Mørket var faldet på, der var mere eller mindre ro over det mørke slot, men Yotul havde endnu ikke vænnet sig til den nye bolig. Hun var begyndt at blive rastløs og derfor havde hun brug for noget underholdning, og den eneste person hun kunne komme i tanke om var Oswald.. eller Ozzy, som hun ikke helt kunne lade vær med at bide sig lettere legesyg i tungen. Hun stod på den smalle bro og kiggede imod horisonten, da hun ærlig talt ikke vidste hvordan han tog imod hidkaldelsen og da slet ikke transporten.. Viserion havde hurtigt fået færten af dæmonen, som hun havde præsenteret et skønt eksemplar på hans blod og derved hans duft. Dragen var lettere ivrig efter at komme afsted, men havde egentlig forventet at Yotul skulle med. Dog var hun blevet trukket ind i noget træning og briefing af de yngre soldater. De var få, men de skulle nok vokse i antal. Nu havde hun sig gjort sin pligt, så nu håbede hun snart at han ankom.

I sydens sol, landede den store hvide drage midt i gården, som den slog lettere misfornøjet med halen hen over brostenene. Han stak snuden frem for at snuse sig frem til målet. En dyb rumlen raserede i hans hals, som han trak kløerne sammen over stenene og vendte hovedet mod hovedindgangen. Han lagde sig roligt ned med blikket rettet direkte imod døren. Om halsen bar han en mindre taske, som han dog hurtigt fik rystet af sig og kastet imod døren, før at han lagde sig helt ned og ventede. Halen dansede fortsat over jorden, blot så ingen kunne undgå at høre ham. Viserion kunne være mindst lige så utålmodig som sin partner, Yotul. I tasken lå en seddel og en flaske med blod. Flasker han havde set rigtig mange af første gang de havde mødt hinanden. På pergament papiret stod der: Kom og leg.. der kunne være tale om mange former for leg.

Til at starte med han havde ingen anelse om hvordan at han ville komme ud til øen men gode penge kunne for alle til at arbejde for en, og han havde altid gode penge fra slave handlen i syden. Det var en lille fisker både der fik ham ud til øen, men det at komme ind var ikke lige så let som at få sejlet ud til øen i sig selv, det ville nok virke mistænksom at en rigmand bare sådan dukkede op på øen, han var jo ikke med i mørkets hær eller i deres planner og han var ret sikker på at han kunne blive taget til fange for at komme uønsket på besøg på øen. 

Porten til fæstning var som han havde regnet med bevogte af vagter, de virkede ikke super glade for hans uforventet ankomst men Oswald var en smule ligeglad med hvad de tænkte. Det tog en smule tale evner at komme forbi vagterne og den ene af dem var endda flik nok til at vise ham vej til Yotal.

”Jeg hørte at en lille fugl sagde at de var her ude” sagde Oswald som han kom gående imod hende, okay det var mere end en lille fugl og han kunne sikker have fundnet andre kreative måder at komme ud til hende på end hvad han havde beslutte at bruge. ”Savn de selskab, my lady?” sagde Oswald da han var kommet helt op til hende, hun lignede sig selv om han huskede hende og igen blev et smil drevet frem på hans svag lyserøde læber.

Det første Yotul fik øje på, var Viserion i luften, hun var ikke overrasket over at han kom uden rytter, da det kun var hende, som måtte sidde på hans hals og guide ham imod åbne sletter. Dog var hun ikke sikker på, hvorvidt dæmonen ville finde en vej ind på øen. Det skulle selvfølgelig komme an på en prøve og var måske i virkeligheden den første del af deres lille leg. Omend Oswald ikke havde den fjerneste idé om at de allerede var startet på legen. Viserion fløj hen over hovedet på hende og landede ved stalden for at gå til køjs igen. Han sendte hende er brøl, før at han forsvandt ind i mørket.

Nu skulle hun blot vente.. det var ikke til at sige hvor længe, men mon ikke Oswald fandt en løsning, hvis han virkelig gerne ville lege? Efter noget tid hørte hun da også nogle skridt bag sig, som et smil bredte sig over hendes læber, før at hun vendte sig rundt og lod blikket hvile imod den slanke skikkelse foran hende. Der var sket noget siden sidst, men Yotul var ikke typen til at tage en formel velkomst, som hun uden videre gik de få skridt imod ham og lagde armene om nakken på ham. "Hvordan kan man andet end at savne selskab på dette sted?" spurgte hun lettere drillende, som hun straks førte fingrene igennem håret på ham. "Sikke en kulør, De har fået" lo hun let.

Han kunne næsten lyde som en tam kat i et øjeblik, Oswald lukkede øjnene i mens at hun lagde armene om ham og gestussen blev returneret i stilhed før at han grinede en smule over hendes kommentar omkring den farve han havde modtaget fra den varme sol. ”Her virker en smule trist?” svarede han før at han åbnede de mørke øjne, trist var et meget underbyggende ord for den stemning kom fra selve borgen.

Hvad end der havde forgået, havde det en energi der kunne mærkes på afstand og den lod til at påvirke det general humør han havde set hos de andre. ”Ah ja, det er umulig at undgå solen når bader i den hverdag i flere timer, jeg savner næsten at bo oppe nordpå nu” sagde han.
Da han kunne give slip på Yotal kunne han endelige tag et bedre kig på hende og hun lignede den kvinde han kunne huske. ”Du stadig det samme syn der kan fange mine drømme” sagde han med en smule charme.

”Er livet blev så kedelige at du havde brug for at jeg kom her ud og svinger med pisken?” sagde han i en drillende tone, der var god nok et par stykker han havde set på vej op til borgen som sikkert godt kunne bruge en runde træning i mens at pisken svinger over deres hoved. ”Eller” sagde han kort som han lod hånd køre ned på hendes bagdel ”Er det dig jeg skal svinge pisken imod?” sagde han i den samme drillende tone.

Det var simpelthen for fristende til ikke at tage imod den nærhed, som hun nemt kunne få i hans selskab. Han takkede vist sjældent nej, så hun havde ikke nødvendigvis den store udfordring med ham, men han var nu stadig ganske underholdende, når det kom til personlighed og ikke mindst udholden.. Yotul hævede svagt øjenbrynet, som han kommenterede på stemningen på slottet.. ja det måtte hun give ham ret i. "Her er kedeligt" kommenterede hun lige ud, som hun sukkede irriteret før at hun begravede fingrene i hans hårpragt.

Yotul trådte svagt tilbage, som hun lod ham betragte hende, som hun skød hoften svagt ud og lo let. "Mig kan du ikke narre" kommenterede hun med et grin, som han bestemt ikke skulle tro, at han kunne sno hende om sin lillefinger. Tværtimod. Det var hendes opgave. Hun blinkede dog let til ham og skød let med røven, før at hun gik op til ham og greb fat i hans bluse. "Følg med mig.." fortsatte hun, som hun greb hans hånd og begyndte at gå over broen.

Hun fniste let, da han strejfede hendes røv, som hun gav hånden et klask for at skubbe den væk. "Du kan jo bare prøve, Ozzy" ville han brokke sig over at blive kaldt andet end Oswald og ville det medføre en oplagt straf, hvis han gjorde?

Oswald rynkede på det ene bryn i et kort øjeblik, han udtryk blev dog lettere ved hendes ord og han kom med kort grin ”Kedelig ligefrem” sagde han kort. Det var godt vagterne ikke hørte dem snakke på den måde, men stedet havde ikke den samme charme som dæmon riget havde haft, eller hvad man nu kaldte det.
Oswald bummede kort som hendes negle gravede sig nær hans hovedbund, han sagde det aldrig lige ud, men han kunne godt lide når folk tog fat i hans hår og hovedbund med kraft. ”Du for det til at lyde så farlig” sagde han kort før at han drejede hoved en smule så han kunne kys det ene håndled før at hun gave slip.

”Ikke det?” sagde han kort overrask men ikke overraskede nok til bevise det. Da hun gik op og begyndte at trække væk grinte han kort, han lod sig ikke dominere meget af andre men han kendte hellere ikke den nye borg nok til vide hvor at hun ville have ham hen, så han lod sig trække med imod hvor end hun ville have ham hen. Hans hånd fik et frisk klask som de gik hen over broen, han lavet faktisk et overrasket udtryk over det nye navn? ”Ozzy?” sagde han kort, han ville ikke brokke sig hvis hun ville kalde ham dette, det var bedre end mange af de navne som der kom ud af det dæmonisk sprog om ham. ”Det er navn jeg godt kunne vende mig til” sagde han lidt efter som ledte ham videre.

Ja, der var kedeligt.. morskaben ved at være del af mørkets hær var aftager en anelse, eftersom at hæren var nervøs for hvad fremtiden ville bringe. De havde langt fra den samme magt, som tidligere. Så de var heller ikke lige så meget frygtet som før. Derfor ville de næppe få den samme respekt, som tidligere. Hun nikkede til hans ord, for ja, hun kunne ikke gøre andet end at give ham ret. Kedeligt, rigtig kedeligt. Egentlig var hun også ligeglad med om andre hørte hende, for så kunne det jo være, at der faktisk skete noget her i stedet for at stemningen blev ødelagt på denne måde. En svag latter undslap hendes læber, som han mente at hun overhovedet kunne være farlig. Det kunne da ikke passe. "Hvem ved.." kommenterede hun med et blink og et stort smil på læben. Nu skulle de bare længere ind, så de kunne få lidt fred og ro.. eller der skete faktisk ikke så meget, så det kunne være hvor som helst.

Der var vel intet i vejen med at udfordre den fine herre.. hvilket var grunden til at hun hev let i ham, og førte han væk fra broen, så de kunne komme indenfor. Hun så sig let over skulderen for at sikre sig, at han nu fulgte med og ikke bare førte hende bag lyset. Ikke at hun kunne se det ske. Oswald kommenterede på navnet, men han lød ikke misfornøjet, så hun havde ikke planer om at ændre sin udtalelse. "Godt, for jeg ændrer det ikke" Lo hun, som porten foran dem blev åbnet og hun trak ham indenfor. Der var enkelte lyde af klinger, der ramte hinanden, stemmerne var fjernt og borgen mørk. Hun vendte sig imod ham og lagde en hånd imod hans brystkasse for at skubbe ham let imod den nærmeste væg. "Har du virkelig pisk med?" spurgte hun lettere forventningsfuldt, før at hun strøg en negl over hans kind, hvis han tillod det.

Han brummede da hans ryg fik kontakt med muren, ”Mm desværre, jeg var ikke sikker på om vagterne ville tillade det” sagde han en smule skuffet. Han kommet for at skabe en konflikt omkring medbring af våben udefra, men der naturligvis en lav chance for at vagterne ville kunne tage hans våben fra ham, han havde jo magiske evner som han ofte lod være med bruge. ”Men hvilken fangekælder har ikke en, tror du? De blive sure hvis vi snupper pisken fra totur eller fangeklæderen?” Oswald var ligeglad med om der ville blive ballade med det.

Oswald lod blikket hvile på hende, ”Men et par hænder er nu også finde nok, ellers må vi bare bruge opfindsomhed” sagde han. Han kunne komme for flere forskellige ideer der blot involverede brug af hans hænder, plus der var sikkert masse af reb eller andre redskaber som kunne før til masse anden morskab. Igen tog han fat hendes skuldre for trække hende tæt på, fra hvor de stod kunne man knap se dem hvis man gik indenfor, men bagfra kunne man let se hvem der kom gående eller Oswald kunne se over hendes skuldre.

”Plus vi begge udstyrede med magisk kraft” sagde han i mens at hans hænder igen havde fat om Yotal.

Et skuffet blik blev vendt imod Oswald, som han gav udtryk for, at han faktisk ingen pisk havde med sig. Yotul sukkede en anelse opgivende, som hun dog kunne se problematikken. Vagterne var en anelse mere forsigtige end hvad de havde været tidligere i dæmonriget. Det var lidt som om alle forsøgte at gøre deres bedste, men for Yotul lod det mere til at være det værste. For hvor var morskaben egentlig blevet af? Det var lidt som om hun levede op igen, da han foreslog fangekælderen og at de muligvis kunne finde noget legetøj dernede.. Han havde ret, hun havde set torturmesteren og var ikke et sekund i tvivl om, at han måtte have nogle interessante redskaber, som de sagtens kunne låne. "Jeg kender ham.. Tvivler på han vil have noget imod det" kommenterede hun med et lystigt smil på læben. Hun bed sig let i underlæben, som hun lænede hele sin krop imod hans.

En svag latter undslap Yotuls læber, som Oswald mente, at det måske ikke var nødvendigt med en pisk. Hun hævede kortvarig det ene øjenbryn, før at hun bed sig selv let i underlæben. "Jeg vidste, at det var en god ide, at få dig herhen" lo hun stille, som hun rettede sig op og lod ham undslippe væggen, hvis det var hvad han ønskede. Hvilket han tydeligvis ikke ville, som hun mærkede hans hænder imod hendes skuldre og snart befandt hun sig i hans favn igen. Denne gang på hans eget ønske.

Et glimt dukkede op i Yotuls øjne, som han kommenterede deres magiske kraft, hun nikkede ivrigt til hans forslag, før at hun plantede sine læber imod hans. Nu skulle de bare igang med legen, hvad enten det var midt i gangen, hendes værelse eller et andet sted, så var det egentlig underordnet. Hun begravede endnu en gang hænderne i hans hår, som hun rev ham let i hovedbunden.

Oswald hvæsede en smule som hun hev en smule i hans hår, det var den rette mængde af kræft der fik blodet til er løbe hurtig ned igennem kroppen på ham. I en automatisk reaktion, bevægede hans underliv sig imod hendes og han tvivl ikke på at hun kunne mærke ham der.

Deres læber kunne danse og hans negle bore sig ind i hendes tøj, og han trak en smule i det. Oswald kunne sagtens trække tøjet af hende her, og han ville være fuldkommen ligeglad med alle der så dem, det ville ikke være første gang hvis andre så ham nøgen og måske var det også tanken om blev set som der gik sat godt gang i pulsen. ”Før mig glædelig derned,” sagde han med meget åbenlyst lystig smil.

”Ellers, tag jeg dig her hvis du ikke er hurtig nok” der var både hans lyst og en advarsel bagved hans ord, og hvad de andre kriger ville sige ville betyde intet for ham. Han var ikke en del af dem og hans tanker var ikke at deltage i hvad end mørket fortog sig, politik var kedelig.

Der var ikke mange reaktioner, der kunne gå forbi hende, når de stod så tæt, derfor havde hun heller ikke problemer med at mærke effekten af, at hun havde godt fat i hans hårpragt. Yotul havde ikke problemer med at han førte sig frem på den måde, som der hvilede et legende smil over hendes læber og en forventingglæde i hendes blik. Oswald var bestemt ikke kedeligt selskab, for havde han været det, så havde hun næppe overvejet at kalde ham til øen. Derfor pressede hun ganske let sit underliv imod hans, hun lænede nærmest kroppen op imod hans, så en del af vægten blev lagt imod ham.

Dæmonens iver var slet ikke til at tage fejl af, som Yotul kunne mærke, hvordan han hev i hendes tøj og ikke havde de store problemer med at føre sig frem midt på gangen. Det morede hende, som hun ikke havde de store udfordringer med at folde sig ud på stedet, men altså.. Der ville være langt mere legetøj, hvis hun fik chancen for at føre ham længere ind på slottet. Derfor greb hun også fat om hans krave, holdt læberne sammen og hev ham ud fra væggen. Så brød hun kysset og skubbede ham i den retning, de skulle. "Så burde jeg måske være langsom?" lo hun drillende, som hun strøg en hånd over hans ryg, passerede ham og ellers viste ham vejen, lige så stille.. De skulle rundt om flere hjørner, ned af nogle trapper, før de nåede porten til kælderen.

//Yotul er desværre *host* blevet forvandlet til en lille pige, samtidig med at hun er i konflikt om at fortsætte i mørkets hær, så jeg lukker tråden :3