Det føltes næsten som om, at tiden stod stille. Samtidig føltes det som om, der var gået flere århundreder. Marad var blevet befriet af de to healere, som stadig var i huset. De var kommet til hans undsætning lige efter Thanos havde forladt huset. Synet der havde mødt dem havde været usædvanligt, mildt sagt. Ikke bare sad deres sædvanlige plageånd fastbundet til en stol, døden nær. Det var i sig selv et fremmede syn, men da de var trådt ind på biblioteket sad han stadig med tårene strømmende ned af kinderne, fuldkommen opslugt af sin egen sorg. Ingen havde nogensinde set ham græde før, og da slet ikke hans tjenestefolk. De havde fået ham befriet fra stolen og healet de mest kritiske af skaderne, men langt de fleste af dem rakte ud over deres formåen. Den unge mand som sad i stolen overfor ham lod de blev siddende, usikre på, om de ville blive straffet for at røre ved liget.

Den ene healer var blevet i huset, mens den anden var løbet efter hjalp. Imens var Marad blevet lagt ind i sin seng, hvor han med det samme var gået kold. Hans krop havde brug for hvile, og han tog hellere end gerne imod det, for det betød, at han forhåbentligt kunne slippe væk fra sorgen som sad så forbandet dybt i ham. Han var ligeglad med sine skader, på en måde ønskede han faktisk, at han ville dø af dem. Under normale omstændigheder ville han afstraffe healerne for at være så uduelige. han kunne endda have fundet på at afstraffe dem for at løbe efter hjælp, men han var ligeglad. Han var ligeglad med, hvad healerne foretog sig. Han var ligeglad med, hvem de hentede. Han var ligeglad med alt.     

Ecaeriss boede for sig selv. Foretrak at være alene. Brød sig ikke just om gæster. Medmindre de var sårede og hun fik penge for at lappe dem sammen. 
Så da en healer bankede på hendes dør midt om natten og så ud som om han skulle til at falde død om, regnede hun med, at sidstnævnte gjorde sig gældende. Og da det ikke var tilfældet, smækkede hun døren i hans ansigt. Men han gik ikke væk. Så Ecaeriss måtte indse, at hun blev nødt til at høre, hvad han havde at sige. Også selvom klokken var over midnat. 

Der var ikke meget søvn at hente på rideturen. En vogn havde været at foretrække, men en hest var tydeligvis alt, hun fik. Hun var blevet lovet en vældig betaling fra healerens herre, og det var primært dét, der drev hende til at takke ja til opgaven og tage en sådan ridetur i mørket. Solen nåede op over trætoppene inden, hun var fremme. 

Huset var mageløst at se på, omend en smule forladt. Hvis denne herre virkelig havde så mange krystaller, burde han så ikke have flere folk her? Haven så veltrimmet ud, men ingen gartner var at se i nærheden. Husets gulv var vasket i denne uge, men Ecaeriss så stadig ingen andre end healeren, der havde hentet hende. Besynderligt. 
Hun blev ført til herrens kammer, mens solens stråler begyndte at bade gangene i sit skarpe middagslys. Vejret var ved at gå mod det koldere nu, så Ecaeriss bar et par tynde støvler. Så kunne hun næsten stadig lade som om, hun gik i bare tær, men uden at få forfrysninger. Hun havde haft en pelsfrakke på på rideturen, som hun nu bar åben, da huset var blevet varmet op af solen. Hendes tynde kjole var lige så afslørende som hun foretrak det, og det lange sorte hår dækkede næsten mere af hendes krop end stoffet. Den mandlige healer var åbenlyst ukomfortabel med hendes valg af påklædning, og det fik et lille smil til at træde frem på hendes læber. 
"Vis mig ind," sagde hun, da healeren tøvede ved den lukkede dør.
"Vi bør nok ikke vække ham, hvis..." begyndte healeren. 

Uden videre tog Ecaeriss fat i dørhåndtaget og trådte ind i lokalet. Hun kunne redde nogens liv, hvis de fik lov til at sove så længe de ville. Hun skulle bese skaderne og gøre det arbejde, denne uduelig healer tydeligvis ikke havde magtet.

Marad lå med øjnene lukkede, da døren blev åbnet, men han sov ikke. Mareridt om en blødende og døende James havde vækket ham. Hvis han holdt øjnene lukkede kunne det måsle være, at hvem end der åbnede døren, ville lade ham være i fred. Han kunne åbne øjnene og beordre dem ud af lokalet, men selv det havde han knap energi til. Han tvivlede egentlig også på, at han ville have stemme nok til at råbe ordrer efter tjenerne, hans stemme var blevet mere end brugt.

Han var uden tvivl et ynkeligt syn, som han lå der i sengen. Hans healere havde taget de mest overflødige skader, knivsåret i låret, skaderne fra slaget i ansigtet og de skader slagene under fødderne havde forårsaget. Og så havde healeren som var blevet i huset givet ham det stærkeste smertestillende, som hun kunne klare at brygge fra urter. De andre skader havde de dog ikke vovet at røre, det var svært at sige, hvor dybt skaderne stak. Det mest iøjenfaldende var nok bandagen som dækkede hele den side af ansigtet, hvor hans øre var blevet splittet i to. Thanos havde da i det mindste ikke skåret det helt af. Det samme kunne ikke siges for hans fingre, som han nu havde to mindre af. Ikke at man kunne se det for forbindingen, som dækkede hele hans hånd og en god del af hans underarm. Hans healere havde prøvet kræfter med såret i skulderen som var forårsaget af sylen, men der havde de kæmpet med de andre skader, så de havde valgt at være på den sikre side og bare forbinde skulderen. Hvad man ikke umiddelbart kunne se, var den smadrede knæskal og det smadrede kraveben. Han var så sandelig blevet tortureret godt og grundigt.

Uden videre gik Ecaeriss ind i rummet og løftede tæppet, der var lagt over manden i sengen. Han var ligesom alle andre højtstående, når de var kommet tilskade. Ikke til at kende fra en simpel bonde. Bandagerne var det eneste, han bar, og Ecaeriss tog sig selv i kort at påskønne, at tjenerne havde vasket huden ren for blod, så hun kunne nyde synet af hans velskabte overkrop. Der var intet i vejen med at kunne se på noget kønt, mens man arbejdede. 

Healeren stod stadig ved døren, mens Ecaeris åbnede bandagerne for at inspicere alvoren af hvad, der var hændt ham. Skaden i skulderen, ødelagte knogler, manglende fingre. Hvorfor så typen af sår så bekendt ud?
"Fingrene kan jeg ikke gøre meget ved," sagde hun og lagde mandens hånd tilbage på sengen efter at have set på den. "Der er gået for lang tid. Resten skal jeg nok tage mig af. Men det kommer til at kræve... en del."
Healeren nikkede, og Eca kunne se, at han vidste lidt om, hvordan hun arbejdede. Hun noterede sig at spørge, hvor han havde hørt om hende fra.
Han forsvandt ud af syne og kom tilbage med to stole - simple men robuste. Perfekt. Han satte dem nær Ecaeriss, der havde sat sig på sengekanten, hvorefter han smuttede ud igen for at finde flere ting i huset, som herren ikke ville blive alt for ked af at miste. 

Så kunne Eca gå i gang med sit arbejde. Hun tog en dyb indånding og lagde den ene hånd på en stol. Den begyndte at smelte under hendes berøring, og sort, klistret væske dannedes i dens sted. Det gled op ad hendes hånd og arm og videre over til hendes anden hånd, der lå på mandens brystkasse. 
Ecas øjne var blevet fuldkommen sorte. 
Tjæren bredte sig ud over mandens brystkasse og spredte en let kølighed, mens det slog alle bakterier, det kom i nærheden af, ihjel. Så begyndte det at trænge ind i ham. Det pressede sig ned igennem alle åbninger, der var - sår såvel som porer i huden. Eca blev mere fjern, og så ikke længere manden foran sig så meget som hun følte hans inde, mens hun ledte efter de rette steder at lappe sammen.

Marad lyttede til samtalen mellem hans egen healer og hvem han antog måtte være en fremmede kvindelig healer. Han genkendte ikke stemmen, så det kunne ikke være en af hans egne, og mere erfarne, healere, som var vendt tilbage. Det havde han nu heller ikke regnet med, det ville være virkelig dumt af dem. Han havde stadig øjnene lukkede, der var ingen grund til åbne dem, han havde ikke den fjerneste interesse i at se, hvem den fremmede healer var. Hun skulle bare ordne hans skader, og så skulle hun forlade hans hus igen.

Følelsen af kvindens healing var.. underlig. Det var den eneste måde, at beskrive det på. Han havde forventet, at det ville gøre ondt, han var trods alt blevet healet før. Men det her var anderledes. Smerten var der stadig, men en anden følelse krævede i højere grad hans opmærksomhed. Det var svært at beskrive, men det føltes nærmest som om, at kvindens healing gik ind, og rørte ved hans evne. Han var lavet af og for sygdom, det var hans ene formål i verdenen, men det havde aldrig før været et problem, når han blev healet. Det var ubehageligt, det føltes som om selve hans væsen kæmpede imod kvindens evne. Det gjorde ikke fysisk ondt, men på en måde var det næsten værre end alle smerter han nogensinde havde oplevet.

Han åbnede øjnene, og så direkte ind i et par sorte øjne. Det var svært at sige, om han blev decideret forskrækket, men synet sendte i hvert fald et ryk igennem hans krop.
Sveden var begyndt at være tydelig på hans pande. Han havde lyst til at beordre hende til at træde tilbage, men det var nærmest som om at de sorte øjne tryllebandt ham. Eller var det fascinationen af, hvad hun gjorde med hans krop?

Sært. Det var som om noget kæmpede imod Ecas healing. Det havde hun ikke prøvet før, og hun nåede næsten at lave den næste stol, tjeneren kom med, til tjære, før han havde sat den fra sig. Et par svedperler dukkede op på hendes lyse hud, mens hun pressede mere tjære ned i den sårede krop. Det føltes som om, det virkede, men der skulle mange flere kræfter til end hun var vant til. Måske var det den lange ridetur, der havde gjort hende træt? Nej... Noget modarbejdede hende. Noget i den her mand kunne virkelig ikke lide hendes healing. Facinerende. 

Verden rundt om hende var en smule sløret, når hendes opmærksomhed var lagt på en krops indre, men hun mærkede manden bevæge sig, og lod sit blik finde hans ansigt, hvor øjnene var blevet slået op, som hun havde ventet.
"Lig stille og slap af," sagde hun. "Det gør det lettere for mig."
Tjære flød ned over hendes arm og hans bryst, men det dryppede ikke ned på gulvet. Det holdt sig der, hvor hun ville have det, bundet af magien og koncentrationen.
Inde i manden lagde tjæren sig som en prop ved de indre blødninger, det stødte på. Sprungne årer. Belastede blodkar. Alle steder, hvor der var en ujævnhed eller en brist, lagde tjæren sig som en tynd hinde, der holdt bakterier fra at inficere stedet, og samtidig holdt blodet fra at løbe ud i kroppen og danne væskeansamlinger.

En anstrengt lyd kom fra Marad. Han brød sig ikke om hvad healeren gjorde ved ham, han ville næsten hellere ligge og vride sig i smerter i stedet for denne underlige følelse. 
Han bidlte sig selv ind, at han kunne mærke alt hvaf hendes evne gjorde inde i hans krop. Det var jo formentlig bare vrangforestillinger, men det fjernede ikke følelsen af, at hun rørte ved noget, som hun hellere skulle holde fingrene fra. Havde han haft det bedre, ville han formentlig have forlangt hende smidt ned i kælderen, hvor han stille og roligt kunne finde ud af hvem, hun var og hvad, hun helt præcist kunne. Men han havde ikke overskuddet til overhovedet at tænke på at torturere hende.

Pludselig skød hans hånd frem og greb fat i hendes underarm. Hun havde ramt et eller andet med sin evne, så grebet var hårdt og bestemt. Dog ikke hårdt nok til, at det ville gøre ondt på hende. Bevægelsen havde fået et lyn af smerte til at skyde gennem hans krop, så han havde ikke engang kræfterne til at kunne klemme hårdere om hendes arm.
Med et advarende blik, slap han langsomt hendes arm igen. Han kunne ikke få nogle ord over sine læber efter at have skreget i så mange timer, men blikket burde være rigelig advarsel.

Det gav et sæt i Ecaeriss, da hånden lukkede sig om hendes arm og klemte til. Selvom kroppen, hun behandlede, var svag, var grebet fast. Det overbeviste hende om, at healertjenerne ikke havde løjet. Det her var husets herre. En mindre vigtig person ville ikke bibeholde den grad af autoritet selv i denne situation. Det kunne Eca respektere, og hun fokuserede på mandens blik, selvom hun vidste, han ikke ville føle, hun rigtig havde øjenkontakt med ham, når hendes øjne var helt sorte. 

"Noget i dig går imod min healing," sagde hun roligt, mens hun stadig flyttede tjæren rundt i kroppen på ham. "Jeg har ikke oplevet det før, så jeg ved ikke, om jeg ved en fejl kan komme til at slå dig ihjel. Herfra går jeg forsigtigt til værks og tager kun det mest nødvendige. Når du er i stand til at fortælle mig, hvad du er, kan jeg fortsætte."
Tjæren i hans krop begyndte at flyde langsommere rundt og hun trak det tilbage, hvis hun følte modstanden i ham var for stor. Det var facinerende at arbejde med en, der så tydeligt gjorde modstand, og hun havde lyst til bare at skubbe på og se, hvad der skete. Men det var ikke det, hun blev betalt for. Hun blev betalt for at redde mandens liv - ikke eksperimentere med, om hun kunne slå ihjel med sin healing. Det ville alligevel ikke give hende noget udbytte at slå nogen ihjel, hvis hun ikke vidste hvorfor hun kunne gøre det. 
Lidt tjære løb henover mandens hud og lagde sig som nye forbindinger over de sår, der kunne ses udefra. Ecaeriss havde fjernet de andre forbindinger, så hendes tjære kunne overtage deres plads. Temperaturen hævedes på tjæren, som det satte sig fast til området, men ikke nok til at brænde huden. Bare nok til at det klæbrede sig fast og blev siddende til såret var helet.

Havde Marad ikke været så svag, ville han nok have grint koldt over hendes bemærkning. Som om han slet ikke havde bemærket, at hans evne modarbejdede hendes healing. Egentlig vidste han mere end hende, for han vidste, hvad det var, som modarbejdede hende. Han var tilfreds med at høre, at hun ville være lidt mere forsigtig, så han gav langsomt slip på hendes arm igen. Han lagde langsomt sin arm ned på sengen igen for at undgå det lyn af smerte, som havde ramt ham, da han løftede armen. Nok kunne han sagtens tage smerte, men der var jo ingen grund til at fremprovokere det.

Han lukkede øjnene i et forsøg på at fokusere mere på, hvad hun gjorde ved ham, han var trods alt stadig fascineret af det. Healing generelt fascinerede ham, måske fordi det var så meget modsat hans egen evne, som det vel næsten kunne blive. Han kunne mærke, at hendes healing hjalp. Han havde stadig ondt, men han følte da ikke længere, at han var døden nær. En skam, når han helt ærligt foretrak at dø. Ikke at han kunne dø, selvfølgelig..

Efterhånden som han kunne mørke, at hendes healing trak han tilbage fra det behagelige mørke, som ellers havde trukket i ham, åbnede han igen øjnene. Hun havde sagt, at hun ville vide hvad han var. Det var der vel ingen skade i. Hvis hun ville ham noget ondt efter, at hun fandt ud af, hvem han var, skulle hun være mere end velkommen.
"Jeg skaber sygdomme" stemmen var stædig hæs og lav,  men det var bedre, end det havde været tidligere.

Det var godt ud på aftenen, da hun endelig var færdig. Den nedadgående sols rødlige lys kunne ses ud af vinduet, som den sank på den modsatte side af bygningen. Der havde været mange flere småskader, end hun oprindeligt havde vurderet, og den langsomme fremgangsmåde for at skåne mandens nervebaner, havde gjort det til en længere proces. Et stort bord med en masse ridser og revner - nok fra køkkenet - samt godt et dusin stole var gået til under arbejdet, og Ecaeriss havde efterladt et par klatter tjære på gulvet, som havde udtjent deres formål og ikke kunne genbruges - i hvert fald ikke til healing.

Hun  lagde hovedet på skrå, som han kom med forklaringen på, hvorfor hendes healing havde svært ved at presse sig frem gennem hans krop. Eller, noget af forklaringen i hvert fald. At sige at han skabte sygdomme, var jo ikke at sige, hvorfor healingen ikke virkede på ham. Den umiddelbare grund ville være, at hans magi lå rundt om i kroppen, eller at han måtte skabe sygdommene først i sig selv, før han kunne gøre noget med dem. Så gav det måske også mening, hvorfor hans egne healere ikke havde været opgaven moden - hvis de konstant skulle bruge ressourcer på at holde deres egne kroppe raske, havde de vel selvsagt mindre at gøre med til at heale andre.

"Så holder du mig jo beskæftiget. Herligt," kommenterede Ecaeriss lidt tonløst, mens det sorte fortrak sig fra hendes øjne og  de mørkebrune iriser kom igen til syne. 
Måske burde hun føle, at han gjorde noget skidt ved at skabe sygdomme, men når hun nu kunne få noget ud af det, så var det ikke så skidt igen. Hun boede trods alt tæt nok på til at en del af hendes kunder sikkert var hans værk. Når han engang var på benene igen, kunne det være hun skulle foreslå et samarbejde.

Og så gik det op for hende. Hvorfor det hele virkede så bekendt. Prikken i skulderen - fra en syl. Skaderne under fodsålerne. 
"Det er Thanos' værk det her, er det ikke?"

Det var vanskeligt at komme med yderligere forklaring, selvom Marad kunne fornemme, at hun gerne ville have en. Hvis sandheden skulle frem, vidste han ikke selv helt præcist, hvordan han skabte sine sygdomme. Han havde forsket i det, lavet forsøg på sig selv.. intet havde givet nogen svar. I sig selv vel ikke så underligt, et væsen som ham havde ikke eksisteret før. James havde kaldt ham en gud, en titel han havde taget til sig med største tilfredshed. James.. En skygge gled over hans ansigt. Hvorfor overhovedet lade healeren arbejde videre, smerten holdt tankerne om James væk.

Han havde lukket øjnene igen og havde egentlig trukket sig mentalt væk fra samtaleb, da lyden af et navn brutalt trak ham tilbage. Et kraftigt ryk fór igennem hans krop, og han nåede at sætte sig halvvejs op, inden smerterne tvang ham ned igen. Han havde åbnet øjnene og så nu på healeren med vreden ulmende bag de mørke øjne.
"Hvor kender du Thanos fra?" Stemmen var stadig hæs og sprukken, men der var en nyfunden kraft bag den. "Du kender han tydeligvis nok til, at genkende hans arbejde kun ud fra mærkerne. Arbejder du sammen med ham?" Selvom han var meget langt fra at være sig selv var han sikker på, at han stadig ville kunne slå hende ihjel, hvis hun arbejdede sammen med Thanos. Han ville ikke begå den samme fejl igen.

"Thanos er også en, der holder mig i arbejde," skyndte Ecaeriss at svare, da manden reagerede voldsommere, end hun havde regnet med. 
Måske burde hun have regnet med det, eftersom han trods alt lige havde udstået tortur fra Thanos. Nogle gange kunne hun godt mærke på sin egen væremåde, at hun boede meget alene, og havde hun tænkt sig om en ekstra gang, havde hun nok afstået fra at nævne navnet. Nu skyldte hun næsten en forklaring. 
"Han har en ret, hmm, speciel, måde at udføre sit arbejde på," fortsatte hun så og nikkede mod hans skulder, hvor det karakteristiske syle-sår var blevet lukket. "Jeg støder på hans ofre fra tid til anden, men de har sjældent fået en så grundig omgang, som du har været ude for. Du må enten have gjort nogle rige mennesker sure, eller pisset ham personligt af."

Egentlig vidste hun ikke nok om Thanos til at kunne gætte på en af de to ting, men efter at have luret, at det var Thanos, der havde gjort det, var hun alligevel blevet lidt nysgerrig, og helt generelt var en så voldsom omgang tortur, som hun her prøvede at heale, ikke noget hun så hver dag. Der skulle som regel ret gode grunde til at folk ønskede noget så forfærdeligt for en anden person. 
Dertil kom at hele bygningen var så affolket. Havde Thanos drevet hele tjenestestaben væk? Slået dem ihjel? Og boede manden her alene? Det var sjældent et så stort hus kun husede én enkelt person og ikke også en masse familie af samme stand. Men Eca havde ikke set skyggen af andre, som tjenerne udviste respekt for, og de havde ikke talt om andre. Det var nu et sært sted, hun var kommet til.

Vreden var stadig tydelig i hans blik, men dog knap så voldsomt så før. Han valgte at tro på hende. Desuden havde den pludselig bevægelse gjort ham svimmel. Jo, han ville da sikkert godt kunne slå hende ihjel, men det ville kræve en stor kraftanstrengelse. Og så var hun den nærmeste healer, som faktisk havde evnerne til at hjælpe ham. Hvad skade ville det også gøre, hvis hun arbejdede sammen med Thanos og var der for at færdiggøre hans arbejde? Hanvikke bare genopstå, vende tilbage til et liv, som han ikke længere var interesseret i at leve.

Igen lukkede han øjnene. Han ville egentlig bare gerne have lov til at sove, men det virkede ikke til, at det var noget, som han kunne få lov til.
"Han blev hyret af nogle forældre til en af mine tjenesterpiger" Han havde stadig øjnene lukket, og hans stemme var træt. Hvorfor fortalte han hende det? På den anden side, hvorfor ikke. Hvis hun fandt ud af, hvad han havde gjort, ville hun måske stoppe behandlingen og lade ham være i fred.
"Jeg slog hende ihjel, tjenestepigen. Og hendes veninde, eller måske var det hendes søster. Det er ikke vigtigt. De var forfærdelige tjenesterpiger, de gjorde ikke deres arbejde ordentligt"

"Hm, næste gang bør du nok sikre dig, at familien ikke har den slags ressourcer," kommenterede Ecaeriss med et løftet øjenbryn. "Sig til, hvis du får brug for nogen til den slags - jeg har en kontakt eller to på området."
Var det første gang manden havde oplevet konsekvenser i sit liv? Hans blik var fyldt med så meget vrede, at Eca næsten troede det. Men han så ældre ud end det. Noget i blikket, der fik hende til at tro, han mindst var hendes alder. Kroppens udseende kunne man ikke stole på med udødelige væsner, men hans indre havde heller ikke føltes dødeligt. Selvom Eca havde været optaget af at komme igennem den magi i hans krop, der blokerede hendes, ville hun have mærket det, hvis han havde været et almindeligt menneske bygget op af døende væv og celler. Selvdestruerende kroppe. Kun praktisk i form af at lægge en dæmper på deres reproduktionsniveau. 

"Du bør få noget hvile nu, hvis du kan," sagde hun så og rejste sig fra sengekanten. Det tynde stof faldt om hendes hofter, så det ene ben var blottet til langt op på låret. "Jeg kommer igen, når du er faldet hen. Din magi bør ikke modstå mig lige så meget, når du sover, så der bør jeg kunne nå ind til de dybeste skader. Og bandagerne skal skiftes om et par timer. Lad være med at pille for meget i det. Det klistrer sig bare fast til alt muligt andet."
Hun stod et øjeblik og så på ham. Vreden bag øjnene virkede ikke til at tilhøre et så ynkeligt væsen, som hun havde set, da hun var trådt ind i rummet. Måske var han alligevel husets herre. 
"Jeg får dine tjenere til at give mig et værelse. Sårene er for dybe til, at jeg tør lade dem om at heale dig fuldt ud." Og så regnede hun selvfølgelig med en ordentlig betaling, men det behøvede hun ikke nævne nu. I hendes erfaring kunne patienter alligevel knapt nok holde en sammenhængende tanke, så længe de havde ondt.
 

Hun havde ret, selvom det irriterede Marad. Det havde været hovmod at antage, at ingen af hans afdøde tjenestefolk ville ønske hævn, især fordi mange af hans tjenere var unge. Han havde dog ikke regnet med, at nogle af familierme ville have midler til at ansætte en som Thanos. Han kunne næppe være billig at hyre, og de fleste familier måtte vel være fattige for at sende deres børn ud for at søge arbejde. Ikke at det var noget, han brugte lang tid på at overveje, når han skulle finde nye tjenestefolk. Ofte havde han også bare købt slaver fra en slavehandler.
"Jeg er i stand til at klare mig selv. Det her er en fejl, som jeg kun kommer til at begå en gang". Han havde lært sin lektie. Der var mange ting, som der skulle laves om på, når han fik det bedre. Først og fremmest skulle han skaffe nye tjenestefolk, og så var det vidst på sin plads at søge hævn over den familie, som havde hyret Thanos.
Det irriterede ham en anelse, at hun ikke lod til at reagere på hans tilståelse af mord. Hvad var hun overhovedet for en?
Han nikkede tavst til hemdes ord, han var glad for bare at få fred.

"Hvor er hun! Få hende herind, medmindre du har lyst til at tage straffen!" Brølet blev efterfulgt af lydem af glas som blev knust mod væggen. Det var lige over en dag senere, og Marad havde endelig været i stand til at rejse sig fra sengen. Det næste logiske skridt havde været at undersøge, om han havde energi nok til at bruge sin evne. Der var bare et problem: hans evne virkede ikke. Det havde ikke noget at gøre med manglen på energi. Når det var sket før, havde han stadig kunne fornemme, at den var der. Nu føltes det som om den var låst væk fra ham.

Han humpede frem og tilbage på værelset med at ansigtsudtryk, som bedst kunne sammenlignes med en tordensky. Det måtte være healeren! Nogen havde betalt hende for at fjerne hans evne, det var den eneste logiske forklaring.

På den ene side var mandens store hus virkelig kedeligt - der skete ikke meget når der var så affolket, og køkkenet var ikke videre bemandet mere, og mad var tydeligvis ikke de to tilbageværende healeres forcé. På den anden side var der tomt, og Ecaeriss trivedes bedst i ensomhedens favn. Hun vandrede i gangene, læste i bøgerne og lavede mad til sig selv, når det var nødvendigt. De to tjenere havde prøvet at stoppe hende fra at snage for meget, men de var hurtigt holdt op med deres ynkelige forsøg. I øvrigt snagede hun ikke spor - hun brugte sin fritid fornuftigt. 
Hun havde fået ud af dem, at manden hed Marad, men om det var et fornavn eller efternavn, havde hun endnu ikke luret. De kaldte ham både Herren og Herre Marad, og de prøvede at tale så lidt med Eca som muligt, så hun var blevet enig med sig selv om, at hun kunne spørge ham direkte, hvis det blev nødvendigt senere.
I løbet af natten havde hun skiftet Marads 'bandager' og sørget for han stadig trak vejret. Han havde ikke overvældende hurtig regeneration, men helt menneske var han tydeligvis ikke. Havde han været det, var Eca ret sikker på, han havde været død simpelthen fra presset på psyke såvel som krop. Et almindeligt menneske med mindre erfaring grundet den kortere levetid, kunne kun udholde så megen tortur - hvad end Marad havde oplevet havde det sat nogle permanente ar. 

Det var over middag, da en af healerne hastede hen til Ecaeriss og hev hende med sig ovenpå. Hun havde trisset lidt formålsløst rundt og havde det fint med at blive afbrudt - indtil hun hørte årsagen.

"Min evne kan ikke tage noget magisk fra dig," sagde hun tørt kort efter, mens hun stod i døråbningen. Ingen grund til at gå længere ind, hvis han var i et humør hvor han kastede med ting. "Og hvis den pludselig kan, er det noget at undersøge og ikke noget at blive vred over. Du er nok bare udmattet og ikke i kontakt med din chakra."

Selvom Marad kun ventede ganske kort tid på heaæeren, formåede ventetiden at gøre hans humør meget værre. Han havde brug for sin evne! Han trods alt pest! En rytter! Hans evne var hele hans essens. Han kunne ikke bare acceptere, at han ikke længere havde adgang til den. Nogen ville komme til at bøde for det her! Hvis ikke healeren, så den tjener som havde bragt den bedrageriske heks ind i hans hus! De ville komme til at fortryde, han havde myrdet trofaste tjenere for langt mindre.

Rasende vendte han sig mod hende, da hun trådte frem i døråbningen. Hun vovede endda at stå og tale sådan til ham!
"Jeg har haft den her evne længere end du formentlig har været i live. Jeg ved hvordan udmattelse føles. Jeg er i fin kontakt med min chakra, det her er ikke udmattet!" Hans normalt rolige facade var fuldkommen krakeleret til fordel for raseriet.

Et pludseligt svimmelheds anfald tvang ham til at støtte sig til sengestolpen. Han så formentlig langt fra skræmmende ud, men hans blik rummede løfter om mord og pinsel. 
"Du har selv sagt at du kender Thanos. Er du kommet for at gøre udmygelsen total ved også at stjæle min evne?" Han havde ikke megen lyst til at lade hende forsvare sig, men så længe han var så svimmel, ville han ikke kunne gøre hende ret meget. Et enkelt vindpust ville formentlig være rigeligt til at vælte han omkuld, og han kunne jo med god grund ikke bruge sin evne mod hende.

Marads ord fik Ecaeriss til at lægge sin normale attitude fra sig til fordel for noget lidt sjældnere: Nysgerrighed.
Hun var ikke i tvivl om, at han var et gammelt væsen, og hun havde mærket på hans indre, at han var noget unikt, en race hun ikke helt kunne sætte fingeren på. Havde hun uden at vide det, faktisk fået lukket ned for noget i ham? 
Hvis hun havde det, ville være den mest fascinerende ting, hun havde oplevet i dette århundrede, og hun måtte vide hvad, der var hændt. Var det ikke hendes magi, der havde forårsaget det... Ja, så måtte hun tage skuffelsen bagefter.

"Mit forhold til Thanos er mere en gensidig aftale om ikke at krydse klinger," svarede hun kort for hovedet og tog så et par skridt ind i rummet. 
Han havde selv sagt, at han ikke kunne bruge sin evne, så hvad end den måtte være, var den ikke en trussel mod hende lige nu. Marads fysiske tilstand var heller ikke ligefrem skræmmende som han stod der med det meste af sin vægt på sengestolpen. I flydende, meget klassiske elviske bevægelser, tilbagelagde hun afstanden mellem dem.
"Men nok om Thanos. Lad os hellere se på dig," fortsatte hun og lod uden videre sine hænder glide op under den tynde hørtrøje, hun selv havde beordret tjenerne give ham på, fordi nattekulden kunne gøre hans led stive og hæmme helingsprocessen. 
Hendes hænder var kolde mod hans varmere hud, og uden videre lod hun sin magi tage lidt af kanten af trøjen og gøre det til tjære. Det gled op over hendes fingre og lagde sig på hans brystkasse, men uden at trænge helt ind endnu. 
Hun så op på ham med kulsorte øjne, fyldt helt ud af tjærens mørke. "Prøv at trække på din magi," hviskede hun åndeløst i spænding. 

Det var svært for Marad at føle sig ret farlig og truende, når han knapt kunne holde sig stående. Hvor var han langt fra den frygtindgydende mand, som kunne få selv voksne mænd til at ryste af skræk bare ved at gå ind i et rum. Det virkede i hvert fald langt fra til, at Ecaeriss var synderligt skræmt, endda selvom det var tydeligt, hvor rasende han var. Ikke at han kunne bebrejde hende. Havde situationen været omvendt, havde han nok haft travlt med at nedgøre personens ynkelige tilstand. Han brød sig bestemt ikke om at være den svage part.

Han brummede utilfreds, mens han forsøgte at få nogenlunde styr på sit raseri. Det var helt uvant for ham faktisk at skulle tage hensyn til en anden. Selvfølgelig ud over James, men ved ham havde det så sjældent været nødvendigt, fordi Marad sjældent var kommet helt op i det røde felt.
"Jeg er endnu ikke sikker på, at jeg stoler på dig" Han kneb øjnene sammen og så mistroisk på hende inden han sukkede irriteret.
"Men jeg har vel næppe meget valg" Det huede ham langt fra, men ville han have sin evne tilbage, blev han nødt til at stole på hende.

Det var lige før, at han vredt havde fjernet hendes hænder, da de krøb op under blusen. Normalt rørte folk ikke ved ham, medmindre de havde fået lov til det først. Han kunne ikke helt finde ud af, hvordan han havde det med, at hun var så tydeligt ligeglad med hvad han måtte mene om alt hvad hun gjorde.
Han lukkede øjnene, og forsøgte at finde ind til sin evne. Han kunne mærke, at den var der, men det var som om, han ikke kunne nå den, som om noget holdt ham tilbage. Irriteret rynkede han brynene, men han forholdt dog øjnene lukket.

Ecaeriss lo lavt ved hans ord. 
"Selvfølgelig stoler du ikke på mig," svarede hun. "Tror du måske jeg stoler på dig? Jeg har endnu ikke set skyggen af betaling. Og tro ikke, at det her giver anledning til et nedslag i min pris."
Hun havde lige så lidt grund til at stole på ham, som han havde til at stole på hende. Det var faktisk de færreste patienter, der kom til hende, der stolede på hende. Enten var de så godhjertede, at de blev skræmt over hendes tilgang til healing og helst bare ville væk derfra hurtigst muligt, eller også var de blevet tævet så grundigt, at de ikke stolede på, hun faktisk kunne hjælpe dem. Eller som Marad her, var de gået noget så voldsomt igennem, at de ikke stolede på nogen. Forventeligt, men også noget Eca efterhånden var så vant til, at hun var holdt op med at prøve på at vise medfølelse. Det ville alligevel være falskt, så hvorfor prøve?

Tjæren trængte ind i Marads krop, og hun ledte den lille klump ud i vævet. Splittede den op og lod de mindre tjærestumper afsøge stederne, hun havde healet. Han havde  lukkede øjne nu. Mon det betød, han faktisk prøvede at bruge magien? Hun kunne ingenting mærke endnu, så hun overvejede om han bare snørrede hende for sit eget selvværds skyld. Om han faktisk bare var for træt til at bruge sin evne. 
Så flyttede hun lidt tjære med fra en af de tidligere dages healinger. Den sad rundt om en blodåre der havde været beskadiget, men nu kunne den godt klare resten selv, så hun fjernede tjæren. Det var ikke noget hun tænkte over, hun gjorde det bare i farten, nu hun alligevel var derinde. 
Hun fik et sug i maven over følelsen af at et eller andet ramte hendes magi. Hun kunne ikke helt sætte en finger på, hvad det var, men noget skød ud i retning af hende, og ramte hendes tjære, hvor det ligesom blev optaget og opløst - men ikke uden at det prøvede at komme igennem tjæren. Hun snappede efter vejret og prøvede at guide sin tjære tilbage til stedet, men det virkede ikke til at der var noget synderligt specielt ved netop den blodåre. Lå noget af hans magi i blodet, og havde tjæren sat stopklodser op for den? Måske talte han sandt, og hun havde på en eller anden måde fanget hans evne...