Adriana var lettere irriteret. Forretningen gik ikke som hun helt havde forventet. Folk havde ikke prioritere at købe diamanter og ædelsten, som de engang gjorde.

Hun var derfor gået ud, ud for at lade sin vrede gå udover en eller anden stakkel, det var planen. Arianas øjne var kulsorte, sorte af plan hun havde om at gøre ondt imod en anden. Hun befandt sig derfor på en pub, og med et glas rødvin i hånden og lettere nedringet kjole – måtte vel en eller anden bide på, og begynde at snakke med hende. Hvem var hende ligegyldigt. Bare en hun kunne lege med, så var hun tilfreds.

"Luk mig nu bare ind" vrissede en frustreret Philotanus, som han stod i døren til pubben, men manden foran ham havde ikke i sinde at flytte sig. Han blev ved med at sige, at han ikke var gammel nok og at børn ikke var tilladt. Philotanus kunne sagtens have vist sig fra en anden side, men så ville han ligesom miste sit dække. Han himlede lidt med øjnene, som det mørke hår dækkede let for det ene øje. Vingerne var ikke til at se, som han for længst havde skjult dem, så ingen ville få en ide om hans race. Medmindre de kunne se det på hans aura eller lignende. Han var egentlig ligeglad med manden foran sig, som han bare trængte til noget at drikke og lidt ro. Men manden insisterede på at lave en scene ud af det, derfor valgte Philotanus at stikke hånden i lommen, hvorfra han trak nogle krystaller frem og rakte manden. "Må jeg komme forbi nu?" spurgte han med et hævet bryn og en flabet attitude, som han hurtigt fik sneget sig udenom manden og ind af døren. Den blev lukket med et brag.. Hvilket ikke helt havde været hans plan.

Hurtigt og forhåbentligt uden at tiltrække sig for meget opmærksomhed, valgte Philotanus at sætte sig ved et tilfældigt bord, som havde det været planen fra starten af og at han faktisk var der for at mødes med nogen. Han slog røvet i sædet så hurtigt, at han ikke nåede at opfange, hvem der sad der, ikke før at han åndede ud og rettede blikket imod kvinden foran sig. "Jamen hej" sagde han lettere forbløffet, før at han sendte hende et smil. Nok så han ung ud, men den udstråling, som blev sendt i retning af Adriana var bestemt ikke barnlig, den var mere mandig, som stemmen også var dyb.

Adriana lage kun et blik på larmen ved døren, da hun opdagede at det var en dreng der absolut ville ind på pubben, faldt blikket tilbage på hendes rødvin. Det interesseret hende ikke at en anden ikke kunne komme ind. Adriana begyndte at sidde at lege med tankerne om at skære en anden op, lige så langsomt eller måske blot skære lidt, drikke lidt blod. Det ville bestemt ikke genere hende. Rødvinen så nærmest ikke tiltalende ud når hun tænkte på at smage på god omgang kvalitetsblod.

Tankemyldret blev da forstyrret af hvad der så ud til at være drengen der ville ind. Ud fra hans stemme, mindende han mere om mand. Adriana tænkte han nok ikke ville være et dårligt bud på en hun kunne skade lidt? Det måtte tiden vise, muligheden ville stå åben for hende. Hendes øjne skiftede derfor også lidt mere over i den brunlige farve, som var hendes naturlige øjenfarve.  ”Hej” svarede hun og lage hovedet lidt på skrå ”Hvem er du så?” spurgte hun lidt drillende og nysgerrighed, hvilket kunne ses på hendes øjne der blev en anelse mere gullige. Han skulle dog være opmærksom på hendes øjne for faktiske at bemærke disse farveskift. Eftersom de ikke gik radikalt fra den ene farve til den anden.

Endelig! Nu skulle de i hvert fald bruge en del kræfter på at smide ham ud, hvis det overhovedet blev et problem, for han havde da krystaller med til at betale for, hvad der nu end tiltalte ham, så hvad var problemet egentlig? Philotanus lo let for sig selv, som han sank ned på sin nye plads og lod blikket hvile på kvinden foran ham. Nogle gange var det en forbandelse at se så ung ud, når man egentlig havde erfaring nok til at være en ældre herre. Ikke at han nogensinde havde haft en så gammel krop før og han ville nok aldrig komme til det. Ikke så længe at Orcus havde brug for hans selskab og deres forretning kørte som den skulle. Én anden ting der ikke måtte ske, ville være at fortiden halte ind på ham, men kvinden foran ham så ikke bekendt ud, så han følte sagtens at han kunne være rolig omkring situationen og lege lidt med. "En tørstig sjæl" lød svaret med et glimt i øjet, som han jo egentlig ikke løg. Han var egentlig bare en sjæl i en fremmeds krop, omend han havde kendt denne krop i rigtig rigtig mange år efterhånden.

Blikket blev rettet imod baren, som han hævede hånden og forsøgte at kalde en tjener til sig, så han kunne få serveret noget til at slukke sin tørst med. Tjeneren lod dog ikke til at være overbevidst, som den mandlige tjener rynkede svagt på næsen, lagde armene over kors og kiggede lettere nedladende på ham. Philotanus sukkede opgivende, som han hev nogle krystaller frem og skubbede hen imod bordkanten imod tjeneren. "Et glas vin.. og til damen?" spurgte han med et selvsikker smil på læben, som han vendte blikket imod Adriana for at få hende til at ytre et eventuelt ønske.

Adrianna så forundret på ham, som han svarede hende. ’En tørstig sjæl’ – hendes øjne blev derfor en anelse grønlige, grønne fordi hun var mistroisk over hans unge alder og hungre til at drikke. Øjnende ændrede sig dog tilbage til sorte, som hun tænkte at hvis han blev fuld nok ville han være det lettere at lege med.  

Tanken strejfede Ari om han ville ligge mærke til hendes øjne der naturligt, som en hver anden bevægelse et anden kunne tage. Ikke alle så det, nogle gjorde og det skræmte dem for det meste.
”Et glas vin, tak” svarede hun roligt. Den anden så underlig selvsikker ud, trods han så ung ud, eller måske var han slet ikke så ung igen – som Ari undrede sig skiftede hendes øjne igen til grøn ”Hvad er du?” spurgte hun lettere direkte til ham og måske en anelse flabet. Ana var noget snobbet overfor andre, hun havde ikke tid til at tage sig af om det sårede andres følelser for det hun spurgte om.   

De orange øjne var travlt optaget af hendes slanke skikkelse, som han måske ikke lagde helt skjul på, at han godt kunne lide hendes mundering. Måske lod han til at være en ung dreng, men i virkeligheden var han efterhånden i oldgammel dæmon fanget i en ung krop, der nemt kunne løbe om hjørner med de fleste. Adriana lod dog ikke til at falde i med begge ben, som Philotanus rettede blikket imod hendes blik. De grønne øjne fik ham til at rynke en smule på brynene, havde de ikke haft en anden farve tidligere? Måske det bare var hans hukommelse, som spillede ham et puds? Derfor slog han det også hen, som han i stedet koncentrerede sig om hendes holdning og udstråling. Hun lignede faktisk én, der var ude på at ballade?

Tjeneren nikkede til deres bestilling, som Philotanus nu rettede hele sit fokus imod hende. Han var næsten nød til at holde øje på hendes øjne, for det kunne godt være, at det kunne give ham en antydning af, hvad hun tænkte på. Hun lignede ikke ligefrem én, der var der for hyggens skyld. Han blev en smule forbavset over hendes spørgsmål, som hun straks ønskede at vide, hvad han var. Var det ikke åbenlyst eller var hun virkelig kommet i tvivl. Han havde da svaret hende tidligere.. ”Halvdæmon” løg han åbenlyst, men kroppen havde tilhørt en halvdæmon, så mon ikke han sagtens kunne svare på den måde og ud fra hendes reaktion, kunne han måske konkludere, hvad hun selv var for én. Han lænede sig dog roligt tilbage i stolen, som han lagde det ene ben op på bordet og vippede en smule på stolen. Normalt ville denne opførsel kun tilfalde Orcus, men han kunne ikke lade vær med at se, hvor langt han mon kunne køre det ud.

Adrianna blev en anelse tilfreds, som det blev tydeligt for hende at han studerende hendes krop. Trods hans så unge udsende, så var hun da smigret over at blive beundret. Hendes øjne gik derfor over i et blåligt skær, men skiftede tilbage efter nogle få øjeblikke til grøn igen. Da hun stadig havde for hovedet hvad han var. Hun troede ikke på at han kunne være et menneske. 

Hendes fornemmelse af ham, sagde dæmon, så måske han faktisk var ældre end denne krop. Det kunne også tænkes at han var en vampyr, de stoppede med at ældes når de blev bidt. Ari var selv en relativ ung dæmon og havde stadig meget at lære endnu.

Aris øjne blev mere markante og mere grønlige at se på, da hun både troede på ham og ikke troede på ham. Det svært for Ari at gennemskue andre. Hun kunne derfor hellere ikke vurderer om han faktisk fortalte sandheden. Dog ville hun aldrig gøre en anden dæmon fortræd, Ari var stolt af hendes afkom og kunne ikke finde på, at skade det hun var. Ari nikkede og spurgte ”Jeg synes ikke at have set dig før, bor du her i Dianthos?” spurgte hun så. Hendes markante grønne øjne forsvandt lige så stille, som de vendte tilbage til deres vante farve, hendes egne øjenfarve, brun.

Der var bestemt ikke noget i vejen med at beundre en kvindes krop, særligt ikke når hun lod til at ønske det. Philotanus kunne i hvert fald godt se på hende, at hun tog glædeligt imod de blikke han sendte i hendes retning. Han vendte dog hurtigt blikket imod hendes øjne igen. Langsomt gled hans hoved let på skrå, som øjnene lod til at have skiftet farve. Det var ikke meget, men der var noget særligt over dem.. De små skift i farven var svær at få øje på, men han endte blot med at holde øjenkontakten med hende, så længe hun lod ham. Imellem tiden hvilede der et konstant smil over hans egne læber.

Kvinden lod til at tænke sit om hans svar, som han blot lod ordene falde lidt til jorden og lade stilheden sænke sig imellem dem. Han var efterhånden så rolig, at han nemt kunne falde af stolen, hvis ikke han passede på. Derfor endte han også med at rette sig ganske let op, hvile albuerne på bordplade, hovedet i hænderne og blikket på hende. Et drilsk smil gled over hans smalle læber, som hun mente ikke at have set ham før. Det var nok ikke løgn. ”Desværre ikke” svarede han med et stabilt smil, som han dog trak let på skulderne og vendte blikket ud i rummet. ”Jeg bor nord for Dianthos” forklarede han uddybende, som han atter kiggede tilbage imod hende, før at han rakte ud efter vinen, der var blevet sat imellem dem. ”Du bor måske selv i byen?” spurgte han, selvom det godt kunne lyde på hendes spørgsmål, at hun ikke kom fra byen.

Det så ud til at han så småt havde opdaget at hun var udover det sædvanlige. At hendes øjne skiftede farve, hvorfor vidste han da ikke, hun ville da hellere aldrig oplyse til nogen hvorfor. Ari havde bestemt ikke behov for andre kunne begynde at læse hende som en åben bog. Det var rigeligt de afslørede hendes natur, de behøvede hellere ikke at afsløre hendes tanker og følelser.

Ari nikkede roligt som han svarede, hun betegnede sig også som en god ansigtkender. Hun var derfor også overbevist om at hun ikke havde set ham før. ”Ja, det gør jeg” svarede hun roligt tilbage. Ari afventede kort ”Hvad bringe dig, til Dianthos?” spurgte hun roligt, hendes øjne var vendt tilbage til hendes naturlige brune farve, da hun lidt afventede at skulle ske et eller andet, mere spændende. Det store spørgsmål var faktisk hvordan hun fik oplevet noget sjovere, men hun kendte ham ikke. Hun kunne vel ikke bare spørge ud i det blå om de skulle ud og lave lidt ballade, som hendes tanker gik på hvordan hun kunne føre samtalen til noget mere dystert blev hendes øjne det mere sorte og mørke i det.

Det var nogle besynderlige øjne hun havde. Philotanus egne ændrede sig aldrig rigtig, heller ikke når han endte med at skifte krop. Så hans øjne kunne altid afsløre ham, hvis han mødte nogen fra fortiden, som han helst gerne ville lægge bag sig. Men hendes øjne var bestemt betagende, som de skiftede farve ret ofte, det fik ham til at overveje om det var et bevist valg eller om det skete af sig selv. Egentlig kunne han godt have fået sig selv til at spørge, men det var ikke altid at alle ville ud med den slags personlige ting, så i stedet fokuserede han på noget andet, som de glas, der stod foran ham.

Philotanus følte sig at Dianthos var en kedelig by at slå sig ned i, fordi der var byvagter om hvert hjørne og det var regler omkring de fleste ting, derfor overraskede det ham, at kvinden foran ham boede i byen. Hun gav ham nogle helt andre signaler lige nu. Noget omkring leg.. "Er det ikke kedeligt?" spurgte han en smule direkte, som han lænede sig frem og stolen for at række ud efter hendes glas. Der var alligevel ikke meget tilbage i hans eget, så han kunne vel lige så godt tage det i hendes, nu hvor hun ikke lod til at være særlig interesseret i vinen. Der strøg et farligt glimt over hans øjne, som han sendte hende et smil. "Forretningsrejse.. eller hvad man nu skal kalde det" mumlede han lettere drilsk, som han kunne nå hendes glas og var ved at trække det til sig med en finger på foden.

//Forlader tråden, da Philotanus teknisk set er død og derfor skal have en ny krop, så regner med at starte på en frisk med ham x3