han afsøgte området, han åbnede munden og en høj lyd som kun dyr kunne høre forsvandt fra hans mund. Straks kom lyden tilbage til ham og han svømmede ind imod land.

Med hovedet let tiltet tilbage i vandet, for af skylle dagenes snavs af hende, opdagede Nianna ikke lyden af vingesus der brød den ellers fredlige ro. Hendes krop sitrede let af kulde, sommeren var nu engang hendes favorit fordi det gjorde livet ude i naturen betydeligt mere komfrontabet. Hendes øjne var lukkede, opslugt af stilheden mens verden omkring hende føltes som var den gået helt i stå.

Det gippede i hele hendes krop, da lyden af et helt plask trak hende ud af den boble der før havde omgivet hende. Hun for sammen i vandet mens hendes blik febrilsk søgte rundt, først var der intet udover de mange ringe i vandet at se, månens ellers rolige spejlbillede flimrende i vandet, men Nianna kunne ikke få øje på hvad der skulle have forsaget plasket. Rådvild for om hun skulle svømme nærmere, eller tage flugten føg rundt i hende. Hvis nu det var en som havde brug for hjælp? Men var det nu en god idé at blive opdaget? Hun tog en dyb vejrtrækning og skulle til at svømme nærmere for at undersøge de mystiske hendelser, da en person kom til syne i overfladen. Hun stivnede helt, for hvad hvis han ville hende ondt? Nianna havde ingen erfaringer med andre væsner, og ubehaget vred sig i hele hendes krop, sammen med kulden der skar sig dybere ind i hende for hvert minut hun tilbragte i vandet.

Beslutsomt satte hun af fra bunden og søgte ind mod stranden, hun var tættere på bredden og med hurtige svømmetag nåede hun hurtigt ind hvor hun bedre kunne nå bunden, inden hun rejste sig for at løbe det sidste stykke ind. Hendes kolde våde krop, dirrede i mødet med den kolde vind der uhindret strøg hen over vandet. Med armene om sit bryst for bedre at holde på den rest af varme der var i hendes krop, kom hun op hvor hendes tøj lå sirligt foldet sammen ved siden af den fisk hun havde stjålet fra byen.

Selvom månen stod højt på himlen og han sagtens kunne se noget, så havde han alligevel været så langt ude at hans evne måtte tages i brug for at komme ind til land. Han tog lange tag i sin svømning men han var så udkørt at han ikke anede om han ville kunne komme helt der ind. Kulden fra vinden og vandet gjorde det ikke ret meget bedre. Specielt ikke når man ikke havde ret meget tøj på. Ja han havde da tøj, men han havde ingen jakke eller frakke. Den sidste han havde haft lå sikkert i hans grav i Medanien et eller andet sted.

Hans svømmetag blev langsommere og langsommere jo tættere på han kom på land, og han førs, hans ene ben begyndte at gå i krampe, hvilket bare ikke gjorde det bedre for at komme ind på land. Det tog ham fem minutter inden han nåede breden og han lænede sig ind over breden og mærkede sandet  imellem hans fingre. Han lå helt stille og prøvede at få vejret. Vinden gjorde det ikke bedre for ham at få vejret. Det var for koldt, og han ville egentlig mest af alt have været faldet i vandet uden tøj på. Så havde han i det mindste haft noget tørt at tage på. Desuden var han ikke ret god til at lave et bål han kunne få varmen til. Han lukkede hånden og fik kun sand op i håndfladen, men han prøvede så vidt muligt at komme frem og væk fra vandet der stadig skvulpede op på hans ben. Han vendte sig om på ryggen og bed sig i læben. Han strakte sit ben for at få krampen væk, men lige meget hvad han gjorde så gik det ikke væk. Han kunne skrige, men han gjorde det ikke. Han ville nødig lade sin stemme styre hvad der kunne ske. Han satte sig op efter at have kigget op på himlen i noget tid. Straks lagde han benet oven på hans lår og begyndte at massere der hvor han netop havde krampe.  Egentlig troede han at han var alene, for hvem skulle dog være ude på dette tidspunkt for at bade. Alle var sikkert der hjemme i deres varme huse og fik lækkert mad eller var trukket ind for at sove. For dem der havde et hjem fandt han det utroligt heldigt. Men ham selv? Han brød sig ikke om at binde sig til et sted, ikke mere... Han havde gjort det med Marad, og se hvor det var endt for ham nu.

At iklæde sig sit tøj, våd og rystende af kulde, har aldrig været let, men det lykkedes med lidt besvær at trække i de gamle slidte klæder, hele tiden på vagt overfor det væsen der var på vej ind mod land. Da hun trak sin overdel ned over hovedet mærkede hun straks hvordan skindet skærmede hendes kolde våde krop fra vinden, og de værste rystelser aftog let. Hendes tænder klappede ganske let selvom hun ihærdigt forsøgte at stoppe det.

Hendes opmærksomhed lå ved det væsen der var på vej imod land, hun satte sig ned på hug for at skille sig mindst muligt ud fra omgivelser og fylde mindst muligt imens hun med en let bevægelse bandt det våde hår op i nakken så det ikke klistrede til hendes ansigt. Hun kastede blikket på det væsen der kom nærmere, det så ud til at være i problemer og Nianna måtte bide sig i læben for ikke at gøre noget. Måske hun skulle hjælpe? Kunne det være såret? Hendes lysegrå øjne flakkede hastigt hen over det væsen der lignede et menneske fuldkomment, men mennesker kunne da ikke flyve? Hun rynkede let panden af sine overvejelser. Uanset hvad så han temmelig forkommen ud, hun kastede sit blik rundt, der var ikke andre i nærheden, og bredden lå helt åben uden nogen steder at søge i ly så et bål ville ikke være særligt effektivt hernede. 

Hun pressede øjne hårdt i, lettere irriteret på sig selv, for hun kunne ikke bare lade ham ligge, sådan som han tog sig til benet måtte han være i smerter. Hun gned sig over armene for at få lidt mere varme i sig selv, inden hun på bare fødder listede op imod det skovbryn der kunne give dem lå for den kolde vind, men hvor også hendes evne kunne være behjælpelig. Hun samlede lidt kviste og tørt tørv, hvor hun byggede basen til sit bål, hun fandt et par gamle tørre grene der var knækket af, og satte spidsen af den ene gren imod den anden. Med hurtige bevægelser gned hun grenen mellem sine hænder for at skabe friktion og varme, der kunne antænde hendes lille bål, efter et par forsøg fik hun gang i det gamle tørv og inden længe gnistrede de små flammer frem i bålet. 

Hun vendte sit blik ned imod mennesket, for at se om hun var blevet opdaget, om hun måske skulle tilbyde sin hjælp. Usikkert bed hun sig i læben og lagde et par grene mere på bålet som det fik bedre fat og flammerne voksede. 

Han var våd og han var kold, det gjorde det ikke lige frem bedre at hans læg krampede helt vildt. Det gjorde også ondt. Dog fortog smerten sig lidt efter lidt som han masserede sin læg. Jo mere han masserede jo mere stoppede smerten i resten af benet. Så skulle han bare finde en måde at få varmen på. Det kunne da umuligt være så svært, kunne det? Jo det kunne være ret svært. Han kunne selvfølgelig søge efter varme med sin sonar, men det krævede også bare alt for meget af ham nu. Da krampen endelig  lagde sig lænede han sig tilbage og kiggede op på himlen. Han havde lyst til at græde, men han kunne ikke. Det måtte ikke ske, men det var desværre sådan det var. Han måtte bare skulle leve med at han havde det som han havde, og han skulle ikke dvæle ved fortiden. Til tider var det bare lidt sværrer end det var lige nu.

En gnitren blev opfanget i hans øre og han drejede hovedet hen imod hvor det kom fra. Skulle han gå der hen eller skulle han blive hvor han var? Det var spørgsmålet men på den anden side kunne det vel ikke skade at han fik lidt varme. Meget modvilligt fik han rejst sig op og bevægede sig hen imod bålet der var blevet sat op. Han humpede afsted da hans læg stadig gjorde ondt efter den voldsomme krampeanfald.

Som han kom tættere på bålet kunne han nærmest mærke varmen allerede, men det var for tidligt. Det var først da han var helt tæt på bålet at han så kvinden. "Har du noget imod at jeg sætter mig ved dit bål og får lidt varme?" spurgte han mens han stod og dryppede af vand, samtidig med at han havde helt blå læber. Langsomt begyndte hans tænder at klapre mod hinanden. Han frøs helt ekstremt, og han håbede sådan på at han kunne få lov til at sætte sig.

Hendes usikkerhed på, om hun selv skulle opsøge mennesket blev brat stoppet, da hun så ham rette blikket i bålets retning. Hun vred sig en lille smule ved det ubehag hun følte i kroppen, inden hun tog en dyb indånding. Hvis han skulle have en chance for at klare sig, måtte hun række ham en hjælpende hånd, og måske han viste sig at være okay? Hendes tankemylder tog hendes opmærksomhed mens hendes blik låste sig fast i ildens dans foran hende. Opslugt af tankerne, bemærkede hun ikke at mennesket nærmede sig før hun kunne mærke hans tilstedeværelse. 

Hendes lysegrå øjne sprang op, da han stod på den anden side af bålet, hun knyttede let den ene hånd og lagde den ind imod hendes kølige krop. Hun bed sig forsigtigt i læben mens hun lyttede til hans ord. Hun havde aldrig fået nogen direkte læring i sprog, men hun havde forsøgt at tage ved lære af byens folk, og skabe sig en form for forståelse af sproget. Hendes tanker for rundt, ledte efter minder hvor ordene gik igen, hvad ønskede han? Til sidst gjorde hun et lille nik og tvang et forsigtigt smil frem på læberne. 

Hendes mave kom med et sagte rumlen og først nu opdagede hun, at hun havde glemt alt om fisken nede på bredden. Hun løftede den ene hånd imod ham, med pegefingeren i vejret, som hun havde set by menneskerne gøre så ofte når de ville bremse nogen i snakke ørene af dem. Hun rejste sig let og yndefuldt op, trods hendes krop var kold og stadig fugtig mens hun på bare fødder løb ned hvor hendes tøj før havde lagt. Sandet klistrede omkring hendes fødder mens hun samlede fisken op, hun fik roligt ned og skyllede den i det klare vand, omhyggeligt rensede hun det sidste indeni den, inden hun vendte rundt og gik tilbage imod bålet. Hendes blik søgte rundt i skovbrynet uden at skænke hendes selskab mange blikke, hun satte sig ned på hug med ryggen imod ham mens hun lod den ene hånd glide hen over nogle urter der langsomt voksede en smule op, hun kneb øjne lidt sammen, hendes magi havde aldrig været stærk og når hun selv var svag fra kulden, var ubehaget blot større.

Hun lagde i ro urterne ind i fisken, inden hun stak to tynde pinde igennem den, hun satte sig igen ned ved bålet på den modsatte side af manden, inden hendes blik igen søgte hans, mens hun holdt fisken ind over flammerne. Hun gjorde et ganske lille nik ned imod fisken og til sidst over imod ham. Den var stor nok til hun sagtens kunne dele, så måtte hun bare ud og søge efter noget nyt mad lidt tidligere end beregnet. 

Okey hun svarede ikke men hun nikkede da i det mindste. Så han satte sig ned overfor bålet og nød varmen der kom fra det. Egentlig ville han bare have varmen og ikke snakke så meget. Han ville længere væk end han var nu. Ikke at han lige anede hvor han var henne, men han ville måske bare gerne til Dianthos for at kom så langt væk fra Medanien som muligt. Det kunne være meget rart at komme til Dianthos, der var også så mange mennesker så det var lige til at gemme sig væk. Eller han kunne da også bare forblive væk fra byerne, slå sig ned i en eller anden skov og så bare være der? Men så igen hvordan skulle han så få mad? Det var ikke lige våben han var særlig god i, så det var lidt mærkeligt at tænke over hvad det egentlig var der skulle ske med ham i det lange løb.

Han så godt hendes hånd og han gjorde ikke noget videre ved den. I stedet kiggede han efter hende da hun bevægede sig væk fra bålet og ned imod vandet igen. Han trak lidt på skuldrende og langsomt trak han sin trøje af. Han ville aldrig få varmen helt hvis han ikke fik taget noget af det våde tøj af. Så han sad nu i bar overkrop. Den var ikke trænet, men den var heller ikke ultra tynd. Han var normal vægtig og lignede ikke at han havde særligt meget fedt på kroppen. Men hvad kunne man forvente når han spiste når han havde et job? Hvilket egentlig var lang tid siden han havde haft det. Den gang han havde boet hos Marad skulle han aldrig tænke på mad, der kunne han få hvad han ville have, og nu skulle han kæmpe om at få mad igen.
Han lukkede øjnene og nød varmen fra bålet alt imens hans tanker løb af med ham. Han sad så tæt på bålet som det var muligt uden at han blev brændt af.

Egentlig havde han godt hørt at hun var kommet tilbage, men han åbnede ikke øjnene en eneste gang. Han ville ikke være på tværs, desuden så skulle han bare have varmen så han kunne komme videre. Hans hånd vandrede ned ad hans brystkasse som mere eller mindre var tør af varmen, hans fingre gled lidt hen over de ar der var kommet på brystet, men han kunne ikke længere huske hvad de var kommet af. Måske var de kommet den gang han var blevet slået ihejl. Måske var de kommet før det, han var ikke engang sikker på noget som helst. Det var først da duften af mad sprædte sig at han åbnede øjnene. Hans mave begyndte at knurre men han ville ikke tigge om mad, det var bare ikke noget af det han gjorde sig i.

Hendes klare lysegrå øjne, granskede indgående hans krop, ikke et øjeblik strejfede det hende, at den slags måske ikke altid var helt acceptabelt, men hvem kunne bebrejde hende det? Hendes blik fulgte hver en linje i hans overkrop, hun havde dog ikke meget at sammenligne ham med, jovist havde hun da set dem i byen nogle gange i sommermånederne uden tøj på overkroppen, men aldrig tæt på. Trods hendes blik så indgående studerede ham, formåede hun alligevel at være påpasselig med ikke at brænde fisken af. 

En liflig duft af fisk spredte sig i luften, og fik hende til at løsrive sit blik fra hans krop. Der var intet at spore ved hende, der skulle indikere hun var flov over sin interesse, men et lille smil havde dog fundet sin vej til hendes rosa læber. Hun betragtede flammerne som havde fået godt fast i det lille bål, inden hun lagde flere grene på for ikke at lade varmen fortage sig.

Hun rakte en hånd frem imod fisken, løftede let i skindet der slap kødet helt let. Hendes blik gled over imod ham, det så ud til den også havde fanget hans interesse. Han måtte være sulten, så forkommen han så ud da han lå nede i sandet. Hun stak pindene ned i jorden så de stadig blev ved bålet mens hun rejste sig igen, hun gik med lette skridt hen til et af de store træer og rakte op imod nogle af de sidste brune blade der endnu sad på træet. Hun lukkede øjne og koncentrerede sig, bladende fik deres kraftige grønne farve tilbage, langsomt mens bladet foldede sig ud, strakte sig i al dets stolthed og voksede sig større end hendes hænder, før hun plukkede dem fra træet. 

Hun mærkede de varme dråber af væske fra hendes næse, med ryggen imod manden, tørrede hun forsigtigt de dråber blod væk der var kommet, hun sukkede og himlede med øjne, ja ja hun var godt klar over hun skulle passe på, så uforsigtig var hun da heller ikke med sine evner. Med et genvundet smil på læberne drejede hun omkring på hælene og trådte hen til bålet, med de store blade der fuldkommen dækkede hendes ene hånd, brækkede fisken i stykker og delte det op på bladende og rakte den ene imod ham. Tålmodigt og med blikket rettet imod ham, afventede hun hans reaktion.

Jo mere her duftede af mad jo mere sulten blev han. Hans mave begyndte at knurre mere og mere, og han havde det faktisk ikke ret godt med det. Normalt ville han kunne gå flere dage uden at spise, det var hvad han var vant til. Men han kunne ikke længere huske hvornår han havde spist sidst. Egentlig var det ikke fordi han havde brug for maden. Men det var noget der sagde ham at han skulle spise, præcis som han havde gjort før i tiden. Hans blik vandrede ned til hans arme hvor han kunne se nogle lange fine snitsår. Han kunne ikke huske hvordan han havde fået dem, eller hvad der var sket siden han havde fået dem. Egentlig kunne han ikke huske ret meget op til sin egen død.

Da kvinden foran ham rejste sig kiggede han efter hende og så hende gå over til et af træerne med de brune blade. Han fjernede blikket fra hende og kiggede ind i bålet igen. Han var kold og våd fra hoften og ned, og han ville ønske han bare kunne smide tøjet, men kunne han tillade sig det? Inden han overhovedet fik tænkt tanken helt færdig rejste han sig op for at trække bukserne af. Han lagde dem ved siden af trøjen og han var mere eller mindre helt afklædt, men han blev nød til at få tørret tøjet, ellers ville han sikkert bare blive syg eller sådan noget. Hvis altså engle blev syge? Endnu engang satte han sig ned foran bålet og han lod en hånd glide hen over brystkassen og den røde rose som han på mystisk vis havde fået da han genopstod. Han anede stadig ikke hvorfor han havde det, men så igen der var faktisk ret meget han ikke forstod siden han var genopstået.

Endnu engang vendte hun tilbage og denne gang med et par store grønne blade. Han kiggede lidt rundt der var da ingen grønne blade her, men så igen han var egentlig også lige glad, det kunne være en evne hun havde brugt. Præcis som han altid brugte sin audiokinise til at finde fare. Som en halv fisk blev rakt hen imod ham kiggede han på den og så på hende. Skulle han tage den, det var jo ikke hans og han ville virkelig ikke tigge. Langsomt tog han dog hånden frem og tog fat i bladet og fisken. "Tak" kom det fra ham og kiggede ned i sine lår. Selvom det var koldt for hans krop ikke at have noget tøj på, så hjalp det da med bålet der alligevel varmede hans krop. Langsomt tog han et stykke af fisken af og puttede det i munden. Det var dejlig mørt, så hun havde gjort et godt stykke arbejde.

Hendes blik vandrede let, mens hun afventede hans reaktion, hun studsede kort ved hans tøj der lå for at tørre, en undren fyldte hendes blik og tanker, for var stakken ikke vokset? Ud af øjenkrogen bemærkede hun at han rørte på sig og rakte ud efter bladet, det fik hendes blik til at søge tilbage, og først da opdagede hun hvor det ekstra tøj kom fra. Heldigt for manden nåede han at få fisken, inden hun blev helt beflippet og nær havde smidt sin egen mad på bålet. 

Hun kastede blikket ned i jorden, mens hun forsøgte at kvæle det store grin hun havde på læberne, over sine egne badutspring for at redde maden. Hun lod sig glide ned på jorden i stilheden med blikket fast rettet ned på fisken. Ganske let strøg hun en vildfaren tot hår om bag det ene øre mens hun spiste sin mad i ro. Hun var på ingen måde vant til den slags nøgenhed i sit nærvær, og selvom hun normalt sugede til sig af alt hun oplevede på afstand måtte dette alligevel gå lidt til grænsen.

Hun lagde bladet fra sig ved sin side og kastede et blik på hans tøj, kendte han ikke til hvordan man bedst tørrede det? Hun lagde hovedet let på skrå, man kunne vel sige hun let blev rastløs, for selvom hendes mad endnu ikke var spist op, sprang hun op med et smil på læberne. Hun havde fået varmen i kroppen tilbage, og humøret fejlede ikke noget. Manden virkede ikke farlig, selvom hun nu ikke ville tiltro ham meget, kunne hun da i det mindste hjælpe ham lidt på vej. Hun ønskede ikke at tænke på, om han nu kunne finde på at fortælle om hende, sæt der kom andre, men hun fandt ro ved at han ikke kendte hendes egentlige "hjem". 

Med en sagte nynnen, af melodier hun havde hørt i byen, gik hun omkring, hendes blik søgte rundt i skovbunden, hendes bløde bevægelser var næsten svævende i luften, mens hun gik og samlede grene sammen. Hun knækkede nogle lange strå hist og her, man kunne vel egentligt godt tro hun var blevet lettere tosset, men der var en mening med galskaben. Da hun havde samlet tilpas mange grene gik hun tilbage til bålet og satte sig ned på knæ med fødderne krydset under sin numse. Med kyndige små hænder, brugte hun de lange strå til at bindende grene sammen på kryds og tværs, så de afstivede hinanden, indtil hun havde et fint skråt stativ. Hun tillod sig at tage hans tøj, uden at skænke ham et blik, og lagde det hen over stativet, så det hurtigere ville tørre. Hendes nynnen holdt inde da hun igen lod sig glide ned på sin plads ved flammerne og tog en mundfuld mere af fisken.

Som han sad der og tyggede lidt på sin fisk vidste han ikke helt hvad han skulle sige, så da hun rejste sig på ny kiggede han blot efter hende og forstod ikke helt hvad hun skulle. Men så igen han skulle jo heller ikke blande sig. Han var godt tilfreds med sådan som han havde det. I hvert fald hvis man lige ikke så på hans indre, for det var det rene kaos. Han kunne meget bedre finde ud af hvis han ikke var i et kaos, men det var han. Han havde ikke engang behov for at vise sin indre kaos. Alligevel kunne han mærke et lille prik i sit indre. Han vidste ikke helt hvad det var, men det var en følelse der kom fra hende. Han var bare ikke helt sikker på hvad det betød. Dog kiggede han ned ad sig selv og så hen hvor hun var gået. Måske han skulle tage sit tøj på igen, var det mun det?

Inden han overhovedet havde nået at tage sit tøj på eller overhovedet at overveje det færdigt kom hun tilbage. Han kiggede lidt på de remedier hun havde med sig, og han undrede sig endnu mere over hvad det var hun skulle. Han tog et stykke mere af fisken og tyggede lidt på det og studerede hende i stilhed.
Først da hun var færdig og begyndte at hænge hans tøj på vidste han hvad der foregik. Så hun ville bare hænge hans tøj op. Hvorfor havde han egentlig ikke tænkt på det noget før. Han havde altid bare lagt tøjet tæt på bålet så det kunne få varme. Det var sådan han altid havde haft gjort. Han nikkede dog til hende og kiggede ned på sin fisk. Hvad skulle han sige til hende? "Tak" kom det fra ham og han kiggede op på hende med et smil. Det var ikke fordi han ville smile, for han følte ikke rigtig der var noget at smile af, men man kunne da godt være bare en smule høflig når det kom til stykket.

Et øjeblik stålede hendes øjne ved lyden af hans stemme, hun havde hørt det ord så mange gange, og var overbevist om det var noget man sagde af høflighed, for hun havde hørt det i forbindelse med handlende i byen, når de havde erhvervet sig en ny ting sagde de ofte tak. Hun gjorde en lille skuldertrækning med hovedet let på skrå, det var ikke noget særligt, men han måtte da føle sig ubekvem uden nogen klæder på kroppen. Hun kastede et blik ned af sig selv, var det meget normalt at sidde afklædt foran andre? Hun synes ikke at have set det på nogle af sine ture, kun de enkle gange hun havde fundet nogen i skoven igang med yderst besynderlige agter. Et lille grin slap over hendes læber, ved minderne om det hun havde set efterfulgt af en lille hovedrysten. 

Nysgerrig rettede hun blikket imod ham igen, hendes blik vandrede endnu en gang på hans overkrop, og ned imod hans skød inden hun vendte blikket tilbage til sig selv. Hun fumlede let med kanten af sin overdel, mens hun overvejede sit træk ganske nøje. Det ville da være mærkeligt i denne kulde, men hvem var hun at kunne diktere hvad der var skik eller uskik. Hun gjorde et næsten usynlig træk på skuldrene, inden hun med en let bevægelse trak sin overdel hen over hovedet, efterfulgt af en vippende bevægelse med hofterne for at lade nederdel glide ned under hendes numse, hun foldede det pænt sammen inden hun lagde det på jorden bag sig. I flammernes varme skær lagde hun sig roligt tilbage og skævede op imod himlen. Den kølige brise der stadig nåede dem, blandet med varmen fra ildens skær bragte en sær men også behagelig følelse frem i hende. Omend hun stadig fandt det underholdende hvis dette var skik, fremmede var nogle sære størrelser.

Hun strøg let fingrene hen over det rosa mærke der dækkede hendes indersiden af hendes venstre arm, hun vidste ikke hvor det stammede fra, eller hvorfor hun havde det, det havde bare altid været der. Med ophøjet ro løsnede hun den læder strimmel i hendes hår og foldede roligt hænderne under hendes hoved.

Der var så meget James ikke kunne forstå i øjeblikket. Han vidste ikke engang hvad han skulle gøre af sig selv, for at få det bare en mule bedre. Han kunne da nyde det selvskab han var i nu, men så igen det virkede jo ikke til at hun var særlig snaksalig. Så han lukkede sine øjne og nød roen der var samlet på dette sted. Hans audiokinise var altid på udkig efter hvad der forgik bag ham. Men han vidste ikke helt om han skulle åbne munden for at sige noget. Selvom der var helt stille omkring ham og at det kun var lyset fra månen og vinden der hylede i ny og næ så var der mærkeligt nok stille. Der var hverken dyr eller planter i nærheden han kunne mærke heller. Det var en af de mærkelige ting han heller ikke helt forstod.

Han kunne høre hende rumstere og han åbnede derfor det ene øje og så at hun var i gang med at tage tøjet af og ligge det pænt sammen. Det var endnu en ting han ikke forstod. Hvorfor gjorde hun nu det, og hvad skulle det gøre godt for. Han holdte øje med hvad det var hun gjorde og han kløede sig lidt i de våde nakkehår. "Du behøver altså ikke... Jeg mener.. Du skal ikke.. Wow akavet..." han kløede sig lige en ekstra gang i nakken da hun satte sig ned og nu havde mindst lige så meget tøj på som han selv havde. Han rømmede sig en enkelt gang og kiggede lidt ned på sin fisk som han tog et stykke mere af. Jo mere han spiste jo mindre sulten blev han, og det var da en god ting, for han var da sulten ikke?

Endnu engang virkede det hele bare lidt mere akavet fordi ingen af dem havde tøj på, og sidst han mere eller mindre havde været delvist eller helt nøgen over for var Marad. Det var sådan set også den eneste han han havde været nøgen over for. Nu var han bare halv nøgen og kold. Det var jo ikke fordi at han havde lyst til at være det, men han blev jo nød til at få varmen på den ene eller den anden måde. Blikket blev hævet igen og kiggede på hende. Han trak endnu engang på smilebåndet og blev en smule flov over at sidde som han gjorde. For det var jo ikke helt med hans gode vilje.

Hun lå nu ganske mageligt, naturen havde altid været hendes hjem, så hun havde aldrig kendt til andet. Hendes blik drejede sig nysgerrig imod ham, da han begyndte at tale, selvom det ikke gav meget mening, fangede hun dog et par af ordene. En mild latter lød fra hende idet hun lagde hænderne for ansigtet, hun kunne godt fornemme nu at dette nok ikke ligefrem var en skik, men hun følte sig nu hverken flov eller forlegen over hendes nøgne hud. Men der var også nogle ord hun aldrig før havde hørt før, hendes blik fulgte hans læbers bevægelse mens hun gentog dem et par gange inde i sit hoved.

"Wow... Akavet?" stemmen var mild og spørgende, med hovedet tiltet let på skrå, inden hun hævede sig lidt op, så hun hvilede overkroppen på hendes albuer bag hende. Hun havde ikke ofte chancen for at høre hvad ordene betød, hun måtte jo ofte gætte sig til det, hvilket har afledt nogle meget mærkelige samtaler, for hendes vedkommende. De by mennesker var nogle gange meget mærkelige. 

Nianna bemærkede hvordan et smil prydede hans læber, de var meget sparsommelige, og måske han også have det stramt med andre tæt på? Den mistro hun havde til andre væsner synes lidt mildere i hans selskab, men han gjorde heller ikke de store fagter. Men i hendes optik burde han smile oftere, det gjorde ud fra hende oplevelser verden lidt mere forunderlig. 

Det var virkelig akavet det her, specielt fordi hun ikke engang havde vådt tøj som han selv havde haft. Han bed sig i læben og vidste ikke helt hvor han skulle kigge hen så han valgt at lukke øjnene. Så kunne han da i det mindste se det indre af sine øjenhuler frem for at kigge på en vildt fremmede der havde smidt tøjet! Dog hørte han hende grine og det fik ham bare til at trække på smilebåndet. Det var måske lidt morsomt alligevel, hvilket fik ham til at give en latter fra sig. Han tog sig til hovedet og åbnede endelig øjnene for at vende det ned mod fisken han havde i skødet. Han kunne ikke helt kigge på hende endnu, det virkede bare så mærkeligt at kigge på hende. Desuden så var det måske også bare forkert af ham at han havde smidt tøjet uden at spørge om det var okey?

Hendes latter fyldte hans indre med en varme og han valgte endelig at kigge op som hun snakkede. Så hun kunne altså sige noget, selvom det var små ord og mere som et spørgsmål måtte han tænke sig lidt om. Hvordan skulle han forklare det. "Ja altså. Akavet sådan.. Ehm... Du ved.. Nej det gør du nok ikke.." han tænkte sig lidt om og pegede ned af sig selv. "Dette her er akavet, sådan utilpas" kom det fra ham og pegede derefter på hende. Han anede virkelig ikke hvordan han skulle forklare det. Det hele virkede så mærkeligt og alligevel kunne han ikke lade vær med at have et smil på læben. Det var egentlig det første oprigtige smil han havde haft længe. Ikke bare et smil han havde plantet på sine læber for at virke høflig som han ellers normalt ville have gjort. Hans blik vendte hen til hans tøj der var hængt op og han kunne se hvordan det stadig dryppede fra det. Det ville tage tid før han overhovedet kunne få det tøj på igen. Vinden på hans ryg gjorde ham kold bagfra, men det var i det mindste til at overleve han havde prøvet det der var meget værre. Så at mærke lidt kulde var ingen ting, så længe det bare ikke var igennem hele kroppen.

Hendes øjne strålede om kamp med det smil der prydede hendes læber. Hun forstod ikke en bjælde af, hvad han forsøgte at forklare, selvom hun ihærdigt forsøgte at følge med i hans ord. Hendes blik fulgte hans bevægelser ned over hans krop, inden hendes øjne søgte op til hans igen. "Du er utilpas?" spurgte hun lidt forsigtigt inden hun lod blikket glide ned af sig selv. Hun følte sig ikke utilpas men glad, kunne det være et navn? Hun havde aldrig hørt så mærkeligt et navn før, men måske? 

Hun mærkede den kølige brise, der fik flammerne til at danse op fra bålet, et lille skælv skød igennem hendes krop, hårene rejste sig ned af hendes arme og alle de små prikker i huden tittede frem. Egentligt brugte hun ikke tid på at studere sin egen krop, den så i hendes verden vel ud som de fleste andre af hendes køn, et par bryster, der hverken var for store eller små i forhold til hendes slanke krop, men derimod hans bryst det var smukt dekoreret, hun havde set lignende før, men aldrig på den måde, aldrig så indbydende. 

Hun gjorde en lille hovedrysten over sit tankemylder, der havde det med at gribe hende på de mærkeligste tidspunkter og i stedet samlede hun et par grene op, der var ingen for rækkevidde. Hun knækkede dem let inden hun lagde dem på bålet, fryse ønskede hun hvert fald ikke at han skulle komme til. Pludselig slog hans ord ned i hende igen, hvis utilpas var hans navn, burde hun så fortælle sit? Men kunne hun stole på ham, ville det være sikkert? Hun drejede sig let om på siden, så hun lå med fronten imod ham, og hovedet hvilende i den ene hånd mens hun betragtede ham. "Hvorfor utilpas?" spurgte hun så, måske det bedre kunne forklare ordet, hvis det da ikke var hans navn. Hun tyggede lidt på ordet og måtte bide sig i læben for ikke at komme til at fnise, han kunne da ikke hedde den slags, det måtte være en følelse, som hun kunne være glad, men også sur og bange.

"Bare en anelse" kom det fra ham og trak lidt på skuldrende. Enden havde hun det ikke nemt ved sproget eller også så var hun bare ikke særlig socialt anlagt. Hvilket bare fik ham til at tænke på Splip, han havde heller ikke haft et særlig godt sprog, men den sjove alf eller hvad han nu er var smader morsom når han snakkede. Det var som at snakke med et mindre barn. Han fandt det lidt hyggeligt, om end at han aldrig skulle være far. Det ville være en skam hvis han blev far, specielt fordi at han aldrig kunne blive et sted længe nok. Han var altid på farten og nu hvor han havde de her vinger var det hele bare lidt mere hurtigere at komme frem. Nu hvor han tænkte over det så var hans vinger sikkert også våde. Måske han skulle få dem frem, men hvordan var det lige man gjorde det? Det var jo som om de levede deres eget liv. Han havde i hvert fald ikke styr på noget som helst når det kom til stykket, slet ikke det at være engel.

Hans blik gled ned på fisken som han stadig havde i hånden, han havde ikke spist ret meget, men han var ikke længere sulten. Hans blik vandrede hen på hende, hun kunne vidst godt gøre brug af fisken frem for ham. Desuden så ville han hellere sulte end at lade andre gøre det. Præcist som han havde gjort da han mødte tiggeren Feli. Hun havde været udhungret og havde virkelig haft brug for mad. Hvilket bare havde fået ham til at give hende noget. Måske var han for sød når det kom til stykket. Han havde det jo med at tænke mere over andre frem for sig selv, sådan havde han altid gjort siden han fandt sin søster. Hende havde han bare ikke set i flere år. Hun var sikkert også allerede død og han anede ingen ting. Hendes ord ramte ham og han kom lidt tilbage til virkeligheden. Han blinkede nogle gange med øjnene og kiggede på hende. Hvordan skulle han forklare at han var utilpas? Det var jo ikke lige frem fordi det var nemt at forklare. "Du er bare ikke våd, og alligevel smider du tøjet for at gøre mig tilpas. Jeg havde det fint, så du behøvede ikke at sidde her og blive endnu mere kold om end at der stadig er et bål." forklarede han og kiggede på hende.

Nianna kunne ikke lade være med at smile lidt, inden et mild latter slap over hendes læber. Han havde da ingen grund til at være utilpas, hun gjorde da ikke meget væsen af sig, gjorde hun? Hun nød hvordan varmen fra flammerne kælede for hendes krop, og på intet tidspunkt følte hun sig kold, det kom med sine foredele at bo ganske sparsommelig ude i naturen, hun var mere robust end hvad de fleste af menneskene i byen. Tanken om at se dem rende på bare fødder i kulden og sne, fik hende til at ryste på hovedet, de ville ende med slet ikke at komme udenfor en dør og blot sidde inde i deres varme træ og sten kasser. 

Da han talte lyttede hun interesseret, han talte til hende, så langt var hun med, men han snakkede så hurtigt at hun havde svært ved at finde hoved og hale i ordene. Kold. Hun rystede hurtigt på hovedet ved ordet. "Ikke kold.." svarede hun muntert, men var han mon kold? Hun sprang adræt op fra jorden og gik med vuggende bevægelser roligt væk fra det lille bål, hun strøg en vildfaren tot hår om bag det ene øre mens hun samlede noget brænde sammen til bålet. Han virkede så flink, at hun havde sat sig for en gang for alle, at gøre en indsats.
Da hun kom tilbage til bålet med favnen fuld af brænde, lagde hun det ned på jorden ved hans side, så han selv kunne lægge grene på hvis det blev for køligt, hendes blik vandrede tænksom rundt på de buske der omgav dem, hvis de nu var tættere ville de give mere ly og holde lidt bedre på varmen? Hun vendte blikket imod ham og sendte ham et lille smil inden hun satte sig ned på knæ ved bålet. "Nianna..." præsenterede hun sig endeligt, han var den første hun nogensinde havde fortalt sit navn, og det klingede mærkeligt i hendes øre, inden hun lagde hænderne ned på jorden. Hun lukkede øjne og samlede alt sit fokus. Hun havde aldrig før prøvet noget så om gribende som dette, og slet ikke efter allerede at have brugt sine evner et par gange i løbet af aftenen. 

Hun trak vejret dybt, buskene omkring dem groede sig tættere og en anelse højere, men det kom ikke uden en pris, smerten skar i hendes krop, det føltes som om hver en muskel brændte, et svagt støn slap over hendes læber af pinsel, men det stoppede hende ikke, hun pressede sig selv hårdere til buskene sluttede helt tæt ind i hinanden så vinden ikke lige kunne slippe igennem. Blodet dryppede fra hendes næse ned på hendes fine små hænder, hendes tænder var helt sammenbidte og til sidst kunne hun ikke mere. Hun glippede med øjne, før de lukkede sig og hendes krop gav efter, hun faldt sammen på jorden ved bålet. 

Det var langt fra nemt at være ham på nuværende tidspunkt. Han ville rigtig gerne en hel masse men mest af alt ville han bare tilbage til Medanien. Tilbage til Marad og hans hjem, det første rigtige hjem med varme han nogen sinde havde haft. Men det kunne han ikke, han kunne ikke vende tilbage der til. Marad ville ikke have ham tilbage til den smerte der lå i huset. Marad havde nok bare ikke holdt nær så meget af ham som han havde holdt af Marad. Det smertede ham endnu mere og det stak ham i hjertet hver gang han tænkte på det. Men hvad skulle han gøre for at sikre sig en virkelig god ting i sit liv? Han havde jo haft de meste fantastiske måneder det sted og lige pludselig var det bare overstået. Som at knipse med fingrene, og han kunne ikke engang knipse! Han tog sig en gang til brystet for at ville klemme om det, men der var intet at tage fat på, så han kiggede blot ned på det mærke han havde på brystet. Han anede stadig ikke hvad det betød, og han vidste ikke hvad det ville sige at være ham længere.

Han hørte godt hendes ord men han vidste ikke hvad han skulle svare på det, han var ikke engang sikker på om det var en god ide at være her lige nu. Men han blev nød til at holde varmen bare lidt mere, og hans tøj var sådan set også vådt, det hang bare der og dryppede ned med vand. Det ville tage længere tid om at tørre når det faktisk kom til stykket. Hans blik var dybt begravet ned i fisken og han vidste ikke om han skulle grine eller græde lige nu. Det hele var så akavet og alligevel var den en smule morsomt. Kvinden foran ham anede ingen ting, og sagde ikke nær så meget som hun kunne, måske havde hun bare ikke lært sproget så godt. Det gjorde det ikke lige frem bedre for kunne hun så forstå hvad han sagde. Skulle han snakke langsomt nu eller skulle han fortsætte som han hele tiden havde gjort? Han var usikker på det hele, og det gjorde det ikke bedre at fisken han havde i hånden nærmest kiggede tilbage på ham. Endnu engang snakkede hun men denne gang var det et navn og han vendte endelig blikket op fra fisken og hen på hende. "James" kom det fra ham og nikkede til hende. Måske havde det ikke været smart at give hende sit navn, han var ikke så glad for mennesker længere han vidste aldrig hvad nogen kunne finde på. Ikke efter alt det han havde været igennem inden han døde. Måske ville det hele bare være langt bedre at han gik sin vej. Hans blik gled over til tøjet som stadig dryppede heftigt med vand. Nej han ville aldrig kunne gå der fra uden tøj, desuden så var tøjet at for vådt og koldt til at tage på.

Han var først noget overrakset over at buskene langsomt samlede sig og gav dem læ, men han tog det ikke som at være skræmmende. Nej han var bare overrasket over at det skete. Han kiggede på dem og så hvordan de langsomt blev mere og mere samlet for til sidst at have dækket af for vinden, så skulle han da ikke længere blive kold på ryggen, men blot nyde varmen fra bålet. Han tog fat i et stykke brænde hun havde lagt ved ham og smed ind i bålet så nogle gløder fløj op i luften. Hans blik vandrede hen på hende for at se hun lå på jorden. "Nianna?" kom det fra ham og lagde fisken fra sig. Han rejste sig op og bevægede sig over til hende. Han satte sig på knæene ved siden af hende for at rette hende op. Hun havde i det mindste stadig en puls da han mærkede efter. Med den frie hånd der ikke lå under hendes hovede fjernede han blodet fra hendes næse med tommelfingeren. "Nianna?" kom det fra ham igen og mærkede hende på panden. Hun var ikke kold eller varm. Så hun var da i det mindste ikke syg. Eller var hun? Han lagde øret ned til munden for at høre om hun stadig trak vejret og det gjorde hun da i det mindste. Så skulle han ikke til at give hende luft.