Sted: Et sted langs landevejen mellem Tusmørkedalen og Dianthos
Tid: Formiddag
Vejr: Solen skinner, men der er efterår i luften

Dino var på vej hjem fra Dianthos. Det havde været en god tur, han var iklædt nyt tøj fra top til bund. Og det havde ikke kostet et ravstykke noget af det! Faktisk havde han fået fat i så meget tøj, at han var blevet nødt til at nakke en taske også. Og nu han var i gang... den var i hvert fald fyldt op, som den hang på en greb ved siden af ham. Han selv sad også på en gren med de bare fødder hængende ned, hvor de dinglede tilfreds. Blommer. Han havde fundet et træ, hvor blommerne stadig var spiselige, selvom det var lidt sent på året. Han elskede blommer. Ikke at hans krop havde behov for at få mad, men den kunne sagtens håndtere det, så at gå forbi et blommetræ ville da være dumt! Så vupti, og han sat midt i træet og spiste blommer, mens hans hale vippede tilfreds bag ham. 

Han hyggede sig, som han så frem for sig. Træerne var begyndt at smide bladene lige så stille, og han havde valgt at gå i nogle dage. Se lidt på årstidens indtog. Han kunne godt lide efterår, selvom det begyndte at blive koldt og vådt. Egentligt var hans favoritårstid forår, hvor alting kom til live igen. Men nu ville han i det mindste ikke komme til at fryse, før det blev rigtigt koldt. Han håbede på en mild vinter, men det måtte han jo se på, når den første sne faldt.

Han smed en sten fra sig, over skulderen, inden han greb en blomme mere. Den var lige blød nok, så den fik samme tur over skulderen. Han strakte sig op og fik fat i en anden blomme. Den var god, så han satte straks tænderne i den, så saften løb ud over hans fingre og ned af hans hage. Mhm! Han vippede lidt mere med fødderne, hvor de unaturligt lange tæer med kløer var tydelige at se. Han havde egentligt ikke nogen formodning om at møde nogen herude, så det var derfor, at han havde taget skoene af og ladet halen få noget frihed. Det var tydeligt at se på hans ellers for det meste gnavne ansigt, at han nød livet i det øjeblik, som han så tilfreds ud, højt på gren, mens han smed om sig med dårlige blommer og blommesten.

"Av! Hva' i...?"

Det havde været en lang dag. Ez havde i det sidste mange måneder holdt sig på meget god afstand af Dianthos. Han skulle ikke risikere at blive snuppet af kilepræsterne igen, så han havde holdt sig flere dagsrejser fra byen, indtil den dag hvor han på en kro havde overhørt, at kilepræsterne var blevet smidt ud af byen, og at det igen var sikkert for elvere og halvelvere at færdes derinde. Han havde straks pakket sine få ejendele og begyndt rejsen mod byen. Han ville besøge Killian og prøve at se, om han ikke kunne åbne en lille butik et sted i byen. Han var træt af at rejse rundt hele tiden. Han ville slå sig ned og leve af sin viden om urter og sælge gode råd og god tobak til folk i byen. De var allesammen så fortravlede og kunne godt bruge lidt ro. Og nå ja, så håbede han, at hvis han holdt op med at bevæge sig rundt hele tiden, så ville han måske en dag møde Keeran igen. Hvis han altså stadig levede... Ez rystede lidt på hovedet og skubbede den ækle tanke fra sig.

Han havde travet afsted af landevejen hele morgenen, og da det var kommet hen på formiddagen, havde han brug for et hvil. Han havde fundet et dejligt, skyggefuldt blommetræ at sætte sig under, og der gik ikke ret lang tid, før han var døset hen ved træet fod, gemt lidt væk bag et buskads. 

Hvor længe han havde sovet, vidste han ikke, men han vågnede med et sæt, da en lidt for moden blomme splattede ud på toppen af hans hoved.

Dino stivnede midt i at han var ved at bide i blommen. Nogen sagde noget. Lige neden for træet. Ups. Hurtigt bed han færdigt og tyggede hurtigt på bidden af blomme, mens han trak benene op med et ryk, så han lettede lidt fra grenen og kunne sætte fødderne på den i stedet. Hans lange tæer greb straks fat om grenen, mens han snurrede rundt og så ned. Hans gule øjne gled over buskadset under ham og først kunne han ikke se nogen, men så fik han alligevel øje på et hoved. Pis. Han sank og overvejede kort, om han bare skulle smutte. Men blommerne... han slikkede sig om munden og sukkede så.

"Undskyld!" Han vippede lidt med halespidsen, mens han så ned mod hvem end der var under ham. Han sad et godt stykke oppe i træet, så medmindre personen var mere end tre meter høj, ville han ikke sådan lige kunne nå ham. Så han var ikke bekymret. Desuden kunne han jo bare smutte, hvis stemmens ejermand vidste sig at være vred over at få smidt blommer i hovedet. Ubekymret spiste Dino videre af blommen, siddende på grenen med røven hvilende på sine hæle og et godt greb om grenen med sine tæer. Han var ikke bange for at falde ned. Til gengæld var han da lidt nysgerrig om, hvem der havde slået sig ned under blommetræet. Personen måtte have været der allerede, da Dino kom, han havde bare ikke set nogen. Men nu havde han nok også været mere optaget af blommerne, og han havde ikke set nogen på vejen i flere timer.

Ez troede et øjeblik, at han havde fået hul i hovedet, da han rakte op for at mærke efter, og hans fingre med det samme blev våde og røde. Han kom hurtigt på fødderne, men det gik hurtigt op for ham, at det bare var en overmoden blomme. Han udstødte et overrasket grin og tørrede sine fingre af i sit overtøj, mens han lænede hovedet bagover for at se, hvem der havde undskyldt oppe fra træet.

"Hejsa," sagde han og smilede bredt, da han fik øje på en lille... elver? Eller en slags abe? En abe-elver? Det var en meget mystisk væsen, der i ansigtet lignede en elver, men som havde både hale og lange tæer. Højst besynderligt. Ez havde aldrig set noget lignende. 

"Det er helt i orden," fortsatte Ez og fandt sin pibe frem fra sin pelsfrakkes inderlomme og begyndte at stoppe den. "Hvem er du? En blomme-ånd? Sådan én har jeg aldrig mødt før.

Da personen kom på benene, kunne Dino se, at det var en mand. Altså, det havde stemmen også lydt som, men nu kunne han da se det med sine egne gule øjne. Der var noget langt hår, der næsten dækkede hans ører, men også kun næsten. Halvelver. Det måtte han næsten være. Og selvom Dino sad så højt over ham, var han ikke i tvivl om, at manden var høj. Noget der godt kunne gøre Dino lidt gnaven, men lige nu var det lige meget, som han sad i træet.

Manden så op og fik øje på ham. Dino løftede den frie hånd og vinkede til ham. Heldigvis var der et smil på mandens ansigt og Dino følte sig ærligt talt lidt lettet. Han gad ikke ødelægge dagen ved at gøre sig uvenner med nogen. Han smed den næsten spiste blomme fra sig og tørrede hagen i ærmet, inden han smilede tilbage til manden, hvilket afslørede at han havde nogle lidt kraftigere, spidse bisser end den normale elver. Havde han vidste, at manden havde kaldt ham en abe-elver i hovedet, havde han nok teleporteret ham hen i nærmeste myretue.
"Davs."

Han lagde hovedet lidt på skrå og så nysgerrigt på piben, manden fandt frem, inden han endte med at grine. En blommeånd. Det var da noget sært noget at sige.
"Nah, jeg er bare mig." Han hoppede ned på en gren lidt længere ned, så de ikke skulle råbe alt for højt til hinanden. Dog stadig højt nok oppe til, at manden ikke ville kunne nå ham.
"Jeg hedder Dino." Og det var bare det, han hed. Intet efternavn eller noget andet. Bare Dino. 
"Undskyld for at ramme dig med blommen, jeg havde ikke lige set dig." Han var egentligt overordentligt høflig og venlig lige nu. Måske var det fordi, det var en god dag. Med godt vejr og blommer. Måske var det fordi, at manden ikke var blevet sur over at få dårlig frygt i hovedet. Måske var det fordi, at han smilede sådan. Hvem vidste.

Ez stoppede sin pibe færdig, mens han lyttede til væsnet. Dino? Hvilket ejendommeligt navn! Han tændte piben og bakkede lidt på den for at få ordentligt gang i gløderne. En blålig sky af sød røg steg op mellem grenene.

"Alt forladt, Dino," sagde Ez med piben mellem tænderne og smilede til Dino. "Mit navn er Ezhno, men du kan bare kalde mig Ez."

Han betragtede det lille væsen i træet; selvom han sad højere oppe, end Ez kunne nå, kunne Ez godt se, at Dino ikke var specielt stor. Gad vide hvad han var for et væsen? Det virkede uhøfligt at spørge direkte, så Ez smilede bare af ham.

"Hvor er du på vej hen? Eller du bor måske i træet?"

Det var langt fra første gang, at Dino havde set nogen tænde en pibe, ja, han havde faktisk selv engang forsøgt at ryge på en, men det havde smagt forfærdeligt og havde givet ham et grimt hosteanfald, så dét skulle han ikke nyde mere af. Men derfor så han nysgerrigt til alligevel.
Ezhno. Ez. Nemt at huske. Hans hale snoede sig lidt bag ham, som han endte med at skubbe fødderne af grenen og sætte sig til rette. Lige nu havde han det fint med at sidde i træet og snakke med manden. Man kunne jo aldrig vide, måske han var vred alligevel, selvom han ikke virkede sådan. Han havde godt nok ikke sagt en løgn endnu, så Dino var ret afslappet.

Dino rystede på hovedet, så det hvide hår bevægede sig i et stor rod om hans lange ører.
"Jeg er på vej hjem. Skulle lige have nogle ting i Dianthos." Han pegede op på tasken, der hang lidt højere oppe. Han vippede med benene og lagde hovedet lidt på skrå med blikket ned på manden. Han boede godt nok i et træ, men ikke her. Og han havde helt selv bygget hytten, hvilket, hvis han selv skulle sige det, var lidt af en bedrift.

"Hvor er du på vej hen? Du bor måske i den busk der?" Han smilede, tydeligvis ude på at drille lidt. Han havde fået et dumt spørgsmål, så kunne han jo lige så godt stille et dumt tilbage igen, ikke?

Ez lo dybt og godmodigt af Dinos spørgsmål, mens han rystede let på hovedet, hvilket resulterede i, at et par af hans lange, mørke lokker gled ned i øjnene på ham. Han satte piben mellem tænderne, så han fik begge hænder fri til at skubbe sit hår tilbage og binde det op i en knold.

"Nej, jeg bor lidt over det hele," svarede han, da han havde taget piben ud af munden igen. Han blæste en stor røgring ud i luften. "Jeg er på vej til Dianthos. Jeg har hørt, at der er trygt at være igen for sådan nogle som mig."

Minderne om tiden som fange hos kilepræsterne trængte sig straks på, men han slog dem hen med minder om Killian i stedet for. Han måtte huske at opsøge ham igen, når han var kommet tilbage til byen. De havde haft et par dejlige nætter sammen, og Ez ville gerne gentage succesen, hvis Killian havde lyst.

Dinos gule øjne fulgte stadig nysgerrigt med i, hvad manden på jorden lavede, som han bandt sit hår op. Han sagde ikke noget, svingede bare lidt med benene og ventede på, at han ville svare. Dino kunne som sådan godt lide at være social, men han var ikke altid lige god til det, han kunne bedst lide at observere, ikke interagere. Det var sjældent han egentligt fandt hvad folk sagde interessant. Det var sjovere at betragte dem på afstand. Måske var det på grund af hans evne, for de fleste løj ret meget hele tiden og det gjorde ham egentligt lidt sur og gnaven. Og træt. Nogle gange kunne han godt ønske, at han kunne være lige så naiv som alle andre og ikke høre, når folk talte usandt. Og det var jo alt folk løj om, lige fra hvad de spiste dagen før til deres alder og hensigter. 

Men denne mand havde ikke løjet endnu, hvilket var dejligt befriende. At Dino selv godt kunne smide den ene løgn af sted efter den anden, det var noget helt andet. Så måtte folk jo bare blive bedre til at spotte en løgn, når den ramte dem lige i smasken.
Hans blik fulgte kort røgringen, ikke specielt imponeret, inden han så ned på manden igen.
"Ja, de der Kileidioter er der i hvert fald ikke mere. Der er bare de sædvanlige byvagter og folk fra Lyset." Den måde han sagde det på, angav nok, at det ligesom var dem, han selv havde mest problemer med. Sådan var det, når man så Dianthios som en stor tag-selv-bod. Det var så nemt bare lige at puffe lidt frem og tilbage og snuppe det, man skulle bruge. Hvilket også var måden, han havde fyldt tasken på.
"Hvad skal du derinde?" Dino kunne stille mange spørgsmål, når han først kom i gang.

Ez gad virkelig godt vide, hvilken race eller sammenblanding af racer Dino var. Han havde aldrig set noget lignende, og han var meget fascineret af Dinos lange og tilsyneladende meget praktiske hale. Sådan én ville helt sikkert være smart at have! Han så smilende op på drengen (manden? Det var svært at sætte en alder på Dino) i træet og bakkede lidt mere op sin pibe.

"Byvagter har jeg ikke noget problem med, så længe de er lige så venlige som den byvagt, der hjalp mig med at flygte fra kilepræsterne," kommenterede Ez og sendte en taknemmelig tanke tilbage på kentauren, der havde hjulpet ham. Ham måtte Ez også få besøgt, når han kom tilbage til byen.

"Jeg ved det ikke helt," svarede Ez på Dinos spørgsmål med et skuldertræk. "Jeg har tænkt, at jeg gerne ville åbne en lille butik eller bod. Jeg har samlet en masse urter, som nok kunne komme en del folk til gode." Han klappede sin lædertaske, som var fyldt af alle mulige slags urter mod alle mulige slags dårligdomme. "Hvis du lider af et eller andet, så har jeg måske noget, der kan hjælpe?"

Dino rynkede på næsen, da manden sagde, at han ikke havde noget i mod byvagter. Hans oplevelser på denne tur i byen, havde kun forstærket hans manglende glæde ved de blågrå uniformer og folkene i dem. Altså, han forstod godt deres funktion, men hvorfor skulle det lige gå ud over en som ham? Ikke at han havde været i problemer så mange gange, han forsvandt jo hurtigere end de kunne nå at blinke med øjnene.
Han var lidt nysgerrig i forhold til, at en byvagt havde hjulpet en halvelver med at slippe fra Kilepræsterne, men han spurgte ikke ind til det. Der var så mange mere eller mindre triste fortællinger fra hele den periode, hvor Kiles Orden havde stukket deres fingre i krukken med honning. Dino havde hurtigt fundet ud af, at han bare skulle holde sig væk fra de idioter, så han havde egentligt ikke oplevet så meget.

Urter. Det var nok ret tydeligt, at det ikke var noget, der interesserede Dino. Han vippede lidt med fødderne og så rundt. Der var stille omkring dem, bare et par fugle, der pludrede og han nåede lige at se halen på et egern på et træ lidt derfra. Mon det også var interesseret i blommerne?
"Nah, jeg fejler ikke noget." Han blottede kort sine tænder i et smil, inden han rejste sig på grenen, for urolig til at sidde stille. "Vil du have et par blommer?" Han ventede ikke på svar, men begyndte straks at kravle op af stammen. Kløerne på hans fødder krattede i barken og hans hænder lukkede sig om grene, som han hurtigt kom lidt højere op, hvor der var flere blommer. At Ez havde tænkt ham lidt som en abe-elver var måske forståeligt nok. Hurtigt fandt han nogle blommer, han tog i den ene hånd og også havde fat i med halen, inden han klatrede ned til samme gren som før og satte sig.

Havde Ez sagt ja til blommer, gled han rundt og grenen, så han hang på hovedet i knæledene og kunne krumme ryggen bagover og række blommerne ned mod Ez.

"Gerne!" svarede Ez med et stort smil, da Dino tilbød ham nogle af de lækre blommer. Han så imponeret til, mens Dino adræt klatrede op i træet for at hente blommerne. Det var fantastisk, hvor nemt det var for ham at bevæge sig lodret op. Ez var også ganske god til at klatre i træet, men han kunne på ingen måde hamle op med Dino, det kunne han godt se.

Han lo muntert, da Dino rakte ham et par blommer, og han strakte hånden ud for at tage imod.

"Mange tak," sagde han og tog straks en bid af den ene af de saftige blommer. Den smagte himmelsk, sød og lækker, og Ez brummede af velbehag, mens han slikkede sig om munden og fik hurtigt sat hele blommen til livs.

Dino trak sig selv op at sidde på grenen igen, inden han tog de to blommer fra sin hale og begyndte at gnaske i den første. Gad vide, om han havde været lige så glad for blommer før han døde? Han havde ingen anelse. Normalt var det ikke tanker, han gjorde sig i, alt hvordan det havde været før han døde, men en gang i mellem kunne han alligevel ikke lade være med at være nysgerrig. Han vidste intet om sig selv fra før han vågnede op på i græsset og var blevet en beskytter. Selv sin gamle race havde han måtte gætte sig til. Hans bedste bud var dæmon, men ærligt talt, hvis andre havde noget der gav mening, var han lige så tilbøjelig til at tro på det. Men det var vel lige meget. Nu var han det, han var.

Hans blik gled til manden, der nu var meget tættere på. Han virkede som en rar person, meget afslappet. Det var næsten en skam, at de ikke skulle samme vej, Dino ville ikke have haft noget i mod lidt selskab. Især ikke med en mand, der åbenbart ikke gik så meget op i at lyve som visse andre. Det var da en dejlig ting til en forandring!
Han smed stenen fra sig og slikkede sine læber, mens han pillede lidt ved den anden blomme. Han burde snart stoppe, ellers ville han bare få ondt i maven.
"Er det ellers let at være halvelver, sådan, når Kiles Orden ikke lige bestemmer?" Hans spørgsmål var henkastet. Han var bare nysgerrig og forsøgte at holde lidt samtale i gang.

"Tja," svarede Ez om en mundfuld blomme og trak på skuldrene. Han skulle til at kaste stenen væk, men ombestemte sig og puttede den i lommen i stedet for. Måske kunne han plante den og selv dyrke nogle lækre blommer. "Det er vel ligesom at være som alle andre? Før Kileordenen kom til Dianthos, levede jeg bare lige som de fleste andre. Der var ikke nogen, der råbte ting efter mig eller forsøgte at fange mig. Jeg levede bare."

Tanken om Dianthos fik ham til at savne både Killian og Keeran, men det skabte en lille bekymring i hans mave, for han havde stadig hverken set eller hørt fra Keeran, og han vidste ikke, om Keeran overhovedet levede mere. Han blinkede og rystede den ubehagelige tanke ud ad hovedet.

"Hvad med dig? Hvordan er det at være... sådan en, som dig?"

Dino betragtede manden, der stak en blommesten i lommen. Hvad mon han ville med den? Måske det havde noget at gøre med hans samling af urter. Hvem vidste, hvad underlige folk tænkte på? Og den her mand var lidt underlig, mest fordi han var så let at omgås. Så snakkesaglig. Det var ikke så tit, at Dino stødte på den slags personer. Så det var kun en dejlig forandring!
"Det lyder dejligt nemt." Så folk havde ikke noget i mod halvelvere. Det ville han lige huske, hvis han en dag skulle få lyst til at gå som sådan en. Det var måske lidt svært med hans udseende, der hang mere hen i nærheden af en fuldblodselver. Og så alligevel ikke.

Mandens spørgsmål fik ham til at trække på skuldrene og vippe lidt med de ekstra lange tæer. Sådan en som ham. Han havde ingen anelse om, hvad han egentligt var. Halen og fødderne ledte vel tankerne hen på en dæmon. Eller et halvdyr? Og resten var lidt ala noget elver, hvilket hans højde og ikke sådan specielt elveragtige ansigt talte i mod. Hans eget bud var dæmon, men ærligt talt kunne det være hvad som helst.
"Det svinger lidt. Nogle kan lide halen, andre kan ikke." Hans hale bevægede sig lidt rundt bag ham, som en utålmodig kats. "Jeg er ikke så populær." Der var ikke noget trist over den konklusion, faktisk smilede han bare, så man kunne se de kraftige, spidse tænder.

Lukkes efter aftale.