Det var ikke mange dage, Abel havde tilbragt på egen hånd, men håbløsheden havde allerede formået at overmande ham. Aldrig før havde han følt sig så udsultet og så udmattet, og ethvert håb om at overleve elendigheden havde for længst forladt han. De kunne komme og tage ham, hvis de lystede, plukke de dyrebare ringe af hans ringe, og vriste hans vinger fri af hans ryg; han ville knapt orke at gøre modstand. 

Det lyse hår bølgede ned af den tynde ryg, idet han begav sig imod byens høje mure, der tårnede sig op i det disede aftenmørke. Sammen med de lange, hvide klæder og de perlemorsfarvede vinger, fik det ham til at stikke ud som et spøgelse i sortheden, og han måtte lyse op som en lillebitte lanterne for enhver, der færdedes på samme vej.

Et knæk lød, og han vendte sig prompte om. "Hvem dér?" kaldte han.

Efter mange, mange år havde Jaris endelig taget en ordentlig beslutning og købt en hest. Det havde helt bestemt gjort rejsen fra Rubinien lidt lettere, men det var ikke svært at se, at han ikke ligefrem var en øvet rytter. Der var ikke langt til endnu til Dianthos bymure, så for ikke at have alt for mange smerter i lår, bagdel og ryg, var Jaris hoppet ned fra det store dyr og trak den i stedet med sig. Måske han også havde lidt ekstra ondt i den ene balle, fordi han var faldet af et par gange.

Vejen til Dianthos var efterhånden velkendt, men med et talent for alligevel at fare vild, havde Jaris slået lejr for natten. Hesten var blevet bundet til det nærmeste træ, hvor den stod og græssede og Jaris forsøgte at finde lidt brænde i mørket. Han var iført den sædvanlige sorte kutte, der fik ham til at falde godt i ét med natten. Da han fik bevæget sig lidt tættere på vejen, kunne han ikke undgå at se det lille lys, der langsomt sneg sig over den grusede vej. Det var umuligt at se detaljer fra hvor han stod, så han begyndte at liste sig efter. Han nåede som altid ikke at være vildt snedig, før en gren knækkede under hans sko og den lille lysende plet begyndte at tale.
"Oh, undskyld! Det er bare mig," skyndte han sig at sige, som om den fremmede skulle vide hvem han var. Jaris tog et par skridt tættere på for at afsløre sig selv, men også for at få et bedre kig på den lille... fyr? Som han kom lidt tættere var det lidt lettere at se. Jo, det var sørme en lille alf og han virkede lidt bekendt, men det var endnu ikke til at placere ham helt.
"Jeg så et lys på vejen og blev nysgerrig. Det var ikke min mening at forskrække dig," sagde han og begyndte at bukke sig lidt ned, da han kom endnu tættere på alfen. Der var altså et eller andet.... Han havde set ham før.

//Inaktiv

- Du skriver bare, hvis du vil finde ud af noget nyt, når du er tilbage :3